Historien om en dreng (Mere end veninder #2) af Line Lybecker

 

Historien om en dreng (Mere end veninder #2) af Line Lybecker. Udgivet af Calibat i 2017. 

*hjerter*

Anmeldereksemplar fra Calibat.

Hvordan indleder man overhovedet et forhold til en person af samme køn? Det var gået let nok med Julie fordi det ligesom naturligt lå i kortene at dreng pluspige er lig kærester. Men dreng plus dreng er et lidt andet regnestykke.Historien om en dreng handler om Thobias på 17 år som er kæreste med Julie. Til sommer afslutter han gymnasiet og skal søge ind på en videregående uddannelse, men Thobias ved ikke hvad han vil læse,eller om han overhovedet vil.Da han på en tur med gutterne til live-rollespil møder David, begynder nye tanker og ideer at spire frem – for måske er det ikke alt her i livet der kan eller skal planlægges på forhånd.

Historien om en dreng er anden bog i en tematisk trilogi om køn og seksualitet. Første bog, Mere end veninder, udkom i foråret 2016 og handler om Anja hvis mor ikke vil acceptere at hendes datter er lesbisk, mens tredje bog i serien kommer til at handle om en transkønnet pige og udkommer i 2018

 

Historien om en dreng er fortsættelsen til Mere end veninder, men kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, da det er mere en tematisk serie end noget andet. De nye karakterer er den nyligt 18-årige Thobias, der har aboslut ingen idé om, hvad han ønsker sig af fremtiden og egentlig foretrækker han bare slet ikke at tænke på den i. Så længe det ikke er den fremtid, hans kæreste ønsker sig. Og lige på det punkt havde jeg ret svært ved at sympatisere med ham til at begynde med. Den velkendte apati og mangel på idéer eller inspiration til fremtiden er ikke så stort et problem som det faktum, at jeg faktisk bare synes, at han var en idiot over for sin kæreste Julie. Han bliver bestemt bedre med tiden og jeg endte også med at sympatisere med ham, da han står og føler, at han har mistet alting for ingenting. Den anden hovedperson er David, men det er alt for lidt, man får at vide om ham og ser hans personlighed, til at jeg føler, at jeg kan sige noget som helst om ham som karakter. Det er i forhold til Thobias, at han er interessant, og det ærger mig rigtig meget, for der skulle gerne være med i det end det.

En af de ting, som Line Lybecker tager fat i, i forbindelse med bogen, er opfattelsen af homosekuelle. Og forskellen på, hvordan man opfatter piger og drenge, der er til samme køn og jeg ville ønske, at bogen ikke slutter så åbent, for mig betød det nemlig, at det føltes som om der aldrig rigtig bliver givet en ordentlig respons på de fordomme og nedladende kommentarer, som kunne være med til at trænge igennem til dem, der stadig mener, de har en ret til at blande sig i andres seksualitet og se ned på dem baseret på, hvem de elsker. Jeg er vild med, at Thobias og David begge to er biseksuelle, det er alt for sjældent, at jeg ser det i både bøger og film, og specielt fordi der ikke bliver brug de typiske sætninger som ”forvirret” eller ”ude af stand til at bestemme sig”. Thobias siger det perfekt selv, han elsker David, fordi han er David. Til gengæld savnede jeg ret meget, at man fik et bedre indblik i de andre karakterer. Thobias er så bange for, hvordan hans venner og hans familie vil reagere på, at han er sammen med David, men det er kun deres første reaktion på at høre om det efter de er slut der er med i bogen. Jeg følte virkelig, at jeg manglede noget, da bogen var slut, noget der kunne få mig til at føle, at historien faktisk også var slut. Jeg ser mere Historien om en dreng som Thobias’ egen historie, om hvordan han lærer at acceptere sig selv, men det var egentlig det, jeg så godt kunne lide ved den første bog: det var ikke det, det handlede om. Jeg er ret splittet omkring denne her bog, for jeg kan godt lide den. Den er godt skrevet og det er nogle karakterer, hvis oplevelser og følelser gør indtryk på mig som læser, men jeg følte at jeg manglede noget undervejs og til sidst. Der kommer en tredje bog i serien og jeg ser virkelig frem til at læse den, for jeg tror Line Lybecker har fat i noget med de her historier. Hvad man så end håber på at få ud af dem.

Glasmuren (Exilium #2) af Linette Harpsøe

 

Glasmuren (Exilium #2) af Linette Harpsøe. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Læs min anmeldelse af den første bog De fejlfødte.

Der kan forekommer spoilers for både den første bog og denne.

Fry er flygtet fra Kuben og befinder sig i Brudstykket, et isoleret og ødelagt stykke af Danmark, der er omkranset af en kæmpe glasmur.
I Brudstykket er det kun de stærkeste, der overlever. Her er kvinder slaver, der bliver solgt på det Sorte marked eller jaget og henrettet for at være sneglehviskere.
I takt med at Frys evner udvikles, nærmer et opgør mod Organisationen og dens hær af Fejlfødte sig. Da konfrontationen sker, opdager Fry den grufulde sandhed om ikke bare Organisationen, men om hele sit liv. En sandhed, der ødelægger alt, hun nogensinde har troet på.
Glasmuren er andet bind i den anmelderroste Exilium-trilogi.

 

Hold nu fast. Glasmuren tog helt seriøst røven på mig. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at alt, jeg troede, jeg vidste eller havde regnet ud, er blevet fejet til side og at jeg nu skal forholde mig til noget helt nyt. Og ved I hvad? Jeg kan så godt lide det! Linette Harpsøe formår virkelig at overraske og skrive en bog, der føles ny og på alle måder formår at tage en ved næsen. Og så føles det altså naturligt, at man pludselig står og ikke ved en døjt. Det gør Fry også og det passer ind i historien, så det er ikke sådan, at man bliver skubbet over i en helt anden retning, blot for at gøre det. Der er en mening med det. Og jeg tør næsten ikke gætte på, hvad det fører til i sidste ende.

For at vende tilbage til bogen. Fry, Anika, Elin, Johnson og alle de mange andre karakterer, som jeg elskede i den første bog, vender tilbage i denne her. Og mens nogle karakterer udviklede sig i en fantastisk retning, som jeg bare nød at følge med i. Johnson især, den mand er fantastisk og hele hans baggrundshistorie, som man får et indblik i i Glasmuren, er seriøst spændende og jeg håber på, at der kommer mere med ham og hans fortid i den sidste bog. Spørgsmålet om Elins datter Ea bliver besvaret, blot for at bane vejen for et nyt mysterium. At Elin og Johnson kender hinanden var jeg slet ikke i tvivl om efter den første bog, man kan ikke hade hinanden så meget, hvis man ikke kender hinanden. Men hvordan, det havde jeg slet ikke set komme og hvad det betyder for Fry, er virkelig en overraskelse. Det føltes lidt som om det kom ud af det blå, men når jeg tænkte tilbage på De fejlfødte og på tidligere små kommentarer og hints i den bog, så gav det alligevel mening. Man skal holde øje med de små detaljer i den her serie! Den eneste grund til, at man hører noget om det, er fordi Fry overhører en samtale og derfor er det sparsomt med, hvad læseren får at vide og da der senere melder sig en ny karakter på banen, som forsøger at fortælle Fry sandheden, er det svært at tro på. Også for mig. Derfor håber jeg, at det er en baggrund, der bliver taget op igen i den sidste bog, sådan at det kommer til at give mere mening og blive mere fyldestgørende. Til gengæld kan jeg godt lide, at den sommerlejr, der kort bliver nævnt i De fejlfødte er af virkelig vigtig betydning.

En af de andre karakterer, som jeg faktisk holder mest af, det er Anika. Frys veninde, som i starten af De fejlfødte virker mere som en slags katalysator for Fry til at reagere. Men hun vokser virkelig i denne her bog og bliver en lige så spændende person at følge. Det samme kan jeg ikke rigtig sige om Timo, som jeg virkelig godt kunne lide i den første bog, og som sagde mig intet i Glasmuren. Jeg har ikke noget imod den vej, hans historie går, jeg var mere ligeglad. Til gengæld vil jeg gerne give Linette props for NAVN, der er en non-binary karakter, man møder i bogen. Dels fordi han ikke bliver slået ihjel for dramatisk effekt og ligesom han bliver introduceret, som LGBTA+ karakterer alt for ofte gør, men også fordi, alle de andre karakterer behandler ham fuldstændig normalt. Det er ikke hans primære identitet og han er non-binary på samme måde som en anden karakter er lyshåret eller mørkere i huden. Det er noget, jeg personligt er rigtig glad for, når det bliver inkluderet på den måde, fordi det er sådan det bør være. Naturligt.

Der er en ting, jeg tror, mange hader ved bøgerne og det er sneglevæsnerne og nok især de fejlfødte og hvordan de bliver skabt. Personligt synes jeg, at det skaber nogle interessante etiske problemstillinger og det vidner om et større politisk spil, som sløret bliver løftet for. Og så finder jeg dem mest skræmmende, fordi de er så fraværende. Så længe de ikke bliver set, er det store uhyggelige snegle på størrelse med edderkopperne fra Ringenes Herre og det er det, der er mest uhyggeligt for mig. Og så minder de mig, om en opgave, jeg fik i et opgavehæfte til stile da jeg gik i folkeskolen. Det forestillede nemlig en mørklagt gade i storbyen, med dyster gadebelysning og ingen mennesker. Til gengæld er der en kæmpestor snegl på størrelse med husene på vej ned ad gaden. Jeg har ikke tænkt på den opgave i årevis, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på den, når jeg læste bøgerne og jeg spekulerer på, om Linette har set det. Måske får jeg svaret, når den tredje bog udkommer. I hvert fald glæder jeg mig til den og ind til da, kan jeg godt finde på at genlæse de to første bøger. Med Glasmuren er jeg endegyldigt overbevidst, Exilium er en pageturner og en fantastisk serie.

Glædelig jul!

Jeg vil gerne ønske jer alle sammen en rigtig god jul. Tak fordi I læser med, selv om det har været lidt sporadisk med indlæg her i efteråret, det er dejligt at vide, at der stadig er nogen, der følger med, selv om jeg føler, at jeg har forsømt bloggen lidt for meget, også efter hvad jeg selv håbede og forventede. Jeg glæder mig til julen i år, for mig har julestemningen været stor hele december måned og jeg ser frem til nogle både travle og hyggelige dage resten af december.

I det nye år vender jeg tilbage til bloggen på mere regelmæssig vis, og jeg håber, at jeg også får ideer og inspiration til nye indlæg, så det ikke bliver anmeldelser det hele. Jeg glæder mig til at fordybe mig i  min yndlingsbog The Lord of the Rings, som jeg her mellem jul og nytår genlæser meget nøje og tæt. Det er nemlig emnet for mit forestående speciale, som jeg kommer til at bruge en stor del af årets første fem måneder på. Men det skal ikke afholde mig fra bloggen, den bliver mit fristed, mit sted hvor jeg kan få lov til at tale om mine egne meninger og fjolle med bøger, når jeg nu skal til at være så seriøs.

Men først står julen for døren og jeg glæder mig så meget til at tilbringe juledagene med min og kærestens familier. Jeg har planlagt nogle få blogindlæg her til årets sidste dage og som sagt, så vender jeg stærkt tilbage i 2018. Forhåbentlig får jeg bøger i julegave, sandsynligvis endda. Og ellers så har jeg også snart fødselsdag, næste år bliver jeg 25 og det føles altså stadig sært.

Endnu en gang, rigtig glædelig jul fra mig til dig og alle omkring dig. Vi ses! <3

Skæbnens sværd (The Witcher #2) af Andrzej Sapkowski

 

Skæbnens sværd (The Witcher #2) af Andrzej Sapkowski. Oversat af Rune Brandt Larsen. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 1993 med titlen Miecz przeznaczenia. Læst på dansk, originalsproget er polsk.

Gave/anmeldereksemplar tilsendt fra Gyldendal.

Bestselleren bag The Witcher, spilverdenens svar på Game of Thrones. Andet fristående bind i Andrzej Sapkowskis serie om witcheren Geralt. Historierne, der udspiller sig i et middelalderligt og fantasyinspireret univers, handler om Geralts heltegerninger og om hans begær efter den uimodståeligt tiltrækkende troldkvinde Yennefer.

Geralt er witcher, en mand, der gennem hård træning og magiske drikke er blevet monsterjæger og koldblodig kriger. Han rider fra landsby til landsby for at tilintetgøre frygtindgydende monstre og dæmoner, som hærger landet og overfalder uskyldige mennesker. Men ikke alt, der ser uhyggeligt ud, er ondt – ikke alt, der ser harmløst ud, er godt. Geralt er heldigvis i besiddelse af overnaturlige kræfter fx forstærket syn, evne til hurtig heling og delvis immunitet over for menneskelige følelser, hvilket gør ham til en imponerende og ubarmhjertig dræber.

Skæbnens sværd fortsætter mere eller mindre der, hvor den første bog, The Last Wish (på dansk Det sidste ønske) slap. Det er fedt for mig at vende tilbage til universet igen, og præcis som med den første bog, har jeg et klart indtryk af, af Sapkowskis univers nærmest flyder over med mytologiske væsner. Og dog. Noget er på færde i verden, noget som Geralt ikke kan sætte ord på, men han kan mærke at noget er ved at forandre sig. Noget er ved at forsvinde. Han ved bare ikke hvad det er og ingen tror rigtigt på ham. I Skæbnens sværd er vi stadig i novelleformatet, hvilket betyder at bogen indeholder 6 historier med separate titler og kapitelindelinger. Og så alligevel ikke. Jeg kunne allerede i den første bog se, at der er en sammenhæng mellem historierne, der snarer er delt op alt efter Geralts forskellige eventyr eller missioner om man vil, end fordi de ikke hænger sammen. Og i denne her bog er det blot endnu mere tydeligt. Så vidt jeg husker, er det fra den næste bog romaner, man har med at gøre, og det bliver der faktisk lagt en del op til i løbet af Skæbnens sværd. Særligt hen imod slutningen, hvor man som læser dels får nogle informationer om tidligere missioner, Geralt har været på, og dels er med, når disse får ufattelige, katastrofale og skæbnebestemte konsekvenser for ham nu. Jeg er virkelig spændt på at læse videre i serien og se, hvordan Geralt, Ciri og de andre karakterer udfolder sig i romanformat.

Det er altså noget særligt ved Sapkowskis univers. Serien blev udgivet i min barndom, dengang på originalsproget polsk, og det er først for nyligt, at jeg har fået øjnene op for serien, på engelsk og nu også på dansk med den nye oversættelse. Men den føles bestemt ikke gammel eller som om tiden er løbet fra den, tværtimod har man her at gøre med et fantasyunivers, der er rig på både worldbuilding og historier. At læse bøgerne giver mig mere og mere lyst til at spillet videospillet, for jeg kan kun forestille mig, at Sapkowskis blanding af polske sagn- og mytologiske figurer og dette middelalderlige univers er fedt at opleve på den måde også. Geralt er en fortsat fornøjelse at læse om, han er lidt af en blødsøden gut inderst inde, men vil ikke rigtig indse det, fordi det er meningen at witchere skal være helt uden følelser. Det er faktisk en af de ting, jeg savner mest ved de to bøger, jeg har læst indtil nu, jeg vil rigtig gerne videre mere om witchere, om hvordan de bliver til, hvordan de træner, hvad det er de kan og så videre. En ting er, at man i de første bøger får en masse noveller og kortere historier, hvor man ser det ske, men det er stadig lidt forvirrende med så mange ubesvarede spørgsmål.

Ikke overraskende er mine yndlingshistorier i bogen de sidste to. Det føltes for mig som læser som om de virkelig lægger op til, at der starter en større historie nu, der involverer flere af de karakterer, man er blevet introduceret til i løbet af de første to bøger, og ikke mindst deres forhold til Geralt. Jeg kunne virkelig godt lide Skæbnens sværd, men jeg havde samtidig havde jeg en følelse af, at det var lidt for meget en opvarmning til de næste bøger. Selv om jeg nød den, var det som om, jeg hele tiden sad og ventede på noget mere. Det gør jeg også, men Skæbnenes sværd er altså bestemt værd at læse. Historierne er gode, plotfyldte og action-prægede, og universet med dets mange forskellige folkeslag og karakterer er en jungle at fortabe sig og gå på opdagelse i.

Archers stemme af Mia Sheridan

 

Archers stemme af Mia Sheridan. Oversat af Anne Brinch. Udgivet af LOVEBOOKS i 2017, oprindeligt udgivet i 2014 med titlen Archer's Voice. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Gave/anmeldereksemplar tilsendt af LOVEBOOKS.

Da Bree fra den ene dag til den anden forlader sit liv i New York og flytter til en lille by i Maine, håber hun, at hun endelig kan lægge fortiden bag sig og finde fred. Allerede første dag i byen møder hun Archer Hale. En mand, der lever for sig selv, og som kæmper med sine egne dæmoner. En mand, ingen andre bemærker.

Archers stemme er en fortælling om en kvinde, der bærer på et traume, og den mand, hvis kærlighed er nøglen til hendes frihed. Det er en fortælling om en stille mand, som lever med mindet om en pinefuld fortid, og den kvinde, som hjælper ham med at finde sin stemme igen. Det er en fortælling om sorg, skæbne og kærlighedens helende kraft. Archers stemme er første bog i Sign of love-serien.

Archers stemme er en romantisk historie, om Bree og Archer, der møder hinanden ved et totalt tilfælde og det kunne nærmest ikke være mere skæbnebestemt. Deres historie byder på så meget mere end kærlighed, der er også emner som sorg, familie, hemmeligheder, mysterier og social realistisk udvikling af mindre bysamfund, som er med til at fuldende bogen og ikke mindst karakterernes historie. Men derfor skal man ikke lade sig snyde, det er en kærlighedshistorie og det er en virkelig smuk en af slagsen om at turde kaste sig ud i kærligheden, at give nogen en chance til og ikke mindst om at turde lade nogen komme så tæt på. Det er svære ting at håndtere og igennem de skønne hovedpersoner Archer og Bree oplevede jeg som læser i hvert fald, at en del af det også er evnen til at tilgive og indse egne fejl.

Jeg bliver nødt til at rose dem, der har valgt at tage den her bog med til det danske marked, for den bød på en helt anden historie, end jeg forventede ud fra titlen, og det er bestemt en skøn bog blandt NA-titlerne. Både Bree og Archers baggrunde er gribende og smertefulde, men på hver deres måde og af helt forskellige årsager. Jeg vil bestemt anbefale bogen, men advarer lige imod at gøre det samme som jeg og læse den i toget - det går nemlig ret hedt for sig nogle gange. Noget af det, jeg virkelig elskede ved bogen er, at kærligheden på ingen måde er en direkte kur for noget som helst. Hverken Bree eller Archer får det på magisk vis perfekt og helt 100% vidunderligt og "helbredt" for deres fortids traumer ved at møde hinanden. Det sker langsomt, igennem arbejde og den mulighed for frihed til at være dem selv. Og igennem fejl.

Der står på bogen, at den er en del af en serie, der hedder Sign of Love, jeg håber virkelig, at de andre bøger også kommer på dansk en dag. Og at tegnsprog stadig spiller en stor rolle, ligesom det gør i Archers stemme. Noget kunne godt tyde på det, og jeg håber at det bliver på samme måde, hvor det spiller en rolle i historien og karakterernes forhold til hinanden. Ind til da kunne jeg godt finde på at læse bogen en gang til, for Mia Sheridan fortæller en virkelig skøn kærlighedshistorie på flere planer.

Ankors amulet af Linea Bjerrum Nielsen

 

Ankors amulet af Linea Bjerrum Nielsen. Udgivet af Tværveje i 2017.

Anmeldereksemplar fra forlaget Tværveje.

Dine valg, din historie!
VELKOMMEN TIL ANKORS AMULET – et eventyr, hvor det er dig, der bestemmer handlingen!

På det lokale bibliotek støder du på en gammel bog, hvorpå der hviler en forbandelse. Du er blevet ramt af Udødsforbandelsen, og for at hæve den må du rejse til Mellemverdenen og finde Ankors amulet. Men rejsen er fuld af fælder og farer, og du må tænke dig godt om for at komme helskindet igennem alle udfordringerne!

Hold nu fast, hvor havde jeg det sjovt med denne her bog! Jeg er ikke opvokset med de gamle sværd og trolddom-bøger, som skulle være noget i samme stil som denne her, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg var. Jeg kan ikke lade være med at være imponeret over, at det er lykkedes for Linea at skrive en vælg-din-egen-handling-historie, for jeg ved hvor meget besvær det kan være bare at få nogle få dele til at passe sammen. Ankors amulet består af rigtig mange dele. De små afsnit er lette at overskue og med tydelige tal, der markerer hvilket afsnit, der er tale om, er bogen let at navigere. Man skal ignorere sidetallene, dem skal man ikke bruge til noget i løbet af bogen.

Det foregår sådan her. Når du åbner bogen, får du en fin introduktion til konceptet og til, hvordan du skal spille dig igennem bogen i forsøget på at få fat i troldmanden Ankors amulet. Der er endda et eksempel på et skema, som du skal føre over de ting og genstande, du får eller mister i løbet af historien og ikke mindst dine livspoint. Og så gælder det ellers om at træffe de rigtige beslutninger, så du ikke dør. Teksten er let at læse og det er ikke noget problem at leve sig ind i handlingen. Både fordi man skal tage aktiv del i den hele tiden, men også fordi Linea skriver rigtig godt. Historien er stemningsfyldt og morsom, samtidig med, at man får nogle klare billeder af, hvordan der ser ud og hvordan man oplever tingene på egen krop.

Det lyder mærkeligt at sige det sådan, men det er jo en selv, der er hovedpersonen. Og jeg vil godt indrømme, at det vist er godt, at jeg ikke er hovedpersonen i en fantasyroman, hvor man skal ud på farlige opgaver og træffe livsvigtige beslutninger. For jeg døde tit. Og med tit mener jeg alle de tre gange, jeg har forsøgt at gennemføre endnu. Det skal understreges fra min side, at det på ingen måde er fordi bogen er for svær, jeg er faktisk af den mening, at den er virkelig god til målgruppen, nemlig tweens. Ikke helt YA, og ikke helt børnebog, men det sted der i mellem, hvor det ofte falder med læselysten. I et interview med forfatteren, jeg har læst, fortæller hun også, at det netop er den svindende læselyst, hun gerne vil give et skud ny energi. Og det gør Ankors amulet virkelig. Som jeg startede ud med at sige, så morede jeg mig virkelig med at prøve bogen, jeg nød at føle mig lidt lige som helten i mit eget eventyr og at det var op til mig, hvad der skete, og samtidig får man bare fortalt en rigtig god historie. Det er sikkert ikke sidste gang, at jeg prøver lykken med at findes Ankors amulet. 

Mere end veninder (Mere end veninder #1) af Line Lybecker

Mere end veninder (Mere end veninder #1) af Line Lybecker. Udgivet af Calibat i 2016.

Anmeldereksemplar fra Calibat.

Det er ikke nemt at starte et nyt kapitel i sit liv når man sidder fast i det gamle. Anja på 16 har svært ved at give slip på Nicoline, men da vennen Markus præsenterer hende for hans kusine Catherine, slår det straks gnister. Problemet er bare at Catherine bor i USA, og at Anjas mor er alt andet end begejstret for en lesbisk datter.

Jeg tænkte på Catherine. Hvis bare jeg kunne ringe til hende og høre hendes stemme ... Hvis bare hun ville holde med mig og sige at vi var sammen om det her ... Men det var vi ikke.

I Mere end veninder lærer man den 15-årige Anja at kende. Bogen handler om seksualitet og det er ret spændende at læse om en unge pige, der ikke er i tvivl om, at hun er tiltrukket af piger og kun piger. Det var bare rart at læse om en, som ikke forsøgte at skjule sin seksualitet fordi hun skammer sig over det eller føler sig utilpas med det på nogen måde, men fordi hun har en (nok ret begrundet) forestilling om, at det ikke er alle omkring hende, der vil acceptere det. Anja føles meget mere moden end hendes 15 år og det blev ærligt talt lidt forvirrende for mig til at begynde med, hvor man hører om hendes tidligere næsten-kæreste var det vel egentlig, der var nogle år ældre og det så viste sig, at Anja var 15 år. Jeg troede, at hun var ældre, for sådan føles hun, når jeg læste bogen. Det ærgrede mig lidt, for jeg kunne godt have tænkt mig en hovedperson, der føltes som en teenager og hun føles nogle gange lidt ældre

Når det så er sagt, så kan jeg faktisk godt lide bogen. Det var en skøn læseoplevelse og bare fordi den handler om unge og seksualitet, er det altså ikke det eneste, der tages op. Venskab og familie fylder rigtig meget, og på det punkt kan man godt mærke, at det er en yngre hovedperson. For forholdet til forældrene er bestemt ikke altid godt eller nemt. Det bliver nogle gange en smule overfladisk, i og med at bogen ikke er særligt lang og den foregår over ret lang tid. Så der bliver nogle gange, hvor det går rimelig hurtigt med at opremse hvad der sker og det er en af de ting, der får mig til at tænke, at den er velegnet til et lidt yngre publikum, hvorimod det er en personlig præference fra min side, at man ser tingene ske i stedet for.

Line Lybecker skriver godt, sproget er letlæseligt og jeg kom igennem bogen ret hurtigt, og nød at læse en bog, der føltes ny og original, men samtidig indeholder så mange elementer af realistisk ungdomsbøger, som jeg godt kan lide. Det er min opfattelse, at bogen er skrevet til den lidt yngre YA-læser på omkring de 13-16 år, men det er ikke ensbetydende med, at den er kedelig for os, der er lidt ældre. Bogen handler om det svære ved at springe ud over for dem man elsker, og være bange for deres reaktioner, men også om så meget mere og det mener jeg personligt er rigtig vigtigt, for det kan hurtigt blive en ren coming-out story. Dem skal der også være plads til, men jeg kan godt lide, når jeg støder på en bog, der har andet og mere i sig end det. Mere end veninder handler om modet til at finde kærligheden, særligt når man er ung og aldrig har haft en rigtig kæreste, når man har fået sit hjerte knust og når man har så mange andre ting, der fylder lige så meget. Jeg glæder mig til at læse line Lybeckers næste bog, som berører nogle af de samme temaer.

Hun bad selv om det af Louise O'Neill

Hun bad selv om det af Louise O'Neill. Oversat af Emilie Sonne Harild Gaardboe. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen Asking For It. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Gave/anmeldereksemplar tilsendt af Gyldendal.

Det er en Facebook-side, jeg aldrig har set før, men den har et billede af mig som profilbillede. Siden har hundredvis af likes og navnet „Nemme-Emma.“ Jeg er tagget på alle billederne.

Emma O’Donovan bor i en lille by, hun er 18 år gammel, smuk, populær og selvsikker. Men en aften tager hun til en fest, som ændrer alt. Dagen efter vågner hun foran sin hoveddør. Hun kan ikke huske, hvad der er sket. Hun ved ikke, hvordan hun er endt der. Hun ved ikke, hvorfor hun har ondt. Men det gør alle andre.
Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved Emmas krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egens skyld.

Hold nu op, hvor er der mange følelser på spil i denne her bog. Jeg kan lige så godt bare sige det som det er: jeg hader denne her bog. Og præcis derfor elsker jeg den.

Hun bad selv om det handler om overgreb, om voldtægtskultur og victimblaming, om følelser af skam og ensomhed, fortvivlelse og selvbebrejdelse. Den handler om familie og venskab, og om hvordan det kan være svært at vide, hvad der er bedst for en selv, når man står i en situation, man slet ikke kan overskue. Emma O’Donovan er lidt af en bitch til at begynde med. Hun er vant til at være skolens smukkeste pige, endda byens, og det er tydeligt, at hun forventer, at alle skal mene det samme og hun går så meget op i det, at det bliver irriterende at læse om og det påvirker hendes venskaber med hendes veninder. Men selv om jeg ikke bryder mig om hende til at begynde med, så vil jeg aldrig, aldrig ønske det for nogen, at der sker det, der sker for Emma. Hun bad selv om det er en virkelig skarp bog, der på bedste vis illustrerer, hvor svært det kan være at finde hoved og hale i det hykleriske samfund, vi befinder os i. Vi skal hjælpe andre og hvis folk er kommet noget til, skal man selvfølgelig tage dem seriøst og hjælpe dem. Og da Emma har mest brug for hjælp, vender skolens elever hende ryggen, alle i byen og sikkert mange flere har set ikke bare et, men rigtig mange rigtig nærgående, vulgære, klamme og nedsættende billeder af Emma, og hendes forældre prøver desperat at hjælpe hende, men det er som om, de ikke kan se, at hun ikke tager imod hjælpen, men bare lader som om. Det var utroligt frustrerende at læse om og jeg havde sådan en følelse af afmagt og sorg over, hvordan det på trods af helt åbenlyse beviser er som om, det er Emma, der er the bad guy. Også fordi hun konsekvent bebrejder sig selv for konsekvenserne af, at hun har valgt at melde det, der er sket. Som om de anklagede ikke selv tog et valg. Jeg hader når det flyver rundt med ord som ”boys will be boys”, ”hun bad selv om det” og kommentarer om alkoholindtag og påklædning. At vi lærer unge piger, at de ikke skal blive overfaldet i stedet for at lære drenge (og piger) ikke at overfalde. Et mangel på nej er ikke ensbetydende med et ja.

Emma er 18 år gammel og som sådan en helt almindelig pige, hun i gang med gymnasiet og går op i fyre, fester og sine veninder. Og sig selv. Selv om meget af bogen foregår omring hende alene, efter hun er blevet udstillet og udstødt, så er der alligevel også plads til de forskellige bipersoner, som hendes forældre og hendes veninder. De udgør alle sammen så almindelige mennesker, der på trods af rigdom eller skønhed virker lidt lige som den gennemsnitlige by. Men der sker noget i Ballinatoom, der er langt ud over det sædvanlige og som giver genlyd i både de irske og de internationale nyheder. Jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med det, man får en ret god forklaring på det i teksten om bogen og faktisk synes jeg, at det fungerer bedst, når man selv læser det. Når man som læser igen og igen hører Emmas tanker vende tilbage til billederne, til det, hun er reduceret til. Jeg vil gerne indrømme det, Emmas historie fik mig til at græde som pisket på mere end et tidspunkt. Hun bad selv om det er en smertefuld historie og så realistisk, at slutningen slår ekstra hårdt. Jeg elsker slutningen fordi den er så ærlig og jeg hader den af samme grund.

Det er ikke uden grund, at jeg er enig i, at Louise O’Neill her har skrevet en af årets vigtigste ungdomsbøger. Faktisk vil jeg sige bøger generelt. I tider med #MeToo, der bliver både hyldet og nedgjort, er Hun bad selv om det en virkelig barsk og ærligt gengivelse af, hvor svært det er at finde ud af, hvad man skal gøre, når alle omkring en siger at man selvfølgelig skal have hjælp, indtil det bliver aktuelt. Jeg tror desværre, at der er rigtig mange unge piger, der kan se sig selv i Emma og hendes følelse af gerne at ville have det overstået. Følelsen af, hvis bare det hele kunne gå væk og man kan ikke overskue, at det vil komme til at tage rigtig lang tid, før der sker en endelig beslutning.  Emma er ikke en karakter, Louise O’Neill har skabt, hun er overalt og flere steder end man går og tror. Hvis man ikke tror på, at der er et problem med voldtægtskultur, så vil jeg virkelig anbefale, at man læser Hun bad selv om det. For det er ikke bare fiktion, man sidder med mellem hænderne. Det kunne lige så godt være en virkelig historie. Og den vil gøre dig vred. Af mange grunde. Jeg mistede overblikket over, hvor mange små øjeblikke, der irriterede mig grænseløst og hvor mange, der endte med at give mig et sug i maven af afmagt og samtidig en tanke om, at der bliver nødt til at ske noget. Emma vil ikke være et eksempel, den hvis sag bliver en forgangssag for alle andres. Men måske kan hun blive det alligevel. Jeg tror i hvert fald godt, at Hun bad selv om det kan bruges til at forklare det uforklarlige. Skammen, ensomheden, trangen til at leve et normalt lv, følelsen af at ens krop aldrig bliver ens egen igen, det totale tab af kontrol over ens liv.