onsdag den 17. maj 2017

Ternet Ninja af Anders Matthesen


Ternet Ninja af Anders Matthesen. Udgivet af Høst og Søn i 2016.

Multikunstneren Anders "Anden" Matthesen er bedst kendt for sine anmelderroste standupshows, men til efteråret 2016 er han ikke kun aktuel på scenen - han debuterer også som børnebogsforfatter.
Med sin særlige humor og rå tone taler Anders Matthesen direkte ind til et ungt publikum. Det beviste han allerede for adskillige år siden med Terkel i knibe-filmen, og hans debutroman henvender sig til samme målgruppe. Ternet Ninja fortæller sprudlende om 13-årige Askes op- og nedture, konflikter og forelskelse, og om hans møde med en udsædvanlig ninja, syet af en børnearbejder på en legetøjsfabrik i Thailand - og sejlet til Danmark af gode gamle onkel Stewart. En ternet ninja med rødder tilbage til det japanske samuraisamfund, der indædt kæmper for, at retfærdigheden skal ske fyldest...
Ternet Ninja er måske Anders Matthesens debut som forfatter til børnebøger, men det er helt tydeligt, at det ikke er et publikum eller en målgruppe, han er uvant med. Bogen handler om den helt almindelige dreng, Aske, der har problemer nok med at blive drillet i skolen, hans uudholdelige papfar og -bror og hende den der søde pige fra 8. klasse. Men til sin 13 års fødselsdag får Aske så en slags dukke eller bamse, der forestiller en ninja, men i ternet stof. Hans onkel Stewart har haft den med helt fra Thailand og alene af den grund bliver Aske glad for den. Det viser sig dog hurtigt, at Ternet Ninja, eller TN, som Aske kalder ham, er mere end en almindelig dukke. Han er nemlig levende og han er på en mission for retfærdigheden. Men det forhindrer ham ikke i at vende op og ned på Askes liv på både godt og ondt.

Bogen er holdt i samme lidt skæve blanding af humor og alvor, som den efterhånden ret gamle film, Terkel i knibe, men det fungerer virkelig godt. Specielt morerede jeg mig over, når helt igennem forståelige udtryk blev forklaret, fordi de trods alt ved nærmere eftertanke slet ikke giver mening: en person eksploderer jo ikke, når vedkommende bliver vred, ikke sådan rigtigt. I det hele taget er det let at mærke fortællerstemmen igennem bogen og jeg kan ikke sige mig fri for at læse det op inde i mit hoved med en blanding af Anders Matthesens stemme og fortælleren fra Terkel i knibe. Det viser sig da også, at de to historier foregår i det samme univers, for flere af karaktererne fra Terkel i knibe dukker nemlig op her i Ternet Ninja, hvilket jeg synes var virkelig fedt, men hvis man ikke er specielt fan af filmen, så er det ikke sikkert, det er noget man vil lægge mærke til. Men jeg tror ikke, man kan undgå at genkende onkel Stewart.
Fætter Terkel og Signe havde haft en "ble-situation" på vej ud ad døren med Baby-Dorit, så de kom først ved halv tretiden. Aske fik tre dvd'er med tre standupkomikere, som alle havde det kedelige til fælles, at de ikke var "Anden". Til gengæld var der byttemærker på.
Egentlige siger ovenstående citat ikke ret meget om bogen, men jeg vil egentlig hellere opfordre til at man læser den selv. Det her sted kunne jeg bare ikke lade være med at grine af. Der hvor bogen i mine øjne skiller sig ud fra andre børnebøger er på den mere alvorlige side. TN er på en mission, som han kalder retfærdighed, men som Aske anser for hævn. Endda en ret formålsløs hævn. Men netop fordi Askes argumenter lyder så velkendte og træder i så tydelig kontrast til TNs hævntørst, fik det i hvert fald mig til at tænke lidt mere over den undskyldning, man ofte kan komme til at bruge, at "hvis ikke den og den gør det her forfærdelige, så er der bare en anden der gør". TN er en karakter, der er ret svær at beskrive, for selv om han er frembrusende, ofte meget nedladende, helt blottet for eftertænksomhed og meget ensporet i sin tankegang, så er han også Askes ven. Han tvinger ham mere eller mindre til at sige fra over for skolens bølle ved at imitere Askes stemme, så han bliver nødt til at lade som om, det var ham selv og ikke den ninjadukke, han har i tasken. Han hjælper Aske til at få mere selvtillid og selv om Aske havner i problemer med hele sin familie på grund af TNs handlinger, så får alle oplevelserne med TN alligevel Aske til at turde sige fra, også over for TN. Og så kan jeg bare virkelig godt lide billedet af Aske og TN, der sidder sammen på Askes værelse og spiller videospil.

Ved siden af Askes historie, får vi også TNs. Hvordan han blev skabt i Thailand på en fabrik, der benyttede sig af børnearbejdere og hvor TN bliver til ved et uheld, et ternet tørklæde, der uheldigvis bliver lavet om til en ninjadukke. Det resulterer i en af børnearbejdernes død, så meget kan jeg godt sige uden at spoile for meget. Det er også da, at TN kommer til live og hans mission begynder. Den lange redegørelse for samuraiernes historie og hvordan det hænger sammen med TN var ikke kun spændende, fordi jeg selv synes, den periode er interessant, men også fordi det giver et helt oprigtigt, men anderledes syn på samfundet og retfærdighed, end Askes, som måske mest af alt minder om det, vi har herhjemme. Det er svært ikke at føle for Aske, hvis liv på mange måder virker nedern, men når man så får historien om de thailandske børnearbejdere også, ender man måske ikke ligefrem med at synes, at Aske er en pivskid, men i hvert fald at indse, at der er andre og nogle gange større problemer. Det er alligevel nogle tunge elementer i en børnebog og det er helt bestemt også en bog, jeg tror voksne vil finde noget i at tage med sig videre.

2 kommentarer:

  1. Hey!

    Nice blog (: I just started mine up and was looking for a few relative friends in the book world! I have a Booktube channel too. Also, There is a giveaway currently going on and I will be posting more as soon as I finish editing a few videos.

    Thanks and I hop you like my blog! :*

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you very much! :) Oh, well I'd love to be your friend :D

      Slet

 

Template by BloggerCandy.com