onsdag den 31. august 2016

Skæbnedans (Elverskud #1) af Nicole Boyle Rødtnes


Skæbedans (Elverskud #1) af Nicole Boyle Rødtnes. Udgivet af Alvilda i 2013.


Skæbnedans handler om den 15-årlige Birke, der har en hemmelighed. En hemmelighed, hun deler med sin familie: hun er ikke et menneske. Hun og hendes søstre Rosa og Azalea er elvere. I hvert fald halvt. Med hul i ryggen, som sagnene fortæller og med et kraftigt behov for at danse lever de tre piger en på en gang meget afskærmet og meget, meget åben tilværelse i den lille by Tørveby. Men det er i forvejen svært at være teenager, det bliver på ingen måde lettere af at man har overnaturlige evner. Birke og hendes søstre opdager dog snart, at ikke alting er sådan som de tror..

"Rosa står og laver strækøvelser ved bænkene. Ikke at hun behøver. Vi øver ikke engang. After intet på forhånd. Danser bare, så snart musikken begynder, og selvom intet er planlagt, så passer vores dans naturligt sammen. Selv med lukede jne glider vi ubesværet ud og ind mellem hinanden."

Jeg tror faktisk aldrig, jeg har læst en bog om elvere før. I hvert fald ikke de elvere, der er at findes i de danske eller skandinaviske folkesagn. Og derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg faldt over Nicole Boyle Rødtnes' serie Elverskud. Og selvom antallet af hjerter måske ikke tyder derpå, så kan jeg faktisk meget godt lide denne her bog. Jeg nød at opleve hvordan Birke og hendes søstres elverevner manifesterede sig, hvordan de prøver at leve et normalt liv, og derfor er jeg rigtig glad foragt bogen også tager fat på nogle ikke-overnaturlige emner som mobning, selvskade og ikke mindst teenageforelskelser.

For mig at se er karaktererne måske en smule overfladiske. Det er kun de mest relevante karakterer, der for alvor bliver præsenteret og der er en del, som kun nævnes med navne. Eftersom de ikke er de mest relevante karakterer, er det ikke noget jeg som sådan ikke brød mig om - jeg ville heller andre forlange at en forfatter skulle udpensle samtlige og hver eneste karakter! Og eksempelvis en karakter som pigen Emma er stadig med til at gøre en forskel i historien, fordi hun er med til at give baggrund til Birke og nogle af temaerne.

"Sådan nogle som os. Azalea og far kalder os aldrig elvere. Bruger slet ikke ordet.
Det var Åmanden, der lærte os det. Ham, der brugte det, når vi legede ved åen som små. Eller faktisk kalder han os altid ellepiger, men det lyder så gammeldags."

For mig er sproget nok det, der for alvor gjorde udslaget med hensyn til bedømmelsen. For sproget er meget ungdommeligt, det passer rigtig godt til Birke, til en person på 15 år, med de udtryk der bruges og den måde, det første ord i en sætning sluges eller udelades. (Eksempelvis som i citatet ovenfor). Men selvom det passer til bogen, irriterede det mig alligevel nogle gange. For det kom til at føles en smule for teenage-dagbogsagtigt til mig. Alligevel er jeg nødt til at pointere, at det samtidig gør bogen meget let at læse og jeg tror slet ikke, det er alle, der vil have samme oplevelse af fortællestilen.

I sidste ende er jeg meget glad for, at jeg har fået læst denne her bog. For jeg synes det er spændende - og ikke mindst på grund af slutningen, der virkelig lægger op til en god historie i den næste bog. Selvom der ikke er mange elver-bøger derude, eller måske lige præcis fordi der ikke er, er jeg rigtig glad for at jeg faldt over Elverskud, der starter godt med Skæbnedans.


Fineste august | Tilbageblik #23


Wouldn't you know, jeg troede, at jeg med 22 bøger på det her billede havde fået alle med. Men jeg vidste, jeg manglede Leaves of Grass af Walt Whitman, for den blev hjemkaldt fra biblioteket for flere uger siden og så havde jeg fuldstændig glemt at medtage Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr.

August var: så fin, så fin. Jeg har nydt det, når solen en sjælden gangskinnede og på en eller anden måde har jeg formået at læse langt flere bøger, end jeg selv lagde mærke til. Måske fordi jeg rent faktisk ikke har foretaget mig så forfærdelig meget andet end at nyde ferien, læse og ikke mindst skrive. Det lykkedes mig nemlig at færdigredigere "Måneskin", som i øjeblikket stadig er i hænderne på min betalæser. Eller, i hvert fald en, der er så sød at læse det igennem for fejl og mangler. Lige siden jeg har sendt det af sted, har jeg længtes efter at dykke ned i det igen, en trang der er blevet dulmet af at arbejde med den næste. For jeg har måske negliceret resten af serien til fordel for at gøre den første bog færdig. August har budt på solskinsdage, isindkøb, koncertoplevelser og andet hyggeligt. Og jeg har det fantastisk, jeg er så klar på at starte på universitetet igen efter en rigtig dejlig ferie og forhåbentligt varer overskuddet ved. August er forsvundet i blandt siderne på skærmen og imellem mine fingre, men jeg har nydt det.

I august læste jeg: 24 bøger. Jo, 24. Jeg har også selv måtte tælle efter et par gange. Men imellem en genlæsning af hele Vampire Academy serien, en masse bibliotekslån og en lille håndfuld anmeldereksemplarer blev stakken bare højere og højere. Det er ikke alle bøger, jeg har holdt lige meget af og det er ikke alle bøger, jeg tror jeg vil læse igen.

I august købte jeg: 2 bøger. Jeg har købt to dramaer af Shakespeare, Julius Caesar og Anthony and Cleopatra, som begge to er bøger, jeg skal bruge på det kommende semester. Og som I kan se, har jeg allerede læst det første, som vi skal arbejde med fra næste onsdag.
Men jeg har fået flere nye bøger end det. Mellem anmeldereksemplarer fra Facet og en bogpræmie fra Lindhardt og Ringhof i en Facebook-konkurrence har jeg nemlig fået i alt 10 bøger hjem i løbet af august. Og jeg er så spændt på dem alle sammen - altså dem, jeg ikke har læst endnu.


Augusts positive læseoplevelser: Jeg forelskede mig fuldstændig i Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr og læste den på ingen tid. Jeg genlæste alle 6 bøger i Richelle Mead serie Vampire Academy og blev bekræftet i min kærlighed til dem. Ann Patchetts Bel Canto tog mig med storm og efterlod mig i en sand læserus og jeg kan slet ikke få armene ned over Sandsnogens bid af Sidsel Sander Mittet. Og senest har jeg stadig svært ved at finde de rigtige ord til at beskrive Audrey Niffeneggers The Time Traveler's Wife, som både gjorde mig glad og ked af det, fortrøstningsfuld og ulykkelig. Men jeg elskede det. Jeg lo af Joseph Hellers Catch-22 og følte mig uendeligt lille mens jeg læste Heart of Darkness af hans navnebror Joseph Conrad. Jeg var så heldig at få lov til at læse både Nick Clausens Drømmeland og Mareridt & Myrekryb, som begge betød en snigende fornemmelse af ubehag og nøjer, som i sidste ende gjorde mig helt glad.

Augusts skuffende læseoplevelser: med så mange læster bøger kan det næsten ikke undgås, at der er nogen af dem, der ikke gør det indtryk, man havde håbet. Og faktisk var der overraskende mange, jeg havde det sådan med i august. Emire Falls af Richard Russo var den første bog, jeg læste færdig i denne her måned og jeg tilnærmelsesvis fortrød det, da jeg var færdig. Jeg ønskede inderligt at holde af William Faulkners The Sound and the Fury, men lige som med Døde sjæle af Nikolai Gogol var der aldrig rigtig noget, der fangede mig.

Augusts lyrikvalg var Leaves of Grass af Walt Whitman og en samling af nogle meget anderledes digte i forhold til hvad jeg er vant til. Så personlige og så universelle. Og så fine.

Augusts murstensroman var: Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr.

Augusts korteste bog var Leaves of Grass af Walt Whitman på 145 sider.

Augusts længste bog var The Crimson Petal and the While af Michel Faber på 838 sider.

I september vil jeg blogge mere, selvom jeg er kommet godt efter det i august hvis jeg selv skal sige det, og læse mindre. Det nye semester begynder og jeg skal til at begynde på kandidatuddannelsen i litteraturvidenskab. Jeg glæder mig, jeg ser frem til at fortsætte og selvom jeg ved, at jeg to uger inde i semesteret ville ønske, at jeg havde ferie igen, så skal det nok blive godt. Man kan mærke, at niveauet er sat op, så de sidste par dage er gået med det, de kalder kursusforberende materiale, der skal læses og så selvfølgelig til første undervisningsgang. Jeg ser frem til årets bogbloggertræf, til at se mine venner og medstuderende efter en lang sommerferie og til så meget andet. For mig kommer september til at handle om at komme ind i en rytme igen, og ikke så meget at lade dagene flyde ud i et. Og så vil jeg arbejde på at strukturere novembers NaNoWriMo-projekt, som jeg virkelig inderligt håber, at jeg får tid og overskud til uden for undervisningen. Jeg glæder mig til september, som nok ikke kommer til at byde på røde og orange nuancer af efterårsfarver, striktrøjer og varm kakao, sådan som billedet af efteråret tegnes på internettet. I stedet forventer jeg gråvejr, regnvejr og selvfølgelig striktrøjer og varm kakao. For lige så meget som jeg knuselsker sommeren og varmen, så er der noget virkelig hyggeligt ved efteråret.

tirsdag den 30. august 2016

Sagaen om Isfolket #4-5 af Margit Sandemo


Da Sagaen om Isfolket er en meget lang serie, og jeg håber på at eje og få anmeldt dem alle 47, har jeg valgt at dele det op på en lidt anden måde, da det ellers ville blive til rigtig mange indlæg. Jeg har gjort mit bedste for at dele det op på en sådan måde, at der ikke er for mange bøger i hvert indlæg, så de ikke bliver for lange. Så jeg har delt mine anmeldelser af bøgerne i denne her serie op efter generationer. For Sagaen om Isfolket er en slægtshistorie, en krønike der strækker sig fra slutningen af 1500-tallet og helt op til 2. verdenskrig og tiden derefter.

For at indlæggene ikke skal fylde for meget på forsiden, kan hele anmeldelsen findes, ved at klikke på nedenstående "læs mere" - eller ved at klikke på titlen, samme resultat. I dette indlæg anmelder jeg bog nummer fire og fem, Arvingen og Venskab, som omhandler den anden generation, der for alvor starter en lang fortælling om en episk kamp mellem det gode og det onde, viklet ind i medlemmerne af slægtens liv på mange forskellige måder.


mandag den 29. august 2016

Vildhunden og panteren (Morika #2) af Sidsel Sander Mittet


Vildhunden og panteren (Morika #2) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Facet i 2015.

Læs min anmeldelse af bog #1 Rent blod, her.
Bogen blev sponsoreret af Facet til bogbloggertræf i 2015, alle meninger og holdninger er mine egne.

Det hedder sig, at når man srkiver en serie, og specielt en trilogi, er det den anden bog, der er den svære. Den svære to'er. The Sophomore Syndrome. Men med Vildhunden og panteren formår Sidsel Sander Mittet ikke kun at fortsætte historien fra den første bog i et lige så højt tempo og lige så dragende fortællestil, hun formår ikke kun at fastholde den interessere, jeg havde efter den første bog, men at overbevise mig om, at Morika-trilogien er en serie, der er kommet for at blive, om man så kan sige.

”Jeg sad der længe og blev ét med det land, jeg tidligere havde elsket, men som jeg ikke længere genkendte. Jeg sad der, mens alle andre forlod pladsen, mens Rådet forlod podiet, og fangerne blev ført bort, indtil jeg var alene.”

Der er gået 4 måneder siden Korau, Eshri og dere venner kom til modstandslejren i bjergene. Og alting burde være godt. Mens Korau træner og træner og træner og ikke må være med til andet før hans næste fødselsdag, bruger Eshri dagene sammen med Almi, stedets og oprørernes digter. Men de finder hurtigt ud af, at livet i lejren ikke var, hvad de havde håbet på. Efter 4 måneder har de stadig ikke reddet Aubr og ingen af dem kan affinde sig med, at morikanerne i lejren holder hila-slaver. Deres venskab med Zaak forstår de andre morikanere (og hilaer) ikke og ethvert forsøg på at gøre noget ved situationen bliver ignoreret. Så snart må Korau, Eshri, Drur, Moe og deres venner tage et valg: skal de tie stille eller sætte sig op imod ikke bare deres venner, men deres familie?

Jeg holder faktisk mere af denne her bog end jeg gjorde af den første. Og det er på trods af nogle meget barske scener, hvorfor jeg heller ikke har givet bogen mere end 4 hjerter. Jeg ville virkelig have sat pris på en advarsel.

Og det, jeg elsker mest ved bogen er faktisk noget af det, jeg savnede ved den første bog. Karaktererne, der ellers ikke var flade eller kedelige i Rent blod, bliver mindst lige så livlige og komplicerede i Vildhunden og panteren. Selvom jeg skar tænder over morikanernes selvfølgelige opfattelse af hilaernes underlegenhed, var det netop den måde Sander Mittet igennem det mangesidede og indviklede forhold imellem specielt morikanere og hilaer, der er de to "store" racer i dette univers, fortæller en historie om rigtigt og forkert, kærlighed og krig, og ikke mindst om næstekærlighed, tolerance og venskab. Og jeg slugte den i et væk. Det går stærkt, for der sker en masse ting, der på bedste vis illustrerer at en bog ikke kun har et plot, men der er mange sidehistorier, der langsomt vikles sammen med selve hovedhistorien blot for at styrke den.

"Moe smilede stort. "Tak, Eshri." Han gav mig et varmt knus, som jeg gengældte - først tøvende, så helhjertet. Moe havde været min ven i årevis, selvfølgelig skulle jeg hjælpe ham."

Selvom bogen fortælles af Korau og Eshri, lige som den første bog, så er det for mig at se let at se at de har udviklet sig meget. Ikke kun i løbet af de 4 måneders tid, der er gået imellem bøgerne, men også i løbet af bogen opdager de ikke bare nye sider af sig selv, men bliver stærkere personligheder, specielt Eshri, og måske netop fordi de er hinanden modsætninger fungerer de rigtig godt sammen som fortællere. Og lige som karaktererne har plottet også udviklet sig. Fra at være en meget firkantet kamp mellem "det gode" (oprørerne) og "det onde" (Oryndro), viser det sig at der er mange flere sider og ikke mindst bagsider. Det hele er ikke så sort og hvidt, som man godt kunne have lidt på fornemmelsen efter den første bog og det var noget af det, jeg blev allermest positivt overrasket over.

Jeg glæder mig helt tåbeligt meget til at læse den tredje og sidste bog i serien, Blodets bånd som jeg stadig mangler i mine reoler. Og du kan også nå det endnu!


Mareridt & Myrekryb af Nick Clausen


Mareridt & Myrekyb af Nick Clausen. Udgivet af Facet i 2016.

Mange tak til forlagt Facet for anmeldereksemplar. Alle meninger, holdninger og tanker er naturligvis mine egne!

Mareridt & Myrekryb er en samling af 7 noveller af Nick Clausen. I stil med bogen Drømmeland, som jeg anmeldte i sidste uge, er det historier, der lige så stille sniger sig ind på dig og får det til at løbe dig koldt ned ad ryggen. Det gjorde den i hvert fald for mig.

Siden det er en samling af flere, uafhængige historier, jeg finder det en smule underligt at forsøge at gøre en samlet bedømmelse, da mine tanker om historierne varierer. Mens der ikke var en jeg kunne virkelig ikke lide, var der dog en eller to, som jeg virkelig ikke kunne lade være med at elske, selvom de gav mig kuldegysninger. En sådan historie er den første, Blod på tanden, der gav mig en slags surrealistisk følelse af at gentage den samme mareridt igen og igen og igen uden rigtig at komme nogen vegne. Eller Læderhud, som ikke var åbenlyst uhyggelig til at begynde med, men emmede af ubehag hele vejen igennem til slutningen. Flere af historierne ender ret open-ended, men alligevel ikke. Selvom det ikke skrives direkte, får man som læser alligevel en fornemmelse af, hvordan historieren ender. Også selvom ikke alle karaktererne har opdaget, hvad der er sket. Men jeg vil ikke sige for meget, for jeg tror helt bestemt at historierne har den mest virkningsfulde effekt, hvis man ikke ved hvad der sker.

Der er mange små detaljer i historierne i denne bog, som jeg elsker. Ting som i Alle fugle hader mig, er alle karakterer opkaldt efter fuglearter - alle, selv katten! Og det giver anledning til en interessant tanke, når historien er slut - eller det gjorde det i hvert fald for mig: er det kun dyret fugle, der hentydes til, eller kan der ligge mere i titlen? Eller ting som det faktum, at efter hver historie giver forfatteren Nick Clausen en slags kommentar til, hvad der inspirerede ham til at skrive denne historie, ofte et mareridt, en barndomshændelse, der bliver vendt og drejet i takt med at gøre det til en historie eller blot en tanke. Selvom det måske ikke er noget, man ville mene, var nødvendigt, blev jeg ret glad for denne måde at sætte historien i perspektiv.

Forestil dig et lejrbål midt ude i skoven, mørket er for længst faldet på og der er ikke længere nogen fugle, der synger. Det eneste du kan høre er ildens knitren og vinden, der rasler i trætroppene. Måske er det koldt og du rykker tættere på ildens varme og knuger et tæppe omkring dig. Det er ikke sikkert, du er alene, måske afspejles dine bevægelser og behov for varme i dine venner eller din familie. Det er det helt rigtige øjeblik til at hive Mareridt & Myrekryb frem og læse, hvis nu du ikke selv skulle kunne finde på en historie, der kan give jer alle sammen gåsehud. For det kan denne her bog.

Bogen udkommer fra forlaget Facet i dag!

onsdag den 24. august 2016

The Count of Monte Cristo af Alexandre Dumas


The Count of Monte Cristo af Alexandre Dumas.  Udgivet af Wordsworth Editions Ltd. i 1998, originalt udgivet i 1844. Læst på engelsk, originalsproget er fransk.

Historien om greven fra Monte Cristo er ret bredt kendt, fra film og referencer og jeg ved snart ikke hvad. Og alligevel har jeg faktisk aldrig set en eneste filmatisering af bogen - endnu - og derfor vidste jeg kun meget lidt om, hvad den handlede om. At greven flygter fra fængselsøen If og beslutter sig for at tage hævn over dem, der fik ham indespærret, var mere eller mindre det, jeg kendte til. Og det kan jo umuligt fylde så meget? Eller kan det?

“Moral wounds have this peculiarity - they may be hidden, but they never close; always painful, always ready to bleed when touched, they remain fresh and open in the heart.”

Det umådeligt sjove er, at jeg diskuterede denne her bog med en af mine veninder, som har været i gang med at læse den i flere måneder. Vi kunne ret hurtigt blive enige om at der går rigtig mange sider med ingenting. Nu har jeg kun læst The Three Musketeers af Alexandre Dumas ellers, så det var ikke fordi det kom så forfærdeligt meget bag på mig - sådan var skrivestilen nu engang dengang og for Dumas specielt. Men vi kunne ogå godt blive enig om, at den del af historien, som vi allerhelst vil læse om på ærgrelig vis ikke er den, der fylder mest i bogen. Alligevel holder jeg af historien som den er. Jeg nødt at vi ikke kun følger titel-karaktereren, men alle dem, der på en eller anden måde bliver påvirket af hans tilfangetagelse og lange fravær og ikke mindst hans hævngerrighed.

Men jeg synes også, at bogen kan blive meget forvirrende til tider. Der er mange karakterer at holde styr på og særligt greven (som i parentes bemærket slet ikke er greve til at begynde med, hvilket forvirrede mig helt vildt!) bliver kaldt mange forskellige ting og derfor opstod der tit noget forvirring om, hvem der var hvem. Der er meget mere til historien end en fortælling om en mand, der vil have hævn over dem, der fik ham så uretsmæssigt i fængsel. Det er en historie om et land i forandring og forandringerne i menneskers liv.
"Life is a storm, my young friend. You will bask in the sunlight one moment, be shattered on the rocks the next. What makes you a man is what you do when that storm comes. You must look into that storm and shout as you did in Rome. Do your worst, for I will do mine! Then the fates will know you as we know you”

Når det så er sagt, så må jeg indrømme, at jeg rigtig godt kunne lide denne her bog. Det er en tyk bog, en omfattende fortælling om hævn og hvad dette gør ved ikke bare den hævngerrige, men også dem, der ønskes hævn over. Og udenforstående, uskyldige mennesker. Selvom det er en lang bog at give sig i kast mener jeg helt klart at den er det værd. Igennem sit store persongalleri opbygger Dumas ikke blot en historie om en mands hævn over en grusom uretfærdighed, men om hvordan en hændelse kan påvirke og ændre mange menneskers liv - i uforudsete retninger. Om man så tager en måned eller 7 om at læse den.


tirsdag den 23. august 2016

Udvalgt (Dæmondræberen #2) af Louise Haiberg


Udvalgt (Dæmondræberen #2) af Louise Heiberg. Udgivet af Telleup i 2014.

Læs min anmeldelse af den første bog, Oprører her.

I Udvalgt følger vi ikke kun Dominic og Syranthia fra den første bog, men også Benjamin, der har en helt speciel forbindelse til ærkeenglen Michael, der vel nærmest er Dominics ven. Der er store ting under opsejling og endnu en gang må Dominic med hjælp fra englene kæmpe mod dæmoners onde planer for Menneskene. Og denne gang for de brug for hjælp.

"Jeg bed tænderne sammen. Havde blandingsbastarderne leget med sprittusser mens jeg var bevidstløs og skrevet idiot på panden af mig? Jeg havde sgu ikke tænkt mig at vandre hen til de zappeivrige møgunger for Michael sagde god for det."

Efter den første bog er Dominic rejst væk for at komme til kræfter, vinteren er gået og da han kommer hjem igen, bliver han kastet lige direkte ind i en ny sag om at redde verden og menneskene.
Og dermed bliver Dominic på ny viklet ind i en mission om at bekæmpe dæmonerne.

Samtidig følger vi så også Benjamin, en nephilim, resultatet af en forbindelse mellem menneske og engel. Et blandingsbarn, der sammen med andre blandingsbørn bruger deres overmenneskelige fysiske styrke - og eventuelle overnaturlige (og farlige) evner til at jage dæmoner, for derfor til gengæld at blive beskyttet af englene, der ellers lige som dæmonerne i århundreder har gjort deres bedste for at komme disse blandingsbørn til livs. Benjamin og de andre dæmonjagere bliver viklet ind i Tia og Dominics opdagelse af en faretruende plan, men det er langt fra lige så vigtigt for Benjamin som det er at gøre en ende på Dæmondræberen Dominics eksistens. Og så er det i virkeligheden ikke rigtig ham han hader. I hvert fald ikke udelukkende. Og nå ja, fik jeg nævnt at ærkeenglen Michael nu og da besætter Benjamin, meget imod hans vilje? Det er ikke så sært at han er kompliceret.

De tre synsvinkler vikles sammen til at fortælle historien og det fungerer rigtig godt. De tre karakterer supplerer hinanden godt, dels fordi de ofte befinder sig meget forskellige steder og læseren får derfor et meget mere helstøbt og fuldendt billede af historien end hvis det kun var en fortæller. Og så også fordi de tre karakterer trods alt er meget forskellige. En dæmon, en falden engel og en engels afkom. Og så kan jeg bare rigtig godt lide at skiftene imellem synsvinklerne er med til at vise og belyse karakterernes indbyrdes forhold og forståelse af hinanden på kryds og tværs. Oven i hatten får vi selvfølgelig også nogle flashbacks til tidligere tider, dog ikke nær så mange som i den første bog, og de relaterer sig alle sammen til Dominics liv. Og sammen med nogle yderst interessante forskelle på engle og dæmoners brug af menneskelige "hylstre" er de med til at forklare ikke bare Benjamins situation. Men det kan man læse mere om i bogen, jeg vil meget nødig give nogen spoilere!

"Michael sukkede dybt og tog et sug af cigaretten. Det var altså for underligt at se ham ryge. jeg tilbød altid, men det var sgu førsste gang at han, eller nok nærmere Ben, havde sagt ja."

Jeg er mindst lige så begejstret for denne her bog som jeg var for den første. Den er stadig lige så fængslende og selvom den ikke er nær så voldelig, så er den på ingen måde tam i forhold til den første. Jeg er stadig lige benovet over sproget, "køddragter" får mig stadig til at gyse, det er et utroligt velvalgt ord for dæmonernes syn på de mennesker, de besætter. Men til gengæld får vi igennem bogen også et klarere billede af englenes forhold til menneskene, de besætter, noget jeg blev meget glad for, fordi det for mig virkede ret underligt, hvis de skulle have det på prævis samme måde som dæmonerne. For selvom englene ikke er entydigt søde og fromme - selvom de måske ikke ligefrem kan kaldes onde, så kan de stadig være både stivnakkede, egoistiske, tøvende og meget andet - og dæmonerne, måske særligt igennem Dominic og så de faldne engle, der indtager en, hvis ikke mellemposition, så i hvert fald en lidt lavere end de egentlige engle, der ikke er entydigt onde. At de andre ofte unavngivne dæmoner mere eller mindre er rendyrkede onde kan jeg egentlig godt se igennem fingrene med. For jeg har stadig billedet af Dominic der sidder og broderer i sin fritid brændt fast på nethinden og jeg storgriner hver gang. Ligesom med "den dunede bande" og "pipfuglefyrene".

Udvalgt er i mine øjne en gennemført fortsættelse af Oprører. Historien breder sig ud, der kommer flere vigtige karakterer på banen og både Helvede, men især Himmelen bliver mere og mere tydelige jo længere man kommer ind i bogen. Jeg er spændt på at se hvad der venter Dominic og Tia i den tredje og sidste bog, ikke mindst på det personlige plan såvel som at finde ud af hvad dæmonerne nu pynser på. Og jeg håber inderligt at Benjamin og de andre blandingsbørn dukker op igen, for selvom jeg har synes rigitig godt om Dominic lige fra den første bog og Benjamin muligvis kan læses som den størte skid i sin brændende besættelse af at gøre en ende på Dominics liv, så kunne jeg faktisk ret godt lide ham. Jeg kan godt forstå, at han går rundt og føler sig uretfærdigt behandlet af Michael og at hans situation er håbløs. Så jeg håber, at vi kommer til at se en udvikling i hans karakter.



mandag den 22. august 2016

Drømmeland af Nick Clausen


Drømmeland af Nick Clausen. Udgivet af Facet i 2016.

Tusind tak til Facet for anmeldereksemplaret. Alle meninger, holdninger og tanker er naturligvis mine egne!


Hvis du i dine drømme kom til en verden, hvor alting var, som du ønskede det? At alt du så, var præcis det du ville se. Ville du så have lyst til at vågne igen? Nogensinde?

Det er hvad der sker for 12-årige Louie. Han begynder en nat at drømme om en mand i et blåt jakkesæt og drømmene bliver mere og mere virkelige. Manden i det blå jakkesæt kalder landet Drømmeland, hvor alting er to ting; det du ser og det du ønsker at se. Og selvom det bliver kaldt "drømmeland", er det mere som en anden verden for Louie. En anden virkelighed. Lige uden for Drømmelands dragende og forunderlige verden er udkantslandet hvor mareridtsvæsnerne bor og det viser sig, at Drømmeland er mere end et fantastisk sted hvor drømme bliver det virkelighed på et splitsekund, når bare man ønsker det. Det er faktisk et ret uhyggeligt sted og jo mere tid Louie tilbringer i Drømmeland, jo mere begynder det at påvirke hans dagligdag på de mest foruroligende måder. Og i Drømmeland bliver det sværere og sværere at se forskel på, hvad man ser og hvad man ønsker at se.

"Herinde er drømme virkelige, Louie. I den vågne verden er de kun drømme."

Lige som Louie syntes, syntes jeg også at det næsten var for godt til at være sandt og jeg kan godt forstå at Louie bliver draget af denne verden, hvor alting er, som han ønsker det. Der var ikke et øjeblik, før jeg gik i gang med denne her bog, at jeg var i tvivl om at det at ønske at verden var præcis som man selv vil have det er noget meget menneskeligt. Men jeg havde også en fornemmelse af at det virkelig var for godt til at være sandt, en fornemmelse, der snigende og så meget pludseligt blev bekræftet. Ikke alle er, hvad de giver sig ud for at være og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis der er to personer i Drømmeland, hvis ønsker er det så, de ser?

Drømmeland er ikke et kæmpestort mysterium, der skal løses og først kommer for dagen lige til sidst. Men det behøver bogen heller ikke at være. I gennem et let tilgængeligt sprog fortælles der en historie om at savne og drømme, om at være bange for fortiden og om mod og at turde give slip. Og så giver den gåsehud over hele kroppen, hvordan Louie langsomt bliver mere og mere indfanget i Drømmelands forunderligheder. Og som læser er det svært ikke at lade sig rive med ind i Drømmeland.

”Første gang han så Jupiter, blev han tryllebundet ved synet af den mægtige planetkonge. I tankerne hørte han farens stemme: ”Er det her ikke virkeligt nok?”
Nu hvor han så Jupiter i virkeligheden, kunne han mærke forskellen. Billedet var det samme, men oplevelsen var anderledes. Måske var det fordi han havde måtte vente så længe på at se Jupiter. I Drømmeland behøvede man ikke vente på at planeten dukkede op. Man skulle ikke bekymre sig om vejret. Man behøvede ikke engang at være god til at bruge kikkerten.
Måske var disse udfordringer netop det, der gjorde det hele spændende.”

På trods af at det her er Nick Clausens 15. bog, er det faktisk den første af hans bøger, jeg har læst. Og jeg er så afgjort ikke færdig med hans forfatterskab. Louie var en så fin hovedperson, der med et barns naive og til tider letpåvirkelige - og samtidig meget observante - blik på verden omkring ham, tager Louie det, at han kommer til en anden verden i sine drømme som en naturlighed. Da han jo er en dreng på 12 år, er det svært at sidde og sige "selvfølgelig skulle han have tænkt på det og det", for som det illustreres flere gange er han god til at holde sine hemmeligheder for sig selv og sige det, han ved de voksne gerne vil høre. Ikke fordi han med vilje vil lyve for dem, men fordi han især ikke vil gøre sin mor ked af det på nogen måde. Fordi jeg ikke kunne lade være med at holde sådan af ham, var det et desto større gysende at følge med i hans udvikling. For det at leve i sine drømme til fordel for at leve i den virkelige verden fører ikke i sidste ende ikke noget godt med sig.

Bogen er markedsført som en tween-bog, der henvender sig primært til børn i 10-12 års alderen, men det betyder på ingen måde, at den ikke også kan læses af ældre læsere. Jeg ved, at det i hvert fald ikke er sidste gang, jeg læser den.

Bogen udkommer fra forlaget Facet i dag!

søndag den 21. august 2016

Liebster Award


Tusind tak til sødeste Rikke for at nominere mig til 'Liebster Award', som er en award af bloggere til bloggere. Det går ud på at nominere mindre bloggere til at besvare en række spørgsmål og derefter nominere andre bloggere. På den måde kommer man på en fin og anderledes måde til at lære hinanden at kende - og måske nogle nye blogs, man kunne tænke sig at følge.

Reglerne er som følger:
* Tak bloggeren, som nominerede dig.
* Vis Liebster Award-logoet på din blog/i dit indlæg.
* Besvar de 11 spørgsmål, som du modtog fra bloggeren, der nominerede dig.
* Skriv 11 selvvalgte facts om dig selv.
* Nominér 11 nye bloggere (med 1000 eller derunder følgere).
* Lav dine egne 11 spørgsmål, som de nominerede skal svare på.

Rikkes spørgsmål:
1. Hvorfor startede du en bogblog?
Kort sagt for at dele min læsekærlighed med andre. Jeg har altid været glad for at læse, men har i mange år ikke haft nogen at dele denne glæde med. Og selvom det ikke er sådan, at jeg synes /alle/ skal gå op i det samme - og da også har mange venner og veninder, der ikke vil betegnes sig selv som læsere, så savnede jeg det. Så som det internet-generation barn, jeg er, vendte jeg mig mod internettet og oprette BookishLoveAffair uden at vide, hvorfra det så skulle gå.

2. Hvad kan du godt lide ved en bogblog, og hvad skal der være, før at du følger den?
Det jeg nok går mest op i, er det personlige udtryk. Der er rigtig mange bogbloggere i Danmark efterhånden - og så har jeg oven i købet slet ikke noget overblik over dem alle - men noget af det, jeg synes er vigtigst er, at man kan mærke og læse, at det er dels er noget, bloggeren går op i og at bloggen har et personligt præg.

3. Følger du andre bloggere end dem, der blogger om bøger? Hvis ja, kan du så anbefale nogen?
Egentlig følger jeg mest bogbloggere. Og derunder også udelukkende danske bogbloggere. Men med to undtagelser, jeg følger nemlig to af mine veninders blogs, som må betegnes som livsstilsblogs - og som faktisk var en del af inspirationen bag at starte min egen blog, dog med et mere snævert fokus.

4. Ser du dig selv som være introvert eller extrovert - eller en god blanding?
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er introvert. Og det tror jeg, jeg har vidst altid. Det er altid lidt farligt at sige, at man er introvert, mange tror at det betyder, at man er enormt asocial og det er slet ikke tilfældet. Det handler om brugen af energi overfor at "lade op" igen. Extroverter får energi af at være sammen med andre, hvor introverter i højere grad har brug for at være alene for at lade op. Men det betyder afgjort ikke, at jeg ikke kan lide at være sammen med andre mennesker!

5. Hvis du skulle til en fest, hvor temaet var noget litterært, hvor i landet skulle dette så helst foregå?
Åh øv, jeg læste det først som "hvilket land skulle det så foregå i" som i hvilket fiktivt land og var lige ved at springe til tasterne af iver. Af nemhedsårsager ville svaret jo nok være Fyn, der bor jeg jo. Men sådan nogle ting foregår jo gerne i København og det ville egentlig ikke genere mig at skulle tage derover heller. Hvis temaet er det rette, er det i og for sig mig lidt ligegyldigt hvor i landet, det ville ligge. Tror jeg. Jeg har nok lettere ved at melde pas, hvis det er langt væk - og jeg bor jo sådan set også midt i landet (i øjeblikket).

6. Yndlings: bøger, serier, film?
Oh no, you didn't. Man spørger da ikke hvad ens yndlingsbog er, så bliver vi jo aldrig færdige! Nuvel, min første indskyldelse er som altid The Lord of the Rings af J. R. R. Tolkien, som om noget tændte en ild i mit hjerte der stadig brænder af lutter kærlighed til værket og universet og litteratur i al almindelighed. Jeg har virkelig ikke ord for, hvad den bog kan. Ellers kunne jeg nævne Stephen Chboskys The Perks of Being a Wallflower og Rainbow Rowells Fangirl som jeg aldrig bliver træt af læse igen.
Jeg er virkelig ikke typen, der ser serier. Muligvis vil mit svar ganske enkelt være Criminal Minds, den eneste TV-serie jeg har set lige siden den startede, helt tilbage i 2005, og stadig følger med i i dag. Ellers vil jeg nok sige, at det må være BBCs 'Sherlock', men det skyldes mest at jeg knuselsker nærmest alle tolkninger af Sir Arthur Conan Doyles berømte karakter.
Med film er det straks værre. Jeg har en endeløs kærlighed til Disney klassikere, der stammer helt fra barns ben af. Faktisk er jeg umådeligt dårlig til at se film - eller har været, hvilekt i særdeleshed har skyldtes koncentrationsbesvær på grund af HELT forkerte briller (ak ja!), men jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om en film, jeg vil kalde min deciderede yndlings.

7. Hvis du skulle have en læsemakker i form af et dyr, hvilken slags skulle det så være?
Hjemme fra mine forældre er jeg vant til at læse i en lænestol - eller en sjælden gang i sofaen hvis man kunne få plads - sammen med vores nu desværre afdøde hund og jeg tror, det ville være mit foretrukne valg igen. Jeg kan godt lide idéen om at sidde og læse med en kat på skødet eller sådan noget, men for mig vil der altid været noget helt rigtigt, hjemligt og hyggeligt at sidde og læse med en hund, der ligger op af mit ben eller hen over mine fødder.

8. Hvilket fabeldyr finder du mest fascinerende?
Jeg har været fascineret af Fugl Føniks siden jeg var helt lille. Jeg tror, det har noget at gøre med skønheden i at blive genfødt igennem ild og død, for at blive endnu stærkere og smukkere. Jeg skal ikke kunne sige det.

9. Tager du selv billeder til din blog? Begrund dit svar.
Altid. Selvom jeg kun har et lille kompaktkamera, der på ingen måde duer til at tage billeder indendørs (jeg ærger mig hvert år til BogForum), så tager jeg dem altid selv. Jeg synes det er umådeligt sjovt at rende rundt i min lejlighed - eller ind og ud for at tage udendørsbilleder - eller gå ned til den nærliggende skovsø og lege med opsætningen og hvad der skal være på billederne. Jeg ønsker mig dog brændende et nyt kamera, med stativ, så jeg bedre kan tage billeder, hvor jeg selv er med på - og i bedre kvalitet generelt.

10. Hvilket sociale medie foretrækker du?
Det kommer meget an på formålet. Jeg er totalt Instagram-afhængig, så det er nok mit mest brugte. Jeg bruger Goodreads mere eller mindre hver eneste dag og er perfektionistisk nok til at brgue evigheder på det. Jeg synes Tumblr er et forunderligt sort hul af tidsfordriv og spændende blogs, mens jeg slet ikke er på Twitter lige så meget som jeg plejede.

11. Hvilken bog skal alle læse mindst én gang i livet, hvis det stod til dig?
*råber fra hjørnet* Lord of the Rings. Eller Sagaen om Isfolket!
Nah, denne gang vil jeg egentlig gerne finde på noget andet. Når jeg ser på mine bogreoler, er der særligt en bog, der springer mig øjnene, som jeg synes, alle bør læse. Og det er The Giver af Lois Lowry. Bogen efterlod mig med tårer i øjnene og forpustet. Den tog noget med sig i sin læsning, men efterlod så meget andet og jeg kan slet ikke beskrive hvor mange følelser jeg kom igennem mens jeg læste den. Og jeg synes, alle bør læse den! Eller Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz. Ja, den tager jeg! (Jeg kunne blive ved, så jeg går bare videre nu).


11 tilfældige facts om mig:
1. Jeg foretrækker chokoladeis over jordbæris, men jordbær milkshake over chokolade milkshake.

2. Jeg laver lister over alting og alt muligt. Jeg har en liste over mine bibliotekslån hængende på min opslagstavle lige ved siden af den liste over de bøger, jeg har valgt fra Rory Gilmore-listen, hvorpå stort set alle bibliotekslånene går igen og listen næsten ikke består af andre bøger. Jeg aner ikke, om det er smart, men jeg elsker at skrive lister og krydse af og strege over i en uendelighed.

3. Min yndlingsfarve er lilla.

4. Af alle steder i verden, vil jeg gerne bo i Prag, London eller Paris. Eller Tokyo. Måske New York eller Amsterdam. Jeg er opvokset på landet, først i Haderslev, der trods alt har en vis størrelse og derefter i en lilel bitte flække ude på landet med mindre end 150 indbyggere. Og jeg har enorme storbydrømme.

5. Af samme grund elsker jeg at se på stjerner. Jeg kan sagtens finde på at sidde udenfor i flere timer midt om natten for at se efter stjerneskud og af samme grund savner jeg faktisk at bo på landet. Hvilket slet ikke hænger sammen med ovenstående.

6. Jeg har en uforklarlig fascination af gammeldags teknologi som pladespillere, skrivemaskiner og polaroid-kameraer.

7. Jeg lægger ikke mærke til det, når jeg læser på engelsk. Efterhånden har jeg læst så meget på engelsk og i mange år kun på engelsk, at jeg ikke rigtig registrere at der er tale om et andet sprog. Det er først i de senere år, at jeg for alvor har opdaget en kærlighed til det danske sprog og de mange fine ord, det gemmer på.

8. Mit yndlingstal er 147,62. Bare fordi.

9. På trods af at jeg læser litteraturvidenskab nu, snart på 4. år, og har drømt om at arbejde i forlagsbranchen i mindst lige så lang tid som jeg har drømt om at blive forfatter og en skønne dag leve af at skrive, så læste jeg faktisk på matematisk linje i gymnasiet. Matematik A, Fysik A, Kemi B for at være helt præcis. Det kommer ofte bag på mange og forklaringen er enkel. Jeg valgte efter evne, matematik har altid været mit bedste fag i skolen - foruden engelsk, som jeg i øvrigt var den eneste i min klasse der hævede til A-niveau - og jeg gik efter snittet i gymnasiet for derefter at gå udelukkende efter hjertet på universitetet. Og derfor holder jeg kraftigt på, at man skal vælge uddannelse med hjertet. For universitet er den første "skole", jeg har følt mig hjemme på - og stadig gør.

10. Jeg har en yderst flot sort guitar stående i min lejlighed, som jeg har fået i julegave af mine forældre. Og som jeg ønskede mig brændende. Jeg har stadig ikke lært det.

11. Jeg er allergisk over for bistik.


De 11 bloggere, jeg gerne vil nominere er:
* AmandaEmma fra Frk. litteratur.
* Marie fra Mariesen.
* Luna fra Lunas kaffekrog.
* Malene fra Wondrous Bibliophile.
* Camilla fra På en litterær sky.
* Bente fra trolderier
* Pernille fra Et kapitel mere.
* Julie fra litfix.
* Mia fra Readers Wall.
* Xenia fra Xenias bogblog.
* Jeanette fra Jeanette Jewel.


De 11 nye spørgsmål fra mig:
1. Hvad er din bedste oplevelse i forbindelse med din blog/at have din blog?

2. Hvis du var et dyr, virkeligt eller fabeldyr, hvad skulle det så være? Og hvorfor?

3. Hvad fik dig til at starte med at blogge? Har det ændret sig siden?

4. Din ultimative feel-good film eller bog?

5. Har du nogensinde overvejet at ændre dit blogkoncept? (like, hvis du er bogblogger, har du så overvejet at blogge om noget andet (også eller i stedet for) eller omvendt?)

6. Samler du på noget? Hvis ja, hvor længe har du så samlet på det?

7. Hvad er det ved en blog, der får dig til at følge den?

8. Hvilken bog kunne du læse igen og igen og aldrig blive træt af den?

9. Hvor er dit foretrukne læsested? Indenfor eller udenfor?

10. Hvilket sted på jorden vil du allerhelst besøge?

11. Hvis du skulle holde en temafest, hvilket tema kunne du så rigtig godt tænke dig at benytte dig af?


fredag den 19. august 2016

Since You've Been Gone af Morgan Matson


Since You've Been Gone af Morgan Matson. Udgivet af Simon & Schuster i 2014,

Sloane og Emily har været bedste venner i et års tid. Og hvilket år! Hvor Emily er mere tilbageholden og indadvent, er Sloane ikke bare udadvent og eventyrlysten, hun er den, man lægger mærke til. Den, der finder på de sjove, skræmmende, anderledes ting, de skal lave. Og Emily har det godt med det. Indtil Sloane en dag forsvinder, lige før deres sommerferie begynder og de skulle have the time of their lives. Før hun forsvinder efterlader hun dog Emily noget. Noget, som er karakteristisk for Sloane. En liste.

“Real friends are the ones you can count on no matter what.
The ones who go into the forest to find you and bring you home.And real friends never have to tell you that they’re your friends.”

Ved første øjekast anede jeg ikke, hvad jeg skulle mene om denne her bog. Det lød som noget, man havde hørt før. Og alligevel var der noget ved den, der hang ved i mine tanker. Så selvom jeg valgte den fra, da jeg var i London, har jeg sidenhen købt den herhjemme. Og det er jeg utroligt glad for.

Bogen var slet ikke som jeg forventede. Ganske vist handler den om Emily, der forsøger for en gangs skyld ikke bare at lave én af de ting, der står på Sloanes liste - men dem alle 13. Bogen er således delt ind i kapitler, som relaterer sig til hver af de 13 punkter. Eller måske rettere, alt det, der sker i Emilys liv, når hun forsøger/gennemfører det givne punkt.

Og det var lige præcis der, jeg forelskede mig i bogen. For det handler ikke bare om en pige, der laver 13 ting på en bucketliste, det er i hvert fald ikke det, der er i fokus i bogen. Derimod er fokus i historien på, dels hvordan de forskellige punkter relaterer sig til ting eller oplevelser Sloane og Emily har haft, dels hvordan udførelsen af dem påvirker Emilys liv nu. Uden Sloane. Og jeg kan ikke lade være med at holde af hende, selvom hun er bange af sig, talbageholdende og mest af alt bare gør tingene på listen fordi hun håber, det kan føre hende til Sloane.

I sidste ende fører liste Emily til noget helt andet og langt vigtigere: hende selv.

“I was still a little amazed that this was happening. That this, the thing that had seemed so impossible, so terrifying, so utterly beyond me, was happening. I was having fun. And that I was the one who made it happen. "I did it," I said out loud, sendind my voice up to the stars above me, not really caring if the others heard me.”

Jeg forsøger virkelig ikke at give nogen spoilere her på bloggen og med denne her bog er det virkelig svært. Morgan Matson formår, igennem en ret enkel historie,at fortælle en historie om så mange emner, at det er svært ikke at føle sig en smule rundt på gulvet. Emily opdager nye sider af sig selv, nye sider af den by, hun bor i, nye venner og ikke mindst nye sider af personer hun har kendt længe. Ind i mellem at skulle gå på æblerov, skinny-dipping og snige sig ind på en natklub finder Emily ud af at hun ikke bare er Sloanes veninde - sådan som folk kender og refererer til hende. Og med sig på vejen får hun hjælp af en lille samling karakterer, som jeg ikke kan lade være med at elske. jeg holder virkelig meget af Frank og de andre. Ligesom jeg faktisk godt kan lide Sloane, selvom jeg kan forestille mig, at det ikke er alene, der vil være lige vilde med hende. Man ser hvordan Emily ikke kun finder ud af, hvem hun er uden Sloane, opdager sin egen styrke og sit eget værd, men får også et skønt indblik i hendes forhold til hendes lillebror - der var så fint, at jeg ikke kunne lade være med at smile. Og hende forældre. Hendes vidunderligt småskøre, elskelige forældre.

Da jeg var færdig med at læse bogen, slog det mig, at jeg tror mange har en del af både Sloane og Emily i sig. Jeg ved i hvert tilfælde, at mange vil mene, at jeg er meget som Emily, men jeg kunne også selv genkende lidt af mig selv i Sloane. Lidt. Og sådan tror jeg, der er mange, der har det.

Selvom sommeren er ved at være forbi, er det her den ultimative sommerbog for mig. Ikke alene foregår den om sommeren, jeg kunne ikke lade være med at føle de der sommerfølelser, mens jeg læste. Selvom der bliver behandlet nogle rimelig tunge emner, er bogen på en eller anden måde stadig light-hearted. Uden at det tager noget fra alvoren.

Muligvis vil jeg mene, at det er en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst i år. Og derfår for denne her bog mine varmeste, solskinsrige sommeranbefalinger! Om ikke andet kan den jo læses næste sommer.

“I don’t think you have to do something so big to be brave. And it’s the little things that are harder anyway.”


torsdag den 18. august 2016

Bibliotekskærlighed #1

For noget tid siden skrev Nikoline et rigtig godt indlæg om biblioteker og hvordan hendes biblioteksvaner havde ændret sig med tiden. Og det sjove var, at det var nærmest modsat end det har været for mig og i den forbindelsen blev der skrevet lidt frem og tilbage. Og så opstod idéen til det her indlæg, for jeg kan lige så godt sige det, som det er: jeg elsker biblioteker. Nu. For i modsætning til tidligere, har jeg faktisk aldrig benyttet mig så meget af biblioteket som efter, jeg startede på universitetet for 3 år siden. Jeg holder af at cykle ind til Odense Hovedbibliotek og sidde i deres 'studiezone' og læse til undervisning eller mødes der til skrivemøder under NaNoWriMo med de samme to-tre mennesker år efter år. Jeg kan finde på at cykle derind for at sidde blandt de mange bøger og skrive boganmeldelser, for så lige at gå på opdagelse inden jeg skal hjem.

“Libraries will get you through times of no money better than money will get you through times of no libraries.” 
― Anne Herbert

Jeg låner hjem i stakkevis. Bøger til studiet og tilfældige indskyldelser. Bøger jeg har ledt efter med lys og lygte og en, der blev valgt på grund af en pæn forside. Bøger, jeg ikke lige har fået købt eller nye serier, jeg vil give en chance. Jeg falder over glemte bøger af elskede forfattere og ikke mindst nye bekendtskaber, som jeg forelsker mig hovedkuls i. Sådan som det eksempelvis skete med Kevin Hearnes 8 bøger lange serie om Atticus og Granuaile i The Iron Druid Chronicles, hvor jeg stod på venteliste til den sidste bog i flere måneder for at læse den. Jeg har på ingen måder været forbi alle hylderne endnu, endsige læst alle de bøger, jeg kunne tænke mig. Jeg falder bagover af deres udvalg af fantastisk litteratur - specielt også på engelsk og nyder at gemme mig nede bagerst blandt biografierne og snuse til forskellige personligheder, jeg ikke kender noget til. Endnu.

Jeg har aldrig været biblioteksgænger som barn. Faktisk tror jeg ikke, jeg på noget tidspunkt satte mine ben på Haderslev bibliotek. Men jeg har forelsket mig i Odense Hovedbibliotek, både som sted at være og sted at opdage nye bogskatte. Og så er det specielt rart at låne en kæmpe stak bøger med hjem og forsvinde ind i den ene bog efter den næste, når man som mig kun lever af sin SU alene. Selvom jeg endnu ikke har oplevet at stå og mangle penge sidst på måneden er bøger ofte noget af det, jeg vælger at vente med at købe. At spare sammen til. Og så går jeg på biblioteket i stedet for.

Og denne her sommer har jeg i særdeleshed været på rov på biblioteks hylder. Som jeg har skrevet om her så læser jeg en hel del bøger for tiden som alle er at finde på Rory Gilmore listen. Og selvom jeg ikke mente, at jeg ville sidde og skrive hver titel i det indlæg, så gør jeg det nu alligevel. Og lidt ekstra. For jeg faldt lige over en bog mere, jeg gerne vil læse. Og det er de bøger, det her indlæg egentlig skal handle om. Et library haul.

“I have always imagined that Paradise will be a kind of library.”
― Jorge Luis Borges


  • Anno Dracula (Anno Dracula #1) af Kim Newman.
    Et totalt impulslån. Jeg faldt over forsiden og blev simpelthen nødt til at se, hvad det var for noget. Og jeg har en enormt svaghed for historiske romaner, der foregår i Victoria-tiden (kun overgået af en forkærlighed for Regency-eraen) og for steampunk, en undergenre, jeg med glæde sluger råt. Så denne her bog var selvskreven til at komme med hjem en tur. Og så har jeg allerede set at biblioteket har de næstre 3 i serien!
  • Atonement af Ian McEwan.
    En bog, jeg tror, jeg har hørt mindst 4 mennesker anbefale mig bare inden for det sidste års tid. En roman om barndom, krig og kærlighed, løgne og sandheder og tilgivelse. Jeg kan næste ikke vente med at komme i gang med den.
  • Bel Canto af Ann Patchett.
    En vidunderligt smuk fortælling om terrorister og gidsler og forhandlinger, der trækker ud så længe at de 60 mennesker når ikke bare at vænne sig til hinanden, men danne venskaber, forståelser og endog et kærlighedsforhold på tværs af sprogbarrierer, terrorist/gidsel modsætningsforholdet og meget mere. Jeg holdt især af det sproglige, de mange finurligeder det medfører at selskabet består af folk fra mange forskellige lande, der ikke kan kommunikere på anden måde end igennem en af gidslerne, der er tolk for selskabets æresgæst, japaneren Hosokawa. Jeg kan ikke anbfale denne her bog nok!
  • Catch-22 af Joeseph Heller.
    Det er vanvid at flyve disse missioner, men at indgive begæring om at blive fri beviser at man i sagens natur ikke er vanvittig - og derfor ikke kan få tilladelse til at stoppe. En satirisk fortælling om millitært vanvid og en mands forsøg på at overleve det. Det fortæller Goodreads mig. En roman om selvmodsigelser og paradokser og det er min fornemmelse, at den bedste måde at (forsøge at) forstå denne her bog er ved at læse den. Og jeg skal snart i gang!
  • The Crimson Petal and the White af Michal Faber.
    En fortælling om den prostituerede Sugars liv og op- og nedture. Jeg er i skrivende stund ved at læse denne her bog og er meget betaget af den. Ikke mindst på grund af Fabers fortryllende skrivestil, der selv når han beskriver det victorianske samfund i dets mest (for os) groteske eller vulgære detaljer alligevel formår at gøre det smukt på en eller anden måde. Og så er det helt anderledes at læse en bog, der i sådan en grad henvender sig direkte til læseren og nærmest tager læseren med på rundvisning i karakterernes hverdage.
  • Døde sjæle af Nikolai Gogol.
    Jeg har næsten lige læst denne her bog færdig og jeg er nødt til at indrømme at selvom jeg tidligere har nærmest betingelsesløst elsket Gogols værker, så har jeg det lidt ambivalent med denne her. Måske fordi den ikke bare er ufærdig, men anden bog er så fragmenteret, at det for mig blev svært at læse det som en historie og ikke bare løse idéer og scener. Men jeg kunne ikke lade være med at holde af den første bog alligevel, med dens satiriske og nærmest makarbet morsomme karakterbesætning. Den danske udgave jeg har læst var således fyldt med fodnoter, der forklarede karakterernes navne i bedste Anders And-stil, f.eks. "godsejer Hundehoved".
  • Empire Falls af Richard Russo.
    En bog om drømme i mange former og afskygninger. Drømme, der brister, drømme der aldrig blev til noget. Drømme, der gik i opfyldelse og drømme, der aldrig bliver forfulgt. En fortælling om middelklassens USA, der til sidst mere blev en historie om en mand, der nærmest bliver paranoid og jeg endte med ikke at vide, hvad der var op og ned.
  • Ensomhedens fæstning af Jonathan Lethnam.
    To drenge vokser op i et slumkvarter i 1970'ernes Brooklyn. Dean Street. Vi følger dem igennem årene og ser, hvordan deres opvækst påvirker deres voksenliv i to meget forskellige retninger. I sidste ende kunne jeg ikke lade være med at konkludere at Dean Street i sig selv er en slags ensomhedens fæstning - og at det er derfor, med alt hvad der er sket, at bogens hovedperson har så svært ved at lukke andre ind.
  • Fear and Loathing in Las Vegas af Hunter S. Thompson.
    Road-trip, stoffer, journalistik, "a good time" og Las Vegas. Jeg aner ikke noget som helst om denne her bog, men jeg ser virkelig frem til at læse den.
  • The Grapes of Wrath af John Steinbeck.
    En families oplevelser under The Great Depression, hvor de bliver tvunget til at forlade deres gård og rejser af sted for at søge lykken i Californien. Det er en bog, jeg har hørt nævnt rigtig mange gange, men jeg har endnu ikke selv læst den. Det bliver der dog snart lavet om på og det bliver også mit første bekendtskab med Steinbeck. Det var måske på tide.
  • Heart of Darkness af Joseph Conrad.
    Hvis jeg havde gået på det andet hold, da jeg startede på universitetet, havde jeg allerede læst denne her bog - i stedet læste vi Dusklands af J. M. Coetzee. Jeg må dog indrømme, at jeg altid hellere ville have læst denne her - og jeg blev meget overrasket over at finde ud af at den er så lille og kort. Til gengæld er det vel også bare et bevis på at nogle gange kommer de helt store læseoplevelser i den mindste form.
  • Illuminae af Amy Kaufmann og Jay Kristoff.
    Den eneste anden bog, udover Anno Dracula, som ikke er en Rory Gilmore-bog. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har set eller hørt denne her bog nævnt på både Instagram og YouTube og nu er jeg altså spændt på at se, hvad det hele handler om! Det er helt med vilje, at jeg ikke engang har åbnet og smugkigget i den endnu.
  • The Kite Runner af Khaled Hosseini.
    Jeg har i årenes lød set på denne her bog så ufatteligt mange gange i boghandlere og på biblioteker. Jeg har ikke nogen god forklaring på, hvorfor jeg først har læst den nu. Og nu hvor jeg har læst den, har jeg næsten svært ved at forstå det. For den hænger ved og jeg kan ikke forklare hvorfor.
  • The Sound and the Fury af William Faulkner.
    Jeg morer mig lidt over, at jeg har denne her stående. For jeg kender et par stykker, der læste den på 4. semester - mener jeg det var - og så absolut ikke kunne anbefale den. Jeg har dog valgt at tage den med alligevel, for dels vil jeg virkelig gerne læse noget af Faulkner (som jeg af en eller anden grund føler, at jeg har hørt meget om, jeg aner bare ikke hvor) og dels fordi jeg ganske enkelt synes at den lyder spændende.
  • The Time Traveler's Wife af Audrey Niffenegger.
    En kærlighedshistorie, der ikke bare krydser tiden, men vel nærmest tager helt afstand fra tiden. Det lader til at alle elsker denne her bog og jeg håber virkelig, at jeg er en af dem.
  • Walden af Henry David Thoreau.
    Okay, som nemophilist (altså, "lover of the forest") er jeg nødt til at sige, at jeg synes at selve idéen om at bo mere eller mindre afskåret fra storbyens højhuse og kun omgivet af træer og naturen lyder så vidunderligt. Jeg tror dog ikke et sekund på, at jeg ville kunne holde det ud og jeg har helt sikkert en meget romantisk idé om, hvordan det ville være. Måske er det derfor, jeg ser frem til at læse denne her bog om Thoreaus oplevelser. Og at jeg allerede har smuglæst lidt i den.

Så der har vi dem. Mit biblioteksrov som det ser ud lige nu. Af de 16 bøger, der ligger på mit skrivebord, har jeg på nuværende tidspunkt læst de 5 af dem og er igang med yderligere 2. Selvom jeg godt kunne tænke mig at nå igennem dem alle inden jeg starter på det nye semester, er det slet ikke sådan at jeg har tænkt mig at suse igennem de sidste bøger for at nå det - jeg har ikke travlt og bliver sådan set bare ved med at fornye de bøger, jeg ikke har nået at læse. For jeg glæder mig til at hver enkelt en af dem.

Og så er det ikke engang dem alle. Jeg har nemlig allerede måttet aflevere Leaves of Grass af Walt Whitman, Rebecca af Daphne du Maurier, Notes of a Dirty Old Man af Charles Bukowski, Waiting for Godot af Samuel Beckett, The Curious Incident of the Dog in the Night Time af Mark Haddon, The Master and Margarita af Mikhail Bulgakov og I'm With The Band af Pamela des Barres.

Hvordan har I det med biblioteker? Låner I også hjem i stakkevis af blandede fund eller bliver det bare til en bog i ny og næ?

onsdag den 17. august 2016

#bookstagram #5


Et lille udvalg af de billeder, jeg har lagt på Instagram i de sidste måneder, med tagget "#bookstagram".
#bookstagram = book + Instagram, a tag for sharing beautiful, quirky, simple or extravagant picutes of books with fellow book lovers on Instagram.
Man kan følge mig på instagram under @regitzexenia.

mandag den 15. august 2016

The Book of Lost Tales Pt. 1 og Pt. 2 (The History of Middle-Earth #1-2) af J. R. R. Tolkien


The Book of Lost Tales Part One (The History of Middle-Earth #1) af J. R. R. Tolkien (red. Christopher Tolkien). Udgivet af HarperCollins i 2002, originalt udgivet i 1983.
The Book of Lost Tales Part Two (The History of Middle-Earth #2) af J. R. R. Tolkien (red. Christopher Tolkien). Udgivet af HarperCollins i 2002, originalt udgivet i 1984.


Længe før Tolkien skulle opfinde hobitter, Middle-Earth og Den Ene Ring, skrev han en række små historier i en notesbog i Første Verdenskrigs skyttegrave. Lang tid senere skulle disse historier, gennem utallige omskrivninger og gendigtelser, danne baggrund for det psothumte værk The Silmarillion. Men hvad vi i dag kalder The Lost Tales har så absolut meget at byde på i sig selv og som selverklæret Tolkien-nørd og Middle-Earth-elsker, er jeg kun glad for at læse flere bøger, med navnet "Tolkien" påtrykt forsiden.


Serien The History of Middle-Earth skal ikke forstås som universets historie som fortalt af en karakter fra universet. Det handler derimod om tilblivelsen og ikke mindst udviklingen af J. R. R. Tolkiens omfattende mytologi, sprog, folkeslag, racer og ikke mindst deres historie. Det er med andre ord meget nørdet, det her.

Og det er måske derfor, jeg godt kan lide det. For jeg elsker at nørde Ringenes Herre og alting Middle-Earth og derfor passer denne 12 bog lange serie rigtig godt til mig.

The Book of Lost Tales kan egentlig ses som en lang historie, i hvert fald hænger de forskellige historier sammen i en lang rækkefølge (som man igennem Christopher Tolkiens kommentarer og noter kan forstå er blevet lavet om og omarrangeret et vist antal gange). Hvis man kender til The Lord of the Rings, så kender man scenen i Rivendell, den såkaldte Council scene (undskyld, men jeg har altid kun læst Tolkien på engelsk, så jeg kender faktisk ikke de danske ord for de fleste ting). Det er basalt set en masse mennesker, der sidder og snakker om plottet og der sker ikke ret meget andet end det.

Sådan er The Lost Tales også struktureret. Det er forskellige karakterer, som fortæller hinanden historier. Historier, ikke fortællinger. De fortæller om the Valar (more or less Valinors "guder", men jeg vil hellere kalde dem ånder) og elvernes første møde, om Melkors fald og tilfangetagelse, om Tinúviel og Beren, der er en "gnome" i en udgave, "elver" i en anden og "mand" i en helt tredje udgave. Om Gondolins fald, om dværgene og elverkongens stridigheder, og meget, meget mere. Der er digte og sange, der er drager og hunde- og kattelignende væsner, der kan tale. Der er så mange historier, at jeg ikke vil give mig i kast med at kommenterer og fortælle om dem alle sammen, for så ville vi aldrig blive færdige. Ret beset bliver jeg aldrig færdig, jeg kunne tale om Tolkien i evigheder.

Men jeg bliver nødt til at kommentere på historien om Tinúviel og Beren. Historien er kendt fra The Silmarillion som historien og Beren og Lúthien, men det er den samme historie. Og så alligevel ikke. Før den udgave, jeg kan huske, har Tolkien skrevet ikke mindre end to versioner, hvilket ikke er unormalt for de historier, der findes i The Lost Tales. Men denne her historie ændrer sig på mange måder, hvilket introducerer nogle helt nye temaer og fortolkninger i den endelige udgave end der er i disse to, som Christopher Tolkien har omhyggeligt strikket sammen. Mere om ham om lidt. Jeg holder utroligt meget af historien om Lúthien og Beren, som afspejles i den mere kendte historie om Aragorn og Arwen, og som jeg ved, betød meget for J. R. R. Tolkien selv. Og selvom de mange udgaver er forskellige på mange måder, er det svært ikke at sammenligne dem. De er alle gode, men jeg tror ikke, der er noget forkert i at have en favorit. Og selvom jeg synes rigtig godt om mange af de historier, der findes i The Lost Tales, så bærer de også lidt præg af, at de er skrevet med lang tid i mellem, omskrevet og omstruktureret og ikke mindst, ufærdige. Selvom The Silmarillion var ufærdig ved Tolkiens død og gjort "færdig" og redigeret af hans søn på samme vis som The History of Middle-Earth er det, så foretrækker jeg måske alligevel den udgave.

Jeg nød at fortabe mig i denne historie. Den kunne med fordel læses ud i et, men det tror jeg ikke rigtig kan lade sig gøre. Jeg har hørt mange sige, at The Lord of the Rings er svær at komme igennem, fordi den er så tung. Dette er langt tungere.

Man bliver hjulpet godt på vej af Christopher Tolkiens noter, kommentarer og forklaringer. For som det er med hele denne her serie af bøger, så er de samlet, redigeret og sat sammen af J. R. R. Tolkiens søn. Og i disse her to bøger gør han et rigtig godt og stort stykke arbejde med at føre læseren ind i det enorme arbejde, der lå bag J. R. R. Tolkiens livslange forsøg på at kreere en mytologi for England. Et arbejde som startede med The Lost Tales for næsten 100 år siden og som han aldrig blev færdig med.

Et arbejde, som jeg glæder mig til at læse meget, meget mere om, jo flere Tolkien-bøger, jeg får bragt hjem. For jeg tror ikke, jeg nogensinde får nok. Det er som om der altid er en ny titel, jeg ikke har set før - og der er rigtig mange jeg slet ikke har læst endnu. Og selv hvis jeg en dag får læst alting af Tolkien, så tror jeg godt, det meste kan tåle en genlæsning.



lørdag den 13. august 2016

The Titan's Curse (Percy Jackson and the Olympians #3) af Rick Riordan


The Titan's Curse (Percy Jackson and the Olympians #3) af Rick Riordan. Udgivet af Disney Hyperion Books i 2014, originalt udgivet i 2007.

Læs min anmeldelse af The Lightning Thief og Sea of Monsters.

I denne tredje bog om Percy Jackson og de andre sønner og døtre af de græske guders eventyr bliver vi som læsere præsenteret for endnu en fantastisk og morsom historie. Percy, Annabeth og Thalia er blevet tilkaldt af Grover - han har fundet to nye demi-guder og på den måde for vi introduceret min yndlingskarakter i hele Percy Jackson universet: Nico di Angelo.

Selvfølgelig går det galt for Percy og hans venner. De er demi-guder og som Percy ofte bemærker, hvor sarkastisk han end måtte være, så betyder det altså, at tingene ofte ikke går som planlagt. At løbe ind i mytiske monstre og evigt besværlige guder er normalt og The Titan's Curse er ingen undtagelse.

“Love conquers all," Aphrodite promised. "Look at Helen and Paris. Did they let anything come between them?"
"Didn't they start the Trojan War and get thousands of people killed?"
"Pfft. That's not the point. Follow your heart.”

Historien fortælles i samme stil som de foregående to bøger, selvom der sker en masse og tempoet er højt, er der ikke skruet ned for humoren i denne her bog. Faktisk vil jeg mene, at det er lige omvendt, der er nærmest endnu mere at grine af end i de andre bøger. Percy er lige så sarkastisk som altid og kommer med dumme kommentarer, så på den måde er han som han altid har været. Og som vi elsker ham. Men jeg vil også mene, at han er en anelse, bare en anelse, for egoistisk af en dreng på hvad, 13? Næsten 14? Jeg forstår ham godt, og jeg ved fra tidligere læsninger, at hans store fejl jo netop er, at han ikke kan lade være med at forsøge at redde sine venner - koste hvad det vil. Og jeg siger ikke for meget ved at sige, at det bliver meget aktuelt i The Titan's Curse.

The Titan's Curse er ud over at være et fantasyeventyr for børn også en bog der kraftigt berører problematikken om det frie valg. I en verden hvor profetier bliver til virkelighed - ofte på en måde, man ikke havde set komme - er forestillingen om personlige valg ikke kun sat på spidsen, men som med de andre bøger synes jeg, der bliver illustreret, at nogle gange er det de små valg, der kommer til at afgøre det hele. Nogle gange kan man bare ikke se konsekvenserne af valget, godt eller dårligt, nogle gange møder man de voldsomste konsekvenser med hovedet oppe. Og nu og da tager man et valg og påtager sig bevidst hele byrden selv.

“God alert!" Blackjack yelled. "It's the wine dude!
Mr. D sighed in exasperation. "The next person, or horse, who calls me the 'wine dude' will end up in a bottle of Merlot!”

Jeg sagde at bogen var sjov. Der bliver introduceret et væld af nye karakterer, blandt hvem jeg virkelig elsker Zoe Nightshade. Selvom hun er rimelig irriterende det meste af bogen. Med Zoe får v'i også introduceret et alternativ til Camp Half-blood. Selvom jeg synes, det er helt rigtigt at der bør være et alternativ - og at der helt sikkert er basis for det i den græske mytologi - så ved jeg ikke, om jeg synes om dette alternativ.

Men når det kommer til det morsomme, så er det i særdeleshed Apollo, der står for denne. Han er gud for profetier, jovist, men også poesi. Dårlig poesi. Men det så dårligt, at det er svært at lade være med at grine.

Jeg vil sige, at The Titan's Curse er en af mine favoritter blandt alle de af Riordans bøger, jeg har læst. Den er sjov, den er hurtigt læst, men den lægger også op til at der snart vil ske noget stort.

Jeg kalder dette billede "så langt, så godt".

fredag den 12. august 2016

Rent blod (Morika #1) af Sidsel Sander Mittet


Rent blod (Morika #1) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Facet i 2015.

Bogen blev sponsoreret til bogbloggertræf i 2015 af Facet. Meninger og holdninger er mine egne.


På øen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance sammen med deres venner. Deres fremtid ligger fast. Men i det skjulte arbejder stærke kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde og Eshri har overhørt en samtale, hun ikke kan glemme. Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet. Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for?

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg faktisk rigtig godt kan lide denne her bog og så absolut glæder mig til mere fra Sander Mittet. Jeg blev virkelig fanget af den forside der og var ikke i tvivl om, at et her ar en bog, jeg meget gerne ville læse. Jeg følte dog, at den første halvdel - eller lidt mindre end halvdelen - gik alt for langsomt til min smag. Jeg er næsten sikker på, at det kan have noget at gøre med at historien fra starten af bliver fortalt fra to synsvinkler, hvilket jeg i sig selv ikke har noget imod overhovedet. Men ved at gå frem og tilbage mellem dem, var der også en eller to gange, hvor vi også gik tilbage i tiden. Ikek helt vildt meget, bare nok til at se de samme begivenheder fra begge synsvinkler - som er meget forskellige. Den langsomme start gjorde mig lidt bekymret for hvordan bogen eller serien som helhed ville skride fremdad.

Det var dog hurtigt tydeligt at det var en totalt ubegrundet frygt. For der kom fart over tingene og der skete en hel masse, som både efterlod mig forpustet og hungrende efter mere. Jeg vil ikke sidde hero g give en masse spoilere, men blot sige, at jeg i hvert tilfælde synes at mysteriet om... jeg vil ikke kalde dem oprørere, men i hvert fald modstandere til Oryndro, og de unges kamp mod denne gruppes allerede brede indflydelse, alt sammen var en historie, jeg ikke kan vente med at fortsætte.

"Grædende piger var en ting. Sådan var piger jo, om man ville det eller ej. Hvis en pige græd, kunne man fortælle hende, at hun var smuk eller dejlig eller noget andet i den stil, men grædende drenge, hvad sagde man til dem?"

For mig, var noget af det allerbedste ved denne bog - paradoksalt nok taget i betragtning af, hvad jeg lige har skrevet - hvordan det ikke altsammen bare er action og handling. Det er ikke sådan at hovedpersonerne nemt accepterer og anerkender de fejlagtige og til tider ret uhyrlige dele af samfundet. Tværimod ser vi dem kæmpe meget med det at få hele deres liv vendt op og ned og følelsen af at deres verden, alt det, de kender, bliver revet fra hinanden. Og det er, hvad jeg virkelig, virkelig elskede ved denne bog. Det gjorde mig vred at læse om de racistiske eller homofobiske holdninger, der ikke kun er til stedet i nogle enkelte personer, men i Morikas historie og samfundet, Eshri og de andre lever i. Men det var af alle de rigtige grunde. Det gjorde mig, fordi karaktererne naivt og stædigt forsvarer historier og forklaringer, de er blevet fortalt som abolutte sandheder hele deres liv, for som læser var det kun alt for tydeligt, at nogle af disse historier var løgn eller i det mindste pyntet meget på. Man kan spørge, hvorfor jeg synes, det er en af de imponerende ting ved denne her bog, og jeg skal forsøge at forklare hvorfor. Jeg elskede at det ikke var en øjeblikkelig åbenbaring for karaktererne, men en proces. En proces, der ikke er helt færdig da bogen slutter. Og så er jeg sikker på, at en af grundene til, at jeg synes det er så godt er, at specielt Eshri helt tydeligt godt kan se, at det eksempelvis ikke kan være rigtigt at overfalde et andet menneske på grund af hans seksualitet, eller de racistiske holdninger til og historier om de andre folkeslag. Jeg tror, med denne forståelse, der på trods af karakterernes følelser er svær at indse og acceptere, at Sidsel Sander Mittet berører noget meget vigtigt.

"Det var ikke, fordi jeg ikke troede på hans fortælling... Det gjorde jeg nemlig, dybt i mit inderste troede jeg på alt det, han sagde, men jeg ønskede brændende, at jeg ikke gjorde."

Rent blod præsenterer ikke kun en lang række meget forskellige hovedpersoner - forskellige på mange måder, ikke kun den indlysende køn, men også race , seksuel orientering og meget naturligvis deres måder at se på livet, verden og deres position i den. Vi får kun to af karakterernes synsvinkel, to som på mange måder ikke kunne være mere forskellige. Men selvom Korau og Eshri er meget forskellige, fungerer deres personligheder fint sammen - og som fortællere var det min opfattelse, at de supplerede hinanden godt.  Tilfældigvis, eller ikke så tilfældigt igen, var de også de karakterer, jeg bedst kunne lide fra denne bog. Men der er mange karakterer at holde styr på og selvom vi kun hører fra Eshri og Korau, skal det ikke forstås som at de andre karakterer falder i baggrunden og bliver flade.


Men hvad jeg virkelig savner i denne bog, er mere af en forklaring af den verden, de lever i. Kortet i begyndelsen af bogen er dog en fin hjælp til at følge med i, hvorhenne karaktererne befinder sig, både på øen Raudra og fastlandet. Der er nævnt en masse af racer eller folkeslag ved og deres specifikke fysiske træk, som regel hud-, hår- og/eller øjenfarve, men ikke meget andet. Jeg håber der vil være mere om de ikke-morikaneske folkeslag i de næste bøger.

Alt i alt, som jeg sagde, kunne jeg faktisk virkelig godt lide denne her bog. Jeg blev ikke blæst væk af den, som jeg havde håbet, men i mening har Sidsel Sander Mittet skrevet en stærk start på en lovende serie og jeg ser frem til at læse mere om Korau, Eshri og de andre.


torsdag den 4. august 2016

Sagaen om Isfolket #1-3 af Margit Sandemo


Da Sagaen om Isfolket er en meget lang serie, og jeg håber på at eje og få anmeldt dem alle 47, har jeg valgt at dele det op på en lidt anden måde, da det ellers ville blive til rigtig mange indlæg. Jeg har gjort mit bedste for at dele det op på en sådan måde, at der ikke er for mange bøger i hvert indlæg, så de ikke bliver for lange. Så jeg har delt mine anmeldelser af bøgerne i denne her serie op efter generationer. For Sagaen om Isfolket er en slægtshistorie, en krønike der strækker sig fra slutningen af 1500-tallet og helt op til 2. verdenskrig og tiden derefter.

For at indlæggene ikke skal fylde for meget på forsiden, kan hele anmeldelsen findes, ved at klikke på nedenstående "læs mere" - eller ved at klikke på titlen, samme resultat. I dette indlæg anmelder jeg de første tre bøger: Troldbunden, Heksejagten og Plejedatteren, som alle omhandler den første generation, som for alvor starter en lang fortælling om en episk kamp mellem det gode og det onde, viklet ind i medlemmerne af slægtens liv på mange forskellige måder.


mandag den 1. august 2016

Månedens mursten #8


En lang og afslappet juli måned er omme. Vi skriver i dag den første august og jeg har endnu en måneds sommerferie foran mig. Jeg satser på at få skrevet en del og tror ikke på, at jeg kan få læst lige så meget som i sidste måned. Men én bog skal jeg dog have læst og det er selvfølgelig denne måneds murstensroman. Og jeg vil ikke spilde tiden på unødig plapren.

Augusts murstensroman er Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr.

Marie-Laure bor i Paris med sin far. De bor helt tæt på den smukke bys naturhistoriske museum, hvor han har ansvaret for alle dets tusindvis af nøgler og låse. Da Marie-Laure er seks år gammel, mister hun synet. Det får hendes far til at bygge en model i miniature over deres kvarter, hvert et hus, hvert et kloakdæksel, så hun kan indprente sig det hele med fingrene og derigennem finde vej ad de virkelige gader med sin stok.
Da nazisterne besætter Paris, flygter far og datter til den smukke fæstningsby ved Bretagnes kyst Saint-Malo, hvor Marie-Laures agorafobiske grandonkel bor i et højt, smalt hus tæt på ringmuren mod havet. Med sig har de museets mest værdifulde, sagnomspundne juvel. Samtidig, i Tyskland, vokser den forældreløse dreng Werner og hans lillesøster Jutta op på et børnehjem i en gold kulmineby. En dag finder Werner en ødelagt radio, der besegler hans skæbne. Radioen bliver hans besættelse, og han bliver med tiden ekspert i at bygge og reparere radioer. Dette talent skaffer ham en plads på et brutalt militærakademi for Hitler Jugend og gør ham til en af de allerdygtigste naziofficerer, når det kommer til sporing af modstandsfolk. Werners vej går fra Tyskland til de fjerneste egne af Rusland og direkte gennem hjertet af krigen. Han ender i Saint-Malo, hvor hans spor krydser Marie-Laures under det skæbnesvange luftangreb på byen et par måneder efter D-dag.
 Jeg har slet, slet ikke tal på hvor mange mennesker, der har fortalt mig gode ting om denne her bog. Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da jeg kunne vælge mine velkomstbøger til min bogklub - denne her skulle være en af dem. Der er et eller andet over bøger, der foregår under Anden Verdenskrig, jeg bliver som regel altid draget af dem. I hvert fald til at læse mere om selve bogen, men efterhånden er jeg blevet lidt mere kritisk med hensyn til hvilke, jeg vil læse. Denne her var jeg aldrig i tvivl om og jeg håber bare, at den kan leve op til mine forventninger.

Hvis du har læst bogen, vil jeg meget gerne høre din mening. Og har du ikke, er der så en bestemt grund til det?
 

Template by BloggerCandy.com