søndag den 14. maj 2017

Rød opstand (Red Rising #1) af Pierce Brown


Rød opstand (Red Rising #1) af Pierce Brown. Udgivet af Gyldendal i 2015, oprindelig udgivet i 2014 med titlen Red Rising. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen blev sponsoreret af forlaget Gyldendal til bogbloggertræf i 2015. Alle meninger er mine egne.

”Jeg lever for drømmen om, at mine børn fødes i frihed,” siger hun. ”At de kan være dem, de vil være. At de kan eje den jord, deres far gav dem.” ”Jeg lever for dig,” siger jeg sørgmodigt.
Hun kysser mig på kinden. ”Du må leve for mere.”
Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød – den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars’ undergrund for at skaffe det grundstof, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.
Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. Mars har været beboelig – og beboet – i generationer af den kaste, der kalder sig de Gyldne. På Mars’ overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slutte sig til en gruppe af oprørere.

Tiden er inde til RØD OPSTAND
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en bog, hvor alt det, jeg har fået at vide om på, på så lidt vis dækker over det, der faktisk sker. Vi følger Darrow, en ung mand, der arbejder dybt nede under jordens overflade, i miner, der skal udvinde det stof, der skal til for at Mars bliver beboelig for mennesker. Og nu sagde jeg jordens overflade, men det er selvfølgelig Mars' overflade, der er tale om. Det hele foregår på Mars og allerede der var jeg lidt solgt. Alt det med, at vi en dag skulle finde ud af en måde at kunne leve på andre planeter finder jeg virkelig spændende og selv om det nok har lange udsigter i virkeligheden, er det jo lige netop det, som litteraturen kan gøre alligevel. Men Rød opstand opstiller på ingen måde en fremtid, der er specielt indbydende. I hvert fald ikke hvis man er Rød lige som Darrow.

Farvesystemet er komplekst, der er virkelig mange farver at holde styr på, men jeg kunne faktisk med det samme godt lide idéen, for desværre tror jeg på mange måder det er noget meget menneskeligt, at vi vil placeres i et system, og ikke mindst placere andre i et system, så de kender deres plads. Darrow og de andre Røde er således på bunden af Samfundets hierarki og deres liv er nærmest en lang arbejdsdag. Men der sker noget, Darrows unge hustru og Darrow gør en opdagelse, der snart forandrer alting for dem: Mars' overflade er allerede beboelig, og der bor mange.

Naturligvis er der dem i sådant et samfund, der forsøger at gøre oprør. Og det er her, Darrows liv for alvor forandrer sig og historien begynder at tage fart og udvikle sig til noget, jeg ikke havde set komme.
Døden er ikke uden mening, som du siger. Et liv uden frihed er tomt, Darrow. Et liv er tomt, hvis det er lænket til frygt. Frygt for at miste og frygt for at dø. Jeg siger, at vi skal bryde de lænker. Hvis vi bryder frygtens lænker, bryder vi de lænker, der binder os til de Gyldne, til Samfundet. Kan du se det for dig?
Darrow får til opgave at gøre det, ingen har klaret indtil nu: at infiltrere de Gyldnes rækker, gøre sig uundværlig og rapportere tilbage. Det kræver meget, ikke kun af ham selv, men af dem omkring ham at omskabe ham fra Rød til Gylden. Og så står han der pludselig og skal deltage i den test, der bestemmer Gyldnes fremtid. Og bogen udvikler sig fra "blot" en dystopisk science fiction roman til noget helt andet. Noget, jeg bedst kan beskrive som et Game of Thrones-agtigt Hunger Games, bare på Mars. Darrow og de andre unge må ikke kun have de politiske bagtanker med i deres overvejelser, men også bekymre sig om deres eget liv. Pierce Brown beskriver virkelig godt den indbyrdes magtkamp, ikke kun mellem Darrow og de andre elever, men også mellem dem, der har valgt dem - meget passende opkaldt efter romerske guder, som der i det hele taget er rigtig mange referencer til igennem bogen. Det går både frem og tilbage for Darrow og jeg kunne slet ikke lade være med at blive helt opslugt af hans kamp for at vinde, glem alt om den egentlige grund til at han er der. Og nu og da lod det også til at han selv glemte det, men jeg tror, at det var meningen fra Browns side. Det er svært at huske på, at man er en spion, hvis opgave ingen hidtil har klaret, når man er forfrossen og sulten og ikke har noget sted at sove. Men selvfølgelig er den overordnede historie ikke afsluttet. Selv om der udråbes en vinder af testen, er Darrows opgave langt fra forbi.

Jeg kan kun sige, at jeg er imponeret over det univers, Pierce Brown har skabt. Det giver næsten alt for meget frihed at sætte handlingen på Mars, men det betyder også, at alting er tilladt, han kan skabe sine egne regler for, hvordan tingene fungerer. Og det fungerer rigtig godt, selv om den verden, historien foregår i, på mange måder er meget anderledes end vores, er den ikke svær at forestille sig. Og Darrow er en virkelig god hovedperson at følge, han er langt fra perfekt og begår ofte fejl, der udsætter ham og andre for fare, men han er heller ikke fuldstændig ubehjælpelig og klynkende. Jeg er virkelig spændt på at følge ham og de andre karakterer i resten af serien, for på et eller andet tidspunkt må de andre Gyldne på en eller anden måde opdage, at Darrow er Rød. Og selv om jeg godt kan lide mange af de andre karakterer, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det vil gå ilde. Af en eller anden grund glæder jeg mig næsten til det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com