tirsdag den 23. maj 2017

Tag Tuesday: Book Buying

London-savnet er stort. Covent Garden, de flotte parker og ikke mindst det her sted. Suk.

I denne uge er det igen tag-tid og denne gang er jeg sørme blevet tagget selv. Af søde Rikke er jeg nemlig blevet tagget i "the Book Buying tag" og det siger jeg bestemt ikke nej til. Det er ikke til at sige, hvor langt omkring i blogland, det er kommet, men hvis du endnu ikke har besvaret spørgsmålene, er du velkommen. Også bare hvis du vil kommentere på mine svar.

Hvor køber du dine bøger?
Jeg køber nok de fleste af mine bøger online. Nogle gange på SAXO, men for det meste benytter jeg mig af BookDepository, da jeg stadig køber flest bøger på engelsk og jeg er vild med, at man kan vælge mellem flere forskellige udgaver, både britiske og amerikanske. Men jeg synes også, jeg er begyndt at gå mere i de danske boghandlere nu og da.

Hvor mange bøger køber du i gennemsnit om måneden?
Det svinger utroligt meget. Hvis vi ikke lige tager BogForum med, hvor det plejer at stikke helt af for mig, så kan der sagtens gå flere måneder, uden at jeg køber nye bøger - jeg forstår det heller ikke rigtig selv. Nogle måneder er det kun ganske tilfældigt, at jeg får købt en bog eller to, andre gange er det planlagt og jeg ender med en kæmpe stak. For tiden ser jeg mig meget om efter bøger med henblik på speciale, så der bliver nok købt lidt flere for tiden end normal. Mine bogkøb er utroligt sporadiske og jeg har faktisk ikke nogen idé om, hvor mange jeg køber i gennemsnit. Måske 3, hvis man ser på de første måneder af 2017?

Benytter du dit lokale bibliotek?
Jeg ser det egentlig som, at jeg har to lokale biblioteker: jeg bruger biblioteket på Syddansk Universitet rigtig meget i forbindelse med opgaver og eksamen, og nogle gange også undervisning. Men jeg kan heller ikke komme uden om, at jeg er flittig gænger på Odense bibliotek. Jeg kan så godt lide at være der, at sidde der og læse. Og skrive når der har været NaNoWriMo. Og ja, jeg låner også en del bøger med hjem derfra, som regel i store bunker, som jeg får alt for travlt med at nå at læse.  Jeg låner bøger der, som jeg har set på, men ikke ved om jeg vil kunne lide. Bøger, jeg ikke er sikker på, jeg vil eje. Bøger jeg ikke kan finde andre steder. Eller alt det var i hvert fald sandt indtil de lukkede biblioteket tilbage i december. Det skal godt nok bare ombygges, men der er stadig mange måneder til det åbner igen.

Hvis ja, hvor mange bøger låner du så ad gangen?
Her er et godt eksempel på at læse alle spørgsmålene, før man går igang. Men som sagt, så er det som regel en god stak. jeg vil skyde på en 5 eller 6 stykker ad gangen, men jeg havde i løbet af sidste sommer vist nok over 15 bøger forbi udlånsdisken i løbet af de to måneder.

Hvad er din mening om biblioteksbøger?
Jeg vil ikke påstå, at jeg elsker dem. Men jeg elsker idéen. Jeg synes det er så fint, at man kan låne bøger på biblioteket, og jeg har selv opdaget ret mange på den måde. Selv om jeg helst vil eje og have bøger, så må jeg også nok erkende, at det er lidt af en umulighed.

Står dine læste og ulæste bøger sammen?
Ja, det gør de. Jeg havde en gang overvejet at samle alle mine ulæste bøger på en reol, men jeg kom hurtigt fra det igen, ved tanken om, hvor meget flytten rundt det ville resultere i hele tiden. Så de står samlet og blandet ind i mellem hinanden og jeg har ikke noget problem med at vide præcis hvilke jeg ikke har læst endnu.

Planlægger du at læse alle de bøger, du ejer?
Ja. Det kan ikke siges meget kortere, men det gør jeg i høj grad. Jeg har svært ved at se, hvorfor jeg skulle have en bog stående, som jeg ikke har lyst til at læse.

Hvad gør du med bøger, som du ejer, men som du ikke føler, du nogensinde vil få læst eller ikke kunne lide?
Dengang Odense bibliotek ikke var lukket for dets langvarige ombygning, havde de en fin sort kasse ved indgangen, hvori man kunne lægge bøger, man ville donere til Læs for Livet. Det har jeg gjort et par gange, ligesom jeg donerede 13 styks i slutnigen af april i deres store indsamling. Ellers kan jeg godt finde på at give dem til venner eller familie.

Har du nogensinde doneret bøger?
Flere gange end jeg har tal på. Nogle gange rigtig mange på en gang (som i flere flyttekasser på en gang), nogle gange en enkelt eller to. Men det er også over en lang, lang årrække. Egentlig er jeg ikke særlig god til at skille mig af med bøger.

Har du nogensinde været på et bogkøbsstop?
Ikke hvor jeg har aktivt sat mig for, at jeg ikke vil købe bøger. Det tror jeg ikke på kan fungere, for så begynder undskyldningerne at komme frem. Men jeg kan sagtens gå flere måneder uden at købe nye bøger. Jeg tror det eneste tidspunkt, jeg bevidst lod være, var dengang jeg skulle til London, før der vidste jeg, at jeg ville købe bøger.

Føler du, at du køber for mange bøger?
Kan man det? Men nej, egentlig ikke. Som sagt så svinger det rigtig meget hvor mange bøger, jeg køber. På det seneste er antallet af ulæste bøger  i min samling vokset helt eksplosivt, så jeg føler ikke et stort behov for at købe nye hele tiden. Jeg tror helt sikkert, at der nok skal være nogen der synes, jeg køber for mange, men sådan har jeg det ikke selv.

Hvordan står det til med dine bogkøbsvaner?

mandag den 22. maj 2017

Vi andre bor her bare af Patrick Ness


Vi andre bor her bare af Patrick Ness. Udgivet af Gyldendal i 2016, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen The Rest of Us Just Live Here. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

De fleste af os er ret normale, vi glemmer det bare af og til. Mikey i "Vi andre bor her bare" er også helt normal. Han går på gymnasiet, glæder sig til galla, er nervøs for at invitere Henna med og så bekymrer han sig forresten også om at bestå sin eksamen. 
Det helt normale kan godt være ekstraordinært, det handler bare om at lede efter dét, der kan gøre det, det. "Vi andre bor her bare" af Patrick Ness er en alletiders ungdomsroman, der sætter spørgsmålstegn ved det normale. I Mikeys liv kan selv små ting forandre det hele, det ved han bare ikke endnu.
Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg først faldt over en internet-post, om de andre Hogwarts-elever på Harry Potters tid og hvor frygteligt irriterende det må være, at ens uddannelse hele tiden bliver forplumret, fordi Harry lige skal redde verden fra Voldemort en gang til. Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det har været noget lignende, der har inspirereret Patrick Ness til at skrive Vi andre bor her bare. Den handler ikke om den udvalgte, den der skal redde verden denne her gang - og springer skolen i luften i samme ombæring. Den handler ikke om dem, med de ualmindeligt specielle navne. Den handler om Mike.

Han er på ingen måder udvalgt, i en typisk YA-roman ville han være en af dem, der måske ville blive nævnt ved navn, men egentlig ikke har noget med heltens historie at gøre. Og det er synd. For som Ness viser, så har Mike også meget at byde på. Mike er en typisk teenager, han er snart færdig med high school, hans forældre er måske lidt mere specielle end andre og de fleste af hans tanker kredser om, at han ikke helt tør spørge Henna, om de skal følges til galla. Der er ikke meget specielt over Mike, og så alligevel. Selv om han er den typiske teenager, er Patrick Ness virkelig god til at gøre ham til en unik person. En, hvis særtræk ikke kendetegner ham, men fuldender ham. Og hans historie er på ingen måde kedelig.
"på en måde forstår jeg det nok godt," siger han. "Du er allerede nioghalvfems procent væk herfra, ikke? Det eneste, du har lyst til, er at bruge de sidste uger på at være så meget sammen med dine venner som muligt, for du har ikke lyst til at skulle forlade dem, når du rejser. Og så kommer den her påtrængende type, som bryder ind i jeres tæt sammenvævede gruppe, lige når du har allermest brug for den."
Der sker noget ret interessant, når man læser denne her roman. De fleste ville være ret hurtige til at kategorisere den som fantasy, jeg selv inklusive. Men egentlig, når jeg tænker nærmere efter, skabes der i Vi andre bor her bare et møde mellem en klassisk fantasy-historie og en "coming-of-age" ungdomsroman. Og i mødet mellem de to genrer, har Patrick Ness skabt en historie og et univers, jeg ikke har set før. Historien om Stachel og Finn, der skal redde verden bliver fortalt i begyndelsen af hvert kapitel næsten som om det var et kapiteloutline: "kapitel 5, i hvilket ....", og så får vi Mikes historie bagefter. En historie, der ikke går ud på at redde verden, men om at klare sig igennem hverdagen. Og jeg kan ikke lade være med at beundre det, Patrick Ness gør. Det vidunderlige i det metaperspektiv, han lægger over den klassiske ungdomsroman og i hvordan han undgår at gøre historien til en kliché.

Mike er slet ikke den typiske helt. Oven i hverdagens problemer med en meget politisk mor, der næsten åbenlyst ignorerer problemerne i familien, med den alkoholiserede og meget fraværende far, Mikes søster Mels bekæmpelse af sin spiseforstyrrelse og Mikes egen OCD. Men det, Ness gør så fint, er den måde han behandler alle disse emner på. Mike er ikke sin OCD, Mel er ikke sin spiseforstyrrelse. De er stadig mennesker og mangfoldigheden er stor i denne her bog. Ingen af karakterne er ens, og ingen af dem er flade eller falder i baggrunden. Som de fleste andre, bor de der bare, og forsøger at leve et normalt og sammenhængende liv både inde og uden for hjemmets fire vægge. Vi andre bor her bare er fyldt med karakterer, som man kan se sig selv i, uanset hvem man er eller hvordan man ser ud. Historien er fyldt med humor, på trods af dens mange hårde emner, men det hele går så godt i spænd. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig til at læse denne her bog, men den var alt det, jeg kunne håbe på.
"I behøver ikke behandle mig, som om jeg går i stykker," siger jeg, "I gør det alle sammen. Mikey med OCD'en. Mikey, nu på medicin..."
"Det har vi aldrig gjort, Mike..."
"Mel døde. Hun har det stadig underligt med mad, men ingen behandler hendes anderledes. Det skal de helleri kke. Det gør jeg heller ikke. Det bruger jeg meget tid på."
"Jared er kvart gud, Mike. Og jeg har nogle langt-ude forældre, som slæber mig med til en krig for at snakke om Jesus og fødder. Alle har noget. Det er ikke engang kun os, det er alle, vi kender."

fredag den 19. maj 2017

Death Note I (Death Note #1-2) af Tsugumi Ohba


Death Note I (Death Note #1+2) af Tsugumi Ohba, illustreret af Takeshi Obata og oversat af Tetsuichiro Miyaki. Udgivet af VIZ Media LLC. i 2010, oprindeligt udgivet i 2003. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.

Light Yagami is an ace student with great prospects--and he’s bored out of his mind. But all that changes when he finds the Death Note, a notebook dropped by a rogue Shinigami death god. Any human whose name is written in the notebook dies, and now Light has vowed to use the power of the Death Note to rid the world of evil. Will Light's noble goal succeed, or will the Death Note turn him into the very thing he fights against?
Har I nogensinde prøvet, at der er en bog, I har hørt om for flere år siden, derefter glemt alt om, for pludselig at støde på den? Sådan har jeg det med Death Note, som så vidt jeg husker, først blev mig foreslået tilbage i 2008 eller 2009, men som jeg glemte alt om i den der forvirrende tid mellem folkeskolen og gymnasiet. Og så faldt jeg over den igen i Amsterdam, og lod den stå, på trods af at lysten til at læse historien væltede ind over mig igen. Men jeg nåede at få den hjem til sidste måneds readathon og så oven i købet i en udgave, jeg ganske enkelt synes er fantastisk flot.

Mængden af manga, jeg har læst, kan måske godt ligge på en lige så lille sted som mængden af graphic novels, men jeg tror, jeg har fundet et rigtig godt sted at starte. Selve setup'et er ret lige til: skriver du navnet på en person ned i denne her notesbog, vil vedkommende dø. Det er en utrolig stor magt at have og det er egentlig ikke en magt, der er beregnet for mennesker at have. Så det er selvfølgelig det, der sker. Den unge Light finder en "tabt" notesbog og ser straks en mulighed for at forandre verden til det bedre. Undervejs bliver der så afsløret en del tilføjelser til hovedreglen, og Light, der bestemt ikke er tabt bag af en vogn, finder hele tiden på måder at udnytte disse regler og imponerer til stadighed den følgesvend han har fået. Den egentlige ejer af notesbogen, dødsguden eller en Shinigami Ryuk, som beslutter sig for at se, hvordan Light forvalter den mulighed, han har fået.


Jeg kan sagtens afsløre, at jeg er hooked. Jeg er vild med selve historien ind til videre, med hvordan man allerede efter de to første bøger kan se en forandring i Light, selv om den ikke er overvældende stor. Og med, at det selvfølgelig ikke går ubemærket hen, det han har gang i. Selv om hans nuværende mission er at gøre verden til et bedre sted, og han derfor måske helt naturligt starter med kriminelle, så går der ingen tid, før politi og efterretningstjenester verden over bliver opmærksom på, hvad der sker og sætter jagten ind på denne mystiske hævner Kira. En mindst lige så intelligent og hemmelig efterforsker L begynder ret hurtigt at indkredse det område, Light befinder sig i. Men det lykkedes ind til videre Light igennem krumspring og evnen til at tænke flere træk forud at undgå at blive afsløret. Historien indeholder også en mængde humor, som jeg ikke ventede at finde i den, men som ikke tager noget væk fra alvoren i plottet.

Og så er der selvfølgelig den anden side af bogen: kunsten. For det er jeg slet ikke tvivl om, at det er. Alle siderne er holdt i sort-hvid, bortset fra nogle få introsider i begyndelsen, der føles mere som en prequel eller en prolog, og det varierer hele tiden mellem få detaljer og rigtig mange, virkelig stort fugleperspektiv eller zoomet helt ind, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg manglede noget for at forstå, hvad der skete eller hvor man befandt sig. Og på et eller andet tidspunkt i de tidlige morgentimer mellem sort-hvide sider og en historie, der hele tiden snoede sig frem, sad jeg og nød det hele. Historien, stilen, karaktererne og følelsen af lettelse, når det lykkedes Light at undgå afsløring. Jeg glæder mig virkelig til mere og forhåbentlig får jeg læst serien færdig, før den nye film kommer til august. Og set anime'en også. For jeg vil bare have mere.

onsdag den 17. maj 2017

Ternet Ninja af Anders Matthesen


Ternet Ninja af Anders Matthesen. Udgivet af Høst og Søn i 2016.

Multikunstneren Anders "Anden" Matthesen er bedst kendt for sine anmelderroste standupshows, men til efteråret 2016 er han ikke kun aktuel på scenen - han debuterer også som børnebogsforfatter.
Med sin særlige humor og rå tone taler Anders Matthesen direkte ind til et ungt publikum. Det beviste han allerede for adskillige år siden med Terkel i knibe-filmen, og hans debutroman henvender sig til samme målgruppe. Ternet Ninja fortæller sprudlende om 13-årige Askes op- og nedture, konflikter og forelskelse, og om hans møde med en udsædvanlig ninja, syet af en børnearbejder på en legetøjsfabrik i Thailand - og sejlet til Danmark af gode gamle onkel Stewart. En ternet ninja med rødder tilbage til det japanske samuraisamfund, der indædt kæmper for, at retfærdigheden skal ske fyldest...
Ternet Ninja er måske Anders Matthesens debut som forfatter til børnebøger, men det er helt tydeligt, at det ikke er et publikum eller en målgruppe, han er uvant med. Bogen handler om den helt almindelige dreng, Aske, der har problemer nok med at blive drillet i skolen, hans uudholdelige papfar og -bror og hende den der søde pige fra 8. klasse. Men til sin 13 års fødselsdag får Aske så en slags dukke eller bamse, der forestiller en ninja, men i ternet stof. Hans onkel Stewart har haft den med helt fra Thailand og alene af den grund bliver Aske glad for den. Det viser sig dog hurtigt, at Ternet Ninja, eller TN, som Aske kalder ham, er mere end en almindelig dukke. Han er nemlig levende og han er på en mission for retfærdigheden. Men det forhindrer ham ikke i at vende op og ned på Askes liv på både godt og ondt.

Bogen er holdt i samme lidt skæve blanding af humor og alvor, som den efterhånden ret gamle film, Terkel i knibe, men det fungerer virkelig godt. Specielt morerede jeg mig over, når helt igennem forståelige udtryk blev forklaret, fordi de trods alt ved nærmere eftertanke slet ikke giver mening: en person eksploderer jo ikke, når vedkommende bliver vred, ikke sådan rigtigt. I det hele taget er det let at mærke fortællerstemmen igennem bogen og jeg kan ikke sige mig fri for at læse det op inde i mit hoved med en blanding af Anders Matthesens stemme og fortælleren fra Terkel i knibe. Det viser sig da også, at de to historier foregår i det samme univers, for flere af karaktererne fra Terkel i knibe dukker nemlig op her i Ternet Ninja, hvilket jeg synes var virkelig fedt, men hvis man ikke er specielt fan af filmen, så er det ikke sikkert, det er noget man vil lægge mærke til. Men jeg tror ikke, man kan undgå at genkende onkel Stewart.
Fætter Terkel og Signe havde haft en "ble-situation" på vej ud ad døren med Baby-Dorit, så de kom først ved halv tretiden. Aske fik tre dvd'er med tre standupkomikere, som alle havde det kedelige til fælles, at de ikke var "Anden". Til gengæld var der byttemærker på.
Egentlige siger ovenstående citat ikke ret meget om bogen, men jeg vil egentlig hellere opfordre til at man læser den selv. Det her sted kunne jeg bare ikke lade være med at grine af. Der hvor bogen i mine øjne skiller sig ud fra andre børnebøger er på den mere alvorlige side. TN er på en mission, som han kalder retfærdighed, men som Aske anser for hævn. Endda en ret formålsløs hævn. Men netop fordi Askes argumenter lyder så velkendte og træder i så tydelig kontrast til TNs hævntørst, fik det i hvert fald mig til at tænke lidt mere over den undskyldning, man ofte kan komme til at bruge, at "hvis ikke den og den gør det her forfærdelige, så er der bare en anden der gør". TN er en karakter, der er ret svær at beskrive, for selv om han er frembrusende, ofte meget nedladende, helt blottet for eftertænksomhed og meget ensporet i sin tankegang, så er han også Askes ven. Han tvinger ham mere eller mindre til at sige fra over for skolens bølle ved at imitere Askes stemme, så han bliver nødt til at lade som om, det var ham selv og ikke den ninjadukke, han har i tasken. Han hjælper Aske til at få mere selvtillid og selv om Aske havner i problemer med hele sin familie på grund af TNs handlinger, så får alle oplevelserne med TN alligevel Aske til at turde sige fra, også over for TN. Og så kan jeg bare virkelig godt lide billedet af Aske og TN, der sidder sammen på Askes værelse og spiller videospil.

Ved siden af Askes historie, får vi også TNs. Hvordan han blev skabt i Thailand på en fabrik, der benyttede sig af børnearbejdere og hvor TN bliver til ved et uheld, et ternet tørklæde, der uheldigvis bliver lavet om til en ninjadukke. Det resulterer i en af børnearbejdernes død, så meget kan jeg godt sige uden at spoile for meget. Det er også da, at TN kommer til live og hans mission begynder. Den lange redegørelse for samuraiernes historie og hvordan det hænger sammen med TN var ikke kun spændende, fordi jeg selv synes, den periode er interessant, men også fordi det giver et helt oprigtigt, men anderledes syn på samfundet og retfærdighed, end Askes, som måske mest af alt minder om det, vi har herhjemme. Det er svært ikke at føle for Aske, hvis liv på mange måder virker nedern, men når man så får historien om de thailandske børnearbejdere også, ender man måske ikke ligefrem med at synes, at Aske er en pivskid, men i hvert fald at indse, at der er andre og nogle gange større problemer. Det er alligevel nogle tunge elementer i en børnebog og det er helt bestemt også en bog, jeg tror voksne vil finde noget i at tage med sig videre.

tirsdag den 16. maj 2017

Top Ten Tuesday #54

Som sagt bringer jeg Top Ten Tueday tilbage på bloggen. Jeg savner det nemlig lidt, det er både udfordrende og underholdende. Som altid er det The Broke and the Bookish, der har startet dette og kommer med ugens emne. Jeg kommer ikke til at være med hver gang, jeg vil nemlig forsøge at skifte lidt i mellem at lave top ti lister og tag-lege her om tirsdagen. Da der på forhånd er givet emner for flere tirsdage ud i fremtiden, tror jeg dog at det kommer til at være flest top ti lister.

Ugens emne er en Mother's Day freebie i anledning af, at det var mors dag i søndags og jeg har grublet længe over, hvad jeg skulle finde på. Jeg har nemlig tidligere lavet en liste over top ti forældrefigurer i litteraturen her, så jeg ville gerne finde på noget helt, helt andet. 

Så i dag får i top ti bøger, anbefalet af min egen mor. Jeg har nemlig ikke min læseglæde fra fremmede, og selvom der er kæmpe forskel på indholdet (og størrelsen) af vores bogreoler og jeg har og vil drive min læseglæde til en levevej på den ene eller den anden måde, så deler jeg min læseglæde med mine forældre og især min mor. I får også nogle af hendes ord om de forskellige bøger med på vejen, så egentlig har jeg ikke skrevet meget af dagens indlæg. Nu og da har jeg måske en kommentar, men som sagt, så er der kæmpe forskel på, hvilke bøger hun og jeg læser, hvilket er det, der gjorde det her sjovt.


Top 10 bøger jeg vil anbefale.
Bøgerne er ikke i en særlig rækkefølge, de kommer blot som jeg tog dem ned fra hylderne. Det er alle bøger der har gjort indtryk på mig, på den ene eller anden måde. Min foretrukne genre kommer også til udtryk i listen, men ikke alle ti er krimier.

#10 Børnenes fra Nyskoven af Kaptajm Marrvat.
Børnene i Nyskoven er den bog fra min barndom jeg bedst kan huske. Jeg blev fanget af fortællingen og hele den verden der blev skabt med ord. Denne udgave har jeg læst i laser. Den har tilhørt min far. Det var en af de bøger der lagde grunden til min læseglæde. En klassiker der helt sikkert skal læses igen.
Regitzes input: Den bog har jeg faktisk også stående! I en anden udgave, men også en, jeg har fået fra min morfar via. min mor. Jeg kan også godt selv huske bogen, som jeg læste dengang jeg var barn.

#9 Fanget af frygt af Joan Sørensen og Bente Hoffmann Petersen.
Denne bog er en virkelig persons fortælling om at leve i frygt, kontrolleret af en mand. Hvor meget kan kærlighed dække over og holde til? Der er mange historier ude i hverdagen der ligner denne. Det gør bogen nærværende og gyselig på samme tid.

#8 Ikke uden min datter af Betty Mahmoody og William Hoffer.
Den skulle med på listen. Den behøver ikke nærmere forklaring. Moderkærlighed helt ud i ekstremerne. "Must read" for alle dem der ikke har læst den. Det gør ikke bogen mindre intens at den er virkelig.
Regitzes input: Den her kan jeg godt huske, at jeg læste i folkeskolen, i den serie der hed Virkelighedens Verden. Jeg læste virkelig mange af dem dengang, men denne her er den eneste, jeg husker.

#7 Mord.net af Buthler og Öhrlund.
Skræmmende god, bogens handling, mord på bestilling på The Dark Web, er ikke kun fantasi, men kan finde sted. Fremragende skrevet. Den har fået en plads på listen fordi den beskriver en side af internettet, som vi almindelige ikke ved så meget om, men vi ved den er der.

#6 Spejlbillede af Marry Higgins Clark.
Det er en af de bøger der gør indtryk, da jeg læste den første gang, var bogens handling et utopia, men i dag er bogens handling skræmmende muligt for dem der vil udnytte teknologien og uopfyldte drømme hos barnløse. Den giver gåsehud, den er fascinerende.

#5 Pans Hemmelighed af Michael Katz Krefeld.
Uhyggelig god, den rammer lige ind i moderhjertet. Den er let læst, men ikke let at glemme. Den sidder i tankerne nogle dage. Historien er flydende og fyldt med hverdags hændelser der gør den meget virkelig. Fiktion når det er bedst.

#4 Helligt forræderi af James Forrester.
Min historiepassion fornægter sig ikke, jeg nyder at læse om fortiden i en thriller, hvor mysterier og gamle ritualer giver den tørre historie en ny drejning. Fascinerende hvordan en nutidsforfatter kan gøre middelalder fortællinger spændende.

#3 Øje for øje af John Grisham
Øje for øje. Den skulle alle læse, i en tid hvor forskellighed, på hudfarve, køn, seksualitet, diskuteres og alle ønsker ligeværd på alle fronter. Eller skulle jeg skrive næsten alle. Bogens handling kunne let være virkeligt, og udspille sig i mange lande. Retfærdighed kender ikke forskel på hudfarve. Det burde den i hvert fald ikke.

#2 Kald mig prinsesse af Sara Blædel.
Online dating: det er bestemt ikke ligetil og det er let at blive snydt. Bogen er velskrevet og beskriver de yderste konsekvenser af online dating. Meget relevant i dagens Danmark. Se dig for, tro ikke for meget på hvad du ser på nettet. Min favorit bog om Louise Rick.

#1 Satans sjæl af Cody McFayden.
Den mest uhyggelige krimi jeg har læst, ondskabsfuld og nederdrægtig. Super godt plot, den går helt tæt på. Morderen kender alle ofres inderste hemmeligheder. Dem de ikke deler med nogen. Fantastik godt skrevet, og super godt oversat.
Regitzes input: Jeg har stadig kvalme ved tanken om denne her bog. Netop fordi den er så hudløst brutal, ligesom hele serien er.

Jeg håber, I har fundet det her indlæg spændende, jeg har i hvert fald haft det sjovt med det og sender en tak til min mor for at gide være med med så kort varsel.

mandag den 15. maj 2017

Hjertestorm af Annette Herzog


Hjertestorm af Annette Herzog, illustreret af Bregnhøi og Katrine Clante. Udgivet af Høst og Søn i 2016.

Hjertestorm er en grafisk roman til tweens og en selvstændig fortsættelse af den prisbelønnede Pssst! hvor vi følger den nu 14-årige Viola og den lige så gamle Storm, der begge hvirvles rundt i et virvar af følelser og spørgsmål, mens de oplever den første hjertesorg og forelskelse.
Hvad er kærlighed for noget? Hvordan opstår den, hvorfor føles den så overvældende, og hvem forelsker man sig egentlig i? Igennem klassisk tegneseriestil, collager, sangtekster og myldrebilleder afdækkes det, hvordan forelskelsen opleves ens og alligevel så forskelligt af drenge og piger. Bogen kan nemlig læses fra begge ender, og mens Katrine Clante viser os kærlighedshistorien fra Violas synsvinkel, leder Rasmus Bregnhøi os igennem den samme historie, sådan som Storm oplever den.
Ligesom Pssst! er bogen opstået i et tæt samarbejde mellem forfatter Annette Herzog og illustrator Katrine Clante, som denne gang også har inviteret illustrator Rasmus Bregnhøi med ombord for på den måde at sikre et så ægte og varieret dobbeltperspektiv som muligt.
Den første forelskelse illustreres på den sødeste vis i denne her grafiske roman. Den 14-årige Viola synes Storm er lidt sød, men alting er lidt forvirrende og mystisk, når man er 14 år gammel. Ens forældre forstår ingenting og Viola søger efter svar i mere eller mindre klassiske kærlighedshistorier, hvor jeg altså ikke kunne lade være med at more mig over, at Twilight er med. Selve historien fortælles igennem mange forskellige medier, så der optræder både lister, opslagstavler, magasinudklip og meget, meget andet. Og så sidder man måske nu og tænker, hvad giver denne her bog det ekstra? Svaret kommer for mig halvvejs igennem bogen, hvor alting vendes på hoved. Og så er det Storm, der fortæller. At man skal gå tilbage og læse fra den anden side og mod midten igen kan godt virke en smule forvirrende, men det betød også, at deres historier helt bogstavlig mødes og ramler ind i hinanden. Storms side af historien giver et blik ind i den anden side af den første forelskede, om mindst lige så pinlige og uvidende forældre, om hvad man skal blive til og der føjes blandt andret sangtekster til den måde, hvorpå historien fortælles. Hvor Viola søger til kærlighedshistorier i bogform, er det kendte menneskers udsagn, filosoffer, sangere og lignende, der i statueform nærmest kommer op at slås og jeg synes den parallell var så fin og fungerede så godt, netop fordi det egentlig er to måder at sige den samme ting på.


Men det, jeg nok synes var allerbedst ved bogen er, at den faktisk også er lærerig på flere måder. Bogen indeholder nemlig også afsnit, der vil sikkert vil få mange nyligt teenagere til at fnise pinligt berørt, morsomme underholdende afsnit om kroppen og en banan, der får kondom på. Små oplysninger som gennemsnitsalder for seksuel debut og meget mere, der ikke virker så belærende eller også er jeg for længst uden for bogens måske egentlige målgruppe. Der trækkes på sanser og følelser, på historie og litteratur, på popkultur og alting, der omgiver den moderne teenager. For ja, jeg blev faktisk ret glad for, at der optræder sms'er og emojis og sådan noget i bogen, der ofte holdes lidt uden for en bog for ikke at gøre teknologien forældet. Men det er en stor del af livet i dag. Jeg tror virkelig, at denne her bog ville være noget for rigtig mange, også de, der måske ikke rigtig gider læse, fordi den ogås indbyder til studier af de mange forskellige grafiske elementer. 

Lige præcis det, er noget af det, der gør bogen så god, som den er i mine øjne. Tegnestilen. Der er to forskellige illustratorer på denne her bog, Katrine Clante har tegnet Violas side af historien og Rasmus Bregnhøi har stået for Storms, hvilket også gør, at man kan se en forskel i det visuelle udtryk. Der er rigtig mange farver på Violas side af historien og små detaljer, der bestemt heller ikke mangler i Storms, men her er tegnestilen på en elle anden måde mere i grove træk, og jeg fristes virkelig til at sige drenget. Også selv om jeg selv vil stille mig på bagbenene af at beskrive det på den måde, for det virker for historien. Det virker, at se selv om bogen foregår over en kort periode og det på mange måder er den samme historie, man får fortalt to gange, så kommer de to karakterers oplevelse til udtryk på hver sin måde. Hjertestorm er helt bogstavligt to sider af samme sag og jeg nød virkelig at læse dem begge to, selv om det er længe siden at jeg var 14 år og jeg tror på ingen måde, at bogens temaer ikke fortsat er relevante.

søndag den 14. maj 2017

Rød opstand (Red Rising #1) af Pierce Brown


Rød opstand (Red Rising #1) af Pierce Brown. Udgivet af Gyldendal i 2015, oprindelig udgivet i 2014 med titlen Red Rising. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen blev sponsoreret af forlaget Gyldendal til bogbloggertræf i 2015. Alle meninger er mine egne.

”Jeg lever for drømmen om, at mine børn fødes i frihed,” siger hun. ”At de kan være dem, de vil være. At de kan eje den jord, deres far gav dem.” ”Jeg lever for dig,” siger jeg sørgmodigt.
Hun kysser mig på kinden. ”Du må leve for mere.”
Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød – den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars’ undergrund for at skaffe det grundstof, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.
Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. Mars har været beboelig – og beboet – i generationer af den kaste, der kalder sig de Gyldne. På Mars’ overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slutte sig til en gruppe af oprørere.

Tiden er inde til RØD OPSTAND
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en bog, hvor alt det, jeg har fået at vide om på, på så lidt vis dækker over det, der faktisk sker. Vi følger Darrow, en ung mand, der arbejder dybt nede under jordens overflade, i miner, der skal udvinde det stof, der skal til for at Mars bliver beboelig for mennesker. Og nu sagde jeg jordens overflade, men det er selvfølgelig Mars' overflade, der er tale om. Det hele foregår på Mars og allerede der var jeg lidt solgt. Alt det med, at vi en dag skulle finde ud af en måde at kunne leve på andre planeter finder jeg virkelig spændende og selv om det nok har lange udsigter i virkeligheden, er det jo lige netop det, som litteraturen kan gøre alligevel. Men Rød opstand opstiller på ingen måde en fremtid, der er specielt indbydende. I hvert fald ikke hvis man er Rød lige som Darrow.

Farvesystemet er komplekst, der er virkelig mange farver at holde styr på, men jeg kunne faktisk med det samme godt lide idéen, for desværre tror jeg på mange måder det er noget meget menneskeligt, at vi vil placeres i et system, og ikke mindst placere andre i et system, så de kender deres plads. Darrow og de andre Røde er således på bunden af Samfundets hierarki og deres liv er nærmest en lang arbejdsdag. Men der sker noget, Darrows unge hustru og Darrow gør en opdagelse, der snart forandrer alting for dem: Mars' overflade er allerede beboelig, og der bor mange.

Naturligvis er der dem i sådant et samfund, der forsøger at gøre oprør. Og det er her, Darrows liv for alvor forandrer sig og historien begynder at tage fart og udvikle sig til noget, jeg ikke havde set komme.
Døden er ikke uden mening, som du siger. Et liv uden frihed er tomt, Darrow. Et liv er tomt, hvis det er lænket til frygt. Frygt for at miste og frygt for at dø. Jeg siger, at vi skal bryde de lænker. Hvis vi bryder frygtens lænker, bryder vi de lænker, der binder os til de Gyldne, til Samfundet. Kan du se det for dig?
Darrow får til opgave at gøre det, ingen har klaret indtil nu: at infiltrere de Gyldnes rækker, gøre sig uundværlig og rapportere tilbage. Det kræver meget, ikke kun af ham selv, men af dem omkring ham at omskabe ham fra Rød til Gylden. Og så står han der pludselig og skal deltage i den test, der bestemmer Gyldnes fremtid. Og bogen udvikler sig fra "blot" en dystopisk science fiction roman til noget helt andet. Noget, jeg bedst kan beskrive som et Game of Thrones-agtigt Hunger Games, bare på Mars. Darrow og de andre unge må ikke kun have de politiske bagtanker med i deres overvejelser, men også bekymre sig om deres eget liv. Pierce Brown beskriver virkelig godt den indbyrdes magtkamp, ikke kun mellem Darrow og de andre elever, men også mellem dem, der har valgt dem - meget passende opkaldt efter romerske guder, som der i det hele taget er rigtig mange referencer til igennem bogen. Det går både frem og tilbage for Darrow og jeg kunne slet ikke lade være med at blive helt opslugt af hans kamp for at vinde, glem alt om den egentlige grund til at han er der. Og nu og da lod det også til at han selv glemte det, men jeg tror, at det var meningen fra Browns side. Det er svært at huske på, at man er en spion, hvis opgave ingen hidtil har klaret, når man er forfrossen og sulten og ikke har noget sted at sove. Men selvfølgelig er den overordnede historie ikke afsluttet. Selv om der udråbes en vinder af testen, er Darrows opgave langt fra forbi.

Jeg kan kun sige, at jeg er imponeret over det univers, Pierce Brown har skabt. Det giver næsten alt for meget frihed at sætte handlingen på Mars, men det betyder også, at alting er tilladt, han kan skabe sine egne regler for, hvordan tingene fungerer. Og det fungerer rigtig godt, selv om den verden, historien foregår i, på mange måder er meget anderledes end vores, er den ikke svær at forestille sig. Og Darrow er en virkelig god hovedperson at følge, han er langt fra perfekt og begår ofte fejl, der udsætter ham og andre for fare, men han er heller ikke fuldstændig ubehjælpelig og klynkende. Jeg er virkelig spændt på at følge ham og de andre karakterer i resten af serien, for på et eller andet tidspunkt må de andre Gyldne på en eller anden måde opdage, at Darrow er Rød. Og selv om jeg godt kan lide mange af de andre karakterer, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det vil gå ilde. Af en eller anden grund glæder jeg mig næsten til det.

fredag den 12. maj 2017

Lips too chilled af Matsuo Bashõ


Lips too chilled af Matsuo Bashõ. Udgivet i 2015 af Penguin. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.

Japan's celebrated Buddhist poet balances the smallness of humanity with nature's epic drama in these magival seventeenth century haikus.
Haiku er måske den digtform, jeg har været glad for i længst tid. Det er sværere end som så, de fleste kender til reglerne om de 5, 7 og så 5 stavelseler igen, men vidste I at der faktisk er lidt forskel på haiku, alt efter om de er på engelsk eller japansk? At der så også er forskelle på traditionelle og moderne japanske haiku er med til at gøre det lidt mere forvirrende end man først antager. Fælles for dem alle er, at der er en modsætning, eller rette en kontrast, der sættes op i digtet, ofte har det noget med temaet at gøre. Det er typisk naturen, et flygtigt øjeblik og/eller det sanselige, der er fokus for et haiku digt. Der er også en del observationer om, hvordan det skrives og det viser sig derfor hurtigt, at der er noget lettere end blot tre linjer på 5, 7 og 5 stavelser. Jeg tror, det er en form, der kan være svær at beherske, men det er samtidig også en form, der er så fin at læse. Bashõ er i øvrigt en, der har været ret instrumentel i at haiku-formen blev som den traditionelt var.
Cherry blossoms -
lights
of years past.
På mange måder synes jeg, at digtene taler for sig selv. De er hurtigt læst, men man mister meget ved at skynde sig igennem bogen. Lips too chilled er en meget kort bog og derfor let at læse flere gange, hvilket jeg også har gjort. Jeg er lidt bange for, at der går noget tabt i oversættelsen af digtene, selv om det er muligt at skrive haiku på både engelsk og japansk, så er jeg ikke helt så sikker på, om det beholder den samme effekt at oversætte fra det ene sprog til det andet. I hvert fald var der nogle af digtene, som jeg ikke følte fungerede lige så godt som de andre. Men fælles for dem alle er, at de virkelig indeholder det element af naturen og et eller andet flygtigt øjeblik eller en sansning. Billederne, der bliver malet med de få ord, er ofte fine, men skrøbelige. Andre er blot lidt morsomme eller finurlige. Som sagt er det en bog, der er hurtig at læse, så jeg er helt sikker på, at man vil kunne få meget ud af det, selvom man ikke nødvendigvis interesserer sig for hverken poesi eller Japan. Jeg nød i hvert fald de små digte og kunne sagtens finde på at vende tilbage til dem.
Spring rain -
under trees
a crystal stream.

torsdag den 11. maj 2017

Den dag jeg glemmer af Adam Silvera


Den dag jeg glemmer af Adam Silvera. Udgivet af Gyldendal i 2016, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen More Happy Than Not. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Tusind tak til Gyldendal for at sponsorere bogen til bogbloggertræf i 2016. Alle meninger mine egne.

Lider du af uønskede minder? Ring til Leteo Instituttet og hør mere om vores banebrydende erindringsbefriende indgreb!
Det er svært for den 16-årige Aaron at finde glæden ved livet efter farens selvmord. Med støtte fra sin mor og sin kæreste Genevieve er han dog langsomt ved at komme ovenpå igen.
Men da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas. Thomas gør ham glad, og efterhånden går det op for Aaron, at han er mere end bare en ven. Problemet er, at det blandt Aarons gamle venner slet ikke er i orden at have følelser for en anden fyr. I et desperat forsøg på at lukke ned for farens selvmord, vennernes svigt og sine egne følelser for Thomas, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet. Også selvom det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er. 
Den dag jeg glemmer er en bog, der overraskede mig på mere end en måde. Sat i Bronx, hvor forfatteren også selv kommer fra, møder vi Aaron Soto, hvis liv er lidt noget rod, efter at hans far har begået selvmord, han selv har prøvet at gøre det samme og i det hele taget er fremtidsudsigterne iblandt ham og hans venner ikke videre optimistisk. Aarons gruppe af venner opfører sig ret meget, som jeg på mange måder forestiller mig, at teenagedrenge gør, de er på en gang gode venner der forsøger at større hinanden, men også dumt pralende og tilbageholdende. Det føltes så realistisk, især fordi gruppens venskab er langt fra ukompliceret, men det var det, jeg så godt kunne lide ved dem.
Bogen bliver fortalt i fem dele: 1, 2, 0, 3 og 4, i den rækkefølge, så der sker et stort skift i historien i "del 0". Her får man meget nyt information, og det er her, bogen for alvor vandt mit hjerte. På det tidspunkt troede jeg, at jeg havde regnet bogen ud, jeg havde endda nået at blive irriteret over det, for det tilfælde at min forestilling om plottet var korrekt. Ikke fordi det ville være så forfærdeligt at have regnet det ud, men fordi jeg virkelig ikke brød mig om den retning, jeg troede, historien ville tage. Men med skiftet i historien gik det hurtigt op for mig, at jeg havde taget fejl. At Silvera er virkelig god til at føre sin læser i det, de tror, er én retning, og så vende det hele om.
Men det er nok for i aften. At dømme ud fra skyggerne, der ses i skæret fra den grønne papirlampe, skulle man ikke tro, at det var tro drenge, der sad helt tæt på hinanden og forsøgte at finde sig selv. Man ville bare se skyggen af nogen, der krammede, og den ene var ikke til at skelne fra den anden.
Idéen om, at man kan få fjernet sine minder er sikkert noget, mange tit har ønsket sig, også mig selv, men det er ikke helt uden problemer. De bliver også taget op i bogen, hvilket jeg ikke ville have undværet. Mest af alt blev jeg ret glad for, at det problematiseres hvad man vil glemme. Traumatiske oplevelser, mindre ubehageligheder eller irriterende momenter, eller noget helt andet? Noget, der måske har været med til at gøre en til den man er? Det er så tydeligt i løbet af bogen, at det er de små ting, der gør personerne til dem, de der. Og hvad betyder det så, hvis de vil glemme det? Hvis de vælger at få det slettet fra deres hjerner og deres liv, ikke mindst for dem omkring dem? At det kan lade sig gøre er et præmis for bogen, som man er nødt til at acceptere, men det var egentlig ikke det, der var det svære. Det svære var konsekvenserne af, hvilke muligheder det åbnede op for. Hvad nu, hvis man ønskede, at glemme, hvem man var? Det var nemlig der, jeg var lige ved at stille mig på hælene og overvejede, hvad der foregik, men så tog Silvera mildt sagt fusen på mig og jeg endte med i stedet at sidde med tårer i øjnene og ønske, at jeg kunne række ind og give Aaron et kram og fortælle ham, at han er god nok som han er.
Den dag jeg glemmer er ikke kun en ungdomsroman om en teenagedreng, der kæmper med livet i forstaden, med at skjule sine følelser for sin nye ven og med at hans far ret effektivt placerede skylden for sit selvmord på Aarons skuldre, men også om, hvordan de impulsive handlinger, store og små, er med til at forme ens personlighed. Fra det øjeblik, hvor man som læser får "forhistorien", det der sker før bogen begynder, sad jeg i næsten åndeløs spænding, mens den barske realitet gik op for mig. Jeg er så glad for, at jeg tog fejl med alt det, jeg troede der ville ske. Og så tog bogen til sidst endnu et twist, der fik titlen til at føles som et stik i hjertet. Jeg er helt glad for, at Silvera knuste mit hjerte, og Aarons liv blev så uforudsigelig forandret. Bogen minder mig på rigtig mange måder om Benjamin Alire Sáenz' Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe og højere ros kan jeg virkelig ikke give den. Adam Silveras debutroman fortjener at komme i det selskab.

tirsdag den 9. maj 2017

Tag Tuesday: A - Z Survey


Så jeg har siddet lidt og ledt efter book tags, som jeg kan svare på. Dels fordi jeg synes det er virkelig morsomt og dels fordi, jeg godt kunne tænke mig at udgive lidt mere forskellige indlæg, så det ikke bliver anmeldelser det hele. Så jeg vil skifte mellem af besvare book tags og lave top ti lister om tirsdagene. I dag er det så book tag. Dette tag er lavet af Perpetual Page Turner på YouTube. Da spørgsmålene bedst passer med bogstaverne på engelsk, har jeg valgt ikke at oversætte dem. Desuden kunne jeg godt tænke mig, hvis Marie, Mia, Camilla og Marie har lyst til at lege med. Andre må selvfølgelig også godt.

Author you've read the most books from:
Det er helt sikkert Margit Sandemo, jeg behøver ikke engang at se efter på Goodreads eller tænke mig længe om. Jeg har nemlig læst hele Sagaen om Isfolket på 47 bøger foruden hendes selvbiografi, den første bog i trilogien Kiaras saga og den første bog i serien Lysets rige, før jeg opdagede at man helst skal læse Heksemesteren først. Hun har skrevet over 180 bøger så vidt jeg ved, og selvom det er langt fra alle, jeg har lyst eller interesse i at læse, så er det ret usandsynligt, at jeg nogensinde får læst lige så mange eller flere bøger af nogen anden forfatter.

Best sequel ever:
Jeg vælger Som sendt fra himlen af Cora Cormack. Det er den anden bog i den løst forbundne serie Losing It og det er min absolutte favorit i serien.

Currently reading:
Jeg er ved at høre Snow Like Ashes af Sara Raasch. Det er den første bog i en dystopisk YA serie sat i en anden verden, hvor landene er opkaldt efter årstider og med god grund. Hovedpersonen Meria er en 16-årig pige, der har været på flugt hele sit liv. Som spæd blev hun reddet ud af Winter, da det blev invaderet. Sammen med sin fosterfar, sin bedste ven og Winters retmæssige konge, den jævnaldrende Mather og en lille gruppe af andre overlevende Wintereans forsøger hun at finde to halvdele af en amulet, der kan lede Winter-befolkningens magi, samtidig med at de stadig bliver jaget. Den er virkelig spændende, men jeg regner ikke med at jeg vil høre resten af bøgerne som lydbog - oplæserens stemme kan nemlig godt gå mig på nerverne. Men universet er så godt og jeg vil helt sikkert anbefale serien.

Drink of choice while reading:
Te. Te, te og atter te. Jeg er bare tedrikker og det passer så godt til en god bog. Når det bliver varmere foretrækker jeg dog helt sikkert noget køligere, iste eller lemonade.

E-reader or physical book:
Min eneste mulighed for at læse ebøger er på telefonen og det fungerer slet ikke for mig. Jeg har aldrig været særligt stærk til at læse på en skærm, det er i langt højere grad noget jeg forbinder med at læse tekster til undervisning frem for en bog. Så mit svar er helt sikkert fysiske bøger.

Fictional character you probably would have actually dated in high school:
Jeg har ikke noget svar sådan lige på stående fod. Jeg tror, jeg ville sige, at jeg ville have dated en som Levi fra Fangirl, der på mange måder er så anderledes fra den indadvendte bognørd Cath, som jeg så så meget af mig selv i, at det næsten var skræmmende. Eller Josh fra Isla and the Happily Ever After.

Glad you gave this book a chance:
Inkheart af Cornelia Funke. Jeg havde hørt mange blandede ting om den her serie, især om den sidste bog, så jeg var egentlig i tvivl om, hvorvidt jeg havde lyst til at læse den første bog. I dag er det en af mine yndlingsserier og jeg er så glad for, at jeg gav den en chance.

Hidden gem book:
Det kan vel forstås på mange måder, så jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal tolke det. Jeg har valgt at fremhæve en serie, som jeg engang lånte på biblioteket og som jeg stadig leder efter, så jeg kan få den hjem til mig selv. Den kom nemlig bag på mig, hvor godt jeg kunne lide den og den dag i dag leder jeg ofte efter bøger, som minder mig om Ancient Blades trilogien af David Chandler (Den of Thieves, A Thief in the Night og Honor Among Thieves). Serien er ikke mere end en 5-6 år gammel og jeg har aldrig set nogen, der har snakket om den, men jeg faldt pladask for det univers, der er blevet skabt og de karakterer, Chandler har skrevet om.

Important moment in your reading life:
Hvordan kan man udpege et vigtigt øjeblik i løbet af de sidste jeg ved snart ikke, 15 år? Deromkring. Jeg har læst lige så længe, jeg kan huske. Jeg har mange gode minder, om møder med forfattere, jeg beundrer, om læsestunder der har trukket sig til langt ud på natten. Jeg har så mange bøger, jeg har holdt af, en del jeg har elsket, nogen jeg har hadet og nok også nogen, jeg har glemt. Jeg har sjove minder om, at sidde og læse frilæsning i skolen og være så optaget af det, at jeg ikke har hørt noget omkring mig, ikke engang direkte henvendelser. Jeg ved ikke, om der er et øjeblik, i mit læseliv, som jeg som sådan kan udpege som vigtigere end alle andre. Måske ville det være dengang jeg for alvor begyndt at interessere mig for læsning og bøger, måske var det da jeg på trods af at fantasylitteratur og så mange andre genrer, jeg holder af, bliver forfordelt på mit studie, til stadighed holder fast i at man skal have lov til at læse og nyde, hvad man vil. Måske er det det øjeblik, jeg underskriver min kontrakt til mit nærtforestående praktikophold, som jeg glæder mig usigeligt meget til. Måske er det den dag, jeg engang kan læse mit eget navn på omslaget til en bog, når jeg står nede i boghandleren og leder efter nye skatte. Jeg ved det ikke.

Just finished:
Den sidste bog, jeg har læst færdig, på det tidspunkt hvor jeg skriver dette her, er Skytsånden af Margit Sandemo, den første bog i den uvant korte serie Kiaras saga. Jeg har læst den som ebog, men jeg håber på at tilføje den til min evigt voksende Sandemo-samling en dag.

Kinds of books you won't read:
Jeg er superdårlig til at læse biografier, med mindre det er en person der virkelig interesserer mig. Jeg læser ikke rigtig børnebøger, med mindre det er nostalgiprægede bøger fra min egen barndom og jeg læser aldrig, aldrig gysere eller horror. Og jeg har det dårligt med, at jeg vælger hele genrer fra.

Longest book you've read:
Det kommer an på, hvordan man ser på det. Den længste bog, der var én bog og én historie, kan kun være War and Peace af Leo Tolstoy, som jeg læste i sommerferien for 3 år siden. Men en historie som The Lord of the Rings af J. R. R. Tolkien er egentlig længere, men jeg har kun læst den i 3 bøger og aldrig i en samlet udgave. Og den bog jeg har læst med flest sider er The Complete Sherlock Holmes af Sir Arthur Conan Doyle, men de 1200+ sider er fordelt på 4 romaner og 56 noveller.

Major book hangover because of:
Jeg kunne overhovedet ikke komme igang med en bog igen, efter jeg havde læst This Song Will Save Your Life af Leila Sales, der ramte alle de rigtige steder. En bog, der desværre alt for ofte bliver overset, men som jeg virkelig elsker. Efter jeg havde læst Garth Risk Hallbergs kæmperoman Byen brænder, vidste jeg heller ikke rigtig, hvor jeg skulle gøre af mig selv, mens Leo Tolstoys War and Peace faktisk gav mig lidt af en book hangover, mens jeg stadig læste den, fordi den var så anderledes end alt andet, jeg havde læst dengang og det krævede en del.

Number of bookcases you own:
Jeg ejer i øjeblikket 4 bogreoler, hvoraf tre af dem er "halve", det vil sige de smalle bogreoler fra IKEA, og en enkelt af de "normale" brede. Jeg fik dem til min fødselsdag i år og jeg har stadig plads på dem!

One book you have read multiple times:
Jeg har genlæst Eragon af Christopher Paolini enormt mange gange, jeg er slet ikke længere sikker på, hvor mange gange det faktisk er blevet til. Jeg vil tro, jeg har læst bogen 5 eller 6 gange siden gymnasiet. Alligevel har jeg faktisk ikke læst hele serien fra ende til anden siden den fjerde bog udkom.

Preferred place to read:
Jeg læser overalt. Primært i min seng, men det skyldes lige så meget min mangel på en god lænestol at sidde og læse i. Jeg læser henslængt på stole eller bænke på universitets campus, når jeg kan finde tid til det. Jeg savner at læse på biblioteket og når det en gang begynder at ligne ordentligt sommervejr, springer jeg udenfor med en bog under armen og en flaske vand lige så snart solen står op. Jeg kan læse langt de fleste steder, men jeg foretrækker at læse i min seng.

Quote that inspires you:
"The darker the night, the brighter the stars" - Fyodoy Dostoyevsky, Crime and Punishment.

Reading regret:
Jeg ville ønske, jeg kunne slette min viden om en del bøger. Bøger, jeg ikke brød mig om, bøger der efterlod mig skuffede, bøger der ikke sagde mig noget. Men aldrig i mit liv har jeg fortrudt faktisk at have læst en bog færdig, som da jeg læste Brett Easton Ellis' American Psycho. Jeg ved godt, at det er en enormt populær roman, nærmest en klassisker på trods af dens relativt få år på bagen, men jeg hadede hvert ord så indædt. Jeg har aldrig oplevet, at jeg i den grad blev påvirket af en bog og på trods af at jeg i vores diskussioner i timerne godt kunne se, at den indeholdt nogle spændende emner og kritik, så ændrede det ikke ved det faktum, at jeg decideret hader bogen. Og det er den eneste, jeg inderligt fortryder, at jeg har læst. Men så kan jeg da sige, at jeg har læst den.

Series you started and need to finish (all books are out!):
Jeg har så mange serier. Legend af Marie Lu, hvor jeg mangler at læse de sidste to. The Darkest Minds af Alexandra Bracken, hvor jeg også mangler de sidste to. Miss Peregrine's Home for Pecular Children af Ransom Riggs, hvor jeg har den sidste bog til gode endnu. Calendar Girl af Audrey Carlan, hvor jeg har de sidste to bøger stående ulæste endnu og sikkert mange flere. Det er mit håb at rydde lidt ud i disse påbegyndtet serier, så jeg kan koncentrere mig om nye serier, men jeg ved også, at der altid vil være en serie eller fire, hvor jeg stadig mangler at læse en bog eller to. 

Three of your all-time favourite books:
The Lord of the Rings af J. R. R. Tolkien. Det kan ikke komme bag på faste læsere eller folk, som kender mig. Jeg elsker den bog så højt, at det konstant er mit første input, når nogen spørger efter min yndlingsbøger.
Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz. Jeg tror aldrig, jeg glemmer denne her bog. Ikke kun fordi jeg læste den flere gange og arbejdede indgående med den til mit bachelorprojekt, men fordi historien satte sig fast i mit hjerte.
This Song Will Save Your Life af Leila Sales. Jeg har nævnt denne her bog lidt tidligere, men den er ikke til at komme uden om her. Det er svært at vælge yndlingsbøger, selv om man kan vælge tre, for jeg har udelukket mange bøger, som jeg også er virkelig glad for. Men jeg er ikke tvivl om, at det er disse tre, der har betydet mest for mig, både mens jeg læste dem og nu.

Unapologetic fangirl for:
The Lord of the Rings af J. R. R. Tolkien. Fangirl af Rainbow Rowell. Spektrum af Nanna Foss. Ready Player One af Ernest Cline. Jeg kunne blive ved og ved.

Very excited for this release more than all others:
Jeg glæder mig til så mange bøger, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde. Men min første indskydelse er nok Spektrum 3, Urisderne, af Nanna Foss, som jeg har glædet mig til, lige siden jeg vendte den sidste side i bog 2 og som udkommer den 16. september i år. Og ja, jeg regner med at sluge den i en mundfuld, om det så skal tage mig hele natten.

Worst bookish habit:
Jeg har uendeligt svært ved at lægge en bog fra mig og give op. "Did Not Finish" fungerer virkelig ikke for mig og derfor har jeg flere gange slæbt mig igennem bøger, der ikke sagde mig ret meget eller direkte irriterede mig. Jeg er blevet bedre til at sortere fra på forhånd, men at give op, det kan jeg stadig ikke finde ud af.

X marks the spot: start at the top left of your shelf and pick the 27th book:
Fornuft og følelse af Jane Austen.

Your latest book purchase:
Jeg købte tre bøger i sidste uge, så jeg fik fat i de to sidste bøger i Legend trilogien, Prodigy og Champion, af Marie Lu og så faldt jeg over Det er ikke mig, det er dig af Mhairi McFarlane på tilbud.

Zzz-snatcher book (the last book that kept you up way late):
Der har jo lige været readathon, så jeg bliver nødt til at sige Death Note vol. I af Tsugumi Ohba, som jeg læste i de sene nattetimer og faktisk var lige ved at blive ved med at læse i, på trods af at det brændte i mine øjne og jeg virkelig ikke kunne holde mig vågen. Ellers tror jeg, den sidste bog, jeg forblev vågen alt for længe for at læse, var Ildkamp af Brandon Sanderson, der holdt mig vågen til klokken to om morgenen, fordi jeg virkelig måtte kende slutningen, før jeg kunne sove.


Har du lyst til at være med, må du meget gerne smide et link til dine svar i en kommentar. Eller kommenterer på nogle af mine svar.

mandag den 8. maj 2017

Måske en dag af Colleen Hoover


Måske en dag af Colleen Hoover. Udgivet af LOVEBOOKS i 2016, oprindeligt udgivet i 2014 med titlen "Maybe Someday". Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
Bogen blev sponsoreret af forlaget LOVEBOOKS til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne!

Sydney lever en drømmetilværelse - hun er en flittig studerende med et godt studiejob, hun bor sammen med sin bedste ven og har en dejlig kæreste. Og så er musikken, som hver dag kommer fra altanen over for hendes, langsomt begyndt at danne et behageligt lydspor til hendes dagligdag. Men da Sidney en dag finder ud af, at hendes kæreste er hende utro, brister drømmen. Den flotte, mystiske fyr bag musikken, Ridge, giver dog Sidney håb om, at hun nok skal komme over det, og sammen begynder de at skrive musik: Ridge komponerer musikken, Sidney skriver teksterne, og sammen udgør de et vidunderligt team. Men det er lettere sagt end gjort at komme videre, og Sidney kan bare håbe. Men måske en dag...
Jeg tror ikke rigtig, jeg før har læst en kærlighedsroman, hvor jeg egentlig ikke kunne se, hvordan de to hovedpersoner skulle finde sammen. Langt hen ad vejen var jeg ikke engang sikker på, om jeg ville have det eller ej. Colleen Hoover skriver virkelig skønt, noget jeg har hørt mange andre fortælle mig og derfor glædede jeg mig også til min første bog af hende. Og det var sandelig også en bog, der formår at spille på mange følelser, der var øjeblikket hvor jeg følte mig vred og oprørt på Sydneys vegne, ked af det på vegne af Ridge og smilende på grund af både store og små øjeblikke. Jeg var især glad for at opdage, at Hoover også har gjort noget ud af de andre karakterer, deres indbyrdes forhold og jeg er helt sikker på, at jeg aldrig ville have lyst til at bo sammen med Sydney og Warren, ikke fordi de ikke kan sammen, men netop fordi de så let bliver venner og deres hang til pranks ville drive mig til vanvid. Men jeg blev så glad af deres venskab. Selv om det er en rigtig sød bog og nok en meget virkelighedstro historie, så var der bare en del ved slutningen, som jeg ikke brød mig om. Jeg tror, jeg beskrev det som et "cop out" første gang jeg beskrev den. Det betød ikke, at jeg ikke nød historien, jeg kunne næsten ikke få mig selv til at lægge bogen fra mig, selv om jeg var træt og egentlig burde have delt læsningen ud over to dage. Jeg ville gerne se, hvad der skete, vide hvordan det skulle lykkedes for Sydney og Ridge at blive et par.
Der er kun seksogtyve bogstaver i det engelske alfabet. Man skulle tro, at det ville være begrænset, hvad man kan gøre med seksogtyvebogstaver. Man skulle tro, at der var et begrænset antal ting, de bogstaver kan få en til at føle, når de bliver blandet og skubbet sammen for at danne ord.

Jeg tror, jeg havde været mere tilfreds med historien som helhed, hvis den var stoppet et par kapitler før. Hvis ikke det hele var blevet så trukket ud og hvis ikke jeg havde haft en følelse af, at de kunne have gjort mere for at undgå problemet. Selv om det er svært ikke at føle sympati med Sydney og Ridge, blev jeg alligevel irriteret over, at de tilsyneladende godt var klar over, at det ville ende galt, men alligevel blev ved med at nøle med hensyn til at gøre noget for at afværge det.

Min absolutte yndlingsdel af bogen er den rolle, musikken spiller. Jeg følte så meget lyst til at sætte mig ned med min egen guitar og spille, på trods af at jeg slet ikke kan finde ud af det. Sydney og Ridges kærlighed til musikken er så medrivende, at den smitter. Det er det, der i første omgang bringer dem sammen, før de overhovedet lærer hinandens navn at kende. Jeg spoiler ikke for meget ved at afsløre at Ridge er døv, hvilket jeg først ikke forstod, for han spillede guitar og sådan. Men jeg tænker som en, der kan høre og efterhånden som Sydney lærer, hvordan han har lært sig at spille, begyndte jeg også at forstå det. I øvrigt kan man faktisk høre de sange, Ridge og Sydney arbejder på i bogen, det kan gøres lige her. Jeg elskede det, jeg lyttede til en ny sang hver gang teksten dukkede op i bogen og selv om det på mange måder er langt fra den type af musik, jeg kan lide, så passede de så fint til bogens karakterer, at jeg kun kunne nyde det.

Egentlig er jeg lidt i vildrede, selv nu. For jeg synes virkelig, at det er en så fint skrevet historie og jeg tror netop det, at jeg havde det så ambivalent gjorde, at jeg endte med at holde af bogen som helhed. For der er ikke noget enkelt ved det Sydney og Ridge oplever og jeg tror, der ville være mange, der ville kunne relatere rigtig godt til historien. I sidste ende vil jeg alligevel anbefale bogen. For det er en læseoplevelse, der lidt efter lidt fejede benene væk under mig og samtidig virkede meget provokerende og tankevækkende.

onsdag den 3. maj 2017

Der findes mange slags eventyr | Læseliste #3


Det er efterhånden endelig blevet forår, på tide tænker jeg. Jeg mangler stadig en enkelt bog fra aprils læseliste, men jeg har alligevel fundet en stak bøger, jeg gerne vil nå at læse her i maj måned. Det er en blanding af meget forskellige historier. Meget forskellige typer for eventyr, hverdagsagtige, romantiske, eventyrlige og så videre. Og jeg håber virkelig, at jeg får tid til at læse dem alle sammen ind i mellem alt det andet, jeg skal nå.

  • Simple living af Nadia Plesner.
    Til bogbloggertræf i 2015 kom Nadia og fortalte om hendes oplevelser, der er blevet til bogen Simple living. Det var en rigtig medrivende og på mange måder oprørende historie, og jeg forventer lidt at bogen bliver meget af det samme. Det er en virkelig historie om kunst og frihed, om at holde på sit og kæmpe for det. Og det var virkelig inspirerende at høre hende fortælle om hendes oplevelser, så jeg glæder mig til at læse bogen.
  • Skyggernes dronning af C. J. Redwine.
    Bogen er en genfortælling af eventyret om Snehvide og allerede der er jeg ret solgt. Jeg er vild med genfortællinger af kendte eventyr, men det kan gå begge veje og jeg kender ikke noget til Redwines forfatterskab eller skrivestil. Den beskrives som en mørk fantasy, som ikke er en genre, jeg har bevæget mig ret meget i, så det er hverken noget godt eller dårligt i mine øjne. Det eneste, jeg håber på, at den ikke ligger alt for tæt op af det originale eventyr, sådan at bogen bliver for forudsigelig.
  • Bare én nat af Gayle Forman.
    Dette er egentlig en lille companion-novelle til en duologi, som jeg ikke har læst, så jeg er en smule påpasselig med, at have for høje forventninger til denne korte historie. Den minder mig i beskrivelsen om bøger som Anna and the French Kiss af Stephanie Perkins og lignende, så det er med spænding, at jeg vælger at læse denne her bog. Om ikke andet, så må jeg læse den igen, når jeg har læst resten af serien.
  • Kongens forkæmper af Sarah J. Maas.
    Muligvis en bog, jeg har fået anbefalet så mange gange, at jeg ikke længere har styr på det. Jeg har dog hørt, at hendes anden serie er bedre, men jeg er alligevel draget af beskrivelsen. En slags omvendt Askepot, en snigmorder fremfor en prinsesse? Det skal nok blive spændende og det bliver faktisk min første bog af hende. 
Hvilke bøger håber I på at få læst i løbet af maj?

tirsdag den 2. maj 2017

Anstrengte april | Tilbageblik #30


April var en sær måned, hvor jeg faktisk ikke er så sikker på, hvad jeg har lavet. Tiden er fløjet af sted, for mig gik eksempelvis hele påsken med at læse til en eksamensopgave, som skal afleveres allerede om én måned, foruden et foreløbigt udkast. Det er slet ikke en måde, jeg er vant til at skrive eksamensopgaver på og egentlig noget, jeg har fundet ret besværligt. Jeg har spist ude med pigerne fra studiet og set familien, men egentlig har jeg mest været gearet mod studiet. Hyggelæsningen har jeg slet ikke følt, at jeg har haft tid til og endnu mindre overskud, men på en eller anden måde er det alligevel lykkedes mig at læse en del mere end jeg regnede med. Meget af det blev læst i sidste weekend, da der var årets første 24 timers readathon, og selv om det var en ret pludselig indskydelse, at jeg skulle være med, så gik det rigtig godt. Jeg går en maj måned i møde, der i den grad står i eksaminernes tegn, foruden at jeg snart skal have styr på situationen til næste semester. Men lige nu ser jeg tilbage på en april måned, der trods sin forsvindende natur var ret anstrengende.

Den allerførste bog, jeg læste, var Måske en dag af Colleen Hoover. Jeg har aldrig læst noget af hende før, men hun har fået ret meget ros for hendes smukke kærlighedshistorier rundt omkring og jeg var derfor ret spændt. Jeg var dog ikke specielt imponeret over slutningen, som desværre lidt ødelagde mit indtryk af bogen, men det har ikke forhindret mig i, at jeg gerne vil læse mere af hende. At man kunne lytte til musikken, der spiller en så stor rolle i bogen, var til gengæld noget helt nyt og unikt for mig og jeg nød de enkle, men effektfulde sange mens jeg læste. Dernæst læste jeg Femme Fatale af Guy de Maupassant, der fangede min opmærksomhed med dens titel, men novellerne der gemte sig bag, var en noget blandet fornøjelse. 

Den bog, der måske rørte mig allermest i den forgange måned, var nok Den dag jeg glemmer af Adam Silvera, der fik mig til at sidde med tårer i øjnene flere gange og til sidst trillede de ned af mine kinder, mens jeg varsomt læste de sidste kapitler af bogen. Mest af alt mindede bogen mig om min oplevelse af Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz i den måde, den sneg sig ind under huden på mig og greb fast om mit hjerte. Jeg elskede den! Ind i mellem studielæsningen, og når jeg ikke kunne sove, gav jeg mig i kast med en bog, jeg har fået anbefalet i årevis. Jeg har nemlig langt om længe læst A Game of Thrones af George R. R. Martin. Jeg hørte den som lydbog og selv om bogen er et væld af karakterer og synsvinkler fungerede det alligevel. Dog vil jeg sige, at det ikke var alle dele, der var lige interessante, men jeg har på fornemmelsen, at det vil ændre sig i de næste bøger. Jeg har nemlig planer om at læse resten af serien, men eftersom den er langt fra færdig - og det har lange udsigter med de sidste to bøger, så vidt jeg har fået med - så har jeg ikke så travlt endnu. Desuden vil jeg hellere læse dem end høre dem som lydbøger, de er nemlig meget, meget, meget lange.

I anledning af, at det i april er Margit Sandemos fødselsdag, vidste jeg, at jeg gerne ville læse noget af hende, som jeg ikke havde læst før. Valget faldt på hendes selvbiografi Livsglæde, der på trods af at det er en genre, jeg absolut ikke bevæger mig ret tit, fangede mig. Den emmede af den samme magiske atmosfære som hendes andre bøger og hvis jeg ikke allerede fandt hende inspirerende som forfatter, menneske og kvinde, så gør jeg det nu. 

Rød opstand af Pierce Brown har stået på mine hylder ret længe og egentlig forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke har læst den før. Jeg vil helt klart anbefale den til fans af dystopier, men også til fans af fantasy generelt. den handler om en koloni på Mars, men udvikler sig hurtigt til et næsten Hunger Games/Game of Thrones-agtigt spil alle-mod-alle, hvor man ikke engang kan stole på sine nærmeste allierede. Det var ikke en retning, jeg forventede at bogen ville tage, men jeg kunne faktisk virkelig godt lide det og jeg er virkelig spændt på, hvordan serien fortsætter. Desværre var jeg ikke helt så begejstret for Ti små åndedrag af K. A. Tucker, det helt store plot twist havde jeg set komme lang tid i forvejen og der ærgede mig, at jeg havde ret i det. Selv om jeg godt kunne lide de fleste af karaktererne og mange af elementerne i bogen, tror jeg især, at det var slutningen, der irriterede mig og det er egentlig trist, for det kunne have været en rigtig god historie. Jeg har læst Britannicus af Jean Racine mindst to gange allerede, det er nemlig til studiet og den eneste studiebog, jeg har registreret på Goodreads i april. Grunden til at jeg har læst den så mange gange er, at det er den tekst, jeg er ved at lave eksamensprojekt med sammen med en medstuderende, så jeg har efterhånden sat mig godt i stykket og dets historie. Det er ikke det mest aktionprægede drama, hvilket er lidt uvant, men jeg synes bedre og bedre om det jo mere jeg læser det.

Ind i mellem studiet, forelæsninger og lektielæsning har jeg fundet ud af, at det passer rigtig godt med Penguins Little Black Classics, der er lette at have i skoletaske og i det hele taget er meget overskuelige at læse i en travl hverdag. I april fik jeg læst Lips too chilled af Bashõ Matsuo, der er et udvalg af dennes haiku-digte. Det er muligvis den poesiform, jeg har beundret i længst tid, på trods af deres enkle form, er der faktisk flere regler end man lige regner med. Jeg er bare ikke overbevist, nogle af digtene var svævende lette og ramte helt rigtigt og andre følte jeg slet ikke gav mening. Jeg tror, det kan have noget at gøre med oversættelsen, der også betød af det ofte ikke fulgte det ellers klassiske og kendte skema med stavelserne. Jeg tror dog, jeg kommer til at læse digtene igen, nu hvor solen er begyndt at titte frem og vi måske langt om længe får forår. Dertil passer haiku altså så fint.

Og så kom readathon. Jeg startede ud med en bog, jeg havde glædet mig til i flere måneder, men ikke rigtig fundet tid til, da den trods alt er lige over 700 sider lang. Hvis man fulgte med i lørdags på bloggen, vil man også have opdaget, at jeg de første næsten 5 timer totalt forsvandt fra omverdenen, bortset fra et tweet nu og da. Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten opslugte mig nemlig fuldstændigt. Jeg er totalt svag over for bøger, der inddrager eller baserer sig på mytologi af næsten enhver art og da især nordisk mytologi og samtidig synes jeg, at det var morsomt, at den finder sted i Nordjylland - på trods af at jeg selv er fra Sønderjylland. Historien er magisk, hurtig, rimelig barsk, men humoristisk og jeg har 100 spørgsmål, jeg håber, bliver besvaret i den næste bog. I kan tro at jeg glæder mig! Derefter gik jeg i gang med Vi andre bor her bare af Patrick Ness. Efter jeg læste Mere end det sidste år, har det stået højt på min liste at lære flere af hans bøger. Valget faldt på denne her, fordi jeg simpelthen ikke kan modstå konceptet om den ikke-Udvalgte, om dem, der bare gerne vil gøre skolen færdig og fortælle den søde pige, at de kan lide hende. Det er, som jeg har set flere andre sige, en bog, der er ret meta, den handler på sin vis lige så meget om det at skrive bøger og det at skrive til unge. Den er svær at sammenligne med noget andet, jeg har læst netop på grund af dette. Dog vil jeg sige, at den helt klart er læseværdig, lige som hans andre bøger.

Sent om aftenen gik jeg i gang med en bog, jeg havde glædet mig til hele måneden. Jeg bestilte den nemlig hjem allerede i starten af april med tanke på netop readathon. Egentlig havde jeg set den i Amsterdam, men dengang stillede jeg den tilbage og jeg fortrød det lige siden. Langt om længe har jeg nemlig fundet en udgave, jeg godt vil have stående (det er nok ikke kun mig, der har denne særhed, men jeg går altså bare lidt op i, hvordan en bog ser ud!). Så jeg fik endelig læst Death Note af Tsugumi Ohba. Min udgave indeholder volume 1 og 2, og jeg kan kun sige så meget, at jeg virkelig bliver nødt til at få fat i de næste ret snart. Da jeg læste den færdig klokken 5 om morgenen, havde jeg kun et brændende ønske om at kunne læse videre. Jeg fortsatte lidt i samme stil, med trætte øjne og søvnen siddende i kroppen efter en kort lur og fik læst den sødeste graphic novel Hjertestorm af Annette Herzog. Den er ret specielt i sin udforming, men det er nok den yndigste fortælling om den første forelskelse, typiske teenageproblemer som kroppen og kærlighed og alting. Den er hurtigt læst, men fik mig alligevel til at sidde med et lille smil på læben, da jeg var færdig. Jeg har også fundet ud af, at der er en anden, uafhængig bog om de samme karakterer, så den ender jeg nok med at skulle have fingrene i. Til sidst satte jeg mig til at læse Ternet Ninja af Anders Matthesen. I årevis har jeg været fan af ham som komiker og skuespiller og manuskriptforfatter og jeg ved ikke hvad. Så egentlig var jeg aldrig rigtig i tvivl om, at jeg skulle læse denne her bog - og jeg tvivlede heller ikke på, at jeg ville kunne lide den. Den indeholder den sammen skæve blanding af humor og alvor, som filmen Terkel i knibe - og jeg tror ikke, jeg spoiler noget ved at afsløre, at Terkel har en lille cameo i bogen. Så jeg tror den vil appellere til både nye og gamle fans. Jeg synes i hvert fald, at det var den helt rigtige bog at slutte readathon af med.

Jeg forstår stadigvæk ikke helt, at jeg har fået læst så mange bøger, for det er gået min opmærksomhed meget forbi. Det er sært, at man kan have det sådan. Var der en bestemt læseoplevelse, der hang ved for jer i april?

lørdag den 29. april 2017

Dewey's readathon - April 2017


12:52
Minutterne snegler sig afsted. I dag begynder årets første readathon og mod min egentlige forventning, glæder jeg mig ret meget. Jeg troede ikke, jeg ville have overskuddet til det, for det meste af april er forsvundet i eksamenslæsning og projekter og stress. Måske er det derfor, jeg glæder mig. Og jeg har forberedt mig. jeg har været på indkøb efter snacks i form af jordbær og hindbær, det søde i form at lidt bland selv slik og noget chokolade og ikke mindst en masse at drikke. Teen er klar, bøgerne er fundet frem, jeg har stablet mine puder og min dyne op i hjørnet, så jeg har fået mig en rigtig hyggelig læsekrog. Mine måltider er planlagt og lette at lave, så mens regnen lige så rolig siler ned ad mine vinduer, sidder jeg nu egentlig bare og venter, mens jeg finder musik frem og åbner alt for mange faner, så jeg kan følge med i andres læsedøgn.

Jeg kommer til at opdatere dette indlæg med både tekst og billeder løbende hen over de næste 24 timer, selvom jeg ikke garanterer for den sproglige kvalitet klokken 3 i nat, når jeg ikke har sovet endnu, så smid endelig en kommentar.


14:01
Klar, parat, læs! Min første bog er Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten. Det er klart den længste, af de bøger, jeg har planlagt at læse, så jeg forventer, at det kommer til at tage mig et god stykke tid. og jeg glæder mig.

18:47
Man kan roligt sige, at jeg har været forsvudnet fra omverdenen! Ravnenes hvisken har taget mig med storm og jeg har været så opslugt af historien, at jeg har glemt alt omkring mig. Min te blev kold og jeg trænger virkelig til noget at spise lige nu, så mens min aftensmad står og bliver færdig, klikker jeg lidt rundt hos de andre bloggere og kommer lidt op at stå igen. Jeg mangler kun cirka 125 sider af bogen nu, så jeg regner bestemt med at være færdig inden længe. Jeg forstår godt, hvorfor så mange roser denne her bog. Den er både uhyggelig og morsom, jeg elsker aspektet med nordisk mytologi, som altid har fascineret mig og der er bare et eller andet uforklarligt magisk over skrivestilen.

Hvordan går det for jer andre deltagere, her på tærsklen til time 6?

19:10
Jeg har lavet lidt sprællemænd, lidt strækøvelser og fået lidt gang i blodomløbet igen. Min playliste er blevet skiftet ud, bare for at få noget andet at lytte til, og jeg tror næsten jeg er i bund med med Instagram-feed fra de sidste 5 timer (!!). Så nu vil jeg nyde lidt aftensmad, før jeg brygger en ny kande te og dykker ned i den sidste del af Ravnenes hvisken.

20:15
Jeg har netop vendt den sidste side i Ravnenes hvisken efter nogle intense og ret actionfyldte sidste par kapitler. Jeg fristes til at stjæle et udtryk fra Vampire Diaries fandommen: "Welcome to Ravnssted. Human population: Hakim." Seriøst, den her bog fik mig til at gætte og gætte forkert gang på gang og jeg har ikke nydt at tage fejl så meget før. Den er virkelig noget for sig og jeg glæder mig allerede til at få fat i den næste bog, der udkommer inden længe.

Jeg springer dog direkte videre til min næste bog, Patrick Ness' Vi andre bor her bare, som jeg har glædet mig til lige siden jeg først hørte om dens koncept. Jeg har masser af energi endnu og har fundet de lidt mere sukkerholdige snacks frem. Det varer ikke længe inden det bliver mørkere udenfor, men jeg ser faktisk frem til at skabe lidt ekstra hyggestemning med lys og alting. Og så burde det ikke tage mig nær så lang tid at læse den næste bog.

De der blå kanter? Jeg er vild med dem!


22:55
Den sidste side i Vi andre bor her bare er netop vendt og jeg sidder tilbage med en underlig følelse i maven. Jeg kunne godt lide den og selve konceptet er slet ikke til at stå for. Men jeg er ikke helt så overbevist om bogen, som jeg troede, at jeg ville være. Ikke at jeg ikke kunne lide den, det var en virkelig smuk historie og nogle interessante karakterer, og jeg har svært ved at sætte fingeren på det, der føles underligt.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg kommer til at læse som den næste bog, men det gør heller ikke noget, jeg er nemlig begyndt at kunne mærke, at jeg trænger til noget frisk luft, så jeg vil gå mig en tur og vågne lidt op igen.

23:47
Jeg er kommet hjem igen efter en rolig og lang, men bidende kold gåtur. I det mindste fik jeg ikke brug for gummistøvlerne, jeg ellers havde iført mig! Jeg har besluttet mig for i første omgang at springe A Court of Thorns and Roses af Sarah J. Maas over, for selv om jeg virkelig gerne vil læse den, kan jeg mærke, at jeg har forregnet mig lidt med hensyn til tiden. Og jeg kan godt mærke trætheden i kroppen, selv om jeg lige har fået en god omgang frisk luft. Så jeg springer videre til den fjerde bog på min liste, som jeg føler egner sig bedre til de kommende nattetimer. Det er et held, at den nåede at komme frem, jeg fik den nemlig først med posten i går, fredag. Min næste bog bliver derfor Death Note I af Tsugumi Ohba. Jeg tror dog ikke, jeg får læst den færdig, før jeg tager mig en lille lur, men vi får at se.

Er I stadig vågne?

01;25
Halvvejs igennem Death Note kan jeg mærke, at min øjne er begyndt at blive lidt tunge. Så jeg snupper lige en kort lur indtil omkring kl 3, tror jeg.

04:02
Så er jeg våge igen, selv om jeg må indrømme at jeg lige nu langt hellere ville sove videre. Jeg skal dog lige have noget morgenmad, før jeg overvejrer at læse noget. Det er også blevet ret tydeligt for mig, at jeg på ingen måde kan nå at læse alle de planlagte bøger, så mens jeg spiser, vil jeg tænke lidt over, hvad jeg vil læse efter Death Note.

05:22
Jeg bliver nødt til at få fat i den næste bog i den her serie aldeles omgående! Jeg må simpelthen vide,hvad der sker! Efterhånden er jeg ved at være helt vågen igen og det begynder at blive lyst udenfor. Jeg fortsætter lidt i samme stil og læser Hjertestorm af Anette Herzog som den næste. Men først skal jeg lige sunde mig oven på Death Note, der helt sikkert er værd at læse.



07:18
Hvor er den sød! Den er næsten ikke til at stå for og selvom der ikke sker voldsomt meget rent plotmæssigt er det en sød lille historie om den første teenageforelskelse. Jeg blundede muligvisl idt mere, før jeg fik begyndt på den, men den var hurtigt læst og den helt perfekte bog til disse halvsøvnige timer.

Min næste, og nok også sidste bog, bliver Ternet Ninja af Anders Matthesen. Fredag genså jeg Terkel i knibe for første gang i mange år, ford jeg vidste, at jeg ville læse denne her bog nu og hvis den minder bare en smule om i fortællestilen, så glæder mig allerede. Men forhåbentlig er den en anelse mere opdateret med hensyn til teknologi! Solen er stået op og skinner lystigt udenfor og min musik er så lav, at jeg kan høre fuglene synge. Om ikke så mange timer skal jeg til football kamp, så jeg håber, at vejret holder. Men for nu vil jeg nyde en kop te, og måske en energidrik, mens jeg giver mig i kast med min femte bog.

Er I stadig med derude?


10:44
For mig er readathon ved at være færdig for denne omgang. Det varer nemlig ikke lang tid, før jeg skal ud af døren og jeg glæder mig til det. Men jeg har været så glad for at være med til readathon denne gang. Jeg har fået læst 5 bøger, som jeg har været virkelig glad for, og hvis ikke det var fordi, det var readathon, ville jeg have fået en bookhangover mere end en gang. Den sidste bog her, Ternet Ninja er lige så skæv og morsom og eftertænktsom, som Terkel i knibe, på den der måde som Anders Matthesen er god til. Den der kombination af humor og alvor. Jeg havde det så morsomt med at læse den og vil helt klart anbefale den - især hvis man som mig kan lide Terkel i knibe.

Efterhånden har jeg fået ryddet op igen, så min lejlighed ikke bærer helt så meget præg af, at jeg har været oppe mere eller mindre hele natten, snacks og resterende drikkevarer er blevet sat på plads og jeg har fået det meste søvn ud af kroppen igen. Jeg nåede ganske vidst ikke at læse alle de 7 bøger, jeg havde planlagt, men jeg er alligevel virkelig godt tilfreds. Jeg har læst 5 bøger og i alt 1.730 sider på 21 timer, hvilket jeg selv synes er ret godt klaret. Samtidig har jeg været meget glad for alle de bøger, jeg fik læst, så der er ikke noget, der trækker ned der.

Jeg håber, at jeg får tid til at deltage igen til efteråret, men det tager jeg til den tid. Til sidst vil jeg bare sige tak, til alle der har kommenteret, som jeg har snakket med på Twitter og Instagram og alting. Og ønske jer, der læser videre en rigtig god læselyst. Jeg vil drikke det sidste af min energidrik og glæde mig til at se min familie lidt.

 

Template by BloggerCandy.com