lørdag den 31. december 2016

Drømmelignende december | Tilbageblik #27


Ikke på billedet: Aftalt spil (Off Campus #1) af Elle Kennedy.

December var forsindende. Måneden gik for mig op i eksamensopgave, julestemning der kom og gik og drømmescenarier. December blev en måned, hvor læsning røg til siden, hvor jeg havde så meget andet i hovedet og hvor jeg ganske enkelt ikke har haft lyst til at åbne en bog. December har været en måned, hvor jeg har drømt mig væk. Her på årets sidste dag bladrer jeg mig igennem årets sidste bog og ser frem mod januar og 2017 med en længsel, jeg ikke kan finde ord for. 

I december læste jeg 3 bøger. Det vil sige, jeg er i gang med den tredje. Jeg genlæste Elle Kennedys Aftalt spil efter at have købt mig paperback-udgaven af bogen, Og så gik jeg i gang med Vanity Fair af William Makepeace Thackeray, men gik også i stå igen. Ikke fordi bogen ikke fangede mig, men fordi jeg rendte ind i en eksamensopgave, der trak tænderne ud. Jeg fik Zero Hour af Pittacus Lore i julegave og fløj igennem den blot et par dage senere. Og her på årets sidste dag, læser jeg 1984 af George Orwell.

I december købte jeg ingen bøger. Det gør jeg sjældent. Til gengæld fik jeg 85 bøger i julegave, som I kan læse om her.

Decembers positive læseoplevelse er ikke særlig svær at få øje på. Jeg knuselsker stadigvæk Aftalt Spil af Elle Kennedy og jeg nød at læse de tre noveller i Zero Hour, der fortalte nogle af begivenhederne fra The Fate of Ten af Pittacus Lore fra andre synsvinkler. Og ind til videre er jeg vild med 1984.

Decembers skuffende læseoplevelse er ikke sådan rigtig at opspore. Jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke kunne nå at blive færdig med Vanity Fair, men jeg regner med at fortsætte med at læse den, så jeg kan blive færdig med den i det nye år.

Decembers lyrikvalg blev aldrig fundet.

Decembers murstensroman var Vanity Fair af William Makepeace Thackeray.

Decembers korteste bog var Aftalt spil af Elle Kennedy på 354 sider, selvom 1984 er kortere, for jeg er jo ikke helt færdig endnu.

Decembers længste bog var Zero Hour af Pittacus Lore på 416 sider.

I januar vil jeg tage det som det kommer. Januar er eksamensmåned, jeg har fødselsdag og jeg har det egentlig fint nok med ikke at vide præcis, hvad måneden kommer til at bringe. Selvfølgelig vil jeg læse, så meget jeg har overskud til imellem eksaminerne, men i øjeblikket ser jeg faktisk mest frem til et nyt år, der forhåbentlig vil medbringe opfyldelsen af et håb eller to og en drøm eller flere. 

Fra bunden af mit stressede sind, tak får i år. Og på gensyn i 2017!

onsdag den 28. december 2016

“Books make great gifts because they have whole worlds inside of them. And it's much cheaper to buy somebody a book than it is to buy them the whole world!”


Juledagene er forbi og jeg har tilbragt dem i  en døs af juleslik, julemad, familietid og lange dage. Jeg nyder at sidde og se på vores stadigt pyntede juletræ i nattøj og se film, lige så meget som jeg stadig nyder at tilbringe de sidste dage i Jylland før jeg skal tilbage til Odense og eksamensland. Under træet fandt jeg i år en pæn stak bøger, og jeg ved allerede nu, at jeg skal igang med en stor omgang omroganisering af mine reoler. Jeg har nemlig fået ikke mindre end 85 bøger og det kribler i mine fingre for at gå i gang med dem, så jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde eller finde tiden.

  • The Lays of Beriland. The Shaping of Middle-earth og The Lost Road and Other Writings (The History of Middle-earth #3-5) af J. R. R. Tolkien.
    De fleste ved, at jeg er ret stor fan af Tolkiens forfatterskab og det er også min plan at gøre Lord of the Rings til emne for mit speciale i 2018. Så jeg har det med at ville eje alle bøger, der står Tolkien på og jeg begyndte på denne her serie tidligere i år med stor fornøjelse.
  • The Fate of Ten (Lorien Legacies #6) og Zero Hour (The Lost Files #13-15) af Pittacus Lore.
    Jeg er en af dem, der virkelig godt kan lide denne her science fiktion serie og jeg er derfor glad for at jeg nu har næsten alle bøgerne. Faktisk mangler jeg kun den allernyeste, men eftersom jeg har de 6 første i paperback, er jeg stædig nok til at vente til den sidste bog udkommer i samme udgave. Jeg har læst The Fate of Ten allerede, men i en anden udgave og jeg glæder mig virkelig til at læse novellerne i Zero Hour.
  • Little Black Classics boxed set fra Penguin.
    Jeg har ønsket mig det her bokssæt lige siden det udkom og juleaften kunne jeg så åbne en kæmpe kasse, der indeholdt de 80 bøger i sættet. Jeg havde ønsket mig den udgave, der er uden kassen, der selvom den er flot, ville være upraktisk, når jeg også gerne vil have de 46 andre, de udgav få måneder senere. Hele listen over bøgerne i bokssættet kan findes her (den inkluderer også de efterfølgende 46 titler).
Fandt I nogle firkantede pakker under træet?


mandag den 12. december 2016

Stålhjerte (Fortropperne #1) af Brandon Sanderson


Ståhjerte (Fortropperne #1) af Brandon Sanderson. Udgivet af DreamLitt i 2015, originalt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalt skrevet på engelsk med titlen Steelheart.
Bogen blev sponsoreret af forlaget til bogbloggertræf 2015.

Som barn ser David sin far blive myrdet. Det var før, de vidste, at de episke var onde. Før de vidste, at superevner ikke gør en til en superhelt. Nu er David blevet voksen og han har en eneste mission: at dræbe den episke, der dræbte hans far. Stålhjerte. For at gøre dette, beslutter David sig for at forsøge at slutte sig til Fortropperne, en hemmelig og ikke så let opsporet gruppe af almindelige mennesker, hvis mål er at udrydde de episke. Sammen med dem har David måske en chance for at gøre noget ved den usårlige Stålhjerte, der har taget magten over byen. For David ved noget, som ingen andre ved. En hemmelighed, han har gemt på siden han var barn. En hemmelighed, der kan blive Stålhjertes endeligt og Davids eneste chance.

"Jeg ved bedre end nogen anden, at der ikke kommer nogen helte og redder os. Der findes ingen gode episke. Ingen af dem beskytter os. Magt korrumperer og ultimativ magt er lig med ultimativt fordærv."

Jeg læste Stålhjerte i et væk, Det er sådan set ikke hverken noget nyt eller noget sjældent for mig, det sker tit når man læser hurtigt. Og når man bliver fanget af en bog, hvilket man roligt kan sige, at jeg blev af denne her. Der er tempo på fra starten af, fra første sætning "Jeg har set Stålhjerte bløde", og det fortsætter hele vejen igennem. Man kunne frygte, at det ville blive for meget, men i min oplevelse af bogen kom det snarere til at føles som om, jeg var en del af Fortropperne, at jeg var med når de farede rundt i Newcagos mørklagte gader eller sneg sig rundt i deres hemmelige skjulested i undergrunden. Der er sjældent et rigtigt roligt øjeblik i bogen, men det fungerer så godt. Det fungerer, fordi Brandon Sanderson er virkelig dygtig til at fortælle en historie, og fortælle den på den måde, så jeg i hvert fald ikke kunne få mig selv til at lægge bogen fra mig, før jeg havde vendt den sidste side.




Onde superhelte? Jo tak. Der findes utallige af historier om almindelige mennesker, der har fået superevner og bruger dem i den gode sags tjeneste. Det er ikke tilfældet her, så er I informeret. De episke, som de bliver kaldt, er folk med superevner, men uden den mindste smule medmenneskelighed eller godhed i sig. De kan gøre hvad de vil, det har De Splittede Staters tidligere regering besluttet og de gør det. Vi følger i bogen den 18-årige David, som har brugt næsten hele sit liv på at studere de episke, siden han som 8-årig så sin far blive myrdet af Stålhjerte, den dag Stålhjerte overtog magten i byen. Hans mål er Stålhjerte, men han studerer alle, han kan komme i nærheden af, alle han hører rygter om. Da bogen åbner, skal David til at iværksætte sin plan om an finde Fortropperne, en gruppe af almindelige mennesker, hvis eneste mål er at udrydde de episke en efter en. Og David er en virkelig sød hovedperson, jeg har set mange på engelsk kalde ham "adorkable" og der findes virkelig ikke noget godt ord på dansk der dækker. Han er fast besluttet på hævn, det er det eneste han vil have, og alligevel er der mere i ham. På trods af det ene ønske og en opvækst som arbejder på en våbenfabrik, er han ikke blevet en indelukket og bitter person. Tværtimod er han ret morsom, især når han forsøger sig med metaforer, som virkelig ikke er hans stærke side. Jeg ved ikke, om det udelukkende skyldes oversættelsen, men nogle af dem fungerede slet ikke, så dårligt, at de ikke engang var morsomme.

Men David er ikke den eneste karakter og i denne her bog er det nok især de forskellige medlemmer af Fortropperne, som jeg virkelig endte med at holde af. Selvom de alle sammen er en del af denne gruppe, er det helt tydeligt at de har forskellige personligheder og selvom det er Davids synspunkt det hele, lader Sanderson alligevel de andre karakterer stå tydeligt frem. 

"Vi satte vores lid til en kun delvist forstået teknologi bygget ud fra studier af mystiske væsner, der ikke engang selv vidste, hvordan de kunne gøre, som de gjorde. Vi var som døve mennesker, der forsøgte at danse til en rytme, vi ikke selv kunne høre, længe efter musikken var stoppet. Eller.... Vent. Jeg ved ikke, hvad det overhovedet skulle have betydet."

Idéen om de episke fascinerer mig i sådan en grad, at det særligt var derfor, jeg først åbnede bogen. Og Brandon Sanderson gør virkelig meget ud af at forklare og beskrive de episke og deres evner, til den grad karaktererne forstår dem. For der er meget omkring tilblivelsen af de episke, som ingen kender til. Det er dog ikke det store spørgsmål i bogen, det er at få ram på Stålhjerte.

Denne her bog har virkelig mange ting at byde på, udover et persongalleri, der virkelig er godt skruet sammen, et vanvittigt tempo og et matchende plot og ikke mindst en hel del mere filosofiske spørgsmål. De sidste gives der ikke noget endegyldigt svar på, hvilket jeg meget godt kunne lide, idet de mere lægger det ud til læseren. Brandon Sanderson er god til at snyde sine læsere, til bevidst at føre dem ned af en vej, mens det der i virkeligheden sker er noget helt andet. Jeg er spændt på at læse den næste bog i serien, især efter slutningens rimeligt store afsløring. Så jeg er glad for, at jeg allerede har Ildkamp stående og gør mig klar til at møde flere episke og måske komme nærmere på en forklaring på deres opståen - og spørgsmålet om, om Davids far har ret - vil heltene komme?

"Nogle gange må man hjælpe heltene på vej."

søndag den 11. december 2016

Syv minutter over midnat - filmanmeldelse



I torsdags havde filmen Syv minutter over midnat, baseret på bogen Monster af Patrick Ness (på engelsk A Monster Calls) premiere. Som jeg tidligere har nævnt, fik jeg mulighed for at se filmen til en særvisning med Q&A med Patrick Ness tilbage i november måned og i dag, hvor filmen har premiere, er det så på tide at sige noget om den.

Men ikke her. Jeg har nemlig i denne her anledning fået lov til at skrive lidt om filmen og mine indtryk af den på kino.dk, så det kan I læse lige her. jeg vil blot sige: den er helt sikkert værd at se. Jeg synes helt sikkert ikke, at man skal lade sig afskrække af, at det er en fantasy film og da slet ikke hvorvidt den er uhyggelig. Det er en historie med meget på hjertet.





Se den danske trailer lige her:




lørdag den 3. december 2016

BogForum 2016 - Søndag

Søndag på BogForum var meget det modsatte af lørdagen. Ingen stress, ingen småløben rundt fra sted til sted Faktisk gik meget af søndagen med at gå rundt og bare se på de ting og de stande, som vi slet ikke havde nået de første to dage. Jeg købte æblegløgg med hjem for min mor, da vi fandt standen helt nede i den anden ende af hallen, hvor vi ikke havde været tidligere. Jeg var rundt ved forskellige stande bare for at møde de forskellige forlag og huskede denne gang rent faktisk at efterlade et af mine visitkort der, nu jeg rent faktisk havde fået dem lavet!

Det første punkt på programmet var faktisk et slags debat-oplæg på en af scenerne med titlen "Kan man leve af at være forfatter?" men da Marie og jeg havde siddet der og ventet uden at der skete noget, endte vi med at gå igen. Det var jeg faktisk ret ærgerlig over, for det var en af de ting, jeg havde glædet mig ret meget til.

Faktisk endte vi med at smide ret meget af programmet for søndagen ud, og i stedet bare gå rundt og se, om der var noget vi ville se eller høre. Der var dog en ting, jeg havde set frem til hele weekenden og det var da Boris Hansen signerede nede ved Tellerups stand. Som man kan læse i min anmeldelse af bogen er ret rimelig vild med den, så det var ret fedt at få Vejen til Panteon signeret. Jeg fik også overtalt Marie til at købe den, og så fik jeg den flotte plakat, man fik med. Jeg regner med at ligge den under det plastik-underlag, jeg har på mit skrivebord, så den kan pynte der, for det er ret småt med vægplads efterhånden.

Og så taler vi slet, slet ikke om Regitzes totalt starstruck øjeblik, da Boris satte sig ned og hilste på hende ved navn, vel?



Efter den signering var der egentlig kun et punkt, jeg for alvor ikke ville gå glip af. Jeg ville nemlig nå at opleve Katja Berger, og både fredag og lørdag kunne det ikke lade sig gøre, så selvom der var forholdvist langt fra Telleups stand til DreamLitts så var vi der faktisk ret hurtigt og kunne nå at få et sted at sidde. Selv om jeg desværre ikke nåede at læse De 7 synder før BogForum, så var det virkelig spændende at høre hende snakke om både den bog, men også den hun arbejder på nu. Og jeg glæder mig virkelig til både at få læst hendes debutroman, men så sandelig også den næste. Desuden var det rigtig hyggeligt at hilse på hende bagefter og få en lille hilsen i min medbragte bog.



Vi var heldige. Da arrangementet ved DreamLitt var ovre, var der stadig tid til at nå at opleve et af de store trækplastre ved dette års BogForum, nemlig Don Rosa. Jeg er stadig en smule ked af, at jeg ikke nåede at komme forbi en af de mange steder han sad og få en autograf, men det var virkelig spænende at høre ham fortælle om sin karriere og sit forhold til Anders And og de andre Duck-fans.


Da interviewet var færdigt, fortsatte søndagen egentlig i sit rolige tempo. Jeg fik købt de sidste bøger, bøger jeg egentlig havde været på udkig efter det meste af weekenden, men som jeg valgte at vente med, så jeg kunne starte med dem, jeg gerne ville have signeret. Jeg har faktisk slet ikke noget overblik over, hvor mange bøger, jeg fik signeret i løbet af den weekend. Vi var også et smut forbi Tellerups stand om eftermiddagen, hvor jeg mest brugte tiden på at snakke med andre bogbloggere, nogle af forlagets forfattere og alle mulige andre mennesker, mens Marie fik signeret af Nanna Foss.

De sidste par timer af årets BogForum gik helt vildt hurtigt og efter et mindre mirakel med at få bilen pakket, kørte jeg derfra igen med de samme søde piger som på vej derovre.

Jeg vil gerne sige tak til alle jeg mødte, alle jeg fik hilst på og snakket med, for en helt fantastisk weekend. Og på gensyn!


torsdag den 1. december 2016

Månedens mursten #12



2016 er snart ovre, vi har vendt det sidste blad i kalenderen og jeg har vendt den sidste murstensroman for i år. Det har faktisk været rigtig sjovt at prøve denne her udfordring og læse længere bøger over en måneds tid. Og jeg glæder mig faktisk meget til den sidste her, hvor jeg bevæger mig lidt væk fra de knapt så tunge bøger, jeg har læst på det seneste. 

Decembers murstensroman er: Vanity Fair af William Makepeace Thackeray.

Thackeray's upper-class Regency world is a noisy and jostling commercial fairground, predominantly driven by acquisitive greed and soulless materialism, in which the narrator himself plays a brilliantly versatile role as a serio-comic observer.
Although subtitled A Novel without a Hero, Vanity Fair follows the fortunes of two contrasting but inter-linked lives: through the retiring Amelia Sedley and the brilliant Becky Sharp, Thackeray examines the position of women in an intensely exploitative male world.
When Vanity Fair was published in 1848, Charlotte Brontë commented: ‘The more I read Thackeray'sworks the more certain I am that he stands alone – alone in his sagacity, alone in his truth, alone in his feeling… Thackeray is a Titan.’ 

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme, jeg ved virkelig lidt om denne her bog. Men jeg har en kæmpe fascination med Regency-æraen, kort som den er og så helt vildt anderledes end den foregående og efterfølgende periode i britisk historie. Alligevel glæder jeg mig til at læse denne her bog i de lange decembernætter og finde ud af, hvorfor det er en bog, jeg har hørt så mange omtale, men alligevel ved så lidt om.

Kender du Vanity Fair?
 

Template by BloggerCandy.com