torsdag den 11. maj 2017

Den dag jeg glemmer af Adam Silvera


Den dag jeg glemmer af Adam Silvera. Udgivet af Gyldendal i 2016, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen More Happy Than Not. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Tusind tak til Gyldendal for at sponsorere bogen til bogbloggertræf i 2016. Alle meninger mine egne.

Lider du af uønskede minder? Ring til Leteo Instituttet og hør mere om vores banebrydende erindringsbefriende indgreb!
Det er svært for den 16-årige Aaron at finde glæden ved livet efter farens selvmord. Med støtte fra sin mor og sin kæreste Genevieve er han dog langsomt ved at komme ovenpå igen.
Men da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas. Thomas gør ham glad, og efterhånden går det op for Aaron, at han er mere end bare en ven. Problemet er, at det blandt Aarons gamle venner slet ikke er i orden at have følelser for en anden fyr. I et desperat forsøg på at lukke ned for farens selvmord, vennernes svigt og sine egne følelser for Thomas, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet. Også selvom det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er. 
Den dag jeg glemmer er en bog, der overraskede mig på mere end en måde. Sat i Bronx, hvor forfatteren også selv kommer fra, møder vi Aaron Soto, hvis liv er lidt noget rod, efter at hans far har begået selvmord, han selv har prøvet at gøre det samme og i det hele taget er fremtidsudsigterne iblandt ham og hans venner ikke videre optimistisk. Aarons gruppe af venner opfører sig ret meget, som jeg på mange måder forestiller mig, at teenagedrenge gør, de er på en gang gode venner der forsøger at større hinanden, men også dumt pralende og tilbageholdende. Det føltes så realistisk, især fordi gruppens venskab er langt fra ukompliceret, men det var det, jeg så godt kunne lide ved dem.
Bogen bliver fortalt i fem dele: 1, 2, 0, 3 og 4, i den rækkefølge, så der sker et stort skift i historien i "del 0". Her får man meget nyt information, og det er her, bogen for alvor vandt mit hjerte. På det tidspunkt troede jeg, at jeg havde regnet bogen ud, jeg havde endda nået at blive irriteret over det, for det tilfælde at min forestilling om plottet var korrekt. Ikke fordi det ville være så forfærdeligt at have regnet det ud, men fordi jeg virkelig ikke brød mig om den retning, jeg troede, historien ville tage. Men med skiftet i historien gik det hurtigt op for mig, at jeg havde taget fejl. At Silvera er virkelig god til at føre sin læser i det, de tror, er én retning, og så vende det hele om.
Men det er nok for i aften. At dømme ud fra skyggerne, der ses i skæret fra den grønne papirlampe, skulle man ikke tro, at det var tro drenge, der sad helt tæt på hinanden og forsøgte at finde sig selv. Man ville bare se skyggen af nogen, der krammede, og den ene var ikke til at skelne fra den anden.
Idéen om, at man kan få fjernet sine minder er sikkert noget, mange tit har ønsket sig, også mig selv, men det er ikke helt uden problemer. De bliver også taget op i bogen, hvilket jeg ikke ville have undværet. Mest af alt blev jeg ret glad for, at det problematiseres hvad man vil glemme. Traumatiske oplevelser, mindre ubehageligheder eller irriterende momenter, eller noget helt andet? Noget, der måske har været med til at gøre en til den man er? Det er så tydeligt i løbet af bogen, at det er de små ting, der gør personerne til dem, de der. Og hvad betyder det så, hvis de vil glemme det? Hvis de vælger at få det slettet fra deres hjerner og deres liv, ikke mindst for dem omkring dem? At det kan lade sig gøre er et præmis for bogen, som man er nødt til at acceptere, men det var egentlig ikke det, der var det svære. Det svære var konsekvenserne af, hvilke muligheder det åbnede op for. Hvad nu, hvis man ønskede, at glemme, hvem man var? Det var nemlig der, jeg var lige ved at stille mig på hælene og overvejede, hvad der foregik, men så tog Silvera mildt sagt fusen på mig og jeg endte med i stedet at sidde med tårer i øjnene og ønske, at jeg kunne række ind og give Aaron et kram og fortælle ham, at han er god nok som han er.
Den dag jeg glemmer er ikke kun en ungdomsroman om en teenagedreng, der kæmper med livet i forstaden, med at skjule sine følelser for sin nye ven og med at hans far ret effektivt placerede skylden for sit selvmord på Aarons skuldre, men også om, hvordan de impulsive handlinger, store og små, er med til at forme ens personlighed. Fra det øjeblik, hvor man som læser får "forhistorien", det der sker før bogen begynder, sad jeg i næsten åndeløs spænding, mens den barske realitet gik op for mig. Jeg er så glad for, at jeg tog fejl med alt det, jeg troede der ville ske. Og så tog bogen til sidst endnu et twist, der fik titlen til at føles som et stik i hjertet. Jeg er helt glad for, at Silvera knuste mit hjerte, og Aarons liv blev så uforudsigelig forandret. Bogen minder mig på rigtig mange måder om Benjamin Alire Sáenz' Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe og højere ros kan jeg virkelig ikke give den. Adam Silveras debutroman fortjener at komme i det selskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

 

Template by BloggerCandy.com