søndag den 31. juli 2016

Sommerferieskønne juli | Tilbageblik #22


Juli var skøn. Det kan siges så kort. Jeg har virkelig nydt denne første sommerferiemåned, skønt jeg ikke har foretaget mig ret meget. Jeg har nydt, at jeg har kunnet sove længe, læse de bøger, jeg havde lyst til, se film dagen lang hvis det var det jeg ville og jeg fik den bedste start på sommerferien, man kan ønske sig, med et 12-tal i den allersidste eksamen på bacheloruddannelsen, på trods af stress og lidt skyldfølelse over, at have nydt dagene hjemme i Jylland i stedet for at læse op hele tiden. Men det gik. Juli måned har ikke kun budt på afslapning i voldsom grad, men også på omvæltninger. Jeg har sagt farvel til min lillesøster, som nu bor i England og til vores elskede hund. Juli måned har været præget af en mangel på sommevejr, så jeg glæder mig stadig til lune grill aftener, lange dage i solen og strandture.Når vejret en sjælden gang har været godt, har jeg til gengæld været hurtig til at smutte udenfor og smide mig i solen. Så i stedet er juli gået med at hygge mig inden døre, og det kan tydeligt ses på min stak af læste bøger for denne måned. Og så har jeg fået oversat, og det indebærer en hel del omskrivning og redigering, de første 40.000 ord af min fehistorie, så jeg er halvvejs igennem, hvilket ikke er dårligt når man tænker på at det er langt fra hver dag, har jeg arbejdet på det. Og får et par dage siden kom den endelig karakter så også, så nu kan jeg rent faktisk sige, at jeg er færdig med bacheloruddannelsen. Og selvom min ene underviser allerede er begyndt at lægge teoretiske tekster og en bogliste ud - hvilket er i forbløffende god tid for litt. vid. og SDU, så holder jeg på, at jeg lige tager en måneds sommerferie mere.

I juli læste jeg 21 bøger. Ja, du læste rigtigt. Jeg fik læst hele 21 bøger i løbet af juli måned. Det kommer mindst lige så meget bag på mig!

I juli købte jeg 2 bøger. 2 smukke genbrugslykkefund i form af Kærlighedsbreve fra store mænd, samlet af Ursula Doyle og Ikke efter midnat, en novellesamling af Daphne du Maurier. Og så opdagede jeg, at jeg i juni påstod, at jeg ikke havde købt nogen bøger. Det er selvfølgelig løgn, for jeg var faktisk til fødselsdagsfest hos en boghandler her i Odense og fik Jonas Jonassons Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt med mig hjem. Det havde jeg glemt i eksamensstresset.

Julis bedste læseoplevelse er svær at vurdere. Jeg har læst rigtig mange gode bøger i denne her måned. Jeg forsvandt fuldstændig i Garth Risk Hallbergs Byen brænder og jeg kan kun erklære mig enig i den ros, den bog har fået. Det var noget af en oplevelse. På samme måde havde jeg det også med Les Misérables af Victor Hugo, som muligvis er den bog, jeg har læst i den her måned, som jeg varmest vil anbefale. Vidunderlig bog. Som altid var det en fornøjelse af genlæse Sagaen om Isfolket, hvor jeg i denne måned fik læst bog 15 til 20, og hvor jeg var meget imponeret over slutningen på Scott Westerfelds Uglies trilogi i form af Specials, var jeg lige så glad for begyndelsen på Marie Lus Legend trilogi med den første bog Legend. Jeg læste Waiting for Godot af Samuel Beckett, som jeg første gang stiftede beskendtskab med på studiet, dog med et andet stykke og dette stykke viste sig at være alt det og meget mere end jeg havde fået at vide. Jeg forelskede mig i Daphne du Mauriers skrivestill, da jeg læste Rebecca og jeg slugte de to første bøger i den danske fantasy trilogi om Morika, nemlig Rent blod og Vildhunden og panteren af Sidsel Sander Mittet. Så der har været rigtig mange gode læseoplevelser i denne her måned.

Julis skuffende læseoplevelse må siges at være Notes of a Dirty Old Man af Charles Bukowski. Jeg har hørt så gode ting om Bukowski og jeg så derfor frem til at læse noget af dem. Desværre kan man ikke sige, at jeg på nogen måde fandt denne bog en hverken behagelig, god eller interessant læseoplevelse.

Julis lyrikvalg udeblev af uvisse årsager. Jeg tror bare ikke, jeg har været i humør til at læse lyrik og sådan har jeg det desværre tit, hvilket egentlig var meningen med denne udfordring. Men jeg giver ikke op.

Julis murstensroman var Les Misérables af Victor Hugo.

Julis korteste bog var Waiting for Godot af Samuel Beckett på 94 sider.

Julis længste bog var Byen brænder af Garth Risk Hallberg på 1.042 sider, for Les Misérables var i to bind på henholdsvis 497 og 512 sider, og til sammen "kun" 1.009 sider.


I august vil jeg fortsætte med at nyde min sommerferie og slappe af. Jeg ser frem til mere solskin, nu hvor skolernes ferie snart er forbi, så plejer det jo at love godt for sommervejret, ikke? I den forbindelse håber jeg på både strandture, grillaftener og solbadning. Jeg går målrettet efter at få færdigredigeret den fehistorie, jeg har arbejdet på så længe, sådan at jeg muligvis kan begynde at gøre noget mere med det før eller når undervisningen begynder igen. Jeg drømmer om isspisning og gåture - dog uden at fange Pokémon, min telefon er faktisk for gammel til at køre spillet! Og så håber jeg på at få læst endnu en stak bøger, jeg har en læseliste på flere mil og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde eller ende. Samtidig har jeg også en del planer om anmeldelser her til bloggen, jeg har lavet en liste - jeg elsker lister, hvis det ikke var tydeligt og jeg håber lidt på, at jeg kan holde det kørende med et nyt indlæg hver anden dag, men jeg er ikke sikker. For jeg har ikke nogen ret faste planer for min august måned, kun ting jeg gerne vil nå. Sommerferien er for mig impulsivitetens tid, det er jo nu jeg har bedst tid. Og i august må jeg også hellere begynde at rette blikket mod kandidaten, men først er der lige lidt mere sommerferie, der skal nydes.


onsdag den 27. juli 2016

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz. Udgivet af Simon & Schuster i 2014.


Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe handler om de to mexikansk-amerikanske drenge, Aristotle Mendoza og Dante Qintana. I 1980'ernes El Paso mødes de to drenge en sommedag og skønt de ved første øjekast ikke har ret meget til fælles, opstår der en øjeblikkelig sammenhørighedsfølelse mellem de to enspændere. Igennem bogen følger vi deres færd for ikke bare at klare sig igennem en skolegang, der ikke siger dem noget, familieforhold der er vidt forskellige, men alligevel med grundlæggende ens forældre bag de to drenge, for ikke at nævne bøger og litteratur, venskab og kærlighed og ikke mindst at forstå verden og ens egen plads i den. Sáenz' bog er for mig at se et pragteksemplar af en ungdomsroman.

Another secret of the universe: Sometimes pain was like a storm that came out of nowhere. The clearest summer could end in a downpour. Could end in lightning and thunder.

Hvorfor læste jeg Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe? Fordi jeg ville bruge den til mit bachelorprojekt. Jeg købte den faktisk til det formål og besluttede mig for at ville analysere den, før jeg overhovedet havde læst dem. Men jeg gjorde det. I den forbindelse endte jeg faktisk med at læse den fire eller fem gange, hvilket overhovedet ikke gjorde mig noget. Jeg nød at fordybe mig i karakterernes komplekse og ikke så ligetil forhold til deres egen identitet, for jeg beskæftigede mig jo med diversitet, med fokus på etnicitet. Men den fokuserede læsning tog ikke noget fra oplevelsen af bogen, heldigvis. Det var en af de allerførste bøger, jeg læste i år og den er strøget direkte ind på min favoritliste. Og derfor har jeg slet ikke vidst, hvordan jeg skal skrive den her anmeldelse, for jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare alle grundene til, at jeg bliver så glad inden i af denne her bog.

I renamed myself Ari.
If I switched the letter, my name was Air.
I thought it might be a great thing to be the air.I could be something and nothing at the same time. I could be necessary and also invisible. Everyone would need me and no one would be able to see me.

Jeg afholder mig med vilje fra at sige ret meget om plottet, hvis der nogensinde var en bog, hvor jeg mener, det er en fordel ikke at vide noget, så er denne her en klar kandidat. Selvom bogen foregår for cirka 30 år siden, føles hverken karaktererne eller deres hverdag gammeldags og jeg tror især, at det skyldes at emnerne stadig er yderst relevante i dag. Specielt for teenagere, men jeg tror helt sikkert også, at man får meget ud af at læse bogen senere i livet. Med emner, der ud over identitet og kærlighed, venskab og familie, som jeg allerede har nævnt, er også fremtiden, alkohol, intimitet - og sex - oppe at vende. Hele historien er fortalt fra Aristoltes synsvinkel og i et nærmest poetisk sprog. Jeg mindes ikke, jeg er læst en bog, der ligende. Tempoet er langt fra højt, men det er behageligt uden at blive kedeligt eller langtrukkent.

Jeg elsker Aristotle og hans næsten selvvalgte ensomhed, hans stilhedsprægede forhold til sine forældre og besvær med at knytte sig til sine jævnaldrende. Og jeg elsker Dante, hans næsten naive åbenhed over for andre, hans kærlighed til bøger og den måde, han virker til at elske alt omkring ham - eller en vilje til at holde af det. Det var mig helt umuligt ikke at knytte mig til dem og jeg læste i spænding om deres gradvise venskab, deres forsøg på at finde eller skabe dem selv og ikke mindst at forstå sig selv, verden og hinanden. Jeg har grædt over denne bog, af glæde og af noget der mest af alt mindede om fortvivlelse. Jeg har leet højt og siddet og smilet længe, mens jeg har læst. Og jeg nød at forældre har en stor rolle at spille i denne her bog, de forsvinder alt for ofte i ungdomsromaner og selvom jeg ofte forstår hvorfor, passer det så fint, så fint, at de er med i denne her bog. Jeg elsker Aristoles far, for den han var og den han prøver at være for sin yngste søn. Ikke at jeg ikke også elsker Dantes forældre. De er meget svære ikke at holde af.

For mig at se er bogen en af de bedre, jeg har læst længe. Det er en bog, der igennem to drenges historie formår at stille en masse spørgsmål, der så absolut også er vigtige i dag. Nu har jeg læst så meget om bogen i forbindelse med mit bachelorprojekt og måske derfor er jeg endnu mere glad for dens fokus på familielivet, på at forskellige familier sagtens kan fungere sammen, alle husstande behøver ikke være ens. Og på forældre/børn-forholdet. Man er ikke i tvivl om at både Dante og Aristotles forældre elsker dem, men de viser det på ret forskellige måder. Ingen af dem er forkerte, de har bare forskellige forudsætninger. Og det er måske noget af det, jeg elskede mest ved denne her bog: der bliver ikke gjort noget stort og farligt ud af forskelligheder. Den satte lange spor inden i mig, efter jeg havde læst den og de blev kun dybere for hver genlæsning. Selv nu, flere måneder efter at jeg læste den første gang, bliver jeg stadig glad af at tænke på den. For det er ikke bare en fin historie, der er fortalt på en smuk måde. Den her bog er så meget mere og jeg tror, jeg snart skal læse den en gang til. Og en gang til. Indtil efterfølgeren kommer. Og så igen.

Summer was here again. Summer, summer, summer. I loved and hated summers. Summers had a logic all their own and they always brought something out in me. Summer was supposed to be about freedom and youth and no school and possibilities and adventure and exploration. Summer was a book of hope. That's why I loved and hated summers. Because they made me want to believe.


mandag den 25. juli 2016

Geminiderne (Spektrum #2) af Nanna Foss

Geminiderne (Spektrum #2) af Nanna Foss. Udgivet af Tellerup i 2015.

Læs min anmeldelse af den første bog, Leoniderne her.

Geminiderne er den anden bog i den danske fantasy/science-fiction serie Spektrum af Nanna Foss. Den starter mere eller mindre der, hvor bog 1 sluttede, men i stedet for at følge Emilie, er det i stedet for Pi, der fortæller denne bog. De seks venner forsøger stadig at finde ud af mere om tidsrejserne, hvordan fungerer de og hvorfor er det lige netop dem, der har fået evnerne? Samtidig dukker både nye og gamle bekendtskaber op, men om de er med eller imod Pi og hende venner, det vil vise sig. Så vennerne rejser tilbage til 1969 for at forsøge at ændre på fortiden - men det er ikke uden hverken farer eller problemer, nogle større end andre.
"Det ser ud som om det kun er os to, Pi." Alban smiler.
"Ja, det skal nok gå godt." Noah himler mod loftet.
Husk en pulverslukker, tilføjer han inde i mit hoved.
Fuck dig! Jeg glor vredt på ham.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide hele problematikken om, hvad der sker hvis man forsøger at ændre på fortiden. Det er meget på sin plads i en bog om tidsrejser, for jeg tror, det er noget alle ville tænke på meget hurtigt på: hvad ville jeg ændre i fortiden og hvorfor? Men præcis som vi ved det fra Hermione Grangers eventyr med tidsvenderen i den tredje Harry Potter bog, så er det overhovedet ikke ufejlbarligt at forsøge at ændre på fortiden. Og det er slet ikke ufarligt.

Tempoet er højt, endnu højere end i Leoniderne, der ellers ikke gik stille frem. Men det fungerer, fordi det på ingen måde går for stærkt. Jeg kunne mærke, som jeg læste, at plottet var meget gennemtænkt - og udført - hvilket nok helt klart er et must, når man arbjeder med forskellige tider og sådan. Og som altid er det en fornøjelse af følge med i gruppens forsøg på at opklare hele mysteriet omkring tidsrejserne og de dertilhørende evner, specielt fordi man ved hjælp af rejserne frem og tilbage i tiden får et indblik i, hvordan de tegn eller spor, gruppen opsporer i nutiden er blevet til i fortiden. Lyder det forvirrende? Fortvivl ikke, det er det ikke, når man læser bogen. Det var specielt en fornøjelse, fordi der var nogle opklaringer af spørgsmål fra den første bog, spørgsmål som jeg egentlig ikke savnede svar på, da jeg havde læst dén bog, men som det var helt perfekt at se karaktererne løse i denne her bog. Eftersom det er en toer, vil jeg ikke sidde her og afsløre hvad der sker, men jeg vil sige, at jeg synes rigtig got om den måde, Nanna Foss formår at binde fortidens karakterer og nutidens karakterer sammen - og de forskellige delhistorier, der knytter sig dertil glæder jeg mig til forhåbentligvis at udforske i de videre bøger


Bogen fortælles som sagt af Pi og det var noget jeg så meget frem til. På trods af at jeg var ret glad for Emilie, så synes jeg det var både spændende og forfriskende med et nyt perspektiv - og så er det efterhånden ret udbredt viden at synsvinklen skifter i hver bog, hvilket for mig at se er et imponerende initiativ. Jeg har en fornemmelse af, hvem der er fortælleren i den næste bog, men det lader vi ligge for nu. Pi var allerede en af mine yndlingspersoner i den første bog og fordi det er hende, der fortæller i denne bog, får vi derfor et noget bredere indblik i hendes person og liv - og mere forståelse for hende. Udadtil er hun både rapkæftet, livlig og ikke bange for at gøre opmærksom på sig selv. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Man kan ikke lade være med at lægge mærke til hende, det opdagede jeg allerede i den første bog, men det bliver endnu mere tydeligt i denne her, hvor vi også får hendes tanker og følelser med. Hun er nemlig ikke kun positiv og livlig, hun er også plaget dels af tidligere hændelser og dels af en endeløs angst for sine evner - at kunne sætte ild til ting kun med sine hænder - og for betydningen af dem. Specielt for hvorvidt hun vil skade nogen uden at ville det. Og det er ikke en helt ubegrundet frygt. Jeg var rigtig glad for Emilies synvinkel i den første bog, men jeg vil ikke sige, at jeg synes det var irriterende at det skiftede til Pi i denne her bog. Det medat skifte synsvinkler giver et meget bredt spektrum (see what I did there?) af fortolkninger og meninger om de samme hændelser, hvilket jeg personligt godt kan lide. Og så kan jeg bare rigtig godt lide Pi, ligesom jeg rigtig godt kan lide Emilie.

I løbet af bogen ser man et venskab udvikle sig imellem Alban og Pi, hvilket gjorde mig rigtig glad. Jeg er stadig vild med den måde Foss formår at præsentere den blinde Alban, som på ingen måde er en hjælpeløs, stakkels figur. Vi for også et ret godt indblik i hende og Noahs hjemmeliv og deres forhold til deres mor og ikke mindst hinanden, hvilket allerbedst kan beskrives som et ægte had-kærlighedsforhold, i hvert fald blandt søskende. Fordi de kan telepatere med hinanden får man faktisk også en lille smule af Noahs synsvinkel, når altså han ikke bruger tiden på at være efter sin søster.

Jeg elskede denne her bog. Jeg fik den læst på en dag og bagefter sad jeg og var helt lamslået. Dels slutter den med en cliffhanger, der fik mig til at ønske, at jeg havde bog 3 at dykke ned i lige med det samme og dels fordi jeg lidt tabte pusten. Den er bare så god. Jeg er helt klart fan af denne her serie og jeg glæder mig ufatteligt til at få fingrene i den næste bog. Når den altså udkommer. Indtil da må jeg jo klare mig med at genlæse de første to, men det kan både bøgerne og jeg nok også godt overleve.

Musik er ligesom alkohol, det forstærker den følelse man har når man trykker play eller sætter flasken for munden. Man bliver gladere, vredere, mere trist af musik. Tonerne er følelser i ren, rå form, direkte med drop ind i hjernen.

lørdag den 23. juli 2016

Forbandede mødom + Forpulede kærlighed af Sarah Engell

Forbandede mødom + Forpulede kærlighed (Forbandede mødom #1+2) af Sarah Engell. Udgivet af Forlaget Carlsen i 2015, originalt udgivet i hhv. 2011 og 2012.


Forbandede mødom + Forpulede kærlighed er to romaner i én om Maria på 15 og om venskab, jalousi og den første gang. Om solfyldte dage og varme nætter, hvor grænser bliver afprøvet – og overskredet. Og om kærlighed, der gør ondt i maven, for hvordan kan man vide, at man ikke bare mister den igen. Jeg købte den ret impulsivt, fordi jeg synes den lød lovende og derfor glædede jeg mig faktisk også lidt til at læse den. Desværre levede bogen slet ikke op til mine forventninger.

Mit største problem med denne her bog er nok karakterene. Jeg formåede aldrig at identificere mig med Maria, faktisk synes jeg at jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere irriterede hun mig. Og jeg blev meget, meget overrasket over, hvor let hun opgav sin mødom, efter at have brugt oceaner af tid på at panikke, overtænke og des lignende over netop denne oplevelse. Og det frustrerede mig uendeligt meget. Men mest af alt undrede jeg mig over at karaktererne, som piger på 15 og andre teenagere opførte de sig meget, meget underligt - jeg fristets faktisk til at sige, at de opførte sig en smule overdrevent hovedløst og nogle gange lidt langt ude - og i hvert fald slet ikke som jeg husker teenageårene. Og så gammel er jeg da heller ikke endnu. Men det viser sådan set også, at selvom de har en del problemer og synes, at livet er svært at navigere, så gør de det altså samtidig slet ikke nemt for dem selv.

"Måske skulle jeg også bare gøre det," siger jeg.
"Gøre hvad? Starte på gymnasium?"
jeg ryster på hovedet, læner mig frem i stolen. "Gøre DET," hvisker jeg med tryk på det sidste ord.
Christina puster sit pandehår væk fra øjnene. Hun læner hovedet på skrå. "Mind mig lige om igen: Hvordan kan man være kærester i 4 måneder uden overhovedet...?"
"Altså... det er jo ikke, fordi vi overhovedet ikke... det ved du også godt. Men det er bare ligesom om, at når vi når dertil... du ved... så går vi lidt i stå. I starten var vi begge to meget..."

Men noget positivt skal der også siges. For selvom jeg ikke blev overbevist af karakterne og alt det, så blev jeg alligevel overbevist om temaerne. Sproget var rigtig godt, det passede fint til bogens karakterer - på trods af en mærkværdig mangel på sociale medier, men hvis det skyldes, at bogen ikke er sat i det år, den blev udgivet, er det ikke tydeligtggjort i historien. Denne mangel var faktisk en af de ting, jeg fandt overraskende ved bogen. Jeg tror, at hvis man rent faktisk læser den som teenager, vil man nok få en anden oplevelse af de to bøger. Men man skal nok ikke læse den sammen med sine forældre eller i offentligheden hvis man har tendens til at blive pinligt berørt over de bøger, man læser. For det er en bog, der handler meget om sex og den er ikke så lidt eksplicit nu og da. Og det var faktisk forfriskende, for det er et emne, der meget, meget ofte bliver overset og udelukket fra ungdomsromaner, både de danske og de amerikanske. Og det er lige der, jeg synes, at det er en bog man skal læse alligevel, selvom jeg ikke selv er specielt begejstret for den. For den handler om emner, der helt sikkert fylder meget i en teenagers hverdag og lige som det er for Maria, er det alt for ofte tabubelagt i hverdagen. Men det er for mig at se et emne, der er tæt sammenhængende og mindst lige så vigtigt som bogens temaer om venskab, selvstændighed, forelskelse og jalousi - emner, der ofte får spalteplads i ungdomsbøger.

Så selvom jeg ikke faldt for bogen, vil jeg anbefale den alligevel. Men nok ikke til andre i midten af tyverne, men til læsere mere på alder med bogens karakterer. For det er dér, den kan få en større betydning.

torsdag den 21. juli 2016

Oprører (Dæmondræberen #1) af Louise Haiberg

Oprører (Dæmondræberen #1) af Louise Haiberg. Udgivet af Tellerup i 2013.


Jeg plejer at holde mig langt væk fra bøger om engle og dæmoner og det er af en bestemt grund; jeg synes altid, at de falder i fælden og portrætterer førstnævnte som overdrevent perfekte og gennemført gode - som i uden fejl eller mangler (og jeg ved godt, de er engle, men helt ærlig, det er ikke særlige spændende at læse om totalt endimensionelle karakterer) og sidstnævnte som store, stygge uhyggelige væsner, der er gennemført onde og aldrig, aldrig foretager sig andet end at gøre mennesker - eller andre væsner - ondt.

Så jeg var en smule tøvende med at åbne Oprører, men jeg havde læst mange gode ting om bogen rundt om i blogland og jeg må indrømme, at jeg var ret nysgerrig. Og lad mig bare starte med at sige det fra starten af, Louise Haibergs debutroman om den eksilerede (det er et ord, jeg slog det op!) dæmon Dominic skuffede mig på ingen måde. Faktisk var jeg meget imponeret.

Jeg gik over fodgængerovergangen mens jeg fløjtede en drukvise fra 1600-tallet. Der var ikke noget bedre end at starte dagen med at irritere en dæmon. Mennesker anede ikke hvad de gik glip af.
Historien handler som sagt om Dominic, en dæmon på flugt fra Helvede. For på trods af sin høje status i dæmonverdenen og sin ellers veludviklede påskønnelse af at påføre sjæle smerte og gøre dem til dæmoner, har han gjort noget utilgiveligt. han har dræbt en anden dæmon. Og ikke hvilken som helst. Jeg vil ikke sige noget om hvem, kun at det kom overraskende bag på mig. Set i bakspejlet tror jeg, jeg burde have regnet det ud, men jeg var ganske enkelt for opslugt til at overveje, hvad der ville ske. Nu lever Dominic derfor på jorden og tilbringer sin tid med at nyde en tilværelse, der bedst kan beskrives som klassisk "rock and roll". Kvinder, alkohol og så absolut ikke nogen form for ansvar. Indtil han møder den faldne engel, Tia, og de får færten af en sammensværgelse, der udgøre lidt mere end bare en potentiel fare. For både mennesker, engle - de faldne og de, der stadig er i Himmelen.


Misforstå mig ikke. Jeg elsker sort, men jeg troede at engle var mere til hvidt i hvidt med et hint af beige og et strejf af guld, på hvidt. [...] Hvad pokker skulle det betyde? På prøve? Var hun en engel eller ej, og hvad med Himlens porte, Big daddy og de andre piphanse?
Historien er så velskrevet, at jeg meget meget nødig vil afsløre noget af, hvad der sker. For mig skete der nemlig det, at jeg blev så opslugt af plottet, at jeg nægtede at lægge bogen fra mig og den oplevelse vil jeg ikke tage fra andre. Historien fortælles primært af Dominic, men der er også kapitler fra Tias synsvinkel, efter hun for alvor er kommet ind i historien. Det er dog let at skelne i mellem fortællerne, i fortællestilen - noget så simpelt som at Dominic bander en hel del og Tia gør ikke, hun er jo en engel! - men også i starten af kapitlerne, der også gør opmærksom på, at man springer frem og tilbage i tiden. Herved får man et virkelig godt indblik i, hvordan Dominics karakter udvikler sig. Muligvis kan man risikere at miste tråden ved de mange spring, men det er for mig at se ikke svært at finde tilbage igen. Og med hensyn til Dominic: jeg elsker ham. Det er slet ikke nogen hemmelighed, jeg har altid haft en svaghed for litteraturens bad boys, og Dominic ryger direkte ind i klubben med sin sarkastiske attitude, sine til tider komiske kommentarer og i det hele taget hans væremåde. Det var virkelig svært ikke at elske den arrogante idiot. Det er så sødt, min udgave er signeret med et ønske om, at jeg vil kunne lide Dominic. Til det kan jeg kun svare ja og ja!

Og jeg er nødt til at nævne sproget. For det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på ordet 'køddragt', som bruges både af dæmonerne og englene om de kroppe, de besætter. For mig at se er ordet en fantastisk effektfuld måde at vise især dæmonernes komplette liggyldighed overfor mennesker. Og så fniste jeg hver eneste gang Dominic refererede til englene med forskellige udgaver af 'pipfuglefyrene'.

Bogen er markedsført som en bog, der både henvender sig til unge og voksne, noget jeg faktisk ikke var klar over. Men jeg kan godt forstå hvorfor, for historien er en del mere voldelig og direkte end jeg er vant til fra mine læsninger af specielt amerikanske YA bøger. Jeg nævner det, fordi det måske kan virke anstødende for nogen, men jeg havde egentlig ikke selv noget problem med at vænne mig til det i løbet af de første kapitler. Og jeg endte med at sluge bogen på en dag. Og der gik ikke lang tid, før jeg åbnede den næste i serien.

Efter tusindvis af års erfaring vidste jeg at panik aldrig hjalp en skid. Jeg havde set utallige mennesker fejle, netop fordi de blev overvundet af deres frygt. Jeg måtte ikke. Kunne sgu ikke fejle. Det var ikke en mulighed. Jeg var fandme ikke typen!

fredag den 15. juli 2016

Sommerferie: sol, sommerlæsning, skrivetid og alt det der ...


Det er nok ikke gået nogens opmærksomhed forbi, at det er blevet sommer. Selvom vejret ikke ligefrem tyder på, at vi allerede er midt i juli måned. Men der bliver holdt ferie alligevel. Og det gælder så sandelig også for mig.

Derfor har der været lidt uplanlagt stille på bloggen. Jeg har ganske enkelt nydt at sove længe og sidde i min seng og se film til langt ud på natten. At læse for min egen skyld og lige præcis det, jeg nu havde lyst til. At tegne eller at tage en cykeltur når det for en gangs skyld var godt vejr.

Men jeg savner at blogge. I løbet af foråret blev det til sidst rigtig nemt helt at lade være, der var så meget andet, jeg skulle og til sidst blev undskyldningerne rigtig dårlige. Og det håber jeg på at lave op på. For jeg kan rent faktisk godt lide BookishLoveAffair og jeg hygger med mig det.

Så i dag vil jeg fortælle lidt om mine planer for sommerferien. Jeg er jo så heldig at have ferie helt indtil 1. september, og det betyder, at jeg har mere end seks ugers ferie endnu. Men måske vil det her indlæg handle om mine læseplaner. For jeg har ret mange.


Som jeg tidligere har nævnt, så er en af mine planer at få læst Garth Risk Hallbergs Byen brænder. Det er efterhånden en del måneder siden, at jeg fik bogen med mig hjem og det er endnu længere siden, at jeg læste den ualmindeligt omfangsrige læseprøve, jeg fik med hjem fra BogForum sidste år. I skrivende stund er jeg godt 400 sider inde i den 1000+ sider store bog og jeg må indrømme, at jeg godt kan forstå de rosende ord, den har fået rundt omkring ind til videre. For så langt som jeg nået, er jeg vild med den. Jeg håber, at de sidste 600 sider er lige så gode!

Naturligvis læser jeg også murstensromaner i sommermånederne, som jeg allerede har afsløret er det i juli Victor Hugos Les Misérables. Jeg er netop startet på volume 2 og det er med ganske meget iver. For jeg har længe været vild med musicalen, og Victor Hugos skrivemåde, som jeg ellers kun kender fra The Hunchback of Notre Dame. Men denne bog vinder altså også indpas hos mig. Jeg kan næsten ikke lægge den fra mig, hvilket også er grunden til, at jeg har ventet et par dage med at gå i gang med volume 2. Der skulle også lige læses lidt andet.

Blandt andet er jeg stadig ved at læse The Book of Lost Tales, nu også del 2, af J. R. R. Tolkien. Det er sjovt, det er meget længe siden, at jeg har læst The Silmarillion, men der er historier, jeg godt kan genkende. Men Lost Tales blev jo også til Silmarillion senere hen. Der er dog mange forskelle på de to værkers udgaver af historierne, hvilket også gennemgås i de essays og noter, der efterfølger hver historie. Og det er meget rart for en, der har læst så meget Tolkien, at det bliver en anelse rodet, når der er gået så længe.

Selvfølgelig genlæser jeg også Sagaen om Isfolket. Hvis man følger mig på Goodreads, vil man nok have bemærket, at jeg anmelder dem der - dog på engelsk, hvilket ikke er helt problemfrit! - hver gang jeg er færdig med en bog. Efterhånden er jeg nået til bog 18 og jeg har derfor ikke ret mange tilbage, jeg ejer nemlig kun de første 22. Men det kommer nok alt sammen.


Men min egentlige læseplan for sommeren 2016 består i høj grad af bøger, jeg i første omgang ikke selv har valgt. For at gå lidt tilbage i tiden, for mindst et år siden besluttede jeg mig for at deltage i den læseudfordring, der kaldes Rory Gilmore udfordringen - og som jeg holder bestandigt øje med her. Tilbage i januar satter jeg mit et mål om jeg gerne ville nå op på 80 læste bøger fra denne liste og før sommerferien var jeg på 51 elller sådan noget.

Så det blev ret hurtigt klart, at hvis jeg skulle nå mit mål på 80, så skulle jeg snart i gang. Så jeg har læst et par stykker fra listen, som jeg selv har stående og så har jeg ellers været på et ret stort biblioteksrov. Og har i øjeblikket 14 bøger hjemme og det ville nok tage lidt for lang tid at liste dem alle.

Men selvom bøgerne er valgt ud fra listen, er det ikke sådan, at det ikke er bøger, jeg ikke vil læse. Med lige omkring 280 ulæste bøger at vælge ud fra, gik jeg først og fremmest og fra forfatteren, hvilke kunne jeg godt tænke mig at læse noget af? Sådan valgte jeg eksempelvis en bog af Charles Bukowski (som jeg desværre ikke brød mig særlig meget om, men det er en anden sag), Daphne du Maurier og Nikolai Gogol. Nogle forfattere var gamle kendinger, som Samuel Beckett og andre var længe ventede bekendtskaber som Walt Whitman og Khaled Hosseini. Andre bøger blev valgt ud fra titlen, hvorefter de blev nærstuderet på Goodreads og bibliotekets hjemmeside. Så selvom jeg ikke valgte bøgerne selv til at starte med, har jeg selv valgt de bøger, jeg vil læse hen over sommeren.

Og så er der endda nogle reservationer, der stadig har to måneders ventetid. Så må vi jo vente og se, om jeg ind i mellem at oversætte - hvilket også indebærer en gennemgående omskrivning - af min elskede fehistorie også kan finde tiden til at få læst alle de bøger. Ind til videre er jeg optimistisk, men lad os nu se hvordan det ser ud om en måned. I hvert fald er det meget anderledes og lidt udfordrende for mig, det med at have planlagt min læsning på denne måde, med en større stak bøger, der bare ligger og venter på mig. Men det er også morsomt.

Kunne I finde på at læse ud fra en liste på denne måde? Ville I så også vælge her og der, eller tage dem i rækkefølge? Eller har I helt andre læseplaner for sommerferien, hvis I da har ferie?

Hvis jeg satte mig for at lave en Inkworld reading challenge, med alle de bøger, der nævnes, citeres og lignende, i Cornelia Funkes Inkheart trilogi, ville I så være interesseret i at være med? Jeg ville nok gå til den på samme måde som jeg har gjort med Rory Gilmore udfordringen, men det er jo op til ens temperament.

fredag den 1. juli 2016

Månedens mursten #7


Halvdelen af året er allerede gået, det er juli og selvom sommervejret lader vente på sig, så har jeg sommerferie de næste to måneder og jeg har set frem til det i et godt stykke tid. Egentlig er denne måneds roman en smule fusket, for jeg kan ikke helt finde ud af om det tæller, at det teknisk set er to bøger. Eller, selvfølgelig tæller det, for jeg har selv valgt dem og jeg ser meget det som én bog, blot i to bind. Det er langt fra mit eneste læseprojekt, jeg har planer om at læse de resterende Isfolket-bøger, som har jeg stående, jeg håber på at komme i gang med Hallbergs kæmpe roman Byen brænder og en hel masse andre bøger. Men det er murstensromanen, dette indlæg skal handle om.

Juli måneds murstensroman er: Les Misérables af Victor Hugo.

One of the great classics of Western literature, Les Misérables is a magisteral work which is rich in both character portrayal and meticulous historical description. Characters such as the absurdly criminalised Valjean, the street urchin Gavroche, the rascal Thenardier, the implacable detective Javert, and the pitiful figure of the prostitute Fantine and her daughter Cosette, have entered the pantheon of literary dramatis personae
 The reader is also treated to the unforgettable descriptions of the Battle of Waterloo and Valjean's flight through the Paris sewers.
Egentlig bilder jeg min ind, at jeg godt kender den historie, der gemmer sig imellem disse sider. Men som det så ofte har vist sig før, så tager jeg sikkert fejl og derfor glæder jeg mig til rent faktisk at læse Hugos historie og ikke kun læse den i overdrevent bearbejdede børneudgaver eller som musical.


 Har I læst Victor Hugos berømte roman, eller har I lige som mig kun stiftet bekendtskab med historien og karaktererne igennem diverse bearbejdninger? Hvis I ikke har læst den, kunne I så finde på det?
 

Template by BloggerCandy.com