torsdag den 30. november 2017

Voksenlivet er en myte (Sarah's Scribbles #1) af Sarah Andersen

 
Voksenlivet er en myte (Sarah's Scribbles #1) af Sarah Andersen. Oversat af Stine Stregen. Udgivet af Forlaget Cobolt i 2017, oprindelige udgivet i 2016. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Cobolt.

Sarah’s Scribbles: Voksenlivet er en myte er til alle os, der stadig har problemer med at komme ud af sengen om morgenen. Os, der savner vores pyjamas, så snart vi er ude af døren. Os, som hele tiden bliver ramt af tanken: Bliver jeg nogensinde rigtig voksen? Det spørgsmål er det underliggende tema i Sarah Andersens halvbiografiske tegneseriestriber.
Tegneserien er oversat til dansk af StineStregen og indeholder en særlig side, som Sarah Andersen har tegnet helt specielt til sine danske læsere, og som kun findes i den danske udgave af bogen.


Voksenlivet er en myte er en bog, jeg slet ikke kan lade være med at elske. De korte tegneseriestriber billedgør og rammer perfekt de små øjeblikke eller idiosynkrasier, som man kan se sig selv i. Den semibiografiske tegneserie tager udgangspunkt i det at være voksen og hvad det egentlig er for en størrelse, men gør det med humor og en vis portion selvironi, der gør den morsom at læse. Jeg havde virkelig mange ”det er lige mig”-øjeblikke, hvor jeg kunne se mig selv i den tegnede situation og kunne nikke genkendende til det, der blev fortalt om. Både når det galt bogindkøb, kolde vinterdage, seriemaraton i et forhold, pyjamaskærlighed, og generelt bare øjeblikke, hvor man stopper op og tænker over, om man overhovedet er voksen. Det er en svær størrelse, især når man er i 20’erne og der er stor forskel på, hvad ens jævnaldrende har gang i. Og jeg kan let genkende følelsen af, at jeg måske ikke er så voksen, som jeg burde være, men jeg synes også, at med Voksenlivet er en myte bliver det understreget, at det ikke er noget, man er ene om og at det er okay. Det er okay, at man har en dag, hvor det eneste man vil, er at pakke sig ind i dynen og se film. Der er sjove kommentarer på selfies, på det at lade sig distrahere fra at lægge vasketøj sammen, til frisurer og meget, meget mere. Det er en skøn bog til læsere i alle mulige aldre, for jeg tror bestemt også at ”rigtige” voksne vil kunne grine af den og se sig selv i nogle af tegningerne. Hvad er det at være voksen? Man skal ikke læse Voksenlivet er en myte for at få svaret, for det får man ikke. Man får et bud på, hvad det kan være, et bud der inkluderer hverdagssituationer, der ikke får en til at føle sig specielt voksen. Men det er også okay. Jeg tror, at det at voksenlivet er en myte, er fordi det er en myte, at der kun er en måde at gøre det på, en rigtig måde, der er seriøs og alvorlig hele tiden. Men det er langt fra tilfældet i Voksenlivet er en myte, der illustrerer, at man ikke kan have øjeblikke af fjollerier, eller opføre sig umodent eller barnligt, når man når en vis alder. Det er skønt at læse, og det er sjovt, specielt når det bliver noget, man kan se sig selv i.

Jeg har fulgt Sarah’s Scribbles på Facebook i et godt stykke tid og jeg synes det er så fedt, at der er kommet en bog med hendes tegneseriestriber. Grebet er unikt for hende, men situationerne er velkendte og almene og jeg ville bare ønske, at bogen var længere og med mange flere striber i, så jeg kunne nyde den endnu længere tid. Jeg vil seriøst mene, at det er en bog, alle kan læse og have fornøjelse af. Også flere gange. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg har læst den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com