tirsdag den 28. februar 2017

Finurlige februar | Tilbageblik #28


Februar er en sær størrelse. Det er årets korteste måned, men det føles på ingen måde som om, den er gået hurtigt. For mig betød februar et temposkifte, efter eksaminerne var ovre i januar satte jeg tempoet helt ned, men med februar kommer semesterstart og præcis som sidste semester, kan jeg godt mærke, at læsebyrden, og arbejdsbyrden i det hele taget, er sat op. Fra starten af semesteret blev vi kastet ud i overvejelser om efterårssemesteret, det specialeforberedende workshoparbejde og ikke mindst det længe ventede praktikforløb. Men det er stadig nogle måneder ude i fremtiden, men fordi der allerede er fokus på det nu, føles det på en eller anden måde ikke så overvældende. Faktisk glæder jeg mig til at være færdig med dette her semester, så jeg kan komme i gang med det næste. Februar har været et puslespil, der gik op mere eller mindre af sig selv, det er den sidste vintermåned og jeg ser tilbage på måneden med ro, for egentlig glæder jeg mig langt mere til foråret.

Jeg har læst en del mere i februar end jeg gjorde i januar. En god blanding af uddrag til undervisning og fritidslæsning og i alt har jeg markeret 10 bøger som læst på Goodreads. Det betyder også, at jeg har læst 12 bøger mod mit mål på 100 i Goodreads' årlige læseudfordring, har fået krydset tre punkter af til årets PopSugar udfordring og en enkelt fra Rory Gilmore-listen.

Den allerførste bog, jeg har læst i februar var Eragon af Christopher Paolini. En genlæsning og et gensyn, der gør mig glad hver eneste gang. Jeg holder af historien om det unge Eragon, misfit hvis fortid er næsten lige så stor et mysterium, som hans fremtid ender med at blive fantastisk - i ordets bogstavlige forstand. Siden jeg læste bogen for første gang, for en del år siden, har den holdt en speciel plads i mit hjerte og jeg har for nyligt besluttet mig for at genlæse hele serien (tak til Goodreads for den funktion! jeg var vidst ikke den eneste, der tænkte "endelig!"), for det er ikke bare længe siden, jeg tror ikke, jeg har læst hele serien siden den sidste bog udkom.

Efter at have læst Mitose i januar, fortsatte jeg med at læse Ildkamp af Brandon Sanderson her i februar. Og jeg nød den. Faktisk vil jeg sige, at det er en underdrivelse. Jeg er så fascineret af det univers, Sanderson har skabt, og idéen om "onde" superhelte, som jeg for letheds skyld vil kalde for superskurke. Men det, der er allermest medrivende, er spørgsmålet om netop ondskab og godhed, hvorfor er de episke onde? Er der en mulighed for at hjælpe dem til at styre deres evner og kontrollere ondskabsfuldheden? En af de bøger, jeg glæder mig mest til i 2017 er den tredje og sidste bog i serien, så jeg kan få afslutningen på David og Fortroppernes kamp for at befri menneskene fra de episke .. og de episke fra sig selv.

De næste par bøger blev læst til undervisningen og hverken Candide af Voltaire eller Trolddomsbjerget af Thomas Mann er bøger, jeg tror, jeg selv ville have samlet op. Ind i mellem lektielæsningen fik jeg tid til at læse The Fever Code af James Dashner, den nye prequel til Maze Runner trilogien og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig igen, så da jeg lånte den som ebog fra biblioteket, er det helt sikkert en, jeg vil se mig om efter til min egen samling. Hvis jeg nogensinde finder en udgave, der matcher de fire andre bøger. 

Hen over et par uger midt på måneden læste jeg Wallenstein af Friedrich Schiller til undervisningen og blev faktisk overrasket over, hvor meget jeg kunne lide den. Som med så mange andre af de bøger, jeg har læst i løbet af de foregående 7 semestre på universitetet, så er det nok ikke en, jeg ville have valgt ud af mig selv. Men det er en af dem, jeg af en eller anden grund er glad for at have læst. Jeg læste også The Prince of Homburg af Heinrich von Kleist til samme fag og som vi egentlig er i gang med at arbejde med i denne her uge, men i modsætning til Wallenstein var det ikke en bog, jeg følte mig specielt imponeret eller opslugt af, men det er min erfaring, at mine tanker om en bog nogle gange ændrer sig efter undervisningen, hvor vi får snakket om ting, jeg ikke selv havde bidt mærke i.

Ind i mellem studielæsningen, fandt jeg tid til at genlæse Lagt på is og Dømt ude af Elle Kennedy, den anden og tredje bog i Off-Campusserien både med henblik på at anmelde dem, ligesom jeg har gjort den første bog, og så også fordi den fjerde og sidste bog snart udkommer og jeg slet, slet ikke kan vente med at læse den. Sidst men ikke mindst, så faldt jeg over muligheden for at låne Norwegian Wood af Haruki Murakami i den danske oversættelse igennem bibliotekernes ebog- og lydbogsapp, eReolen og jeg brugte derfor flere aftener på at lytte til den i en time eller to, inden jeg gik i seng. Til min fødselsdag var jeg ellers gået i gang med en anden bog af Murakami, men grundet januars stressede og uoverskuelige omstændigheder, og det faktum, jeg at absolut intet overskud have til at læse noget som helst, kom jeg aldrig videre i hverken den, eller William Thackerays Vanity Fair, som jeg ellers begyndte på i december. Men jeg kan mærke, at foråret er på vej og med de længere, lysere dage og de spirende vintergækker og alting, så stiger mit humør og mit overskud også, så jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal nå det.

Hvordan har I oplevet februar? Er det også en måned, I ikke helt har bemærket, men som på en eller anden måde er gået godt alligevel? Hvilken bog I læste, var jeres favorit?

søndag den 26. februar 2017

Lagt på is (Off-Campus #2) af Elle Kennedy

Lagt på is (Off-Campus #2) af Elle Kennedy. Udgivet af Flamingo i 2016, oprindeligt udgivet i 2015. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
Min anmeldelse af den første bog i serien: Aftalt Spil.

John Logan, tredjeårsstuderende på Briar University, kan få alle de piger, han vil. Ishockeystjernens liv er én lang række af fester og engangsknald, men bag den afslappede charme og det flirtende smil gemmer han på en voksende fortvivlelse over den mur, han kommer til at banke panden mod, når han dimitterer. En tur i kanen med den sexede førsteårsstuderende Grace Ivers er derfor lige præcis den afledning, han har brug for. Men på grund af en tåbelig misforståelse lægger Grace ham på is, og Logan beslutter sig for at bruge sit fjerde og sidste studieår på at bevise, at han er værd at give en chance til.


Efter et alt andet end fremragende første år er Grace tilbage på Briar efter sommeren, og hun er ældre, klogere og så meget ovre den arrogante ishockeyspiller, hun havde været lige ved at forære sin mødom. Der er ingen, der skal ynke hende, og hun er ikke længere den stille mus, hun var, da de først mødte hinanden. Og hvis Logan forventer, at hun bare lægger sig på ryggen og tigger ham om mere, så må han tro om igen. Hvis han vil have hende tilbage, så må han arbejde hårdt for det.


I Lagt på is vender vi tilbage til Briar University og ishockeyholdet. Logan, Garretts bedste ven, bofælle og holdkammerat er hovedpersonen i denne her bog, som kan læses uafhængigt af resten af serien. For Logan er alting tilsyneladende let, han får mere eller mindre det, han vil have. i hvert fald ind til han dimitterer. En række tilfældigheder, en forkert adresse, en glemt telefon og en fælles besættelse af Die Hard film fører ham til Grace. Deres historie starter intenst og lige på og i det hele taget er det ret gennemgående for Lagt på is; ingen af dem gør noget halvt. Desværre føles det for mig lidt for meget som om, at de kører i ring.

Han har ret. Munsen har ikke det helt store at byde på. Så ser jeg på dammen i stedet for og ser Logan for mig som lille dreng. Hans skøjter flyver hen over isen, de blå øjne stråler, mens han styrter af sted, overbevist om, at hans dam er et helt hav. Verden er stsor og lys og fuld af muligheder.



Jeg kan faktisk virkelig godt lide denne her bog. Rent plotmæssigt føltes det lidt for mig, som om det samme skete flere gange, forstået på den måde, at når jeg læser bogen, føles det lidt for meget som om, at karaktererne ikke lærer noget af deres fejl første gange. Det er sikkert menneskeligt, men kombineret med den miskommunikation, der præger den første halvdel af bogen, rammer bogen faktisk et par stykker af mine pet peeves.

Men som sagt, så kan jeg virkelig godt lide historien. Jeg elsker Grace og hendes imødekommenhed og ligefremme væremåde, der betyder at hun ofte ender med at sige de mest fjollede ting, når hun bliver nervøs. Og det er svært for mig ikke at holde endnu mere af hende, da hun vender tilbage til Briar efter sommeren og skal i gang med sit andet år og beslutter sig for at tage mere kontrol over hendes eget liv. Selv om det er langt fra uproblematisk og faktisk meget dramatisk, så nød jeg at følge udviklingen i hendes venskab med Ramona, eller måske det lidt modsatte. Og det samme med Daisy. Graces to veninder er så gennemgående forskellige, men på hver deres måde kan jeg godt lide dem alligevel.

Men det er Logan, der stjæler min opmærksomhed. Jeg er ikke lige så vild med ham, som jeg var med Garrett efter den første bog, måske fordi han er lidt for emo med hensyn til sin fremtid efter universitetet. Ikke at det ikke er forståeligt, faktisk tror jeg, at de fleste ville have det lige sådan, hvis de stod over for samme fremtidsudsigter, som han gør. Jeg elskede ham dog sammen med Grace. Hans flabede humor kombineret med hendes væremåde gjorde dem til en sand fornøjelse at følge. Denne her bog tilføjede også en del mere om Logan og de tre andre, han deler hus med uden for campus: Garrett, Dean og Tucker, hvilket jeg synes er fint, især fordi det er med til at binde bøgerne sammen endnu mere end de er, ved at karaktererne er med på tværs af hele serien.

"Skiderik!" råber hun, men hun fniser samtidig med, at hun knalder arrige knytnæver mod mig. "Jeg troede rent faktisk på, at du fortalte hende det!"
"Det var også meningen," hulker jeg af latter og ruller os begge rundt, så hun kommer ned på ryggen, og jeg tårner ind over hende. "Undskyld. jeg kunne simpelthen ikke modstå fristelsen."
Grace løfter hånden og knipser mig på panden. "Skid."
Jeg taber kæben. "Knipsede du mig lige?"
Hun gør det igen.
"Knipsede du mig lige én gang til?"
Nu er det hendes tur til at hyle, for jeg kilder hende til døde. Og hun vrider sig på sengen og gør, had hun kan for at undslippe mine nådesløse fingre, alt imens jeg når til adskillige konklusioner.
Den første: Jeg har aldrig haft det så sjovt med en pige før i hele mit liv.
Den anden: Jeg har ikke lyst til, at det her nogensinde får ende.
 
Jeg kaldte den første bog sexet. Det er der skruet en lille smule op for i denne her bog, men Elle Kennedy gør et godt arbejde med at balancere det med historien om en pige, der søger at være den bedste udgave af sig selv og ikke lade andre vade hen over hende længere og en fyr, der skaber sig en fremtid, der er hundrede gange bedre, end den han troede, han kunne få. Og jeg kan virkelig ikke anbefale denne her serie nok. Den er humorfyldt og sød, men med bid i.

torsdag den 23. februar 2017

Calendar Girl 2 (Calendar Girl #-4-6) af Audrey Carlan


Calendar Girl 2 (Calendar Girl #4-6) af Audrey Carlan. Udgivet af LOVEBOOKS i 2016, originalt udgivet i 2015. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
Min anmeldelse af den første bog, Calendar Girl 1.


I APRIL, MAJ og JUNI møder Mia Saunders tre meget forskellige mænd: Første måned tilbringer Mia i Boston hos den sexede baseballspiller Mason Murphy, i MAJ flyver hun videre til Oahu, Hawaii, hvor hun er hyret som model til en kampagne for den banebrydende modedesigner Angel D’Amicos nyeste badetøjskollektion, og i JUNI går turen til Washington DC, hvor en stenrig forretningsmand har hyret hende som ledsager til en række officielle events i magtens centrum. Hver måned og hver by byder på nye udfordringer for Mia, som stadig kæmper for at betale af på sin fars spillegæld.

CALENDAR GIRL er en erotisk romanceserie i 12 afsnit, som alle er opkaldt efter årets måneder. Denne bog samler APRIL, MAJ og JUNI.

I Calendar Girl 2 fortsætter Mia Saunders sin mission. Hun skal skaffe 1 million dollars til at betale sin fars spillegæld – hurtigt. Siden hun var barn, har hun taget sig af sin far og søster, og også denne gang har hun besluttet sig for at tage sagen i egen hånd. Alting virkede håbløst, for Mia var bare en 24-årig servitrice med skuespillerdrømme – men så blev hun tilbudt et job hos Exquisite Escorts. Hver måned flytter Mia Saunders ind hos en ny mand i en ny by. Følg hendes rejse her.


Calendar Girl 2 indeholder de tre næste dele af Mias rejse og er på en gang en lækker fortsættelse af den første bog og samtidig meget ny og forfriskende. Netop som jeg kunne gå hen og blive nervøs for, at alle 12 historier ville følge samme mønster, understreger Audrey Carlan, at dette ikke er en erotisk serie, men "erotic romance", hvis man fjerner sex fra bøgerne, så er der stadig en historie. Og jeg kunne for min side virkelig godt lide den måde, historien udviklede sig i denne her bog. Og så alligevel ikke.

Jeg har det altid svært ved at bedømme en samling af historier, hvad enten de er adskilte noveller eller flere dele af samme serie, som det er tilfældet her. For nogle historier vil man utvivlsomt holde mere af, finde mere interessante og i det hele taget synes bedre om. Og sådan har jeg det også med denne her bog.

Hvis jeg skulle anmelde APRIL, MAJ og JUNI hver for sig, ville de to første måneder få henholdsvis 5 og 4 hjerter, mens JUNI kun kan snige sig op på 3. Det er smart nok, det giver 4 hjerter i gennemsnit og det er en bedømmelse, der egentlig meget godt opsummerer mine følelser om denne her bog som helhed.

Det er vigtigt at tage chancer for at finde ens egen, særlige lykke, og folk sidder alt for ofte fast i hverdagens rutine eller tror, at deres liv bare ikke kan blive bedre, selv når de ved, at de ikke er lykkelige.


Som afsløret er APRIL nok min favorit af månederne i denne her bog, og helt sikkert i hele serien ind til videre. Da jeg mødte Audrey til BogForum og hun spurgte mig, hvem min yndlingsmand i serien var, tøvede jeg ikke med at sige Wes. Men i samme åndedrag fløj Masons navn også ud af munden på mig. Jo vist, til at begynde med lader det til at denne måned følger præcis samme overdrevene mønster som de første tre hvad mændene angår (okay, okay, jeg ved godt at MARTS også skildte sig ud) men det viste sig ret hurtigt, at jeg tog fejl. Og jeg fløj igennem den del og nød at følge med i Mia og Masons fantastiske venskab og det er nok lige præcis derfor, jeg så godt kunne lide denne her måned: Mason er på en eller anden måde, den ven, jeg tror alle gerne ville have. På ligevis nød jeg at følge med i Mias venskab med den mere stille Rachel, og i det hele taget kunne jeg bare godt lide APRIL. Og lidt til.

MAJ var en noget anderledes oplevelse: vi fik mere at se af Mias forhold til hendes søster Maddy og hendes bedste veninde Ginelle, noget jeg synes var ret tiltrængt og en kærkommen afveksling fra, at Mia ingen andre har end dem hun nu engang bor hos. MAJ var sjov og anderledes på det punkt, men jeg blev ærligt talt lidt for hurtigt træt af Tai til, at jeg synes den var lige så god som den kunne have været.

Hvilket bringer mig til JUNI. Til at begynde med synes jeg faktisk, at det lød til at blive en rigtig spændende måned, jeg kunne godt lide forretnings- og politikperspektivet. Men jeg hadede slutningen. Hadede er måske et lidt for stort ord, for jeg er lidt mod min vilje faktisk imponeret over Audreys mod til at tage historien i den retning - og gøre den til mere end en historie om sex og kærlighed og eventyrlige oplevelser og så videre og tilføre den et strej af kritik. Kritik af victimblaming og voldtægtskultur. Desværre for min oplevelse af bogen ændrede det ikke på det faktum, at jeg ikke bryder mig om det og selvom serien indeholder en del kommentarer på seksuel frihed, især for kvinder, så havde jeg ikke set det komme. Det burde jeg måske have. 

I løbet af tiden her lærte jeg at tage livet, som det kommer. At "flyde med strømmen". Lade livet så fin gang og påskønne nuet. 'jeg kan helt ærligt sige, at jeg har haft det sjovere med dig, end jeg har haft det længe. Du mindede mig om, at jeg er ung, og at der stadig er masser af tid til at finde ud af, hvordan min evighed ser ud.

Det er derfor, jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg skal bedømme denne her bog som helhed. For historierne er meget forskellige og mine reaktioner på dem er i alle mulige retninger. Men det har ikke betydet, at jeg ikke vil læse resten af serien, faktisk er jeg på en eller anden måde nysgerrig efter at se, hvad der sker næst. Den håbløse romantiker i mig håber på, at Mia og Wes finder en måde at løse deres problemer på. I sidste ende nød jeg at læse bogen nærmest hele vejen igennem og jeg glæder mig over, at jeg selv kan se det, Audrey Carlan talte om på BogForum, med hensyn til at der skal være mere i historien. Det er nok derfor, jeg ikke har givet op på den. Det og så fordi hun faktisk skriver ret medrivende og forførende. Hvilket Calendar Girl jo også handler om.


onsdag den 22. februar 2017

Som du ser mig (Losing It #3) af Cora Cormack


Som du ser mig (Losing It #3) af Cora Cormack. Udgivet af LOVEBOOKS i 2016, originalt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra LOVEBOOKS, alle meninger og holdninger mine egne!
Klik her for at læse mine anmeldelser af de første to bøger, Som stjernerne står og Som sendt fra himlen.

Sommetider må man fare vild for at indse, hvor man virkelig hører hjemme. 

De fleste amerikanske piger ville dø for at rejse Europa rundt efter universitetet uden forpligtelser, uden forældre og med et bundløst kreditkort på lommen. Kelsey Summers er ingen undtagelse. Hun har en fest ... eller det prøver hun i hvert fald at overbevise sig selv om. Det kan nemlig være en ensom affære at forsøge at finde ud af, hvem man er - særligt hvis man i virkeligheden er bange for, hvad man vil finde, når det kommer til stykket. 

Uanset hvor meget Kelsey fester, drikker og danser, kan det ikke holde ensomheden på afstand. Men måske kan Jackson Hunt hjælpe hende. Efter et par tilfældige måder overtaler han hende til at tage med på eventyr. For hver by og hver oplevelse bliver Kelseys tanker en smule klarere og hendes hjerte en smule mindre hendes. Jackson hjælper hende med at opklare, hvad hun drømmer om, og hvad hun gerne vil med sit liv. Men jo mere hun lærer om sig selv, jo mere indser Kelsey, hvor lidt hun egentlig ved om Jackson ...

Som du ser mig er den tredje og sidste bog i Cora Cormacks løst forbundne serie Losing It. Vi følger Bliss' (fra Som stjernerne står) og Cades (fra Som sendt fra himlen) veninde Kelsey, i hendes søgen efter svar på et spørgsmål, jeg tror langt, langt de fleste stiller sig selv på et tidspunkt i deres liv: hvem er jeg?

Efter jeg havde læst Som sendt fra himlen færdig, kunne jeg næsten ikke vente med at komme i gang med denne her bog. Og selvom jeg har givet Som du ser mig 4 hjerter, så betyder det ikke, at jeg ikke kunne lide den. Faktisk synes jeg, at det var en virkelig god historie, der var både rørende og underholdende. Men jeg blev ikke væltet bag over af indtryk og følelser som jeg gjorde med den forrige og måske er det derfor, jeg har taget lidt tid om at anmelde den: jeg vil være helt sikker på, at jeg ikke bedømmer den ud fra, at jeg ikke havde samme reaktion som ved Som sendt fra himlen. For den behøver ikke overgå de andre bøger i serien og i bund og grund synes jeg, at det er en rigtig god slutning på serien.

For hver gang, hver eneste gang, ville jeg vælge vores fremtid frem for min fremtid. For i min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig, hvordan den bedste fremtid udenham overhovedet kunne hamle op med selv den værste fremtid med ham. For selv om det liv, jeg havde levet her i Madrid, havde fyldt de tomme huller, så brændte jeg ikke uden ham. Af alt det, jeg havde ønsket mig i livet - de steder, jeg ønskede at se, og de ting, jeg gerne ville udrette - så var det, jeg altid havde ønsket mig allermest, at være den slags person, der brændte.

Når jeg siger, at jeg godt kunne lide historien, så mener jeg det virkelig. Den var både opløftende, i Kelsey og Jacksons rejse igennem Europa (mere om det lige om lidt), overraskende og nogle gange virkelig hjerteknusende. Jeg har aldrig selv været på intrerail rundt om i Europa ligesom Kelsey er i bogen, men jeg har heller aldrig haft så meget lyst til det, som efter jeg har læst denne her bog. For jeg synes godt, at man kan mærke at Cora Cormack har gjort sin research og formår at vise den kulturelle forskel imellem landene - jeg mener også at have læst, at hun selv har været på en lignende rejse. Men selv for en, der ikke har været på den rejse, var beskrivelserne af de forskellige steder og oplevelser så fulde af liv og atmosfære, at det var svært ikke at drømme sig væk.

Jeg kan godt lide Kelsey. Og jeg kan godt forstå hende. På den ene side virker hun utroligt modig og fuld af gå-på-mod og livsglæde, men hun gemmer på så meget mere. Jackson var for mig en stor overraskelse, ikke kun på den måde han også langsomt og alligevel ret hurtigt fylder mere og mere i Kelseys liv og hvordan hun begynder at stole mere og mere på ham, men af virkelig mange grunde. Med Som du ser mig præsenterer Cormack en virkelig skøn historie, der både indeholder alvor og humor, sødmefyldte øjeblikke, et par små, men vigtige sandheder og meget mere. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men hvorfor nøjes med en enkelt en af disse skønne kærlighedshistorier?

Man indser ikke, hvor lille man egentlig er, før man konfronteres med noget som dette. Vi lever vores liv, som om vi er solen i vores eget lille univers, men i virkeligheden er vi intet andet end bittesmå stykker af en knust helhed. Her stod jeg ... bekymret for, hvordan jeg skulle overleve livet efter uni. Men det virkede ikke engang længere rigtigt at tænke på det som at overleve, ikke med denne påmindelse om alle de mennesker, der ikke havde overlevet.


mandag den 13. februar 2017

Aftalt Spil (Off-Campus #1) af Elle Kennedy


Aftalt Spil (Off-Campus #1) af Elle Kennedy. Udgivet af Flamingo i 2016, oprindeligt udgivet i 2015. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.


Hannah er på alle måder fuld af selvtillid; bare ikke når det kommer til sex og forførelse. Nu er hun blevet forelsket i Justin, men hvordan skal hun fange hans opmærksomhed? Den eneste måde er, at gøre ham jaloux. Også selvom det indebærer, at hun skal privatundervise den irriterende, barnlige, selvtilfredse ishockey-holdkaptajn, Garrett, i bytte for en såkaldt 'date'. 

Men det går hurtigt op for Garrett, at han ikke bare vil være en brik i et barnligt spil. Han bliver nødt til at overbevise Hannah om, at den fyr, hun i virkeligheden er forelsket i, er ham.


Efter at have læst og nydt Cora Cormacks Losing It-serie, var jeg faktisk ret hooked på NA-genren. I lang tid har mine reoler været præget af Young Adult i mange forskellige genrer, men New Adult er primært "contemporary" og det er faktisk ret forfriskende, også at læse om karakterer i 20'rne. Karakterer, der går på universitetet og kæmper med de samme ting, som jeg kan genkende i min hverdag. Så jeg gav mig i kast med en serie, jeg havde set rundt om i blogland, nemlig Elle Kennedys Off-Campus. Først som lydbog, men jeg kan godt afsløre, at jeg forelskede mig så meget i serien, at jeg sidenhen har købt dem.

Den første bog, Aftalt spil handler om det noget umage par, Hannah og Garrett, i deres tredje år på college. Tropen "fake boyfriend" er mig langt fra ubekendt (fra de mørke fanfiction-teenage-år), men der er så meget mere i historien end det. Det er svært for mig ikke at holde inderligt meget af Hannah, der på trods af en dyster fortid stadig er et varmt og åbent menneske, og jeg elskede at man får så godt et indblik i hendes forhold til hendes roomie og bedste veninde Ally i løbet af bogen. I det hele taget er det en af de ting, jeg virkelig holdt af, at sidekaraktererne føles lige så veludviklede og helstøbte som hovedpersonerne - jeg kan da også lige så godt afsløre af i lig med Losing It-serien, så dukker en eller flere af bipersonerne fra denne bog op som hovedpersoner i de følgende bøger.



"Nogle gange sniger folk sig ind på én, og pludselig forstår man ikke, hvordan man nogensinde har kunnet leve uden dem."

Muligvis er det, der gjorde at jeg i sidste ende ikke kunne andet end at give bogen fem hjerter, den måde Elle Kennedy fortæller både Hannah og Garretts historier. Det ville ikke give den mindste smule mening at fortælle det hele på én gang, men derimod langsomt, løbende, efterhånden som de begynder at stole mere og mere på hinanden. Og det er svært for mig at sætte fingeren på præcis det sted, hvor det sker. Lidt lige som ovenstående citat fra bogen siger. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal opsummere mine tanker op om denne bog. Jeg elskede den. den fik mig til at grine højt mange gange, græde, til tider meget, og alt der imellem, og jeg nød hvert øjeblik af det. Den er morsom og hjertevarmende, den er barsk og hjerteskærende, alvorlig og sjov - og sexet.

Jeg bliver nødt til at nævne Garrett. Ved første øjekast lader han til at være en total nar, den stereotypiske sportsidiot og mere eller mindre alt det, jeg ikke bryder mig om både ved karakterer og mennesker. Men fordi Elle Kennedy fortæller historien fra både hans og Hannahs synsvinkel, bliver det ret hurtigt gjort klart for læseren, at det blot er en stereotyp. Ganske vist en, Garrett langt hen ad vejen lever op til - udadtil. Men han er også typen, der vil gå langt for sine venner og selvom han godt kan opføre sig som en nar, er han samtidig nogle gange så latterlig at høre på, at det er svært at tage ham helt seriøst.

Lad være med at dømme den på bagsideteksten, der kan lyde som en slidt trope, for bogen gemmer på en rigtig fin historie mellem sine sider. Men jeg må også give en advarsel, for den arbejder også med nogle voldsomme emner, nemlig voldtægt og nogen der slår mindreårige. I samme åndedrag vil jeg så også gentage, at jeg absolut beundrer Elle Kennedy for den måde, hun behandler det på. For mig er bogen helt klat læseværdig.


 

Template by BloggerCandy.com