fredag den 29. september 2017

Sendt til tælling (Game On #1) af Kristen Callihan

 
Sendt til tælling (Game On #1) af Kristen Callihan. Udgivet af Flamingo i 2017, oprindeligt udgivet i 2014 med titlen The Hook Up. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Reklame. Gave/anmeldereksemplar tilsendt fra Flamingo.

Til dig, der heller ikke kan få nok af Off Campus-serien: Bered dig på Game On-serien. Sendt til tælling er sexet college-romance, når det er bedst, og den første fritstående bog i Game on-serien.
Et one night stand mellem stjerne-quarterbacken Drew og den ambitiøse collegestuderende Anna skulle egentlig ikke være mere end det. I hvert fald ikke fra Annas side.
Men Drew har andre planer. Han er en berømthed på campus og er vant til at kunne charmere alt og alle. Anna har derimod ikke det store behov for at få en plads i spotlightet ved siden af hans side, og Drew har derfor sin sværeste kamp foran sig – kampen om at overbevise Anna om, at det de har sammen, er mere end bare sex!
Det sker ikke særlig tit, at jeg stoler på hele "til fans af "---"" strategien, måske fordi jeg ikke synes, at det altid er sandt. Men med Sendt til tælling kan jeg godt forstå, at den bliver sammenlignet med Elle Kennedys Off-Campus serie. Og som stor fan af de sjove og sexede bøger, hun skriver, er jeg absolut fan af at få mere i samme stil. Måske lidt for meget samme stil, men eftersom jeg var advaret på forhånd af bagsideteksten, og det faktum at hele set-up'et er meget ens, så er det ikke noget, jeg virkelig vil klandre bogen for. Den var god i sig selv, og selv om hovedpersonen Drew Baylor flygtigt nævnes i en af Kennedys bøger, så er det hverken sådan, at de hænger sammen eller at man skal have læst Off-Campus først. Og det er sidste gang, jeg nævner de andre bøger.

I denne her bog er der fokus på footballspillere og hvis man ikke allerede ved det, så er det faktisk en af de eneste sportsgrene, jeg oprigtigt har en interesse i og gider sidde at se. Så jeg glædede mig til at se, hvad det ville indebære. Og lad mig bare starte med at sige, at jeg er vild med det. Jeg elsker sporten, men jeg ville have det lige som Anna og hade at se en, jeg elsker, blive ramt på den måde, som Drew gør. I det hele taget bliver jeg nødt til at rose Kristen Callihan for det, hun gør med deres forhold. Det er sjovt og varmt, men ikke uden problemer - og jeg siger det med vilje i flertal, for det der gør, at det føles så ægte, er, at de ikke kun har en ting, de skal komme igennem og så er alting godt. Der sker noget nyt, noget uforudsigeligt og det bliver de nødt til at reagere på, præcis som man bliver det i virkeligheden. Jeg nød virkelig meget at læse om Drew og Anna, fordi de føltes så ægte og jeg kunne både sætte mig ind i Drews følelser for Anna, han ønsker ikke andet end at være sammen med hende for alvor, men samtidig forsøger han at respektere hendes ønske om det modsatte. Men jeg forstår Annas frygt, selv om den ikke er håndgribelig. De gør hinanden bedre. Og udover at handle om deres forhold, tager Kristen Callihan også fat i nogle af de ting, der ligger en meget på sinde, når man er ved at være færdig på universitetet og skal finde ud af, hvad man egentlig vil - og snart. Det er noget, jeg kender fra mig selv og måske derfor.

Jeg er faktisk ret imponeret over mig selv, for jeg klarede at læse denne her bog, med nogle ellers ret eksplicitte beskrivelser, i toget. Det er gjort på en måde, så jeg rødmer lidt over at læse det, men uden at jeg følte, at det blev for meget eller for langt ude. Sendt til tælling kan absolut anbefales, til fans af romance eller NA litteratur og til dem, der gerne vil ind i genren. For mig er det en øjeblikkelig yndlingsbog, der ganske enkelt gjorde mig glad at læse, fordi den føles så ægte, og jeg glæder mig til flere skønne bøger fra Kristen Callihans hånd.

tirsdag den 26. september 2017

Hjertestarter (Ladybirds #2) af Jenny McLachlan

 
Hjertestarter (Ladybirds #2) af Jenny McLachlan (oversat af. Caroline Voetmann). Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen Love Bomb. Læst på dansk, originalsproget er britisk.

Reklame. Gave/anmeldereksemplar tilsendt fra Gyldendal.
Jeg har også anmeldt den første bog i serien, Flirty dancing.

Betty Plum har aldrig været forelsket. Og hun har aldrig kysset. Men da hotte Toby begynder på skolen, sker der noget. Bettys hjerte begynder pludseligt at banke. Hårdt! Hun tilmelder sig til skolens efterårsshow og skal synge sammen med Toby i stedet for sin bedste veninde, der føler sig svigtet. Men er Betty virkelig så forelsket? Og hvorfor er hun pludselig ikke ligeglad med at veninden, Kat, hænger ud med Bettys bedste ven, Bill? Og hvordan skal hun tackle at faren får en kæreste, når de nu altid bare har været de to?
Mere end nogenside før ville Betty ønske at hendes mor ikke var død, da hun kun var en baby. Betty har brug for hende og hendes råd. På sin 15-års fødselsdag finder Betty en æske på loftet med breve fra moren om lige præcis de emner; breve om, hvordan det første kys føles, om hvordan man ved, om man er forelsket og Betty finder ud af, hvad ægte kærlighed er.
HJERTESTARTER er anden bog i serien Ladybirds om de fire piger Bea, Betty, Kat og Pearl.
Hjertestarter er den selvstændige efterfølger til Flirty dancing. Det er en god idé at læse dem i rækkefølge, for karaktererne fra den første bog, er også med i den næste og det kan måske godt spoile lidt. Af de to, tror jeg faktisk, at jeg synes bedst om Hjertestarter. Hvis man er på udkig efter en bog, der føles ligesom en feel-good film, så kan jeg bestemt anbefale denne her. Det er den type af bog, jeg gerne ville have læst, dengang jeg selv var 14-15 år, men jeg har ikke glemt hvordan det er at være teenager og opleve sin første forelskelse. Bettys historie har det element i sig, at den handler mindst lige så meget, hvis ikke mere, om det at miste en forælder i en meget tidlig alder og hvordan det er at leve med. Og Jenny McLachlan gør et virkelig godt stykke arbejde med at få det til at fremstå virkelighedstro for en læser som mig, der ikke har stået i den situation.

Hjertestarter er en bog, hvor man vil blive overrasket, hvis man forventer en overfladisk historie om en pige, der forelsker sig i den nye "bad boy" på skolen, indtil hun indser, at han er en fladpande og måske får øjnene op for en anden. Det handler bogen også om, og den selv af den kunne godt føles en smule for forudsigelig for mig, men jeg tror det har lige så meget at gøre med, at jeg ikke rigtig er i målgruppen længere - og at jeg har læst en del bøger og historier, der behandler det samme emne. Men det der gør, at jeg alligevel nød bogen i fulde drag, er den måde, den fortælles på. Jenny McLachlan har en varm og humoristisk fortællestil, som oversætteren har ramt rigtig godt i denne her bog i mine øjne. Bogen er en fluffy læseoplevelse, der alligevel har nogle strejf af alvorlighed i sig, der gør at den hæver sig over det forventelige. Jeg blev ganske enkelt glad af at læse den og jeg tror bestemt også, at det er en bog, man kan lære noget om sig selv af.

mandag den 25. september 2017

Esbjerg Fantasyfestival 2017

Jeg har for første gang været til Esbjerg Fantasyfestival. Jeg havde fået indgang til begge dage mod at skrive om det her på bloggen efterfølgende. Fra det øjeblik, jeg trådte ind på biblioteket, der var blevet omdannet til en lille magisk univers, var jeg ret imponeret. Der var så meget at gå rundt og bare se på, jeg kunne have brugt lang tid på bare at se på de forskellige udsmykninger og dekorationer, de havde lavet af det store lokale. På trods af at der kom rigtig mange mennesker i løbet af dagen, føltes det for mig aldrig overfyldt eller crowdet og jeg tror, det har noget at gøre med stedet at gøre. Jeg kom lidt før åbningen om lørdagen og nåede på den måde lige ned forbi DreamLitts stand for at sige hej til dem, der stod der og ellers gik jeg bare rundt og fik hilst på nogle mennesker, mens jeg forsøge at danne mig et overblik over området. Jeg nåede at få åbningstalen med fra en af årets Guest of Honor, nemlig forfatteren John Flanagan. Personligt tror jeg, at det er meget længe siden, jeg har læst noget af ham, men hans tale var både morsom og levende og han talte om fantasy som genre med en varme, jeg tror, man kun oplever, når man har brugt så mange år på den, som han har.


Jeg nåede et smut forbi hele to receptioner om lørdagen, først hos Tellerup, hvor Nanna Foss og Boris Hansen skød en ret lang premiere-weekend i gang og fejrede udgivelses af hver deres nye bog, hhv. Ursiderne og Akkanas Gåde med et lækkert udvalg af snacks og lidt Verdi. Jeg havde læst begge bøger op til weekenden og fik en lille hilsen i begge bøger, som jeg blev rigtig glad for. Jeg nåede også at snakke om bøgerne med både forfatterne selv og andre bloggere, redaktøren og tilfældige mennesker. Og jeg nåede også kort forbi DreamLitts stand, hvor der var ikke mindre end tredobbelt fest for Katja Bergers nye bog, Sjælehenteren, Marie-Louise Rønnings Tusmørkebørn og Linette Harpsøes Glasmuren, der alle udkom før messen, men alligevel blev fejret med både snacks, pynt og snak. De sidste to bøger har jeg ikke læst endnu, men det er planen at jeg skal nå det før Herlufsholm Fantasybogmesse. Jeg fik signeret af Sidsel Sander Mittet hos Facet og det var en så cool oplevelse at møde hende og samtidig fik jeg lovet, at jeg tager deres bøger med, så Charlotte Fischer og Christina Bonde kan signere dem til Herlufsholm. Jeg oplevede meget, at når jeg talte med folk, jeg aldrig havde mødt før, så vidste de hvem jeg var - eller rettere, de vidste hvilken blog, jeg har. For mig var det ret stort at opleve, at det jeg har siddet derhjemme, i toget, på universitet og så videre, og arbejdet på at udvikle, er noget folk har lagt mærke til.

 
Jeg havde et meget løst program om lørdagen, for jeg brugte tiden til at gå rundt og snakke med både forlagsfolk fra de forlag, der var på messen og forfattere og andre bloggere og jeg fik signeret alle de bøger, jeg havde med hjemmefra i løbet af meget kort tid. Det var helt perfekt, for så kunne jeg gå rundt og nyde alle de mange indtryk og se på de forskellige stande. Blandt andet havde jeg det ret sjovt med at besøge Heroes of the Hearth's lille område, hvor jeg fik taget et billede sammen med en gruppe virkelige seje cosplayers og efterfølgende også kastede mig ud i spillet Hearthstone, som jeg var begyndt at spille før messen, men som jeg godt kunne se, at jeg på ingen måde er ekspert i endnu. Men jeg synes det er virkelig morsomt og jeg spiller stadigvæk.



Midt i en hyggelig eftermiddag med en masse snak med forskellige folk, fik jeg tid til noget, jeg havde glædet mig virkelig meget til. Selv om jeg tror, at der bliver rigtig god tid til det i løbet af efterårets messer og alle mulige andre events, så så jeg meget frem til at høre Boris og Nanna snakke om deres nye bøger. Og det passede mig bedst at gøre det til denne her messe, for til BogForum skal jeg arbejde på en stand - det kan jeg altid vende tilbage til til den tid. Så derfor gik jeg sammen med Sabrina  ind i et rimelig lille lokale i god tid. Det viste sig at være en rigtig god idé, for det blev meget hurtigt fyldt op og der blev virkelig varmt i løbet af den time, vi sad derinde. Det var meget spændende at høre Nanna fortælle om de udfordringer, der har været med at skrive Ursiderne og jeg kan godt forstå, at hun er stolt af resultatet. Jeg tror, at Nasrin er en af mine yndlingskarakterer i serien ind til videre og hendes historie er virkelig en, der sætter alle følelserne igang. I det hele taget er jeg bare glad for den serie og for det arbejde, der er lagt i karakterene. Ligeledes var jeg meget spændt på at høre Boris snakke om Akkanas Gåde og det at skrive en blanding af to så forskellige genrer. Måske har man set, at jeg anmeldte bogen og jeg kan godt afsløre, at jeg er mega fan af det resultat, han har leveret. 


For mit vedkommende sluttede lørdagen der, for jeg havde andre planer kort tid efter. Men jeg tog selvfølgelig tilbage igen om søndagen, selv om det bliv lidt senere end jeg havde planlagt. Jeg nåede dog at være med til Den Store Fantasyquiz sammen med Rikke og Malene og det var faktisk lidt af en udfordring. Det var enormt sjovt og vi både jublede og ærgerede os efterhånden som svarene blev afsløret. Vi endte med at have et point mindre end dem, der vandt, så det var en smule bittersødt, men det kan være vi tager revanche næste år? Blandt andet skulle vi gætte navnet på en af skuespillerne, der spiller Doctor Who, gætte i hvilken bog, hovedpersonen er totalt anderledes end alle de andre i den lille bjerglandsby og hvilket år, World of Warcraft udkom.

Inden jeg tog tilbage til Odense, nåede jeg også at høre Malene snakke med Katja om Sjælehenteren og det var virkelig et spændende interview, hvor der blev diskuteret alt fra religion og efterlivet til det at skrive umulige karakterer. Jeg synes altid det er sjovt at høre mere om de tanker, der ligger bag ved en bog og det her var en af de gange, hvor det virkelig var spændende at høre på. Og jeg glæder mig bestemt til flere fortællinger fra døden.


Om søndagen var jeg også rundt og kigge i Kunstnerhjørnet og blev som altid imponeret over, hvor dygtige nogle mennesker er - og hvor meget arbejde de ligger i det. Og så fik jeg selvfølgelig også en pæn stak nye bøger med hjem - nogle af dem fik jeg endda signeret på vejen. For jeg kan åbenbart slet ikke lade være med at anskaffe mig nye bøger hele tiden. Men det er okay, for jeg købte næsten kun bøger i serier, jeg gerne vil gøre færdig. Og så fik jeg et par nye anmeldereksemplarer med hjem fra Facet og Calibat - men jeg laver et særskilt bookhaul indlæg.

Min første Fantasyfestival var en weekend, der virkelig stod i fantasygenrens tegn på alle mulige måder og festlige indslag som sang og musik og live rollespil, og de to mænd der på bedste middelalderlige vis bekendtgjorde de forskellige programpunkter, var der en masse indtryk at bearbejde, da jeg kom hjem. Jeg regner bestemt ikke med, at det er sidste gang jeg deltager, bare det at være der er en oplevelse i sig selv. Og fantasy er altså en genre, jeg holder ualmindeligt meget af.

Se flere billeder fra min weekend på Fantasyfestival her.

søndag den 24. september 2017

A Court of Thorns and Roses (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas

 
A Court of Thorns and Roses (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas. Udgivet af Bloomsbury i 2015.
 
Feyre is a huntress.
She thinks nothing of slaughtering a wolf to capture its prey. But, like all mortals, she fears what lingers mercilessly beyond the forest. And she will learn that taking the life of a magical creature comes at a high price...
Imprisoned in an enchanted court in her enemy's kingdom, Feyre is free to roam but forbidden to escape. Her captor's body bears the scars of fighting, and his face is always masked - but his piercing stare draws her ever closer. As Feyre's feeling for Tamlin begin to burn through every warning she's been told about his kind, an ancient, wicked shadow grows.
Feyre must find a way to break a spell, or lose her heart forever.
 
A Court of Thorns and Roses har været på min radar så længe, at det er lidt sært, at jeg først har fået læst den nu. Men den var absolut det værd, selv den lange ventetid og de mange forventninger, endte ikke med at overskygge historien. Det er en genfortælling af Beauty and the Beast, men som sådan følte jeg ikke, at det var en decideret genfortælling. Jeg havde ikke en fornemmelse af, at historien holdt sig for meget til det oprindelige eventyr og karaktererne var heller ikke flade kopier, men havde deres egne personligheder og motivationer. Selve historien er ret spændende, jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at Feyre nu og da kom tæt på noget og var lige ved at opdage noget, der kunne løse de mysterier eller hemmeligheder, hun er omgivet af. Mest af alt kunne jeg faktisk godt lide, at det er Feyre selv, der aktivt vælger at gøre hvad hun kan for at redde Tamlin, men der er et element af skyldfølelse, der spiller ind.

Selve historien er ret velovervejet. Ting, der ikke giver mening i eventyret, har en forklaring i denne her bog. Det tager noget tid, før handlingen for alvor kommer i gang, men derefter tager den også ret meget fart og der sker en masse ting, man skal have med. Den lidt langsomme start gør ikke mig noget, jeg kan godt lide at karaktererne får mere plads til at udvikle sig og universet bliver bygget op. Bogen har et element af konflikt, der ligger og ulmer under alt det andet, konflikten mellem mennesker og feer. Eller Fae, for hvis du tror, at du kommer til at møde Klokkeblomt-lignende feer i denne her bog, så tager du fejl. Feerne i Sarah J. Maas' univers er langt fra små og søde og menneskets venner. Tværtimod. Men mere i fokus er striden internt mellem Feerne, en strid, som Feyre vil gøre alt for ikke skal nå menneskene, der vil være magtesløse over for Feernes magiske kræfter.

Jeg var vild med denne her bog nærmest fra starten af og jeg forstår godt, at den har fået rigtig meget ros rundt omkring. Karaktergalleriet er spændende sammensat, og jeg er så glad for at der er noget dybe i Feyres familie, i stedet for at de bliver castet til "de onde søstre" og derefter glemt til fordel for Feyres nye verden. Men min eneste anke er, at jeg på ingen måde kan sætte mig ind i hvorfor Feyre skulle være forelsket i Tamlin. Det føles fladt og underudviklet og jeg var mere interesseret i hendes venskab med Lucien, der bliver udviklet meget mere og som man virkelig kommer i dybden med. Og den tilsyneladende fjendtlige Rhysand. Det føltes ikke som den irriterende insta-love, der er kendt fra rigtig meget YA, for Feyre er langt, langt fra positivt indstillet over for Tamlin i starten. Det virker bare meget pludseligt, at hun er forelsket i ham. Det forhindrede mig dog ikke i at være glad for bogen på nogen måde, og jeg er glad for, at jeg allerede har de næste bøger stående, for jeg vil virkelig gerne læse videre. Jeg håber, at resten af serien fortsætter i samme fængslende og drømmende stil, med detaljeorienterede beskrivelser, for det er noget, Maas gør rigtig godt i A Court of Thorns and Roses.


fredag den 22. september 2017

Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen

 
Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen. Udgivet af Tellerup i 2017.

Anmeldereksemplar fra Tellerup.
Jeg har også anmeldt den første bog Vejen til Panteon.

Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.
Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.
Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.
Jamen, jamen altså. Det har faktisk taget mig et stykke tid at finde ud af, præcis hvad jeg skal skrive i denne her anmeldelse, for jeg har haft noget af en book-hangover efter at jeg læste Akkanas Gåde færdig lige op til Esbjerg Fantasyfestival. Jeg troede, at jeg var vild med den første bog, men det er ingenting i forhold til, hvor glad jeg er for denne her bog. Serien bliver kun bedre fra bog et til bog to.

Som bagsideteksten afslører, følger man i denne her bog tre forskellige personer, Saida og Lucas, hvis synsvinkel man også fik i den første bog, og Mehmet, Lucas' og de andres ven fra Zonen. De to første befinder sig i den fremmede verden, hvor deres historier udspiller sig og Mehmet i Storbyen. Og i Akkanas Gåde får man for alvor den blanding af fantasy og dystopisk science fiction, som der blev hintet til med den første bog. Og personligt er jeg ret imponeret over den måde, Boris Hansen formår at få begge dele til at blive lige spændende og gøre mig lige interesseret i begge, eller alle tre, spor i historien. Det sker nemlig ofte, at når en bog er fordelt mellem flere forskellige synvinkler, så er det ikke ligefrem alle, man er lige interesseret i. Men jeg ville både vide, hvad der skete med Saida og Mardelus og hvad der er afbilledet dybt nede under Empyria, mens jeg ville følge Lucas, Ron og Theodors jagt på at finde Cassandra og deres oplevelse med Akkanas gåde og ikke mindst hvad der foregår i Storbyen og hvilken hemmelighed, Mehmet og Julia kommer på sporet af. Der sker så meget i denne her bog, takket være de tre plotlinjer, og det var ikke altid let at lægge bogen fra mig, når jeg blev nødt til at sove.

Det er sådan med denne her serie, at bøgerne ikke ender på en klassisk "hvad-sker-der-nu" cliffhanger. Jeg vil stadig utroligt gerne vide, hvad der sker næst, og glæder mig allerede virkelig meget til at finde ud af det, men der er en anden følelse, der fylder mere. Og det har været den samme for begge bøger. Der sker nemlig noget hen mod slutningen af denne her bog, som fik mig til at stoppe op et øjeblik, og så tænkte jeg "hvorfor i al verden havde jeg ikke set det komme?". Præcis som med den første bog kommer der en afsløring, en slags plottwist, der giver så meget mening, at jeg sad og tænkte på, hvorfor jeg ikke havde set det komme. De to sider af historien, de to genrer, som bogen er blandet af, hænger sammen på en helt speciel måde, der fik mig til at måbe. Ikke fordi det ikke gav mening og ikke fordi, jeg ikke brød mig om det. Men fordi det er genialt. Og fordi det gav nogt af et sug i maven, da jeg læste det.

Jeg hørte Boris tale om bogen til Fantasyfestival, hvor den udkom, og han snakkede meget om, hvordan denne her bog er spørgsmålenes og mysteriernes bog. Hvor Vejen til Panteon er forholdvis klassisk fantasy, fuld af eventyr og nye fantasiske steder og opdagelser, er Akkanas Gåde en masse spørgsmål. Nogle bliver besvaret og andre gør ikke. Endnu. Vi følger stadig Lucas, Ron og Theodor i deres søgen efter Cassandra og det er ret fedt at se, hvordan deres oplevelser har ændret dem og særligt Ron er en karakter, jeg virkelig er begyndt at holde af. Ganske vist er han stadig lidt af en idiot nogle gange, men han har en klar udvikling og jeg er lidt nervøs for, hvilke planer Boris kan have med Rons karakter, der får mere plads nu - jeg håber bare, at han ikke kommer noget til. Ligeledes blev jeg faktisk ret glad for at se, at Lucas også har forandret sig fra at nærmest virke til at forvente at Cassandra er hjælpeløs og har brug for at blive reddet til at indrømme, at han godt ved, at det er naivt af ham at tro, at alting kan blive som det var før. Theodor er som altid en skøn nørd, men hvis jeg skal nævne en karakter, som jeg for alvor holdt af i denne her bog, så er det Mehmet. I den første bog er han mere end en biperson, men nu får han lov til at udfolde sig og jeg kunne bare virkelig godt lide, at han på trods af at han havde en masse gode intentioner og planer, ikke rigtig er end der, hvor han gerne ville. Hele hans personlige historie i Akkanas Gåde er så godt fortalt igennem små detaljer i hans opførsel eller omgivelser, uden at det overskygger den dystopiske side af bogen, som hans synvinkel primært står for. Krigsenglene er en ret fed opfindelse og Saidas historie er bestemt ikke kedelig i forhold til de andre. Hvis man følte, at Saidas historie i den første bog ikke rigtig hang sammen med Lucas', så er jeg helt sikker på, at man ændrer mening efter Akkanas Gåde hvor der bliver lagt op til, at de kommer til at påvirke hinanden, men nu får vi at se om jeg får ret. Der sker noget i denne her bog, der lægger op til noget episk. Lige som det sker for Mehmet, opdager Saida at alting i Empyria ikke er, som hun har troet, og hun bliver viklet ind i et mysterium, der kan ende med at koste hende alting, men hun tøver ikke med at forsøge at redde en ven i nød alligevel.

Jeg er stadig rund på gulvet af denne her bog. Der sker så meget og de små og store tråde, der binder det hele sammen er så godt spundet, at det ikke er til at sige, hvordan jeg ikke havde set det komme. Akkanas Gåde lider på ingen måde under at være den anden bog i en serie, tværtimod tager den alt det bedste fra den første bog og tilføjer lidt ekstra oveni. Selv om serien ikke er færdig, kan jeg ikke anbefale den nok og den spænder bredt over genrer, at der er noget for enhver smag. Og personligt glæder jeg mig virkelig meget til at finde ud af, hvad der sker med Lucas og de andre, hvordan de reagerer på det, Mehmet har at fortælle. Og til at se, hvordan det kommer til at gå med Panteons Prøve.

torsdag den 21. september 2017

Stemningsbilleder fra Esbjerg Fantasyfestival 2017

I år var jeg for første gang til Esbjerg Fantasyfestival og der var en helt ubeskrivelig stemning der. Jeg kunne være gået rundt og kigge hele dagen, hvis ikke der havde været så meget på programmet. Som sædvanlig endte jeg med at gøre netop det, men jeg fik for en gangs skyld også taget en del billeder og mens jeg skriver på et indlæg om weekendens oplevelser, får I nogle af de stemningsbilleder, jeg fik taget i løbet af de to dage i det magiske univers.


lørdag den 16. september 2017

Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss

 
Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss. Udgivet af Tellerup i 2017.

Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.
Læs mine anmeldelser af de første bøger: Leoniderne og Geminiderne.

Jeg døde da jeg var ti år.
Var det ikke for drengen med de grå øjne,
havde det været min eneste død.
Men jeg fik en ny chance dengang.
En chance jeg ikke har tænkt mig at spilde.


16-årige Nasrin møder den dreng som reddede hendes liv da hun var lille. Han kan bare ikke huske hende, og han er ikke blevet ældre i de syv år der er gået. Desuden var han ikke blind. Men hun er helt sikker: Det er den samme person. Drengens venner er mistroiske over for Nasrin. De snakker om uhyggelige skyggevæsner og om tidsrejser. Nasrin vil ikke blandes ind i deres mærkelige projekt. Men hun ønsker desperat at forhindre noget i fortiden. Én bestemt ting. Og måske kan det rent faktisk lykkes. Hvis hun tænker sig om. Hvis hun tager de rette beslutninger. Spørgsmålet er om man kan ændre noget som allerede er sket. Det vil hun snart finde ud af.
Det er kun et spørgsmål om tid …

Ursiderne er tredje bind i serien SPEKTRUM,  hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.
Okay, lad os bare få det ad vejen med det samme. Det her indlæg kommer til at indeholde en mængde fangirling. For hvis der er en bog, jeg har glædet mig til rigtig, rigtig længe, så er det Ursiderne. Den tredje bog i Spektrum-serien introducerer os ikke bare for en ny hovedperson, men for en helt ny karakter. Nasrin er en pige, der på ingen måde lader andre bestemme, hvad hun skal gøre. Hun er helt sin egen person, mærket af en virkelig traumatisk oplevelse, da hun var yngre og som har efterladt hende med en følelse af tomhed. Hun bliver introduceret for de velkendte ansigter fra Spektrum igennem et tilfældigt møde, eller måske ikke så tilfældigt igen? Og meget snart er hun også en af de tidsrejsende teenagere med lysende hænder - i blå, må jeg godt blære mig lidt med at jeg lige som mange andre havde regnet det ud i forbindelse med afsløringen af hovedpersonens identitet? Og dermed er hun en del af et fællesskab på en helt anden måde, end hun er vant til og måske også har lyt til. Til at begynde med er Nasrin nemlig ikke specielt glad for nogen af de andre karakterer og vil i hvert fald slet ikke have noget med deres mission at gøre. Hun har sin egen mission og stædig og uafhængig som hun er, tager det noget tid før hun indser, at hun har brug for de andre, ligesom de har brug for hende.

Jeg er ret vild med det, Nanna Foss gør i denne her bog. Man kan mærke, at hun har udfordret sig selv, Nasrin er virkelig en karakter helt for sig selv og i en serie med så mange fortællere er det så vigtigt, at de ikke minder for meget om hinanden. Selv om ventetiden har været lang, har det helt bestemt været værd at vente på, for Nasrins historie er en med mange følelser, mange filosofiske tanker, mange nye spørgsmål, afsløringer, samt hemmeligheder og mysterier. Til at begynde med var det lidt sværere for mig at komme ind på livet af, hvem Nasrin var og set i bakspejlet er det genialt skrevet, at man også som læser får den følelse. For sådan er hun. Men ligesom jeg virkelig endte med at holde af Nasrin, så får man også lov til for alvor at opleve, hvordan hnedes venskab med dandre karakterer udfolder sig. En af måderne, hendes karakter træder frem på er igennem det grafiske, der er lidt anderledes end i de andre bøger. Egentlig plejer jeg at være ret vild med den slags, men det var ikke altid, at jeg følte, at det ramte rigtigt i denne her bog, desværre.

Jeg har ikke tænkt mig at sige alt for meget om selve plottet, for jeg vil ikke risikere at spoile hverken denne her bog eller de foregående, specielt fordi det her er en serie, jeg anbefaler til højre og venstre.  Men jeg tør godt love, at man på intet tidspunkt keder sig. Spektrum er en karakter-drevet serie, og der bliver brugt meget tid og energi på at udfolde og udvikle karakterer, bog til bog og i løbet af en bog, men det sker hele tiden igennem et eller andet, der viser sig at være vigtigt. Der er fart på, når der bliver fulgt op på afsløringer fra de tidligere bøger eller når der bliver gjort opdagelser, der leder til nye spørgsmål og de lige knap 600 sider forsvinder mellem hænderne på en. Det gjorde de i hvert fald på mig. Hele tidsrejse-fænomenet bliver også lige genopfrisket for Nasrins skyld, og det at have en helt ny karakter opdage det gør, at man kan tage nogle andre vinkler på nogle af problemerne og det var ret spændende at se. Forvent en bog, der sender en masse følelser igennem kroppen på dig, for der er både sjove og sørgelige scener og som altid er slutningen lidt af en cliffhanger. Men jeg var vild med den og især det, der sker. Mere vil jeg ikke sige.

Hvis du er en af dem, der ikke er kommet i gang med at læse Spektrum-serien endnu, så kan jeg kun anbefale den. Selv glæder jeg mig selvfølgelig allerede til bind 4 (jeg tror også jeg ved, hvem der fortæller det og vedkommende har en lækker musiksmag!), men hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at den bliver værd at vente på. Og indtil da, er jeg ret sikker på, at jeg genlæser de første tre bøger, for jeg er faktisk meget vild med Emilie, Pi og nu også Nasrin.

Bogen udkommer fra forlaget i dag!

PS. Hvis du undrer dig over vandmændene på billedet, så er det fordi jeg har det tilfælles med Nasrin, at jeg hækler små dyr til neonatalafdelingen på sygehuset. Hun hækler blæksprutter og jeg hækler vandmænd.

fredag den 15. september 2017

Milk and Honey af Rupi Kaur


Milk and Honey af Rupi Kaur. Udgivet af Andrews McMeel Publishing i 2015.

milk and honey is a collection of poetry and prose about survival. It is about the experience of violence, abuse, love, loss, and femininity. It is split into four chapters, and each chapter serves a different purpose, deals with a different pain, heals a different heartache. milk and honey takes readers through a journey of the most bitter moments in life and finds sweetness in them because there is sweetness everywhere if you are just willing to look.
Når jeg tænker på Milk and Honey er det svært ikke at føle mig en anelse forvirret. Før jeg havde læst bogen, havde jeg nemlig set en del af de digte og illustrationer, der er i bogen, rundt omkring på nettet og sætligt på Tumblr. Der bliver bogen også nærmest omtalt som en eller anden form for fuldstændig epokegørende digtsamling og alle er vilde med den. Og jo, jeg kan rigtig godt lide den, men jeg var ikke så fuldstændig forelsket i den, som jeg lidt havde ventet. Og det er egentlig ikke fordi, den er dårlig eller fordi jeg ikke synes, at den er godt skrevet. Men jeg havde forventet en læseoplevelse, der ville efterlade mig åndeløs og på en eller anden måde mere påvirket.

Nuvel, som sagt så kan jeg rigtig godt lide bogen. Rupi Kaur skriver nogle rigtig fine digte, både kort og lange, hvor hun tager udgangspunkt i sine egne oplevelser, sine følelser og det, der sker omrking hende. Mange af digtene handler om det at være kvinde, om de mange holdninger og idéer, der bliver påduttet mennesker af det kvindelige køn fra samfundets side.  Det bliver personligt, det handler om mørke sider af forhold mellem mennesker, om voldelige forhold og når kærligheden forsvinder. Men den handler lige så meget om at finde styrken til at komme oven på igen efterfølgende. Om at finde den skjulte skønhed i øjeblikke, hvor den ikke er åbenlys.

Det er ikke alle digtene i bogen, som jeg blev lige glad for, men det skete mere end én gang, at Kaur virkelig ramte plet, så jeg sad og tænkte "wow". Det er en ærlig bog, hvor forfatteren virkelig ser på og åbner for ting, hun har været igennem, men man skal ikke forvente at få det hele serveret på et sølvfad alligevel. Mange vil mene, at det ikke er digte og hvis man mener, at digte handler om metaforer, om stramme rimskemaer og fast metrik, så kommer man ikke til at se bogen på samme måde, som hvis man forsøger at lade den være sig selv.

Jeg er så glad for, at jeg har læst Milk and Honey, især nu hvor jeg har fundet ud at forfatteren udkommer med endnu en digtsamling. Og jeg er bestemt interesseret, for de små øjeblikke, de små observationer, som hun gør sig i Milk and Honey er altså værd at læse og lægge mærke til.

torsdag den 14. september 2017

Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger

 
Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men hvad der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende. For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gennem mørket?
Sjælehenteren er første bind i trilogien Fortællinger fra Døden.
 Har du lyst til at møde Døden? Eller måske Lucifer og Djævlen? De optræder alle tre i denne her bog og jeg er vild med den måde, Katja portrætterer dem på. Sjælehenteren er et stykke dansk fantasy, der byder på et virkelig spændende koncept og nogle mindeværdige karakterer, der bærer bogen frem. Hovedpersonen Raven er død, men alligevel på en eller anden måde lever hun stadig videre, ikke i efterlivet, men som sjælehenter for Døden. Jeg var ret spændt på hele det sjælehenter-koncept, som Katjas anden bog ville komme til at handle om, og lad mig bare starte med at rose hende for et virkelig gennemført univers. Selv om der er meget, man ikke lige får beskrevet, så er det sted, hvor sjælehenterne bor, et sted, der fremstod virkelig levende for mig. Jeg havde sådan et billede af en undergrundsstation, der var omdannet til et helt lille samfundslignende bosted og det mindede mig mest af alt om det Valhalla, Rick Riordans Magnus Chase kommer til. Det er faktisk rigtig store ord fra min side, men de er velfortjente. Det er et sted, der på en gang har en eller anden hjemlig, camp-good-feel følelse over sig og samtidig er så overjordisk, at det ikke helt føles som et hjem.

Sjælehenterne har et problem, et stort problem. Nogen jagter dem og flere og flere sjælehentere forsvinder sporløst. Men deres arbejde skal alligevel udføres og det er det, Raven skal. Hun er overraskende god til det, som om hun ved hvad den enkelte har brug for og i det hele taget er hun en ret cool karakter. Ja, hun tænker meget på hævn efter hun vågner i ”efterlivet”, for hendes jordiske liv slutter meget brutalt, men det afholder hende ikke fra at være en varm og morsom person. Hun er viljestærk, men begår også fejl, der slår hende ud og det gjorde mig virkelig glad for hende. Jeg gad godt, at man måske havde set lidt mere til hendes liv før hun døde, eller i det mindste de vigtige personer i hendes liv efter hun er død. Når hun taler om sin bedste veninde og alting, er det ikke altid lige let at sætte sig ind i, for man har ikke andet end hendes ord at holde sig til.

Jeg bliver ganske enkelt nødt til at snakke om de andre karakterer. Døden, Lucifer og Jahve er, som de optræder i Sjælehenteren, er virkelig skønne karakterer. Jovist, Døden kan godt virke lidt distanceret og upersonlig, men også hans facade har sprækker og jeg fandt ham faktisk meget morsom nu og da. At han går klædt i hørbukser fik mig til at tænke på en midaldrende mand med Hawaii-skjorter og billedet er så godt tegnet, at jeg ikke kunne lade være med at grine for mig selv. Lucifer og Jahve er på mange måder meget anderledes end de andre gange, jeg er stødt på lignende karakterer i andre bøger og Ravens første møde med dem begge to er en af de bedste scener i bogen. Selv om de ikke er specielt klassiske fremstillinger, passer deres opførsel virkelig skønt til dem, de skal forestille at være.

Nogle af bogens kapitler bliver fortalt af en karakter, der hedder Zeph, og jeg tror, det er meningen, at man skal være interesseret i ham og hvem han er – og synes han er interessant som person. Jeg var faktisk hverken enten eller med hensyn til ham. De få kapitler han fortæller er med til at fortælle sider, Raven ikke oplever, men Zeph som karakter synes jeg mest var spændende i forhold til hvilken rolle han kommer til at spille. Som person havde jeg ingen følelser for ham den ene eller den anden vej.

Og fortællestilen er noget, jeg bliver nødt til at komme ind på. Den er nemlig meget direkte henvendt til læseren, og det sker et par gange, at en karakter afbryder sig selv og kommer tilbage på sporet, så det føles rigtig meget som om det er en, der sidder og fortæller det til læseren. Det passer virkelig godt til serietitlen ’Fortællinger fra Døden’, men for mig personligt er det lidt af et turn off, når jeg læser. Jeg elsker at få karakterernes tanker eller refleksioner, så vel som deres handlinger eller oplevelser, men jeg har aldrig været den store fan af ”fortælle-stilen”. Det er ikke fordi, det gør bogen dårlig, for mig er det bare irriterende at læse. Jeg føler mig dog sikker på, at Sjælehenteren er en bog, som vil glæde rigtig mange læsere, hvad enten man er fantasyinteresseret eller er glad for karakterudvikling og historier, der fokuserer på det. Det er ikke en lang bog, men der sker hele tiden noget og man keder sig bestemt ikke i selskab med Katja Bergers anden bog og de mange spændende karakterer, mytologiske eller ej.

Bogen udkommer fra forlaget i dag.

onsdag den 13. september 2017

Diali (Sjælevandrer #1) af Charlotte Fischer

 
Diali (Sjælevandrer #1) af Charlotte Fischer. Udgivet af Facet i 2017.

 Reklame. Anmeldereksemplar/gave tilsendt fra forlaget Facet.

Roneoak er navnet på det samfund, Cawi og Dahlia kender, og lever i. Roneoak ligger ved kysten. Det sidste sted for mennesket.
I Roneoak forsøger Cawi og Dahlia at opretholde en tilværelse. Der er mangel på alt. Og fremtiden er usikker.
Cawi fornemmer, at en altødelæggende trussel mod Roneoak er nært forestående. Cawi er overbevist om, at der findes mennesker på den anden side af bjergene. Derfor begiver Cawi og Dahlia sig ud på en rejse, som ændrer deres liv for altid.
Sjælevandrer 1 - Diali er en dystopisk fortælling om overlevelse, kærlighed, liv og død.
Diali er første bog i serien Sjælevandrer.

Den første Sjældevandrer-bog har floreret i udkanten af min onlineverden i et stykke tid, selv om den lige er udkommet. Diali er nemlig en af de bøger, jeg læste beskrivelsen af og ikke var i tvivl om, at jeg ville læse, så derfor blev jeg også virkelig glad, da jeg kom hjem og fandt den foran min dør. Det er en bog, man på ingen måde kan sætte i én kategori, den vil nemlig rigtig mange ting. Og det er nok også et godt sted at begynde.

Bogen er mest markedsført som fantasy, men der er også mange elementer af en historie om psykiske problemer, voldelige forhold, dystopiske samfund og meget andet. Og det er egentlig lidt ærgerligt, at den vil så meget, for det betød at for mig kom fantasy-delen til at ryge en anelse for meget i baggrunden. Jeg var så fanget af titlen "Sjælevandrer", men selv om det er noget, der i den grad spiller ind på historien på flere tidspunkter, så er det som om, det først for alvor bliver et fokus for historien hen imod slutningen af bogen. Slutningen lægger direkte op til en efterfølger og jeg vil helt bestemt også gerne læse den, om ikke andet så for at se sjælevandrer-plottet udfolde sig noget mere - og så få et gensyn med karaktererne.

Bogen fortælles skiftevis af Calen, kaldet Cawi, og Dahlia. Af de to er jeg uden tvivl mest imponeret over Cawi, der seriøst vandt mit hjerte. I begyndelsen bliver han oftest beskrevet af Dahlia som en nærmest perfekt romantisk helt, men det er langt fra tilfældet. Og selv om jeg er lidt ked af at fantasy-delen falder lidt i baggrunden, så er jeg virkelig imponeret ovr den måde, Charlotte Fischer får skrevet sine karakterer, der virkelig har nogle personlige problemrer at slås med, sådan at de kommer til at fremstå ægte og ikke som et fordomsfuldt billede på en mand eller kvinde med psykiske problemer. Kan vi lige dvæle ved det dystopiske element et øjeblik? Det er en genre, jeg som bekendt er ret glad for, især når det giver mening. I Diali er hele verden mere eller mindre blevet oversvømmet og hærges nu af naturkatastrofer som tsunamier og elektriske storme på mere eller mindre permanent, daglig basis. Og jeg kan slet, slet ikke forestille mig, hvordan det må være at være de eneste to, der overlever en oversvømmelse af, hvad de formoder er det sidste sted der bor mennesker. Det er ikke spor underligt, at både Dahlia og Cawi har noget at kæmpe med.

Bogen er meget let at læse og selv om både jeg og forlaget har kategoriseret den som NA - altså New Adult, så kan den også sagtens læses af teenagere. Sproget er meget ligetil og kapitlerne korte, så man virkelig føler, at der hel tiden sker noget. Der er mange elementer af forskellige genrer indblandet, uden at bogen for alvor binder sig til én. Og derfor vaklede jeg et stykke tid mellem 3 og 4 stjerner, men jeg ender på 4, for jeg er faktisk ret glad for bogen, selvom den ikke var helt hvad jeg forventede.

tirsdag den 12. september 2017

Råddenskab (Ravneneringene #2) af Siri Pettersen

 
  Råddenskab (Ravneringene #2) af Siri Pettersen (oversat af Rolf Stavnem). Udgivet af Høst & Søn i 2016, oprindeligt udgivet i 2014 under titlen Råta. Læst på dansk, originalsproget er norsk.

Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Høst & Søn.
Læs min anmeldelse af den første bog, Odinsbarn.

Forestil dig at være jaget i en ukendt verden. Uden identitet. Uden familie. Uden penge. At du er en menneskejæger, en ligfødt og hele tiden bærer rundt på en nagende, ubehagelig vished om, hvem du er.

Efter Hirka gik igennem ravneringene, er hun strandet i vores verden, splittet mellem menneskejægere, ligfødte og længslen efter Rime, som hun vil give alt for at se igen. Alt ændrer sig dog, da det går op for Hirka, at hun bliver forfulgt af den onde ligfødte Graal, som blev sendt i eksil fra Manfalla for over tusind år siden. Hirka må nu flygte gennem Europa sammen med menneskejægeren Stefan og den ligeledes ligfødte Naiell, som begge er ude på at dræbe Graal.
Råddenskab fortsætter den hæsblæsende historie om pigen Hirka og hendes kamp for at høre til. Det er en historie om hævn, dødsfrygt og grådighed, men også om kærlighed og hvor langt man kan gå for den man elsker.
Råddenskab er anden del i fantasy-triologien Ravneringene.
Råddenskab er den perfekte opfølger til Odinsbarn. Gensynet med Hirka og Rime, der fortæller historien, er hæsblæsende fra start til slut og selv om bogen tæller en del sider, forsvandt de mellem mine hænder på ganske få timer. Faktisk kunne jeg slet ikke lægge den fra mig, da jeg nåede slutningen, så jeg endte med at lige lægge den i tasken fra toget og ud til bussen, hvor jeg så læste de sidte 8-10 sider, på trods af at jeg ellers bliver ret let køresyg, når jeg læser i en bus. Det gik fint og jeg fik slutningen med.

Det bedste ved bogen er, at den føles anderledes, selv om den nu foregår i et mere velkendt univers. Vi starter omkring et halvt år efter der hvor Odinsbarn slutter og Hirka er kommet til en verden, der er hende totalt fremmed - og læseren særdeles velkendt. Det er for mig virkelig interessant at se, hvor Pettersen formår at beskrive Hirka stadige forundren over små ting, så som gule gummistøvler, mobiltelefoner og undertøj. Det gør Hirkas møde med den verden så meget mere realistisk og det var både morsomt at læse om og fik mig til at leve mig meget ind i, hvordan det må være for Hirka. Hun er totalt ude af sit element i bogen, intet ligner det hun er vant til og der er så mange nye regler og så mange sprog at det ikke er så underligt, at hun i starten føles lidt fortabt. Men hun er stadigvæk den viljestærke og komplekse hovedperson, som jeg blev så glad for i den første bog. Også Rime er simpelthen en fantastisk karakter, det er spændende at følge med i hans kvaler og tanker omkring nogle valg, han tog i den første bog, som stadig påvirker ham og hele Ymslanda. Han er krigeren, soldaten, der ved egne valg men ikke med vilje er blevet det, han altid har forsøgt at undgå: en af de ledende politiske figurer i Ymslanda. Han begår dumme fejl og indser ting, der burde være åbenlyse og det er på en eller anden måde derfor, jeg godt kan lide ham. Uden sine fejl, ville han hurtigt blive en overmenneskelig karakter, fordi han er en vanvittig dygtig kriger, og så loyal over for Hirka.

På aktion-planet sker der også en del i denne her bog, der er et par overraskelser undervejs, som tog historien i en anden retning end jeg måse havde troet, men aldrig på en måde, der fik mig til at rynke på næsen. Det giver mening og det er så skønt at læse en serie, hvor man virkelig kan mærke, at forfatteren har tænkt over små detaljer, så sammenhængen er tydelig men uden at blive kedelig. Jeg kan virkelig godt lide den retning historien tager og slutning fik mig til at sidde med hjertet helt oppe i halsen for at finde ud af, hvad der ville ske næst. De menneske-karakterer, som Hirka møder er virkelig nogle sjove størrelser, de skiller sig ud fra mængden på en måde, der gør dem interessante at læse om, men samtidig er de ikke er irriterende karikaturer.

Jeg kan virkelig ikke lade være med at anbefale denne her serie. Den får meget ros rundt omkring og det er velfortjent. Det er fantasy, når det er bedst, med medrivende scener og karakterer, der kommer ind under huden på hen. Jeg venter ret spændt på, om der nogensinde bliver lavet en film baseret på de her bøger. For jeg kan se det for mig. Ind til da må jeg på jagt efter den tredje bog, Evnen, for Råddenskab slutter på lidt af en cliffhanger og jeg vil have mere af Siri Pettersens vidunderlige univers.
 

Template by BloggerCandy.com