The Lays of Beleriand (The History of Middle-Earth #3) af J. R. R. Tolkien

The Lays of Beleriand (The Histroy of Middle-Earth #3) af J. R. R. Tolkien, redigeret af Christopher Tolkien. Udgivet af HarperCollins i 2002, oprindeligt udgivet i 1985.

Jeg har anmeldt de første to bøger i serien her: The Book of Lost Tales.

The third volume of The History of Middle-earth gives us a privileged insight into the creation of the mythology of Middle-earth, through the alliterative verse tales of two of the most crucial stories in Tolkien’s world – those of Túrin and Lúthien. The first of the poems is the unpublished Lay of the Children of Húrin, narrating on a grand scale the tragedy of Túrin Turambar. The second is the moving Lay of Leithian, the chief source of the tale of Beren and Lúthien in The Silmarillion, telling of the Quest of the Silmaril and the encounter with Morgoth in the subterranean fortress.

Accompanying the poems are commentaries on the evolution of the history of the Elder Days. Also included is the notable criticism of The Lay of Leithian by C.S. Lewis, who read the poem in 1929. 

Hvis der noget, jeg synes der er spændende at nørde, så er det Tolkien's Middle-Earth. Og The Lays of Beleriand er virkelig det: nørdet. Hele serien handler om, hvordan Tolkien udviklede og skabte Milddle-Earth universet og al dens historie, men The Lays of Beleriand handler kun om to historier. Eller to ballader. Og det er nok de to myter, der danner grundlaget for meget af den mytologi, der ligger bagved hans mere kendte bøger.

Den første fortælling er den om Túrin, søn af Húrin og som findes i rigtig mange forskellige udgaver. Det samme gælder den anden historie, den der handler om Tinüviel. Eller Lüthien, som findes i mange forskellige bøger. I The Lays of Beleriand bliver disse to digtes udvikling taget op fra begyndelsen. Nogle gange er det blot outlines, noter til hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge, efterhånden som Christopher Tolkien tager os igennem de første håndskrevne versioner af digtene. Der hvor de forskellige udgaver er forskellige, bliver der forklaret hvad forskellene er og specielt med hensyn til navnene bliver der gået i mange detaljer med, hvem der hedder hvad og hvilket forhold de har til hinanden. Tolkien ændrer nemlig ofte navnene på de forskellige karakterer imellem forskellige udgaver, så det gælder om at holde tungen lige i munden.

Jeg kunne godt lide at læse denne her bog, men hvis man forventer en bog, der er let at læse, så tager man fejl. Der er mange detaljer, mange årstal, navne, verseformer og andre tekniske midler i denne her bog. Den er spændende for dem, der gerne vil vide mere om, hvordan de grundlæggende myter i Middle-Earth blev udviklet fra digte, der lige så godt kunne være nogen, der hørte hjemme i universet, fortalt af de karakterer, man kender så godt. Hvis man har en interesse i at se, hvordan de forskellige udgavers små detaljer kan betyde store forandringer i en karakters personlighed. Den er langt at dykke ned i Middle-Earth universet, men det var en spændende rejse og jeg er spændt på, hvor den næste bog fører mig hen.

Champion (Legend #3) af Marie Lu

Champion (Legend #3) af Marie Lu. Udgivet af Penguin i 2013.

Jeg har anmeldt de to første bøger i serien her: Legend, Prodigy.

He is a Legend. She is a Prodigy. Who will be Champion? June and Day have sacrificed so much for the people of the Republic - and each other - and now their country is on the brink of a new peaceful existence. June is back in the good graces of the Republic, working within the government's elite circles while Day has been assigned a high level military position.

But neither could have predicted the circumstances that will reunite them: just when a peace treaty is imminent, a plague outbreak causes panic in the Colonies, and war threatens the Republic’s border cities. This new strain of plague is deadlier than ever, and June is the only one who knows the key to her country’s defense. But saving the lives of thousands will mean asking the one she loves to give up everything.

Slutningen på denne her trilogi er muligvis den bedste bog i hele serien. Bedst som jeg troede, at jeg vidste, hvordan det skulle ende, viste det sig, at jeg havde overset noget. Noget meget vigtigt. Og Marie Lu formår at tage bogen i en helt anden retning, end den, jeg nok havde forventet - og håbet på. Så det var meget hjertet ret højt oppe i halsen at jeg vendte de sidste par sider. Champion er et rigtig godt eksempel på en bog, hvor den personlige historie mellem June og Day påvirker den større historie om det dystopiske samfund i The Republic og resten af den post-apokalyptiske verden, og omvendt. Og det fungerer simpelthen så godt, fordi Marie Lu undgår at falde i klichéerne. I stedet for går der lang tid, hvor man er i tvivl om, om det nogensinde vil lykkedes June, Day og de andre at stoppe det seneste udbrud af pesten, før der bliver krig. En krig, der vil gøre en ende på The Republic og dens befolkning.

Fortæl mig, at der stadig er noget godt tilbage i verden.
Fortæl mig, at der stadig er håb for os alle.

Jeg er helt vild med den måde, indsatsen hele tiden bliver højere i denne her serie. Lige som man tror, at der er fundet en løsning, sker der et eller andet uventet, som sætter gang i nogle helt andre ting. Selv om bogen foregår over forholdvis kort tid, så går det virkelig stærkt. Der sker noget hele tiden og som læser blev jeg hele tiden holdt hen. Det tog mig ikke lang tid at læse bogen, for jeg kunne virkelig ikke få mig selv til at give slip på bogen og dens vidunderlige karakterer. For June og Day og deres historie er ret anderledes i forhold til, hvad jeg tidligere er stødt på. 

Det er specielt June og Day, jeg holder så meget af ved denne her serie. Og måske endnu mere i denne her bog. For ud over at være to spændende karakterer, med forskellige motivationsgrunde, men ret enslydende mål og helt forskellige baggrunde, så er de også ret spændende som par. Deres synsvinkler komplimenterer hinanden rigtig godt og det at man ser historien fra begge sider gør, at man nogle gange sidder med en følelse af, at de totalt misforstår hinanden. Heldigvis ikke, fordi de ikke taler sammen. Det er en af de klichéer, jeg er glad for at bogen undgår. desuden betyder det også, at de ikke altid behøver at være på samme sted. Selv om de er adskilte, påvirker de faktisk hinandens tankegang alligevel. Og så er det bare ret fedt, at de både kan dumme sig og tage fejl, det gør dem både mere menneskelige og historien mere spændende. Og det er oven i købet en historie, der indeholder oprør, intriger, kærlighed, opofrelse og meget, meget mere.

Jeg ved godt, at jeg ikke har sagt ret meget om handlingen i denne her anmeldelse og det er ærligt talt helt med vilje. Det hænger nemlig så godt sammen med de første to bøger, at jeg gerne vil forsøge at undgå at spoile nogen af dem.  Champion er en rigtig god bog ja, men det er også en virkelig god slutning på en af de bedste dystopiske serier, jeg har læst. Så jeg vil ikke kun anbefale bogen, men hele serien.

De syv søstre (De syv søstre #1) af Lucinda Riley

De syv søstre (De syv søstre #1) af Lucinda Riley. Udgivet af Cicero i 2016, oprindeligt udgivet i 2014. Læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk.

Reklame. Anmeldereksemplar var en gave fra forlaget Cicero til bogbloggertræf i 2016. Alle meninger er mine egne!

Schweiz 2007. Maia D’Apliese og hendes fem søstre er blevet kaldt hjem til deres barndomshjem Atlantis – en stor, smuk villa ved Genèvesøen – da deres elskede far, den sky mangemillionær, som de kalder Pa Salt, er død. De er alle blevet adopterede som små, og nu har Pa Salt efterladt dem hver især en ledetråd, der kan føre dem tilbage til deres sande ophav. Maias ledetråd fører hende til den anden side af Jorden, til en forfalden herskabsvilla i Rio de Janeiro i Brasilien.

Rio 1927. Midt i byens storhedstid har Izabela Bonifacios far store forhåbninger om at gifte sin datter ind i aristokratiet. Samtidig arbejder arkitekten Heitor da Silva Costa på det, der skal blive den berømte Kristusstatue, og planlægger en rejse til Paris for at finde den rette skulptør til opgaven. Den lidenskabelige Izabela længes efter at se verden og overtaler sin far til at lade hende tage med Silva Costa til Paris, inden hun skal giftes. Dér, i Paul Landowskis studie og i Montparnasses livlige caféer, møder hun den ambitiøse, unge skulptør Laurent Brouilly og indser, at hendes liv aldrig vil blive det samme igen.

Lucinda Rileys De syv søstre er et rigtig godt eksempel på en bog, der virkelig endte med at overraske mig positivt. Jeg har før nævnt, at historisk fiktion ikke er min stærkeste side, selv om jeg i årenes løb faktisk har læst en del igennem mine forældres samling. Og det viste sig da også, ved et rent tilfælde, at da jeg gik i gang med at læse De syv søstre, var min mor i gang med den samme bog. Om vi har den samme mening om bogen, finder jeg ud af, når hun engang er færdig. Selv kunne jeg nemlig slet ikke lægge bogen fra mig igen. Jeg endte med at læse til langt ud på natten, for jeg ville altså gerne lige vide, om jeg havde ret i min antagelse. "Jeg vidste det, jeg vidste det, jeg vidste det!" mumlede jeg for mig selv, men faktisk ved man det ikke endnu. Jeg føler mig bare meget sikker.

For at vende tilbage til bogen. Som man kan regne ud, handler den om en gruppe søstre. De seks søstre, der er opkaldt efter et stjernebillede, efterlades med et tomrum i deres liv efter at deres adoptivfar dør af et pludseligt slagtilfælde. Særligt den ældste søster, Maia, føler sig pludselig meget alene, da hun i mange år har boet meget tæt på barndomshjemmet og ikke rigtig var flyttet hjemmefra. Med adoptivfarens død, efterlader han hver af de seks søstre med et spor. Et spor, der kan føre dem tilbage til der hvor de stammer fra, til deres biologiske familie. Hvis de selv ønsker at finde ud af det. At Maia rejser er lidt en impulsiv handling, der lige så meget handler om at flygte fra hendes noget nærmere fortid, et mysterium, der først løftes sløret for langt senere i bogen. Hendes spor fører hende til Rio på den anden side af jorden. Her møder hun en forfatter ved navn Floriano, hvis bøger hun har oversat og med hans hjælp og opmuntring, begynder hun at opspore sin familie og de hemmeligheder, der skjuler sig i fortiden. Det er ikke særligt svært at regne ud, at det samtidig får stor betydning for hendes fremtid. Maia er en ret interessant karakter, der langsomt folder sig ud efter i starten at være meget anonym. Jeg kunne faktisk virkelig godt lide hendes udvikling. Det var også virkelig fedt at se, at de seks søstre har meget forskellige personligheder, allerede her i den første bog, så man ikke skal vente på resten af serien for at få en forståelse af de andre søstre.

Familiesagaen, som det indtil nu har været, får et mere historisk præg, når man får historien om Izabela og Laurent i 1920'erne. Hvordan deres stormende forelskelse og til tider ret ulykkelige liv hænger sammen med Maias historie, vil jeg ikke sige noget om. På dette tidspunkt er den store Jesus-statue, som Rio er kendt for, ved at blive planlagt og lige netop denne statues tilblivelse får en stor og afgørende betydning for Izabela og hendes familie. Især denne her del af historien var jeg virkelig opslugt af. Den fylder meget i antallet af sider, men det føles ikke som om man sidder med en helt anden bog. Det er helt sikkert også den del, jeg synes var bedst, i forhold til Maias egne oplevelser, der mest begrænser sig til hvor hun skal hen og hendes samtaler med Floriano og de personer, de møder. Men det er også netop igennem Izabelas historie, at Maia opsporer sin familie. Izabela er en pige, hvis historie virkelig greb mig om hjertet. I det hele taget var der ret mange mysterier, som langsomt blev løst efterhånden som Maia opsporer sin biologiske familie og møder sin mormor.

De syv søstre er en skøn blanding af familiesaga, historisk fiktion og kærlighed, men en smule langsom i det. Jeg er helt sikker på, at jeg har tænkt mig at læse videre i denne her serie, selv om den naturligt nok må blive lang, hvis der skal være en bog om hver søster, men Lucinda Riley skriver så dejligt, at jeg ikke lagde mærke til, at sidetallet sneg sig op over de 500. Der er stadig mange mysterier tilbage at løse, ikke blot om søstrenes fortid og ophav, men om Pa Salt. Og jeg er så nysgerrig efter at vide mere om alting.

The Chamber of Secrets (Harry Potter #2) af J. K. Rowling

The Chamber of Secrets (Harry Potter #2) af J. K. Rowling. Udgivet af Bloomsbury i 2010, oprindeligt udgivet i 1998.

Jeg har anmeldt The Philosopher's Stone her.

Harry Potter is a wizard. He is in his second year at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. Little does he know that this year will be just as eventful as the last ...even getting there is an adventure in itself! The three firm friends, Harry, Ron and Hermione, are soon immersed in the daily round of Potions, Herbology, Charms, Defence Against the Dark Arts, and Quidditch. But then horrible and mysterious things start happening. Harry keeps hearing strange voices, sinister and dark messages appear, and then Ron's sister Ginny disappears ...The darker side of Hogwarts is revealed in this exciting sequel to "Harry Potter and the Philosopher's Stone".

The Chamber of Secrets er egentlig på en måde en af de bøger i serien, jeg vil mene er mest uhyggelig. Det virker mærkeligt, når man tænker på, hvad der sker i de sidste tre-fire bøger, men jeg kan ikke lade være med at mene, at det trods alt er en børnebog. Og den handler om magi og venskab og er fyldt med humoristiske øjeblikke som "You can't cancel Quidditch!" eller "when in doubt, do to the library", der er sætninger, der på en eller anden måde bare hænger ved. Men den handler også om et uhyggeligt monster, der måske findes, måske ikke. I hvert fald sker der drastiske og farlige ting på Hogwarts i Harry Potters andet år. Den første bog handler meget om hvordan Harry bliver introduceret til hele den magiske verden og alle dens mange vidundre og mysterier. Truslen om Voldemorts genkomst er ikke rigtig til stede, fordi Harry og hans venner tror, det er Snape, der er ude efter De Vises Sten. Men i Chamber of Secrets er der ikke nogen tvivl vedkommende, der angriber eleverne, har ondt i sinde.

Jeg har aldrig rigtig tænkt over det før, men det er en rigtig god blanding af det uhyggelige og det morsomme, der nok gør at jeg ikke har ment, at denne her bog er særlig skræmmende ind til nu. Det er stadig rigtig meget en børnebog, hvor der bliver dvælet langt mere ved den flyvende bil, hvordan Floo Powder fungerer og selvfølgelig Quidditch. Monster-delen om The Heir of Slytherin og de forstenede elever bliver fortalt på en måde, så det ræssonerer, men ikke mere end at man føler lidt ubehag.

Harry was just thinking that all he needed was for Dumbledore's pet bird to die while he was all alone in the office with it, when the bird burst into flames.

I denne her bog møder vi også en af mine yndlingskarakter, Dobby. Der som altid i sit forsøg på at hjælpe Harry, måske ender med at gøre mere skade end gavn. At han har regnet ud, at manglen på breve fra Ron og Hermione måske ville kunne få Harry til at blive hjemme fra Hogwarts, viser bare, hvor meget mere det her venskab får lov til at fylde i bøgerne frem for i filmene. Jeg bliver altid ret glad, når den kun 12-årige Ron og de hvad, 14, 15-årige tvillinger dukker op midt om natten for at befri Harry. Den nye lærer i Defence Against the Dark Arts er flødebollen Lockhart, der måske er den eneste karakter, jeg synes har et endnu bedre navn på dansk, nemlig Smørhår. Det passer så utroligt godt til det billede, jeg har af ham i hovedet. Han er frygtelig irriterende og en spradebasse, men jeg finder ham virkelig morsom og hans tåbeligere påfund er også grunden til flere af de sjovere øjeblikke i bogen. Lige som jeg virkelig godt gad have set hans Valentins-alfer, ville jeg ønske, at Nearly-Headless Nicks dødsdagsfest havde været med i filmen. Bare fordi det havde været ret morsomt at se.

Mysteriet om The Heir of Slytherin har altid irriteret mig en lille smule. Mest fordi, der ikke skal ret meget til før at næsten alle tror, at det er Harry, men samtidig ser alle på Slytherin-eleverne som nogen-der-nødvendigvis-må-blive-onde. Jeg kan huske min overraskelse, da jeg første gang fandt ud af at det var Ginny og i dag kan jeg ikke lade være med at tænke "Ha!", fordi det er sådan et godt plot twist, at Harry, Ron og Hermione er så sikre på, at det er en Slytherin og især Malfoy, der på det her tidspunkt er en 12-årig lille idiot at høre på, men så heller ikke mere. I stedet er det en, de aldrig havde set komme. Ganske vist styret af Voldemort-som-16-årig, og alting. Hvilket er et ret fedt punkt at se tilbage på, når man langt senere forstår betydningen af dagbogen og det, den i virkeligheden er. Det er kilden til en af de ting, jeg tror, man virkelig kan tage med fra denne her bog, selv om det "bare er en børnebog", at lighederne mellem Harry og Tom Riddle ikke er afgørende, men det, de vælger at gøre. Harry vælger at redde Ginny og Fawkes redder Harry.

It is our choices, Harry, that show what we truly are, far more than our abilities.

Death Note II (Death Note #3-4) af Tsugumi Ohba

Death Note II (Death Note #3+4) af Tsugumi Ohba, illustreret af Takeshi Obata og oversat af Alexis Kirsch. Udgivet af VIZ Media LLC. i 2011, oprindeligt udgivet i 2003. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.

Find min anmeldelse af Death Note I her.

Light Yagami is an ace student with great prospects--and he’s bored out of his mind. But all that changes when he finds the Death Note, a notebook dropped by a rogue Shinigami death god. Any human whose name is written in the notebook dies, and now Light has vowed to use the power of the Death Note to rid the world of evil. Will Light's noble goal succeed, or will the Death Note turn him into the very thing he fights against?

Jeg var ikke spor i tvivl om, at jeg blev nødt til at anskaffe mig denne her bog så snart, jeg fik muligheden for det. Den første bog forelskede jeg mig nemlig en lille smule i og nu er jeg da helt bidt af serien. Death Note II indeholder volume 3 og 4 af magnaen, hvor alting for alvor går hurtigt, samtidig med at det bliver mere og mere indviklet. Og så er den sjov. Overraskende sjov, når NPA, politiets taskforce, videoovervåger en "helt almindelig" teenagedreng, og den ene af de to, der foretager overvågningen er drengens far, så kan det altså kun skabe en akavet situation og jeg grinte. Især Ryuk er kilden til en del af de mere morsomme kommentarer, hvilket ellers ikke er en ting, jeg ville have forventet af en dødsgud. Men det gør ham kun lidt mere sej. Han er en af de karakterer, jeg er ret vild med med hensyn til den måde, han er tegnet på. Af en eller anden grund kan jeg ikke lade være med at tænke, at han ligner et mareridt, hvilket er ret passende for en Shinigami.

I've never once considered finding that notebook and gaining this power a misfortune. In fact, it's made me happier than I've ever been. And I'm going to create a perfect world.

Noget af det, jeg allerbedst kan lide ved denne her serie er karaktererne. Hovedpersonen Light er langt fra en person, jeg ville have specielt lyst til at lære at kende, men alligevel kan jeg ikke på en eller anden underlig måde lade være med at holde med ham. Og så holder jeg alligevel også på en eller anden bizar måde også med L, som bliver mere udviklet i denne her bog og føles lidt mere som en karakter og lidt mindre som en stemme bag en computerskærm. Hans manipulerende evner bliver for alvor udstillet i volume 4 "Love", og selv om jeg indædt hader ham for at være sådan en idiot over for den nye karakter, der introduceres, så havde jeg alligevel også lidt en fornemmelse af, at det er det, karakteren der er for. Der hvor det bliver virkelig spændende for mig er, da der begynder at opstå et venskab imellem Light og Ryuzaki, som er langt bedre kendt som L. Jeg havde tanken, da jeg læste den første bog, at de to ville kunne være virkelig gode venner, hvis ikke de var på hver deres side og meget af handlingen går frem og tilbage mellem de to, der forsøger at regne den andens træk og bagtanker ud. De er mere eller mindre hele tiden i hælene på hinanden, og forsøger at forudsige tre træk frem. Det er ret spændende læsning, især hvis man som mig godt kan lide det mindre mindfuck, det kan være. Det betyder også, at der sker virkelig mange ting, jeg ikke havde set komme og selv om mange plot twists kan virke forvirrende, så synes jeg faktisk, at det fungerer rigtig godt i dette tilfælde. Jeg ved ikke, hvem af de to, jeg håber ender med at vinde, men det er ret tydeligt, at det ikke kan være dem begge to. Forholdet mellem de to er meget lige, når det kommer til at regne hinandens motivationer ud, så jeg er også lidt spændt på at se, hvordan det egentlig falder ud, når en af dem træder ved siden af.

Hvordan Death Note notesbøgerne fungerer bliver hele tiden mere og mere detaljeret, og i denne her bog får man også endelig en anden Shinigami, der er med til at kaste lys over ting selv Light ikke kender til endnu. No pun intended. Blandt andet at en Shinigami altid skal have en Death Note, så det sætter lidt spørgsmål ved, hvordan og ikke mindst hvorfor Ryuk "tabte" den, Light har fået fat i. De indviklede regler og undtagelser er med til at slutningen godt kan blive lidt forvirrende, men jeg havde slet ikke set den komme. Det er virkelig noget af en cliffhanger, der får mig til at spekulere på, hvordan Light skal undgå at blive afsløret som Kira, undgå at dræbe sin far og måske også selv undgå at dø. Jeg ved, at jeg nok bare kunne se anime'en og få svaret, men altså, jeg er jo typen, der læser bogen først. Også selv om det her en hele serie og jeg er virkelig opsat på at finde ud af, hvad der sker næst. Jeg tror heller ikke, mine chancer for at nå at læse serien færdig, før Netflix' serie kommer her i slutningen af måneden, men så må det også bare vente. Mens jeg venter på volume tre, en lille gave til mig fra mig, da jeg nåede mit mål for Camp NaNoWriMo. 

Prodigy (Legend #2) af Marie Lu

Prodigy (Legend #2) af Marie Lu. Udgivet af Penguin i 2013.

Find min anmeldelse af den første bog her: Legend.

Injured and on the run, it has been seven days since June and Day barely escaped Los Angeles and the Republic with their lives. Day is believed dead having lost his own brother to an execution squad who thought they were assassinating him. June is now the Republic's most wanted traitor. Desperate for help, they turn to the Patriots - a vigilante rebel group sworn to bring down the Republic. But can they trust them or have they unwittingly become pawns in the most terrifying of political games?

Den eneste grund til, at det har taget mig indtil nu at vende tilbage til The Republic og den verden, Marie Lu har skabt er, at det af en eller anden grund har taget mig så lang tid at anskaffe mig resten af serien. For der er absolut ikke noget at komme efter, i mine øjne tager Prodigy hele historien fra Legend og løfter den og gør den endnu bedre.

Efter June og Days drastiske flugt fra The Republic i slutningen af den første bog, er spørgsmålet så, hvad de skal gøre nu. Beslutningen om at slutte sig til the Patriots, den selv samme gruppe af oprører, der hjalp dem med at undslippe, er ikke en de tager let, men en der giver mening. Og sådan er det faktisk med rigtig meget af det, der sker i bogen. Historien bliver større, ligesom kortet i bogen er blevet udvidet og helt på egen hånd fortæller om, hvordan det her er større end June og Day nogensinde kunne have forestillet sig. Jeg elskede det. Det bedste ved en dystopisk roman er, når man kan se, hvordan de er kommet dertil. Hvorfor verden ser ud som den gør og hvordan det ikke bare er en flok diktatoriske regenter, der aktivt vælger at ødelægge verden. Jeg fik virkelig en fornemmelse af det menneskelige aspekt, af at de forskellige dele af verden har forsøgt at gøre deres bedste, det som de mente var rigtigt, for at overleve katastrofen. Og så blev det hele gjort lidt mere interessant af, at historien om The Republic bliver givet, men i forskellige udgaver alt efter hvem der fortæller den. Selvfølgelig vil dem, der forsøger at opretholde magten og kontrollen ikke fortælle den samme udgave som "the Colonies", eller de andre overlevende nationer.

All it takes is one generation to brainwash a population and convince them that reality doesn't exist.

Apropos forskellige sider, der giver mening. Også i denne her bog fortælles historien fra skiftevis June og Days synvinkel, hvilket er ret fedt, for det betyder, at den aldrig står stille. Der sker hele tiden noget og selv om begge karakterer har et geni-lignende intellekt, så var det for mig også ret fedt at se dem tage fejl eller reagerer som helt normale unge mennesker. For selv om de også forsøger at gøre noget for at redde deres land, så er der også den personlige historie. Balancen mellem dem er rigtig fin, så jeg følte ikke at den ene tog mere overhånd end den anden, men selvfølgelig påvirker de hinanden. Som sagt, så sker der en masse i løbet af denne her bog, og der er ikke så få plot twists, dog heldigvis af den slags, der giver mening og ikke bare er for chok-effekt. Specielt slutningen kom lidt bag på mig, selv om jeg lige som June, tænkte at jeg burde have set det komme.

Der var en rigtig god pointe, som jeg faldt over og som bliver gentaget et par gange af de forskellige karakterer. Det handler om, hvad de ønsker at gøre ved den regering, der styrer The Republic og jeg synes, det passer rigtig godt, at det er Day, der er den af hovedpersonerne, der har lidt mest under dem, der har magten også er den, der sidst forstår hvad June og de andre mener, når de siger, at de ønsker "change, not collapse". En af de ting, der viser sig i løbet af Prodigy er nemlig, at det er ikke er noget utopi. At et samfund, og måske især de samfund, der er opstået og dannet på baggrund af en så omfattende katastrofe, ikke er utopiske.

I want to run. To do what I always do, have always done, for the last five years of my life. Escape, flee into the shadows. But this time, I stand my ground. I'm tired of running.

Hele bogen er aktionfyldt og hurtig, mens der bliver taget tid til personlige øjeblikke og karakterudvikling. Selv om jeg var ret imponeret over den første bog, så er det ingen ting i forhold til mit indtryk af Prodigy, der gjorde serien endnu bedre og for alvor gjorde mig interesseret i at læse den sidste bog med det samme.

Store små løgne af Liane Moriarty

Store små løgne af Liane Moriarty. Udgivet af Politikens Forlag i 2016, oprindeligt udgivet i 2014 med titlen Big Little Lies. Læst på dansk, originalsproget er australsk.

Reklame.* Anmeldereksemplar/gave fra forlaget Politikens Forlag til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne.

Er det mord? En tragisk hændelse? Eller bare forældre, der ikke kan opføre sig ordentligt. Sikkert er det i hvert fald, at nogen er død. 

Store små løgne følger tre kvinder, som har hver sine udfordringer. Madeline er en stærk kvinde, sjov og skarp, lidenskabelig - og ikke den tilgivende type. Hendes ex-mand og hans nye yogi-kone er flyttet ind i Madelines elskede kvarter, og deres datter er startet i samme børnehave som Madelines yngste. Som om det ikke kunne være nok, lader det til, at hendes teenagedatter er begyndt at foretrække sin far fremfor Madeline.

Celeste er så smuk, at det får folk til at standse op og kigge efter sig. Hun har et krævende sæt tvillinger, som skal starte i børnehaveklasse, og Celeste og hendes mand er på næsten royal vis klar til at indtage skolen, men sådan en position får man ikke uden videre.

Den tredje kvinde, vi lærer at kende, er den enlige mor, Jane, som er så ung, at de andre tror, hun er barnepigen. Hun er tænksom, indadvendt og bærer på dybe hemmeligheder om sin søn. Da Madeline og Celeste tager Jane under deres vinger, har ingen af dem nogen ide om, hvor meget det vil ændre og påvirke deres liv. Store små løgne er et skarpt portræt af ex-mænd og deres nye koner, mødre og døtre, skolegårdsskandaler - og de små farlige løgne, vi fortæller os selv for at klare hverdagen.

Store små løgne er et rigtig godt eksempel på en bog, hvor jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg ville få, og hvor det viste sig, at jeg tog ret meget fejl. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske er det den lyserøde forside, titlen eller noget helt andet, men jeg havde forventet mig en romantisk chick-lit i stil med Jojo Moyes eller Colleen Hoover, en bog, der har meget på hjertet, men også efterlader mig med en hjertevarm følelse indeni. Det var det, jeg var i humør til, da jeg gik i gang med denne her bog, men det var ikke helt det, jeg fik.

Jo, bogen har rigtig meget på hjertet. Faktisk følte jeg, at den havde lidt for meget på hjertet. Der var rigtig mange karakterer at holde styr på, ud over de tre kvinder man følger, for der kommer input fra andre karakterer i form af små kommentarer undervejs. Først troede jeg, at det var noget i stil med kommentarer på en online artikel eller et debatforum, formatet med at kommentarerne kom efter et kapitel fik det til at virke sådan. Det tog mig et stykke tid at regne ud, at det nærmere er sidekommentarer til de interviews, de mange karakterer giver, i forbindelse med en forbrydelse. Hele historien drejer sig nemlig om opklaringen af en forbrydelse, nærmere bestemt et dødsfald, der er sket under mystiske og oprørende forhold. Som resultat deraf bliver karakterernes liv, særligt de tre hovedpersoners liv og problemer, langsomt optrevlet og kommer i søgelyset. Og selv om det var spændende at se, hvordan brudstykkerne af deres liv langsomt samledes til et større billede, så blev det for mig også uoverskueligt. Alle havde noget, og mange af dem havde ret svært ved at sætte sig ud over deres egne problemer for at se tingene fra de andre karakterers side. Man kommer rigtig tæt på de forskellige hovedpersoner, og det er svært at hade dem for at prøve det bedste, de kan. Hvem det er, der er død, vil jeg ikke sige noget om, for det er faktisk noget, man holdes hen i spænding over ret længe og det fungerer okay godt. Jeg skiftede i hvert fald gæt flere gange og da jeg fandt ud af hvem, var det ikke så overraskende, når jeg tænkte efter. Men hvorfor og hvordan kom helt bag på mig. Og det fik de 200 sider jeg lige havde været igennem til at hænge så meget bedre sammen.

Egentlig synes jeg, at det er et rigtig godt perspektiv. Det gør bogen meget virkelighedstro, for jeg tror på at i virkeligheden ville alle have deres at slås med. Og problemerne for karaktererne er på ingen måde små, jeg vil faktisk sige tværtimod. I blandt det at være mor til småbørn, at være mor til besværlige teenagere, spørgsmålet om at nå de frygtede 40'ere og andre hverdagsproblemer er der også spørgsmål om utroskab, voldelige parforhold, og meget andet, der bliver pakket ind i løgne og de små problemer, så man ikke skal tage stilling til dem.

Måske var det mine egne forventninger til bogen, der spændte lidt ben for mig, for når jeg skal forklare bogen til andre, kan jeg ikke lade være med at synes, at det er en meget vigtig historie, især når man først er kommet ind under huden på de forskellige karakterer. Man skal bare være forberedt på, at man også virkelig kommer tæt ind på dem og deres problemer og udefra set kan det være så let at mene, hvad der skal gøres. Men Store små løgne viste i hvert fald for mig, at det kan være lettere at dække det til med en løgn eller et emneskift, når man står midt i det.

Drømmelige juli | Tilbageblik #33

Juli måned har været en meget underlig størrelse. Jeg har levet halvt i drømme og i min egen lille verden, mens jeg har renskrevet og gennemgået omtrent 4/5 af min bog. Og det har bestemt ikke været nogen dans på roser. Jeg har holdt detaljerne ret meget for mig selv denne her gang, mest fordi jeg håber på, at jeg meget snart kan gøre noget mere permanent med den. Og måske også bare fordi, jeg har arbejdet på den så længe. Selv om det har været en hård omgang, hvor jeg ofte har følt mig bagud - og været rigtig meget bagud, så har der ikke været noget tidspunkt, hvor jeg ikke har kunnet lide historien. Jeg elsker den stadig og karakterne ligeså. Juli måned har ikke budt på specielt godt sommervejr, hvilket jeg savner rigtig meget. Det har til gengæld været rigtig godt vejr til at sidde indenfor og skrive eller læse. Og selv om jeg har haft travlt med den historie, jeg selv gerne vil fortælle, så har jeg alligevel fået læst 11 bøger i juli. Der har også været tid til lidt familietid, blandt andet har jeg stadigvæk et okay stort blåt mærke på mit knæ, der beviser at jeg i hvert fald ikke er den fødte racerkører. Men det var alligevel sjovt at være ude og køre gokart med det meste af min familie.

De 11 bøger er en blanding af rigtig mange forskellige genrer. Jeg har læst en bog, jeg troede ville være en skøn sommerbog af den romantiske karakter, men Store små løgne af Liane Moriarty viste sig at være en helt anden type bog. Og selv om jeg virkelig godt kunne lide budskabet og var imponeret over de emner, der bliver taget op, så efterlod bogen mig forpustet og overvældet, men på den ærgerlige måde. Der sker nemlig rigtig meget, der er så mange sider og hemmeligheder og problemer, at det virkelig viser, hvordan alle har noget, de slås med. Det var bare rigtig meget at tage ind på en gang, og jeg var ikke altid lige interesseret i de forskellige karakterers mange problemer. Det gjorde jeg derimod, da jeg læste Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl, som fuldstændig på modsat vis fik mig til at sidde med tæerne krummet sammen og vitterligt ønske, at der skulle ske noget godt. Det er en bog, der skal opleves, ikke forklares.

I løbet af meget kort tid fik jeg endelig færdiglæst Marie Lus Legend-trilogi, jeg fik nemlig både læst Prodigy og Champion, begge to virkelig gode fortsættelser på en serie, jeg begyndte på for et år siden. Det var så fedt at opleve, hvordan bøgerne udvidede det univers, der blev præsenteret i Legend, samtidig med at historien blev mere dramatisk, indsatsen blev højere og i sidste ende sad jeg med en dystopisk serie, der indeholdt alt det, jeg gerne vil have. Samtidig med lyttede jeg løbende til A Clash of Kings af George R. R. Martin, den anden bog i A Song of Ice and Fire, eller hvad der er kendt som Game of Thrones-serien. Det fungerer faktisk ret godt for mig at lytte til denne enorme serie og store puslespil af karakterer og stemmer, så jeg fik den tredje bog fra biblioteket i går aftes. Det er lidt af en underlig oplevelse, for der er rigtig mange forskellige synsvinkler i denne her serie og det er ikke dem alle sammen, der interesserer mig lige meget. I Clash of Kings er der kommet nye til, og det har ændret lidt på hvilke af karakterenes historie, jeg var mest investeret i. Men selv om det ikke er alle kapitler i den meget lange bog, jeg finder lige spændende, så kan jeg ikke være andet end imponeret over det univers og det projekt, George Martin har skabt.

Jeg fortsatte også min genlæsning af Harry Potter serien og fik læst Chamber of Secrets af J. K. Rowling. Eftersom jeg har en plan om at få læst dem alle henover sommeren, må jeg nok få læst noget mere Harry Potter den næste måneds tid. Det slog mig, mens jeg læste, at Chamber of Secrets er lidt mørkere, lidt mere uhyggelig end den første bog, men der er stadig elementer af humor og varme. Man kan ikke komme uden om, at serien bliver mere og mere dyster når først Voldemort vender tilbage, men at tale om et monster på skolen, der kan, og har, dræbt eleverne, er faktisk i sig selv ret skræmmende, men jeg har aldrig tænkt på bogen som uhyggelig. Det gør jeg stadig ikke. Derimod var der meget uhyggeligt, eller nærmere foruroligende over The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe. Novellesamlingen indeholdt tre noveller og mit indtryk af dem er lige så forskelligt som novellerne selv. At den indeholdt min yndlingsnovelle af Poe, The Tell-Tale Heart gjorde nok helhedsindtrykket noget bedre, men selv om jeg ikke brød mig lige meget om dem alle sammen, så har det ikke afskrækket mig med hensyn til at læse mere af Poe på et tidspunkt.

Med Saga vol. 2 af Brian K. Vaughan og Fiona Staples vendte jeg tilbage til det ydre rum, til en helt anden og meget anderledes verden. Den her space opera/fantasy graphic novel serie, eller hvordan man vælger at beskrive den, fortsætter med at være ret spændende. Historien om de to dødsfjender, der bliver forelskede og får et barn, mens de flygter for livet fra både hans og hendes folk og mange andre, bliver i mine øjne gjort bedre af tegnestilen. Jeg tror ikke, den ville fungere lige så godt for mig, som en almindelig roman og jeg kunne tale om tegnestilen i en uendelighed. Og når det handler om at nørde, så fik jeg læst en bog, der virkelig er for nørderne. Den tredje bog i History of Middle-Earth The Lays of Beleriand dykker ned i tilblivelsen af to længere digte, som Tolkien sidenhen gav op på, for endnu senere at omskrive historierne til dele af The Silmarillion. Det var til tider ret tung læsning, meget teknisk omkring ordvalg og metrik, men det var alligevel en fornøjelse at få et indblik i to af de tekster, der fylder meget i den mytologi, som Tolkien har skabt som baggrund for Middle-Earth.

Lige før jeg tog hjem på weekend hos mine forældre, fandt jeg ud af at min mor og jeg var i gang med den samme bog ved et rent tilfælde. De syv søstre af Lucinda Riley er starten på en storslået familiehistorie, om seks adopterede søstre, der efter deres adoptivfars død, får muligheden for at finde ud af mere om, hvor de stammer fra. Den første bog følger den ældste datter på en varm og kærlig rejse til Rio, hvor hun forsøger at opspore sin familie, samtidig med at hun forsøger at bearbejde en gammel sorg og måske få muligheden for at få alt det, hun inderst inde savner i livet. Jeg nød den og selv om det er en ret lang bog, så læste jeg den på meget få dage. Jeg er rimelig sikker på, at jeg bliver nødt til at læse videre, for der er en detalje i denne første historie, som jeg tror, jeg har regnet ud. Men det er ikke blevet bekræftet endnu.

Den sidste bog, jeg fik læst færdig i juli, var en bog, jeg har læst brudstykker af rigtig længe. Det er nemlig en ret populær digtsamling, Milk and Honey af Rupi Kaur og jeg blev virkelig overrasket over bogen. Ikke fordi jeg synes, den ikke er god, faktisk fandt jeg mange af digtene ret rørende. Men jeg havde på en eller anden måde forventet mere. Efter at have læst så mange af digtene på Tumblr og andre steder på nettet, havde jeg på en eller anden måde ventet, at bogen ville blæse mig lige så meget bagover, som flere af de digte gjorde. Og det gjorde dele af bogen da også. Men som helhed følte jeg mere, at det gik lidt i ring, og jeg er nok mere skuffet over, at jeg ikke havde den oplevelse af bogen, som jeg håbede på, end jeg egentlig er over bogen selv. Men der er nogle af ordene, der hænger ved endnu.

I august måned starter jeg i praktik, den periode af min uddannelse, jeg helt sikkert har set mest frem til. I øjeblikket glæder jeg mig endda til de vanvittigt tidlige morgener og pendlertiden, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme til at klage over begge dele før eller siden. Men foreløbig har jeg stadigvæk sommerferie og nu hvor jeg ikke længere hele tiden tænker på, at jeg også skal huske at nå at skrive og jeg skal lige have rettet den der scene til og så videre, så håber jeg på at vejret bliver bedre og glæder mig til en august måned, hvor jeg kan og vil slappe mere af, ses med dejlige mennesker og nyde den sidste af mine lange sommerferier.

Litterære indrømmelser #5

I dag handler det om mit forhold til lydbøger. Hvilket faktisk er noget, der har ændret sig rigtig meget i løbet af det sidste års tid. Jeg har tidligere omtalt, hvordan jeg har haft det svær med lydbøger, fordi jeg ofte tunede oplæseren ude og ganske enkelt ikke fulgte med. Eller fordi jeg kedede mig eller ikke vidste, hvad jeg skulle lave. Det kommer også meget an på oplæseren, hvis stemmen irriterer mig eller læser alt for langsomt eller hvad det nu end kan være, så giver jeg hellere op og venter, til jeg kan læse en fysisk udgave af bogen i stedet for. Jeg synes, de lydbøger, der gør brug af bare en lille stemmeforskel, hvis der er flere fortælleren er virkelig sjove, men det bliver også hurtigt for meget.

Og jeg tror faktisk, det er det, der var det egentlige problem. At høre en lydbog tager lang tid. Som regel også meget længere tid end det ville tage mig at læse den samme bog selv, så det er mange timer, der skal investeres i denne her bog. Og man kan ikke bare lave lige hvad man vil samtidig med. Eller jeg kan i hvert fald ikke. Mit problem var ofte, at jeg begyndte at kede mig, fordi jeg ikke havde noget at lave imens og det føles altså virkelig dumt bare at sidde, enten med høretelefoner på eller lyttende til oplæserens stemme gennem højtaleren, og sidde med hænderne i skødet og trille tommelfingre. Jeg tror, det må være mit forhold til at sidde og lytte, der har ændret sig, for jeg kan tydeligt huske, at jeg har hørt lydbøger som barn. Jeg opfattede dem bare ikke sådan, men når mine søstre og jeg sad om en kassettebåndafspiller, for så gammel er jeg faktisk, og lyttede til oplæsninger af eventyr eller Trafikmusene, så var det jo sådan set lydbøger. Den gang kunne jeg bare finde ud af at høre efter.

Det, der først fik mig til at prøve igen var tilbage i sidste efterår, da jeg havde en gratis måneds abonnement hos Storytel. Det skulle naturligvis ikke gå til spilde, så jeg måtte finde på noget at lave. Og pludselig hørte jeg lydbøger hele tiden. Når jeg gik tur, enten på må og få eller når jeg skulle på posthuset, om aftenen når jeg ikke kunne sove, mens jeg gjorde rent og så videre og så videre. Tidspunkter, jeg ellers ikke ville læse på.

Men jeg foretrækker at høre lydbøger, mens jeg laver noget kreativt. Jeg har malet en del i de såkaldte voksenmalebøger, mens jeg har lyttet til Game of Thrones og jeg hæklede et helt kuld gopler, mens jeg lyttede til en lang række af ungdomsbøger. Mest af alt nød jeg faktisk at høre lydbog, når jeg har kørt i bus, for det betød at jeg for en gangs skyld ikke blev vanvittigt køresyg af at læse i en bus. Så der blev jeg virkelig glad for, at jeg er blevet bedre til at høre lydbøger, nok mest fordi jeg er begyndt at vænne mig lidt mere til formatet. Jeg vil dog hellere sidde med en bog i hænderne.

Hvis det havde været bedre sommervejr herhjemme, havde jeg nok lyttet til en del lydbøger, mens jeg nød solen. I stedet går jeg og venter på, at jeg får min reservation på den tredje bog i George R. R. Martins A Song of Ice and Fire hjem. Jeg får nemlig alle mine lydbøger fra bibliotekets app, eReolen, eller deres app med engelske bøger, eReolen Global. Mest af alt fordi jeg virkelig følte, at jeg skulle lytte til en del bøger, før det kunne betale sig, dengang jeg havde et abonnement. Selvfølgelig er bibliotekets udvalg ikke nær så stort som det hos lydbogsfirmaerne, men hvis man kun hører en eller to på en måned, synes jeg det var ret meget, når man er på SU. Den længste bog, jeg har hørt indtil nu er helt sikkert Clash of Kings, den anden bog i A Song of Ice and Fire, der når op på den anden side af 37 timer. At jeg har sat hastigheden lidt op, til 1,15 skyldes ganske enkelt at det ellers går for langsomt til mig. En af de lydbøger, jeg synes var mest spændende at lytte til var Kenneth Bøgh Andersens oplæsning af hans egen Djævlens lærling, som jeg tror, jeg endte med at lytte til i en omgang, fordi den var så spændende og så levende læst op. Men jeg må helt klart også anbefale Tim Currys oplæsning af A Series of Unfortunate Events. Han gør et fantastisk stykke arbejde med stemmer og alting, plus de sange, der indleder og afslutter hver bog, der også findes på Spotify samlet i det album, der hedder "Tragic Treasury", der virkelig er indbegrebet af series markabe blanding af humor og det dystre og det totalt absurde.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at høre lige så mange lydbøger, som jeg gjorde lige til at begynde med sidste efterår. Det er fint med mig at lytte til en en gang i mellem, især fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af at holde pause igen. Jeg vil hellere høre dem færdig. Den eneste grund til at jeg nok fortsætter med at høre A Song of Ice and Fire er fordi jeg er for stædig til at købe bøgerne, indtil de alle er udkommet. Så længe jeg altså kan finde på noget at lave imens.

Hvordan har du det med lydbøger? 

Litterære indrømmelser #4

I dag er det story time. Mine indrømmelse for denne her uge handler nemlig om mødet min min yndlingsbog. For til at begynde med, brød jeg mig nemlig virkelig ikke om den. De fleste, hvad end de har fulgt med her et stykke tid eller ej, er nok ikke i tvivl om, at min yndlingsbog er J. R. R. Tolkiens The Lord of the Rings. Men sådan har det ikke altid været.

I dag har jeg ikke længere nogen klar erindring om, om jeg faktisk læste bogen, før jeg så filmen, men jeg tvivler stærkt på det. I hvert fald har filmene også haft deres indflydelse på min kærlighed til alting Middle-Earth og min evige besættelse med at eje bøger, der står 'Tolkien' på. Til gengæld kan jeg meget, meget tydeligt huske den første gang, jeg besluttede mig for, at jeg skulle læse Ringenes Herre. Jeg har været 14, det er efter Harry Potter kickstartede en interesse for fantasygenren. Og dengang var min egen bogsamling hverken nær så omfangsrig eller så bred som den er i dag, så dengang gik jeg ofte på opdagelse i mine forældres bogreol. Derfor har jeg også læst mere end min mængden af krimier og historisk fiktion. Men jeg faldt også over et sæt på tre bøger, der fangede min opmærksomhed. Den danske oversættelse af Tolkiens livsværk, Ringenes Herre.

Det var bestemt ikke nogen succes. Jeg tror, jeg nåede et sted mellem 40 og 50 sider ind i den danske oversættelse, før jeg måtte give op. Jeg kunne simpelthen ikke komme igennem det, jeg hadede at læse den og jeg var nok en anelse skuffet, når jeg godt kunne lide filmene. Jeg har sidenhen snakket med rigtig mange, der har det på samme måde, uanset om de har læst den på dansk eller engelsk, og jeg kan godt forstå hvorfor. Ligesom professor Tolkien ser jeg også det, der ofte anses for en trilogi som én bog, og starten på den, specielt de førte par hundrede sider af The Fellowship of the Ring er meget tunge. Tolkiens skrivestil er deskriptiv og langsom og man kan på ingen måde kalde begyndelsen for actionfyldt. Men jeg tror lige så meget på, at det har noget at gøre med, at jeg læste en oversættelse og jeg har ikke siden været ude for sådan et tab af magien, af det, der gør bogen spændende, ved en oversættelse, som jeg gjorde ved denne her bog. Det har sikkert påvirket min beslutning om ikke at læse de sidste 3 eller 4 Harry Potter bøger på dansk heller.

Jeg ved ikke, hvad mine forældre har tænkt, da jeg nogle få år senere alligevel ønskede mig et bokssæt med de tre bind, denne gang på engelsk. For jeg havde i hvert fald ikke været stille omkring min skuffelse over den danske oversættelse. Men bøgerne kom på mine hylder og i dag er de i en tilstand, der vidner om, hvor mange gange jeg faktisk har læst dem. Jeg skal ikke kunne sige, om det bare fordi, jeg var de tre år ældre, da jeg læste dem igen eller hvad det var, men jeg læste dem i et væk. Og jeg vender gerne tilbage til den nu og da. Jeg tror ikke, jeg bliver en af dem, der læser dem en gang om året, for der er ganske enkelt alt for mange andre bøger, jeg også gerne vil læse. Men når jeg vender tilbage til dem, så nyder jeg det. Jeg vender tilbage til universet for de spændende karakterer, folkeslag og alt det overvældende materiale, der ligger bag ved denne her bog. Jeg har planer om, at bogen skal være genstand for mit speciale til næste forår, hvor jeg lige nu gerne vil gå i dybden med mange af de temaer, som bogen berører, tager op og stiller spørgsmålstegn ved. For tiden er jeg gået i gang med at læse The History of Middle-Earth, der ikke handler om historien in-universe, men om tilblivelsen af de mange myter og fortællinger, der ligger bag ved The Silmarillion, The Hobbit og The Lord of the Rings, fordi jeg nørder det lidt meget. Og nu hvor jeg er i gang med det, får jeg helt lyst til at læse den igen, for på en eller anden måde er det en af de få bøger, jeg kan vende tilbage til igen og igen og altid finde noget nyt. Nu og da opdager jeg en linje, der understreger en humor, der ikke lige springer i øjnene, og beskrivelserne af elvernes riger tager altid pusten fra mig med deres livlige skønhed. Så det er nok ikke så sært, at det er min yndlingsbog. Tænk, hvis jeg ikke havde givet mig i kast med den engelsk tekst?

Har du nogensinde læst en bog, som du ikke brød dig om første gang, men vendte tilbage til og ændrede mening om? Er du også en af de mange, der har fundet starten på The Fellowship of the Ring for tung til at læse videre?

Den 13. kriger (KOMA #1) af Michael Ford

Den 13. kriger (KOMA #1) af Michael Ford. Udgivet af EgoLibris i 2014.

Reklame.* Anmeldereksemplar givet som gave til bogbloggertræf 2015 af forlaget EgoLibris. Alle meninger, der gives udtryk for, er mine egne.

En mand bliver indlagt på Rigshospitalets traumeafdeling efter et sammenstød med en kronhjort. Hans tilstand er kritisk, og han er i koma. Det er umuligt at finde oplysninger på ham, og han får derfor navnet John Doe. Ufriviligt bliver han stjernen i et reality-show, hvor der tælles ned til dag 40. Det er dagen, hvor lægerne vil slukke for respiratoren. Sammenstødet med hjorten vækker Johns slumrende hukommelse, og i komatilstanden gennemlever han sit eget dramatiske liv, der har udspillet sig i både Norden og Mellemøsten.

I Den 13. Kriger, første bind af Koma-trilogien, får vi gennem Johns liv et intenst indblik i de sidste 50 års historie i forholdet mellem kristne og muslimer. Situationen i Mellemøsten har aldrig været mere kaotisk og terrortruslen mod Danmark aldrig større. Fra massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila til en dansk røverbandes ynkelige huseren tager vi med Koma-trilogien ud på en rejse mod fred, hvor forfatterens store viden om og kærlighed til Mellemøsten skinner igennem på hver en side.

Den første bog i Michael Fords KOMA-serie omhandler en overdrevent anonym komapatient og dennes kamp for at vende tilbage til livet som bliver til et nyt reality show. Samtidig fortælles en anden historie, den der handler om komapatientens liv. John Doe kaldes han og både i hans komadrømme og i reality showet udenfor er det store spørgsmål: hvem er John Doe?

Når man læser bogen, bliver man hurtigt opmærksom på, at der intet skel er. Historien er inddelt i kapitler alt efter dage, de 40 dage som hospitalsfolkene har til at få John Doe til at vågne op af sin koma, før de trækker stikket ud. Men ellers flyder læseren frem og tilbage imellem John Does tanker, der mest kan beskrives som minder og så mellem verden udenfor. Den verden, hvori John Does kamp for at overleve er det nye store tv hit. Og jeg er ikke sikker på, om jeg synes blandingen af de to fortællinger er særlig vellykket.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide hele præmisset med at live transmittere fra denne komapatients stue. Det kunne være et vidunderligt eksempel på en samfundskritisk historie, der har meget på hjertet omkring vores forhold til virkeligheden, journalisme og underholdningskultur. Jeg har svært ved ikke at være enig med John Does sygeplejeske og finde hele set-up'et usmageligt og uetisk og det irriterede mig frygteligt at John Doe intet privatliv havde, at hans kamp for at overleve blev til underholdning og i det hele taget synes jeg det er et emne, man skal behandle rigtigt, hvis man tager det op. Jeg siger ikke, at Michael Ford gør det forkert, måske tværtimod. For hvis det virkelig er ment som en kritik af underholdningskulturen, så fungerer den rigtig godt. Den side af historien er så tankeprovokerende. Hvordan det spørgsmål ender, vil jeg ikke spoile.

Den anden side af historien er meget fragmentarisk, der gik et godt stykke tid før jeg følte, at jeg havde fået et fodfæste i John Does tanker. Men der tegner sig hurtigt et billede af, hvordan hans liv har været og jeg ville ønske, at denne del ikke var blevet blandet sammen med den anden. For jeg kunne ikke lade være med at føle mig draget af fortællingen om John Does opvækst i en verden, der er i konstant forandring, ikke kun i forhold til sig selv men også i forhold til John Does plads i den. Når jeg læste den, kunne jeg mærke forfatterens viden om Mellemøsten, om de turbulente forhold, der strækker sig fra lang tid før jeg blev født. Det var den del af historien, der for alvor fik mig til at vende siderne, jeg ville så gerne have svar på et enkelt spørgsmål og det er det samme som alle folkene i John Does reality show og John Doe selv søger i sine minder: hvem er John Doe?

Jeg ville sådan ønske, at jeg syntes bedre om denne her bog. For jeg tror, den er meget relevant, specielt den del der omhandler John Does opvækst, hans liv i Mellemøsten, men også de pointer, der bringes på banen i forsøget på at regne hans identitet ud. Det historiske perspektiv giver en god forståelse af en tid, jeg for eksempel aldrig har oplevet, og sjældent er stød på i litteraturen og den kunne godt stå alene. Hvor for sig er de to fortællinger virkelig spændende, men sammen blev jeg ofte meget forvirret over, hvad jeg skulle forholde mig til. Og slutningen ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til, jeg fik ikke svar på mange af mine spørgsmål. Men jeg ved også, at der er to andre bøger i serien og jeg kan kun håbe, at de ville kunne opklare nogle af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med.

Har I læst bogen? Hvis ikke, hvilken fortælling vil I så helst læse?

The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe

The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe (Little Black Classics #31). Udgivet af Penguin i 2015. Oprindeligt udgivet i 1840'erne.

'Presently I heard a slight groan, and I knew it was a groan of mortal terror ... the low stifled sound that arises from the bottom of the soul.' Stories about murder, mystery and madness, portraying the author's feverish imagination at its creative height.

De tre noveller, der er samlet i denne her lille bog, er på en gang ret forskellige, men også med mange fællestræk. De klassiske Poe-træk som det psykologiske aspekt og vanviddet i samspil med mord eller mysterier er at finde i alle tre noveller, men i forskellig grad og min opfattelse af historierne er langt fra den samme. Men som samling fungerer de rigtig godt, en lidt bredere blanding, der viser at ikke alle Poes noveller er ens. Hvis ikke man har læst noget af ham før, vil jeg mene at det er et rigtig godt sted at begynde. Selv har jeg kun læst et par stykker, men havde også før denne her bog planer om at læse mere, for hans skrivestil er noget for sig.

Den første novelle er også den korteste og den, bogen har sin titel efter. "The Tell-Tale Heart" er en af de noveller, jeg har læst før, faktisk i forbindelse med en eksamensopgave, og den, jeg allerbedst kan lide. Historien om den unavngivne morders vanvid, der måske, måske ikke opstår efter han har slået en mand ihjel, er meget kendt og jeg er rimelig sikker på, at den også har skabt et udtryk "tell-tale heart". Jeg holder af den for dens dybde, for på trods af dens kun 9 sider, er der rigtig meget at komme efter. Det er en historie, der forekommer tragikomisk, især på overfladen, når man læser om hovedpersonen, der vil slå en mand ihjel på grund af hans onde øje - men måske er jeg alligevel lidt påvirket af, at have arbejdet lidt mere i dybden med den og ser både øjet og hjertet som symboler. Selv hvis man ikke går til novellen på den måde, er den stadig værd at læse. Fortælleren er en ret skøn karakter, på trods af hans handlinger, og jeg elsker ganske enkelt hans historie, hvori han hele tiden forsøger at overbevise læseren om, at han ikke er vanvittig, selv om hans handlinger gang på gang modsiger ham.

“And have I not told you that what you mistake for madness is but over-acuteness of the sense?”

De to andre noveller er nye for mig. "The Fall of the House of Usher" er en noget længere novelle på lige omkring 30 sider, og jeg fandt den faktisk for lang. Fordi den meget mere udtømmende går i detaljer med f.eks. hvilke bøger karakterene læser eller hvilken sang de spiller. Jeg var langt mere interesseret i forholdet mellem karaktererne og spørgsmålet om, hvorvidt Lady Madeleine blev myrdet eller døde af en sygdom, de ikke kunne identificere. Lige som "The Tell-Tale Heart" er det psykologiske aspekt en stor del af fortællingen og hen imod slutningen, da der for alvor begynder at ske noget, kunne jeg heller ikke lade være med at føle en smule ubehag. Den havde dog ikke helt samme virkning som "The Tell-Tale Heart". Mysteriet om, hvad der i virkeligheden foregår bliver fortalt i et virkelig velskrevet sprog, der skaber den stemning af utryghed, som Poe er kendt for.

Den sidste novelle er "The Cask of Amontidillo" og jeg er nødt til at være ærlig: den kedede mig. Jeg forventede mere ikke decideret overnaturligt, men underliggende uhygge og en følelse af, at der er noget, der ikke er, som det giver sig ud for at være. I stedet fik jeg en meget ligefrem historie om hævn uden de store overraskelser og jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg havde svært ved at se, hvorfor lige netop den blev inkluderet i denne her bog. Jeg har ikke læst dem alle sammen endnu, som sagt, men Amontidillo er den, jeg har syntes mindst om ind til videre.

Litterære indrømmelser #3

Min tredje sommerindrømmelse måske lidt af en ikke-indrømmelse. Det handler nemlig om, hvorvidt jeg foretrækker paperback-format eller hardback-format. Hvis man ser på mine bogreoler, så er der langt, langt flere paperbacks end hardbacks og det er der nok mange grunde til. En ting er ganske enkelt prisen, især hvis man køber bøger i udlandet er paperbacks nemlig ofte billigere end hardbacks og økonomi spiller en ret stor rolle i forbindelse med mine bogkøb. Men ofte kommer det faktisk slet ikke an på mig. Hvis man går ind i en dansk boghandler er der virkelig, virkelig mange paperbacks, det er langt fra alle bøger der bliver udgivet i begge formater. Og må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, om det bare skyldes det, at jeg er vant til at paperbacks er lettere tilgængelige der gør, at det er mit foretrukne format. De har også den fine fordel, at de ikke vejer lige så meget som en hardcover, så de er lettere at bære rundt på dem. Og på flere af gangen. For jeg foretrækker faktisk paperbacks og jeg har altid lidt på fornemmelsen, at jeg er en af de få. Det er også besværligt, jeg forsøger altid at undgå at knække ryggen for eksempel, men hvis man så læser Leo Tolstoys 1000 siders lange War and Peace, så bliver det lidt besværligt. At jeg har svært ved at lade mig selv knække ryggen har sådan set ikke noget med formatet at gøre, man kan også sagtens knække ryggen på en hardback.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide hardbacks. Jeg ser ofte, at der bliver kræset rigtig meget for designet, når et forlag udgiver hardcover bøger og jeg er en sucker for en smuk bog eller en gennemtænkt detalje. Og de er fantastisk rare at tage billeder af, selv om jeg på ingen måde kan sætte ord på, hvorfor jeg oplever den forskel. Men hardbacks irriterer mig ofte, hvis de har smudscover på for eksempel. De er noget så upraktisk, når man læser, men hvis man ikke passer på bliver de let krøllede. For at vende tilbage til Tolstoy, så er bogen, selv hvis man læser den i en to-delt udgave, ufatteligt uhandy at sidde med og læse, og sådan oplever jeg det tit, når det er en lidt længere bog.

Nogle serier samler jeg på i hardback, nogle i paperback. Mine bøger står blandet i format uden større system, men hvis jeg skal vælge, så tager jeg en paperback. Selv om jeg elsker en skøn hardback, der specielt ser rigtig flotte ud på rad og række, så foretrækker jeg at læse paperbacks.

Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl

Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl. Udgivet af mellemgaard i 2017.

Reklame.* Anmeldereksemplar modtaget efter henvendelse fra forfatteren Maja Maria Rakel Dahl og jeg er så taknemmelig for muligheden. Meningerne er mine.

Denne digtsamling illustrerer min proces, og derfor kalder jeg den biografisk. Jeg fandt tidligt et rum i kunsten. Det er en integreret drivkraft, og efterhånden som tiden er gået, og jeg ikke har oplevet rum til at tale, er mine collager, tegninger og digte blevet et ånderum. Af kunst kan jeg råbe, skrige, græde, grine, håne, uden det er åbenlyst. Jeg kan bande over livet. Jeg kan anerkende de mest primitive, komplekse, rene følelser, som ikke er ønsket ytret i samfundet, hvor det hele handler om facade, at fremstå som det ypperste, samt en konsekvent tendens til at klandre og affærdige (“OFFERROLLE!”). I stedet for at anerkende individualiteten, nuancerne og ikke mindst fejlene. I stedet for at anerkende at andre kan fejle, at fejlen kan skyldes den anden, og at samfundet, som helhed, kan fejle – og fejler. Heraf har jeg fundet kærligheden for dualitet og provokation.

Er det for cheesy at sige, at denne her bog tog mig med storm? Det er ikke særligt tit, at jeg støder på en bog, hvor jeg faktisk har følt mig helt og aldeles udmattet, når jeg har læst den. Men med Sjælestorm mener jeg, at det er en afgjort positiv ting. Det er en bog, der har virkelig meget på hjertet og som læser må man være klar på at tage imod. Den er barsk og ærlig, vred og trist, uforstående, sarkastisk, overvældende og går ind i så mange ting, at det ville være umuligt at kommentere på dem alle.

Glem alt hvad du mener, digte skal opfylde. Regler om rimskemaer og ordvalg, for ordene, der kommer flydende fra forfatterens pen har ikke til formål at leve op til nogen regler, læseren forsøger at lægge ned over den. Med udgangspunkt i det gode og det onde, og allermest det onde, i sit eget liv leverer Maja Maria Rakel Dahl en digtsamling på små 120 sider, der er helt sin egen. Selv om den kaldes biografisk, behøver man ikke lade sig afskrække af det, det er jeg i hvert fald rigtig glad for at jeg ikke gjorde. For den siger alligevel så meget, jeg kan relatere til og så meget, jeg tror vi som enkeltpersoner og som samfund hellere vil lukke øjnene for. For hvordan det psykiatriske system kategoriserer og inddeler mennesker i en uendelighed, men aldrig gør noget ved det, hverdagssituationer, der ikke er drømmen og langsomt kvæler en, splitsekunder der forandrer hele ens liv, hvordan vi taler om hinanden, men ikke lader hinanden tale for os selv og meget mere fortælles levende og ærligt, så jeg ikke kunne lade være med at tænke. Og jeg har tænkt over denne her bog længe. Den satte sig ligesom fast, selv om jeg ville kalde det en ret befriende læseoplevelse. For man følger forfatteren på hendes rejse mod at få lov til at være den, hun er, hvem pokker det så end er og jeg ønskede virkelig brændende, at der ville ske noget godt. Der tegnes et billede af dagens Danmark, der er lige så forvirrende som det virkelige liv, uden at der bliver lagt skjul på de negative sider allesteder fra. Ingen er perfekte i Sjælestorm og hvorfor skulle de også være det? Jeg syntes især ret godt om refleksionerne over de sociale medier, behovet og nødvendigheden i at være på, at give sig til kende for at få anerkendelse, men kun af den perfekte iscenesættelse. Sjælestorm er under overfladen, bag facaden og det er det, jeg så godt kan lide ved den.

Samtidig er bogen efter eget udsagn også et udtryk for en beundring og et behov for kunsten. Og med hjælp fra billeder og collager, der også findes i bogen, får ordene lov til at skabe et billede, der dragede mig ind på flere måder. Jeg er ret sikker på, at bogen kunne blive et rigtig godt udgangspunkt for en diskussion, ikke bare af de genremæssige eller sproglige sider, men også at indholdet. Der er ingen, der kan, eller bør tage forfatterens oplevelser fra hende, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt ekstra berørt af bogen netop fordi hun i stedet har valgt at dele den. Og det er det, kunst kan. Man behøver ikke at være garvet læser af digte, for at få noget ud af Sjælestorm, der henvender sig til læseren på en måde, der vækker tanker og spørgsmål.

Der er rigtig mange ord, jeg kunne have lyst til at citere fra denne her bog, men jeg mener samtidig, at det helt sikkert giver meget mere at læse dem i kontekst. Så jeg har udvalgt et mindre sted, der midt i de forfædelige oplevelser, forvirringen, tvivlen, ensomheden og alt det andet, gav mig en følelse af håb.

Med sorger
ligger jeg
Med styrker
kæmper jeg
Med tårerne
græder jeg
Med modet
står jeg frem
Med håbet
går jeg
Ud
Mod
Ind
Over
Under
Gennem
ilden.

*"Reklame", hvad menes der med det? Jeg uddyber dette i min opdaterede anmeldelsespolitik.

Odinsbarn (Ravneringene #1) af Siri Petterson

Odinsbarn (Ravneringene #1) af Siri Petterson. Udgivet af Høst og Søn i 2016, oprindeligt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalsproget er norsk.

Som ung opdager Hirka, at hun er et odinsbarn – en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere, hvem hun er og er tilmed på flugt for sit liv. Men dette er kun begyndelsen. Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe.

Det forekommer mig, at alle og enhver nærmest har læst denne her serie allerede, men når jeg snakker om bogen, er der virkelig mange, der ikke kender til den endnu. Og det er virkelig en skam, for Odinsbarn er en fantastisk begyndelse på en serie, jeg ikke vidste, at jeg i den grad manglede. Ravneringene tager sit udgangspunkt i nordisk mytologi, men i en verden, der er helt anderledes end det, man kender til i forvejen. Eller i hvert fald det, jeg kender til nordisk mytologi. Det bliver aldrig helt præciseret, hvor hovedpersonen Hirka og de andre er, hvad deres verden kaldes, men en ting er sikkert. Her er det magi, der er virkelighed og mennesker er nærmere en myte, en overnaturlighed, som de fleste ikke helt tror på. Og midt i denne verden møder vi Hirka, en 15-årig pige, der ikke er helt som alle de andre, ikke kun på grund af hendes personlighed, der gør at hun skiller sig ud fra de andre piger i den lille landsby, men også på grund af hendes og hendes fars isolerede liv i et hus, de andre indbyggere mener er hjemsøgt. Men også fordi hun er den eneste, der ikke har en hale. Det, der sætter gang i handlingen er denne manglende hale, for indtil nu har Hirka, og alle andre, troet, at hendes hale blev taget af en ulv, da hun var et spædbarn. Og da hendes "far" fortæller hende sandheden, at hun aldrig har haft en hale, falder Hirkas verden bogstavligt talt sammen og går op i flammer.

Jeg er aldrig stødt på udtrykket "odinsbarn" før i forbindelse med nordisk mytologi, men det giver faktisk rigtig god menneske. Hirka er et odinsbarn, en skabning fra en anden verden, der siges at medbringe en råddenskab fra denne verden, der gør, at hun ved, at alle hun kender vil vende sig imod hende, hvis de lærer sandheden at kende. Og en af de ting, jeg synes var rigtig gode ved denne her tanke er, at Hirka selv har lignende fordomme (der bliver til ret voldsomme bekymringer) om odinsbørn, også kaldet mennskr, og de forsvinder ikke bare lige med det samme, da hun finder ud af, hvad hun er. Hirkas flugt fra den landsby, hun bor i, er ikke kun for at slippe for naboernes reaktioner, men for at redde sit liv. Som 15-årig skal hun nemlig, som alle andre, deltage i Ritualet, hvor alle bliver testet i Evnen. Men som odinsbarn har Hirka slet ikke Evnen og når det bliver opdaget vil hun være i livsfare. Hun rejser ikke ud for at redde verden, men flygter for redde sit liv.

Det havde dog været en umådeligt selvisk historie, hvis den stoppede der. Og det gør den heldigvis ikke, faktisk sker der rigtig meget derefter, der får Hirka til at vende om og begynde aktivt at deltage i den årelange kamp for at bevare og beskytte den verden, de lever i. Det tog mig et øjeblik at sætte mig ind i, hvad og hvor jeg var, da jeg begyndte at læse, for bogen starter meget midt i det hele, og man får aldrig rigtig en forklaring på, hvor man er. Siri Pettersons beskrivelser af omgivelserne er livlige og smukke, men jeg ved stadigvæk ikke i hvilken af de 9 verdener i nordisk mytologi, historien tager sit afsæt i. Jeg har dog en fornemmelse, men jeg vil ikke spoile bogen for andre læsere, så det holder jeg lidt for mig selv. På samme måde er jeg heller ikke helt sikker på, hvad karaktererne er. De bliver beskrevet som værende af Ymsslægt, hvilket leder mine tanker hen mod jætter, men så alligevel ikke. Men selv om bogen føles lidt som at snuble over sine egne fødder, så tog det heller ikke lang tid, før jeg var opslugt af universet. De mere end 500 sider forsvandt mellem mine hænder, mens jeg fulgte med i Hirkas rejse tværs over landet, ind i fjendeterritorie og tilbage igen, mens vi en gang i mellem fik kapitler fra to andre synsvinkler, der gav et ret interessant billede på den verden, vi befinder os i.

Odinsbarn er den fantasy af den slags, jeg ganske enkelt elsker. Et helt unikt univers, med magiske væsner og finurlige skabninger. Der er politiske intriger, spørgsmålet om godt og ondt bliver vendt om igen og igen, personlige frihed over for familiens forventninger blandet med magiske evner og ganske enkelt bare en virkelig spændende historie fortalt i et sprog, der til tider kan blive lidt tungt, men samtidig er fyldt med sætninger, der skiller sig ud i deres utroligt smukke formuleringer. Den slutter på lidt af en cliffhanger, så jeg glæder mig til at læse videre.

Hvor der er vilje (Clifton krøniken #1) af Jeffrey Archer

Hvor der er vilje (Clifton-krøniken #1) af Jeffrey Archer. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2016, oprindeligt udgivet i 2011 med titlen Only Time Will Tell. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

Reklame*. Forhånds/anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof givet som gave til bogbloggertræf 2016. Meningerne er mine egne.

Den storslåede fortælling om Harry Cliftons liv begynder i England i tiden efter Første Verdenskrig. Harry vokser op i den fattige del af Bristol med en hårdtarbejdende, enlig mor og historien om en far, der blev dræbt under krigen. Harrys far arbejdede på havnen, ligesom Harrys onkel gør nu, og som Harry selv vil gøre den dag, han bliver færdig med skolen. 

Men Harry har et uventet talent, som fører ham en anden vej, og han bliver tilbudt et stipendium på en eksklusiv drengeskole. Gradvist får Harry dog fortalt historien om, hvordan hans far virkelig døde at vide, og den frygtelige sandhed får Harry til at sætte spørgsmålstegn ved alt. 

Er Harry søn af Docker Arthur Clifton, eller er han den uægte søn af arvingen til Barrington Shipping Line? Da Anden Verdenskrig bryder ud må Harry træffe en vanskelig beslutning: Skal han takke ja til tilbuddet om en plads på Oxford University eller skal han lade sig hverve af flåden og kæmpe mod Hitlers Tyskland? 

Clifton-krøniken er en fængslende saga om kærlighed, tab, svigt og ambitioner, der fører læseren fra Bristols baggyder, til New Yorks gademylder, til Stalins Rusland.

Det allerførste, man bliver udstyret med, i denne her bog, er et stamtræ, hvilket jeg var meget taknemmelig for, for jeg har det med hurtigt at blive forvirret over, hvem der er i familie med hvem og hvordan, især når der springes i tid og mellem forskellige synsvinkler. Det var en virkelig god hjælp til at holde styr på de forskellige karakterer i Hvor der er vilje. Det var lidt af at sats for mig at læse denne her bog, for historisk fiktion er ikke en genre, jeg gør mig ret meget i. Men jeg har en fascination for litteratur om Første Verdenskrig, hvad enten det er fiktion eller historie. Desværre skulle jeg nok have læst lidt grundigere på bagsideteksten, for bogen starter efter Første Verdenskrig, og der bliver kun refereret til den, oven i købet er meget af det løgn - ikke det historiske naturligvis.

Hvor er er vilje er starten på en lang familiesaga, hvor de forskellige personers liv og skæbner vikles ind i hinanden på tværs af tid og lande. Men for mig endte den med at blive lidt af en skuffelse. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide begyndelsen på bogen, og at læse om Harrys opvækst og skolegang, men pludselig går det meget stærkt og han er færdig med universitetet på nogle få sider, mens hans grundskoleuddannelse har fået rigtig meget plads. Det ærgerede mig ret meget, for jeg kom til at føle, at jeg kendte den 10-12 årige Harry meget bedre end den voksne, unge Harry, hvis liv tager nogle ret uforudsigelige drejninger i løbet af de sidste 150 sider af bogen.

Når jeg siger uforudsigelige drejninger, så er det langt fra dem alle, der kom lige meget bag på mig som læser. Det kommer som noget af et chok for Harry, og mange af de andre karakterer, men som læser var jeg aldrig rigtig i tvivl om, hvad lige præcis det mysterium gik ud på. For der er rigtig mange mysterier i denne her bog, og det hænder at løsningen på en gåde ender med at blive grundlaget for en ny og sådan bliver det ved. Det kunne godt gå hen og blive meget ensformigt, men det er faktisk en af de ting, jeg godt kunne lide ved bogen. På det punkt mindede den mig om det virkelige liv: karaktererne ved aldrig rigtig, hvad der sker næst. Man skifter imellem mange synsvinkler, og også lidt frem og tilbage i tid (dog over en ret kort årrække), så man får mange forskellige vinkler på samme sag, og ofte bringer et nyt perspektiv nye detaljer og ny viden. Det kan være forvirrende med så mange spring, men der er gjort meget ud af at strukturere og forme plottet, så man kan følge med, hvis man er opmærksom på årstallene - det var jeg ikke altid, det må jeg indrømme.

Som historisk fiktion bliver bogen i mine øjne lidt tynget af alle de historiske referencer, der især findes henimod slutningen af bogen, da Harry er blevet voksen og Anden Verdenskrig samtidig bryder ud. Måske spænder den ganske enkelt over for mange år i en periode, hvor der historisk set bare skete rigtig meget, jeg skal ikke gøre mig klog på det. For mig fungerede det bare ikke. Derimod er bogen overraskende let at komme igennem, på trods af dens mange sider, for sproget er ligetil og let at læse, hvilket betød, at jeg fløj igennem bogen.

Men kan godt mærke, at den lægger op til en hel serie, så der skal introduceres en masse karakterer og problemer i Hvor der er vilje, men for mig personligt blev det lidt for meget. Og jeg tror ikke, at jeg får læst resten af serien, selv om bogen her ender på den største cliff-hanger og en del af mig ret gerne vil vide, hvad der sker med Harry nu. Men jeg tror ikke, jeg har det i mig til at læse hele serien, når jeg ikke føler mig overbevist af den første bog. Til gengæld er jeg ret sikker på, at fans af historisk fiktion som genre vil finde bogen, og forhåbentligt resten af serien, ret spændende.

*"Reklame", hvad menes der med det? Jeg uddyber dette i min opdaterede anmeldelsespolitik.