mandag den 23. oktober 2017

Tusmørkebørn (Skaberens Våben #1) af Marie-Louise Rønning

 
Tusmørkebørn (Skaberens Våben #1) af Marie-Louise Rønning. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Victoria Engelbrandt lever et dobbeltliv. Om dagen kæmper hun for at passe ind på gymnasiet og følge med i undervisningen – om natten jager hun vampyrer. Gennem sin beskyttede opvækst som en af Lysets Kvinder er Victoria aldrig blevet udfordret på, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert.
Da Tusmørkebastarden Matthew Rivers og hans to søskende dukker op på hendes territorie, vakler hendes verden. Matthew udfordrer og tvinger hende til at åbne øjnene op for en hel ny sandhed. Hvem er hun egentlig? Hvorfor er mørkets tjenere ude efter hende? Og hvem kan hun egentlig stole på i sidste ende?
Tusmørkebørn tager os med til Nordsjælland, og ind i en side af verden, normale mennesker ikke kender til. Det er tydeligt at mærke, at der er langt en del arbejde i denne skjulte verden og det var rigtig fedt at læse, når der langsomt blev afsløret detaljer, men uden at jeg følte, at det kom ud af ingenting. Bogen springer uden om alle de klichéer, jeg havde været bange for at støde på, mest af alt fordi jeg synes, der er blevet skrevet rigtig mange vampyrbøger og ikke altid lige vellykket. Tusmørkebørn er en undtagelse, det giver mening, når det bliver forklaret hvad tusmørkebørn er for en skabning og hvordan de bliver til.

Victoria er den type karakter, jeg bestemt vil beskrive som en stærk, kvindelig heltinde, selv om hun på ingen måde er fejlfri. Men når hun begår fejl eller ender i en situation, hun ikke kan overskue, venter hun ikke bare på, at nogen skal komme og redde hende. At der så nogle gange gør det, er helt bestemt Matthews skyld. De to fungerer virkelig godt sammen, særligt fordi det ikke er problemfrit eller sker lige pludselig. At følge deres indbyrdes forhold udvikle sig var en fornøjelse, og det tager ikke opmærksomheden fra den overhængende fare, der lader til at true over Hillerød. Matthews søskende, Eva og Will, er meget forskellige fra ham, personlighedsmæssigt, men selv om de på her deres måde kan være ret irriterende og distancerede, så kan jeg ikke lade være med at holde af dem alligevel. Det er et ret bredt karaktergalleri, der bliver præsenteret, der er mennesker, hekse, troldmænd, engle, vampyrer, tusmørkebørn og jeg ved snart ikke hvad. De er både sjove og alvorlige i det, de kommer ud for, der er øjeblikke af ren fantasyunivers, hvor det hele føles magisk og samtidig forholder karaktererne (og derigennem forfatteren) sig også til de ting, der foregår i den normale, hverdagsagtige verden med skole og venskaber og forelskelse. Tusmørkebørn er både en historie om vampyrer og engle, kampen mellem det gode og det onde og mysterier om en ukendt fortid, og så er det også en historie om tillid, venskab og kærlighed. Jeg finder ret meget i denne her bog og derfor er jeg glad for, at den ikke falder fra hinanden under vægten af det.

Selve det plot, der udfolder sig, er fængslende og nervepirrende så det næsten ikke er til at holde ud. Ved siden af det mere menneskelige teenage-gymnasiedrama, er der en ukendt trussel, der forstyrrer beboerne i byen, både dem med overnaturlig baggrund og de helt almindelige mennesker. Victoria ved ikke, hvad hun skal tro, selv om Matthew, og hans søskende Eva og Will, virker oprigtige, når de siger, at de ikke har noget med det at gøre. Spørgsmålet om, hvem der så har fået en af Victorias skolekammerater til at forsvinde og hvem der styrer de mystiske skygger, der lader til at forfølge hende, fører dem alle fire længere ind i en livsfarlig kamp, de måske har kæmpet hele livet.  At sige, at den var spændende lige til sidste side er noget af en underdrivelse, og jeg venter spændt på den næste bog. Hvis man har set det på Goodreads, så synes jeg næsten, at det er en decideret ond slutning, for det er en seriøs cliffhanger. Der kommer også et par plot twists hen imod slutningen, som om det ikke lige var spændende nok. Sproget flyder virkelig godt, når jeg sad og læste, var jeg helt opslugt af, hvad der foregik og jeg ville helst ikke lægge bogen fra mig. Det er helt bestemt en lidt overset bog i den danske fantasyscene og det synes jeg er helt forkert, for den har taget mig med storm.

torsdag den 19. oktober 2017

Den forbudte bred (Den forbudte bred #1) af Stine Dreyer

 
Den forbudte bred (Den forbudte bred #1) af Stine Dreyer. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Han tøvede, men trådte så ind, lænede sig op ad bordet med armene over kors og ryggen rank.
Josalina mumlede: "En rigtig klanmand."
Avac var ikke typen, der pakkede ting ind i lærred. "Jeg må høre dig sige det igen. Har De taget hende? Er hun ... er Meira død?"
"De har hende!" sagde Josalina. "Meira kendte faren. Alligevel krydsede hun floden, og så tog De hende. Om hun lever...? Ja, det tror jeg."

Klanernes kvinder og mænd forsvinder. Skyldes det gudernes vrede, uenighed mellem klanerne, eller er det udyrene?
Meira vil kæmpe som en klanmand. Hun vil ikke knytte båndene med Avac, og hun vil især ikke føje sin mor, Josalina. Meira trodser forbuddet mod at gå over på den forbudte bred og vågner op i en mystisk parallelverden.
Den forbudte bred er en debutfantasy fra en dansk forfatter Stine Dreyer. I bogen møder man den unge Meira, som har svært ved at finde sin plads i den lille by, hvor hendes klan bor. Reglerne er gammeldags og hun ved, at der findes andre muligheder for piger derude, hvis hun bare kunne komme til en anden by. I stedet for kommer hun til en helt anden verden og får nogle andre ting at tænke på. Fra hendes egen verden er folk igen begynde at forsvinde på mystisk vis, både fra hendes by og fra de andre klaner. Det kan næsten kun være gudernes vrede, og fordi Meira ikke vil lade sig knytte til den mand, der er valgt til hende, er det oplagt, at det må være hendes ulydighed mod reglerne, der er skyld i at guderne har vendt sig mod menneskene.

Det sker ved lidt af et tilfælde, at Meira kommer til den anden verden, og jeg synes faktisk, at det fungerer rigtig godt. Hun er ikke ude på at lede efter den, eller de forsvundne mennesker, faktisk er hun kun ude for at samle urter til sin mor. Men hun går frivilligt over på den anden flodbred, selv om det er forbudt og inden hun selv ved af det, er den verden og alt det, hun nogensinde har kendt til, væk.

Den parallelle verden i Den forbudte bred er ret godt beskrevet, uden at det forfalder til lange naturbeskrivelser. Man får det helt klare indtryk, at der er noget her, der ikke er rigtigt, noget der nærmest virker falsk eller kunstigt. Og ikke bare fordi jorden og træerne bliver beskrevet som voksagtige at røre ved. Det viser sig dog meget hurtigt, at Meira ikke er alene i denne nye verden og mens hun flygter fra de mystiske uhyrer, ender hun i en lejr af mennesker. Andre mennesker, der er kommet dertil lige som hun. Det lyder banalt, men det blev endnu mere spændende for mig at se, fordi de havde mistet hukommelsen og ingen af dem kan huske hvem de er eller hvor de kommer fra. Ingen af dem kan huske ret meget i det hele taget. Og alligevel træder personligheder tydeligt frem. Meira føltes stadig som den samme pige, som hun var før, og det var egentlig en overraskelse for mig. De andre i lejren har affundet sig med, at deres liv er i mere eller mindre konstant fare på grund af uhyrene og det faktum, at det ikke lader til at der er en vej ud, men Meiras ankomst og ikke mindst hendes stædige insisteren på at gøre hvad hun vil, og på at løse gåden om hvor de er - og hvorfor - sætter gang i en forandring.

Jeg kan virkelig godt lide den måde, denne her bog er sat op på. Der bliver ikke gået ret meget i detaljer om, hvordan Meiras egen verden ser ud, men jeg fik alligevel et klart billede af, hvordan jeg tror der ville se ud, ud fra de ting, karaktererne gør og siger. Den anden verden er interessant og jeg var ret spændt på at finde ud af, hvorfor menneskene bliver holdt fanget i den. Man får et lille glimt af en masse myter og sagn, der ligger bag ved menneskenes tro og sikkert også den måde de lever på, men det er ikke gudernes historie der fylder, det er stadigvæk menneskets. Og især Meiras. I sin egen verden passer hun ikke ind, de andre ser skævt til hende, fordi hun for ofte tænker eller handler som en mand, men i den anden verden begynder hun langsomt at føle sig mere hjemme og finde en familie. Jeg havde dog lidt problemer med at forstå det til at begynde med, for de behandler hende på samme måde, som hendes egen klan, og der går lang tid, før de andre mennesker for alvor holder op med at forsøge at stoppe hende i f.eks. at bygge sit eget hus. Af samme grund er jeg ikke overbevist omkring det romantiske subplot, det virkede meget pludseligt og jeg ville hellere have undværet det og set Meira klare sig uden nødvendigvis at skulle have en mand at være interesseret i.

Der er rigtig mange navne at holde styr på i bogen, der dækker over et væld af karakterer, de fleste af dem mennesker i lejren i den anden verden, så det gælder lidt om at holde styr på, hvem der er hvem. Specielt fordi det ikke er typiske navne, men selv om jeg normalt er lidt tilbageholdende over for alt for specielle navne i fantasybøger, så synes jeg faktisk, at det passer ret godt til Den forbudte bred. Sproget fungerer okay godt, men man kan godt fornemme, at det er en debutroman, for det flyder ikke altid helt så godt som man kunne ønske sig. Det forhindrede mig ikke i at læse bogen eller noget, men jeg må være ærlig og indrømme at det trak lidt ned, da det trods alt hylede mig lidt ud af den nogle gange, fordi det blev lidt for ensformigt. Men hvorfor menneskene bliver holdt fanget i den anden verden vil jeg altså ikke spoile. Det må man selv læse bogen for at finde ud af.

Bogen udkommer fra forlaget i dag!


onsdag den 18. oktober 2017

Saga volume two (Saga #7-12) af Brian K. Vaughan og Fiona Staples


Saga, volume two (Saga #2) af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. Udgivet af Image Comics i 2013.

Jeg har anmeldt volume one her: Saga, volume one.

From award-winning writer Brian K. Vaughan (Pride of Baghdad, Ex Machina) and critically acclaimed artist Fiona Staples (Mystery Society, Done to Death), Saga is sweeping tale of one young family fighting to find their place in the universe. Thanks to her star-crossed parents Marko and Alana, newborn baby Hazel has already survived lethal assassins, rampaging armies, and horrific monsters, but in the cold vastness of outer space, the little girl encounters her strangest adventure yet... grandparents.
Collecting: Saga 7-12.
Ved I, hvad der er virkelig fedt ved denne her serie? Der sker så mange ting på en gang. Selvfølgelig følger vi stadigvæk hovedpersonerne fra den første bog, deres færd igennem rummet for at finde et sikkert sted at lade deres nyfødte datter vokse op, men med meget andet ind i mellem. Det er nærmest umuligt for mig at yde serien retfærdighed, når jeg skal forsøge at undgå spoilers samtidig med. Selv om bogen er kort og indeholder hele seks afsnit af historien, så når der at ske virkelig meget og jeg tror, det også har noget med formatet at gøre. Der kan ske rigtig meget, når man ikke kun bruger ord til at formidle det med, men også tegninger og tegningerne i SAGA er noget af det, jeg bedst kan lide ved serien. Selve tegnestilen er lidt speciel, men jeg kan ikke lade være med at være betaget af den og af, hvor godt den egentlig synes at passe til denne space opera. Den visuelle storytelling i SAGA-serien er virkelig godt udført og jeg ville ønske, at det ikke var en kæmpe spoiler at inkludere virkelig mange billeder.

Volume to her slutter på en enorm cliffhanger, der fik det til at sitre i mine fingre efter at klikke den næste bog hjem med det samme. Det er stadigvæk Grace, der fortæller historien om sit eget liv, og denne gang får vi også med, hvordan hendes forældre mødtes og blev forelskede, hvilket til sidst førte til at de trodse alle love og regler for at være sammen. Det var en baggrundshistorie, jeg godt kunne have tænkt mig allerede i den første bog, så det var fedt at få med, hvordan Alana og Marko faldt for hinanden. Det bliver naturligvis fortalt fra deres datters synspunkt, hvilket tilføjer ikke så lidt humor til historien i kraft af hendes "yikes reaktion". Og så dukker der nogle meget vigtige personer op, der er en del af Marko og Alanas liv og jeg kan kun sige så meget, at det var en del af bogen, jeg på ingen måde var forberedt på. Det fungerede dog virkelig godt, at man på den måde fik at se, hvordan de nærmeste reagerer på deres forbudte forhold.

Samtidig følger man også alle de dusørjægere og alle andre former for udskud, udstødte eller utilpassede, som forfølger Alana og Marko efter ordre fra begge folks øverste lag. Forfølger dem for at dræbe dem, og især deres datter. For selv om det er spændende at følge Alana og Markos rejse, så må vi ikke glemme, at der også lige foregår en altomfattende krig, som de er fanget imellem og på flugt fra. Dusørjægernes historier er mindst lige så komplicerede og ikke mindst spændende, og derfor irriterer det mig på ingen måde, at man på den måde går frem og tilbage mellem hvem, man følger. Jeg tænker, at historierne på et tidspunkt må møde hinanden, siden Grace kan fortælle det hele og tilsyneladende gør det fra et sted i fremtiden. I hvert fald nyder jeg det i fulde drag.

Jeg har hørt nogen kalde SAGA for Star Wars på syre. Og jeg er meget enig. Der er noget, jeg ikke kan beskrive ved denne her serie, men for mig har den vist sig at være det helt rigtige sted for alvor at gå i gang med graphic novels som genre, for det er et rigtig godt eksempel på en historie, der fortælles mindst lige så meget igennem billederne som ordene.

tirsdag den 17. oktober 2017

Mare, mare minde af Toddy Vork

 
Mare, mare minde af Teddy Vork. Illustreret af Thomas Hjorthaab. Udgivet af Forlaget Calibat i 2017.

Reklame. Andmelderseksemplar fra Calibat.

Mare, Mare MindeRrrrrrrrrrr. Peter krøllede sig sammen. Noget havde kradset mod undersiden af madrassen. Det var alt for let at forestille sig en lang negl. Løb! Kom ud. Men så ville han ikke have dynen som skjold. Så kunne det tage ham. Et hæst hæ. Et grin? Eller måske ikke helt et grin, men en tung udånding …
Peter skal sove, så hans syge hjerte kan få ro. Men han kan ikke falde i søvn. Han er bange for mørket. Bange for de væsner, der vil skræmme ham ihjel.
Peter får uventet hjælp af en af hovedpersonerne fra sin yndlingshistorie. Men det er langtfra sikkert, at det er nok til at redde ham. For der er mægtige kræfter, som ikke ønsker, at Peter skal sove… men i stedet sove ind.
At denne her bog starter med et forord fra redaktøren er der en ret god grund til. For selv om denne her bog egentlig er en bog til den lidt yngre læser, så er den egentlig ret uhyggelig. Jeg havde ikke læst bagsideteksten, før jeg gik i gang med bogen, så jeg vidste faktisk ikke noget om, hvor det ville bære hen af. Om det har gjort en decideret forskel for min læsning, skal jeg ikke kunne sige, men jeg vil sige, at jeg på alle måder følte mig godt underholdt, samtidig med at det var lidt nervepirrende læsning. Hvis man tænker på at give den til sit barn, vil jeg foreslå, at man læser den igennem selv først, hvis man er bekymret for, om den er for uhyggelig.

Jeg synes ikke, at den er skræmmende på den måde, der gør en forskrækket, men alligevel lidt uhyggelig på en eller anden ubeskrivelig måde. Historien er enkel og ligetil at læse, med et sprog der flyder rigtig godt og som også vil være godt til højtlæsning. Da bogen er så kort, er det ikke fordi man får præsenteret det helt store karaktergalleri og selv om drengen Peter måske er hovedpersonen, så var den karakter, jeg syntes fyldte mest Ole Lukøje. Jeg er vild med den måde, han bliver brugt på i historien og jeg må ærligt indrømme, at jeg et par gange undrede mig over, hvordan det mon skulle gå.

Men illustrationerne! Jeg kunne sukke over dem i timevis. Der er virkelig gjort meget ud af det fysiske udtryk i bogen, der er ikke en eneste side, der ikke er illustreret på en eller anden måde, om det så er en enkel ramme i stil med forsidens gyldne kanter eller fulde sider af illustrationer som dem, jeg har hængt op på min væg på billedet nedenfor. Det var det, der først dragede mig mod bogen var netop illustrationerne, som lå på bordet til Esbjerg Fantasyfestival. Og de er virkelig værd at se på.

Min begejstring for denne her bog er nok bedst udtalt i, at jeg havde virkelig svært ved at lade være med at tænke på den, da jeg havde læst den færdig. Selv om den var hurtigt læst, hang den fast i mine tanker et godt stykke tid efter. Ordene og illustrationerne skaber tilsammen en virkelig mindeværdig historie om et vigtigt emne.
 

mandag den 16. oktober 2017

Togbøger og om ændrede læsevaner


Sådan der er der rigtig mange, der ser mig lige for tiden. Hvis man følger mig på instagram, vil man have opdaget et nyt og nærmest dagligt fænomen: togbog. Jeg læser nemlig rigtig meget i toget for tiden, og faktisk nærmest kun der. Det er nemlig der, hvor jeg læser for min egen skyld. Ikke for studiet, hvor jeg skal igennem for at se, om jeg skal bruge den til specialet, eller mere teoretisk anlagte tekster om karrierekompetencer. Ikke til praktikken, hvor jeg skal være opmærksom på de mindste korrekturdetaljer, eller gå ned i de små og større detaljer for at redigere teksten eller strukturere den. Jeg skal ikke beholde det store overblik, eller forholde mig til, om det er en pressetekst. Jeg kan læse for min egen skyld og vælge præcis den bog, jeg har lyst til, når jeg står foran min bogreol om morgenen. Det er faktisk det, der gør, at jeg kan holde gang i bloggen, for som mange spærger mig om for tiden: hvornår får du tid til at læse og blogge?

Svaret er ganske enkelt i toget. Jeg har halvanden time i toget mellem Odense og Aarhus og jeg bruger den tid på at lave noget af det, jeg allerbedst kan lide. Jeg vælger bøgerne lidt på må og få, alt efter hvad jeg føler mig i humør til at læse. Og så efter hvad jeg kan bære på, for det er ikke optimalt med en alt for tung bog. På en god dag kan jeg næsten læse en bog færdig på den tid, togturen tager frem og tilbage. Især når der er forsinkelser. Jeg tager toget fra Odense om morgenen længe for morgensolen titter frem og jeg klemmer mig ind i myldertidens overfyldte tog på vej tilbage igen. Og i løbet af de sidste to måneders tid, har jeg faktisk fået læst en del mere end jeg nok troede, jeg ville. Jeg har læst alt fra klassikere til YA, fantasy og realistisk fiktion og når jeg en gang i mellem for eksempel vælger at bruge togtiden på at skrive blogindlæg, så hører jeg lydbøger imens. Jeg har hørt rigtig meget Game of Thrones i toget.

Og jeg har set andre hive en bog op ad tasken og sætte sig til rette. Det er aldrig faldet mig ind at spørge ind til, hvad de læser eller hvad de tænker om bogen. Der er heller ikke nogen, der har spurgt mig. På fineste vis sidder vi i hver vores lille univers på en fælles togtur. Jeg er overrasket over, hvor godt det faktisk fungerer for mig, for jeg plejer at blive køresyg på ingen tid bare af at være på facebook på min telefon, når jeg kører i bus eller i bil. Men jeg har ikke det helt samme problem, når jeg sidder i toget. Det er vigtigt for mig, har jeg fundet ud af, at nyde og læse bare for hyggens skyld. I de sidste par år har studielæsningen fyldt rigtig meget, men jeg havde samtidig mere fritid og mere kontrol over min tid. Min hverdag er noget anderledes nu, mens jeg er i praktik. (Vi taler slet ikke om, hvordan det kommer til at gå til foråret og specialeperioden!) Jeg har elsket at læse lige så længe, jeg kan huske og min togtid er den tid, jeg har sat af til det.

Så I kan godt se frem til mange flere togbøger på instagram indtil jul. For jeg nyder faktisk at bruge den tid på mig selv. Om det så er lige er blogindlæg eller læsning, så er min togtid i høj grad blevet min eneste læsetid. Når jeg kommer hjem er jeg for træt, eller har andre ting, der skal gøres. Og jeg forsøger at opretholde et nogenlunde socialt liv ved siden af, selvom jeg aldrig rigtig er hjemme for tiden. Min udsigt i toget ser for det meste sådan her ud og jeg nyder det.

torsdag den 12. oktober 2017

Mareridt & myrekryb 2 (Mareridt & myrekryb #2) af Nick Clausen

 
Mareridt & myrekryb 2 (Mareridt & myrekryb #2) af Nick Clausen. Udgivet af Forlaget Facet i 2017.

Reklame. Anmeldereksemplar fra Facet.
Jeg har anmeldt den første bog her.

Historier som lurer – historier som knurrer.
Historier som bider – historier som svider.
Historier som tænder – historier som brænder.
Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.
Jeg er virkelig ikke den store gyserlæser. Faktisk er det en genre, jeg styrer udenom, for jeg bryder mig ikke om det at blive skræmt og jeg har slet ikke nerverne til at læse den type bøger. Men jeg er virkelig glad for Nick Clausens noveller. Måske fordi de egentlig ikke er nær så gysende eller uhyggelige, som man måske kunne forvente. Og så alligevel.

For der er faktisk et par af historierne her i bog to, som jeg synes er virkelig uhyggelige alene i deres præmis. Specielt en af de sidste historier, hvor jeg for alvor blev opslugt af bogen og måtte læse langsomt og forsigtigt, for jeg var både lidt forvirret over, hvad der var på spil og bare en lille smule skræmt. Historierne er bestemt egnet til det yngre publikum, de er skrevet til, som jeg er sikker på vil finde de forskellige historier underholdende, men voksne kan altså også sagtens være med. Det er ikke historier, der skræmmer dig om noget der kommer ud og siger bøh og man føler, at hjertet ryger op i halsen på en, men præcis som titlen antyder, så giver de dig myrekryb og kuldegysninger.

Nick Clausen skriver nogle fantastiske historier i denne her bog. Efter hver historier kommer der nogle få linjer om, hvordan han har fundet på historien og hvad inspirationen har været og det giver et indblik i, hvordan de mest hverdagsagtige, men lidt mystiske observationer, kan inspirere noget helt andet og uhyggeligt. Der er lidt flere menneske-monstre i denne her bog, end jeg husker, at der var i den første, hvor det er et (mere eller mindre) almindeligt menneske, der er den onde eller uhyggelige kraft i fortællingen, men der bliver også gjort fint brug af mere overnaturlige elementer. Der er historier uden en forklaring, historier om varulvelignende skikkelser, om mobning og brøndvæsner og meget, meget mere. De syv historier adskiller sig godt fra hinanden, men jeg havde stadig en følelse af sammenhæng i bogen i kraft af dens stemning. Man kan godt mærke en udvikling fra historierne i den første bog, men det velfungerende og enkle sprog er bibeholdt og meget effektfuldt.

Som det ofte er med novellesamlinger, er det ikke alle historier, der gør et lige stort indtryk. Jeg forventede ikke hjertestoppende skræk, og fik faktisk i høj grad den bog, jeg ønskede mig. Det er en virkelig god bog til disse tidlige efterårsdage, hvor regnen enten siler ned eller solen skinner uden at det varmer. Perfekt til at sidde indenfor med en kop te og læse for dens hyggelige uhygge.

mandag den 9. oktober 2017

The Last Wish (The Witcher #1) af Andrzej Sapkowski

 
The Last Wish (The Witcher #1) af Andrzej Sapkowski (oversat af Danusia Stok). Udgivet af Gollancz i 2008. Oprindelig udgivet i 1993 under titlen Ostatnie życzenie. Læst på engelsk, originalsproget er polsk.

Geralt was always going to stand out, with his white hair and piercing eyes, his cynicism and lack of respect for authority ... but he is far more than a striking-looking man. He's a witcher, with powers that make him a brilliant fighter and a merciless assassin - his targets are the vile fiends that ravage the land.
As guardian of the innocent, Geralt meets incestuous kings with undead daughters, vengeful djinns, shrieking harpies, lovelorn vampires and despondent ghouls. Many are pernicious, some are merely, and none are quite as they appear.
Jeg faldt egentlig over denne her bog ved lidt af et tilfælde. Jeg havde nemlig hørt om computerspillet "The Witcher" og så fortalte boghandleren mig, at denne her serie faktisk var baggrunden for spillet. Og nu er der snak om en film eller tv-serie. Så jeg tog den første bog med hjem. The Last Wish er en forholdsvis kort samling af noveller, der foregår i det her ukendte univers og alle kredser om Witcheren Geralt og hans eventyr. En Witcher er ikke helt en troldmand, ikke helt en lejemorder, eller jæger af overnaturlige væsner, men en blanding af begge dele. Og selv om man ikke bliver præsenteret for en hel masse informationer om det her ukendte univers, var det for mig let at leve mig ind i det. Novellerne illustrerer, hvordan der ligger en masse viden bagved og der er fyldt med forskellige væsner og myter i de korte historier.

Egentlig er det smart at starte serien på denne her måde. Jeg ved, at de senere bøger er romaner, men fordi The Last Wish er en novellesamling, er der ikke brugt tid på at udpensle karakterer eller universet, men det er handlingen, der er i centrum. Og igennem den lærer man en del om både Geralt og den orden, han er medlem af, og om hvad det er for en verden, de bor i. Selve novellerne hænger også ret godt sammen og selv om der er en afgrænset handling i hver af dem, så kan man godt få en fornemmelse af, at det er én sammenhængende historie. Jeg blev ikke forvirret over formen, selv om jeg ikke var helt sikker på, om det var en novellesamling eller en længere historie, før jeg var næsten færdig med bogen.

Selve historierne er rigtig gode. Når jeg læste dem, var det som at se en kort film inde i hovedet, selv om han ikke forfalder til lange beskrivelser af omgivelserne. Stemningen er fantastisk og atmosfærisk på bedste måde.  Det kommer slet ikke bag på mig, at man har valgt at lave et spil på baggrund af The Last Wish og resten af The Witcher-serien, for det var lidt lige som at læse en mission i et spil. Jeg nød historierne, og at se hvordan det lykkedes at skabe en helhed ud fra brudstykker. Jeg skal absolut læse videre i serien - og jeg kunne godt tænke mig at spille spillet en dag, for jeg vil gerne have mere af Sapkowskis verden.

fredag den 6. oktober 2017

Valget af Sarah Engell


Valget af Sarah Engell. Udgivet af CarlsenPuls i 2017.

Reklame. Forhånds/anmeldereksemplar fra CarlsenPuls.

18-årige Xenia er godt på vej til at blive frontfigur for Etisk Parti, hvor hun både kan få indfriet egne ambitioner og forhåbentlig gøre den forskel i verden, som hun brænder så meget for.
Men da hun møder en lille pige, der er flygtet alene til Danmark, bliver hun sat i et svært dilemma, for det viser sig hurtigt umuligt at vælge både succes og samvittighed. Situationen spidser til, og tidspunktet, hvor hun må træffe et valg rykker tættere på.
Det sker ikke særlig tit, at jeg støder på politik i bøger. I hvert fald ikke realistiske romaner, og slet ikke ungdomsbøger. Valget er fuld af det. Og selv om politik ikke er noget, jeg selv går op i, blev jeg virkelig grebet af bogen og dens handling. Det er svært at lade være, for ikke alene er bogen virkelig velskrevet, men den tager også alle følelser i brug og sætter uden tvivl gang i en masse tanker hos sin læser. Det gjorde den i hvert fald for mig. Jeg er ganske enkelt vild med bogen, det er en af de bedste, jeg har læst i år. Og det er den, fordi den gjorde mig både vred, ked af det, håbefuld og ikke mindst fik mig til at leve mig helt ind i dens historie.

Xenia er muligvis den sejeste 17, snart 18-årige, jeg er stødt på en i en bog. Og det er ikke fordi hun er en fejlfri person, men fordi hun gør sit bedste alligevel. Jeg kan godt rulle på øjnene af hende, når hun går i politiker-mode, men jeg forstår hende godt. Jeg forstår godt det, der driver hende og jeg er vild med den måde, Sarah Engell får hendes personlighed til at skinne igennem og på en eller anden måde er det, hvad jeg savner i normal politik. Et drive. Et fuldstændig kompromisløst ønske om at gøre noget for at hjælpe andre, og på mange måder totalt urealistisk og idealistisk. Jeg elsker Xenia for det, selv om jeg synes, at hun er naiv. Hun vil gerne redde hele verden, og vil rigtig meget, men der er valg overalt og ingen af dem er uden konsekvenser. I det hele taget er karaktergalleriet virkelig godt sammensat, jeg er vild med, hvordan fordommene og problemerne kommer helt tæt på. Xenias farmor er en skøn tilføjelse til et meget alvorligt og idealistisk persongalleri, hun emmer på en eller anden måde at bedstemor-aura og jeg knuselskede hendes forsøg på at tale engelsk. Historien er hård og ærlig, det er på ingen måde en let historie, men den bliver fortalt i et skønt sprog og den hænger ved. Det var umuligt for mig at lægge bogen fra mig, jeg ville virkelig bare gerne vide, hvad der ville ske med Xenia og Lilas og de andre personer. Jeg gad vide, om man skal lægge noget i, at Xenia kommr af det græske "xeno" og betyder fremmed (lidt navne- og sprognørd er man vel), men det er i hvert fald et pænt navn!

Samtidig er det en meget skarp historie, der bliver bragt vildt aktuelle emner på banen, i en bog målrettet mod unge læsere og den er bestemt værd at tage ned fra hylden. Den taler på ingen måde ned til sin læser. Jeg fik i stedet indtrykket af, at Sarah Engell på ingen måde mener, at teenagere ikke kan engagere sig og tage stilling – også når det drejer sig om store valg, med uanede konsekvenser og ikke mindst store følelser. Troværdighed, menneskerettigheder, loyalitet over for venner og for partifæller, der er ikke mangel på store spørgsmål i Xenias hverdag og heller ikke for hendes veninder. Mellem Facebook-opslag, trusselbeskeder, nyhedsindslag, videoklip og alt andet bliver det for Xenia svært at forstå, at andre ikke vil skride til handling. Der er ingen grund til, at ungdomsbøger ikke kan handle om politik, flygtningekriser og menneskerettigheder. Det er ikke let for Xenia at vide, hvad hun skal gøre, for hun er klemt inde mellem politiske ambitioner, personlige følelser, samvittighedsfuld frivilligarbejde og hensyntagen til veninder og omgangskreds. På trods af sine virkelig alvorlige emner, der til tider gjorde mig både ked af det og vred, så nød jeg virkelig at læse bogen. Den havde en eller anden form for varme.

Jeg var ikke i tvivl, da jeg havde læst slutningen på bogen. Valget fortjener fuld ud fem ud af fem hjerter og min anbefaling til læsere i både teenage og voksenalderen. Man kan naturligvis godt være uenig med Xenia om det politiske, men jeg tror virkelig, at kombinationen med Lilas og hendes søster Nadins historie, meget æstetisk fortalt i metaforiske eventyrlignende afsnit om Sinbad Søfareren og andre mytiske karakterer, er med til at gøre bogen til en helt særlig læseoplevelse.

Bogen er lige udkommet og forlaget har lavet en fin bogtrailer, du kan se lige her.


tirsdag den 3. oktober 2017

Under ensomme stjerner (Ventura-sagaen #1) af Kate Ling



Under ensomme stjerner (Ventura-sagaen #1) af Kate Ling (oversat af Lærke Pade). Udgivet af Gads Forlag i 2017, oprindeligt udgivet i 2016 med titlen The Loneliness of Distant Beings. Læst på dansk, originalsproget er britisk.

Reklame. Anmeldereksemplar tilsendt fra Gads Forlag.

KAN KÆRLIGHEDEN LYSE…
16-årige Seren Hemple er født på rumskibet Ventura. Som en del af besætningen på en mere end 360 år lang udforskningsekspedition er hun underlagt kontrol af alt – sit tøj, sit arbejde og ikke mindst sit valg af livspartner.
Da Seren møder den karismatiske og gådefulde Dom, forelsker hun sig imidlertid hovedkulds på trods af, at hun dermed sætter sig op mod systemet og risikerer alt. For at dyrke deres kærlighed, må Seren og Dom flygte – men hvor kan de tage hen, når det eneste, der omgiver dem, er det tomme rum? Ling tager sine unge læsere med på en hæsblæsende og romantisk rejse i rummet, hvor kærlighedens lys aldrig kan slukkes.

Forestil dig et liv, hvor du ikke kan bestemme noget selv. Hvor du kender dit livs bane fra start til slut, hvor alle kender alle og man for alvor er afhængig af hinanden. Livet på Jorden har du aldrig kendt og du kommer heller aldrig til at se destinationen. Et liv, hvor man ikke får lov til at være sig selv. Eller være ægte. Sådan er livet på Ventura, især hvis man spøger Seren. På et rumskib langt ude i rummet, 84 år efter at det har forladt Jorden og mere end 250 år før det når dets destination, bor hun sammen med resten af Venturas besætning og fører en strengt ordnet tilværelse. Det er svært nok at være teenager i forvejen, men under de omstændigheder er det ikke så underligt, at Seren er dybt træt af det hele. Faktisk læser jeg hende rigtig meget som om hun er deprimeret, dels fordi der kommer nogle hentydninger til en 'sygdom' og at hun er 'blevet sindssyg' tidligere, men også fordi hun virkelig er ligeglad. Der er ikke noget, der betyder noget for hende og hun reagerer på den måde, de fleste teenagere ville gøre: enten apatisk stilhed eller aggresivt had til alt og alle omkring hende. Og det bliver ikke bedre af, at hun forelsker sig i Dom, efter at hun har fået tilegnet en anden livspartner. Ægte følelser er ikke noget, man har lov til at følge på Ventura, ikke når man allerede har en livsbane at følge. Men Seren har ikke tænkt sig bare sådan at give op, selv om det føles som om alle er imod hende - og det er svært ikke at beundre hende for det mod, hun finder i sig selv.

Kan vi dvæle lidt ved titlen? Jeg synes simpelthen, at det er en af de skønneste titler, jeg har set i et stykke tid og jeg har sådan glædet mig til at læse, hvad der gemte sig bag ved den. Men jeg har det oprigtigt talt lidt blandet med bogen. For jeg synes science fiction-siden af den er enormt spændende og jeg ville ønske, at der var mere om hele den side af historien. Og om de hemmeligheder, der bliver afsløret og som for alvor drejer handlingen i den retning, den går. Men samtidig er det også den første bog i en serie og jeg er ret sikker på, at de ting vil blive mere uddybet, jo mere man læser. Specielt med den slutning, som bogen har - og det er virkelig en af de mere onde cliff-hangere, jeg er stødt på. Jeg kunne godt lide hele mysteriet om Huxley-3 og alt det, der relaterede sig til den side af historien. Alligevel er det også for mig at se en god ting, at der bliver brugt tid på at udvikle og opbygge karaktererne, og det bliver gjort rigtig godt i Under ensomme stjerner, hvor jeg følte, at jeg fik et indblik i flere af de vigtigste karakterer, mest af alt hovedpersonen Seren.

Men jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg ikke er særligt glad for Seren. Jeg kan godt forstå, at hun opfører sig som hun gør på Ventura, men jeg kunne på ingen måder lide hende. Det var lidt synd, at man ser alt livet på Ventura igennem hendes øjne, for det betyder, at det er et rigtig begrænset billede, man får at Ventura. Ikke at hun tager fejl, men det er et meget farvet syn og det kom for mig til at virke som om, hun så ned på sin søster og de andre mennesker, fordi de går op i de forkerte ting uden måske at tænke over, at det kunne være deres måde at klare sig på. Hendes forhold med Dom starter meget pludseligt, men det var til gengæld rart at opleve, at det udviklede sig langsomt og at det rent faktisk føltes som om de elsker hinanden og ikke bare er insta-infatuation. 

Men når alt kommer til alt, så kan jeg faktisk godt lide bogen. De ting, der irriterede mig under læsningen, er ting der giver mening, at de er sådan. Der var nogle ret direkte læserhenvendelser til en "du", som lidt fik mig ud af rytmen, men det er som jeg har nævnt før en personlig smagssag. Og jeg var godt underholdt, jeg ville virkelig gerne vide, hvad der skete og finde svarene på nogle af de spørgsmål, der dukker op undervejs. Og jeg havde hjertet oppe i halsen under de sidste mange sider, hvor der ikke bare er meget på spil, men alt på spil. Om man skal lægge noget i en sammenligning med Romeo og Julie må man selv læse bogen for at finde ud af, men der er bestemt et element af forbudt kærlighed, krydret med en mission i det ydre rum for at løse et kæmpe mysterium og ikke mindst spørgsmål om frihed og egen vilje, som man tænker længe over efterfølgende

Bogen er lige udkommet på dansk og forlaget har lavet en fin bogtrailer, du kan se lige her.
 

Template by BloggerCandy.com