fredag den 30. september 2016

Skønneste september | Tilbageblik #24


Ikke på billedet: Før Legend af Marie Lu, Aftalt spil af Elle Kennedy og Lagt på is af Elle Kennedy.

September var noget så fin. Kortvarigt sommeragtigt vejr betød at jeg nød solen i fulde drag, men for at være ærlig, så er det, jeg har gjort mest i denne måde er at studere. For september har de sidste år været ensbetydende med studiestart og denne gang er jeg startet på kandidatuddannelsen og kan godt mærke, at læsemængden og kravene er sat op. September betyder altid læsetørke, fordi der er så meget andet, jeg skal nå og så lidt tid. Jeg har nydt septemberdagene som de er blevet køligere, efterhånden er cykelstien ud til universitetet dækket af blade og selvom jeg har brugt meget af måneden på at komme tilbage ind i en læserytme, har der også været tid til andet. I går blev det endelig tid til at se filmatiseringen af Miss Peregrine's Home for Peculiar Children, som jeg har glædet mig til længe. September bød selvfølgelig også på bogbloggertræf og meget andet. Selvom september er en ret lang måned, er jeg smadderglad.

I september læste jeg 10 bøger, hvilket kom lidt bag på mig, for jeg har ikke haft følelsen af, at jeg har læst noget overhovedet. Og når jeg ser på de bøger, jeg har læst, forstår jeg ikke hvorfor, for jeg har været meget glad for langt de fleste af dem.

I september købte jeg egentlig kun 2 bøger, Richard III til undervisningsbrug og så faldt jeg over Jennifer Nivens Som stjerner på himlen på tilbud - og blev nødt til at eje den. Men jeg har også modtaget Blodet bånd, den tredje bog i Morika-trilogien af Sidsel Sander Mittet fra Facet og Boris Hansens Vejen til Panteon fra Tellerup. Og så kom jeg hjem med en overvældende stor stak boglykke efter bogbloggertræf.


Septembers positive læseoplevelser var faktisk ret mange. Jeg slugte Blodets bånd af Sidsel Sander Mittet på ingen tid, jeg har læst Afterworlds af Scott Westerfeld, indtil jeg blev distraheret af alt andet og stadig mangler et par hundrede sider i. Jeg blev glædeligt overraset over den første bog i Audrey Carlans Calendar Girl og har læst en fin stak New Adult bøger i form af Cora Cormacks Som stjernerne står og Som sendt fra himlen, der efter bogbloggertræf og gavekortet til Storytel fik selskab af Elle Kennedys Aftalt spil og Lagt på is, som jeg ikke kunne holde op med at lytte til på trods af at jeg faktisk aldrig har været god til lydbøger. Jeg er stadig benovet over Amy Kaufmann og Jay Kristoffs Illuminae, der er unik på så mange måder og en helt vild læseoplevelse.

Septembers skuffende læseoplevelser er svære at få øje på, eftersom jeg ikke har læst så mange bøger i denne her måned og egentlig har været meget glad for dem, jeg har læst. Jeg er dog stadig ikke sikker på, hvad jeg skal mene om John Steinbecks ellers meget populære Grapes of Wrath.

Septembers lyrikvalg forsvandt for mig.

Septembers murstensroman var Afterworlds af Scott Westerfeld, som jeg desværre ikke er blevet færdig med endnu, selvom jeg faktisk virkelig godt kan lide den. Tiden rendte bare fra mig, I guess.

Septembers korteste bog var Før Legend af Marie Lu, en ebog med to noveller om Day og Junes liv før den første bog i Legend-trilogien og som formåede at stille min trang til mere for nu.

Septembers længste bog var Illuminae på 599 sider.

I oktober vil jeg fortsætte med det, jeg gør nu. Læse lidt ind i mellem studielæsningen, blogge når jeg kan. Jeg bliver nødt til at planlægge novembers NaNoWriMo-projekt og jeg ved, at jeg kommer til at bruge min efterårsferie på at skrive opgaver til universitetet. Heldigvis er de ikke store. Jeg tænker, jeg kommer til at bruge regnvåde dage med at læse og drikke te. Jeg ved, at jeg vil nyde flere lydbøger, som jeg er ved at blive bedre til at lytte til uden at blive distraheret og som altid vil jeg nok genlæse Dracula eller Dr. Jekyll & Mr. Hyde, når vi nærmer os Halloween. Hvis oktober bliver som september har været de sidste par uger, kan jeg slet ikke vente med at finde ud af hvad oktober vil bringe mig.

mandag den 26. september 2016

Bogbloggertræf 2016


Igen ir år var der bogbloggertræf i Aalborg og lige som sidste år gik det lidt hen og blev en af septembers højdepunkter. For mig startede dagen tidligt, da jeg mødtes med Lisbeth, Melani og Mia om morgenen, så vi kunne køre sammen - hvilket var virkelig rart i forhold til sidste år, hvor jeg tog toget, det var en meget hyggeligere tur derop i år!

Lige som sidste år startede dagen med, at alle gik rundt og ledte efter deres plads, men det går heldigvis let, når der er navneskilte på alle pladserne - og blognavne, for det er ikke altid til at sætte ansigt på de forskellige navne. Ved hvert bog sad der desuden en af i alt fire danske forfattere, Marie Louise Rønning, Nanna Foss, Pernille Vørs og Nick Clausen, hvem jeg var så heldig at sidde ved siden af og derfor kunne snige mit medbragte eksemplar af Drømmeland over til og få signeret (du kan i øvrigt læse min anmeldelse af Drømmeland her). Lige som vi kom i gang med at spise, fik vi lov til at pakke de flotte pakker på bordene op og det viste sig at være Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten, som var årets hemmelige gæst - og jeg tror ikke, det lille glædeshyl jeg udbrød var det eneste. Hun fortalte i en spændende samtale med Irene fra Boghunden om alt fra bogens tilblivelse som en overspringshandling, til redigeringsprocessen og ikke mindst hvordan det nu er at være forfatter.


Snakken gik, der blev afholdt konkurrencer og uddelt de først bookiebags, der indeholdt flere spændende titler, som jeg glæder mig til at få tid til at læse. Med så mange bogbloggere i et lokale falder snakken meget let på bøger og jeg tror slet ikke, jeg nåede bare at hilse på alle, men det var skønt både at gense gamle ansigter og en masse nye.

Amanda Emma fra Frk. Litteratur havde en pose af de yndigste bogmærker med, hun havde lavet og jeg kunne slet ikke stå for så mange af dem. Jeg tror snart, jeg har flere bogmærker end jeg har bøger (okay, måske ikke helt endnu).



Efter den fine bogkage kom frem, hørte vi Mie fra DreamLitt fortælle om det at være oversætter, både om fremgangsmåden, men også de problemer, man kan rende ind i. Og da det er hende, der har oversat Brandon Sandersons 'The Reckoners' til dansk ("Fortropperne"), var det helt umuligt for mig at koncentrere mig om at spise kage samtidig med - jeg er nemlig en af dem, der venter spændt på Kalamit, den tredje og sidste bog. Men også fordi det var virkelig spændende, for jeg har ofte valgt oversættelser af især engelske bøger fra, men har samtidig tænkt at det at være oversætter godt kunne være en mulighed en gang, så jeg har et underligt blandet forhold til det at oversætte bøger - og så var det bare spændende at høre om.


Selvom de fire forfattere var inviteret med som gæster, var der også tid til at få signeret bøger, så jeg havde med møje og besvær fået Geminiderne med i min taske, så Nanna kunne skrive i den. Prøv lige at se den håndskrift?! (Ignorerer mærkaterne, de er faktisk til et senere indlæg, meeen det skal vi ikke snakke om nu - selvom jeg fik snakket en del om det i lørdags).

Dagen sluttede af med en debatrunde ligesom sidste år og vi kom ind på så mange forskellige ting at det er svært at opsummere. Men det var skønt at høre de forskellige meninger til alt fra stjerner til hvad hvis man bliver bedt om at ændre en anmeldelse og så meget mere. Det er faktisk en af de ting, jeg ofte ser frem til ved bogbloggertræffet, for med lige knap 2 år som blogger ser jeg stadig med selv som meget ny i gamet, og ikke alene er det ufatteligt hyggeligt at møde andre bloggere - og nørdet - men også, om end ikke lærerigt, så tankevækkende.


Efterfølgende fik vi endnu en bookiebag og snakken gik livligt på de forskellige bøger. Og så var det faktisk efterhånden ved at være tid til at sige farvel og tak for denne gang. Jeg havde en enormt hyggelig dag - og jeg tror aldrig min snapchat story har haft så mange views! - og selvom jeg slet ikke nåede at tale med alle, så var jeg rigtig glad for at være med igen i år.

Stort tak til Irene, Michelle og Simone for alt det arbejde, de lægger i at arrangere træffet - og for en rigtig god dag!

Og ikke mindst til alle sponsorerne for at forkæles os fuldstændigt; Bog & Idé Aalborg, Dansk BibelselskabDreamLitt, Forlaget Facet, Gads Forlag, Gyldendal, Jentas, Lindhardt og Ringhof, Lotte Petri, Marie Louise RønningNick ClausenNicole Boyle Rødtnes, Pernille VørsPlusbog.dk, Politikens Forlag, Rosinante & Co., Storytel, Turbine Forlaget og Tellerup.

Og til Evas kagerier for den fine bogkage!


Tak for et godt træf igen i år! Det er altid så hyggeligt at mødes med jer andre og få sat navne (og ansigter) på blogsne.

torsdag den 22. september 2016

Mig før dig af Jojo Moyes


Mig før dig af Jojo Moyes. Udgivet af Rosinante & Co. i 2012, originalt udgivet i 2012. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

Louisa Clark, kaldet Lou, er hoppet fra job til job i årevis. Hendes positive og udadvendte attitude gør det let at falde til et nyt sted, men da hun bliver handicaphjælper for Will Traynor kommer hun på en virkelig prøve. Og hun har ingen anelse om, hvordan hendes tid med Will vil forandre hende. Will derimod have alt, indtil ulykken. Nu er han lam og afhængig af andre for næsten alting. Det eneste Will ønsker sig er at dø, for han kan ikke længere leve det liv, han levede. Da hans mor ansætter Lou som hans nye hjælper, er han ikke videre imødekommende, men Lou giver ikke op og langsomt åbner Will op - for Lou og for livet.

Mig før dig er muligvis Jojo Moyes' mest populære roman - og jeg forstår godt hvorfor. Hvis jeg skulle sige bare én ting som denne her bog, så er det, at jeg græd. Jeg sad helt ærligt med tårer trillede ned af kinderne og en kæmpe omgang "ugly crying", da jeg læste de sidste par kapitler af denne her bog. For jeg kunne ikke lade være med at ønske, at slutningen ville være anderledes, selvom jeg vidste på forhånd, at det ikke ville være tilfældet. Og måske ønskede jeg det i virkeligheden mest, fordi det var svært ikke at holde af Lou, og ønske at hun var lykkelig. Jeg elskede hende for hendes optimisme, der nu og da grænsede til det håbløst naive, men det passer så godt den til person, hun er. Også selvom det frustrerede mig ret meget, så blev jeg også ret glad indeni af den måde hun tacklede problemerne på, uden at give op og uden at lytte til andres bedrevidende, men venligt mente råd.

"Der skete noget den aften. Lysene blev dæmpet, så vores lille bord blev knap så iøjnefaldende, den overvældende blomsterduft blev dæmpet af aftenbrisen, og musikken og vinen og dansen gjorde, at vi rent faktisk hyggede os, tro det eller lad være. Jeg havde aldrig oplevet Will så afslappet. Han sad mellem mig og Mary og snakkede og smilede til hende, og måske fordi han så så glad ud, ar der ikke nogen, der så skævt til ham eller sendte ham medlidende blikke, sådan som de måske ellers ville have gjort. Han fik mig til at lægge stolaen og ranke ryggen."

Som jeg sagde, så forstår jeg godt, at det er Moyes' mest populære bog, den de andre ofte bliver sammenlignet med og den, der er blevet filmatiseret med Emilia Clarke og Sam Claflin i hovedrollerne. For det er en smuk og rørende historie om to mennesker, der i løbet af den tid de kender hinanden ikke bare lære hinanden at kende, men dem selv. Og hvem de var før de mødte hinanden, som måske, måske ikke er det samme som efter. Jeg jublede over Lous begyndende selverkendelse, da hun begyndte at sætte sine egne behov og ønsker for alle andre menneskers, så hun ikke glemte sig selv, selvom den tendens udsprang af kærlighed til hendes forældre, hendes kæreste, hendes søster og til Will. Og jeg følte mig uendeligt trist og modfalden på Wills vegne, en følelse der lige som for ham langsomt forsvandt som han begyndte at leve, i stedet for at overleve. Men jeg forstod også godt hans valg til sidst. Og egentlig er det derfor, bogen endte med at knuse mit hjerte. For jeg forstår dem godt, både Will og Lou - også selvom deres endelige ønsker ikke kan forenes.


torsdag den 15. september 2016

En plus en af Jojo Moyes


En plus en af Jojo Moyes. Udgivet af Rosinante & Co. i 2014, originalt udgivet i 2014. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.


En plus en handler om den unge enlige mor, Jess, som gør sit bedste for at skabe en ordentlig tilværelse for sine to børn; stedsønnen Nicky, der bliver turbomobbet i skolen fordi han går med make-up og datteren Tanzie, et matematikgeni. Og netop Tanzie er grunden til, at Jess og Ed ender med at lære hinanden at kende. Hun får nemlig tilbud om at være med i en matematikolympiade, på trods af at hun kun er ti år gammel, og rigmanden Ed, der er i juridiske problemer, ender ved en række tilfældigheder med at tilbyde at køre den lille og ret særprægede familie tværs igennem landet. Og det bliver en tur, der vil forandre alting.

Bogen bliver fortalt fra fire synsvinkler, Jess, Ed, Nicky og Tanzie og det er nok noget af det, jeg synes Jojo Moyes er allerbedst til. Igennem de forskellige synsvinkler betyder det nemlig, at man får historien fra forskellige vinkler, naturligvis, og der bliver gjort meget ud af at de forskellige synsvinkler er unikke til den karakter og samtidig supplerer hinanden. Især er jeg glad for, at man får Eds perspektiv med. Og børnenes.

"Alle dem, jeg nogensinde har mødt, som har været værd at kende, var en lille smule anderledes, dengang de gik i skole. Du skal bare finde dem, du hører sammen med."
"Dem jeg hører sammen med."
"Dit slæng."
Nicky skar en grimasse.
"Hør her, i rigtig mange år går man rundt og føler, at man ikke rigtig passer ind nogen steder. Og så en dag får man ind ad en dør, og det kan være på universitetet eller på et kontor eller i en slags klub, og så tænker man: 'Dér er de jo.' Og pludselig føler man sig hjemme."

Hvor skal jeg starte? Da jeg gik i gang med at læse denne her bog, første gang, for har læst den siden, vidste jeg en del om den, fordi jeg havde hørt Jojo Moyes fortælle om den på BogForum (tilbage i 2014), hvilket var noget af det, der virkelig fik mig til at ville læse den så hurtigt som muligt. En af de ting, hun sagde, at hun ønskede at skrive om med denne bog, var forskellen mellem rig og fattig i England og hvordan det påvirker mennesker og i mine øjne formår hun at beskrive begge dele på en måde, der ikke kun sætter det i ét bestemt lys. Og understrege, at forskellige mennesker har forskellige opfattelser af hvad det vil sige at være henholdvis rig eller fattig. Men selvom jeg synes godt om det aspekt, så var det især famileperspektivet, der virkelig gjorde det for mig. Jess ønsker ikke andet end at hendes børn skal have det godt, men det er ikke så let som den optimistiske kvnde kunne ønske sig. Hvilket i parentes bemærket er det, jeg ved at læse flere af Moyes' bøger, er faldet for; hendes kvindelige karakterer.  Og karakterer i det hele taget, det er let at føle en stærk forbindelse til deres realistiske adfærd. De er så godt udviklet og konkretiseret, selv i de små ting såsom Jess' veninde, som tager det som en personlig fornærmelse at Tanzie muligvis kan få et legat til en privatskole og som en kommentar til hendes egne børn i folkeskolen. Det er måske ikke den pæneste reaktion, men jeg tror, den er ret menneskelig.

Måske er det fordi, jeg nu har læst bogen et par gange, men jeg har aldrig fundet plottet specielt forudsigeligt eller kedeligt, men nogle gange slår det mig, at det går rigtig galt, som i virkelig, virkelig galt, før det overhovedet begynder at gå godt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at elske den og den er også gået hen og blevet min yndlings Moyes-bog, selvom jeg slet ikke har læst dem alle endnu. Og egentlig tror jeg ikke, at jeg synes 5 hjerter er nok.


onsdag den 14. september 2016

Les Misérables af Victor Hugo


Les Misérables af Victor Hugo. Udgivet af Wordsworth Editions Ltd. i 1994, originalt udgivet i  henholdvis 1857 og 1862. Læst på engelsk, originalsproget er fransk.



Det er nok værd at gøre opmærksom på, at selvom den er delt i to bøger, anser og anmelder jeg den som en samlet historie og én bog.

Da jeg først startede denne bog, vidste jeg på forhånd, at jeg meget hurtigt ville opdage, at historien Les Misérables som jeg kender den fra musicalen er langt fra hele historien. Og på dragende vis glædede jeg mig faktisk til at finde ud af, hvor meget jeg ikke vidste. Allerede i første volumen blev det tydeligt, for hele den første del går med at fortælle en karakters livshistorie, en karakter, der på trods af sin enorme indflydelse på Jean Valjean og dermed fortællingens udvikling, ikke har en særlig stor rolle i musicalen, i hvert fald ikke med hensyn til linjer og "screen time". Og det var enormt fascinerende. I Les Misérable arbejder Victor Hugo med et stort persongalleri, ofte falder en eller flere karakterer ud og det er Jean Valjean, der er den gennemgående centrale figur. Alligevel er der hele kapitler, og dele, der er dedikerede til andre karakterer eller lignende.

“Laughter is sunshine, it chases winter from the human face.” 

Måske skal det forklares. Bogen er delt ind i "books", som igen er delt ind i "parts", der til sidst er opdelt i "chapters". Det betyder, at kapitlerne ofte er meget korte, men Victor Hugo formår alligevel af tætpakke dem med informationer, hvilket også kan gøre læsningen lidt tung, men til gengæld er det let at føle, at man har nået at læse en del. Og jeg tror muligvis denne måde at pakke information ind, og som Hugo gør i denne bog dedikere kapitel efter kapitel til ikke bare at beskrive Paris' kloaksystem, men dets historie eller slaget ved Waterloo, hvor det først bliver klart hvorfor til sidst i kapitlet og man opdager, at det bliver vigtigt senere hen, alt dette er måske en af grundene til at klassikere, eller i hvert fald Les Misérable, kan være svær at læse. Og på sin vis er jeg rigtig glad for, at jeg valgte at strække den over en hel måned, så jeg ikke bare endte med at fare igennem kapitler, der måske har knapt så meget aktion.

“There is a determined though unseen bravery that defends itself foot by foot in the darkness against the fatal invasions of necessity and dishonesty. Noble and mysterious triumphs that no eye sees, and no fame rewards, and no flourish of triumph salutes. Life, misfortunes, isolation, abandonment, poverty, are battlefields that have their heroes; obscure heroes, sometimes greater than the illustrious heroes.” 

Les Misérables er en vidunderlig bog. Det er en historie om kærlighed, romantisk og familiær, ærlighed, patriotisme. Livet i almindelighed, fortalt i en fuldstændig ualmindelig historie. En historie om den menneskelige natur. Og jeg har ingen idé om, hvordan jeg på nogen tænkelig måde skal opsummere de 1000 sider på en måde, der giver mening. Men jeg kan ikke undlade at anbefale denne bog. Jeg nød virkelig at læse den i løbet af juli, selv når det føltes langtrukkent og bare alt for langsomt i forhold til plottet (for sådan havde jeg det også nogle gange, Victor. Hugo får en masse information med på meget lidt tid, men hvis du leder efter en plot-dreven historie, er det nok ikke Les Misérables du skal give dig i kast med lige nu).


Men sæt den på din læsteliste. Læs den.
Jeg er sikker på, du vil ikke fortryde det!


tirsdag den 13. september 2016

Top Ten Tuesday #51


Top Ten Tuesday er et ugentligt indlæg fra The Broke and the Bookish, der kombinerer en kærlighed til bøger og bogdiskussioner og listeskriverier. Hver uge gives en ny overskift over et emne, der er relateret til bøger på en eller anden måde og som der skal laves en liste over. I dag bliver det en smule tricky, overskriften er nemlig Top Ten All-Time Favourite Books of X Genre, så genren er op til den enkelte. Men det der med at vælge yndlingsbøger, det har jeg aldrig været god til. Og det er netop det, der gør Top Ten Tuesday til et sjovt indlæg at lave. Nuvel, jeg har valgt en af de genrer, jeg også ville kalde for mine favoritter, nemlig dystopi. Bøgerne derimod er ikke i nogen bestemt rækkefølge.

  1. Legend (Legend #1) af Marie Lu.
    Fordi det er ærligt talt ret skræmmende, hvilke længder den regering vil gå for at styre befolkningen.
  2. Specials (Uglies #3) af Scott Westerfeld.
    Et af de mest rædselsvækkende og tankeprovokerende fremtidsdystopier, jeg er stødt på.
  3. The Handmaid's Tale af Margaret Atwood.
    jeg får stadig kuldegysninger ved tanken om denne her bog.
  4. Scarlet (The Lunar Chronicles #2) af Marissa Meyer.
    Jeg er stadig helt vild med den måde hun blander science fiction og klassiske eventyr til en verden, der ikke kun inkorporerer ét kontinent, men hele Jorden (og Månen).
  5. The Giver (The Giver Quartet #1) af Lois Lowry.
    Jeg kan stadig huske, hvor meget det påvirkede mig at læse denne her bog og det er klart en, jeg synes alle burde læse.
  6. Angelfall (Penryn and the End of Days #1) af Susan Ee.
    Idéen om engle, der ikke er de søde og rare væsner, de ofte bliver portrætteret som, men faktisk er både uhyggelige og, jeg vil ikke sige onde, men i hvert fald mere som de bliver beskrevet i Biblen, hævnere og alting, var det, der tiltrak mig til Susan Ees bøg og jeg blev ikke skuffet.
  7. Ready Player One af Ernest Cline.
    Egentlig forstår jeg ikke, at jeg først er kommet i tanke om den nu, for hvis der var en bog, jeg virkelig elskede sidste år, så var det denne her!
  8. The Maze Runner (The Maze Runner #1) af James Dashner.
    Okay, faktisk hele serien, som jeg elsker nærmest betingelsesløst.
  9. Endgame af Samuel Beckett.
    En bog, jeg læste til studiet og som var så bemærkelsesværdig, at jeg ikke kan lade være med at tage den med.
  10. Catching Fire (The Hunger Games #2) af Suzanne Collins.
    Serien, der vel nærmest startede det hele.
Honourable mentions: Shatter Me af Tahereh Mafi, More Than This af Patrick Ness, Stålhjerte af Brandon Sanderson og Morika trilogien af Sidsel Sander Mittet.

søndag den 11. september 2016

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr


Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr. Udgivet af Politikens Forlag i 2014, originalt udgivet i 2014. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.


I Alt det lys vi ikke ser følger vi 2 børns skæbner under Anden Verdenskrig, to skæbner, der på en gang er meget forskellige og alligevel har meget til fælles i deres nærmest håbløs tragedie. Den blinde pige Marie-Laure, der finder vej rundt i sin franske by takket være den model, hendes far har lavet til hende, og uendelige gentagelser og optælling af skridt. Og i Tyskland vokser den forældreløse Werner op og finder i Hitler Jugend den eneste udvej fra et liv i minerne, en udvej, der skal vise sig at være lige så meget et fangenskab i en rolle som et liv i minerne. Selvom de to børn vokser op langt fra hinanden flettes deres historier og liv sammen igennem radioudsendelser, science fiction romaner og krigens hærgen. Og jeg er blæst omkuld.

Jeg ville egentlig have startet med at skrive, jeg at generelt ikke læser ret meget litteratur, der er sat i tiden omkring Anden Verdenskrig, men et enkelt blik på mine læsestats på Goodreads fortæller mig, at det slet ikke passer. Måske er det bare fordi, der ikke er nogen af de andre bøger, der rigtig kan måle sig med Alt det lys vi ikke ser. Og jeg ved heller ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare mit indtryk af bogen, for det er i mine øjne langt mere en bog, der skal opleves end læses.

Historien fortælles igennem meget korte kapitler, nogle gange nogle overraskende korte af slagsen, i et uendelig mønster af skiftende synsvinkler fra Marie-Laure fra hun er 6 år gammel og bliver blind og op igennem Anden Verdenskrig, til Werners barndom på børnehjemmet, hvor han rodede med at reparere radioer, først fordi det var spændende, fordi han kunne og fordi det betød at han og hans søster kunne lytte til forbudte udsendelser, til den sygdomsramte og døende von Rumpel i en nærmest cirklenlignende struktur, lejlighedsvist afbrudt af de andre karakterers input. De mange skift gør historien både uforudsigelig, men er også det, jeg virkelig blev benovet over, mens jeg læste. Anthony Doerr skriver på en helt specielt måde, som på en gang forekom mig uhyre enkel og let, og alligevel ofte betød at jeg blev nødt til at stoppe og lægge bogen fra mig.

Der bliver sagt så meget godt om denne her bog og jeg kan godt forstå hvorfor, og nu er jeg selv en af dem, der sukker over det fine sprog og den måde hvorpå Doerr igennem radiomekanik og tal og store romaner og små hensynsfuldheder fortæller en meget virkningsfuld fortælling og trækker lange tråde, der langsomt bliver spundet sammen og bedst som man tror, det vil ende med at blive en stor sammenfiltret knude, viser det sig at der er blevet bundet en yndig sløjfe på en historie, der gav mig hjertebanken. For det er nemlig lige hvad Alt det lys vi ikke ser er.


fredag den 9. september 2016

Blodets bånd (Morika #3) af Sidsel Sander Mittet


Blodets bånd (Morika #3) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Facet i 2015.


Du kan finde min anmeldelse af de første bøger her, Rent blod og her, Vildhunden og panteren.
Denne bog er et anmeldereksemplar fra Facet, alle meninger og holdninger er mine egne!

Den tredje og sidste bog om Morika hedder Blodets bånd og denne gang følger vi Eshri, Korau og de andre i deres store kamp for at bekæmpe Oryndro og forene hilaerne og morikanerne. Men selvom det sidste er lykkedes til en vis grad og de efterhånden har samlet et ret stor gruppe af begge folkeslag, er det langt fra lige til. Og midt i det hele bliver de unge mennesker også nødt til at indse, at kampen for at gøre det rigtige kan have store konsekvenser, også for dem selv.

"Hvordan var jeg endt her? For et år siden havde jeg været en uskyldig skolepige, nu stod jeg mellem de to mænd i mit liv. Ham jeg havde elsket, og ham jeg elskede - og som om det ikke var kompliceret nok, skulle vi også lige redde Morika."

Der gik vel 10 minutter fra jeg modtog denne bog med posten til at jeg sad pakket ind i mit tæppe og læste ivrigt med. Jeg vidste på forhånd, at det ikke ville blive muligt for mig at trække den over længere tid og faktisk endte jeg med at læse den hele forbløffende hurtigt. For Sidsel Sander Mittet skriver fantastisk og blander en episk fantasy verden med temaer, der er så velkendte og moderne, at resultatet bliver ret enestående. Efterhånden er jeg kommet til at holde rigtig meget af karaktererne og hvordan de har udviklet sig i løbet af serien og ikke mindst når udviklingen er negativ.

Denne her bog er uden tvivl min favorit i serien. Lige som de to første fordeles fortællerrollen mellem Korau og Eshri og denne her gang betyder det ekstra meget, fordi de to langt hen ad vejen befinder sig to meget forskellige steder - og i modsætning til i vores mobiltelefon-prægede verden har de ikke nogen måde at kontakte hinanden på, hvilket gjorde det lidt mere spændende at følge med i, især når man vidste at løsningen til den ene gruppes problemer lå hos den anden gruppe. Men der var også et par enkelt handlinger fra karakterernes side, jeg godt kunne have undværet.

Der var en hel del overraskelser i denne her bog, mindre afsløringer eller deciderede plottwists som jeg ikke havde set komme - hvilket var ret fedt. Jeg var ret sikker efter Vildhunden og panteren, men med Blodets bånd er jeg ikke i tvivl længere - jeg kan virkelig godt lide det barske og til tider ret vilde, men også mystiske og skønne universe som Sidsel Sander Mittet har skabt i Morika og dets mange folkeslag. Og jeg kom til at holde af karaktererne i sådan en grad, at det er lidt trist, at det er slut. Men når jeg læser slutningen, tænker jeg, at måske er der alligevel en lille dør på klem, en lille mulighed for mere Morika en dag. For jeg har slet ikke fået nok endnu.

"Når verden bliver sindssyg omkring en, er det bedst at blive sindssyg sammen med den."

torsdag den 8. september 2016

Specials (Uglies #3) af Scott Westerfeld


Specials (Uglies #3) af Scott Westerfeld. Udgivet af Simon & Schuster i 2012, originalt udgivet i 2006.

Jeg har tidligere anmeldt den anden bog Pretties.

Specials er den tredje og sidste bog i Scott Westerfelds dystopiske ungdomsserie om Tally Youngblood. Og muligvis min favorit ud af de tre. Det fantastiske og egentlig ret passende ved denne her serie er, at jeg i hvert fald oplever, at den får tankerne til at hvirvle rundt i mit hoved og alting. Og det er jo en serie om hjerne-operationer og ikke mindst voldsom manipulation af menneskekroppen, så jeg kan ikke lade være med at tænke, at det passer godt til.

“Having a brain hurt so much sometimes.”
Tally er blevet Special, et smukt, men instinktivt skræmmende supermenneske og sammen med hendes veninde Shay har de en helt specielt opgave. At finde New Smoke, David og de andres nye tilholdssted. Og selvom jeg aldrig rigtig kom til at holde af Tally som karakter, kan jeg ikke lade være med at elske hende for den udvikling hun gennemgår. Ikke udviklingen til Special, men udviklingen til at være sig selv, at tænke selv og at finde ud af, hvad hun står for. Samtidig har jeg været vild med David lige fra starten og jeg blev virkelig glad for, at han var så meget med i denne her bog. Også han tager nogle valg om, hvad han selv vil - og ikke hvad andre vil have ham til.

Med hele Uglies trilogien og med Specials især har Scott Westerfeld skabt en af de måske mest skræmmende fremtidsdystopier, jeg har læst i løbet af de senere år. På overfladen lader den ikke til at være så skræmmende igen, men især i denne her bog går det op for Tally, og der igennem for læseren, at ingen af fløjene har hundrede procent ret i deres opfattelse af verden eller deres opførsel. Og selvom jeg ikke bryder mig specielt meget om Tally, kan jeg godt forstå, at hun og andre føler sig forvirrede og som om de ikke har nogen fri vilje, for i det store og hele er der ingen af mulighederne, der lader til at være gode og i sidste ende handlede det mere om, hvad der er rigtigt. Og jeg er personligt vild med slutningen! Ikke bare hvad der sker, men hvad det betyder for bogens univers? Smokies (os, os der brænder fossile brændstoffer og langsomt men sikkert ødelægger Jorden) eller de, der har skabet hele forestillingen om Pretties (der måske løser problemet med de negative sider af menneskeheden, så som had og krig og andre negative følelser, men til gengæld ødelægger menneskets andre følelser og deres hjerner), hvem har ret og hvem skal man støtte? Måske holder jeg allermest af bogen for Tallys beslutning, men den afslører jeg ikke!

Egentlig har jeg det lidt med denne her bog som jeg havde det med især Pretties og det er at det tager et stykke tid at komme ind i bogen. Der går meget tid mellem bog 2 og 3 (og for den sags skyld mellem bog 1 og 2), hvor det der sker i mellemtiden kun fortælles i tilbageblik. Men med en ny bog kommer en ny post-operation Tally, med et nyt ordforråd - eller rettere nye betydninger af kendte ord - som man som læser er tvunget til at lære betydningen af hen ad vejen. Dog bliver jeg nødt til at indskyde, at det kan skyldes, at der gik lang tid imellem at jeg læste bøgerne, men på den anden side, hvem læser en hel serie i rap (ok, mig!). Forskellene mellem Uglies, Pretties og Specials (karaktererne, ikke bøgerne) er derfor lettere for læseren af få øje på, men det kan godt blive lidt for forvirrende til at begynde med. Men i sidste ende er det også en af de ting, jeg falder på halen over ved denne her serie, hvordan Scott Westerfeld bruger sproget til at skabe så forskellige grupper af mennesker. Og det er helt klart derfor, jeg er så stor fan af hans bøger. For Scott Westerfeld er et geni med ord og en mesterisk historiefortæller. Og jeg kan kun anbefale denne her serie, som starter med bogen Uglies.

“Be careful with the world , or the next time we meet, it might get ugly.”


tirsdag den 6. september 2016

Top Ten Tuesday #50

Top Ten Tuesday er et ugentligt indlæg fra The Broke and the Bookish, der kombinerer en kærlighed til bøger og bogdiskussioner og listeskriverier. Hver uge gives en ny overskift over et emne, der er relateret til bøger på en eller anden måde og som der skal laves en liste over. I dag gælder det mærkeligt nok ikke bøger, men tv-serier. I USA starter efterårsserierne op igen og derfor er ugens emne tv-relateret og lidt mere frit. Jeg har valgt Top Ten Favourite TV-shows. Og for en, der virkelig ikke ser ret meget TV, skal det nok blive interessant.

  1. Criminal Minds (2005-)
    Mit absolutte yndlingsshov, og det eneste, jeg har fulgt troligt med i siden det startede. Efterhånden er jeg dog lidt bekymret, for der er ret mange af det oprindelige cast, der er væk efterhånden.
  2. Sherlock (2010-)
    Okay, jeg er nødt til at pointere, at det absolut ikke er på grund af Benedict Cumberbatch. Men jeg er vild med Sherlock Holmes historierne og BBCs moderne fortolkning er min besættelse.
  3. Once Upon a Time (2011-)
    Indrømmet, jeg har ikke fulgt med i de sidste sæsoner. Ikke så meget på grund af manglende interesse, men på grund af manglede tid. Jeg skal nok få det indhentet! En dag.
  4. Rejseholdet (2000-2004)
    Måske min yndlingsserie nogensinde. Jeg har i hvert fald set den rigtig mange gange.
  5. Gossip Girl (2007-2012)
    Indrømmet, guilty pleasure serie.
  6. BrainDead (2016-)
    Meget af min sommerferie er gået med at følge med i denne komdie/horror serie (og jo, det er faktisk det IMDb kalder den) og manisk diskutere episoden og ventetiden efterfølgende. Sat i vores egen tid, op til det amerikanske præsidentvalg følger man en ung kvinde, der får arbejde hos sin bror i Capitol Hill - samtidig med at mystiske insekter fra rummet æder folks hjerner.
  7. The 100 (2014-)
    Jeg bliver nødt til at læse bøgerne bag denne her serie - og se den nyeste sæson.
  8. Castle (2009-2016)
    En forfatter, der opklarer forbrydelser? Ja tak!
  9. The Mentalist (2008-2015)
    Endnu et "police procedue" show, men med en helt unik vinkel. Ikke alene elsker jeg Mentalist-aspektet og alle Patrick Janes vanvittige påfund, men jeg kan også rigtig godt lide den måde, sagen om Red John kører i baggrunden over så lang tid.
  10. Avatar: the Last Airbender (2003-2008)
    Dent eneste animerede show, der kommer på listen, for jeg er vild med den serie!
Jeg kunne også have nævnt Adventure Time, som jeg på ingen måde har set alle afsnit af. Og hvis du undrer dig over, at jeg ikke har sat Game of Thrones på listen, så skyldes det ikke, at jeg ikke bryder mig om serien. Jeg har bare ikke set den endnu! Hvad er din yndlingsserie?

mandag den 5. september 2016

Legend (Legend #1) af Marie Lu


Legend (Legend #1) af Marie Lu. Udgivet af Penguin i 2012, originalt udgivet i 2011.

I Legend følger vi June og Day, to 15-årige, der ikke kunne være mere forskellige og alligevel minder om hinanden. June er født ind i en af de rigere familier, i et velstående distrikt og siden hun fik den første topscore nogensinde ved den test, der skal bedømme børn (eller unges) evner og beslutte deres fremtid - til samfundets bedste, som den første, der fik 1500/1500, er hun blevet formet til succes. Modsat har vi Day, også 15 år men født i en af de mere fattige områder i byen, i et decideret slumkvarter. Hvor Day er street smart og kriminel er June styrets kæledægge, der mest af alt gør sig i småoprør fordi hun keder sig. Deres veje krydses, da Junes bror bliver myrdet og Day står øverst på listen over mistænkte. Faktisk er han det eneste navn på listen. Og June sværger hævn.

“Each day means a new twenty-four hours. Each day means everything's possible again. You live in the moment, you die in the moment, you take it all one day at a time.”

Denne her bog overraskede mig på flere måder. Først og fremmest var jeg virkelig glad for at opleve, at June og Day ikke på et splitsekund kaster sig over hinanden. Faktisk er de i lang tid meget mistænktsomme over for hinanden, også selvom de kan lide hinanden. Ikke alene er det langt mere sandsynligt, givet deres baggrund og alting, men det var også på en måde ret forfriskende. Specielt fordi de naturligvis ikke kan undgå at komme ud for situationer, hvor de er nødt til at gøre ting eller opføre sig på en bestemt måde, der ikke nødvendigvis er positiv selvom det er forventet af dem.

Familie spiller en stor rolle i denne her bog, hvilket jeg synes var skønt at opleve. Alt hvad Day gør, gør han for sin familie. Og familien, det hun har tilbage, er selve driftkraften bag Junes handlinger i det meste af bogen. Og lige så meget som jeg synes, det var forfærdeligt at June mister sin bror - og eneste familie, men jeg havde faktisk endnu mere ondt af Day, hvis familie lever, men han har afskåret fra dem, dels på grund af sine kriminelle aktiviteter og dels på grund af hans testresultat.

Marie Lu fortæller en spændende og interessant historie igennem de to karakterers øjne, to karakterer som føles meget som rigtige mennesker, der er ingen af dem, der er uden fejl og måske er det derfor, jeg så godt kunne lide dem begge to. Men hvad jeg allerbedst kan lide, er hvordan historien hurtigt og uden problemer går fra at være en historie om June, der vil have hævn over Day, til at handle om så meget mere. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes hende, men Marie Lu får i Legend fortalt en velkendt historie om et dystopisk samfund og en undertrykkende regering, men på en ny måde. Eller rettere, regeringen styrer samfundet på en måde, jeg ikke er stødt på før og som er så nederdrægtig og lusket, at jeg lige måtte rette mig op en gang, da jeg læste det. Men det er også der, hullet er for mig og grunden til, at jeg ikke er helt oppe at ringe over denne her bog. For samfundets struktur virkede for mig meget løst beskrevet og småforvirrende. Der var flere ting, jeg godt ville vide mere om, men jeg håber, at det kommer i de næste bøger. For dem vil jeg helt klart læse, jeg er så spændt på at se, hvad June og Day finder på at gøre, med de oplysninger, de har fået.

“It's strange being here with you. I hardly know you. But...sometimes it feels like we're the same person born into two different worlds.” 

torsdag den 1. september 2016

Sandsnogens bid (Krøniken om Morika #1) af Sidsel Sander Mittet


Sandsnogens bid (Krøniken om Morika #1) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Facet i 2016.

Tusind tak til Facet for anmeldereksemplaret! Alle meninger, holdninger og tanker er mine egne.
Jeg har tidligere anmeldt Rent blod og Vildhunden og panteren, de første to bøger i Morika-trilogien, til hvilken Krøniken om Morika er en prequel serie.

Århundreder før Morika trilogien udspiller sig og vi lærer Eshri, Korau og de andre at kende, ser verden meget anderledes ud. Og nu skriver jeg verden og ikke Morika og det er helt med vilje. 600 år før er det nemlig stadig hilaerne, der har magten i landet og de mange morikanske folkeslag, der forsøger at skabe sig en ny tilværelse der. I denne tid udspiller der sig en historie, som senere skal gå hen at blive både Morikas mest fantastiske myte og største tragedie. Og faktisk har vi allerede hørt om historien, i hvert fald kort, i Rent blod og af samme grund vil jeg helt klart anbefale, at man læser Morika trilogien først, selvom det ikke er et minus, at man ikke har læst den, før man går i gang med Sandsnogens bid - det er jeg selv ret sikker på, jeg har nemlig endnu ikke læst Morika trilogien færdig.

I Sandsnogens bid møder vi den 16-årige Itua, en ung morikansk pige, som på ingen måde har tænkt sig at lade andre styre hende og det selvom det bemærkes flere gange, at det morikanske samfund er patriarkalsk, det er mændene der har de ledende stillinger, som bestemmer i hjemmet og i samfundet og i vid udstrækning også på bekostning af kvinderne. Sammen med hende fortælles historien også af den jævnaldrende kriger Aaton, en hila af to slægter, som ellers aldrig blander sig, og som derfor føler sig udstødt af sin egen slægt. De to kunne ikke være mere forskellige, eller komme fra to mere forskellige baggrunde, men Krøniken om Morika, der begynder med Sandsnogens bid, fortæller historien om, hvordan disse to unge mennesker mødes og hvordan deres liv og skæbner sammenflettes.

"Med et hadede jeg mig selv for at have provokeret Taurh til slåskamp og for at have hånet Aura. Det var barnligt, men hvad skulle jeg ellers lave? At brodere og stirre ud af vinduet dagen lang var ikke et liv. Nogen gange ønskede jeg at blive gift blot for at få lov til at bestemme lidt selv."

Hands down, jeg er vild med denne her bog. Dengang jeg første gange læste Rent blod, blev jeg meget fascineret af det tydeligt store arbejde Sidsel Sander Mittet havde udført for at skabe Morikas historie og myter oven i dets geografi og folkeslag. Og selvom det ikke er det, der er fokus på i den bog, nød jeg at læse genfortællingen af sagnet om Itua og Aaton. Og så kommer Sandsnogens bid! Og pludselig bliver denne historie om mod og kærlighed, selvopofrelse og tolerance til langt mere end en myte. Så egentlig kunne jeg slet ikke vente med at læse den. Og da jeg først gik i gang, var den svær at lægge fra sig igen. Der sker hele tiden noget, så det er bestemt ikke en bog, der er langtrukken eller kedelig.

Forskellene på morikanerne og hilaerne er store. Og ligesom i den oprindelige serie, er der ikke en side, der er entydigt god eller ond, hvilket jeg holdt rigtig meget af, for selvfølgelig er ikke alle morikanere, eller alle hilaer, ens og med de samme holdninger til alting. Så jeg kan godt forstå at Itua har svært ved at finde ud af, hvem hun skal være loyal overfor, hvilket også er en af de ting, jeg virkelig godt kunne lide ved denne her bog, nemlig karaktererne. Aaton og Itua er selvfølgelig hovedpersonerne og det er igennem deres øjne at vi ser historien udvikle sig og fungerer rigtig godt som makkerpar i det henseende, måske fordi de er så udpræget forskellige. Jeg er specielt vild med Itua, der tilsyneladende ikke har ladet hendes opvækst fratage hende hendes egne meninger og holdninger, også selvom hun som kvinde ikke har meget at sige blandt morikanerne. Men det lader hun sig ikke stoppe af og selvom hun kun er 16 år, forsøger hun at gøre det rigtige for både morikanere og hilaer. Men Aaton var nok den, der for alvor vandt mit hjerte. Han forsøger ikke bare at gøre det rigtige, men det, der er bedst - ikke altid for ham selv, men især for Itua, Der er naturligvis en del andre karakterer, der på lignende vis helt tydeligt har deres egne personligheder og mellem et aldrig-stillestående plot og et mindeværdig karaktersammensætning var det ikke svært for mig at blive helt opslugt af bogen, indtil siderne slap op og jeg hungrede efter mere.

"Altet var så nærværende, at jeg havde kraft til at gøre, hvad jeg ville. Lige nu var det ikke meget. På et tidspunkt måtte jeg tilbage til de andre, men ikke nu. Mine blodårer, mit hjerte, selv mine knogler tiggede mig om at blive liggende, Nyde livet.
Det lykkedes, men ikke mere end et par hjerteslag. Som en stålgrå skygge kom tvivlen snigende."
 
Sandsnogens bid er nok min yndlings af de bøger af Sidsel Sander Mittet, jeg har læst indtil nu. Jeg ser den som en stærk udvidelse af Morika-universet , hvor der bliver taget hånd om nogle af de myter og historier, man kan fornemme i den første serie og stadig sin egen. Og jeg glæder mig til at kunne læse videre om Itua og Aatons skæbne i det land, der en gang skal blive til det Morika, jeg kender og holder af fra bøgerne om Eshri og Korau.

Sandsnogens bid udkommer fra Facet i dag!

Månedens mursten #9


Det er efterhånden ved at lakke mod enden med denne murstensprojekt og jeg tænker på, om jeg har nået mit mål. Ganske vist har jeg endnu ikke måtte opgive at læse en af de valgte bøger, men det er alt for få af dem, jeg har fået anmeldt - endnu. Men derfor skal det ikke betyde, at jeg har tænkt mig at give op. Og derfor fortsætter jeg naturligvis i dag med septembers murstensroman.

Septembers murstensroman er Afterworlds af Scott Westerfeld.

Darcy Patel has put college and everything else on hold to publish her teen novel, Afterworlds. Arriving in New York with no apartment or friends she wonders whether she's made the right decision until she falls in with a crowd of other seasoned and fledgling writers who take her under their wings… Told in alternating chapters is Darcy's novel, a suspenseful thriller about Lizzie, a teen who slips into the 'Afterworld' to survive a terrorist attack. But the Afterworld is a place between the living and the dead and as Lizzie drifts between our world and that of the Afterworld, she discovers that many unsolved - and terrifying - stories need to be reconciled. And when a new threat resurfaces, Lizzie learns her special gifts may not be enough to protect those she loves and cares about most.
 (beskrivelse fra Goodreads).

Jeg elsker Scott Westerfelds bøger. Og jeg har efterhånden læst en del, både hans fremtidsdystopiske science fiction trilogi Uglies og hans steampunk trilogi Leviathan. Og hvad jeg ellers falder over på biblioteket med hans navn på. I følge Goodreads har jeg læst 9 bøger af ham og det er slet ikke nok. Da jeg første gang hørte om Afterworlds og læste bagsideteksten, var jeg ikke i tvivl. Det her er en bog, jeg virkelig gerne vil læse. Den lyder magisk uhyggelig, spændende og medrivende, så jeg regner egentlig med, at jeg får læst den ret hurtigt.
 

Template by BloggerCandy.com