fredag den 23. juni 2017

Sjælevært af Christina Bonde


Sjælevært af Christina Bonde. Udgivet af Tellerup i 2017.

Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret. Alle meninger er mine egne!
Mit navn er Celina. 
Jeg var 16 år da jeg for alvor blev forelsket. 
I et spøgelse …

Celina er træt af skolen, og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. 
En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.
Denne her bog overraskede mig virkelig. Og på den gode måde. Historien indeholder en del mere end spøgelser og kærlighed, der ellers kunne gå hen og blive ret klichéfyldt. Den er spooky og nervepirrende og den overraskede mig gang på gang. Selv uden de overnaturlige elementer, føler jeg stadig, at man ville sidde tilbage med en historie, der er værd at læse. Der bliver ikke gravet voldsomt meget i de andre karakterers personligheder, som Celinas ret fraværende forældre eller hendes bedste veninde Silje og kæreste Liam, men de spiller alligevel en ret stor rolle i Celinas liv og især i de ting, der sker i bogen. Celina har kunnet se spøgelser hele sit liv, men det er først nu hvor hun er ældre, at hun forstår, at det er det, der sker. Spøgelserne i Sjælevært er ret unikke i den måde, de bliver beskrevet på og jeg blev faktisk ret glad for denne anden vinkel på spøgelser end blot hvileløse sjæle. Historien foregår over ret kort tid, og der sker hele tiden noget, så jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg først var gået i gang. Jeg ville så gerne vide, hvad der var på færde med spøgelserne, men mindst lige så meget hvordan Celinas liv ville udfolde sig. Og så var jeg ret spændt på en ting, som jeg måske egentlig burde havde regnet ud, og det er betydningen af titlen. Jeg synes nemlig det er en virkelig fin titel og den passer så godt til bogen.
Nattelampen var atter tændt, og der var stilhed i huset. Jeg betragtede Sally før jeg lod blikket afsøge værelset efter beviser på det jeg lige havde oplevet. Det eneste jeg fandt var erindringen af spøgelsets stemme i mit hoved.

Hele bogen fortælles skiftevis af Celina og Bastian, men der er stor forskel på, hvordan jeg har det med de to. Jeg elskede Celina. Som hovedperson er hun spændende, for selv om hun nogle gange handler på typisk "16-årig med alverdens modstridende følelser raserende i kroppen"-hovedløst, så var hun ikke irriterende, faktisk tværtimod. Jeg kunne ikke forestille mig ikke at holde med hende og det er helt sikkert også hendes person, man får det mest tydelige billede af. Derimod havde jeg ikke den samme følelse for hvem Bastian var, og egentlig tror jeg ikke, det er en mangel. Jeg ser det ret meget som noget, der er meningen, for det skinner tydeligt igennem at Bastian trods alt er århundreder gammel, i sandhed a man out of his time. Og så forsøger han samtidig på at skjule sig og holde sig på afstand, af flere grunde. Men det gjorde, at jeg ikke rigtig købte Celinas forelskelse til at begynde med, det virkede som om det var en andens indflydelse. Slutningen på bogen var en hvirvelvind at følge med i, men så fin. Hele bogen er fortalt i et sprog, der flyder let af siderne og den kan helt sikkert læses af både ældre og yngre læsere uden at nogen behøver kede sig. Det er den første bog, jeg har læst af Christina Bonde, men jeg regner ikke med, at det bliver den sidste, for Sjælevært var virkelig en skøn læseoplevelse, der præsenterede mig for så meget mere end jeg regnede med.

tirsdag den 20. juni 2017

Top Ten Tuesday #56

Jeg sprang egentlig over i sidste uge, hvor det var meningen, at det var tid til endnu en top ti. For at være ærlig, havde jeg brug for at komme mig over en eksamen om mandagen og så så jeg frem til min søsters hjemkomst fra et år i England. Så derfor kommer top ti listen i dag. Dagens emne er Top ten series I've been meaning to start, but haven't... Det er sådan lidt mystisk for mig, for jeg er rigtig god til at begynde på serier, men der går ofte lang tid, før jeg får dem læst færdig. Nogle gange er det naturligvis fordi, man skal vente på, at den næste bog udkommer, men selv når jeg har hele serier stående, tager det mig nogle gange for lang tid, i mine øjne. Så jeg har lavet en todelt liste, mest fordi jeg er gået ud fra bøger, jeg faktisk har, og ikke de vildt mange serier, jeg godt gad gå i gang med ifølge min Goodreads.

Serier, jeg gerne vil begynde på.
  • Ravneringene af Siri Petterson (Odinsbarn, Råddenskab, Evnen).
    Jeg har faktisk de første to bøger stående og jeg regner absolut med at få dem læst, nu hvor jeg har sommerferie. Den første bog er på min læseliste for juni måned.
  • Den 5. bølge af Rick Yancy (Den 5. bølge, Det uendelig have, Den sidste stjerne).
    Også i denne her serie har jeg de to første bøger stående, så det er bare et spørgsmål om at tage mig sammen.
  • A Court of Thorns and Roses af Sarah J. Maas (A Court of Thorns and Roses, A Court of Mist and Fury, A Court of Wings and Ruin).
    Jeg kan ret godt lige Maas' anden serie, Throne of Glass, men jeg har hørt en del flere rose denne her serie. Det var faktisk meningen, at jeg ville have læst den første bog til readathon i april, men jeg endte med at tage den ud på grund af tidsnød. Så jeg har stadig hele serien til gode.
  • Endgame af James Frey (The Calling, Sky Key  Rules of the Game).
    Den har efterhånden stået på min læseliste lige siden den første bog udkom. Nu er den sidste bog udkommet og jeg er af en eller anden grund ikke kommet i gang med serien endnu. Men jeg faldt over den første bog på tilbud, så det kommer til at ske. Snart.
  • Discworld af Terry Pratchett (lidt for mange titler til at liste, men den første er The Colour of Magic).
    Jeg ved faktisk godt, hvorfor jeg ikke har givet mig i kast med denne her serie endnu. Den er nemlig ret lang, og så vidt jeg har forstået, er der nogle bøger i serien, der også er en del af andre serier? Jeg er ikke sikker, det er helt bestemt noget, jeg skal have sat mig ind i, før jeg går i gang.
Serier, jeg gerne vil læse færdig.
  • The Darkest Minds af Alexandra Bracken (The Darkest Minds, Never Fave, In the Afterlight).
    Denne her serie er ved at blive filmatiseret, og jeg bliver nok nødt til at genlæse den første bog, før jeg læser videre i serien, for jeg kan ikke huske ret meget af plottet. Ud over, at jeg synes det var  spændende og anderledes. Jeg har dem alle tre stående, så det kan være, jeg skal i gang med noget binge-læsning.
  • The Lunar Chronicles af Marissa Meyer (Cinder, Scarlet, Cress, Winter).
    Jeg er stor fan af Meyers genfortælling af de klassiske eventyr og har stadigvæk de sidste to bøger til gode. Jeg venter dog på, at den sidste bog udkommer i samme udgave som de tre første, så det kommer til at tage et godt stykke tid, før jeg får læst den færdig.
  • Fortropperne af Brandon Sanderson (Stålhjerte, Ildkamp, Kalamit).
    Jeg mangler kun afslutningen på denne her aktionfyldte serie og det kommer til at ske!
  • Legend af Marie Lu (Legend, Prodigy, Champion).
    Det her er endnu en serie, hvor jeg har alle bøgerne stående, men af en eller anden grund, har jeg kun læst den første bog ind til videre. Ligeledes har jeg læst den første bog i Lus anden trilogi, The Young Elites, så det lader til at være en tendens for mig.
  • Penryn and the End of Days af Susan Ee (Angelfall, World After, End of Days).
    Det er uden tvivl en af de bedre engle-serier, jeg er stødt på, men de er åbenbart sværere at opdrive herhjemme end jeg havde regnet med. I hvert fald stødte jeg aldrig på de to sidste bøger i serien, så jeg kom aldrig videre end den første. Jeg har dog ikke opgive endnu.
Bonus: jeg vil også gerne læse Audrey Carlans Calendar Girl færdig, Ransom Riggs' Miss Peregrine's Home for Peculiar Children og Death Note færdig. I forbindelse med mit speciale vil jeg gerne læse History of Middle-earth færdig. Lige som jeg gerne vil genlæse Shatter Me serien før den nye bog udkommer, genlæse Maze Runner trilogien, Uglies og Delerium, for ikke at tale om Inkworld trilogien og Mara Dyer serien før spin-off serien udkommer. Jeg planlægger at genlæse Harry Potter serien. Jeg har ganske enkelt et væld af serier, jeg ikke er begyndt på, jeg er halvvejs med eller gerne vil genlæse. Det er næsten ikke til at finde rundt i.



mandag den 19. juni 2017

Skyriel (Ovanienprofetierne #1) af Lene Dybdahl


Skyriel (Ovanienprofetierne #1) af Lene Dybdahl. Udgivet af Tellerup i 2016.

Bogen blev sponsoreret til bogbloggertræf 2016 af forlaget Tellerup. Alle holdninger er mine egne!

En stormfuld vinternat kommer en pige til verden. Moderen får et foruroligende varsel om sin datters 
magiske kræfter og sender hende i hemmelighed bort til øen Josil. Her vokser Skyriel op hos magikeren Alainon, men hun er ikke som nogen anden pige på øen. Hun går på jagt, bander og bider fra sig, og gamle Alainon går hende på nerverne. Hvorfor vil han ikke fortælle hvor hun kommer fra?
I hendes 16. år viser Dragevarslet sig på himlen. Det er første tegn på Ovanienprofetiens opfyldelse,  og Alainon bliver nødt til at tale.
Profetien spår at en stærk magiker vil dræbe kongen og tage magten. Det skaber panik i kongestaden, og kongen beordrer Ovanerrigets magikerslægter fængslet eller dræbt.
Alainon bliver arresteret og sendt til det berygtede fængsel Darc Nox. Skyriel følger efter, fast besluttet på at redde ham. Det bliver begyndelsen på en rejse gennem et rige med grusomme pirater, skruppelløse sultaner og frygtelige søuhyrer.
Efter at have læst bagsideteksten til denne her bog, kunne jeg næsten ikke vente med at komme i gang. Den har virkelig det hele: profetier, drager, magi, pirater og så meget andet, at man bliver lidt ør i hovedet. Men på den gode måde. Kortet forrest i bogen er ud over at være virkelig flot tegnet en rigtig god hjælp til at følge Skyriels rejse rundt i et univers, der kommer til at virke så virkeligt netop fordi det indeholder så meget. Det forvirrer ikke, når man læser om adelige, der tiltales "ledonetta" når man først er kommet ind i universet og med på Skyriels lange og begivenhedsrige rejse. For der sker virkelig, virkelig meget. Det er faktisk ret fedt, for man får et bredt billede af det univers, Dybdahl har skabt og jeg kunne virkelig godt lide, hvordan det nu og da virker tilfældigt, hvor Skyriel havner. Selvfølgelig er det ikke det, men følelsen af tilfældighed gjorde, at jeg ikke følte, at jeg havde regnet det hele ud og at jeg bare blev trukket med rundt. Det virkede til, at det kunne gå galt for Skyriel. Og når man taler om Skyriel, så har vi her en hovedperson, der for alvor fik mig til at grine. Hun er i hvert fald ikke den kuede type, på trods af at det har skaffet hende problemer på halsen hele livet, så siger hun sin mening og hun er ikke bange for at slå igen. Derfor kom det heller ikke på nogen måde bag på mig, at hun rejser ud for at redde sin læremester Alanion, og er villig til at løbe store risici undervejs. Jeg havde svært ved at tage sproget helt seriøst, når der står at Skyriel er typen, der bander meget, så vil jeg mere sige, at det er den slags bandeord og fornærmelser, som man også kan finde mellem børn og det tog lidt alvoren ud af det for mig.
I århundreder har vi kendt profetien om Den Udvalgte. I århundreder har der været hemmelige forudsigelser i værker om Profetiens Bog som har givet os et fingerpeg om Ovenerrigets skæbne. Magikerudryddelserne er ikke sidste kapitel i den fortælling. Det ved du lige så godt som jeg.
Skyirel er den Udvalgte, hvis man skal tro Alanion, men selv om hun virker ret tilfreds med at være magiker, på trods af livsfaren, så tager det hende hele bogen at acceptere, at hun måske er Den Udvalgte. Efter eventyr med at befri drager, at være taget til fange af pirater og være blevet udnyttet for sin magi af en egoistisk sultan, alt imens hun forsøger at finde frem til Alanion, virker det næsten ondt, men som den Udvalgte er hendes problemer først lige begyndt.

Det kom lidt bag på mig, men bogen bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler .Det er med til at bidrage til det billede, man som læser får af Ovanerriget, men det betød også, at bogen for mig tog et godt stykke tid om for alvor at fange mig. Der var ganske enkelt en del karakterer og plotlinjer at komme ind i og jeg blev aldrig lige optaget af dem alle sammen. Jeg er virkelig spændt på at læse den næste bog i serien og finde ud af, om Skyriel virkelig er den udvalgte, og hvad der sker. Jeg håber på en gensyn med flere af mine yndlingskarakterer fra Skyriel, men forventer sådan set også, at der måske dukker nye op, for jeg vil faktisk meget gerne se mere af det univers, som Lene Dybdahl har opfundet og udforske sider, der endnu er ukendte.


lørdag den 17. juni 2017

the princess saves herself in this one af Amanda Lovelace


the princess saves herself in this one af Amanda Lovelace. Udgivet af Andrews McMeel Publishing i 2017, oprindeligt selvudgivet via CreateSpace i 2016.

the princess saves herself in this one is a collection of poetry about resilience. It is about writing your own ending.
From Amanda Lovelace, a poetry collection in four parts: the princess, the damsel, the queen, and you. The first three sections piece together the life of the author while the final section serves as a note to the reader. This moving book explores love, loss, grief, healing, empowerment, and inspiration.
Jeg har egentlig fulgt Amanda, også kendt som ladybookmad på Tumblr, i virkelig lang tid, men det har alligevel taget mig et godt stykke tid at få fat i hendes debut digtsamling. Den var dog ventetiden værd. the princess saves herself in this one er ikke kun en digtsamling, det er en stærk historie fortalt igennem få, velovervejde ord. Jeg har set andre kritisere opsætningen for, at det ikke er digte, og det forvirrer mig faktisk lidt. For jeg ser så meget mere, når jeg læser denne her bog, end linjer der bliver afbrudt og afkortet. Der er karakterer, der repræsenterer personer, der er en hel tydelig handling og som sagt en historie, der for mig træder tydeligt frem igennem de sparsomt beskrevne sider.

Og jeg kan virkelig godt lide den historie. Bogen præsenterer en historie, der er meget selvbiografisk, men på ingen måde føles som at læse en selvbiografi. Man følger "hovedpersonen", prinsessen eller jeg'et, igennem dets opvækst med mere end en fair del af problemer og udfordringer. Og så kommer skiftet, hvor jeg'et selv indser, at hun kan redde sig selv, ændre sit liv og gør det. Det er ikke bare et øjebliks ændret attitude og så er alting godt, det er en vedvarende kamp. Og til sidst inddrage læseren, gentagne henvendelser til "you", der viser at selv om dette er jeg'et historie, så er det også læserens. Jeg nød den så meget, at jeg gik tilbage og læste hele bogen forfra, da jeg var færdig første gang. Nogle af digtene er så rammende rigtige, at de gav mig tårer i øjnene, andre igen gav mig en ubeskrivelig følelse af lethed og styrke. At den kunne fremkalde så mange forskellige følelser, kom lidt bag på mig, men endte med at blive en af bogens styrker. Beskrivelsen af mødet med en overlevende fra orkanen Sandy er en af de øjeblikke i historien, et af de digte i bogen, der fik mig til at sidde og stirre på siden bagefter. I det hele taget er min udgave af bogen fyldt med små index mærkater, som indikerer mine yndlingsdigte. De er mange og de er meget forskellige og taget ud af kontekst er de stadig effektfulde, men the princess savens herself in this one er værd at læse som helhed, også selv hvis man ikke er den store poesi-person.

you were
sent down
from the stars 
exactly the way
you were supposed
to be - 
the way
you would
love, 
the way
you would
lust, 
& the way
you would find
your wings - 
& no one
should have
been given 
the power
to take that
                                away
from you
- you deserve your pulse.

fredag den 16. juni 2017

Er du okay, Matthias? af Anika Eibe


Er du okay, Matthias? af Anika Eibe. Udgivet af Tellerup i 2017.

Anmeldereksemplar fra Tellerup. Alle meninger er mine egne!

Jeg er bøsse.
Homoseksuel. Bæskubber. Bagdørsindianer. Bøssekarl.
Jeg kan blive ved, for der findes tusind øgenavne.
Problemet er bare at jeg 
1) ikke ønskede at afsløre min hemmelighed, og 
2) jeg havde faktisk slet ikke lyst til at være bøsse.
Alt i mig skreg efter at være normal.
At være ligesom alle de andre.

Matthias er homoseksuel.
Ingen må vide det, for hans far vil slå ham ihjel hvis han finder ud af det.
Men så er det godt at han har Thomas.
Thomas forstår alt, og han er så sød og sjov.
Problemet er bare at Matthias aldrig har mødt Thomas ... 
Kun på nettet.
Bogen om Matthias er egentlig den tredje af Anika Eibe Er du okay-serie, men de kan godt læses uafhængigt af hinanden. Det er også den første, jeg har læst, men selv om hovedpersonerne i de første bøger bliver nævnt, er det ikke noget der forstyrrer læsningen. Men hvis man ikke vil risikere spoilere, er det nok bedst at starte med den første. Er du okay, Matthias? handler om den 16-årige Matthias, der bare gerne vil være normal. Det er bare det, at han ikke er interesseret i piger, men i drenge. I Matthias' øjne er et problem, især fordi han er bange for, hvordan hans far vil reagere, hvis han finder ud af det. Og så møder han Thomas på nettet. Thomas lader på alle måder til at være den, Matthias har ledt efter og der går heller ikke ret lang tid, før han begynder at forelske sig i ham. Og det er egentlig her, hvor jeg for alvor begyndte at fatte interesse for den historie, Anika Eibe fortæller i denne her bog. Det er nemlig ikke kun en historie om Matthias, der forelsker sig i Thomas, der er rigtig meget andet på spil, især Matthias' familieforhold fylder rigtig meget i bogen. Der tages emner op, der på ingen måde er lette, PTSD, faren ved at møde folk på anonyme chatsider, venskab og en masse andre ting, som man går rundt med som teenager.
Hvordan skulle det nogensinde blive godt når man ikke kunne være sig selv? Når livet låste én inde i de forbandede kasser man bare ikke kunne komme ud af.

Når man læser bogen, skal man nok være opmærksom på, at det seksuelle fylder en del. Personligt synes jeg det er rigtig godt, at det bliver italesat og ikke ties ihjel i ungdomsbøger, men når jeg siger, at det fylder en del, så mener jeg virkelig en del. Jeg tror ikke, at forfatteren har overdrevet frustrationen, spørgsmålene og så videre, og som sagt kan jeg faktisk godt lide, at det får plads i historien om Matthias, der som alle andre teenagere prøver at finde ud af, hvem han er. Heldigvis fylder det heller ikke det hele og jeg ved faktisk ikke helst, om jeg var mest optaget af Matthias' forhold til sin familie eller forholdet med Thomas. Det er også lidt skarpt at adskille de to, for Eibe gør et rigtig godt arbejde med at få det hele til at hænge sammen. Sproget er meget ligetil og det tog ikke mig ret lang tid at læse bogen, der sker noget hele tiden og især hen imod slutningen begynder der virkelig at ske meget, så det var næsten umuligt at lægge den fra mig, før jeg var færdig. Jeg er ikke i tvivl om, at hele Er du okay-serien er bøger, der kan læses af alle og bør læses, af teenagere såvel som voksne. Er du okay, Matthias? er både morsom og spændende, samtidig med at den tager fat i vigtige emner. Jeg er i hvert fald overbevist om bogens potentiale.

torsdag den 15. juni 2017

Fortid er alt jeg har af Adam Silvera


Fortid er alt jeg har af Adam Silvera. Udgivet af Gyldendal i 2017, oprindeligt udgivet i 2017 med titlen History Is All You Left Me. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Forhåndseksemplar fra Gyldendal. Alle meninger er mine egne.

Da Griffins første store kærlighed og ekskæreste, Theo, drukner ved en ulykke, falder Griffins verden sammen. Selvom Theo var taget af sted på college og blevet kæreste med Jackson, var Griffin ikke i tvivl om, at han på et tidspunkt ville komme tilbage til ham.
Oven i det hele er Jackson den eneste, der forstår Griffins hjertesorg. Men uanset hvor meget de taler sammen og åbner sig for hinanden, bliver Griffin mere og mere deprimeret. Han er ved at miste sig selv til sine tvangstanker og destruktive valg. Og de hemmeligheder, som han har gået og gemt på, er ved at flå ham i stykker.
Hvis Griffin skal have håb om en fremtid, må han først konfrontere sin fortid.
Fortid er alt jeg har er en heftig fortælling om kærlighed, sorg, psykisk sygdom og de rystende konsekvenser, det kan have, hvis man ikke formår at gøre op med fortiden.

Efter at have læst og elsket Adam Silveras debutroman Den dag jeg glemmer, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville sige ja, da jeg blev tilbud muligheden for at læse den næste af hans bøger, der er blevet oversat til dansk. Fortid er alt jeg har indeholder mange af de samme elementer om kærlighed, sorg og venskab. Og selv om det er en historie, der gjorde mig tung om hjertet, kunne jeg ganske enkelt ikke lade være med at holde inderligt af det. Hovedpersonen, den 17-årige Griffin, er en virkelig skøn karakter, der træder så tydeligt frem af siderne og virker meget levende. Hans små finurlige træk, som at han altid skal gå på venstre side af folk, og at alting helst skal kunne gøres op i lige tal, er meget mere end finurligheder og når man læser om, hvordan han og de andre karakterer håndterer denne OCD, er det helt tydeligt, at Silvera ved, hvad han snakker om. Han behandler det ikke kun som noget, der gør Griffin til en særskilt person, men som det, det i virkeligheden er: en sygdom. Det er ikke et let emne at tage op, men Silvera gør det på en måde, der gør at det ikke bliver til hele Griffins identitet. Det er ikke så sært, at Griffin tyr mere og mere til det beroligende ved at kigge på fire computerspil, ikke kun tre, eller hele tiden sørge for at gå til venstre for folk, i et forsøg på at beholde kontrollen over sit liv efter Theo er død. Fortid er alt jeg har er en virkelig rørende fortælling om at miste den, man holder allermest af, og hænge fast i fortiden, usikker på om man har lysten, eller evnen, til at komme videre. Og på om man fortjener det og give sig selv lov til at leve videre.

Jeg er loyal til den sidste, men det er kernen i mit problem. Og måske er det også snart Jacksons. For hvornår er det det sidste?

Griffin er omgivet af en virkelig spændende gruppe af karakterer, der ligesom Griffin selv svinger mellem at være en total idiot og at være virkelig indtagende. Især hans forældre kunne jeg ret godt lide, at de optrådte. De føltes forældreagtige, hvis det giver nogen mening? De forsøger ikke kun at hjælpe deres søn igennem en ubeskriveligt svær tid, men prøver samtidig på at lede ham i den rigtige retning. Eller den retning de mener, er den rigtige. Jeg er helt sikkert ikke enig med alle Griffins valg, han foretager igennem bogen, men lige som hans forældre, er der alligevel en form for forståelse.

Bogen fortælles i to tider, "i dag" og "fortid", hvor fortid er alt det, der kom før Theos død. Derfor skal man også være en smule opmærksom imens man læser, nogle gange er man i fortiden ret længe ad gangen og nogle gang i i dag. Det fungerer faktisk godt, det betød for mig at man løbende lærte Griffin, Theo og deres bedste ven Wade at kende, men det hele blev stadig set i bakspejlet og det bliver hintet flere gange, er der er mere end end hemmelighed, som Griffin holder på. Hemmeligheder, der forhindrer ham i at komme videre, hemmeligheder der gør ham overbevist om, at han ikke har lov til det. Men selvom Theo er død, og alt Griffin havde med Theo ganske rigtigt er fortid, så er det måske alligevel ikke alt, hvad Griffin har tilbage. Det er ganske vist kun en tanke, der fungerer i forhold til den danske titel, men jeg kunne ikke slippe tanken, efter jeg havde vendt den sidste side. Griffin har en fremtid. Jackson har en fremtid og Wade har en fremtid.

Den fortid, eller den hemmelighed, som Griffin gemmer på og nægter at lade sig selv dvæle ved, selv i sin indre tale til Theo, kom faktisk bag på mig. Ikke fordi jeg ikke brød mig om den, faktisk kunne jeg ret godt lide det. Det kom bag på mig, fordi jeg troede, at jeg havde gættet det og så viste det sig, at jeg havde taget en lille smule fejl. Det er ikke et kæmpe plot twist, men Griffins hemmelighed, som han på en eller anden måde mere fortryder, at han ikke fortryder, hev lidt ekstra i mit hjerte. Adam Silvera kan virkelig noget med at fortælle en historie, der både kan få en til at grine og græde, og gøre sine karakterer så lette at relatere til. Fortid er alt jeg har er endnu en stærk roman fra hans side og jeg glæder mig til den dag, der kommer mere.

Bogen udkommer fra Gyldendal i dag!


tirsdag den 6. juni 2017

Tag Tuesday: Reading Habits


I denne uge handler det om læsevaner. Tagget 'Reading Habits' er lavet af The Book Jazz på YouTube og har efterhånden bevæget sig rundt i det danske blogland et stykke tid. Derfor tagger jeg heller ikke nogen, for jeg er ikke sikker på, hvem der allerede har svaret på tagget. Jeg har selv oversat spørgsmålene.

#1 Har du et bestemt sted derhjemme, hvor du læser?
Jeg læser hovedsageligt i min seng, for som jeg tidligere har nævnt, har jeg ikke en lænestol eller en sofa at læse i. Jeg har dog en puf, som jeg godt kan lide at sidde og læse på, når det er godt vejr, så står den nemlig foran min terrassedør.  

#2 Bogmærke eller et tilfældigt stykke papir?
Bogmærker. Altid bogmærker. Jeg har rigtig mange bogmærker, og når jeg vælger en bog, vælger jeg også et bogmærke. Det sker dog ofte, at jeg ikke får brug for bogmærket, fordi jeg læser bogen færdig i en omgang.

#3 Kan du stoppe med at læse, når du vil, eller skal det helst være ved et kapitel, del eller sidetal?
Det passer godt i forlængelse af sidste spørgsmål. Jeg forsøger altid at stoppe ved et kapitel, sådan at jeg ikke vender tilbage til bogen midt i et kapitel. Nogle gange glipper det dog, men det er ikke noget, der generer mig.

#4 Spiser eller drikker du mens du læser?
Jeg er som regel rigtig dårlig til at spise imens jeg læser, så holder jeg hellere en læsepause og spiser. Men jeg drikker som regel altid et eller andet, for det meste vand eller te.

#5 Kan du læse, imens du hører musik eller ser TV?
Ja og ja. Jeg bliver mindre distraheret af at høre musik end af TV, men jeg kan godt abstrahere fra begge dele for at koncentrere mig om bogen. Det er dog også hændt, at jeg har lagt en bog fra mig, for at se hvad der har været i fjernsynet på det givne tidspunkt.

#6 En bog ad gangen eller flere på en gang?
Jeg har intet problem med at læse flere bøger på en gang og gør det ofte. Faktisk tror jeg jeg næsten altid er i gang med mindst 2 bøger, især efter at jeg er begyndt at høre flere lydbøger. Jeg forsøger lidt at holde det i forskellige genrer, når jeg er i gang med flere bøger på en gang. Der er rigtig mange bøger, jeg læser færdig i en omgang. Oftest er det i forbindelse med studielæsning, at jeg har været i gang med rigtig mange bøger på en gang.

#7 Læse derhjemme eller alle steder?
Jeg tror, langt det meste af min læsning foregår hjemme, men jeg læser eksempelvis også når jeg rejser med tog - kun tog dog, bliver vanvittigt hurtigt køresyg af at læse i bus eller bil. Jeg kan også godt sidde på biblioteket og læse, eller ude på universitetet imellem forelæsninger.

#8 Læse højt eller stille inde i hovedet?
Jeg læser kun højt, når jeg skal læse noget for andre. Når jeg bare sidder og læser, læser jeg inde i mit hoved. Jeg tror, den eneste undtagelse er ved navne på personer eller steder, der på papiret kan være svære at regne ud, hvordan man skal sige dem. Så kan jeg godt finde på at sige det højt for mig selv et par gange for at få en anden fornemmelse for det. Jeg kan dog godt lide at læse højt for andre, det sker bare ikke så tit.

#9 Læser du forud eller springer sider over?
Aldrig. Jeg ved, at jeg vil blive irriteret på mig selv, hvis jeg læste forud. Men jeg er ret sikker på, jeg nogle gange har sprunget sider over, særligt dengang jeg var yngre, hvis det gik for langsomt eller der var lidt for mange digte og sange, ja det er Lord of the Rings jeg mener. Det er dog noget, jeg er vokset fra.

#10 Knækker du bogryggen eller ej?
Jeg forsøger ikke at knække ryggen på mine bøger. Selv om jeg godt kan lide tanken om en bogreol fyldt med bøger, der tydeligt er blevet læst, måske flere gange, og elsket, så kan jeg også godt lide, at selv mine tykke paperbacks med over 600 sider ikke er knækkede i ryggen. Jeg har godt nok en del bøger fra dengang jeg var yngre, som vidner om, at jeg ikke altid har haft det sådan.

#11 Skriver du i bøger?
Det kommer helt an på, hvilke bøger det er. Jeg holder mig ikke tilbage med bøger, der er til studiet, især ikke hvis det er teori-bøger eller tekster, men heller ikke hvis det er skønlitteratur. I alle andre bøger foretrækker jeg dog at sætte små index mærkater, i stedet for at skrive i dem.

mandag den 5. juni 2017

De 7 synder af Katja Berger


De 7 synder af Katja Berger. Udgivet af DreamLitt i 2016.

Tusind tak til DreamLitt for anmeldereksemplaret til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne!

Før DE 7 SYNDER herskede syv guder over verden. 
Før DE 7 SYNDER levede mennesker, elvere og dværge i harmoni. 
Før DE 7 SYNDER var der intet mørke. 
Så kom DE. Og ændrede alt. 

Teenageren Kane opdager først, hvilke kræfter han bærer på, da han bliver suget ud af sin kedelige gymnasieverden og ind i et magisk univers, der er på randen af undergang. Med hjælp fra magikeren Aisha må han opfylde en ældgammel profeti, finde og besejre de syv synder og vælte mørkets konge af tronen. Men undervejs må Kane sande, at den største fjende ikke altid kommer udefra. Og er han villig til at ofre det eneste, der er mere værd end livet selv? 
DE 7 SYNDER er en fantasyroman om kampen mellem det gode og det onde, om at finde sig selv og leve med sine valg. Også de svære af dem.
De 7 synder er en på mange måder typisk fantasyroman, det handler om kampen mellem det gode og det onde, og der er et væld af fantastiske væsner. Og jeg mener et væld, der er guder og personificerede synder, elvere, dværge, magikere og Den Udvalgte. Der er sværdkampe, profetier og mystiske malerier. Hovedpersonen Kane er 16 år og lever et ganske almindeligt liv, hvor han går i skole og laver lektier, begge dele mere flittigt end den typiske teenager. Men sådan er Kane. Fra det øjeblik, hvor han ser et mystisk vejrfænomen på himlen, begynder alting dog at ændre sig. Det bliver først rigtig tydeligt, idet han indvilliger i at tage med Aisha til Den Nye Verden og opfylde profetien om at besejre den onde Siron.

Man kan godt mærke, når man læser bogen, at den læner sig op af forskellige typiske fantasytræk, men det betød på ingen måde, at jeg kedede mig. Det kræver lidt at holde styr på de mange, mange forskellige karakterer, især fordi nogle steder eller dyr deler navne med de syv guder og det kunne godt virke lidt forvirrende. Især de syv synder i personificeret form, kunne jeg virkelig godt lide. Jeg har altid selv været ret fascineret af idéen om de syv dødssynder og foruden de to hovedpersoner, var de helt sikkert de karakterer, som var tydeligst udviklede.
I et rædselsfuldt sekund gik det op for ham, at han umuligt kunne befinde sig hjemme på sit trygge værelse.
Det er nok også det eneste, jeg virkelig savnede, mens jeg læste. Det vrimler med interessante navne, som der kunne gemme sig nogle spændende personer bagved, men man ender lidt med at fare vild i dem, når man skal skelne dem fra hinanden. Man får at vide, at der er forskelle på hvordan man taler i Kanes (og vores) verden og Den Nye Verden, men det er ikke noget, der viser sig på papiret og det savner jeg lidt. Mest af alt, er jeg imponeret over historien i denne her debutroman. Jeg kaldte den en klassisk fantasyroman om kampen mellem det gode og det onde, og jeg sagde også, at den læner sig op af flere gennemgående elementer i genren. Den endte dog med at overraske mig meget positivt, da jeg nåede til slutningen og det ikke gælder om at redde verden, men for Kane om at vælge, hvem han er. De sidste fem-seks kapitler eller hvor mange det nu var, fra det øjeblik af, ændrede min opfattelse af bogen og fik mig til at se historien i et andet lys, der gjorde at jeg satte endnu mere pris på den.

søndag den 4. juni 2017

Simple living af Nadia Plesner


Simple living af Nadia Plesner. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2015.

Bogen blev sponsoreret af Lindhardt og Ringhof til bogbloggertræf i 2015. Alle meninger er mine egne.
"Simple living. Kamp og kunst fra en campingvogn" er skrevet af Nadia Plesner, der fortæller sin historie om hvordan man som en helt ung og ukendt kunststuderende kan kæmpe en hård kamp for kunstnerisk ytringsfrihed.
Nadia Plesner tog til udlandet for at leve et drømmeliv med mand og studie, men snart fandt hun sig selv bedraget og forladt i en klam campingvogn, og så begyndte hendes livs kamp mod modehuset Louis Vuitton.
"Simple living. Kamp og kunst fra en campingvogn" er en spændende og biografisk fortælling om hvordan man kan gøre det næsten umulige.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skal anmelde denne her bog. Det er sjældent, at jeg læser non-fiktion, og jeg tror heller ikke, jeg har anmeldt noget før. For mig afhænger en læseoplevelse af alle mulige elementer som plottet, karakterene, universet og ting, jeg slet ikke tænker over, men som er med til at jeg lever mig ind i historien. Man kan bare ikke lægge de samme tanker ned over en bog som Simple living, for det handler ikke om karakterer, men om meget virkelige mennesker. Det handler ikke om et eller andet fantastisk univers, eller opfundne karakterer i en verden der ligner vores til forveksling. Det er vores verden og den er fuld af mindst lige så mange problemer og uretfærdigheder, for ikke at sige rene uhyrligheder, som fiktionens verden kan være.

Når jeg nu skriver det, kan jeg ikke lade være med at se det i bogen selv, i det mærkværdige forhold til verden omkring om, som Nadia Plesner beskriver og oplever det igennem avisernes overskrifter og hvad de vælger at dedikere spalteplads til. Den rigtige verden, der er grusom og til tider direkte uhyggelig, er ikke nær så spændende som underholdningsstoffet. Det er det uforklarlige forhold, som sætter Plesner i gang med det, der skulle blive til en tegning, der førte til retssager, invitationer til FN, muligheder for at gøre noget for andre og meget andet.
Jeg har ofte haft det svært med tonen i nødhjælpskampagner. For uanset hvor prisværdigt budskabet er, og hvor nødvendigt det er at hjælpe det pågældende sted, så er der altid et element af underholdning. I Danmarks Indsamling samler vi millioner af kroner ind til gode formål, e det er med kulørte lamper, stjerner, jingles og flotte præmier. Hjælp de sultende og vind en bil! Og det er tydeligt, at enhver god sag helst skal have en berømthed til at stå forrest. Skal vi underholdes, for at vi kan forhold os?
Jeg kan virkelig godt lide denne her bog. Det var for mig helt umuligt ikke at blive påvirket af Nadias historie, både den personlige og den professionelle, og da de to kolliderer. Det er muligt, at det ikke er den største litterære bedrift, men historien er stærk nok i sig selv. Og den er helt sikkert stadigvæk relevant, selv om det ikke er alle, der ender i kæmpemæssige retssager og midt i en mediestorm, det er ikke engang alle, der er kunstnere. Simple living er en biografi, det er en bog, der vil appellere til kunstinteresserede, den stiller spørgsmål om menneskets vilje til at hjælpe andre eller lukke øjnene forrest, viser forskellige sider af, hvordan man bedst kan hjælpe uden at tage fuldstændig stilling til, hvilken metode der er rigtig, skønt det er at vakle på en knivspids. Men det er også en personlig historie, om en ung kunstner, der forsøger at finde sig selv, at finde kærligheden og at finde ud af, hvad hun skal med sit liv. Og at man ikke behøver gøre det samme hele livet. Jeg vil ikke sidde og påstå, at man straks går ud og forsøger at redde verden, når man har læst bogen, men den er tankeprovokende, ligesom den er hjerteskærende, morsom og indlevende.
Det betyder noget at vi er her, og det betydre noget, hvad vi siger.


fredag den 2. juni 2017

Ravnenes hvisken (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten


Ravnenes hvisken (Ravnenes hvisken #1) af Malene Sølvsten. Udgivet af CARLSEN i 2016.

Tusind tak til forlaget CARLSEN for sponsorat af bogen til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne!

Nordisk fantasy noir, hvor en række bestialske mord viser sig at hænge sammen med en urgammel profeti om verdens undergang.
17-årige Anne kan se hændelser i fortiden, og en nat genoplever hun et uhyggeligt gammelt mord. En rødhåret pige bliver myrdet og får skåret et runetegn i ryggen. Men kort efter begynder rødhårede piger at blive dræbt på egnen, og tegnet er på dem alle.
Pludselig er den lille by fuld af fremmede. De har mystiske kræfter, og de kredser om Anne, som ikke er vant til at have folk tæt på. Den asatroende Luna, den gudesmukke Mathias og den mystiske Varnar ønsker alle at hjælpe hende. Men er de venner eller fjender? Kan hun stole på sine følelser efter et helt liv alene?
En vil hun forelske sig i.
En vil blive hendes bedste ven.
En vil redde hendes liv.
Og en vil slå hende ihjel.
Annes liv har aldrig været et helt normalt et. Selv om hun kun går i gymnasiet, har hun boet flere steder end de fleste kommer til på et helt liv, og så er der lige det der med, at hun kan se fortiden. Et enkelt syn, eller rettere et tilbagevendende syn, forandrer alting og samtidig med, at hun starter i skole igen, og forbereder sig på at møde gamle modstandere og kun venter på at blive 18 og kunne bestemme selv, dukker en masse nye mennesker op i den lille by og ind i Annes liv. Bogen har mange elementer fra nordisk mytologi med, men også en del, jeg ikke kunne genkende, hvilket var rigtig fedt, fordi det viste, at der er mere til nordisk mytologi end mjøddrikkende guder og Ragnarok. Ravnenes hvisken var næsten helt umulig at lægge fra mig igen, da jeg først var gået i gang og set i bakspejlet er jeg ikke sikker på, at det var en god idé at starte mit readathon med den bog, for jeg forsvandt fuldstændig fra omverdenen, indtil jeg var næsten færdig med bogen. Men det er også lidt det, der var meningen. I hvert fald er det et tegn på en rigtig god bog, hvis man spørger mig. Jeg kunne godt lide, at der var flere overraskelser undervejs, nogle af dem var jeg spoilet på i forvejen, men andre havde jeg slet ikke set komme.
"Måske bruger du sort som skjold, fordi du ruster dig til det næste angreb, som du ikke aner, hvorfra kommer."

Jeg ved ikke, hvordan historien ville fungere uden alle de overnaturlige indspil, og det giver heller ikke rigtig nogen mening for mig at forsøge at se bogen sådan. Den har lidt af det hele, fantasy og overnaturlige væsner, mordgåder, og en anelse teenageforelskelse. Men jeg er så glad for, at den ikke falder i den fælde at opstille et trekantsdrama mellem Anne, Luna og Mathias. Jeg frygtede det lidt til at begynde med, men i stedet opstår der et virkelig stærkt venskab mellem de tre, på trods af at de er meget forskellige. Hvor Anne går i sort tøj og makeup, er Luna farverig både af udseende og personlighed. Jeg elskede dem begge to, og på trods af deres forskelle er de der hele vejen igennem for hinanden, både igennem de mystiske hændelser, der sker omkring dem og de mundane hverdagsøjeblikke i skolen, og blandingen af de to er så fin. Det har altid undret mig, at der til syneladende er et overvældende antal fredage, weekender, ferier og så videre i bøger, men ikke her. Det betyder også, at man lærer karakterene at kende på flere måder.

Ravnenes hvisken er helt sikkert et must-read, hvis du er fantasy fan, og hvis ikke, så er jeg næsten sikker på, at det er en bog, der kan få dig på andre tanker. Med en hovedperson som Anne, der ikke er bange for at tage sagen i egen hånd, fuld af sort humor og Luna, der ganske vist er lidt excentrisk, men på mange måder den veninde alle kunne ønske sig, og et væld af andre karakterer af både menneskelig, guddommelig og hvad mytologien eller ellers har at byde på, byder bogen både på en medrivende og vanedannende historie og skønne karakterer. Jeg endte med at læse Ravnenes hvisken på omkring 8 timer, tror jeg, og jeg har glædet mig til den næste bog lige siden. Der er stadig lidt tid til at nå at læse den, inden bog to udkommer senere på måneden. 

torsdag den 1. juni 2017

"I'd like a little of this and a little of that..." | Læseliste #4


Juni måned byder kun på 2 eksaminer for mit vedkommende, så min læseliste for denne her måned er noget længere, end den har været tidligere. Som altid er det ikke sikkert, at jeg når at få læst dem alle sammen lige præcis i denne måned, men jeg har fået indhentet alle de bøger, jeg tidligere havde sat mig for at læse, så jeg er ret fortrøstningsfuld med hensyn til at nå det. Min læseliste for juni er en blanding af alt fra fantasy om spøgelser og mytologi, historisk fiktion, chick-lit, hårdtslående ungdomsromaner og en bog, der igen og igen sammenlignes med 1984.

  • Odinsbarn (Ravneringene #1) af Siri Petterson.
    Denne her bog er den første i en trilogi baseret på nordisk mytologi og allerede der er jeg rimelig hooked. Enten er jeg først begyndt at lægge mærke til dem nu, men jeg synes jeg får øje på flere og flere bøger med rødder i nordisk mytologi. Serien handler om Hirka, der opdager at hun er et odinsbarn, af hvilken grund hun bliver jaget på livet. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke nogen idé om, hvad et odinsbarn er, og mine idéer er sikkert helt forkerte. Det er virkelig på tide, at jeg kommer i gang med denne her serie, især nu hvor den sidste bog er udkommet på dansk.
  • Hvor der er vilje (Clifton Chronicles #1) af Jeffrey Archer.
    En historisk roman, som tager sit udgangspunkt i England i tiden efter Første Verdenskrig og som efter hvad jeg ved skulle føre sin læser langt omkring i både tid og sted. Man følger Harry Clifton i hans opvækst, hans forsøg på at finde ud af, hvem han er og ikke mindst hans families historie. Jeg er ikke særligt velbevandret i genren historisk fiktion, men jeg har set på denne her bog en del gange og synes egentlig, den lyder ret interessant.
  • Wind/Pinball (The Rat #1-2) af Haruki Murakami.
    Helt tilbage i januar måned, nogle få dage før min fødselsdag, havde Arnold Busck et udsalg, hvor jeg til BogForum havde fået en billet til tidlig adgang. Jeg havde denne her bog med hjem, mest af alt fordi jeg gerne vil læse hans bøger og det her blev så den første, jeg kom til at eje. Jeg gik da også i gang med den dengang, men januar og den tid var alt andet end en god læsemåned. Så jeg kom aldrig ret langt. På en eller anden måde føles det underligt at læse Murakami på engelsk, for jeg ved at de danske oversættelser skulle være rigtig gode og originalsproget er desværre udelukket for mit vedkommende. Denne her bog indeholder hans debuthistorier, eftersigende ikke nogen han selv er særligt glad for at se tilbage på. Siden jeg fik denne her bog hjem har jeg læst andre bøger af ham, men jeg har hele tiden haft planer om at vende tilbage til dem her.
  • Store små løgne af Liane Moriarty.
    Så vidt jeg ved, er denne her bog næsten lige blevet til en TV serie på HBO, er den ikke? Den handler om tre kvinder, hvis børn går i samme børnehave og her lærer de hinanden at kende. Man følger deres ret forskellige liv, og ud over det ved jeg ikke ret meget om, hvad jeg kan forvente. Sådan kan jeg nu også godt lide det. Ud fra beskrivelsen på Goodreads håber jeg lidt på en historie i stil med Jojo Moyes' bøger, og så kan det ikke være helt dårligt.
  • The Circle af Dave Eggers.
    I lighed med Store små løgne er denne her bog også for nyligt blevet filmatiseret. Når jeg læser om bogen, drager de fleste paralleller til George Orwells berømte 1984 og hvis den minder bare en lille smule om den, så glæder jeg mig allerede. Historien handler om Mae, som bliver ansat i firmaet Circle og i starten virker alting til at være helt perfekt. Måske lidt for perfekt.
  • Fortid er alt jeg har af Adam Silvera.
    Denne her bog udkommer egentlig først om 14 dage, men Gyldendal har været så fantastiske at sende en forhåndsudgave af bogen og jeg har virkelig haft svært ved ikke at droppe eksamensforberedelser for at læse den med det samme. Jeg elskede Den dag jeg glemmer. Bogen handler om Griffin, hvis ekskæreste Theo drukner i en ulykke og selvom deres forhold var forbi, efterlader det Griffins verden i ruiner. Lige som hans første bog, berører denne her om emner som kærlighed, psykisk sygdom og sorg. Jeg forventer, at jeg kommer til at sidde med tårer i øjnene endnu en gang.
  • Sjælevært af Christina Bonde.
    Sjælevært handler om 16-årige Celine, der i et forsøg på at starte forfra og skabe sig en bedre tilværelse i stedet for ender med at opdage, at hun kan se spøgelser. Og forelske sig i et af dem. Jeg er spændt på, hvordan det skal udvikle sig. Og så er jeg fuldstændig vild med dens forside!
  • Er du okay, Matthias? af Annika Eibe.
    Det her er den tredje "Er du okay?"-bog, der hver især fokuserer på en teenager og deres liv, med alle deres drømme, problemer og håb. Jeg er dog ret sikker på, at de kan læses uafhængigt at hinanden, ellers opdager jeg det nok, når jeg går i gang med denne her bog. Bogen handler om Matthias, der er homoseksuel. Problemet er bare, at han virkelig gerne ikke vil være det, han vil bare gerne være normal. Det skærer mig altid i hjertet, når de to sættes op som modsætninger, men det er desværre en holdning, der er mange der har. Den minder mig ud fra beskrivelsen lidt om John Green og David Levithans samarbejde Will Grayson, Will Grayson, hvilket slet ikke vil være en dårlig ting.
  • Koma, den 13. kriger (Koma #1) af Michael Ford.
    John Doe genoplever sit eget liv mens han ligger i koma, uvidende om at hans liv er blevet til en slags reality show, hvor der tælles ned til den dag, lægernes slukker for respiratoren. Han er tilbage i Mellemøsten, hvor dele af hans liv har udspillet sig. Jeg ved ikke, hvilken del af romanen, jeg synes lyder mest spændende, hans eget liv eller det show, det bliver til, da han ligger i koma. Jeg kan læse mig til, at bogen bygger på forfatterens egen ekstensive viden om Mellemøsten, så jeg har ret høje forventninger til en bog, der både er spændende og meget relevant i dag.
Hvilken bog planlægger du at læse i løbet af juni? Har du læst nogen af dem på min liste?

onsdag den 31. maj 2017

Magelige maj | Tilbageblik #31


Maj var en rigtig fin måned på rigtige mange måder. Der er kommet langt mere gang i den på bloggen, måske dels fordi jeg har fået læst en del mere på det seneste, men også fordi jeg har langt mere overskud til at blogge regelmæssigt. Et meget langt semester sluttede i maj måned, det lykkedes os faktisk at få overstået alle undervisningsgange inden for en rimelig tid, før der gik læseferie og eksamensopgaver i den. Jeg har allerede skrevet den første færdig for en uge siden, i ualmindeligt god tid endda og har siden haft travlt med at få styr på efterårets praktikophold, som jeg virkelig glæder mig til. Solen kom frem og jeg styrtede praktisk talt udenfor, lige så snart det blev muligt, så jeg kunne nyde den så længe det varede. På mange måder har maj ikke være en super speciel måned, jeg har læst bøger og skrevet opgave, men det har været en god måned alligevel. Antallet af eksaminer, jeg har tilbage er lavt, og jeg glæder mig til sommeren, forhåbentlig til solskinsdage. Der er stadig et godt stykke tid til jeg har sommerferie, men jeg tror juni nok skal blive en helt fin måned.

Jeg fik læst 11 bøger i løbet af maj måned og er halvvejs mod mit Goodreads mål på 100 bøger. Jeg kastede mig først over en ebog, Skytsånden af Margit Sandemo. Det er den første bog i hendes korte serie Kiaras saga og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente. den foregår i Irland, og irsk mytologi er en, jeg ikke kender noget til, så det var nogle gange lidt vanskeligt at forstå, hvad der foregik. Jeg kunne godt lide bogen, men den havde ikke den samme mag, som hendes mange andre bøger har for mig. Den er hurtigt læst, især fordi det er skrevet i Sandemos vanlige stil, der på trods af dens maleriske beskrivelser ofte ender med at være en hel delfortælling af, hvad der sker, og ikke så meget at vise det. Jeg har helt sikkert planer om at læse trilogien færdig inden alt for længe.

Til min første eksamensopgave om krig og litteratur læste jeg Watching War af Jan Mieszkowski. Vi havde arbejdet med nogle af kapitlerne i undervisningen, så en del af det havde jeg læst før, men det var meget rart at få læst det hele denne gang. Det er en ret interessant bog, der udforsker hvordan vi ser på krig og hvordan det bliver medieret til os igennem nyheder og internet, litteratur og meget andet. Det var også lidt svært ikke at se emnets relevans i vores tid, hvilket gjorde det okay interessant at skrive opgave om. I samme omgang læste jeg Empire of Chance af Anders Engberg-Pedersen, også til min opgave, men det handlede langt mere om krigens natur og hvordan tilfældigheder spiller ind, så selv om det var et spændende emne, var det ikke en bog, jeg benyttede mig ret meget af i min opgave, hvilket også blev reflekteret i min bedømmelse af bogen.

Ind i mellem de sidste undervisningsgange fandt jeg tid til at læse The Robber Bridegroom af the Brothers Grimm fra Penguins Little Black Classics serie. Den indeholdt kun et eventyr, som jeg kendte i forvejen, nemlig Snehvide, men de andre eventyr indeholdt den samme markabre og fantasifulde fortællinger, som man forbinder med Grimms eventyr, i hvert fald de originale. Jeg var især glad for "The Devil's Three Golden Hairs", der havde alle de klassiske eventyrelementer; overnaturlige væsner, utallige referencer til tallet tre, en helt der rejser ud og sidst finder hjem og så videre. Jeg nød dem.

Efter at have læst Snehvide i den form, var det ret interessant at læse Skyggernes dronning af C. J. Redwine, der er en genfortælling af det klassiske eventyr i en dark fantasy-setting. Jeg havde nogle problemer med bogen undervejs, men i sidste ende kunne jeg godt lide den helt anderledes fortolkning af en historie, jeg har kendt så længe. Jeg fik også læst den første bog i Sarah J. Maas' serie Throne of Glass, Kongens forkæmper, som jeg har fået anbefalet et utal af gange. Det er helt tydeligt, at bogen lægger op til en længere serie og en historie, der indeholder rigtige mange forskellige karakterer og sidehistorier. Det er en god begyndelse på serien, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil læse videre.

Fantasy var tydeligvis på programmet i maj måned og jeg fik endelig læst De 7 synder af Katja Berger, der har stået på min læseliste siden marts. Bedre sent end aldrig, ikke? I hvert fald nød jeg at læse bogen, jeg nød at den klassiske fantasy historie om det godes kamp mod det onde alligevel kunne indeholde nogle overraskelser, især hen mod slutningen, der gjorde, at jeg ikke var helt sikker på, hvordan den ville ende. På samme måde tog Snow Like Ashes af Sara Raasch også lidt røven på mig med dens store plottwist, som jeg ikke havde set komme. Jeg hørte den færdig på en bustur til og fra Aarhus, og endte med at blive rigtig glad for den. Men som så mange andre fantasy-serier, der foregår i et andet univers, så har den helt sikkert brug for et kort. Det er muligt, der er et kort i den fysiske udgave af bogen, men som lydbog blev det ofte forvirrende at holde styr på de forskellige racer og nationer. Det problem havde Skyriel af Lene Dybdahl ikke på samme måde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af bogen, jeg har læst en del bøger om Udvalgte og profetier, og jeg var bange for at det skulle blive endnu en af dem. Men sådan blev det ikke, faktisk var det en overraskende kringlet historie, hvor jeg virkelig fik følelsen af, at karakterenes handlinger, tilfældige eller ej, har indflydelse på, hvad der sker.

Jeg læste Simple living af Nadia Plesner på en lun tordensvejrsdag og blev mindet om, hvor inspirerende og også ret provokerende hendes historie er. Hun kom og talte til mit første bogbloggertræf i 2015, og det er den samme historie, som fortælles i bogen, så jeg tror, det er derfor, jeg ikke har læst den før nu. Det er svært at bedømme den på samme måde som de andre bøger, jeg har læst. Man kan ikke tale om karakterer og plotstruktur, når der er tale om en virkelig fortælling. Men den er vigtig. Den handler ikke kun om kunst og ytringsfrihed, men om at tro på sig selv, professionelt og personligt. Den er ikke let at læse, selv om sproget flyder let, men det er en barsk historie, om at føle sig magtesløs, men alligevel forsøge at gøre et eller andet.

Og til allersidst har jeg hørt Amarda af Ernest Cline som lydbog. Jeg var kæmpe fan af hans første bog Ready Player One, så jeg havde ret høje forventninger til denne her bog. Forventninger, der slet ikke er fair, for det kunne jo ikke være den samme bog igen. Jeg kunne virkelig godt lide set up'et, det mindede mig om RPO, men var alligevel anderledes. Og til sidst så jeg den da også som sin egen, frem for ubevidst at sammenligne den med en af mine yndlingsbøger. Omtrent samtidig med, at den overraskede mig og det, jeg troede, der ville ske, ikke skete. Den er god nok i sig selv, selv om det er svært at leve op til ens favoritter.

I maj måned fik jeg også min første FairyLoot boks. Jeg har set på dem længe, så jeg besluttede mig for, at jeg ville give det et skud, så jeg fik fat i maj måneds boks med temaet "Warriors & Legends". Jeg havde gættet af bogen ville være Flame in the Mist af Renée Adhieh på forhånd, men jeg vil alligevel gerne have fat i den bog, så for mig var det win-win.

tirsdag den 30. maj 2017

Top Ten Tuesday #55


Denne uges top ti liste har titlen Top Ten Most Anticipated Books For The Second Half of 2017. Det var ikke let at sammensætte, de fleste forlag, både danske og udenlandske, har kun deres udgivelser op til sommeren på deres hjemmesider. Men, men, det er heldigvis en del at komme efter rundt om på nettet, takket være Goodreads og Tumblr, så det gik egentlig let med at finde ti titler, som jeg virkelig glæder mig til at læse. Bøgerne er ikke sorteret i nogen bestemt rækkefølge.

  • Ravnenes hvisken #2 af Malene Sølvsten. Carlsen, 15/6.
    Jeg har kun næsten lige læst den første bog, men jeg kunne slet ikke lægge den fra mig igen. Sølvstens brug af nordisk mytologi er forfriskende anderledes i forhold til andre bøger, med lignende elementer, jeg før har læst. Og så er den spændende og velskrevet. Selv om det teknisk set ikke er den anden halvdel af året, når den udkommer i juni, så kommer den på min liste alligevel, for jeg glæder mig til at læse mere om Anne og finde ud af, hvad der sker.
  • Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss. Tellerup, 16/9.
    Jeg kan ikke lave en liste, over bøger jeg glæder mig til, uden denne her. Jeg er så spændt på at møde den nye hovedperson, Nasrin, og forhåbentligt finde ud af lidt mere om, hvordan det hele hænger sammen. Og til et gensyn med Alban, Emilie, Noah og alle de andre.
  • Akkanas gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen. Tellerup, 16/9.
    Præcis som med Ursiderne, er det umuligt for mig ikke at sætte denne her bog på listen. Det faktum at de udkommer samme dag, kommer helt sikkert til at betyde, at jeg ikke ved, hvilken en, jeg skal læse først. Men jeg er så spændt på, hvad Akkanas gåde er for noget, og til flere nørdede fantasyreferencer, fordi jeg af en eller anden grund lægger mærke til dem, selv når jeg er opslugt af historien.
  • The Ship of the Dead (Magnus Chase and the Gods of Asgard #3) af Rick Riordan. Disney Hyperion, 3/10.
    Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er fan af Rick Riordans bøger, og serien om Magnus Chase blev med de første to bøger min favorit blandt alle hans mytologi-serier. Jeg er vild med den måde, han bruger det mytologiske stof på, forskelligt fra univers til univers, hvor denne her er den bedste i mine øjne. Det kan næsten kun blive en godt gensyn med Magnus, Blitz, Hearth og alle de andre karakterer.
  • Fortid er alt jeg har af Adam Silvera. Gyldendal, 15/6.
    Endnu en, der er lidt fusk, i og med at den allerede udkommer i juni, men efter jeg har læst og totalt elsket Den dag jeg glemmer, ved jeg, at den hører hjemme på denne her liste. 
  • Whichwood af Tahereh Mafi. Dutton Books, 14/11.
    Jeg er virkelig glad for Tahereh Mafis bøger, og jeg blev virkelig glad, da jeg hørte, at der kommer flere bøger i Shatter Me-universet. Men først kommer Whichwood, der bliver beskrevet som en companion til Furthermore. Jeg har ikke læst den bog endnu, men har den stående og håber på at nå til den inden alt for længe. Desuden er jeg ret hooked efter at have læst beskrivelsen af Whichwood
  • Warcross (Warcross #1) af Marie Lu. G. P. Putnam, 12/9,
    Efterhånden tror jeg, at jeg har læst alle Marie Lus bøger. Eller rettere, jeg er begyndt på alle hendes serier. Og jeg er ret glad for Legend trilogien og spændt på at læse mere af The Young Elites, så da jeg så, at hun udkommer med en ny bog til efteråret, røg den også direkte på læselisten. Warcross minder mig lidt om Ready Player One, ud fra beskrivelsen at dømme, hvilket er en rigtig god ting, blandingen af gaming science fiction og dystopi får det til at krible i mine fingre efter at få fat i denne her bog så hurtigt, som jeg kan.
  • Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden #1) af Katja Berger. DreamLitt, 14/9.
    Katjas debutroman, De 7 synder, var en virkelig god, klassisk fantasy om kampen mellem det gode og det onde, og med nogle overraskende twists, der reddede den fra at blive for forudsigelse. Hendens anden bog, Sjælehenteren, har mig derimod allerede hooked uden at jeg har læst et ord. Så egentlig må det gerne snart være september.
  • Ønskemageren (Ravenspire #2) af C. J. Redwine. Turbine, 19/6.
    Jeg blev faktisk lidt overrasket over, at det her var en serie. Det burde ikke være kommet bag på mig, for historien er helt sikkert ikke ovre efter den første bog, men da jeg havde læst den, havde jeg svært ved præcis at se, hvordan den skulle fortsætte. Skyggernes dronning er en eventyrgenfortælling, og det originale eventyr er helt sikkert udspillet, idet bogen er ovre, så jeg forestiller mig, at det enten ikke er endnu en genfortælling, eller at det er af et andet eventyr. Uanset hvad, så vil jeg i hvert fald gerne læse videre.
  • The Becoming of Noah Shaw (The Shaw Confessions #1) af Michelle Hodkin. Simon & Schuster, 7/11.
    Min reaktion, da jeg så, at denne her bog udkommer i år var noget i retningen af "oh my god YES!". Jeg er personligt stor fan af Michelle Hodkins trilogi om Mara Dyer og denne her bog er starten på en spin-off/sequel serie, og jeg formoder det er fra Noahs synsvinkel. Jeg er så klar. Også selv om jeg sikkert kommer til af ren stædighed at vente på, at den udkommer i paperback, så den kan matche min udgave af Mara Dyer bøgerne. Det er ikke altid nemt.
Hvilke(n) bog/bøger, der udkommer i sidste "halvdel" af 2017 glæder du dig til?

mandag den 29. maj 2017

Kongens forkæmper (Throne of Glass #1) af Sarah J. Maas


Kongens forkæmper (Throne of Glass #1) af Sarah J. Maas. Udgivet af Tellerup i 2016, oprindeligt udgivet i 2012 med titlen Throne of Glass. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup. Alle meninger er mine egne.

Celaena Sardothien, Adarlans farligste snigmorder, er blevet forrådt og afsoner nu i Endoviers saltminer. Da kronprinsen af Adarlan opfordrer hende til at stille op i konkurrencen om at blive kongens forkæmper, får hun en uventet chance for at genvinde sin frihed. For at vinde skal hun slå sine barske modstandere, der alle er mandlige lejesoldater og kriminelle, som bestemt ikke tøver med at bruge beskidte tricks.
Celaena er dog ikke specielt bekymret, og hun nyder sin kamptræning og den flotte kronprins’ tilnærmelser, selvom han af og til er næsten lige så irriterende som hendes nye træningspartner, kaptajn Westfall.
Men dybt under slottet lurer en blodtørstig ondskab og snart må intrigerne vige for kampen om overlevelse...
Calaena har været et år som slave i saltminerne under de mest grusomme forhold, da Adarlans kronprins tilbyder hende at blive hans forkæmper i en nærtforstående tunering om at blive kongens go-to håndlanger. Egentlig har hun ikke noget valg, for valget står mellem at blive i saltminerne og sandsynligvis ikke overleve et år til eller muligheden for at vinde sin egen frihed efter en årrækkes tjeneste. Over for sådan et valg er det ikke underligt, at hun ved, at hun må tage i mod det. Og der fra går det virkelig stærkt. Der foregår nemlig ret mange historier i løbet af bogen, som krydser hinanden på kryds og tværs og som påvirker hinanden, naturligt nok. Det betyder også, at det nogle gange bliver lidt forvirrende, personligt blev jeg ret træt af det romantiske subplot, selv om det ikke fylder alt for meget, men det var historien om snigmorderen Calaena, jeg gerne ville læse. Og hvordan mysteriet om, hvem der er ude efter hende og de andre forkæmpere. Udover det er der også det politiske spil, der florerer rygter om oprør og man kan godt mærke, at der bliver lagt op til en længere historie. Så der er nok at holde styr på, men bogens styrke er, at de forskellige historier i sidste ender hænger sammen.
Biblioteker var fulde af idéer, de måske farligste og mest magtfulde våben af alle.
Calaena, hvis navn jeg stadig ikke ved hvordan man udtaler, er en ret interessant hovedperson. Hun er kendt som en farlig snigmorder med uovertruffen ekspertise, men der går forholdvis lang tid, før man får det at se i bogen. Det giver i og for sig god mening, efter et år med slavearbejdet i saltminerne, er det ikke så underligt, at det ikke er den mest fysisk stærke pige, der rejser tilbage mod hovedstaden. Det betød desværre også, at det kom til at føles som om, det var mere legende end sandhed, når hendes bedrifter blev omtalt. Som sagt, så kommer det dog til udtryk efterhånden som hun genvinder sin styrke, både fysisk og psykisk. Men jeg kunne så godt lide, at hun samtidig med at være en snigmorder er utroligt feminin, holder af pæne kjoler og føler sig mere end en smule fornærmet over, at ikke har lov til at komme med til en fest, tilsyneladende som den eneste, også af forkæmperne.
Prinsesse Nehemia fra Ellywe kommer til slottet kort før Calaena, officielt på en diplomatisk opgave om at lære Ardalans skikke. Det er langt fra givet på forhånd at de to piger skulle blive venner, men det gør de, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt glad for at kærlighedsdramaet trods alt ikke kom til at involvere de to i jagten på den samme fyr. Hendes venskab med Calaena gør, at hendes ellers lidt overfladiske prinsesse-identitet bliver mere interessant. I sidste ende var hun en af mine favoritkarakterer i bogen. Derimod har jeg ikke meget til overs for Dorian, kronprinsen og en af de to mænd i det underliggende romantiske subplot. Den anden er Chaol, Dorians barndomsven og kaptajn i vagtkorpset. Deres forhold til Calaena er som dag og nat, Dorian er fascineret af hende, men han er en playboy, hans liv keder ham og jeg tror mest af alt, at han kan lide faren ved at være sammen med en snigmorder. Det var i hvert fald sådan, jeg tænkte det og jeg formåede aldrig rigtig at tage mig af, hvad der skete med ham. På mange måder kedede han mig. Chaol derimod tager fra starten af afstand til Calaena og på trods af sin stigende interesse for hende, ser han hende først og fremmest som kriminel. Jeg er ikke i tvivl om, at begge forhold nok skal udvikle sig i løbet af serien, men jeg håber ikke, at det kommer til at overskygge alt det andet.
"Du bringer stjernerne ud af fatning," hviskede hun. "Du kan gøre hvad som helst, hvis bare du tør. Og inderst inde ved du det også godt. Det er hvad der skræmmer dig allermest."
Jeg er ret overrasket over, hvor meget jeg kunne lide denne her bog. Der er mange hints om, at der er meget mere at komme efter, så jeg glæder mig til at læse videre, når den næste bog udkommer på dansk. Selv om serien er næsten færdig på engelsk, så er jeg nemlig ikke særlig interesseret i at skrifte sprog midt i en serie. Og jeg er faktisk ret tilfreds med oversættelsen af bogen, det er ikke altid let at oversætte fantasy, især ikke en, der er fyldt med mange usædvanlige sted- og personnavne, eller begreber.

søndag den 28. maj 2017

Skyggernes dronning (Ravenspire #1) af C. J. Redwine


Skyggernes dronning (Ravenspire #1) af C. J. Redwine. Udgivet af Turbine i 2016, oprindeligt udgivet i 2016 under titlen The Shadow Queen. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen blev sponsoreret af forlaget Turbine til bogbloggetræf 2016. Alle meninger er mine egne!

Lille spejl på væggen der. Hvem er den mest magtfulde i landet her?
The Shadow Queen - Skyggernes dronning er en mørk fantasy-fortælling inspireret af eventyret om Snehvide. Lorelai Diederich, kronprinsesse på flugt, har en mission: at dræbe den onde dronning, der tog Ravenspire-tronen og slog hendes far ihjel. For at gøre dette, må Lorelai bruge det ene våben, hun og dronning Irina har til fælles: magi. Lorelai bliver nødt til at være stærkere, hurtigere og mere kraftfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.
I det nærliggende rige Eldr får den næstældste prins Kol pludselig ansvaret for at redde sit kongerige, da Kols far og storebror bliver dræbt af en invaderende hær af trolde.
Kong Kol får brug for magiens kræfter, og hans eneste mulighed er at lave en aftale med dronningen af Ravenspire. Han skal være dronningens personlige jæger og bringe hende Lorelais hjerte.
Men Lorelai er slet ikke, som Kol forventede - hun er smuk, hård og ustoppelig - og på trods af hans brug af mørk magi tiltrækkes Lorelai af den lidenskabelige og plagede konge. Mens Lorelai kæmper for at være et skridt foran dragejægeren - som hun fatter langt mere sympati for, end hun burde - gør hun alt i sin magt for at ødelægge den onde dronning. Men Irina vil ikke give op uden kamp, og hendes sidste skridt kan koste prinsessen den ene ting, hun stadig har tilbage til at miste ...
På trods af, at dette her er en genfortælling af eventyret om Snehvide, så overraskede bogen mig faktisk positivt. Jeg er glad for eventyrgenfortællinger, men mange af dem har det med at holde sig så meget op af det originale eventyr, at der på trods af de mange ændringer, nye elementer, karakterer og en ny verden, forbliver forudsigelige og kedelige. Skyggernes dronning gjorde ikke dette. Set uppet er klassisk Snehvide, og der går da også linjer igen i løbet af bogen, som virker direkte taget ud af det gamle eventyr. Men det afviger også hurtigt. Hele universet er anderledes, og med hjælp fra kortet i starten af bogen, var det let nok at holde styr på, hvor i den opbyggede verden, man befandt sig. Jeg fandt Lorelai ret flad til at begynde med, det virkede som endnu en bueskydende YA-heltinde. Jeg ville sammenligne hende med Katniss, indtil hendes personlighedstræk for alvor begyndte at vise sig, og hun kom til at fremstå meget mere kompliceret. Men egentlig ville jeg virkelig gerne have set mere fra den anden hovedpersons synsvinkel, prins Kolvanismir. Jeg ved, at der er en bog til i serien og jeg håber virkelig på, at han får mere "screen time". Selve historien læner sig meget op af det originale eventyr, plotmæssigt, så derfor er der få overraskelser undervejs.
“Hvis hun bad inderligt nok om det, ville skovbunden måske åbne sig og opsluge hende. Hvis der var bare den mindste retfærdighed til i verden, ville den også opsluge Leo.”
Det, der nok for alvor gjorde, at jeg var så glad for bogen, er karakterernes indbyrdes forhold. For historien lider nogle gange ret voldsomt under den gamle knaste: "show, don't tell". Der bliver genfortalt en del og jeg kunne godt savne lidt action og lidt variation i tempoet undervejs. Men den måde, de forskellige karakterer opfører sig over for hinanden var til gengæld veludført i mine øjne. Specielt forholdet mellem Lorelai og Leo, hendes lillebror. Jeg nød at se, at på trods af at de mister deres forældre tidligt og har levet på flugt i årevis ved bogens start, har de stadigvæk indbyrdes morsomheder, og Leos sarkasme var helt sikkert en medvirkende faktor til, at Lorelai ikke kom til at virke alt for grublende. På samme måde var det fedt, at Kols venner også får lov til at være med og vise sig som mere end bare navngivne venner, der forsøger at hjælpe ham med at redde landet. De har helt tydeligt deres egne personligheder, der var med til at gøre læseoplevelsen interessant.

Jeg var underholdt. Og jeg kunne faktisk godt lide Redwines fortolkning af det klassiske eventyr, som på trods af nogle mangler, formåede at være en ret god historie. Der kommer desuden en bog til i serien, hvilket jeg glæder mig til. Jeg vil meget gerne læse mere om Kol og Lorelai og de andre og forhåbentlig få mulighed for at lære mere om deres verden.
 

Template by BloggerCandy.com