tirsdag den 8. august 2017

The Chamber of Secrets (Harry Potter #2) af J. K. Rowling


The Chamber of Secrets (Harry Potter #2) af J. K. Rowling. Udgivet af Bloomsbury i 2010, oprindeligt udgivet i 1998.

Jeg har anmeldt The Philosopher's Stone her.

Harry Potter is a wizard. He is in his second year at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. Little does he know that this year will be just as eventful as the last ...even getting there is an adventure in itself! The three firm friends, Harry, Ron and Hermione, are soon immersed in the daily round of Potions, Herbology, Charms, Defence Against the Dark Arts, and Quidditch. But then horrible and mysterious things start happening. Harry keeps hearing strange voices, sinister and dark messages appear, and then Ron's sister Ginny disappears ...The darker side of Hogwarts is revealed in this exciting sequel to "Harry Potter and the Philosopher's Stone".
The Chamber of Secrets er egentlig på en måde en af de bøger i serien, jeg vil mene er mest uhyggelig. Det virker mærkeligt, når man tænker på, hvad der sker i de sidste tre-fire bøger, men jeg kan ikke lade være med at mene, at det trods alt er en børnebog. Og den handler om magi og venskab og er fyldt med humoristiske øjeblikke som "You can't cancel Quidditch!" eller "when in doubt, do to the library", der er sætninger, der på en eller anden måde bare hænger ved. Men den handler også om et uhyggeligt monster, der måske findes, måske ikke. I hvert fald sker der drastiske og farlige ting på Hogwarts i Harry Potters andet år. Den første bog handler meget om hvordan Harry bliver introduceret til hele den magiske verden og alle dens mange vidundre og mysterier. Truslen om Voldemorts genkomst er ikke rigtig til stede, fordi Harry og hans venner tror, det er Snape, der er ude efter De Vises Sten. Men i Chamber of Secrets er der ikke nogen tvivl vedkommende, der angriber eleverne, har ondt i sinde.

Jeg har aldrig rigtig tænkt over det før, men det er en rigtig god blanding af det uhyggelige og det morsomme, der nok gør at jeg ikke har ment, at denne her bog er særlig skræmmende ind til nu. Det er stadig rigtig meget en børnebog, hvor der bliver dvælet langt mere ved den flyvende bil, hvordan Floo Powder fungerer og selvfølgelig Quidditch. Monster-delen om The Heir of Slytherin og de forstenede elever bliver fortalt på en måde, så det ræssonerer, men ikke mere end at man føler lidt ubehag.
Harry was just thinking that all he needed was for Dumbledore's pet bird to die while he was all alone in the office with it, when the bird burst into flames.
I denne her bog møder vi også en af mine yndlingskarakter, Dobby. Der som altid i sit forsøg på at hjælpe Harry, måske ender med at gøre mere skade end gavn. At han har regnet ud, at manglen på breve fra Ron og Hermione måske ville kunne få Harry til at blive hjemme fra Hogwarts, viser bare, hvor meget mere det her venskab får lov til at fylde i bøgerne frem for i filmene. Jeg bliver altid ret glad, når den kun 12-årige Ron og de hvad, 14, 15-årige tvillinger dukker op midt om natten for at befri Harry. Den nye lærer i Defence Against the Dark Arts er flødebollen Lockhart, der måske er den eneste karakter, jeg synes har et endnu bedre navn på dansk, nemlig Smørhår. Det passer så utroligt godt til det billede, jeg har af ham i hovedet. Han er frygtelig irriterende og en spradebasse, men jeg finder ham virkelig morsom og hans tåbeligere påfund er også grunden til flere af de sjovere øjeblikke i bogen. Lige som jeg virkelig godt gad have set hans Valentins-alfer, ville jeg ønske, at Nearly-Headless Nicks dødsdagsfest havde været med i filmen. Bare fordi det havde været ret morsomt at se.

Mysteriet om The Heir of Slytherin har altid irriteret mig en lille smule. Mest fordi, der ikke skal ret meget til før at næsten alle tror, at det er Harry, men samtidig ser alle på Slytherin-eleverne som nogen-der-nødvendigvis-må-blive-onde. Jeg kan huske min overraskelse, da jeg første gang fandt ud af at det var Ginny og i dag kan jeg ikke lade være med at tænke "Ha!", fordi det er sådan et godt plot twist, at Harry, Ron og Hermione er så sikre på, at det er en Slytherin og især Malfoy, der på det her tidspunkt er en 12-årig lille idiot at høre på, men så heller ikke mere. I stedet er det en, de aldrig havde set komme. Ganske vist styret af Voldemort-som-16-årig, og alting. Hvilket er et ret fedt punkt at se tilbage på, når man langt senere forstår betydningen af dagbogen og det, den i virkeligheden er. Det er kilden til en af de ting, jeg tror, man virkelig kan tage med fra denne her bog, selv om det "bare er en børnebog", at lighederne mellem Harry og Tom Riddle ikke er afgørende, men det, de vælger at gøre. Harry vælger at redde Ginny og Fawkes redder Harry.
It is our choices, Harry, that show what we truly are, far more than our abilities.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com