torsdag den 30. november 2017

Voksenlivet er en myte (Sarah's Scribbles #1) af Sarah Andersen

 
Voksenlivet er en myte (Sarah's Scribbles #1) af Sarah Andersen. Oversat af Stine Stregen. Udgivet af Forlaget Cobolt i 2017, oprindelige udgivet i 2016. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame. Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Cobolt.

Sarah’s Scribbles: Voksenlivet er en myte er til alle os, der stadig har problemer med at komme ud af sengen om morgenen. Os, der savner vores pyjamas, så snart vi er ude af døren. Os, som hele tiden bliver ramt af tanken: Bliver jeg nogensinde rigtig voksen? Det spørgsmål er det underliggende tema i Sarah Andersens halvbiografiske tegneseriestriber.
Tegneserien er oversat til dansk af StineStregen og indeholder en særlig side, som Sarah Andersen har tegnet helt specielt til sine danske læsere, og som kun findes i den danske udgave af bogen.


Voksenlivet er en myte er en bog, jeg slet ikke kan lade være med at elske. De korte tegneseriestriber billedgør og rammer perfekt de små øjeblikke eller idiosynkrasier, som man kan se sig selv i. Den semibiografiske tegneserie tager udgangspunkt i det at være voksen og hvad det egentlig er for en størrelse, men gør det med humor og en vis portion selvironi, der gør den morsom at læse. Jeg havde virkelig mange ”det er lige mig”-øjeblikke, hvor jeg kunne se mig selv i den tegnede situation og kunne nikke genkendende til det, der blev fortalt om. Både når det galt bogindkøb, kolde vinterdage, seriemaraton i et forhold, pyjamaskærlighed, og generelt bare øjeblikke, hvor man stopper op og tænker over, om man overhovedet er voksen. Det er en svær størrelse, især når man er i 20’erne og der er stor forskel på, hvad ens jævnaldrende har gang i. Og jeg kan let genkende følelsen af, at jeg måske ikke er så voksen, som jeg burde være, men jeg synes også, at med Voksenlivet er en myte bliver det understreget, at det ikke er noget, man er ene om og at det er okay. Det er okay, at man har en dag, hvor det eneste man vil, er at pakke sig ind i dynen og se film. Der er sjove kommentarer på selfies, på det at lade sig distrahere fra at lægge vasketøj sammen, til frisurer og meget, meget mere. Det er en skøn bog til læsere i alle mulige aldre, for jeg tror bestemt også at ”rigtige” voksne vil kunne grine af den og se sig selv i nogle af tegningerne. Hvad er det at være voksen? Man skal ikke læse Voksenlivet er en myte for at få svaret, for det får man ikke. Man får et bud på, hvad det kan være, et bud der inkluderer hverdagssituationer, der ikke får en til at føle sig specielt voksen. Men det er også okay. Jeg tror, at det at voksenlivet er en myte, er fordi det er en myte, at der kun er en måde at gøre det på, en rigtig måde, der er seriøs og alvorlig hele tiden. Men det er langt fra tilfældet i Voksenlivet er en myte, der illustrerer, at man ikke kan have øjeblikke af fjollerier, eller opføre sig umodent eller barnligt, når man når en vis alder. Det er skønt at læse, og det er sjovt, specielt når det bliver noget, man kan se sig selv i.

Jeg har fulgt Sarah’s Scribbles på Facebook i et godt stykke tid og jeg synes det er så fedt, at der er kommet en bog med hendes tegneseriestriber. Grebet er unikt for hende, men situationerne er velkendte og almene og jeg ville bare ønske, at bogen var længere og med mange flere striber i, så jeg kunne nyde den endnu længere tid. Jeg vil seriøst mene, at det er en bog, alle kan læse og have fornøjelse af. Også flere gange. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg har læst den.

tirsdag den 28. november 2017

De dør begge til sidst af Adam Silvera


De dør begge til sidst af Adam Silvera. Oversat af Betty Frank Simonsen. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2017 med titlen They Both Die at the End. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.

Den 5. september lidt efter midnat ringer Dødsrådet til Mateo Torrez og Rufus Emeterio. Dødsrådet kan se ud i fremtiden: Både Mateo og Rufus vil dø i dag. De to kender endnu ikke hinanden. Spørgsmålet er, om de kan nå at finde hinanden, kærligheden og en mening med livet på den tid, de har tilbage. Kan man leve et helt liv på kun et døgn?
Adam Silveras tredje YA-roman er en gribende undersøgelse af, hvad vi lever for: dem vi elsker, oplevelser og chancen for at efterlade et meningsfyldt bidrag, uanset hvor småt.

Jeg kan overhovedet ikke rumme alle de følelser, De dør begge til sidst har rodet op i imens jeg har læst. Det er ingen tvivl om, i mine øjne, at det er den bedste bog, Adam Silvera har skrevet ind til videre og det er en klar favorit for mig. Jeg forstår godt, at det har taget ham fem år at skrive den, selvfølgelig med andre bøger ind i mellem. Men resultatet er virkeligt også blevet fantastisk.

Vi følger de to hovedpersoner Mateo på 18 og 17-årige Rufus, der begge to får et opkald fra Dødsrådet om, at de skal dø inden for de næste 24 timer. Og naturligt nok vender sådan et opkald op og ned på deres liv. Mateo er uhyre forsigtig, for ikke at sige paranoid og det hjælper ham ikke, da han får at vide, at han skal dø. Han tager ingen unødige risici, overvejer og gennemtænker alle tænkelige og utænkelige farer eller ulemper ved alting, så han er lige ved at tænke tingene helt i stykker og selv om han vil, tør han ikke. Rufus er lige det modsatte. Han opfører sig som om intet kan røre ham, er ikke bange for at handle dumt eller løbe en risiko og alligevel er det til at mærke, at der mangler noget for ham. Ingen af dem er rigtig den, de gerne vil være og jeg sad med en forventning om, at deres møde med hinanden vil forandre dem, og jeg blev ikke skuffet over, hvordan historien udspiller sig. De to er virkelig skønne karakterer, og jeg kunne ikke lade være med at holde af dem, selv når Rufus var en totalt irriterende idiot eller når Mateo opfører sig så paranoidt og lader sine tanker tage overhånd. Jeg holder af dem alligevel, så meget at det faktisk gør ondt. Som sagt, så kom jeg igennem alle følelserne i løbet af denne her bog, der var øjeblikke der gjorde mig vred og øjeblikke, der fik mig til at smile som en glad tåbe i morgentoget, mens jeg læste om, hvordan Mateo for alvor viser sit mod. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte slog lidt hurtigere, efterhånden som Døden lod til at komme tættere og tættere på og jeg måtte kæmpe for ikke at bryde ud i tårer, da jeg læste slutningen. Selv om titlen spoiler det hele, så ramte det alligevel lige der i hjertet, hvor det gør ondt og havde jeg ikke skulle stå af toget lige bagefter, så havde jeg nok siddet og ladet et par tårer falde. Man skal ikke lade sig narre af, at bogen hedder De dør begge to til sidst. Det er en bog om døden ja, og død fylder rigtig meget i historien og i både Mateo og Rufus’ liv. Men det er også en bog om livet og om at turde leve livet og gøre de ting, man gerne vil nå, imens man har tiden til det. Det føles sært at sige, men det var for mig en rigtig livsbekræftende oplevelse at læse en bog, der handler så meget om døden, og jeg tror det var på grund af den måde, Rufus og Mateo langsomt, men meget naturligt, begynder at leve på deres Sidste Dag. Samtidig får man ud over deres synsvinkler, som udgør langt hovedparten af bogen, også indblik i flere andre karakterers liv på denne ene dag. Hvis man tænker på, hvor meget der kan nå at ske på en dag, så er De dør begge to til sidst et rigtig godt eksempel på, at selv om Rufus og Mateo måske ikke lige lægger mærke til det, så påvirker deres tilstedeværelse eller handlinger også dem omkring dem. Venner og fremmede og både på kort og på meget længere sigt. Det må have været lidt af et puslespil at få til at gå op og Adam Silvera har gjort et rigtig solidt arbejde med det, sådan at skiftet fra en synsvinkel til en anden føles naturligt og at man stadig kan mærke forskel på de forskellige stemmer. Ingen lyder ens og den måde, de fortæller på, siger rigtig meget om deres personligheder.

Der er en smule science fiction over det med Dødsrådet og hvordan det virker, og man skal ikke forvente en masse detaljer. Det er ikke en bog, der handler om at løse mysteriet om Dødsrådet, faktisk er det meget lidt, man ser til dem og jeg savnede det heller ikke på nogen måde. De dør begge to til sidst handler om, hvordan to unge mænd, der knapt nok er voksne, reagerer, da de får at vide, at de snart skal dø. For at vi skal dø ved vi alle sammen, men det er ikke alle, der lever først. Eller lever som de gerne vil. Jeg trak det ud at læse denne her bog færdig, jeg ville ikke have at den skulle slutte. Det er mærkeligt, for det er en af de bøger, jeg har været mest spændt på at læse i mange, mange måneder. Men jeg vidste, at det ville blive hårdt at nå slutningen og jeg havde ret. Det var hårdt at læse de sidste par sider, efter have knyttet sig sådan til karaktererne undervejs, også selv om jeg var advaret på forhånd. Adam Silvera skriver vidunderligt, også i dansk oversættelse, og jeg er sikker på, at jeg vil tænke på denne her bog meget langt tid frem endnu og på, hvad jeg har fået ud af den. Og ikke mindst, så vil jeg anbefale den til alle og enhver mindst lige så længe.

Jeg er stadigvæk høj over, at jeg har mødt Adam til BogForum. Som en af mine yndlingsforfattere og ganske enkelt et super dejligt menneske, var det skønt at få muligheden for at møde ham.

torsdag den 23. november 2017

Ellekongen (Tågespind #1) af Signe Fahl


Ellekongen (Tågespind #1) af Signe Fahl. Udgivet af Ulven og Uglen i 2017.

Reklame. Anmeldereksemplar fra Ulven og Uglen.

Karens dag går med at malke køer, og hvad madmor ellers sætter hende til. Om søndagen tager familien i kirke, og om aftenen fortæller gamle Ane historier om ellekongen og de andre underjordiske.
Da Karen en dag møder Daniel, begynder hendes liv at ændre fokus, og før hun ved af det er hun viklet ind i tågespind.
Signe Fahl introducerer læseren til 1700-tallets Danmark med godsejere, fæstebønder og overtro – som ikke er så uvirkelig som vi i dag går og tror.
Ellekongen er første bind i Signe Fahls paranormal romance-trilogi Tågespind.

At Ellekongen er en roman debut, mærker man ellers ikke særligt meget til. Signe Fahl tager os med tilbage til midten af 1700-tallet, hvor overtro hersker i bedste velgående og hverdagen for en malkepige er ensformig og forudsigelig. Hovedpersonen og fortælleren, Karen, har været malkepige hele sit liv, og været mere eller mindre født til det. Men hun drømmer om mere, selv om hun ikke har andre muligheder i livet end at blive ved med at tjene sin madmoder og husbond, eller blive gift og få børn. Ingen af delene tiltaler hende særligt meget og en dag, da hun er med de andre malkepiger i området ude i skoven for at malke køerne, møder hun en fremmed mand i skoven. En mand, der på en eller anden måde både skræmmer og fascinerer hende indtil hun er meget længere ude end hun kan bunde.

Det, der er allermest spændende ved denne her bog er den utroligt stemningsfulde verden, Signe Fahl får skabt. Jeg er ikke den største historieinteresserede person, men tiden, hvor man troede på elvere og andre overnaturlige væsner, der boede i skovene og moserne, har på en eller anden måde altid draget mig og hele fænomenet omkring folketro og myter er en rig skat af fortællinger og materialer til historier. Så derfor gør det mig nok ekstra glad, at Signe Fahl virkelig formår at føre sin læser tilbage til en tid, hvor den slags var hverdagssnak og lige så virkeligt som at solen står op hver morgen.

Ellekongens hovedperson er Karen, som til at begynde med virker som en ret anonym personlighed. Det er nok ikke så mærkeligt, givet den position hun har i samfundet, hvor hun ikke er den, der har mest at sige, men det betød stadigvæk, at der gik et stykke tid, før jeg for alvor begyndte at føle at jeg kunne relatere til hende. Det var dejligt forfriskende at opleve en ung, kvindelig hovedperson, der ikke handler totalt uovervejet og naivt, faktisk holder hun sig selv en smule for nar ved stædigt at nægte at indrømme, at der er noget helt galt og at hun muligvis kan være i fare. Som læser kunne jeg godt blive lidt træt af det, men jeg forstod det samtidig godt, og det er et godt greb fra forfatterens side, der var med til at jeg fik sympati med Karen og hendes vanskelige situation. Hendes lille personlighedsquirk med at strikke, når hun er bange eller stresset, var fantastisk! Selve ellekongen, som kalder sig Daniel idet han møder Karen og næsten udelukkende refereres hertil, er en ret interessant figur. Man har et billede af ellekongen som den mægtige elver, der hersker over elverpigerne og i det mystiske og farlige elverrige, men Daniel er anderledes. I virkeligheden er han meget menneskelig, og måske også mere menneskelig end jeg kunne ønske mig. Ellepigerne er uhyggelige og dragende, man ved at de vil føre Karen i ulykke og hun ved det også. Daniel opfører sig så meget som et almindeligt menneske, at han skiller sig rigtigt meget ud fra den opfattelse, jeg har af elvere, og måske er det derfor, jeg ikke helt synes han lever op til sit potentiale. Han virker svagere end elverpigerne og end det, der bor i mosen. Den menneskelige side af ham er det, der gør at Karen drages imod ham, mens det er hans ellekonge-side, der fortryller eller forbander hende – gør hende elleskudt. Jeg håber, man kommer til at se mere til de to sammen i den næste bog, for i Ellekongen handler det mest om hvordan Karen kæmper imod en skæbne som ellepige.

Når alt kommer til alt, så kan jeg virkelig godt lide denne her bog. Den er atmosfærisk og stemningsfyldt, der er elementer af både humor og alvor og det fantastiske aspekt er velfungerende. Ellekongen er en bog, der var næsten alt det, jeg håbede på at få, da jeg gik i gang med den og er bestemt en god dansk fantasy roman.

onsdag den 22. november 2017

Dødt kød - dag 1 (Dødt kød #1) af Nick Clausen

 
Dødt kød - dag et (Dødt kød #1) af Nick Clausen. Udgivet af Facet i 2017.

Reklame. Gave/anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.

De døde er vågnet.
Drevet af umættelig sult.
På evig jagt efter frisk kød.
Smitten spreder sig som pesten.
Intet står imellem de udøde og menneskeheden.
Er det for sent at redde verden fra katastrofen?
Dag 1 følger det første døgn i historien om Dødt kød.
Dødt kød fortæller en historie, der for at være ærligt tog røven på mig. Vi følger to drenge på omkring 18 år, kaldet Thomas og Dan, og Dans søster Jeanette og bliver kastet direkte ind i handlingen. En helt almindelig kedelig dag, hvor de er ude for at dele reklamer ud. Det er en ret spøjs måde at starte en zombiebog på, men det fungerer virkelig godt i Nick Clausens hænder, fordi det på bedste vis illustrerer, hvordan en zombieapokalypse kan starte ud af ingenting, tilsyneladende. Og virkelig vende op og ned på alting, så man ikke ved, hvilket ben man skal stå på eller hvad man skal gøre.

Jeg er faktisk ikke den store zombiefan, men jeg har gode erfaringer med Nick Clausens bøger, og præcis som de andre, jeg har læst fra hans side af, så er Dødt kød endnu en god bog. Den fungerer virkelig godt til også den yngre målgruppe, fordi sproget er let læst og bliver brudt op af enkelte illustrationer undervejs. Man behøver dog ikke illustrationer for at følge med i den meget kaotiske og til tider blodige handling, for ordene maler nogle virkelig klare billeder nu og da.

Dødt kød er en meget kort bog, for handlingen foregår kun over en enkelt dag. Men det betyder på ingen måde, at den er kedelig og langtrukken. Tværtimod sker der rigtig meget, og det går hurtigt op for Thomas og de andre, at de bliver nødt til at handle med det samme. De har ikke tiden til at snakke om lange planer eller tænke sig længe om, mens de bliver jagtet af blandt andre en lille zombiepige. Hvor meget kan der ske på en dag? Svaret i Dødt kød er: en hel del. Faktisk kan Jorden nå at gå under på en dag. Frøet til menneskehedens mulige undergang er blevet sået og spørgsmålet er, om man kan nå at stoppe det i tide. På dag et sker der en hel masse ting, og jeg glæder mig i hvert fald til at finde ud af, hvad dag to bringer med sig.

tirsdag den 21. november 2017

Tag Tuesday: NaNoWriMo



På en eller anden måde finder jeg tid til at skrive til NaNoWriMo, selv om min hverdag er rigtig travl for tiden og jeg konstant er bagud. Derfor faldt det mig helt naturligt, at besvare det her tag i dag. Jeg har fundet det ovre på Rinas bogblog og min besvarelse får I herunder.

1) Hvor mange gange har du deltaget i NaNoWriMo?

I år er det femte gang, at jeg er deltager i NaNoWriMo og endda femte år i træk. Jeg har også deltaget i Camp NaNoWriMo i april og juli et par gange før.

2) Hvordan fandt du først frem til NaNoWriMo?
Jeg faldt over det ved et totalt tilfælde, fordi jeg så en veninde fra gymnasiet skrive om det på Facebook efter vi var færdige på STX. Og jeg vidste, at det var lige noget for mig, så året efter meldte jeg mig til for første gang.

3) Hvad hed den første historie du forsøgte at skrive under NaNoWriMo?
Min første historie til NaNoWriMo hed "Black Holes", det var en ungdomsroman om de ting, der kan være rigtig svære at tackle som teenager. Det er en historie, jeg ikke helt har opgivet, men jeg tror ikke tiden var rigtig til at skrive den dengang. Jeg har stadig ideen liggende og jeg kunne godt finde på at vende tilbage til den en dag, men hvordan den så ville komme til at se ud, det kan jeg ikke rigtig svare på.

4) Giv os en linje omkring hvad du skriver i år?
Jeg skriver på bog to i en YA fantasy serie baseret på dansk og skandinavisk folketro og myter om feer, alfer og elvere, der i mit univers er blevet blandet sammen til ét væsen.

5) Hvad er det bedste skriveråd du har fået?
Skriv. Så enkelt kan det virkelig siges, men det skyldes især, at jeg har det med at planlægge rigtig meget og bruge meget tid på det. Og på et tidspunkt er man nødt til bare at begynde på at skrive og blive ved med at skrive og få historien ned på papiret, så man kan arbejde mere konkret med den.

6) Har du nogensinde taget et års pause fra NaNoWriMo? Hvorfor?
Ikke endnu. Jeg overvejede om jeg skulle holde en pauses i år, for jeg har meget at se til med praktik og pendlertid, oven i specialeforberedelse og en del læsning dertil. Men ind til videre har jeg fundet ud af at skrive i toget, og det fungerer faktisk for mig. Jeg kunne dog godt finde på det på et andet tidspunkt, hvis det bliver for presset.

7) Hvad er den største inspiration, når du skal finde ud af hvad du skal skrive?
Jeg bliver rigtig meget inspireret af musik og af de forskellige stemninger og historier, man kan fortælle igennem musik. Derfor har jeg også altid lange playlister til når jeg skal skrive. Desuden finder jeg meget inspiration ved at gå ture og bare lade tankerne flyve eller et pudsigt indfald, jeg får.


8) Vis os den første linje fra en af dine historier.

"Han vidste, hvad han ville: han ville bryde loven." Hvilken historie det så er fra, det siger jeg ikke noget om.

9)  Hvorfor elsker du at skrive?
Jeg elsker det man kan gøre med ord, den måde man kan bygge hele universer op på den måde og hive sin læser med ind i det. At man kan bruge det til at skabe noget. Jeg ved aldrig helt om jeg synes det er rigtigt at sige, at jeg elsker at læse. For mig er det mere rammende at sige, at jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Jeg vil på alle måder gerne leve af ord og jeg har virkelig mange ting at fortælle.


 

Template by BloggerCandy.com