fredag den 30. juni 2017

Forsvindende juni | Tilbageblik #32


Juni var på mange måder en måned, der bare skulle overstås. Juni betød som altid eksamenstid og det var bestemt ikke lettere i denne her måned. Det første lange stykke tid læste jeg næsten ikke andet end eksamenstekster, dag ud og dag ind og først da mine tre sidste eksaminer var ved at være overstået, blev der tid til hyggelæsningen. Jeg har prøvet at nyde måneden alligevel, men i bund og grund forsvandt de første tre uger i en døs af søvnmangel og deadlines. Ikke fordi jeg har sovet mere siden jeg fik ferie, men det kan være ligemeget. Sommervejret holdt sørgeligt kort tid og jeg savner allerede solen og varmen mere end man skulle tro. Nu hvor det snart er juli, håber jeg virkelig på at den vender tilbage, så jeg kan nå at nyde den. For mig kommer juli til at stå på skriveri, jeg har hele tiden haft planer om at arbejde på mit manuskript, når jeg fik sommerferie og havde alle dagens og nattens timer foran mig, men jeg har her på falderebet også valgt at melde mig til Camp NaNoWriMo July med selvsamme projekt. Det er min sidste lange sommerferie, hvilket jeg på en gang er ked og og glad for.

Jeg formåede at læse hele 16 bøger i juni måned, hvilket kom helt bag på mig. Til at begynde med genlæste jeg en del tekster til min mundtlige eksamen, deriblandt de dramaer, vi havde arbejdet med; De lærde kvinder, Don Juan og Misantropen af Molière, samt det, jeg havde arbejdet med Britannicus af Racine. Der er ingen af dem, som jeg er specielt imponeret af og jeg er godt klar over, at det især skyldes, at jeg er farvet af det fag, jeg havde hvor de indgik. Oven på alle de dramaer, vendte jeg tilbage til Wind/Pinball af Haruki Murakami, som jeg egentligt var begyndt på tilbage i januar i anledning af min fødselsdag, men dengang kunne jeg ikke koncentrere mig den mindste smule om bogen og valgte at lægge den til side, til jeg havde bedre tid. Man kunne godt mærke, at det var hans første bøger, men jeg tror lige så meget at jeg bare ikke fandt den samme magi i den engelske oversættelse, som jeg har gjort i de danske, jeg har læst. Det er ikke den, jeg vil anbefale til at starte med, hvis man gerne vil ind i hans forfatterskab, men den er interessant for fans af Murakami.

Det tog mig kun et par timer at læse Er du okay, Matthias? af Annika Eibe, men på ingen måde forbi bogen ikke var god. Tværtimod er den en af den salgs ungdomsbøger, som jeg virkelig elsker og jeg nød at læse den, så meget at jeg nu bliver nødt til at anskaffe mig resten af Er du okay-serien. Lidt det samme kan man sige om digtsamlingen the princess saves herself in this one af Amanda Lovelace, der ikke tog lang tid at læse, men som gjorde et enormt og vedvarende indtryk. Det er helt sikkert en af de smukkeste bøger, jeg har læst. Det er den bog, der nok indeholder de mest mindeværdige ord, jeg har læst i de forgange uger og jeg tænker stadig på dem. Den sidste bog, jeg læste i forbindelse med min mundtlige eksamen var The Voyage to the Moon af Cyrano de Bergerac, en satirisk fortælling, der på flere måder mindede mig om Jonathan Swifts Gulliver's Travels, desværre uden den samme tiltrækningskraft. Så var jeg meget gladerede for Fortid er alt jeg har af Adam Silverasom viste sig at være en helt vidunderlig bog efter hans første roman. På mange måder minder de lidt om hinanden, men de er alligevel så forskellige. Silvera kan virkelig noget med at skrive en historie, der både gør en glad og hiver en i hjertet. Og tager fusen på en.

Det samme gjorde Sjælevært af Christina Bonde. Jeg havde en forventing til, hvilken historie, jeg ville få, men jeg tog virkelig fejl. Og godt det samme, for det var en fin blanding af spooky spøgelseshistorie og sød contemporary. Det var også den sidste bog, jeg læste, før jeg gik i krig med min sidste eksamensopgave. Det var til gengæld også en, jeg virkelig nød at at skrive, fordi jeg kunne få lov til at dykke ned i en bog, jeg virkelig elsker, samtidig med at jeg hev en del andre ind, jeg også er ret gad for.

At jeg har læst 16 bøger i denne her måned skyldes helt sikkert, at jeg har læst ufatteligt meget i den sidste uge. i den uge, der er gået siden jeg fik officiel sommerferie, har jeg læst ikke mindre end 7 bøger. Men det er ikke så underligt, for jeg har virkelig ikke haft noget at lave, og som jeg sagde, ikke sovet specielt meget mere end jeg gjorde i eksamensperioden. Det betød mange timer at udfylde og samtidig en uforklarlig rastløshed, så jeg har læst og set serier. Og læst lidt mere. Den første bog, jeg læste var The Circle af Dave Eggers, der fuldstændig overvældede mig. Det er den, der snart kommer i biograferne med Emma Watson i hovedrollen, hvis nogen finder titlen bekendt. Den er skræmmende og virkelighedsnær, og helt bestemt værd at læse. Jeg fandt Hvor er der vilje af Jeffrey Archer, den første bog i den historiske krønike om Harry Clifton. Den startede desværre efter Første Verdenskrig, som jeg egentlig havde håbet på at få med. Den er langt uden for min normale komfortzone, men jeg nød faktisk at læse den. Selv om jeg ikke fandt den specielt overraskende i dens plot twists.

I mandags, da det var 20 år siden at den udkom første gang, genlæste jeg Harry Potter and the Philosopher's Stone af J. K. Rowling. Den var meget kortere end jeg huskede den, men aboslut lige så magisk. Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver træt af den bog, selv om den som serie ikke er perfekt. Jeg hørte Papirprinsessen af Erin Watt som lydbog på en enkelt dag, draget imod den fordi jeg så godt kunne lide Elle Kennedys Off-Campus serie. Jeg var ikke helt overbevist om forholdet mellem de to hovedpersoner, men i det store og det hele var det en underholdende bog.

Måske for evigt af Malene Ripullone var virkelig en fin bog, der udforsker en kærlighedsforhold som det udvikler sig igennem mange år. Den var både sjov og meget alvorlig og jeg føler mig ret sikker på, at det er en bog, der er mange, der vil kunne lide. Det samme kan man sige om Odinsbarn af Siri Petterson. Der er det mig, der virkelig er langt bagud, men jeg er endelig kommet i gang med den roste serie og jeg er hooked. Det er et interessant take på nordisk mytologi, set fra en helt ny og for mig totalt ukendt vinkel. Jeg er vild med det univers, Petterson har skabt og især med hovedpersonen Hirka. Jeg er glad for, at jeg har den næste bog stående, for jeg er virkelig spændt på, hvad der sker næst. Den sidste bog, jeg har læst i denne her måned, var til gengæld en, jeg ikke er helt overbevist af. Koma, den 13. kriger af Michael Ford er bestemt gennemsyret af et kendskab til Mellemøsten og den årtilange konflikt, der stadig ulmer i regionen i dag, hvilket gjorde det rigtig spændende, for rigtig meget af det, der sker i bogen, sker i en tid før jeg blev født. En ukendt mands skæbne i en verden, der konstant forandrer sig og hans forhold til den. Men slutningen føltes alt for overromantiseret for mig.

Hvordan har jeres juni måned været? Har I nogle læseoplevleser, I har været ekstra glade for?

tirsdag den 27. juni 2017

Tag Tuesday: Mid Year Freak Out


Det er endnu en gang tirsdag og eftersom vi nærmer os det halve år gået, tænkte jeg at dette tag passede rigtig godt til i dag. Jeg har set det hos JesseTheReader. Jeg kunne godt tænke mig om Malene, Irene og Amanda har lyst til at være med, men alle andre er selvfølgelig også velkommen til at besvare tagget. Jeg har i skrivende stund læst 60 bøger ud af mit mål på 100, så jeg er ikke alene godt med, men også et stykke foran. Det passer mig dog rigtig fint, da jeg dels regner med at skrive meget mere, nu hvor jeg har sommerferie og dels fordi jeg ikke er helt sikker på, hvor meget læsetid jeg får, når jeg skal i praktik til efteråret.

Jeg har selv oversat spørgsmålene.

#1 Bedste bog læst i 2017.
Ud af de 60 bøger, jeg har læst i år, har jeg faktisk givet meget få 5 stjerner. Kun 5 styks. Umiddelbart vil jeg mene, at den bedste bog skal findes iblandt dem, men den første, der faldt mig ind, var sådan set The Young Elites af Marie Lu. Det er den første bog i hendes anden serie og jeg var så opslugt af denne her lydbog, af det univers hun har skabt og ikke mindst over at den er så moralsk grå og at det lykkedes. Så selv om jeg kun gav den 4 stjerner, vil jeg stadig mene, det er den, der har været den bedste. Men jeg har virkelig læst mange gode bøger i år.

#2 Bedste sequel læst i 2017.
Det er lige gået op for mig, hvor få sequels jeg har læst i år. Det er ikke så sært, at jeg føler, jeg er midt i tyve forskellige serier. Men den bedste i år har ind til nu bestemt været Solbiens brod af Sidsel Sander Mittet, der bare fortsatte den udvidelse af Morikas myter og legender, som den første bog begyndte, samtidig med at alting blev optrappet og der blev lagt op til et brag af en slutning.

#3 Nyudgivelse fra 2017, du ikke har læst endnu, men gerne vil læse.
Jeg nævner et par stykker, først og fremmest Release af Patrick Ness, The Hate U Give af Angie Thomas og Flame in the Mist af Renée Ahdieh. Det er faktisk mere eller mindre alle de nye udgivelser fra i år, som jeg har stående og ikke er i gang med og som ikke er en del af en serie. Af dem kan jeg virkelig ikke vælge, hvilken en jeg glæder mig mest til. Jeg er spændt på mere af Patrick Ness, hvis bøger jeg plejer at elske og jeg har hørt så meget om Angie Thomas' bog, at jeg næsten ikke tør læse den af frygt for at blive skuffet. Og Flame in the Mist var min første FairyLoot-bog, jeg havde godt regnet ud at det var den og det var ret meget derfor, jeg valgte at anskaffe mig den.

#4 Den udgivelse du ser mest frem til i anden halvdel af 2017.
Jeg har for nylig vist lavet en hel top ti over bøger, jeg glæder mig til i sidste halvdel af 2017, den kan læses lige her. Af dem ved jeg virkelig ikke, hvilken en jeg glæder mig mest til. Jeg ved, at jeg vil kaste mig over Akkanas gåde af Boris Hansen og Ursiderne af Nanna Foss, så snart de kommer i mine hænder - så forhåbentligt kan jeg finde ud af at læse to bøger på én gang. Ligeledes kan jeg slet ikke vente med at få fingrene i den tredje bog i Rick Riordans serie om nordisk mytologi, Ship of the Dead, for den her serie er min favorit af alle dem, han har skrevet. Og så er det næsten lige blevet annonceret, at John Green kommer ud med en ny bog til oktober og den glæder jeg mig jo nok også lidt til.

#5 Mest skuffende bog i år.
Jeg blev nok ret ked af, at jeg ikke var nær så vild med K. A. Tuckers Ti små åndedrag, som jeg havde håbet på. Jeg er heller ikke helt overbevist om Kiaras saga, en lille trilogi sat i Irland, af Margit Sandemo. Den indeholdt ikke mange spor af det, jeg plejer at elske ved hendes bøger.

#6 Mest overraskende bog i år.
Jeg blev meget, meget positivt overrasket over Christina Bondes Sjælevært, som jeg slet ikke havde ventet, at jeg ville blive så opslugt af. Men det er uden tvivl Adam Silveras to bøger, Den dag jeg glemmer og Fortid er alt jeg har, der overraskede mig mest mens jeg læste dem.

#7 Favorit forfatter, du har opdaget i år.
Jeg har læst en del nye forfattere i år. Sara Raasch, der har skrevet Snow Like Ashes, Adam Silvera, Malene Sølvsten, forfatter til Ravnenes hvisken, Lene Dybdahl, der ellers har skrevet flere bøger, Amanda Lovelace, som jeg hidtil kun har kendt som Tumblr-blogger og Pierce Bown med Rød opstand. Hvis jeg absolut skal vælge, så vil jeg sige, at Sara Raasch er favoritten.

#8 Nyeste fiktive forelskelse.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg har et. Og alene det får mig til at tænke, at det er der nok ikke. Der er selvfølgelig Tucker, hovedpersonen i Kamp til stregen af Elle Kennedy, men han er netop så sød og gennemgående nærmest perfekt, at det har lidt den modsatte effekt, nemlig at det bliver for meget. Jeg har ganske enkelt læst for få bøger med den sædvanlige sarkastiske, grublende type, der er lidt af en idiot nogle gange.

#9 Nyeste yndlingskarakter.
Jeg absolut knuselsker karaktererne fra Patrick Ness' Vi andre bor her bare og deres indbyrdes forhold til hinanden, specielt Mikey og Mel.

#10 En bog, der fik dig til at græde.
Amanda Lovelaces lyrikske fortælling i the princess saves herself in this one fik mig til at græde med bare syv ord på papiret. Det er noget af en bedrift ja, men jeg vil så også sige, at det ganske enkelt ramte helt rigtigt og på det rigtige tidspunkt og alting. Men jeg tror til gengæld også, at det er en af de ting, digte gør bedre end romaner, jeg kan i hvert fald ikke huske, at jeg decideret er begyndt at græde, mens jeg har læst en bog, selvom jeg ofte kan få tårer i øjnene.

#11 En bog, der gjorde dig glad.
Jeg bliver altid glad af at genlæse Eragon af Christopher Paolini, men hvis jeg skal vælge en ny bog, så vil jeg sige, at det nok var Er du okay, Matthias? af Annika Eibe, for den var virkelig en af den slags bøger, jeg elsker.

#12 Den bedste filmatisering af en bog, du har set i år.
Jeg kan kun komme i tanke om en eneste ny filmatisering, jeg har set i år og det er A Series of Unfortunate Events som Netflix har lavet baseret på serien af samme navn. Det synes jeg til gengæld også, at de har gjort til både kryds og slange og jeg glæder mig vanvittigt til næsten sæson.

#13 Favorit boganmeldelse, du har skrevet i år.
Det er virkelig svært at vælge, jeg har anmeldt ret forskellige bøger, ligesom jeg har læst meget forskellige bøger i år, så jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal kunne sammenligne dem. Men hvis jeg skal gå ud fra den, som jeg synes, måske ikke er den bedste, jeg har skrevet, men den der bedst udtrykker mine indtryk og følelser omkring bogen, så er det nok denne: the princess saves herself in this one.

#14 Smukkeste bog du har købt i år.
Jeg synes Haruki Murakamis Kafka på stranden er virkelig flot i sit minimalistiske design, men jeg er også vild med alle farverne og detaljerne på Tahereh Mafis Furthermore.

#15 Hvilke bøger skal du have læst før året er forbi?
Jeg har alle de bøger, jeg har liggende fra bogbloggertræf, som det er mit mål at læse. Jeg kunne godt tænke mig at genlæse en del serier, ligesom jeg virkelig gerne vil blive færdig med en del af de serier, jeg har stående. Meget af min sommerferielæsning kommer til at være af og om Tolkien, fordi jeg ser en mulighed for at forberede mig lidt til noget specialeskrivning. Og så er der også lige de bøger, der udkommer til efteråret, som kommer til at stryge direkte ind på læselisten. Så hvis jeg skulle nævne dem alle, så ville jeg aldrig blive færdig.

søndag den 25. juni 2017

The Circle af Dave Eggers


The Circle af Dave Eggers. Udgivet af People's Press i 2015. Oprindeligt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen blev sponsoreret til bogbloggertræf i 2015 af People's Press.

Da Mae bliver ansat i firmaet Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance. 

Hendes begejstring vil ingen ende tage, da hun bliver vist rundt i Circles åbne kontorlandskab, ser kantinens uendelige glaslandskab og de hyggelige værelser for dem, der hænger ud og ender med at sove på kontoret. Hun er fascineret og betaget af firmaets dynamik og moderne holdning til arbejde, de fede fester, musikerne, der altid hænger ud på plænen foran, aktiviteterne og klubberne for alt, hvad hjertet kan begære. 

Ikke engang da hendes liv uden for kontoret langsomt sygner hen, mærkelige sammenstød med kollegaer ryster hende, eller da hendes egen rolle i Circle bliver mere og mere … offentlig. Det, der begynder som en fængslende historie om en ung kvinde med ambitioner og idealisme, forvandles til en neglebidende thriller, om erindring, historie, det personlige, demokratiets og grænserne for den menneskelige erkendelse.

Det kan lyde sært, men jeg kan lige så godt starte ud med at indrømme, at jeg specielt var ret imponeret over denne her bog, fordi den skræmte mig. Og den gjorde det på den helt rigtige måde. Den er ikke skræmmende, fordi den indeholder monstre eller mord, men fordi den indeholder mennesker. Mennesker som Mae, der gennemgår en ret stor, men gradvis og snigende forvandling i løbet af bogen, som gav mig en knude i maven, der bare voksede, jo mere jeg læste. Og jeg kunne virkelig ikke lade være med at læse videre.

Da vi først møder Mae, er hun lige blevet ansat i firmaet The Circle og er ovenud lykkelig for den chance, hun har fået. Hele hendes arbejde virker ret overældende og der går ikke lang tid, før hun får flere og flere skærme på sit skrivebord og flere og flere ting, hun skal tage stilling til. Hendes vanlige arbejdstider, besøg hos sine forældre og alene-tid i kajakken på søen bliver meget hurtigt et omstridningspunkt, og det er her, jeg tror bogen har en af sine styrker. Jeg blev simpelthen så frustreret over den måde, Mae nærmest går ud fra, at hun kan fortsætte med sit liv som hun plejede før, bliver set ned på og vendt om, så det nærmest bliver Mae, der har gjort noget forkert ved ikke at dele alt. For selv om jeg blev frustreret, og faktisk på et tidspunkt endte med at råbe af min bog, så læste jeg videre. En bog, der kan fremkalde så umiddelbare og voldsomme reaktioner, er virkelig sjælden for mig og det betød kun, at jeg holdt af bogen, selv om den irriterede mig.

For jeg tror egentligt, at grunden til at den irriterer mig, er netop fordi den skræmmer mig. Mae er en fantastisk hovedperson, fordi Eggers igennem hende fortæller en historie, som kunne være om hvem som helst af os, hvis ikke man passer på. På mange måder mindede bogen mig om Netflix-serien Black Mirror, og ikke blot behovet, men kravet om at være online hele tiden. Nu og da blev jeg nærmest helt forskrækket over Maes naivitet, men det er ofte fordi, hun ganske enkelt bliver lige så stille "programmeret" til at tænke på en bestemt måde.

Det bedste ved bogen er, at den er let at læse for alle. Sproget er ikke specielt svært, selv om der nu g da er en del tekniske forklaringer og en masse tal, især i forbindelse med salg og lignende, så der skal man lige holde tungen lige i munden. Men på trods af, at det måske ikke er en stor sproglig bedrift, så er denne her bog en virkelig effektfuld fortælle bedrift. Den bliver ofte sammenlignet med George Orwells 1984 og jeg kan godt forstå hvorfor. Dave Eggers' bog er i mine øjne en slags moderne udgave eller genfortælling af Orwells klasikker og jeg er vild med begge bøger for hver deres grunde. The Circle virker på mange måder nutidig, og samtidig fremtidsdystopisk, og det er nok det, der gjorde den så skræmmende for mig. Den er ubehagelig, fordi det samfund den præsenterer, virker så muligt. Den kommer til at lægge i baghovedet på mig i et godt stykke tid, selv om knuden i maven er ved at være opløst.


fredag den 23. juni 2017

Sjælevært af Christina Bonde


Sjælevært af Christina Bonde. Udgivet af Tellerup i 2017.

Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret. Alle meninger er mine egne!
Mit navn er Celina. 
Jeg var 16 år da jeg for alvor blev forelsket. 
I et spøgelse …

Celina er træt af skolen, og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. 
En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.
Denne her bog overraskede mig virkelig. Og på den gode måde. Historien indeholder en del mere end spøgelser og kærlighed, der ellers kunne gå hen og blive ret klichéfyldt. Den er spooky og nervepirrende og den overraskede mig gang på gang. Selv uden de overnaturlige elementer, føler jeg stadig, at man ville sidde tilbage med en historie, der er værd at læse. Der bliver ikke gravet voldsomt meget i de andre karakterers personligheder, som Celinas ret fraværende forældre eller hendes bedste veninde Silje og kæreste Liam, men de spiller alligevel en ret stor rolle i Celinas liv og især i de ting, der sker i bogen. Celina har kunnet se spøgelser hele sit liv, men det er først nu hvor hun er ældre, at hun forstår, at det er det, der sker. Spøgelserne i Sjælevært er ret unikke i den måde, de bliver beskrevet på og jeg blev faktisk ret glad for denne anden vinkel på spøgelser end blot hvileløse sjæle. Historien foregår over ret kort tid, og der sker hele tiden noget, så jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg først var gået i gang. Jeg ville så gerne vide, hvad der var på færde med spøgelserne, men mindst lige så meget hvordan Celinas liv ville udfolde sig. Og så var jeg ret spændt på en ting, som jeg måske egentlig burde havde regnet ud, og det er betydningen af titlen. Jeg synes nemlig det er en virkelig fin titel og den passer så godt til bogen.
Nattelampen var atter tændt, og der var stilhed i huset. Jeg betragtede Sally før jeg lod blikket afsøge værelset efter beviser på det jeg lige havde oplevet. Det eneste jeg fandt var erindringen af spøgelsets stemme i mit hoved.

Hele bogen fortælles skiftevis af Celina og Bastian, men der er stor forskel på, hvordan jeg har det med de to. Jeg elskede Celina. Som hovedperson er hun spændende, for selv om hun nogle gange handler på typisk "16-årig med alverdens modstridende følelser raserende i kroppen"-hovedløst, så var hun ikke irriterende, faktisk tværtimod. Jeg kunne ikke forestille mig ikke at holde med hende og det er helt sikkert også hendes person, man får det mest tydelige billede af. Derimod havde jeg ikke den samme følelse for hvem Bastian var, og egentlig tror jeg ikke, det er en mangel. Jeg ser det ret meget som noget, der er meningen, for det skinner tydeligt igennem at Bastian trods alt er århundreder gammel, i sandhed a man out of his time. Og så forsøger han samtidig på at skjule sig og holde sig på afstand, af flere grunde. Men det gjorde, at jeg ikke rigtig købte Celinas forelskelse til at begynde med, det virkede som om det var en andens indflydelse. Slutningen på bogen var en hvirvelvind at følge med i, men så fin. Hele bogen er fortalt i et sprog, der flyder let af siderne og den kan helt sikkert læses af både ældre og yngre læsere uden at nogen behøver kede sig. Det er den første bog, jeg har læst af Christina Bonde, men jeg regner ikke med, at det bliver den sidste, for Sjælevært var virkelig en skøn læseoplevelse, der præsenterede mig for så meget mere end jeg regnede med.

tirsdag den 20. juni 2017

Top Ten Tuesday #56

Jeg sprang egentlig over i sidste uge, hvor det var meningen, at det var tid til endnu en top ti. For at være ærlig, havde jeg brug for at komme mig over en eksamen om mandagen og så så jeg frem til min søsters hjemkomst fra et år i England. Så derfor kommer top ti listen i dag. Dagens emne er Top ten series I've been meaning to start, but haven't... Det er sådan lidt mystisk for mig, for jeg er rigtig god til at begynde på serier, men der går ofte lang tid, før jeg får dem læst færdig. Nogle gange er det naturligvis fordi, man skal vente på, at den næste bog udkommer, men selv når jeg har hele serier stående, tager det mig nogle gange for lang tid, i mine øjne. Så jeg har lavet en todelt liste, mest fordi jeg er gået ud fra bøger, jeg faktisk har, og ikke de vildt mange serier, jeg godt gad gå i gang med ifølge min Goodreads.

Serier, jeg gerne vil begynde på.
  • Ravneringene af Siri Petterson (Odinsbarn, Råddenskab, Evnen).
    Jeg har faktisk de første to bøger stående og jeg regner absolut med at få dem læst, nu hvor jeg har sommerferie. Den første bog er på min læseliste for juni måned.
  • Den 5. bølge af Rick Yancy (Den 5. bølge, Det uendelig have, Den sidste stjerne).
    Også i denne her serie har jeg de to første bøger stående, så det er bare et spørgsmål om at tage mig sammen.
  • A Court of Thorns and Roses af Sarah J. Maas (A Court of Thorns and Roses, A Court of Mist and Fury, A Court of Wings and Ruin).
    Jeg kan ret godt lige Maas' anden serie, Throne of Glass, men jeg har hørt en del flere rose denne her serie. Det var faktisk meningen, at jeg ville have læst den første bog til readathon i april, men jeg endte med at tage den ud på grund af tidsnød. Så jeg har stadig hele serien til gode.
  • Endgame af James Frey (The Calling, Sky Key  Rules of the Game).
    Den har efterhånden stået på min læseliste lige siden den første bog udkom. Nu er den sidste bog udkommet og jeg er af en eller anden grund ikke kommet i gang med serien endnu. Men jeg faldt over den første bog på tilbud, så det kommer til at ske. Snart.
  • Discworld af Terry Pratchett (lidt for mange titler til at liste, men den første er The Colour of Magic).
    Jeg ved faktisk godt, hvorfor jeg ikke har givet mig i kast med denne her serie endnu. Den er nemlig ret lang, og så vidt jeg har forstået, er der nogle bøger i serien, der også er en del af andre serier? Jeg er ikke sikker, det er helt bestemt noget, jeg skal have sat mig ind i, før jeg går i gang.
Serier, jeg gerne vil læse færdig.
  • The Darkest Minds af Alexandra Bracken (The Darkest Minds, Never Fave, In the Afterlight).
    Denne her serie er ved at blive filmatiseret, og jeg bliver nok nødt til at genlæse den første bog, før jeg læser videre i serien, for jeg kan ikke huske ret meget af plottet. Ud over, at jeg synes det var  spændende og anderledes. Jeg har dem alle tre stående, så det kan være, jeg skal i gang med noget binge-læsning.
  • The Lunar Chronicles af Marissa Meyer (Cinder, Scarlet, Cress, Winter).
    Jeg er stor fan af Meyers genfortælling af de klassiske eventyr og har stadigvæk de sidste to bøger til gode. Jeg venter dog på, at den sidste bog udkommer i samme udgave som de tre første, så det kommer til at tage et godt stykke tid, før jeg får læst den færdig.
  • Fortropperne af Brandon Sanderson (Stålhjerte, Ildkamp, Kalamit).
    Jeg mangler kun afslutningen på denne her aktionfyldte serie og det kommer til at ske!
  • Legend af Marie Lu (Legend, Prodigy, Champion).
    Det her er endnu en serie, hvor jeg har alle bøgerne stående, men af en eller anden grund, har jeg kun læst den første bog ind til videre. Ligeledes har jeg læst den første bog i Lus anden trilogi, The Young Elites, så det lader til at være en tendens for mig.
  • Penryn and the End of Days af Susan Ee (Angelfall, World After, End of Days).
    Det er uden tvivl en af de bedre engle-serier, jeg er stødt på, men de er åbenbart sværere at opdrive herhjemme end jeg havde regnet med. I hvert fald stødte jeg aldrig på de to sidste bøger i serien, så jeg kom aldrig videre end den første. Jeg har dog ikke opgive endnu.
Bonus: jeg vil også gerne læse Audrey Carlans Calendar Girl færdig, Ransom Riggs' Miss Peregrine's Home for Peculiar Children og Death Note færdig. I forbindelse med mit speciale vil jeg gerne læse History of Middle-earth færdig. Lige som jeg gerne vil genlæse Shatter Me serien før den nye bog udkommer, genlæse Maze Runner trilogien, Uglies og Delerium, for ikke at tale om Inkworld trilogien og Mara Dyer serien før spin-off serien udkommer. Jeg planlægger at genlæse Harry Potter serien. Jeg har ganske enkelt et væld af serier, jeg ikke er begyndt på, jeg er halvvejs med eller gerne vil genlæse. Det er næsten ikke til at finde rundt i.



mandag den 19. juni 2017

Skyriel (Ovanienprofetierne #1) af Lene Dybdahl


Skyriel (Ovanienprofetierne #1) af Lene Dybdahl. Udgivet af Tellerup i 2016.

Bogen blev sponsoreret til bogbloggertræf 2016 af forlaget Tellerup. Alle holdninger er mine egne!

En stormfuld vinternat kommer en pige til verden. Moderen får et foruroligende varsel om sin datters 
magiske kræfter og sender hende i hemmelighed bort til øen Josil. Her vokser Skyriel op hos magikeren Alainon, men hun er ikke som nogen anden pige på øen. Hun går på jagt, bander og bider fra sig, og gamle Alainon går hende på nerverne. Hvorfor vil han ikke fortælle hvor hun kommer fra?
I hendes 16. år viser Dragevarslet sig på himlen. Det er første tegn på Ovanienprofetiens opfyldelse,  og Alainon bliver nødt til at tale.
Profetien spår at en stærk magiker vil dræbe kongen og tage magten. Det skaber panik i kongestaden, og kongen beordrer Ovanerrigets magikerslægter fængslet eller dræbt.
Alainon bliver arresteret og sendt til det berygtede fængsel Darc Nox. Skyriel følger efter, fast besluttet på at redde ham. Det bliver begyndelsen på en rejse gennem et rige med grusomme pirater, skruppelløse sultaner og frygtelige søuhyrer.
Efter at have læst bagsideteksten til denne her bog, kunne jeg næsten ikke vente med at komme i gang. Den har virkelig det hele: profetier, drager, magi, pirater og så meget andet, at man bliver lidt ør i hovedet. Men på den gode måde. Kortet forrest i bogen er ud over at være virkelig flot tegnet en rigtig god hjælp til at følge Skyriels rejse rundt i et univers, der kommer til at virke så virkeligt netop fordi det indeholder så meget. Det forvirrer ikke, når man læser om adelige, der tiltales "ledonetta" når man først er kommet ind i universet og med på Skyriels lange og begivenhedsrige rejse. For der sker virkelig, virkelig meget. Det er faktisk ret fedt, for man får et bredt billede af det univers, Dybdahl har skabt og jeg kunne virkelig godt lide, hvordan det nu og da virker tilfældigt, hvor Skyriel havner. Selvfølgelig er det ikke det, men følelsen af tilfældighed gjorde, at jeg ikke følte, at jeg havde regnet det hele ud og at jeg bare blev trukket med rundt. Det virkede til, at det kunne gå galt for Skyriel. Og når man taler om Skyriel, så har vi her en hovedperson, der for alvor fik mig til at grine. Hun er i hvert fald ikke den kuede type, på trods af at det har skaffet hende problemer på halsen hele livet, så siger hun sin mening og hun er ikke bange for at slå igen. Derfor kom det heller ikke på nogen måde bag på mig, at hun rejser ud for at redde sin læremester Alanion, og er villig til at løbe store risici undervejs. Jeg havde svært ved at tage sproget helt seriøst, når der står at Skyriel er typen, der bander meget, så vil jeg mere sige, at det er den slags bandeord og fornærmelser, som man også kan finde mellem børn og det tog lidt alvoren ud af det for mig.
I århundreder har vi kendt profetien om Den Udvalgte. I århundreder har der været hemmelige forudsigelser i værker om Profetiens Bog som har givet os et fingerpeg om Ovenerrigets skæbne. Magikerudryddelserne er ikke sidste kapitel i den fortælling. Det ved du lige så godt som jeg.
Skyirel er den Udvalgte, hvis man skal tro Alanion, men selv om hun virker ret tilfreds med at være magiker, på trods af livsfaren, så tager det hende hele bogen at acceptere, at hun måske er Den Udvalgte. Efter eventyr med at befri drager, at være taget til fange af pirater og være blevet udnyttet for sin magi af en egoistisk sultan, alt imens hun forsøger at finde frem til Alanion, virker det næsten ondt, men som den Udvalgte er hendes problemer først lige begyndt.

Det kom lidt bag på mig, men bogen bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler .Det er med til at bidrage til det billede, man som læser får af Ovanerriget, men det betød også, at bogen for mig tog et godt stykke tid om for alvor at fange mig. Der var ganske enkelt en del karakterer og plotlinjer at komme ind i og jeg blev aldrig lige optaget af dem alle sammen. Jeg er virkelig spændt på at læse den næste bog i serien og finde ud af, om Skyriel virkelig er den udvalgte, og hvad der sker. Jeg håber på en gensyn med flere af mine yndlingskarakterer fra Skyriel, men forventer sådan set også, at der måske dukker nye op, for jeg vil faktisk meget gerne se mere af det univers, som Lene Dybdahl har opfundet og udforske sider, der endnu er ukendte.


lørdag den 17. juni 2017

the princess saves herself in this one af Amanda Lovelace


the princess saves herself in this one af Amanda Lovelace. Udgivet af Andrews McMeel Publishing i 2017, oprindeligt selvudgivet via CreateSpace i 2016.

the princess saves herself in this one is a collection of poetry about resilience. It is about writing your own ending.
From Amanda Lovelace, a poetry collection in four parts: the princess, the damsel, the queen, and you. The first three sections piece together the life of the author while the final section serves as a note to the reader. This moving book explores love, loss, grief, healing, empowerment, and inspiration.
Jeg har egentlig fulgt Amanda, også kendt som ladybookmad på Tumblr, i virkelig lang tid, men det har alligevel taget mig et godt stykke tid at få fat i hendes debut digtsamling. Den var dog ventetiden værd. the princess saves herself in this one er ikke kun en digtsamling, det er en stærk historie fortalt igennem få, velovervejde ord. Jeg har set andre kritisere opsætningen for, at det ikke er digte, og det forvirrer mig faktisk lidt. For jeg ser så meget mere, når jeg læser denne her bog, end linjer der bliver afbrudt og afkortet. Der er karakterer, der repræsenterer personer, der er en hel tydelig handling og som sagt en historie, der for mig træder tydeligt frem igennem de sparsomt beskrevne sider.

Og jeg kan virkelig godt lide den historie. Bogen præsenterer en historie, der er meget selvbiografisk, men på ingen måde føles som at læse en selvbiografi. Man følger "hovedpersonen", prinsessen eller jeg'et, igennem dets opvækst med mere end en fair del af problemer og udfordringer. Og så kommer skiftet, hvor jeg'et selv indser, at hun kan redde sig selv, ændre sit liv og gør det. Det er ikke bare et øjebliks ændret attitude og så er alting godt, det er en vedvarende kamp. Og til sidst inddrage læseren, gentagne henvendelser til "you", der viser at selv om dette er jeg'et historie, så er det også læserens. Jeg nød den så meget, at jeg gik tilbage og læste hele bogen forfra, da jeg var færdig første gang. Nogle af digtene er så rammende rigtige, at de gav mig tårer i øjnene, andre igen gav mig en ubeskrivelig følelse af lethed og styrke. At den kunne fremkalde så mange forskellige følelser, kom lidt bag på mig, men endte med at blive en af bogens styrker. Beskrivelsen af mødet med en overlevende fra orkanen Sandy er en af de øjeblikke i historien, et af de digte i bogen, der fik mig til at sidde og stirre på siden bagefter. I det hele taget er min udgave af bogen fyldt med små index mærkater, som indikerer mine yndlingsdigte. De er mange og de er meget forskellige og taget ud af kontekst er de stadig effektfulde, men the princess savens herself in this one er værd at læse som helhed, også selv hvis man ikke er den store poesi-person.

you were
sent down
from the stars 
exactly the way
you were supposed
to be - 
the way
you would
love, 
the way
you would
lust, 
& the way
you would find
your wings - 
& no one
should have
been given 
the power
to take that
                                away
from you
- you deserve your pulse.

fredag den 16. juni 2017

Er du okay, Matthias? af Anika Eibe


Er du okay, Matthias? af Anika Eibe. Udgivet af Tellerup i 2017.

Anmeldereksemplar fra Tellerup. Alle meninger er mine egne!

Jeg er bøsse.
Homoseksuel. Bæskubber. Bagdørsindianer. Bøssekarl.
Jeg kan blive ved, for der findes tusind øgenavne.
Problemet er bare at jeg 
1) ikke ønskede at afsløre min hemmelighed, og 
2) jeg havde faktisk slet ikke lyst til at være bøsse.
Alt i mig skreg efter at være normal.
At være ligesom alle de andre.

Matthias er homoseksuel.
Ingen må vide det, for hans far vil slå ham ihjel hvis han finder ud af det.
Men så er det godt at han har Thomas.
Thomas forstår alt, og han er så sød og sjov.
Problemet er bare at Matthias aldrig har mødt Thomas ... 
Kun på nettet.
Bogen om Matthias er egentlig den tredje af Anika Eibe Er du okay-serie, men de kan godt læses uafhængigt af hinanden. Det er også den første, jeg har læst, men selv om hovedpersonerne i de første bøger bliver nævnt, er det ikke noget der forstyrrer læsningen. Men hvis man ikke vil risikere spoilere, er det nok bedst at starte med den første. Er du okay, Matthias? handler om den 16-årige Matthias, der bare gerne vil være normal. Det er bare det, at han ikke er interesseret i piger, men i drenge. I Matthias' øjne er et problem, især fordi han er bange for, hvordan hans far vil reagere, hvis han finder ud af det. Og så møder han Thomas på nettet. Thomas lader på alle måder til at være den, Matthias har ledt efter og der går heller ikke ret lang tid, før han begynder at forelske sig i ham. Og det er egentlig her, hvor jeg for alvor begyndte at fatte interesse for den historie, Anika Eibe fortæller i denne her bog. Det er nemlig ikke kun en historie om Matthias, der forelsker sig i Thomas, der er rigtig meget andet på spil, især Matthias' familieforhold fylder rigtig meget i bogen. Der tages emner op, der på ingen måde er lette, PTSD, faren ved at møde folk på anonyme chatsider, venskab og en masse andre ting, som man går rundt med som teenager.
Hvordan skulle det nogensinde blive godt når man ikke kunne være sig selv? Når livet låste én inde i de forbandede kasser man bare ikke kunne komme ud af.

Når man læser bogen, skal man nok være opmærksom på, at det seksuelle fylder en del. Personligt synes jeg det er rigtig godt, at det bliver italesat og ikke ties ihjel i ungdomsbøger, men når jeg siger, at det fylder en del, så mener jeg virkelig en del. Jeg tror ikke, at forfatteren har overdrevet frustrationen, spørgsmålene og så videre, og som sagt kan jeg faktisk godt lide, at det får plads i historien om Matthias, der som alle andre teenagere prøver at finde ud af, hvem han er. Heldigvis fylder det heller ikke det hele og jeg ved faktisk ikke helst, om jeg var mest optaget af Matthias' forhold til sin familie eller forholdet med Thomas. Det er også lidt skarpt at adskille de to, for Eibe gør et rigtig godt arbejde med at få det hele til at hænge sammen. Sproget er meget ligetil og det tog ikke mig ret lang tid at læse bogen, der sker noget hele tiden og især hen imod slutningen begynder der virkelig at ske meget, så det var næsten umuligt at lægge den fra mig, før jeg var færdig. Jeg er ikke i tvivl om, at hele Er du okay-serien er bøger, der kan læses af alle og bør læses, af teenagere såvel som voksne. Er du okay, Matthias? er både morsom og spændende, samtidig med at den tager fat i vigtige emner. Jeg er i hvert fald overbevist om bogens potentiale.

torsdag den 15. juni 2017

Fortid er alt jeg har af Adam Silvera


Fortid er alt jeg har af Adam Silvera. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2017 med titlen History Is All You Left Me. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Forhåndseksemplar fra Gyldendal. Alle meninger er mine egne.

Da Griffins første store kærlighed og ekskæreste, Theo, drukner ved en ulykke, falder Griffins verden sammen. Selvom Theo var taget af sted på college og blevet kæreste med Jackson, var Griffin ikke i tvivl om, at han på et tidspunkt ville komme tilbage til ham.
Oven i det hele er Jackson den eneste, der forstår Griffins hjertesorg. Men uanset hvor meget de taler sammen og åbner sig for hinanden, bliver Griffin mere og mere deprimeret. Han er ved at miste sig selv til sine tvangstanker og destruktive valg. Og de hemmeligheder, som han har gået og gemt på, er ved at flå ham i stykker.
Hvis Griffin skal have håb om en fremtid, må han først konfrontere sin fortid.
Fortid er alt jeg har er en heftig fortælling om kærlighed, sorg, psykisk sygdom og de rystende konsekvenser, det kan have, hvis man ikke formår at gøre op med fortiden.

Efter at have læst og elsket Adam Silveras debutroman Den dag jeg glemmer, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville sige ja, da jeg blev tilbud muligheden for at læse den næste af hans bøger, der er blevet oversat til dansk. Fortid er alt jeg har indeholder mange af de samme elementer om kærlighed, sorg og venskab. Og selv om det er en historie, der gjorde mig tung om hjertet, kunne jeg ganske enkelt ikke lade være med at holde inderligt af det. Hovedpersonen, den 17-årige Griffin, er en virkelig skøn karakter, der træder så tydeligt frem af siderne og virker meget levende. Hans små finurlige træk, som at han altid skal gå på venstre side af folk, og at alting helst skal kunne gøres op i lige tal, er meget mere end finurligheder og når man læser om, hvordan han og de andre karakterer håndterer denne OCD, er det helt tydeligt, at Silvera ved, hvad han snakker om. Han behandler det ikke kun som noget, der gør Griffin til en særskilt person, men som det, det i virkeligheden er: en sygdom. Det er ikke et let emne at tage op, men Silvera gør det på en måde, der gør at det ikke bliver til hele Griffins identitet. Det er ikke så sært, at Griffin tyr mere og mere til det beroligende ved at kigge på fire computerspil, ikke kun tre, eller hele tiden sørge for at gå til venstre for folk, i et forsøg på at beholde kontrollen over sit liv efter Theo er død. Fortid er alt jeg har er en virkelig rørende fortælling om at miste den, man holder allermest af, og hænge fast i fortiden, usikker på om man har lysten, eller evnen, til at komme videre. Og på om man fortjener det og give sig selv lov til at leve videre.

Jeg er loyal til den sidste, men det er kernen i mit problem. Og måske er det også snart Jacksons. For hvornår er det det sidste?

Griffin er omgivet af en virkelig spændende gruppe af karakterer, der ligesom Griffin selv svinger mellem at være en total idiot og at være virkelig indtagende. Især hans forældre kunne jeg ret godt lide, at de optrådte. De føltes forældreagtige, hvis det giver nogen mening? De forsøger ikke kun at hjælpe deres søn igennem en ubeskriveligt svær tid, men prøver samtidig på at lede ham i den rigtige retning. Eller den retning de mener, er den rigtige. Jeg er helt sikkert ikke enig med alle Griffins valg, han foretager igennem bogen, men lige som hans forældre, er der alligevel en form for forståelse.

Bogen fortælles i to tider, "i dag" og "fortid", hvor fortid er alt det, der kom før Theos død. Derfor skal man også være en smule opmærksom imens man læser, nogle gange er man i fortiden ret længe ad gangen og nogle gang i i dag. Det fungerer faktisk godt, det betød for mig at man løbende lærte Griffin, Theo og deres bedste ven Wade at kende, men det hele blev stadig set i bakspejlet og det bliver hintet flere gange, er der er mere end end hemmelighed, som Griffin holder på. Hemmeligheder, der forhindrer ham i at komme videre, hemmeligheder der gør ham overbevist om, at han ikke har lov til det. Men selvom Theo er død, og alt Griffin havde med Theo ganske rigtigt er fortid, så er det måske alligevel ikke alt, hvad Griffin har tilbage. Det er ganske vist kun en tanke, der fungerer i forhold til den danske titel, men jeg kunne ikke slippe tanken, efter jeg havde vendt den sidste side. Griffin har en fremtid. Jackson har en fremtid og Wade har en fremtid.

Den fortid, eller den hemmelighed, som Griffin gemmer på og nægter at lade sig selv dvæle ved, selv i sin indre tale til Theo, kom faktisk bag på mig. Ikke fordi jeg ikke brød mig om den, faktisk kunne jeg ret godt lide det. Det kom bag på mig, fordi jeg troede, at jeg havde gættet det og så viste det sig, at jeg havde taget en lille smule fejl. Det er ikke et kæmpe plot twist, men Griffins hemmelighed, som han på en eller anden måde mere fortryder, at han ikke fortryder, hev lidt ekstra i mit hjerte. Adam Silvera kan virkelig noget med at fortælle en historie, der både kan få en til at grine og græde, og gøre sine karakterer så lette at relatere til. Fortid er alt jeg har er endnu en stærk roman fra hans side og jeg glæder mig til den dag, der kommer mere.

Bogen udkommer fra Gyldendal i dag!


tirsdag den 6. juni 2017

Tag Tuesday: Reading Habits


I denne uge handler det om læsevaner. Tagget 'Reading Habits' er lavet af The Book Jazz på YouTube og har efterhånden bevæget sig rundt i det danske blogland et stykke tid. Derfor tagger jeg heller ikke nogen, for jeg er ikke sikker på, hvem der allerede har svaret på tagget. Jeg har selv oversat spørgsmålene.

#1 Har du et bestemt sted derhjemme, hvor du læser?
Jeg læser hovedsageligt i min seng, for som jeg tidligere har nævnt, har jeg ikke en lænestol eller en sofa at læse i. Jeg har dog en puf, som jeg godt kan lide at sidde og læse på, når det er godt vejr, så står den nemlig foran min terrassedør.  

#2 Bogmærke eller et tilfældigt stykke papir?
Bogmærker. Altid bogmærker. Jeg har rigtig mange bogmærker, og når jeg vælger en bog, vælger jeg også et bogmærke. Det sker dog ofte, at jeg ikke får brug for bogmærket, fordi jeg læser bogen færdig i en omgang.

#3 Kan du stoppe med at læse, når du vil, eller skal det helst være ved et kapitel, del eller sidetal?
Det passer godt i forlængelse af sidste spørgsmål. Jeg forsøger altid at stoppe ved et kapitel, sådan at jeg ikke vender tilbage til bogen midt i et kapitel. Nogle gange glipper det dog, men det er ikke noget, der generer mig.

#4 Spiser eller drikker du mens du læser?
Jeg er som regel rigtig dårlig til at spise imens jeg læser, så holder jeg hellere en læsepause og spiser. Men jeg drikker som regel altid et eller andet, for det meste vand eller te.

#5 Kan du læse, imens du hører musik eller ser TV?
Ja og ja. Jeg bliver mindre distraheret af at høre musik end af TV, men jeg kan godt abstrahere fra begge dele for at koncentrere mig om bogen. Det er dog også hændt, at jeg har lagt en bog fra mig, for at se hvad der har været i fjernsynet på det givne tidspunkt.

#6 En bog ad gangen eller flere på en gang?
Jeg har intet problem med at læse flere bøger på en gang og gør det ofte. Faktisk tror jeg jeg næsten altid er i gang med mindst 2 bøger, især efter at jeg er begyndt at høre flere lydbøger. Jeg forsøger lidt at holde det i forskellige genrer, når jeg er i gang med flere bøger på en gang. Der er rigtig mange bøger, jeg læser færdig i en omgang. Oftest er det i forbindelse med studielæsning, at jeg har været i gang med rigtig mange bøger på en gang.

#7 Læse derhjemme eller alle steder?
Jeg tror, langt det meste af min læsning foregår hjemme, men jeg læser eksempelvis også når jeg rejser med tog - kun tog dog, bliver vanvittigt hurtigt køresyg af at læse i bus eller bil. Jeg kan også godt sidde på biblioteket og læse, eller ude på universitetet imellem forelæsninger.

#8 Læse højt eller stille inde i hovedet?
Jeg læser kun højt, når jeg skal læse noget for andre. Når jeg bare sidder og læser, læser jeg inde i mit hoved. Jeg tror, den eneste undtagelse er ved navne på personer eller steder, der på papiret kan være svære at regne ud, hvordan man skal sige dem. Så kan jeg godt finde på at sige det højt for mig selv et par gange for at få en anden fornemmelse for det. Jeg kan dog godt lide at læse højt for andre, det sker bare ikke så tit.

#9 Læser du forud eller springer sider over?
Aldrig. Jeg ved, at jeg vil blive irriteret på mig selv, hvis jeg læste forud. Men jeg er ret sikker på, jeg nogle gange har sprunget sider over, særligt dengang jeg var yngre, hvis det gik for langsomt eller der var lidt for mange digte og sange, ja det er Lord of the Rings jeg mener. Det er dog noget, jeg er vokset fra.

#10 Knækker du bogryggen eller ej?
Jeg forsøger ikke at knække ryggen på mine bøger. Selv om jeg godt kan lide tanken om en bogreol fyldt med bøger, der tydeligt er blevet læst, måske flere gange, og elsket, så kan jeg også godt lide, at selv mine tykke paperbacks med over 600 sider ikke er knækkede i ryggen. Jeg har godt nok en del bøger fra dengang jeg var yngre, som vidner om, at jeg ikke altid har haft det sådan.

#11 Skriver du i bøger?
Det kommer helt an på, hvilke bøger det er. Jeg holder mig ikke tilbage med bøger, der er til studiet, især ikke hvis det er teori-bøger eller tekster, men heller ikke hvis det er skønlitteratur. I alle andre bøger foretrækker jeg dog at sætte små index mærkater, i stedet for at skrive i dem.

mandag den 5. juni 2017

De 7 synder af Katja Berger


De 7 synder af Katja Berger. Udgivet af DreamLitt i 2016.

Tusind tak til DreamLitt for anmeldereksemplaret til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne!

Før DE 7 SYNDER herskede syv guder over verden. 
Før DE 7 SYNDER levede mennesker, elvere og dværge i harmoni. 
Før DE 7 SYNDER var der intet mørke. 
Så kom DE. Og ændrede alt. 

Teenageren Kane opdager først, hvilke kræfter han bærer på, da han bliver suget ud af sin kedelige gymnasieverden og ind i et magisk univers, der er på randen af undergang. Med hjælp fra magikeren Aisha må han opfylde en ældgammel profeti, finde og besejre de syv synder og vælte mørkets konge af tronen. Men undervejs må Kane sande, at den største fjende ikke altid kommer udefra. Og er han villig til at ofre det eneste, der er mere værd end livet selv? 
DE 7 SYNDER er en fantasyroman om kampen mellem det gode og det onde, om at finde sig selv og leve med sine valg. Også de svære af dem.
De 7 synder er en på mange måder typisk fantasyroman, det handler om kampen mellem det gode og det onde, og der er et væld af fantastiske væsner. Og jeg mener et væld, der er guder og personificerede synder, elvere, dværge, magikere og Den Udvalgte. Der er sværdkampe, profetier og mystiske malerier. Hovedpersonen Kane er 16 år og lever et ganske almindeligt liv, hvor han går i skole og laver lektier, begge dele mere flittigt end den typiske teenager. Men sådan er Kane. Fra det øjeblik, hvor han ser et mystisk vejrfænomen på himlen, begynder alting dog at ændre sig. Det bliver først rigtig tydeligt, idet han indvilliger i at tage med Aisha til Den Nye Verden og opfylde profetien om at besejre den onde Siron.

Man kan godt mærke, når man læser bogen, at den læner sig op af forskellige typiske fantasytræk, men det betød på ingen måde, at jeg kedede mig. Det kræver lidt at holde styr på de mange, mange forskellige karakterer, især fordi nogle steder eller dyr deler navne med de syv guder og det kunne godt virke lidt forvirrende. Især de syv synder i personificeret form, kunne jeg virkelig godt lide. Jeg har altid selv været ret fascineret af idéen om de syv dødssynder og foruden de to hovedpersoner, var de helt sikkert de karakterer, som var tydeligst udviklede.
I et rædselsfuldt sekund gik det op for ham, at han umuligt kunne befinde sig hjemme på sit trygge værelse.
Det er nok også det eneste, jeg virkelig savnede, mens jeg læste. Det vrimler med interessante navne, som der kunne gemme sig nogle spændende personer bagved, men man ender lidt med at fare vild i dem, når man skal skelne dem fra hinanden. Man får at vide, at der er forskelle på hvordan man taler i Kanes (og vores) verden og Den Nye Verden, men det er ikke noget, der viser sig på papiret og det savner jeg lidt. Mest af alt, er jeg imponeret over historien i denne her debutroman. Jeg kaldte den en klassisk fantasyroman om kampen mellem det gode og det onde, og jeg sagde også, at den læner sig op af flere gennemgående elementer i genren. Den endte dog med at overraske mig meget positivt, da jeg nåede til slutningen og det ikke gælder om at redde verden, men for Kane om at vælge, hvem han er. De sidste fem-seks kapitler eller hvor mange det nu var, fra det øjeblik af, ændrede min opfattelse af bogen og fik mig til at se historien i et andet lys, der gjorde at jeg satte endnu mere pris på den.

søndag den 4. juni 2017

Simple living af Nadia Plesner


Simple living af Nadia Plesner. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2015.

Bogen blev sponsoreret af Lindhardt og Ringhof til bogbloggertræf i 2015. Alle meninger er mine egne.
"Simple living. Kamp og kunst fra en campingvogn" er skrevet af Nadia Plesner, der fortæller sin historie om hvordan man som en helt ung og ukendt kunststuderende kan kæmpe en hård kamp for kunstnerisk ytringsfrihed.
Nadia Plesner tog til udlandet for at leve et drømmeliv med mand og studie, men snart fandt hun sig selv bedraget og forladt i en klam campingvogn, og så begyndte hendes livs kamp mod modehuset Louis Vuitton.
"Simple living. Kamp og kunst fra en campingvogn" er en spændende og biografisk fortælling om hvordan man kan gøre det næsten umulige.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skal anmelde denne her bog. Det er sjældent, at jeg læser non-fiktion, og jeg tror heller ikke, jeg har anmeldt noget før. For mig afhænger en læseoplevelse af alle mulige elementer som plottet, karakterene, universet og ting, jeg slet ikke tænker over, men som er med til at jeg lever mig ind i historien. Man kan bare ikke lægge de samme tanker ned over en bog som Simple living, for det handler ikke om karakterer, men om meget virkelige mennesker. Det handler ikke om et eller andet fantastisk univers, eller opfundne karakterer i en verden der ligner vores til forveksling. Det er vores verden og den er fuld af mindst lige så mange problemer og uretfærdigheder, for ikke at sige rene uhyrligheder, som fiktionens verden kan være.

Når jeg nu skriver det, kan jeg ikke lade være med at se det i bogen selv, i det mærkværdige forhold til verden omkring om, som Nadia Plesner beskriver og oplever det igennem avisernes overskrifter og hvad de vælger at dedikere spalteplads til. Den rigtige verden, der er grusom og til tider direkte uhyggelig, er ikke nær så spændende som underholdningsstoffet. Det er det uforklarlige forhold, som sætter Plesner i gang med det, der skulle blive til en tegning, der førte til retssager, invitationer til FN, muligheder for at gøre noget for andre og meget andet.
Jeg har ofte haft det svært med tonen i nødhjælpskampagner. For uanset hvor prisværdigt budskabet er, og hvor nødvendigt det er at hjælpe det pågældende sted, så er der altid et element af underholdning. I Danmarks Indsamling samler vi millioner af kroner ind til gode formål, e det er med kulørte lamper, stjerner, jingles og flotte præmier. Hjælp de sultende og vind en bil! Og det er tydeligt, at enhver god sag helst skal have en berømthed til at stå forrest. Skal vi underholdes, for at vi kan forhold os?
Jeg kan virkelig godt lide denne her bog. Det var for mig helt umuligt ikke at blive påvirket af Nadias historie, både den personlige og den professionelle, og da de to kolliderer. Det er muligt, at det ikke er den største litterære bedrift, men historien er stærk nok i sig selv. Og den er helt sikkert stadigvæk relevant, selv om det ikke er alle, der ender i kæmpemæssige retssager og midt i en mediestorm, det er ikke engang alle, der er kunstnere. Simple living er en biografi, det er en bog, der vil appellere til kunstinteresserede, den stiller spørgsmål om menneskets vilje til at hjælpe andre eller lukke øjnene forrest, viser forskellige sider af, hvordan man bedst kan hjælpe uden at tage fuldstændig stilling til, hvilken metode der er rigtig, skønt det er at vakle på en knivspids. Men det er også en personlig historie, om en ung kunstner, der forsøger at finde sig selv, at finde kærligheden og at finde ud af, hvad hun skal med sit liv. Og at man ikke behøver gøre det samme hele livet. Jeg vil ikke sidde og påstå, at man straks går ud og forsøger at redde verden, når man har læst bogen, men den er tankeprovokende, ligesom den er hjerteskærende, morsom og indlevende.
Det betyder noget at vi er her, og det betydre noget, hvad vi siger.


fredag den 2. juni 2017

Ravnenes hvisken (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten


Ravnenes hvisken (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten. Udgivet af CARLSEN i 2016.

Tusind tak til forlaget CARLSEN for sponsorat af bogen til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne!

Nordisk fantasy noir, hvor en række bestialske mord viser sig at hænge sammen med en urgammel profeti om verdens undergang.
17-årige Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Men kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle.
Pludselig er den lille by fuld af fremmede. De har mystiske kræfter, og de kredser om Anne, som ikke er vant til at have folk tæt på. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at hjælpe hende. Men er de venner eller fjender? Kan hun stole på sine følelser efter et helt liv alene?
En vil hun forelske sig i.
En vil blive hendes bedste ven.
En vil redde hendes liv.
Og en vil slå hende ihjel.
Annes liv har aldrig været et helt normalt et. Selv om hun kun går i gymnasiet, har hun boet flere steder end de fleste kommer til på et helt liv, og så er der lige det der med, at hun kan se fortiden. Et enkelt syn, eller rettere et tilbagevendende syn, forandrer alting og samtidig med, at hun starter i skole igen, og forbereder sig på at møde gamle modstandere og kun venter på at blive 18 og kunne bestemme selv, dukker en masse nye mennesker op i den lille by og ind i Annes liv. Bogen har mange elementer fra nordisk mytologi med, men også en del, jeg ikke kunne genkende, hvilket var rigtig fedt, fordi det viste, at der er mere til nordisk mytologi end mjøddrikkende guder og Ragnarok. Ravnenes hvisken var næsten helt umulig at lægge fra mig igen, da jeg først var gået i gang og set i bakspejlet er jeg ikke sikker på, at det var en god idé at starte mit readathon med den bog, for jeg forsvandt fuldstændig fra omverdenen, indtil jeg var næsten færdig med bogen. Men det er også lidt det, der var meningen. I hvert fald er det et tegn på en rigtig god bog, hvis man spørger mig. Jeg kunne godt lide, at der var flere overraskelser undervejs, nogle af dem var jeg spoilet på i forvejen, men andre havde jeg slet ikke set komme.
"Måske bruger du sort som skjold, fordi du ruster dig til det næste angreb, som du ikke aner, hvorfra kommer."

Jeg ved ikke, hvordan historien ville fungere uden alle de overnaturlige indspil, og det giver heller ikke rigtig nogen mening for mig at forsøge at se bogen sådan. Den har lidt af det hele, fantasy og overnaturlige væsner, mordgåder, og en anelse teenageforelskelse. Men jeg er så glad for, at den ikke falder i den fælde at opstille et trekantsdrama mellem Anne, Luna og Mathias. Jeg frygtede det lidt til at begynde med, men i stedet opstår der et virkelig stærkt venskab mellem de tre, på trods af at de er meget forskellige. Hvor Anne går i sort tøj og makeup, er Luna farverig både af udseende og personlighed. Jeg elskede dem begge to, og på trods af deres forskelle er de der hele vejen igennem for hinanden, både igennem de mystiske hændelser, der sker omkring dem og de mundane hverdagsøjeblikke i skolen, og blandingen af de to er så fin. Det har altid undret mig, at der til syneladende er et overvældende antal fredage, weekender, ferier og så videre i bøger, men ikke her. Det betyder også, at man lærer karakterene at kende på flere måder.

Ravnenes hvisken er helt sikkert et must-read, hvis du er fantasy fan, og hvis ikke, så er jeg næsten sikker på, at det er en bog, der kan få dig på andre tanker. Med en hovedperson som Anne, der ikke er bange for at tage sagen i egen hånd, fuld af sort humor og Luna, der ganske vist er lidt excentrisk, men på mange måder den veninde alle kunne ønske sig, og et væld af andre karakterer af både menneskelig, guddommelig og hvad mytologien eller ellers har at byde på, byder bogen både på en medrivende og vanedannende historie og skønne karakterer. Jeg endte med at læse Ravnenes hvisken på omkring 8 timer, tror jeg, og jeg har glædet mig til den næste bog lige siden. Der er stadig lidt tid til at nå at læse den, inden bog to udkommer senere på måneden. 

torsdag den 1. juni 2017

"I'd like a little of this and a little of that..." | Læseliste #4


Juni måned byder kun på 2 eksaminer for mit vedkommende, så min læseliste for denne her måned er noget længere, end den har været tidligere. Som altid er det ikke sikkert, at jeg når at få læst dem alle sammen lige præcis i denne måned, men jeg har fået indhentet alle de bøger, jeg tidligere havde sat mig for at læse, så jeg er ret fortrøstningsfuld med hensyn til at nå det. Min læseliste for juni er en blanding af alt fra fantasy om spøgelser og mytologi, historisk fiktion, chick-lit, hårdtslående ungdomsromaner og en bog, der igen og igen sammenlignes med 1984.

  • Odinsbarn (Ravneringene #1) af Siri Petterson.
    Denne her bog er den første i en trilogi baseret på nordisk mytologi og allerede der er jeg rimelig hooked. Enten er jeg først begyndt at lægge mærke til dem nu, men jeg synes jeg får øje på flere og flere bøger med rødder i nordisk mytologi. Serien handler om Hirka, der opdager at hun er et odinsbarn, af hvilken grund hun bliver jaget på livet. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke nogen idé om, hvad et odinsbarn er, og mine idéer er sikkert helt forkerte. Det er virkelig på tide, at jeg kommer i gang med denne her serie, især nu hvor den sidste bog er udkommet på dansk.
  • Hvor der er vilje (Clifton Chronicles #1) af Jeffrey Archer.
    En historisk roman, som tager sit udgangspunkt i England i tiden efter Første Verdenskrig og som efter hvad jeg ved skulle føre sin læser langt omkring i både tid og sted. Man følger Harry Clifton i hans opvækst, hans forsøg på at finde ud af, hvem han er og ikke mindst hans families historie. Jeg er ikke særligt velbevandret i genren historisk fiktion, men jeg har set på denne her bog en del gange og synes egentlig, den lyder ret interessant.
  • Wind/Pinball (The Rat #1-2) af Haruki Murakami.
    Helt tilbage i januar måned, nogle få dage før min fødselsdag, havde Arnold Busck et udsalg, hvor jeg til BogForum havde fået en billet til tidlig adgang. Jeg havde denne her bog med hjem, mest af alt fordi jeg gerne vil læse hans bøger og det her blev så den første, jeg kom til at eje. Jeg gik da også i gang med den dengang, men januar og den tid var alt andet end en god læsemåned. Så jeg kom aldrig ret langt. På en eller anden måde føles det underligt at læse Murakami på engelsk, for jeg ved at de danske oversættelser skulle være rigtig gode og originalsproget er desværre udelukket for mit vedkommende. Denne her bog indeholder hans debuthistorier, eftersigende ikke nogen han selv er særligt glad for at se tilbage på. Siden jeg fik denne her bog hjem har jeg læst andre bøger af ham, men jeg har hele tiden haft planer om at vende tilbage til dem her.
  • Store små løgne af Liane Moriarty.
    Så vidt jeg ved, er denne her bog næsten lige blevet til en TV serie på HBO, er den ikke? Den handler om tre kvinder, hvis børn går i samme børnehave og her lærer de hinanden at kende. Man følger deres ret forskellige liv, og ud over det ved jeg ikke ret meget om, hvad jeg kan forvente. Sådan kan jeg nu også godt lide det. Ud fra beskrivelsen på Goodreads håber jeg lidt på en historie i stil med Jojo Moyes' bøger, og så kan det ikke være helt dårligt.
  • The Circle af Dave Eggers.
    I lighed med Store små løgne er denne her bog også for nyligt blevet filmatiseret. Når jeg læser om bogen, drager de fleste paralleller til George Orwells berømte 1984 og hvis den minder bare en lille smule om den, så glæder jeg mig allerede. Historien handler om Mae, som bliver ansat i firmaet Circle og i starten virker alting til at være helt perfekt. Måske lidt for perfekt.
  • Fortid er alt jeg har af Adam Silvera.
    Denne her bog udkommer egentlig først om 14 dage, men Gyldendal har været så fantastiske at sende en forhåndsudgave af bogen og jeg har virkelig haft svært ved ikke at droppe eksamensforberedelser for at læse den med det samme. Jeg elskede Den dag jeg glemmer. Bogen handler om Griffin, hvis ekskæreste Theo drukner i en ulykke og selvom deres forhold var forbi, efterlader det Griffins verden i ruiner. Lige som hans første bog, berører denne her om emner som kærlighed, psykisk sygdom og sorg. Jeg forventer, at jeg kommer til at sidde med tårer i øjnene endnu en gang.
  • Sjælevært af Christina Bonde.
    Sjælevært handler om 16-årige Celine, der i et forsøg på at starte forfra og skabe sig en bedre tilværelse i stedet for ender med at opdage, at hun kan se spøgelser. Og forelske sig i et af dem. Jeg er spændt på, hvordan det skal udvikle sig. Og så er jeg fuldstændig vild med dens forside!
  • Er du okay, Matthias? af Annika Eibe.
    Det her er den tredje "Er du okay?"-bog, der hver især fokuserer på en teenager og deres liv, med alle deres drømme, problemer og håb. Jeg er dog ret sikker på, at de kan læses uafhængigt at hinanden, ellers opdager jeg det nok, når jeg går i gang med denne her bog. Bogen handler om Matthias, der er homoseksuel. Problemet er bare, at han virkelig gerne ikke vil være det, han vil bare gerne være normal. Det skærer mig altid i hjertet, når de to sættes op som modsætninger, men det er desværre en holdning, der er mange der har. Den minder mig ud fra beskrivelsen lidt om John Green og David Levithans samarbejde Will Grayson, Will Grayson, hvilket slet ikke vil være en dårlig ting.
  • Koma, den 13. kriger (Koma #1) af Michael Ford.
    John Doe genoplever sit eget liv mens han ligger i koma, uvidende om at hans liv er blevet til en slags reality show, hvor der tælles ned til den dag, lægernes slukker for respiratoren. Han er tilbage i Mellemøsten, hvor dele af hans liv har udspillet sig. Jeg ved ikke, hvilken del af romanen, jeg synes lyder mest spændende, hans eget liv eller det show, det bliver til, da han ligger i koma. Jeg kan læse mig til, at bogen bygger på forfatterens egen ekstensive viden om Mellemøsten, så jeg har ret høje forventninger til en bog, der både er spændende og meget relevant i dag.
Hvilken bog planlægger du at læse i løbet af juni? Har du læst nogen af dem på min liste?
 

Template by BloggerCandy.com