onsdag den 30. november 2016

Uforklarlige november | Tilbageblik #26


Bøger ikke på billedet: Rosencrantz and Guildenstern Are Dead af Tom Stoppard, The Author af Tim Crouch, I stålstormen af Ernst Jünger, Den kommende opstand af Den Usynlige Kommité og Underkastelse af Michel Houellebecq.

November var meget svær at sætte ord på. Det er som om, måneden er delt i to for mig. Før og efter BogForum. Meget af tiden er gået med NaNoWriMo, eller med at bekymre mig om NaNoWriMo. Hvis man har fulgt med i løbet af månende, vil man allerede vide, at det helt klart var det hårdeste år i år - ind til videre. Jeg har helt sikkert lært, at jeg har det bedre med noget mere planlægning, når det kommer til at skrive. Måske er det derfor, jeg sidder på tærsklen til december og faktisk er ret glad, når jeg ser tilbage på november. For jeg havde virkelig lyst til at give op. Jeg var godt foran før BogForum, jeg begravede mig i ordene og lod omverdenen stå til. Men efter BogForum befandt jeg mig i et dødvande og hver gang jeg tænke, nu har jeg det og fik indhentet det, gik gassen af ballonen igen. Men jeg nåede det. Og jeg endte med faktisk at skrive mig selv til et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg ikke kender historien. Jeg løb tør for tid, ikke for ord. Og det er jeg glad for. Selvf'ølgelig er der sket meget andet end NaNoWriMo, som sagt var der BogForum, som jeg stadig er ved at skrive om og som var så godt i år, at jeg om mandagen allerede ønskede mig tilbage, selvom min krop gjorde ondt og mit hoved var så træt, så træt. November bød på et gensyn med savnede veninder, stand-up show og koncertoplevelse. Og så utroligt mange søde og dejlige og charmerende mennesker, at jeg slet ikke kan rumme det.

Sjovt nok er det, der ikke har været plads, tid, lyst eller overskud til, været læsningen. Der er kun 4 bøger på billedet og jeg har tilføjet i alt 9 bøger til min Goodreads Challenge denne her måned. I mellem at skrive og have undervisning og have hvad der føltes som uendeligt mange andre ting at nå uden for bloggens og bøgernes univers, har jeg ikke haft det sædvanlige overskud eller tid. På mystisk vis har jeg heller ikke savnet det. Det gør jeg nu, hvor NaNoWriMo er overstået, hvor jeg næsten er færdig med det første semester på kandidaten og alt andet lader til langsomt at falde på plads. Så jeg glæder mig til december, til julemusik og julepynt, honninghjerter og lys, lys og flere lys. 

I november læste jeg som sagt 9 bøger. Hele 6 af dem var til studiet, min murstensroman og til sidst to anmeldereksemplarer. Jeg har det mærkværdigt med det, for det er sjældent, at jeg får læst så få bøger på en måned. Men jeg har det også godt med det, det har trods alt veget pladsen for så meget andet, for det meste også andet godt.

I november købte jeg 11 bøger til BogForum - jeg planlægger at filme vlog om den i weekenden og derudover 2 bøger efterfølgende. Og så har jeg fået 4 bøger. Mine bogreoler trænger endnu ikke til reorganisering, men det er jo snart jul og det er vist også noget med, at jeg snart har fødselsdag. 

Novembers positive læseoplevelse må helt klart være Vejen til Panteon af Boris Hansen, (som jeg har anmeldt her), der tog mig med storm. Men faktisk har jeg været rigtig glad for at læse alle de fire bøger, der nu er på billedet, Richard III af William Shakespeare er en bog, jeg har læst i forbindelse med mit studie og som jeg skal skrive eksamensopgave om her i december - efter eget valg. Jeg har langt fra læst alle hans dramaer, men det er helt sikkert, at det her er et af mine yndlings. Jeg nød at følge Kelsey i Som du ser mig af Cora Cormack, selvom min yndlings i den serie stadigvæk er 2'eren, for hendes historie havde virkelig også mange følelser at byde på. Og Carry On af Rainbow Rowell var mere eller mindre alt det, jeg havde håbet på, den ville være. Den var oså det helt rigtige valg til en stresset og ufokuseret november.

Novembers skuffende læseoplevelse er egentlig ikke så skuffende igen. Jeg formåede aldrig rigtig at blive interesseret i Houellebecqs Underkastelse, men jeg vidste også på forhånd, at det ikke var garanteret, da det er en forfatter, jeg tidligere har læst på studiet og som skriver på en måde, der slet ikke fanger mig. Men jeg har egentlig ikke lyst til at kalde det en skuffelse alligevel. Det synes jeg ikke, der var nogen af bøgerne, der var, i november.

Novembers lyrikvalg blev med vilje udeladt. Lyrik kræver tid og engagement. Det havde jeg ikke kunnet give det.

Novembers murstensroman var Carry On af Rainbow Rowell.

Novembers korteste bog var The Author af Tim Crouch på 96 sider.

Novembers længste bog var Carry On af Rainbow Rowell på 517 sider.

I december vil jeg tage det mere med ro. November har ikke været den letteste måned og specielt i begyndelsen følte jeg meget, at alting væltede ned oven i hovedet på mig på en gang. I december vil jeg koble af, jeg har kun én undervisningsgang tilbage i alle mine fag og er faktisk færdig på det tidligste tidspunkt, jeg endnu har været i min tid på universitetet. December kommer til at gå med en eksamensopgave, der skal skrives, men også med hygge. Jeg elsker december! Jeg glæder mig til at høre julemusik i alle mulige arter og cover-udgaver. Jeg tænder stearinlys og ser julekalender. Hvis jeg kan opstøve honninghjerter, nyder jeg dem og en krus varm kakao. Jeg vil læse julebøger, og andre bøger, og se julefilm. Og jeg glæder mig allerede til jeg skal hjem til min familie og fejre jul, til at spille spil og spise slik og drikke te (anyone get that?). For mig er december magisk og jeg glæder mig så meget. Jeg har ikke tænkt mig at lade mig gå så meget på af, at jeg ikke rigtig har nået nogen af mine læsemål (med undtagelse af Goodreads Challenge, der næsten er ovre med en hel måned tilbage!), for jeg har haft det sjovt med at prøve alligevel. Jeg regner med at give #bogjul på Instagram et forsøg, ligesom jeg vil komme lidt til bunds i mine planlagte anmeldelser og så vil jeg nyde måneden og glæde mig til jul.


tirsdag den 29. november 2016

NaNoWriMo 2016 - skriveupdate #3



Behøver jeg sige andet?

I år var hårdt. I år var virkelig hårdt, NaNoWriMo-mæssigt. Der var meget dødvande, meget tvivl om, hvorvidt historien gik i den rigtige retning og nu og da en fornemmelse af, at det jeg havde skrevet slet ikke kunne leve op til den første, som selv om der ikke er andre, der har læst den (endnu!) er min personlige favorit af alt, jeg har skrevet. Og det er selvfølgelig fjollet, for NaNoWriMo er ikke beregnet til perfektion. Det er beregnet til at få ordene ud af hovedet og ned på papiret. At få skrevet noget og bekymre sig om at rette det bagefter. For du kan ikke rette en historie, der ikke er der.

Men det gik. Jeg genfandt noget inspiration, da der begyndte at komme ro på alt andet omkring mig. For det har i høj grad været det, der har forstyrret mi og forhindret mig i netop af få ordene ud. Meget af tiden kunne jeg ikke engang finde ordene.

I dag holder jeg stadig meget af historien. Den er ikke færdig endnu, jeg har skrevet en prolog og 28 kapitler, og hvis den skal have lige så mange kapitler som den første, så mangler jeg 23 og cirka 35.000 ord. Men det er okay. Det er faktisk rigtig godt. Jeg gik i gang med NaNoWriMo i år med minimal planlægning og det er ikke en strategi, der rigtigt fungerer for mig. Jeg har efterladt karaktererne kort efter en forløsende oplevelse, der løste en af karakterernes problem helt tilbage fra den første bog. Den store sag mangler stadig og jeg er slet, slet ikke færdig med denne her bog, disse karakterer eller det her univers. Men jeg tror, en tænke pause er en god ting. Så jeg kan få styr på trådene og forberede mig bedre på at skrive den sidste del.

Når jeg har været til eksamen. Ind til videre lader jeg de 50.000 ord stå og kan ikke lade være med at være noget så sindssygt glad for, at jeg ikke gav op (hvilket jeg overvejede), at jeg ikke endte med at hade historien så meget, at jeg ikke gad arbejde seriøst på den. Og nu vil jeg finde en måde at fejre det på!


mandag den 28. november 2016

BogForum 2016 - Lørdag

Lørdag på BogForum i år var et puslespil, der skulle gå op. Det er som regel den dag, der er mest fart på, den dag jeg har mest travlt og i år var absolut ingen undtagelse. Derfor kommer dette indlæg også til mest at handle om de ting, jeg havde på programmet og ikke så meget om alle de ting, jeg så, de mennesker, jeg mødte. Men altså, efter nogle få timers tiltrængt søvn, var vi tilbage i Bella Center lørdag sådan forholdsvist tidligt. Inden et af dagens, hvis ikke weekendens højdepunkter, ville jeg nemlig godt lige nå at så signeret min udgave af De syv søstre af Lucinda Riley. Hun er ikke en forfatter, jeg er bekendt med i forvejen, men jeg har sådan en lille Jojo Moyes-agtig fornemmelse omkring hende, så jeg glæder mig til at få tid til at dykke ned i hendes flotte lyserøde bog. En bog, der i øvrigt matchede min kjole den dag, hvilket hun gladt pointerede og jeg grinte af en godt stykke tid bagefter. Jeg nåede lige at fange det sidste af et interview hun gav, før jeg smuttede ned for at stå i kø til signeringen, hvilket kun gjorde mig mere interesseret i bogen. Og så må vi se, hun fortalte nemlig, at hun samler interessante navne og beholdt den post-it, jeg havde skrevet mit navn på, for at gøre det lettere for forfattere (især udenlandske) at skrive det rigtige navn. 


Som sagt var det her lige før en af dagens og weekendens højdepunkter, nemlig Patrick Ness. Grundet fredagens filmvisning, måtte Marie og jeg gå glip af det interview, han gav den dag og selvom vi fik mulighed for at opleve ham efter filmen, glædede jeg mig alligevel rigtig meget til at høre dette interview, som ikke kun handlede om Monster, men også hans nyeste bog, Vi andre bor her bare - en titel han selv mente, han på ingen måde kunne lære at sige. Bogen tager sit udgangspunkt i spørgsmålet om, "have you ever noticed how protagonists or heroes in fiction, and especially YA, have the weirdest names?" (Renesmee?, åh, et stort latterudbrud fra publikum!) - og derfor valgte han at skrive om en Mike. En Mike, der ikke ønsker andet end at gennemføre high school og jeg synes det lyder som sådan et spændende koncept. Især fordi det er en tanke, jeg har set meget i bog-verdenen, især på Tumblr, om de elever på Hogwarts, der bare gerne ville bestå deres eksaminer, men hvert år måtte se et eller andet vidlt ske på grund af Voldemort og Harry Potter. Så det var en meget spændt Regitze, som satte sig ned i en af stolene for at høre det interview. Og det skuffede ikke på nogen måde. Ind til videre har jeg kun læst More Than This i forbindelse med mit bachelorprojekt - et faktum, jeg vist nok fik nævnt for Patrick NEss da han signerede mine bøger, hvilket han synes var ret sejt. Jeg fortalte ham også, at en af mine veninder havde skrevet om Monster, men jeg tror, han troede jeg havde, for det står der i hvert fald i min bog. Men jeg elsker det på en eller anden fjollet måde. Allerede før BogForum mente jeg, at Patrick Ness var en af mine litterære forbilleder. Også selv om jeg ikke har læst så meget af ham, men fordi jeg også godt kan lide den måde, han interagerer med sine fans. Og det var derfor helt særligt at møde ham.


Efter dette hjdepunkt gik vi mest rundt og kiggede lidt, indtil vi kom forbi Plusbogs stand, hvor de gjorde klar til at udnævne vinderen af Danish Book Blog Award 2016. Så det blev vi naturligvis og så og mens vi ventede nåede jeg at hilse på en del andre bogbloggere, hvilket altid er enormt hyggeligt. Efter en rigtig fin tale, blev Rikke udnævnt til vinderen, hvilket jeg synes er fuldt fortjent! Senere var vi i øvrigt forbi LOVEBOOKS henne ved Lindhardt og Ringhofs stand og fik mulighed for en rigtig hyggelig snak om deres bøger, hvoraf jeg næsten har læst dem alle efterhånden. Det kan også godt være, at det var før Plusbogs-arrangementet, midt på lørdagen er det som om det hele flyder lidt sammen for mig, måske fordi vi havde så travlt og bare gik fra sted til sted hele tiden.


Efter en virkelig hyggelig frokost - og en tiltrængt sidde-ned pause, sammen med Maries mor og mormor, havde vi rimelig meget på programmet inden for meget kort tid. Jeg havde i hvert fald.


Vi havde nemlig ret mange signeringer hos Arnold Buscks stand inden for en lille times tid. Først stillede jeg mig i kø til Linn Ullmann, som signerede De Urolige, en bog, jeg desværre ikke nåede at få læst før BogForum, men nu står den meget højt på min liste over bøger, jeg vil læse. Samtidig med at hun signerede, sad Anders Matthesen ved siden af og signerede sin bog, Ternet Ninja. Så jeg gik direkte over i den kø bagefter og den var uden tvivl den længste kø, jeg skulle komme til at stå i hele weekenden. Men det var helt klart det værd, efter at have været fan af ham i årevis, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse Ternet Ninja, da jeg kun har gode minder om hans tidligere projekt Terkel i knibe. Fun fact: man kan ikke se det på billedet, men jeg er faktisk gået rimelig meget ned i knæ, for ikke at være utroligt højere end ham på billedet. Om det er mig, der er meget høj, eller ham der ikke rigtig er så høj, skal jeg ikke sige. Men det er nok begge dele. (øjeblikket røg i øvrigt på instagram samme dag, lige som mit møde med Patrick Ness og mit senere møde med den elskelige Audrey Carlan).

Jeg fik en tiltrængt siddepause, og en sodavand før jeg gik helt sukkerkold, mens Marie fik signeret sin udgave af den kogebog, den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og dennes mand netop har udgivet. Men faktisk sad jeg der ikke ret længe. Der dannedes nemlig en ny kø og jeg var ikke i tvivl om, at det ville blive endnu en lang en. 


Så vi stillede os i kø igen, denne gang med fire bøger under armen. Eller i hænderne. Jeg havde helt bevidst sørget for at tage alle fire bøger i Calendar Girl serien med, for at få dem signeret af forfatteren Audrey Carlan. Vi skulle ikke stå i kø særligt længe og ventetiden føltes meget kort, for Rufus Gifford var ikke gået endnu og mens de hver især signerede deres bøger, småsnakkede de med hinanden og det var så sjovt at stå og høre på, hvordan de snakkede sammen som om de havde været venner længe. Og jeg var ikke den eneste i køen, der grinte af "only in Denmark does an author of erotoc romance sign books next to the ambassador" og andre sjove kommentarer. Da det blev min tur til at få mine bøger signeret, følte jeg mig så starstruck, at man skulle tro det var løgn. Men Audrey var simpelthen så sød og let at snakke med og skrev de fineste små kryptiske hilsner i de forskellige bøger. Jeg har ladet mig fortælle, at det har noget at gøre med det, der sker i bøgerne. Og så med den sejeste lyserøde Sharpie, det kunne ikke have været mere perfekt. Og til sidst fik jeg naturligvis også taget et billede med hende.


Kort tid efter signeringen var der også interview med hende hos Lindhardt og Ringhof, som jeg småløb over til for ikke at komme for sent (jeg tror kun, jeg gik glip af introduktionen). Jeg måtte nemlig også lige forbi Tellerups stand for at få min udgave af Lene Dybdahls nye bog, Skyriel, signeret. På det tidspunkt havde jeg også helt selv mistet overblikket over, hvor mange bøger, jeg havde fået signeret i løbet af dagen. Men alle som en af de forfattere, jeg mødte (den dag og hele weekenden) var så rare og imødekommende, at det ikke gjorde noget, at det nogle gange var lidt tungt at bære på eller lidt lang tid at stå i kø.


Det her interview var et af min weekends andre højdepunkter. Jeg elskede hvor blandet publikum var og jeg tror de fleste var meget optaget af det levende og morsomme interview, hvor Audrey blandt andet fortalte med interessant om det at skrive erotic romance, til forskel fra erotica, og hvordan hun har fået henvendelser fra læseres mænd, som takkede hende. Jeg havde intet problem med at forestille mig dette og jeg tror ikke, jeg holdt op med at smile, eller direkte le, under hele interviewet. Det var helt sikkert det værd at føle, at jeg havde løbet rundt hele dagen for at nå alt andet, så jeg kunne sidde og nyde det interview. 

Til slut nåede vi faktisk et programpunkt, som vi var begyndt at overveje, om vi skulle skubbe til søndag. Men i selskab med Nikoline traskede vi ned mod Rosinante&Co.s store stand, hvor vi nåede at høre det sidste af interviewet med Sofi Oksanen, før hun signerede bøger. Jeg har kun læst en af hendes bøger, og det var i forbindelse med studiet, men det var alligevel noget særligt at få en af hendes meget fine, og ret specielle, autografer i min udgave af Renselse.


tirsdag den 22. november 2016

Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen


Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen. Udgivet af Tellerup i 2016.


Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup. Alle meninger og holdninger, der gives udtryk for, er mine egne.

I fremtiden er verden blevet en anden. Lucas og de andre forældreløse børn og gamle mennesker, samfundets svageste, sendes til et område uden for Storbyen, kaldet Zonen, et gennemgående gråt og trist sted. Da Lucas' bedste ven, den hemmelighedsfulde Cassandra, en nat forsvinder sporløst fra Zonen, er det eneste Lucas kan tænke på at finde hende igen. Sammen med en lille gruppe af venner fra Zonen, finder han frem til et skjulested, hvor de finder en masse ting og sager, der giver hints til, hvor Cassandra er. Deres bedste ledetråd er en liste, hun skrev og tallet 12, der er gentaget og gentaget igen og igen henover skjulestedets vægge. Lucas og de andre opdager, at Cassandra ikke længere er i Zonen, faktisk ikke engang i deres verden, men er rejst til en fremmed verden, der er alt det, Zonen ikke er: farverig, levende og overvældende. Men det er en verden, hvor løgne og hemmeligheder og sammensværgelser fylder meget og hele verdenen er på randen af en krig. Men Lucas er ligeglad, han vil bare finde Cassandra. Hvis den Cassandra, han kender, er til at finde i en verden spundet ind i løgne og forklædninger.


Det er ikke uden grund, at jeg i løbet af det meste af BogForum weekenden gik rundt og sagde "læs den!", hver gang jeg så nogen, jeg bare tilnærmelsesvis kendte, stå med denne her bog i hænderne. Selv læste jeg den på en enkelt aften, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg blev totalt opslugt.

"Kølig, frisk luft der rensede hans lunger og hans sjæl. En antydning af noget stort og solidt der rejste sig lige ved siden af ham.
Og så et behov for at vende tilbage til det velkendte, at samle tankerne og bearbejde alle indtrykkene inden han mistede forstanden."

Vejen til Panteon er en fantasy-roman, der er en hyldest til genren. Og den er fyldt med referencer til kendte fantasyromaner eller -serier, så som Lord of the Rings, Harry Potter og endda Percy Jackson and the Olympians. For mig personligt vandt Boris lige lidt ekstra point ved at referere til Alagaësia, det land, eller univers om mand vil, som bøgerne om Eragon finder sted - det er nemlig en personlig favorit af mine og som jeg altid synes, bliver overset herhjemme.

Men det fungerer for bogen. Det fungerer måske især fordi, det er karaktererne selv, der laver referencerne, og altid i forhold til deres eget liv. Og jeg kan virkelig godt lide denne lille gruppe af karakterer. Lucas fortæller langt det meste af historien, og han er lidt af en sjov hovedperson. For i starten synes jeg faktisk, han var rimelig irriterende, fordi han havde en tendens til ikke rigtig at gøre noget ved de ting, han tænkte på og lidt for meget en idé om, at skulle redde især Cassandra. Men det gik også op for mig, at Lucas' karakter er en af bogens styrker. For Lucas er ligeglad med krig og den fremmede verdens skæbne. Hans eneste mål er at finde Cassandra og hjælpe hende tilbage til Zonen og til ham. Til det liv, de kender. Og fordi Lucas ikke er den, der skal redde den anden verden fra krig eller overhovedet vil dette, får vi en historie, der på en gang føles som det bedste i klassisk fantasy og samtidig en ny vinkel. Læseren er lige så forvirret som Lucas over den anden verden, og hvor man kunne sige, at det ville forvirre mere end godt er, betød det for mig, at mysterierne omkring den anden verden netop blev så spændende. Jeg kunne ikke lade være med at forsøge at gætte, og jeg gættede helt sikkert forkert. Og til sidst kom jeg alligevel til at holde rigtig meget af Lucas.

""En ganske anden slags rigdom. Jeg fornemmer helt ind i sjælen at det her sted har set meget, oplevet meget, og at årtusinders hemmeligheder ligger begravet overalt omkring os.""

Det der med at gætte forkert, det vil jeg lige sige lidt mere om. Jeg har ikke tænkt mig at give spoilers, blot vil jeg sige, at der virkelige er nogle overraskende twists - som ikke burde være twists, de efterlod mig mere med følelsen af "det burde jeg da have regnet ud selv". For der var små tegn og hints. Og nogle gange bare nogle overraskelser. Og blandingen af de to er kun godt, det betød at jeg hverken sad og følte mig forvirret (mere end højst nødvendigt) og heller ikke kedede mig (på ingen måde).

Som sagt fortæller Lucas det meste af historien, men vi får også kapitler fra en af Empyrias engle, Saida. Jeg er meget spændt på at se, hvordan de to historier kommer til at flette sig ind i hinanden, forhåbentlig, og at vi kommer til at høre mere fra hende. Både fordi det var en meget fængende måde at få et indblik i den Anden Verden og få noget af det at vide, som Lucas ikke ved og ikke er interesseret i at finde ud af. Især fordi, jeg virkelig godt kunne lide hende og hendes forhold til den verden hun lever i og de andre engle, hun omgås. Bogen er kun på 429 sider, men der sker så meget fordelt mellem de to karakterers historier, at det slet ikke føles sådan. 



Som sagt, så er min første indskydelse at "pushe" denne bog til alle, der har en interesse i fantasy. Jeg har i mange år ikke rigtig læst dansk fantasy, ikke fordi det ikke rigtig har været der, men måske fordi jeg har haft en fornemmelse af, at det ikke kunne leve op til at brede udvalg fra Amerika.

Men Vejen til Panteon er helt sikkert et stærkt bud på dansk fantasy, når det er bedst. Jeg føler mig stadig en smule blæst bagover, selvom det er to uger siden jeg vendte den sidste side. Og jeg er spændt på, hvad der venter i det næste bind. Ind til da kan man altid gå ind på den tilhørende hjemmeside og læse mere bagom bogen og karaktererne. 

mandag den 21. november 2016

BogForum 2016 - Fredag


Fredag morgen den 11. november stod jeg tidligt op. Meget, meget tidligt. Men det var helt fint med mig, for snart sad jeg i en bil sammen med tre andre søde bogbloggende piger, Mai, Malene og Rikke på vej mod BogForum.

Jeg mødtes med Marie derinde og vi brugte først lidt tid på bare at finde os til rette - og stå i en meget lang kø for at få min taske i garderoben - før vi gik ind. Som altid følte jeg mig ret overvældet lige i starten, har man aldrig været til BogForum i Bella Center, så tør jeg godt love, at billeder på ingen måde lever op til det virvar af kaos, der er derinde.

I år var det måske knap så slemt, dels fordi vi kom så tidligt, mere eller mindre til messens åbning faktisk, men også fordi arrangørerne i år havde lavet et særskilt område til BørneBogForum, hvilket jeg kommer tilbage til senere.


Det første punkt på programmet var et interview med Anette Herzog og Rasmus Bregnhøi om bogen Hertestorm, en graphic novel, som jeg i sommers havde hørt rigtig fine ting om fra Rikke. Det var ikke hele interviewet vi hørte, for vi måtte bruge lidt tid på at gå rundt på standen for overhovedet at finde bogen. Min manglende orienteringsevne bliver altid virkelig udstillet sådan et sted som BogForum. Men vi fandt bogen og mens vi stod i kø til signeringen, kunne vi høre resten af interviewet og det fik mig kun til at ville læse den endnu mere at høre de to fortælle om bogens temaer. Jeg fik min udgave signeret af dem begge to og bogen er så smart, at hvis man læser den fra den ene ende af, er historien fortalt af Viola og vender man den om og læser fra den anden side mod midten, får man historien fra Storms synsvinkel. Så jeg gjorde det, at jeg fik Anette til at signere der, hvor Violas historie startere og Rasmus til at signere der, hvor Storms begynder. Og så fik jeg endda en fin tegning med, jeg lover at fremvise den i min book haul vlog. Hvis ikke man kender noget til bogen, kommer der herfra en helt klar opfording til at anskaffe sig den. Måske til en teenager i sit liv, måske til sig selv. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse den.


Vi kom forbi Plusbogsstand og blev meget hurtigt fanget af deres mange tilbud. Så jeg fik de to sidste Calendar Girl bøger med mig hjem, hvilket hele tiden havde været planen, da forfatteren Audrey Carlan var på messen om lørdagen. De virkelig søde mennesker fra plusbog gav os også en lille goodiebag med, med forskellige tegneartikler og post-it notes. Og en valgfri gratis bog!


Et af højdepunkterne på programmet fredag, som vi faktisk havde været nødt til at tilsidesætte andre interessante punkter for at kunne nå, var da Meredith Russo blev interviewet hos Lindhardt og Ringhof. Det var i den forbindelse, at jeg bevægede mig over i BørneBogForum sammen med Marie og Mia, som vi stødte på derinde. Jeg havde nemlig ikke hendes bog på forhånd, men den stod øverst på min liste over dem, jeg ville finde på messen. Men vi kom også hurtigt ud derfra igen, man kunne nemlig godt mærke, at fredag også er den dag, skoleklasser er derinde og selv om der ikke ligefrem er stille i de store haller under messen, så var det noget helt andet derinde.

Interviewet med Meredith Russo var alt det, jeg håbede på og mere til. Det var svært ikke at lade mig rive med af, når hun fortalte om både bogens hovedperson Amandas fortælling, men også sin egen. Og jeg sad sådan og ønskede, at jeg kunne skrive mit bachelorprojekt om, at jeg kunne tage mit emne om diversitet i ungdomslitteratur og ændre hele problemformuleringen, så jeg kunne tage hendes bog med og nogle af de virkelig rammende pointer, som hun havde. Jeg tror virkelig, man kan gøre sig selv en tjeneste ved at læse hendes bog - og høre eller læse de interviews, hun har givet.

Der var måske også et lille øjeblik, hvor hun komplimenterede min hårfarve og jeg hendes.


Egentlig havde vi ret travlt fredag, men der var et programpunkt, jeg meget meget nødig ville gå glip af. Nemlig at høre Nanna Foss læse op af Ursiderne, den tredje bog i Spektrum-serien, som kommer en gang i 2017. De fleste, der har fulgt med på bloggen et stykke tid vil allerede være kar over, at jeg er meget vild med den serie og at jeg glæder mig rigtig meget til den næste bog. Og det gør jeg bestemt også efter at have hørt de første fem (?) kapitler af bogen, sådan som de er lige nu. Og så synes jeg, det er virkelig morsomt, at jeg havde gættet rigtigt på, hvem fortælleren er. Tilbage i sommers, meget kort tid efter jeg havde læst bog nummer to, gættede jeg på, at det ville være Nasrin. Og selv om mange har insisteret på Noah, holdt jeg altså fast i mit bud. Og efter at have hørt bare en lille smule af bogen, hvor hun fortæller, er jeg meget nysgerrig efter at lære hende at kende.

Jeg tror, jeg holder ventetiden ud ved at genlæse de første to bøger.



Jeg sagde, at Marie og jeg havde travlt. Og det er rigtigt nok. Jeg havde nemlig været så heldig at vinde billetter til en ekslusiv forpremiere på filmen 'Syn minutter over midnat', der er baseret på bogen Monster af Patrick Ness. Og efterfølgende Q&A-session med selvsamme Patrick Ness. Før vi smuttede fra Bella Center, var jeg forbi de venlige mennesker hos Arnold Busck og fik en virkelig fin goodiebag med de fineste kort, lækker chokolade og nogle rigtig fine notesbøger, altsammen i en mulepose med påtrykket "It is what it is" - jeg er vild med den.

Da der er så længe til at filmen kommer i de danske biografer hverken kan eller vil jeg fortællle noget om den nu og jeg vil nøjes med at anbefale, at man tager ind og ser den. Det var rigtig spændende bagefter at høre Patrick Ness fortælle om, hvordan bogen blev til, jeg vidste for eksempel ikke, at det ikke oprindeligt var hans idé, Han er sådan en rar og charmerende mand - og helt nede på jorden og jeg tror, jeg beundrer ham lidt mere end jeg gjorde før.

Den var langt fra slutningen på min fredag i København, om aftenen tog jeg nemlig med Marie til koncert og det endte derfor med at blive en meget lang dag. Men da jeg endelig faldt i søvn, havde det også været en meget god dag.

onsdag den 16. november 2016

BogForum 2016 - stemningsbilleder

Som sædvanlig har jeg haft for travlt med at gå rundt og kigge og glemt at tage billeder, så jeg ved, at jeg har set meget mere end billederne viser. Men i det første af mine indlæg om årets BogForum i Bella Center vil jeg netop dele nogle billeder med jer, de er blandet fra alle tre dage og er blot for at give et indtryk af stemningen i løbet af weekenden. Jeg har skam planer om indlæg om de enkelte dage.

mandag den 14. november 2016

NaNoWriMo 2016 - en skriveupdate #2



Jeg ville egentlig have udgivet et indlæg om mit nuværende ståsted i lørdags, men grundet BogForum er det blevet skubbet til i dag. Selv om jeg i skrivende stund ikke har skrevet noget siden onsdag aften. Det er meget, meget mærkeligt for mig, at jeg ikke har skrevet noget i 4 hele dage, og det betyder også at selv om jeg var foran før jeg tog afsted til BogForum, så er jeg i øjeblikket godt 3.300 ord bagud i forhold til NaNoWriMos egen tidsplan.

Men jeg har det overraskende roligt med det. For det første ved jeg, at jeg godt kan nå at indhente det, det er ikke uoverskueligt og samtidig tænker jeg, at en tænkepause har været godt for mig. Jeg er nemlig ikke helt sikker på visse dele af midten af denne her historie og det stresser mig mere end godt er. Jeg nåede op på de 20.000 ord efter et rigtig godt Write-In på biblioteket sidste tirsdag og om onsdagen pressede jeg mig selv for at nå de magiske 20k før midnat, så jeg nåede det med 7 minutter igen. Og siden har jeg holdt fri.

I øjeblikket er jeg lige over de 20,000 ord og med et planlagt Write-In i morgen tror jeg på, at det ikke bliver noget problem at indhente det, jeg er kommet bagud. Nu hvor jeg har holdt "fri" et par dage, er jeg til gengæld også virkelig begyndt at savne skriveriet og selv om der lurer hele to eksamensopgaver ude i fremtiden og underviserne allerede nu er begyndt at snakke op problemformuleringer og andet vidunderligt eksamens-agtigt, så er jeg stadig fortrøstningsfuld, når det kommer til at balancere studietlivet og skrivetiden.

Som sædvanlig kan man følge med i, når jeg kommer i gang med at skrive igen, på Instagram og Snapchat, samt Twitter, alt sammen under navnet "RegitzeXenia". Og hvis I deltager er i meget velkomne til at tilføje mig som writing buddy på NaNoWriMos hjemmeside, derer mit brugernavn også Regitze Xenia.


tirsdag den 8. november 2016

The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde af R. L. Stevenson


"The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde" i Dr Jekyll and Mr Hyde with The Merry Men and Other Stories af R. L. Steveson. Udgivet af Wordsworth Editions Ltd. i 1993, historien blev første gang udgivet i 1886.

* rating er af bogen som helhed, men jeg ville nok give 5 hjerter til denne her historie, det er de andre, der ikke har helt samme effektfulde fornemmelse.

Historien om Dr Jekyll and Mr Hyde er kendt i mange former og ikke mindst igennem mange medier. Men faktisk fortælles historien på en helt særlig måde, nemlig igennem oplevelser, der genfortælles enten til en bekendt eller igennem en nedskreven gennemgang. Og den egentlige historie fortælles igennem Mr Utterson, advokat og Dr Jekylls ven igennem mange år. Igennem hans øjne følger vi, hvordan han først hører om manden, der bliver kaldt Edward Hyde og man langsomt hører om, hvordan denne for de fleste ukendte mand har hang til unavngive "vices", og hvordan Utterson prøver at finde ud af, hvordan sådan en usympatisk og senere også kriminal mand er forbundet med Dr Jekyll.

“Quiet minds cannot be perplexed or frightened but go on in fortune or misfortune at their own private pace, like a clock during a thunderstorm. ”

Som jeg sagde, så er historien ikke ukendt. Faktisk husker jeg tydeligt, at den første gang jeg stødte på historien om en god person, der bliver splittet i to og får en helt igennem ond dobbeltgænger, var i en Mickey Mouse tegneserie af alle steder. Nu genlæser jeg den omtrent hvert år i oktober, ligesom Bram Stokers Dracula, for de har begge to det til fælles, at de emmer af uhygge og gru, på en måde som er så menneskelig, at jeg ikke kan lade være med at blive fascineret. Og selv om det ikke er første gang jeg læser historien, bliver jeg alligevel stadig grebet af den. R. L. Stevenson formår på meget få sider at fortælle en historie, der kyber ind under huden på mig og selv om jeg godt ved, at Jekyll og Hyde er den samme person, er det stadig let at mærke, at Stevenson virkelig har gjort meget for, at man netop ikke skal vide det. Og det har sikkert virket, dengang den først så dagens lys, men efterhånden er selve fænomenet "Jekyll & Hyde" gået hen og er blevet et sådant et udbredt udtryk om radikalt skiftende personlighed i en given/givne situationer, at jeg tror, de fleste kender lidt til denne del af historien, også hvis de ikke har læst bogen.

Men for mig tager det ikke noget væk fra bogen, at jeg kender forklaringen på Uttersons spørgsmål og ved, hvordan den slutter. Jeg nyder at genlæse den alligevel og bide mærke i de små detaljer i beskrivelserne, For R. L. Stevenson har skabt en historie, der virkelig spiller på nerverne, når man læser den.

Der er rigtig mange måder, man kan vælge at tolke bogen på, en virkningsfuld skildring af menneskets gode og dårlige sider, som noget, der er i os alle, er blot en af dem. Man kan også vælge at gå til den med en vinkel, der ser mere på samfundets til tider dobbeltmoralske holdning til mange spørgsmål, især på Stevensons egen tid, og der er sikkert mange andre indgange, jeg ikke selv har tænkt over. Og det er måske derfor, jeg så godt kan lide denne her bog. Den hadefulde, og let-at-hade Mr Hyde og den på mystisk vis forsvindende, men i alles øjnene elskelige Dr Jekyll er karakterer, som de fleste kender, men bogen rummer mange måder at se dem på. Den italienske forfatter Italo Calvino har sagt "A classic is a book that has never finished saying what it has to say" og for mig er The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde netop sådan en bog.

søndag den 6. november 2016

#NaNoWriMo2016 - en skriveupdate #1


Det er november og igen i år går det løs. Så hvis man undrer sig over, at jeg ikke er specielt aktiv på de sociale medier, hvorfor jeg næsten ikke opdaterer mine bøger på Goodreads og hvorfor både min Instagram og Snapchat story flyder over af billeder af tekopper, worddokumenter og lyden af tastaturklik, så kommer der her svaret: NaNoWriMo 2016 er over os. Og jeg nyder det.

Jeg var faktisk ret ængstelig, før vi gik igang. De sidste tre år har jeg deltaget og vundet, mens jeg har gået på bacheloruddannelsen og selv om det nogle gange ikke var let og betød nogle lidt lange nætter, så følte jeg ikke på samme måde, at jeg blev nødt til at skubbe især studierne til side for at nå at skrive. Jeg ved godt, at det er en selv, der styrer det, men jeg er typen, der, når jeg har sat mig dette mål på 50.000 ord på 30 dage, så vil jeg også gerne nå det. Og gøre meget for at nå det.

Så at skulle få NaNoWriMo til at gå op i en højere enhed med kandidatstudiet var noget, der gav mig hovedpine længe før vi skrev november. Jeg kunne fra starten mærke, at læsebyrden var større og alle fagene krævede mere forberedelse til undervisningen. Og havde flere mindre opgaver løbende end jeg tidligere har oplevet. Så jeg gjorde mit bedste i efterårsferien for at læse foran, få læst flere af de romaner og dramaer, som vi  skal arbejde med i løbet af måneden, for at få mere luft. Men der er stadig en del at nå. Når jeg siger, at jeg har 9 undervisningstimer om ugen, glemmer man ofte, at der i reglen ligger mindst 2 timers forberedelse bag hver undervisningstime - og det er endda lavt sat.



Men jeg elsker NaNoWriMo. Jeg nyder det, fordi det netop er en måde at få skrivetid ind i en meget travl hverdag, der i forvejen i høj grad er præget af bøger og læsning og nogle gange er jeg ved at blive skør af at se ord alle vegne. Jeg elsker at sætte ord efter ord på papiret og langsomt, men sikkert nærme mig målet og se den historie, jeg har i hovedet folde sig ud på skærmen foran mig. Jeg har nydt at mødes med et ekstra stort antal WriMos i Odense i år, nogle gamle kendinge og nogle nye, også nogen der er nye i forbindelse med NaNoWriMo og som får mig til at føle mig som en hel veteran med mine 3 tidligere deltagelser. Jeg følger ivrigt med i mine writing buddies forløb og synes, jeg er kommet i umådeligt godt selskab i år. Jeg har købt pebernødder og drikker te i kandevis. Om natten tager jeg chokoladen frem. Jeg skriver bedst om natten, og de fleste af mine ord ind til videre er skrevet mellem 20 og 24, hvor det af en eller anden grund bare fungerer bedst for mig. Men jeg er både heldig og uheldig i, at jeg bor alene. Der er ingen at tage hensyn til, så jeg kan sagtens sidde og skrive til klokken 2 om morgnen, hvis det er det, jeg vil. Til gengæld betyder det også, at jeg selv skal huske alt det praktiske og jeg kan godt mærke, at jeg er begyndt at skubbe aftensmaden lidt mere for hver dag. Men faktisk har jeg endnu ikke skrevet natten lang. Endnu.

Og det er faktisk gået rigtig godt ind til videre i år. Ordene flyder generelt ret godt og jeg er i skrivende stund godt på vej mod mit mål for i dag, dag 6, på 15.000 ord. Jeg er noget foran den plan, NaNoWriMo forsyner dig med, som fortæller hvor meget du skal skrive i gennemsnit for at nå op på 50.000 ord den 30. november, men det er helt med vilje. For det første er mit mål at nå op på 60,000 ord. Jeg vil nemlig gerne have, at dette projekt kommer op i nærheden af den første bog i serien, der efter sidste gennemskrivning ligger på omkring 85.000 ord, så selv hvis jeg når mit mål, tror jeg ikke, at jeg bliver færdig. Måske ender jeg endnu en gang med at overpræstere og simpelthen skrive det færdigt, men det er ikke en plan, jeg har lagt mig fast på. (Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der syntes der var ret mange tal i det afsnit, vel?)

Min anden grund til at nå foran nu er BogForum. Jeg kommer til at hive alle 3 dage helt ud af mit program i den anledning, for jeg regner med at bruge alle dages timer ude på messen eller en af de efterhånden mange andre ting, jeg skal til sammen med Marie i løbet af den weekend. Og så regner jeg lige med at hilse på et par andre deltagere til messen, og høre om de også synes det er enormt svært at tage 3 hele dage ud på den måde?


Hvis I har lyst til at læse mere om NaNoWriMo, kan I gøre det her. Man kan følge med i mit forløb via dette link. Og se mine foromtalte stories på både Instagram og Snapchat under navnet "regitzexenia". For ikke at nævne Twitter, samme brugernavn og nogle gange rigtig mange oversprings-opdateringer.

I år skriver jeg på en efterfølger, som jeg vidst fik teaset for lidt længere oppe. Jeg kalder den for Stjerneskær og som det nok er let at regne ud er det efterfølgeren til Måneskin, det manuskript, jeg rettede igennem i sommers og som jeg skrev første gang til NaNoWriMo tilbage i 2014 - det er i øvrigt derfra, den vanvittige start med 10.000 ord 2 dage i træk stammer fra, hvis man har set det på Instagram. Og det er på en måde rigtig dejligt, for jeg har allerede etableret de forskellige karakterer og ikke mindst folk og verdener, det gjorde jeg som en del af baggrunden for den første bog, selv om meget af det på ingen måde kom ind i bogen. Ind til videre er jeg fuld af kærlighed til denne her del af historien, som introducerer så meget mere af den verden, jeg skabte og som jeg elsker så højt.

Jeg vil da lige slå et slag for min skrivespilleliste. Den er lang, meget lang. Og den spænder så bredt, at den faktisk giver et godt indblik i, hvor bred en musiksmag jeg har. Jeg blev nemlig ret træt af, at jeg havde så mange forskellige spillelister, at jeg samlede dem til en stor, som man kan finde på Spotify. For mig kører den på shuffle det meste af tiden og ja, det er lykkedes mig at blive distraheret nu og da, når der er blevet spillet en sang, jeg godt kan lide eller lige havde glemt, jeg havde tilføjet. It's all good though, en lille pause nu og da er ikke at kimse ad. Man kan finde spillelisten lige her.


 

Template by BloggerCandy.com