onsdag den 25. oktober 2017

De fejlfødte (Exilium #1) af Linette Harpsøe

 
De fejlfødte (Exilium #1) af Linette Harpsøe. Genudgivet af DreamLitt i 2017, først udgivet i 2016. 

I halvandet år har 17-årige Fry og hendes familie siddet i tvungen isolation i deres eget hjem. De har mistet kontakten til resten af omverdenen. Sult og elendighed driver familien længere og længere ud mod vanviddets rand. Udenfor bevæger ukendte skabninger sig omkring i mørket, og Fry ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før hendes hus bliver det næste, der falder. Familiens eneste håb er at blive reddet, men da den dag kommer, bliver intet, som Fry havde forestillet sig det.
Sammen med nabodrengen Timo, bliver Fry hvirvlet ind i et kynisk komplot mod menneskehedens overlevelse. Hendes venners liv hænger i en tynd tråd, men kan Fry redde dem, når de har allermest brug for hende, eller vil løgne og halve sandheder blive deres undergang?
De Fejlfødte er første bind i den planlagte trilogi, Exilium.

Det her er et rigtig godt eksempel på betydningen af en forside. En del af mig vil nemlig ønske, at jeg havde læst denne her bog for længe siden, for den er både velskrevet og fængende. Men jeg har ikke været opmærksom på den, før jeg så den nye og virkelig flotte forside, som på billedet, for den gamle forside sagde mig ingenting. Og det er ret interessant, for De fejlfødte blander nok de to genrer, jeg er mest glad for: fantasy og dystopi. Og det sker på en måde, der fungerer virkelig godt for bogens præmis. Den første del er fortalt igennem optagelser på en gammel diktafon og beskriver, hvordan Fry og hendes familie lever indespærret i deres hus, fordi hele området er under karantæne. Der er sket noget frygteligt i Danmark, men selv om de ved, at der lurer nogle menneskeædende uhyrer udenfor i mørket, så er det mere eller mindre det eneste, de ved. Diktafonformatet fungerer for bogen, fordi det på meget hurtig vis smider læseren ind i Frys tanker og hverdag og jeg fik virkelig en fornemmelse af, hvor hektisk og alligevel langsom og stillestående hendes liv er. Der er hele tiden en overhængende fare, men samtidig er der ikke noget at lave. Og jeg synes altså, at uhyrerne er vidunderlige. Ja, de er klamme og skræmmende og tanken minder mig om et billede, jeg engang i folkeskolen fik i et stileopgavehæfte af en tegning af et kæmpemæssig sneglevæsen, der er på vej ned af en mørklagt gade. Men de fungerer virkelig godt og er en godt eksempel på et uhyggeligt element i bogen, der er mere fantasyagtigt end dystopi.

Det dystopiske element kommer rigtig ind i historien i del to, men jeg skal nok lade være med at spoile, hvad der sker. I stedet for vil jeg gerne rose forfatteren for, at på trods af et højt tempo og næsten konstant skiftende alliancer og en meget mudret linje mellem løgn og sandhed, så havde jeg i hvert fald ikke noget problem med at følge med i, hvad der skete. Nogle gange kunne jeg godt blive lidt forvirret, fordi det virker til at hvem der er god og hvem der er ond skifter rigtigt hurtigt, eller der bliver afsløret noget, der får noget andet til at ændre betydning og så videre og det sker alt sammen meget hurtigt efter hinanden, så jeg lige måtte være opmærksom, mens jeg læste. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at fastholde læserens opmærksomhed, men jeg kunne godt mærke, at det nogle gange gik hen og blev en smule forvirrende for mig, når det gik lidt stærkt.

Jeg elskede Fry. Hun udvikler sig virkelig meget i løbet af bogen og det er nærmest som om, hun er en helt anden person i slutingen end i begyndelsen, men jeg tror mere på, at det er fordi hun ikke har mulighed for at vise en rigtig personlighed, mens hun lever indespærret i det samme hus i halvandet år. Den måde bogen er skrevet på er med til at understrege, hvordan det langsomt er blevet mere og mere indskrænket til et spørgsmål om overlevelse og intet andet. I det hele taget er det nogle spændende karakter, der bliver præsenteret og i kraft af de konstante løgne og afsløringer og twists, får man mange sider at se af dem. Spørgsmålet er mest hvem Fry kan stole på og hvem læseren kan stole på, når der en gang i mellem er en anden en Fry, der fortæller. De fejlfødte er en spændende bog om, hvad der sker, når mennesket pludselig står i den situation, at de ikke er øverst i fødekæden længere. Hvad kan man tillade sig i forsøget på at overleve? Jeg havde gerne set, at der var mere om selve de fejlfødte i historien. De bliver mere end nævnt og de spiller helt sikkert en meget central rolle i bogens klimaks, men man ser aldrig en af dem. Det er lidt ærgerligt, for jeg tror det ville have været en fordel for det fantastiske element i bogen. Jeg glæder mig vildt meget til at følge med videre i Frys rejse og finde ud af, hvad det er, der foregår i Danmark, der har sendt det hele sådan ud af kontrol.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com