Hun bad selv om det af Louise O'Neill

Hun bad selv om det af Louise O'Neill. Oversat af Emilie Sonne Harild Gaardboe. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen Asking For It. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Gave/anmeldereksemplar tilsendt af Gyldendal.

Det er en Facebook-side, jeg aldrig har set før, men den har et billede af mig som profilbillede. Siden har hundredvis af likes og navnet „Nemme-Emma.“ Jeg er tagget på alle billederne.

Emma O’Donovan bor i en lille by, hun er 18 år gammel, smuk, populær og selvsikker. Men en aften tager hun til en fest, som ændrer alt. Dagen efter vågner hun foran sin hoveddør. Hun kan ikke huske, hvad der er sket. Hun ved ikke, hvordan hun er endt der. Hun ved ikke, hvorfor hun har ondt. Men det gør alle andre.
Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved Emmas krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egens skyld.

Hold nu op, hvor er der mange følelser på spil i denne her bog. Jeg kan lige så godt bare sige det som det er: jeg hader denne her bog. Og præcis derfor elsker jeg den.

Hun bad selv om det handler om overgreb, om voldtægtskultur og victimblaming, om følelser af skam og ensomhed, fortvivlelse og selvbebrejdelse. Den handler om familie og venskab, og om hvordan det kan være svært at vide, hvad der er bedst for en selv, når man står i en situation, man slet ikke kan overskue. Emma O’Donovan er lidt af en bitch til at begynde med. Hun er vant til at være skolens smukkeste pige, endda byens, og det er tydeligt, at hun forventer, at alle skal mene det samme og hun går så meget op i det, at det bliver irriterende at læse om og det påvirker hendes venskaber med hendes veninder. Men selv om jeg ikke bryder mig om hende til at begynde med, så vil jeg aldrig, aldrig ønske det for nogen, at der sker det, der sker for Emma. Hun bad selv om det er en virkelig skarp bog, der på bedste vis illustrerer, hvor svært det kan være at finde hoved og hale i det hykleriske samfund, vi befinder os i. Vi skal hjælpe andre og hvis folk er kommet noget til, skal man selvfølgelig tage dem seriøst og hjælpe dem. Og da Emma har mest brug for hjælp, vender skolens elever hende ryggen, alle i byen og sikkert mange flere har set ikke bare et, men rigtig mange rigtig nærgående, vulgære, klamme og nedsættende billeder af Emma, og hendes forældre prøver desperat at hjælpe hende, men det er som om, de ikke kan se, at hun ikke tager imod hjælpen, men bare lader som om. Det var utroligt frustrerende at læse om og jeg havde sådan en følelse af afmagt og sorg over, hvordan det på trods af helt åbenlyse beviser er som om, det er Emma, der er the bad guy. Også fordi hun konsekvent bebrejder sig selv for konsekvenserne af, at hun har valgt at melde det, der er sket. Som om de anklagede ikke selv tog et valg. Jeg hader når det flyver rundt med ord som ”boys will be boys”, ”hun bad selv om det” og kommentarer om alkoholindtag og påklædning. At vi lærer unge piger, at de ikke skal blive overfaldet i stedet for at lære drenge (og piger) ikke at overfalde. Et mangel på nej er ikke ensbetydende med et ja.

Emma er 18 år gammel og som sådan en helt almindelig pige, hun i gang med gymnasiet og går op i fyre, fester og sine veninder. Og sig selv. Selv om meget af bogen foregår omring hende alene, efter hun er blevet udstillet og udstødt, så er der alligevel også plads til de forskellige bipersoner, som hendes forældre og hendes veninder. De udgør alle sammen så almindelige mennesker, der på trods af rigdom eller skønhed virker lidt lige som den gennemsnitlige by. Men der sker noget i Ballinatoom, der er langt ud over det sædvanlige og som giver genlyd i både de irske og de internationale nyheder. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med det, man får en ret god forklaring på det i teksten om bogen og faktisk synes jeg, at det fungerer bedst, når man selv læser det. Når man som læser igen og igen hører Emmas tanker vende tilbage til billederne, til det, hun er reduceret til. Jeg vil gerne indrømme det, Emmas historie fik mig til at græde som pisket på mere end et tidspunkt. Hun bad selv om det er en smertefuld historie og så realistisk, at slutningen slår ekstra hårdt. Jeg elsker slutningen fordi den er så ærlig og jeg hader den af samme grund.

Det er ikke uden grund, at jeg er enig i, at Louise O’Neill her har skrevet en af årets vigtigste ungdomsbøger. Faktisk vil jeg sige bøger generelt. I tider med #MeToo, der bliver både hyldet og nedgjort, er Hun bad selv om det en virkelig barsk og ærligt gengivelse af, hvor svært det er at finde ud af, hvad man skal gøre, når alle omkring en siger at man selvfølgelig skal have hjælp, indtil det bliver aktuelt. Jeg tror desværre, at der er rigtig mange unge piger, der kan se sig selv i Emma og hendes følelse af gerne at ville have det overstået. Følelsen af, hvis bare det hele kunne gå væk og man kan ikke overskue, at det vil komme til at tage rigtig lang tid, før der sker en endelig beslutning.  Emma er ikke en karakter, Louise O’Neill har skabt, hun er overalt og flere steder end man går og tror. Hvis man ikke tror på, at der er et problem med voldtægtskultur, så vil jeg virkelig anbefale, at man læser Hun bad selv om det. For det er ikke bare fiktion, man sidder med mellem hænderne. Det kunne lige så godt være en virkelig historie. Og den vil gøre dig vred. Af mange grunde. Jeg mistede overblikket over, hvor mange små øjeblikke, der irriterede mig grænseløst og hvor mange, der endte med at give mig et sug i maven af afmagt og samtidig en tanke om, at der bliver nødt til at ske noget. Emma vil ikke være et eksempel, den hvis sag bliver en forgangssag for alle andres. Men måske kan hun blive det alligevel. Jeg tror i hvert fald godt, at Hun bad selv om det kan bruges til at forklare det uforklarlige. Skammen, ensomheden, trangen til at leve et normalt lv, følelsen af at ens krop aldrig bliver ens egen igen, det totale tab af kontrol over ens liv.