tirsdag den 28. november 2017

De dør begge til sidst af Adam Silvera


De dør begge til sidst af Adam Silvera. Oversat af Betty Frank Simonsen. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2017 med titlen They Both Die at the End. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.

Den 5. september lidt efter midnat ringer Dødsrådet til Mateo Torrez og Rufus Emeterio. Dødsrådet kan se ud i fremtiden: Både Mateo og Rufus vil dø i dag. De to kender endnu ikke hinanden. Spørgsmålet er, om de kan nå at finde hinanden, kærligheden og en mening med livet på den tid, de har tilbage. Kan man leve et helt liv på kun et døgn?
Adam Silveras tredje YA-roman er en gribende undersøgelse af, hvad vi lever for: dem vi elsker, oplevelser og chancen for at efterlade et meningsfyldt bidrag, uanset hvor småt.

Jeg kan overhovedet ikke rumme alle de følelser, De dør begge til sidst har rodet op i imens jeg har læst. Det er ingen tvivl om, i mine øjne, at det er den bedste bog, Adam Silvera har skrevet ind til videre og det er en klar favorit for mig. Jeg forstår godt, at det har taget ham fem år at skrive den, selvfølgelig med andre bøger ind i mellem. Men resultatet er virkeligt også blevet fantastisk.

Vi følger de to hovedpersoner Mateo på 18 og 17-årige Rufus, der begge to får et opkald fra Dødsrådet om, at de skal dø inden for de næste 24 timer. Og naturligt nok vender sådan et opkald op og ned på deres liv. Mateo er uhyre forsigtig, for ikke at sige paranoid og det hjælper ham ikke, da han får at vide, at han skal dø. Han tager ingen unødige risici, overvejer og gennemtænker alle tænkelige og utænkelige farer eller ulemper ved alting, så han er lige ved at tænke tingene helt i stykker og selv om han vil, tør han ikke. Rufus er lige det modsatte. Han opfører sig som om intet kan røre ham, er ikke bange for at handle dumt eller løbe en risiko og alligevel er det til at mærke, at der mangler noget for ham. Ingen af dem er rigtig den, de gerne vil være og jeg sad med en forventning om, at deres møde med hinanden vil forandre dem, og jeg blev ikke skuffet over, hvordan historien udspiller sig. De to er virkelig skønne karakterer, og jeg kunne ikke lade være med at holde af dem, selv når Rufus var en totalt irriterende idiot eller når Mateo opfører sig så paranoidt og lader sine tanker tage overhånd. Jeg holder af dem alligevel, så meget at det faktisk gør ondt. Som sagt, så kom jeg igennem alle følelserne i løbet af denne her bog, der var øjeblikke der gjorde mig vred og øjeblikke, der fik mig til at smile som en glad tåbe i morgentoget, mens jeg læste om, hvordan Mateo for alvor viser sit mod. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte slog lidt hurtigere, efterhånden som Døden lod til at komme tættere og tættere på og jeg måtte kæmpe for ikke at bryde ud i tårer, da jeg læste slutningen. Selv om titlen spoiler det hele, så ramte det alligevel lige der i hjertet, hvor det gør ondt og havde jeg ikke skulle stå af toget lige bagefter, så havde jeg nok siddet og ladet et par tårer falde. Man skal ikke lade sig narre af, at bogen hedder De dør begge to til sidst. Det er en bog om døden ja, og død fylder rigtig meget i historien og i både Mateo og Rufus’ liv. Men det er også en bog om livet og om at turde leve livet og gøre de ting, man gerne vil nå, imens man har tiden til det. Det føles sært at sige, men det var for mig en rigtig livsbekræftende oplevelse at læse en bog, der handler så meget om døden, og jeg tror det var på grund af den måde, Rufus og Mateo langsomt, men meget naturligt, begynder at leve på deres Sidste Dag. Samtidig får man ud over deres synsvinkler, som udgør langt hovedparten af bogen, også indblik i flere andre karakterers liv på denne ene dag. Hvis man tænker på, hvor meget der kan nå at ske på en dag, så er De dør begge to til sidst et rigtig godt eksempel på, at selv om Rufus og Mateo måske ikke lige lægger mærke til det, så påvirker deres tilstedeværelse eller handlinger også dem omkring dem. Venner og fremmede og både på kort og på meget længere sigt. Det må have været lidt af et puslespil at få til at gå op og Adam Silvera har gjort et rigtig solidt arbejde med det, sådan at skiftet fra en synsvinkel til en anden føles naturligt og at man stadig kan mærke forskel på de forskellige stemmer. Ingen lyder ens og den måde, de fortæller på, siger rigtig meget om deres personligheder.

Der er en smule science fiction over det med Dødsrådet og hvordan det virker, og man skal ikke forvente en masse detaljer. Det er ikke en bog, der handler om at løse mysteriet om Dødsrådet, faktisk er det meget lidt, man ser til dem og jeg savnede det heller ikke på nogen måde. De dør begge to til sidst handler om, hvordan to unge mænd, der knapt nok er voksne, reagerer, da de får at vide, at de snart skal dø. For at vi skal dø ved vi alle sammen, men det er ikke alle, der lever først. Eller lever som de gerne vil. Jeg trak det ud at læse denne her bog færdig, jeg ville ikke have at den skulle slutte. Det er mærkeligt, for det er en af de bøger, jeg har været mest spændt på at læse i mange, mange måneder. Men jeg vidste, at det ville blive hårdt at nå slutningen og jeg havde ret. Det var hårdt at læse de sidste par sider, efter have knyttet sig sådan til karaktererne undervejs, også selv om jeg var advaret på forhånd. Adam Silvera skriver vidunderligt, også i dansk oversættelse, og jeg er sikker på, at jeg vil tænke på denne her bog meget langt tid frem endnu og på, hvad jeg har fået ud af den. Og ikke mindst, så vil jeg anbefale den til alle og enhver mindst lige så længe.

Jeg er stadigvæk høj over, at jeg har mødt Adam til BogForum. Som en af mine yndlingsforfattere og ganske enkelt et super dejligt menneske, var det skønt at få muligheden for at møde ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com