mandag den 17. juli 2017

The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe


The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe (Little Black Classics #31). Udgivet af Penguin i 2015. Oprindeligt udgivet i 1840'erne.
'Presently I heard a slight groan, and I knew it was a groan of mortal terror ... the low stifled sound that arises from the bottom of the soul.' Stories about murder, mystery and madness, portraying the author's feverish imagination at its creative height.
De tre noveller, der er samlet i denne her lille bog, er på en gang ret forskellige, men også med mange fællestræk. De klassiske Poe-træk som det psykologiske aspekt og vanviddet i samspil med mord eller mysterier er at finde i alle tre noveller, men i forskellig grad og min opfattelse af historierne er langt fra den samme. Men som samling fungerer de rigtig godt, en lidt bredere blanding, der viser at ikke alle Poes noveller er ens. Hvis ikke man har læst noget af ham før, vil jeg mene at det er et rigtig godt sted at begynde. Selv har jeg kun læst et par stykker, men havde også før denne her bog planer om at læse mere, for hans skrivestil er noget for sig.

Den første novelle er også den korteste og den, bogen har sin titel efter. "The Tell-Tale Heart" er en af de noveller, jeg har læst før, faktisk i forbindelse med en eksamensopgave, og den, jeg allerbedst kan lide. Historien om den unavngivne morders vanvid, der måske, måske ikke opstår efter han har slået en mand ihjel, er meget kendt og jeg er rimelig sikker på, at den også har skabt et udtryk "tell-tale heart". Jeg holder af den for dens dybde, for på trods af dens kun 9 sider, er der rigtig meget at komme efter. Det er en historie, der forekommer tragikomisk, især på overfladen, når man læser om hovedpersonen, der vil slå en mand ihjel på grund af hans onde øje - men måske er jeg alligevel lidt påvirket af, at have arbejdet lidt mere i dybden med den og ser både øjet og hjertet som symboler. Selv hvis man ikke går til novellen på den måde, er den stadig værd at læse. Fortælleren er en ret skøn karakter, på trods af hans handlinger, og jeg elsker ganske enkelt hans historie, hvori han hele tiden forsøger at overbevise læseren om, at han ikke er vanvittig, selv om hans handlinger gang på gang modsiger ham.
“And have I not told you that what you mistake for madness is but over-acuteness of the sense?”
De to andre noveller er nye for mig. "The Fall of the House of Usher" er en noget længere novelle på lige omkring 30 sider, og jeg fandt den faktisk for lang. Fordi den meget mere udtømmende går i detaljer med f.eks. hvilke bøger karakterene læser eller hvilken sang de spiller. Jeg var langt mere interesseret i forholdet mellem karaktererne og spørgsmålet om, hvorvidt Lady Madeleine blev myrdet eller døde af en sygdom, de ikke kunne identificere. Lige som "The Tell-Tale Heart" er det psykologiske aspekt en stor del af fortællingen og hen imod slutningen, da der for alvor begynder at ske noget, kunne jeg heller ikke lade være med at føle en smule ubehag. Den havde dog ikke helt samme virkning som "The Tell-Tale Heart". Mysteriet om, hvad der i virkeligheden foregår bliver fortalt i et virkelig velskrevet sprog, der skaber den stemning af utryghed, som Poe er kendt for.

Den sidste novelle er "The Cask of Amontidillo" og jeg er nødt til at være ærlig: den kedede mig. Jeg forventede mere ikke decideret overnaturligt, men underliggende uhygge og en følelse af, at der er noget, der ikke er, som det giver sig ud for at være. I stedet fik jeg en meget ligefrem historie om hævn uden de store overraskelser og jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg havde svært ved at se, hvorfor lige netop den blev inkluderet i denne her bog. Jeg har ikke læst dem alle sammen endnu, som sagt, men Amontidillo er den, jeg har syntes mindst om ind til videre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com