mandag den 23. oktober 2017

Tusmørkebørn (Skaberens Våben #1) af Marie-Louise Rønning

 
Tusmørkebørn (Skaberens Våben #1) af Marie-Louise Rønning. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Victoria Engelbrandt lever et dobbeltliv. Om dagen kæmper hun for at passe ind på gymnasiet og følge med i undervisningen – om natten jager hun vampyrer. Gennem sin beskyttede opvækst som en af Lysets Kvinder er Victoria aldrig blevet udfordret på, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert.
Da Tusmørkebastarden Matthew Rivers og hans to søskende dukker op på hendes territorie, vakler hendes verden. Matthew udfordrer og tvinger hende til at åbne øjnene op for en hel ny sandhed. Hvem er hun egentlig? Hvorfor er mørkets tjenere ude efter hende? Og hvem kan hun egentlig stole på i sidste ende?
Tusmørkebørn tager os med til Nordsjælland, og ind i en side af verden, normale mennesker ikke kender til. Det er tydeligt at mærke, at der er langt en del arbejde i denne skjulte verden og det var rigtig fedt at læse, når der langsomt blev afsløret detaljer, men uden at jeg følte, at det kom ud af ingenting. Bogen springer uden om alle de klichéer, jeg havde været bange for at støde på, mest af alt fordi jeg synes, der er blevet skrevet rigtig mange vampyrbøger og ikke altid lige vellykket. Tusmørkebørn er en undtagelse, det giver mening, når det bliver forklaret hvad tusmørkebørn er for en skabning og hvordan de bliver til.

Victoria er den type karakter, jeg bestemt vil beskrive som en stærk, kvindelig heltinde, selv om hun på ingen måde er fejlfri. Men når hun begår fejl eller ender i en situation, hun ikke kan overskue, venter hun ikke bare på, at nogen skal komme og redde hende. At der så nogle gange gør det, er helt bestemt Matthews skyld. De to fungerer virkelig godt sammen, særligt fordi det ikke er problemfrit eller sker lige pludselig. At følge deres indbyrdes forhold udvikle sig var en fornøjelse, og det tager ikke opmærksomheden fra den overhængende fare, der lader til at true over Hillerød. Matthews søskende, Eva og Will, er meget forskellige fra ham, personlighedsmæssigt, men selv om de på her deres måde kan være ret irriterende og distancerede, så kan jeg ikke lade være med at holde af dem alligevel. Det er et ret bredt karaktergalleri, der bliver præsenteret, der er mennesker, hekse, troldmænd, engle, vampyrer, tusmørkebørn og jeg ved snart ikke hvad. De er både sjove og alvorlige i det, de kommer ud for, der er øjeblikke af ren fantasyunivers, hvor det hele føles magisk og samtidig forholder karaktererne (og derigennem forfatteren) sig også til de ting, der foregår i den normale, hverdagsagtige verden med skole og venskaber og forelskelse. Tusmørkebørn er både en historie om vampyrer og engle, kampen mellem det gode og det onde og mysterier om en ukendt fortid, og så er det også en historie om tillid, venskab og kærlighed. Jeg finder ret meget i denne her bog og derfor er jeg glad for, at den ikke falder fra hinanden under vægten af det.

Selve det plot, der udfolder sig, er fængslende og nervepirrende så det næsten ikke er til at holde ud. Ved siden af det mere menneskelige teenage-gymnasiedrama, er der en ukendt trussel, der forstyrrer beboerne i byen, både dem med overnaturlig baggrund og de helt almindelige mennesker. Victoria ved ikke, hvad hun skal tro, selv om Matthew, og hans søskende Eva og Will, virker oprigtige, når de siger, at de ikke har noget med det at gøre. Spørgsmålet om, hvem der så har fået en af Victorias skolekammerater til at forsvinde og hvem der styrer de mystiske skygger, der lader til at forfølge hende, fører dem alle fire længere ind i en livsfarlig kamp, de måske har kæmpet hele livet.  At sige, at den var spændende lige til sidste side er noget af en underdrivelse, og jeg venter spændt på den næste bog. Hvis man har set det på Goodreads, så synes jeg næsten, at det er en decideret ond slutning, for det er en seriøs cliffhanger. Der kommer også et par plot twists hen imod slutningen, som om det ikke lige var spændende nok. Sproget flyder virkelig godt, når jeg sad og læste, var jeg helt opslugt af, hvad der foregik og jeg ville helst ikke lægge bogen fra mig. Det er helt bestemt en lidt overset bog i den danske fantasyscene og det synes jeg er helt forkert, for den har taget mig med storm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com