lørdag den 31. december 2016

Drømmelignende december | Tilbageblik #27


Ikke på billedet: Aftalt spil (Off Campus #1) af Elle Kennedy.

December var forsindende. Måneden gik for mig op i eksamensopgave, julestemning der kom og gik og drømmescenarier. December blev en måned, hvor læsning røg til siden, hvor jeg havde så meget andet i hovedet og hvor jeg ganske enkelt ikke har haft lyst til at åbne en bog. December har været en måned, hvor jeg har drømt mig væk. Her på årets sidste dag bladrer jeg mig igennem årets sidste bog og ser frem mod januar og 2017 med en længsel, jeg ikke kan finde ord for. 

I december læste jeg 3 bøger. Det vil sige, jeg er i gang med den tredje. Jeg genlæste Elle Kennedys Aftalt spil efter at have købt mig paperback-udgaven af bogen, Og så gik jeg i gang med Vanity Fair af William Makepeace Thackeray, men gik også i stå igen. Ikke fordi bogen ikke fangede mig, men fordi jeg rendte ind i en eksamensopgave, der trak tænderne ud. Jeg fik Zero Hour af Pittacus Lore i julegave og fløj igennem den blot et par dage senere. Og her på årets sidste dag, læser jeg 1984 af George Orwell.

I december købte jeg ingen bøger. Det gør jeg sjældent. Til gengæld fik jeg 85 bøger i julegave, som I kan læse om her.

Decembers positive læseoplevelse er ikke særlig svær at få øje på. Jeg knuselsker stadigvæk Aftalt Spil af Elle Kennedy og jeg nød at læse de tre noveller i Zero Hour, der fortalte nogle af begivenhederne fra The Fate of Ten af Pittacus Lore fra andre synsvinkler. Og ind til videre er jeg vild med 1984.

Decembers skuffende læseoplevelse er ikke sådan rigtig at opspore. Jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke kunne nå at blive færdig med Vanity Fair, men jeg regner med at fortsætte med at læse den, så jeg kan blive færdig med den i det nye år.

Decembers lyrikvalg blev aldrig fundet.

Decembers murstensroman var Vanity Fair af William Makepeace Thackeray.

Decembers korteste bog var Aftalt spil af Elle Kennedy på 354 sider, selvom 1984 er kortere, for jeg er jo ikke helt færdig endnu.

Decembers længste bog var Zero Hour af Pittacus Lore på 416 sider.

I januar vil jeg tage det som det kommer. Januar er eksamensmåned, jeg har fødselsdag og jeg har det egentlig fint nok med ikke at vide præcis, hvad måneden kommer til at bringe. Selvfølgelig vil jeg læse, så meget jeg har overskud til imellem eksaminerne, men i øjeblikket ser jeg faktisk mest frem til et nyt år, der forhåbentlig vil medbringe opfyldelsen af et håb eller to og en drøm eller flere. 

Fra bunden af mit stressede sind, tak får i år. Og på gensyn i 2017!

onsdag den 28. december 2016

“Books make great gifts because they have whole worlds inside of them. And it's much cheaper to buy somebody a book than it is to buy them the whole world!”


Juledagene er forbi og jeg har tilbragt dem i  en døs af juleslik, julemad, familietid og lange dage. Jeg nyder at sidde og se på vores stadigt pyntede juletræ i nattøj og se film, lige så meget som jeg stadig nyder at tilbringe de sidste dage i Jylland før jeg skal tilbage til Odense og eksamensland. Under træet fandt jeg i år en pæn stak bøger, og jeg ved allerede nu, at jeg skal igang med en stor omgang omroganisering af mine reoler. Jeg har nemlig fået ikke mindre end 85 bøger og det kribler i mine fingre for at gå i gang med dem, så jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde eller finde tiden.

  • The Lays of Beriland. The Shaping of Middle-earth og The Lost Road and Other Writings (The History of Middle-earth #3-5) af J. R. R. Tolkien.
    De fleste ved, at jeg er ret stor fan af Tolkiens forfatterskab og det er også min plan at gøre Lord of the Rings til emne for mit speciale i 2018. Så jeg har det med at ville eje alle bøger, der står Tolkien på og jeg begyndte på denne her serie tidligere i år med stor fornøjelse.
  • The Fate of Ten (Lorien Legacies #6) og Zero Hour (The Lost Files #13-15) af Pittacus Lore.
    Jeg er en af dem, der virkelig godt kan lide denne her science fiktion serie og jeg er derfor glad for at jeg nu har næsten alle bøgerne. Faktisk mangler jeg kun den allernyeste, men eftersom jeg har de 6 første i paperback, er jeg stædig nok til at vente til den sidste bog udkommer i samme udgave. Jeg har læst The Fate of Ten allerede, men i en anden udgave og jeg glæder mig virkelig til at læse novellerne i Zero Hour.
  • Little Black Classics boxed set fra Penguin.
    Jeg har ønsket mig det her bokssæt lige siden det udkom og juleaften kunne jeg så åbne en kæmpe kasse, der indeholdt de 80 bøger i sættet. Jeg havde ønsket mig den udgave, der er uden kassen, der selvom den er flot, ville være upraktisk, når jeg også gerne vil have de 46 andre, de udgav få måneder senere. Hele listen over bøgerne i bokssættet kan findes her (den inkluderer også de efterfølgende 46 titler).
Fandt I nogle firkantede pakker under træet?


mandag den 12. december 2016

Stålhjerte (Fortropperne #1) af Brandon Sanderson


Ståhjerte (Fortropperne #1) af Brandon Sanderson. Udgivet af DreamLitt i 2015, originalt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalt skrevet på engelsk med titlen Steelheart.
Bogen blev sponsoreret af forlaget til bogbloggertræf 2015.

Som barn ser David sin far blive myrdet. Det var før, de vidste, at de episke var onde. Før de vidste, at superevner ikke gør en til en superhelt. Nu er David blevet voksen og han har en eneste mission: at dræbe den episke, der dræbte hans far. Stålhjerte. For at gøre dette, beslutter David sig for at forsøge at slutte sig til Fortropperne, en hemmelig og ikke så let opsporet gruppe af almindelige mennesker, hvis mål er at udrydde de episke. Sammen med dem har David måske en chance for at gøre noget ved den usårlige Stålhjerte, der har taget magten over byen. For David ved noget, som ingen andre ved. En hemmelighed, han har gemt på siden han var barn. En hemmelighed, der kan blive Stålhjertes endeligt og Davids eneste chance.

"Jeg ved bedre end nogen anden, at der ikke kommer nogen helte og redder os. Der findes ingen gode episke. Ingen af dem beskytter os. Magt korrumperer og ultimativ magt er lig med ultimativt fordærv."

Jeg læste Stålhjerte i et væk, Det er sådan set ikke hverken noget nyt eller noget sjældent for mig, det sker tit når man læser hurtigt. Og når man bliver fanget af en bog, hvilket man roligt kan sige, at jeg blev af denne her. Der er tempo på fra starten af, fra første sætning "Jeg har set Stålhjerte bløde", og det fortsætter hele vejen igennem. Man kunne frygte, at det ville blive for meget, men i min oplevelse af bogen kom det snarere til at føles som om, jeg var en del af Fortropperne, at jeg var med når de farede rundt i Newcagos mørklagte gader eller sneg sig rundt i deres hemmelige skjulested i undergrunden. Der er sjældent et rigtigt roligt øjeblik i bogen, men det fungerer så godt. Det fungerer, fordi Brandon Sanderson er virkelig dygtig til at fortælle en historie, og fortælle den på den måde, så jeg i hvert fald ikke kunne få mig selv til at lægge bogen fra mig, før jeg havde vendt den sidste side.




Onde superhelte? Jo tak. Der findes utallige af historier om almindelige mennesker, der har fået superevner og bruger dem i den gode sags tjeneste. Det er ikke tilfældet her, så er I informeret. De episke, som de bliver kaldt, er folk med superevner, men uden den mindste smule medmenneskelighed eller godhed i sig. De kan gøre hvad de vil, det har De Splittede Staters tidligere regering besluttet og de gør det. Vi følger i bogen den 18-årige David, som har brugt næsten hele sit liv på at studere de episke, siden han som 8-årig så sin far blive myrdet af Stålhjerte, den dag Stålhjerte overtog magten i byen. Hans mål er Stålhjerte, men han studerer alle, han kan komme i nærheden af, alle han hører rygter om. Da bogen åbner, skal David til at iværksætte sin plan om an finde Fortropperne, en gruppe af almindelige mennesker, hvis eneste mål er at udrydde de episke en efter en. Og David er en virkelig sød hovedperson, jeg har set mange på engelsk kalde ham "adorkable" og der findes virkelig ikke noget godt ord på dansk der dækker. Han er fast besluttet på hævn, det er det eneste han vil have, og alligevel er der mere i ham. På trods af det ene ønske og en opvækst som arbejder på en våbenfabrik, er han ikke blevet en indelukket og bitter person. Tværtimod er han ret morsom, især når han forsøger sig med metaforer, som virkelig ikke er hans stærke side. Jeg ved ikke, om det udelukkende skyldes oversættelsen, men nogle af dem fungerede slet ikke, så dårligt, at de ikke engang var morsomme.

Men David er ikke den eneste karakter og i denne her bog er det nok især de forskellige medlemmer af Fortropperne, som jeg virkelig endte med at holde af. Selvom de alle sammen er en del af denne gruppe, er det helt tydeligt at de har forskellige personligheder og selvom det er Davids synspunkt det hele, lader Sanderson alligevel de andre karakterer stå tydeligt frem. 

"Vi satte vores lid til en kun delvist forstået teknologi bygget ud fra studier af mystiske væsner, der ikke engang selv vidste, hvordan de kunne gøre, som de gjorde. Vi var som døve mennesker, der forsøgte at danse til en rytme, vi ikke selv kunne høre, længe efter musikken var stoppet. Eller.... Vent. Jeg ved ikke, hvad det overhovedet skulle have betydet."

Idéen om de episke fascinerer mig i sådan en grad, at det særligt var derfor, jeg først åbnede bogen. Og Brandon Sanderson gør virkelig meget ud af at forklare og beskrive de episke og deres evner, til den grad karaktererne forstår dem. For der er meget omkring tilblivelsen af de episke, som ingen kender til. Det er dog ikke det store spørgsmål i bogen, det er at få ram på Stålhjerte.

Denne her bog har virkelig mange ting at byde på, udover et persongalleri, der virkelig er godt skruet sammen, et vanvittigt tempo og et matchende plot og ikke mindst en hel del mere filosofiske spørgsmål. De sidste gives der ikke noget endegyldigt svar på, hvilket jeg meget godt kunne lide, idet de mere lægger det ud til læseren. Brandon Sanderson er god til at snyde sine læsere, til bevidst at føre dem ned af en vej, mens det der i virkeligheden sker er noget helt andet. Jeg er spændt på at læse den næste bog i serien, især efter slutningens rimeligt store afsløring. Så jeg er glad for, at jeg allerede har Ildkamp stående og gør mig klar til at møde flere episke og måske komme nærmere på en forklaring på deres opståen - og spørgsmålet om, om Davids far har ret - vil heltene komme?

"Nogle gange må man hjælpe heltene på vej."

søndag den 11. december 2016

Syv minutter over midnat - filmanmeldelse



I torsdags havde filmen Syv minutter over midnat, baseret på bogen Monster af Patrick Ness (på engelsk A Monster Calls) premiere. Som jeg tidligere har nævnt, fik jeg mulighed for at se filmen til en særvisning med Q&A med Patrick Ness tilbage i november måned og i dag, hvor filmen har premiere, er det så på tide at sige noget om den.

Men ikke her. Jeg har nemlig i denne her anledning fået lov til at skrive lidt om filmen og mine indtryk af den på kino.dk, så det kan I læse lige her. jeg vil blot sige: den er helt sikkert værd at se. Jeg synes helt sikkert ikke, at man skal lade sig afskrække af, at det er en fantasy film og da slet ikke hvorvidt den er uhyggelig. Det er en historie med meget på hjertet.





Se den danske trailer lige her:




lørdag den 3. december 2016

BogForum 2016 - Søndag

Søndag på BogForum var meget det modsatte af lørdagen. Ingen stress, ingen småløben rundt fra sted til sted Faktisk gik meget af søndagen med at gå rundt og bare se på de ting og de stande, som vi slet ikke havde nået de første to dage. Jeg købte æblegløgg med hjem for min mor, da vi fandt standen helt nede i den anden ende af hallen, hvor vi ikke havde været tidligere. Jeg var rundt ved forskellige stande bare for at møde de forskellige forlag og huskede denne gang rent faktisk at efterlade et af mine visitkort der, nu jeg rent faktisk havde fået dem lavet!

Det første punkt på programmet var faktisk et slags debat-oplæg på en af scenerne med titlen "Kan man leve af at være forfatter?" men da Marie og jeg havde siddet der og ventet uden at der skete noget, endte vi med at gå igen. Det var jeg faktisk ret ærgerlig over, for det var en af de ting, jeg havde glædet mig ret meget til.

Faktisk endte vi med at smide ret meget af programmet for søndagen ud, og i stedet bare gå rundt og se, om der var noget vi ville se eller høre. Der var dog en ting, jeg havde set frem til hele weekenden og det var da Boris Hansen signerede nede ved Tellerups stand. Som man kan læse i min anmeldelse af bogen er ret rimelig vild med den, så det var ret fedt at få Vejen til Panteon signeret. Jeg fik også overtalt Marie til at købe den, og så fik jeg den flotte plakat, man fik med. Jeg regner med at ligge den under det plastik-underlag, jeg har på mit skrivebord, så den kan pynte der, for det er ret småt med vægplads efterhånden.

Og så taler vi slet, slet ikke om Regitzes totalt starstruck øjeblik, da Boris satte sig ned og hilste på hende ved navn, vel?



Efter den signering var der egentlig kun et punkt, jeg for alvor ikke ville gå glip af. Jeg ville nemlig nå at opleve Katja Berger, og både fredag og lørdag kunne det ikke lade sig gøre, så selvom der var forholdvist langt fra Telleups stand til DreamLitts så var vi der faktisk ret hurtigt og kunne nå at få et sted at sidde. Selv om jeg desværre ikke nåede at læse De 7 synder før BogForum, så var det virkelig spændende at høre hende snakke om både den bog, men også den hun arbejder på nu. Og jeg glæder mig virkelig til både at få læst hendes debutroman, men så sandelig også den næste. Desuden var det rigtig hyggeligt at hilse på hende bagefter og få en lille hilsen i min medbragte bog.



Vi var heldige. Da arrangementet ved DreamLitt var ovre, var der stadig tid til at nå at opleve et af de store trækplastre ved dette års BogForum, nemlig Don Rosa. Jeg er stadig en smule ked af, at jeg ikke nåede at komme forbi en af de mange steder han sad og få en autograf, men det var virkelig spænende at høre ham fortælle om sin karriere og sit forhold til Anders And og de andre Duck-fans.


Da interviewet var færdigt, fortsatte søndagen egentlig i sit rolige tempo. Jeg fik købt de sidste bøger, bøger jeg egentlig havde været på udkig efter det meste af weekenden, men som jeg valgte at vente med, så jeg kunne starte med dem, jeg gerne ville have signeret. Jeg har faktisk slet ikke noget overblik over, hvor mange bøger, jeg fik signeret i løbet af den weekend. Vi var også et smut forbi Tellerups stand om eftermiddagen, hvor jeg mest brugte tiden på at snakke med andre bogbloggere, nogle af forlagets forfattere og alle mulige andre mennesker, mens Marie fik signeret af Nanna Foss.

De sidste par timer af årets BogForum gik helt vildt hurtigt og efter et mindre mirakel med at få bilen pakket, kørte jeg derfra igen med de samme søde piger som på vej derovre.

Jeg vil gerne sige tak til alle jeg mødte, alle jeg fik hilst på og snakket med, for en helt fantastisk weekend. Og på gensyn!


torsdag den 1. december 2016

Månedens mursten #12



2016 er snart ovre, vi har vendt det sidste blad i kalenderen og jeg har vendt den sidste murstensroman for i år. Det har faktisk været rigtig sjovt at prøve denne her udfordring og læse længere bøger over en måneds tid. Og jeg glæder mig faktisk meget til den sidste her, hvor jeg bevæger mig lidt væk fra de knapt så tunge bøger, jeg har læst på det seneste. 

Decembers murstensroman er: Vanity Fair af William Makepeace Thackeray.

Thackeray's upper-class Regency world is a noisy and jostling commercial fairground, predominantly driven by acquisitive greed and soulless materialism, in which the narrator himself plays a brilliantly versatile role as a serio-comic observer.
Although subtitled A Novel without a Hero, Vanity Fair follows the fortunes of two contrasting but inter-linked lives: through the retiring Amelia Sedley and the brilliant Becky Sharp, Thackeray examines the position of women in an intensely exploitative male world.
When Vanity Fair was published in 1848, Charlotte Brontë commented: ‘The more I read Thackeray'sworks the more certain I am that he stands alone – alone in his sagacity, alone in his truth, alone in his feeling… Thackeray is a Titan.’ 

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme, jeg ved virkelig lidt om denne her bog. Men jeg har en kæmpe fascination med Regency-æraen, kort som den er og så helt vildt anderledes end den foregående og efterfølgende periode i britisk historie. Alligevel glæder jeg mig til at læse denne her bog i de lange decembernætter og finde ud af, hvorfor det er en bog, jeg har hørt så mange omtale, men alligevel ved så lidt om.

Kender du Vanity Fair?

onsdag den 30. november 2016

Uforklarlige november | Tilbageblik #26


Bøger ikke på billedet: Rosencrantz and Guildenstern Are Dead af Tom Stoppard, The Author af Tim Crouch, I stålstormen af Ernst Jünger, Den kommende opstand af Den Usynlige Kommité og Underkastelse af Michel Houellebecq.

November var meget svær at sætte ord på. Det er som om, måneden er delt i to for mig. Før og efter BogForum. Meget af tiden er gået med NaNoWriMo, eller med at bekymre mig om NaNoWriMo. Hvis man har fulgt med i løbet af månende, vil man allerede vide, at det helt klart var det hårdeste år i år - ind til videre. Jeg har helt sikkert lært, at jeg har det bedre med noget mere planlægning, når det kommer til at skrive. Måske er det derfor, jeg sidder på tærsklen til december og faktisk er ret glad, når jeg ser tilbage på november. For jeg havde virkelig lyst til at give op. Jeg var godt foran før BogForum, jeg begravede mig i ordene og lod omverdenen stå til. Men efter BogForum befandt jeg mig i et dødvande og hver gang jeg tænke, nu har jeg det og fik indhentet det, gik gassen af ballonen igen. Men jeg nåede det. Og jeg endte med faktisk at skrive mig selv til et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg ikke kender historien. Jeg løb tør for tid, ikke for ord. Og det er jeg glad for. Selvf'ølgelig er der sket meget andet end NaNoWriMo, som sagt var der BogForum, som jeg stadig er ved at skrive om og som var så godt i år, at jeg om mandagen allerede ønskede mig tilbage, selvom min krop gjorde ondt og mit hoved var så træt, så træt. November bød på et gensyn med savnede veninder, stand-up show og koncertoplevelse. Og så utroligt mange søde og dejlige og charmerende mennesker, at jeg slet ikke kan rumme det.

Sjovt nok er det, der ikke har været plads, tid, lyst eller overskud til, været læsningen. Der er kun 4 bøger på billedet og jeg har tilføjet i alt 9 bøger til min Goodreads Challenge denne her måned. I mellem at skrive og have undervisning og have hvad der føltes som uendeligt mange andre ting at nå uden for bloggens og bøgernes univers, har jeg ikke haft det sædvanlige overskud eller tid. På mystisk vis har jeg heller ikke savnet det. Det gør jeg nu, hvor NaNoWriMo er overstået, hvor jeg næsten er færdig med det første semester på kandidaten og alt andet lader til langsomt at falde på plads. Så jeg glæder mig til december, til julemusik og julepynt, honninghjerter og lys, lys og flere lys. 

I november læste jeg som sagt 9 bøger. Hele 6 af dem var til studiet, min murstensroman og til sidst to anmeldereksemplarer. Jeg har det mærkværdigt med det, for det er sjældent, at jeg får læst så få bøger på en måned. Men jeg har det også godt med det, det har trods alt veget pladsen for så meget andet, for det meste også andet godt.

I november købte jeg 11 bøger til BogForum - jeg planlægger at filme vlog om den i weekenden og derudover 2 bøger efterfølgende. Og så har jeg fået 4 bøger. Mine bogreoler trænger endnu ikke til reorganisering, men det er jo snart jul og det er vist også noget med, at jeg snart har fødselsdag. 

Novembers positive læseoplevelse må helt klart være Vejen til Panteon af Boris Hansen, (som jeg har anmeldt her), der tog mig med storm. Men faktisk har jeg været rigtig glad for at læse alle de fire bøger, der nu er på billedet, Richard III af William Shakespeare er en bog, jeg har læst i forbindelse med mit studie og som jeg skal skrive eksamensopgave om her i december - efter eget valg. Jeg har langt fra læst alle hans dramaer, men det er helt sikkert, at det her er et af mine yndlings. Jeg nød at følge Kelsey i Som du ser mig af Cora Cormack, selvom min yndlings i den serie stadigvæk er 2'eren, for hendes historie havde virkelig også mange følelser at byde på. Og Carry On af Rainbow Rowell var mere eller mindre alt det, jeg havde håbet på, den ville være. Den var oså det helt rigtige valg til en stresset og ufokuseret november.

Novembers skuffende læseoplevelse er egentlig ikke så skuffende igen. Jeg formåede aldrig rigtig at blive interesseret i Houellebecqs Underkastelse, men jeg vidste også på forhånd, at det ikke var garanteret, da det er en forfatter, jeg tidligere har læst på studiet og som skriver på en måde, der slet ikke fanger mig. Men jeg har egentlig ikke lyst til at kalde det en skuffelse alligevel. Det synes jeg ikke, der var nogen af bøgerne, der var, i november.

Novembers lyrikvalg blev med vilje udeladt. Lyrik kræver tid og engagement. Det havde jeg ikke kunnet give det.

Novembers murstensroman var Carry On af Rainbow Rowell.

Novembers korteste bog var The Author af Tim Crouch på 96 sider.

Novembers længste bog var Carry On af Rainbow Rowell på 517 sider.

I december vil jeg tage det mere med ro. November har ikke været den letteste måned og specielt i begyndelsen følte jeg meget, at alting væltede ned oven i hovedet på mig på en gang. I december vil jeg koble af, jeg har kun én undervisningsgang tilbage i alle mine fag og er faktisk færdig på det tidligste tidspunkt, jeg endnu har været i min tid på universitetet. December kommer til at gå med en eksamensopgave, der skal skrives, men også med hygge. Jeg elsker december! Jeg glæder mig til at høre julemusik i alle mulige arter og cover-udgaver. Jeg tænder stearinlys og ser julekalender. Hvis jeg kan opstøve honninghjerter, nyder jeg dem og en krus varm kakao. Jeg vil læse julebøger, og andre bøger, og se julefilm. Og jeg glæder mig allerede til jeg skal hjem til min familie og fejre jul, til at spille spil og spise slik og drikke te (anyone get that?). For mig er december magisk og jeg glæder mig så meget. Jeg har ikke tænkt mig at lade mig gå så meget på af, at jeg ikke rigtig har nået nogen af mine læsemål (med undtagelse af Goodreads Challenge, der næsten er ovre med en hel måned tilbage!), for jeg har haft det sjovt med at prøve alligevel. Jeg regner med at give #bogjul på Instagram et forsøg, ligesom jeg vil komme lidt til bunds i mine planlagte anmeldelser og så vil jeg nyde måneden og glæde mig til jul.


tirsdag den 29. november 2016

NaNoWriMo 2016 - skriveupdate #3



Behøver jeg sige andet?

I år var hårdt. I år var virkelig hårdt, NaNoWriMo-mæssigt. Der var meget dødvande, meget tvivl om, hvorvidt historien gik i den rigtige retning og nu og da en fornemmelse af, at det jeg havde skrevet slet ikke kunne leve op til den første, som selv om der ikke er andre, der har læst den (endnu!) er min personlige favorit af alt, jeg har skrevet. Og det er selvfølgelig fjollet, for NaNoWriMo er ikke beregnet til perfektion. Det er beregnet til at få ordene ud af hovedet og ned på papiret. At få skrevet noget og bekymre sig om at rette det bagefter. For du kan ikke rette en historie, der ikke er der.

Men det gik. Jeg genfandt noget inspiration, da der begyndte at komme ro på alt andet omkring mig. For det har i høj grad været det, der har forstyrret mi og forhindret mig i netop af få ordene ud. Meget af tiden kunne jeg ikke engang finde ordene.

I dag holder jeg stadig meget af historien. Den er ikke færdig endnu, jeg har skrevet en prolog og 28 kapitler, og hvis den skal have lige så mange kapitler som den første, så mangler jeg 23 og cirka 35.000 ord. Men det er okay. Det er faktisk rigtig godt. Jeg gik i gang med NaNoWriMo i år med minimal planlægning og det er ikke en strategi, der rigtigt fungerer for mig. Jeg har efterladt karaktererne kort efter en forløsende oplevelse, der løste en af karakterernes problem helt tilbage fra den første bog. Den store sag mangler stadig og jeg er slet, slet ikke færdig med denne her bog, disse karakterer eller det her univers. Men jeg tror, en tænke pause er en god ting. Så jeg kan få styr på trådene og forberede mig bedre på at skrive den sidste del.

Når jeg har været til eksamen. Ind til videre lader jeg de 50.000 ord stå og kan ikke lade være med at være noget så sindssygt glad for, at jeg ikke gav op (hvilket jeg overvejede), at jeg ikke endte med at hade historien så meget, at jeg ikke gad arbejde seriøst på den. Og nu vil jeg finde en måde at fejre det på!


mandag den 28. november 2016

BogForum 2016 - Lørdag

Lørdag på BogForum i år var et puslespil, der skulle gå op. Det er som regel den dag, der er mest fart på, den dag jeg har mest travlt og i år var absolut ingen undtagelse. Derfor kommer dette indlæg også til mest at handle om de ting, jeg havde på programmet og ikke så meget om alle de ting, jeg så, de mennesker, jeg mødte. Men altså, efter nogle få timers tiltrængt søvn, var vi tilbage i Bella Center lørdag sådan forholdsvist tidligt. Inden et af dagens, hvis ikke weekendens højdepunkter, ville jeg nemlig godt lige nå at så signeret min udgave af De syv søstre af Lucinda Riley. Hun er ikke en forfatter, jeg er bekendt med i forvejen, men jeg har sådan en lille Jojo Moyes-agtig fornemmelse omkring hende, så jeg glæder mig til at få tid til at dykke ned i hendes flotte lyserøde bog. En bog, der i øvrigt matchede min kjole den dag, hvilket hun gladt pointerede og jeg grinte af en godt stykke tid bagefter. Jeg nåede lige at fange det sidste af et interview hun gav, før jeg smuttede ned for at stå i kø til signeringen, hvilket kun gjorde mig mere interesseret i bogen. Og så må vi se, hun fortalte nemlig, at hun samler interessante navne og beholdt den post-it, jeg havde skrevet mit navn på, for at gøre det lettere for forfattere (især udenlandske) at skrive det rigtige navn. 


Som sagt var det her lige før en af dagens og weekendens højdepunkter, nemlig Patrick Ness. Grundet fredagens filmvisning, måtte Marie og jeg gå glip af det interview, han gav den dag og selvom vi fik mulighed for at opleve ham efter filmen, glædede jeg mig alligevel rigtig meget til at høre dette interview, som ikke kun handlede om Monster, men også hans nyeste bog, Vi andre bor her bare - en titel han selv mente, han på ingen måde kunne lære at sige. Bogen tager sit udgangspunkt i spørgsmålet om, "have you ever noticed how protagonists or heroes in fiction, and especially YA, have the weirdest names?" (Renesmee?, åh, et stort latterudbrud fra publikum!) - og derfor valgte han at skrive om en Mike. En Mike, der ikke ønsker andet end at gennemføre high school og jeg synes det lyder som sådan et spændende koncept. Især fordi det er en tanke, jeg har set meget i bog-verdenen, især på Tumblr, om de elever på Hogwarts, der bare gerne ville bestå deres eksaminer, men hvert år måtte se et eller andet vidlt ske på grund af Voldemort og Harry Potter. Så det var en meget spændt Regitze, som satte sig ned i en af stolene for at høre det interview. Og det skuffede ikke på nogen måde. Ind til videre har jeg kun læst More Than This i forbindelse med mit bachelorprojekt - et faktum, jeg vist nok fik nævnt for Patrick NEss da han signerede mine bøger, hvilket han synes var ret sejt. Jeg fortalte ham også, at en af mine veninder havde skrevet om Monster, men jeg tror, han troede jeg havde, for det står der i hvert fald i min bog. Men jeg elsker det på en eller anden fjollet måde. Allerede før BogForum mente jeg, at Patrick Ness var en af mine litterære forbilleder. Også selv om jeg ikke har læst så meget af ham, men fordi jeg også godt kan lide den måde, han interagerer med sine fans. Og det var derfor helt særligt at møde ham.


Efter dette hjdepunkt gik vi mest rundt og kiggede lidt, indtil vi kom forbi Plusbogs stand, hvor de gjorde klar til at udnævne vinderen af Danish Book Blog Award 2016. Så det blev vi naturligvis og så og mens vi ventede nåede jeg at hilse på en del andre bogbloggere, hvilket altid er enormt hyggeligt. Efter en rigtig fin tale, blev Rikke udnævnt til vinderen, hvilket jeg synes er fuldt fortjent! Senere var vi i øvrigt forbi LOVEBOOKS henne ved Lindhardt og Ringhofs stand og fik mulighed for en rigtig hyggelig snak om deres bøger, hvoraf jeg næsten har læst dem alle efterhånden. Det kan også godt være, at det var før Plusbogs-arrangementet, midt på lørdagen er det som om det hele flyder lidt sammen for mig, måske fordi vi havde så travlt og bare gik fra sted til sted hele tiden.


Efter en virkelig hyggelig frokost - og en tiltrængt sidde-ned pause, sammen med Maries mor og mormor, havde vi rimelig meget på programmet inden for meget kort tid. Jeg havde i hvert fald.


Vi havde nemlig ret mange signeringer hos Arnold Buscks stand inden for en lille times tid. Først stillede jeg mig i kø til Linn Ullmann, som signerede De Urolige, en bog, jeg desværre ikke nåede at få læst før BogForum, men nu står den meget højt på min liste over bøger, jeg vil læse. Samtidig med at hun signerede, sad Anders Matthesen ved siden af og signerede sin bog, Ternet Ninja. Så jeg gik direkte over i den kø bagefter og den var uden tvivl den længste kø, jeg skulle komme til at stå i hele weekenden. Men det var helt klart det værd, efter at have været fan af ham i årevis, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse Ternet Ninja, da jeg kun har gode minder om hans tidligere projekt Terkel i knibe. Fun fact: man kan ikke se det på billedet, men jeg er faktisk gået rimelig meget ned i knæ, for ikke at være utroligt højere end ham på billedet. Om det er mig, der er meget høj, eller ham der ikke rigtig er så høj, skal jeg ikke sige. Men det er nok begge dele. (øjeblikket røg i øvrigt på instagram samme dag, lige som mit møde med Patrick Ness og mit senere møde med den elskelige Audrey Carlan).

Jeg fik en tiltrængt siddepause, og en sodavand før jeg gik helt sukkerkold, mens Marie fik signeret sin udgave af den kogebog, den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og dennes mand netop har udgivet. Men faktisk sad jeg der ikke ret længe. Der dannedes nemlig en ny kø og jeg var ikke i tvivl om, at det ville blive endnu en lang en. 


Så vi stillede os i kø igen, denne gang med fire bøger under armen. Eller i hænderne. Jeg havde helt bevidst sørget for at tage alle fire bøger i Calendar Girl serien med, for at få dem signeret af forfatteren Audrey Carlan. Vi skulle ikke stå i kø særligt længe og ventetiden føltes meget kort, for Rufus Gifford var ikke gået endnu og mens de hver især signerede deres bøger, småsnakkede de med hinanden og det var så sjovt at stå og høre på, hvordan de snakkede sammen som om de havde været venner længe. Og jeg var ikke den eneste i køen, der grinte af "only in Denmark does an author of erotoc romance sign books next to the ambassador" og andre sjove kommentarer. Da det blev min tur til at få mine bøger signeret, følte jeg mig så starstruck, at man skulle tro det var løgn. Men Audrey var simpelthen så sød og let at snakke med og skrev de fineste små kryptiske hilsner i de forskellige bøger. Jeg har ladet mig fortælle, at det har noget at gøre med det, der sker i bøgerne. Og så med den sejeste lyserøde Sharpie, det kunne ikke have været mere perfekt. Og til sidst fik jeg naturligvis også taget et billede med hende.


Kort tid efter signeringen var der også interview med hende hos Lindhardt og Ringhof, som jeg småløb over til for ikke at komme for sent (jeg tror kun, jeg gik glip af introduktionen). Jeg måtte nemlig også lige forbi Tellerups stand for at få min udgave af Lene Dybdahls nye bog, Skyriel, signeret. På det tidspunkt havde jeg også helt selv mistet overblikket over, hvor mange bøger, jeg havde fået signeret i løbet af dagen. Men alle som en af de forfattere, jeg mødte (den dag og hele weekenden) var så rare og imødekommende, at det ikke gjorde noget, at det nogle gange var lidt tungt at bære på eller lidt lang tid at stå i kø.


Det her interview var et af min weekends andre højdepunkter. Jeg elskede hvor blandet publikum var og jeg tror de fleste var meget optaget af det levende og morsomme interview, hvor Audrey blandt andet fortalte med interessant om det at skrive erotic romance, til forskel fra erotica, og hvordan hun har fået henvendelser fra læseres mænd, som takkede hende. Jeg havde intet problem med at forestille mig dette og jeg tror ikke, jeg holdt op med at smile, eller direkte le, under hele interviewet. Det var helt sikkert det værd at føle, at jeg havde løbet rundt hele dagen for at nå alt andet, så jeg kunne sidde og nyde det interview. 

Til slut nåede vi faktisk et programpunkt, som vi var begyndt at overveje, om vi skulle skubbe til søndag. Men i selskab med Nikoline traskede vi ned mod Rosinante&Co.s store stand, hvor vi nåede at høre det sidste af interviewet med Sofi Oksanen, før hun signerede bøger. Jeg har kun læst en af hendes bøger, og det var i forbindelse med studiet, men det var alligevel noget særligt at få en af hendes meget fine, og ret specielle, autografer i min udgave af Renselse.


tirsdag den 22. november 2016

Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen


Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen. Udgivet af Tellerup i 2016.


Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup. Alle meninger og holdninger, der gives udtryk for, er mine egne.

I fremtiden er verden blevet en anden. Lucas og de andre forældreløse børn og gamle mennesker, samfundets svageste, sendes til et område uden for Storbyen, kaldet Zonen, et gennemgående gråt og trist sted. Da Lucas' bedste ven, den hemmelighedsfulde Cassandra, en nat forsvinder sporløst fra Zonen, er det eneste Lucas kan tænke på at finde hende igen. Sammen med en lille gruppe af venner fra Zonen, finder han frem til et skjulested, hvor de finder en masse ting og sager, der giver hints til, hvor Cassandra er. Deres bedste ledetråd er en liste, hun skrev og tallet 12, der er gentaget og gentaget igen og igen henover skjulestedets vægge. Lucas og de andre opdager, at Cassandra ikke længere er i Zonen, faktisk ikke engang i deres verden, men er rejst til en fremmed verden, der er alt det, Zonen ikke er: farverig, levende og overvældende. Men det er en verden, hvor løgne og hemmeligheder og sammensværgelser fylder meget og hele verdenen er på randen af en krig. Men Lucas er ligeglad, han vil bare finde Cassandra. Hvis den Cassandra, han kender, er til at finde i en verden spundet ind i løgne og forklædninger.


Det er ikke uden grund, at jeg i løbet af det meste af BogForum weekenden gik rundt og sagde "læs den!", hver gang jeg så nogen, jeg bare tilnærmelsesvis kendte, stå med denne her bog i hænderne. Selv læste jeg den på en enkelt aften, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg blev totalt opslugt.

"Kølig, frisk luft der rensede hans lunger og hans sjæl. En antydning af noget stort og solidt der rejste sig lige ved siden af ham.
Og så et behov for at vende tilbage til det velkendte, at samle tankerne og bearbejde alle indtrykkene inden han mistede forstanden."

Vejen til Panteon er en fantasy-roman, der er en hyldest til genren. Og den er fyldt med referencer til kendte fantasyromaner eller -serier, så som Lord of the Rings, Harry Potter og endda Percy Jackson and the Olympians. For mig personligt vandt Boris lige lidt ekstra point ved at referere til Alagaësia, det land, eller univers om mand vil, som bøgerne om Eragon finder sted - det er nemlig en personlig favorit af mine og som jeg altid synes, bliver overset herhjemme.

Men det fungerer for bogen. Det fungerer måske især fordi, det er karaktererne selv, der laver referencerne, og altid i forhold til deres eget liv. Og jeg kan virkelig godt lide denne lille gruppe af karakterer. Lucas fortæller langt det meste af historien, og han er lidt af en sjov hovedperson. For i starten synes jeg faktisk, han var rimelig irriterende, fordi han havde en tendens til ikke rigtig at gøre noget ved de ting, han tænkte på og lidt for meget en idé om, at skulle redde især Cassandra. Men det gik også op for mig, at Lucas' karakter er en af bogens styrker. For Lucas er ligeglad med krig og den fremmede verdens skæbne. Hans eneste mål er at finde Cassandra og hjælpe hende tilbage til Zonen og til ham. Til det liv, de kender. Og fordi Lucas ikke er den, der skal redde den anden verden fra krig eller overhovedet vil dette, får vi en historie, der på en gang føles som det bedste i klassisk fantasy og samtidig en ny vinkel. Læseren er lige så forvirret som Lucas over den anden verden, og hvor man kunne sige, at det ville forvirre mere end godt er, betød det for mig, at mysterierne omkring den anden verden netop blev så spændende. Jeg kunne ikke lade være med at forsøge at gætte, og jeg gættede helt sikkert forkert. Og til sidst kom jeg alligevel til at holde rigtig meget af Lucas.

""En ganske anden slags rigdom. Jeg fornemmer helt ind i sjælen at det her sted har set meget, oplevet meget, og at årtusinders hemmeligheder ligger begravet overalt omkring os.""

Det der med at gætte forkert, det vil jeg lige sige lidt mere om. Jeg har ikke tænkt mig at give spoilers, blot vil jeg sige, at der virkelige er nogle overraskende twists - som ikke burde være twists, de efterlod mig mere med følelsen af "det burde jeg da have regnet ud selv". For der var små tegn og hints. Og nogle gange bare nogle overraskelser. Og blandingen af de to er kun godt, det betød at jeg hverken sad og følte mig forvirret (mere end højst nødvendigt) og heller ikke kedede mig (på ingen måde).

Som sagt fortæller Lucas det meste af historien, men vi får også kapitler fra en af Empyrias engle, Saida. Jeg er meget spændt på at se, hvordan de to historier kommer til at flette sig ind i hinanden, forhåbentlig, og at vi kommer til at høre mere fra hende. Både fordi det var en meget fængende måde at få et indblik i den Anden Verden og få noget af det at vide, som Lucas ikke ved og ikke er interesseret i at finde ud af. Især fordi, jeg virkelig godt kunne lide hende og hendes forhold til den verden hun lever i og de andre engle, hun omgås. Bogen er kun på 429 sider, men der sker så meget fordelt mellem de to karakterers historier, at det slet ikke føles sådan. 



Som sagt, så er min første indskydelse at "pushe" denne bog til alle, der har en interesse i fantasy. Jeg har i mange år ikke rigtig læst dansk fantasy, ikke fordi det ikke rigtig har været der, men måske fordi jeg har haft en fornemmelse af, at det ikke kunne leve op til at brede udvalg fra Amerika.

Men Vejen til Panteon er helt sikkert et stærkt bud på dansk fantasy, når det er bedst. Jeg føler mig stadig en smule blæst bagover, selvom det er to uger siden jeg vendte den sidste side. Og jeg er spændt på, hvad der venter i det næste bind. Ind til da kan man altid gå ind på den tilhørende hjemmeside og læse mere bagom bogen og karaktererne. 

mandag den 21. november 2016

BogForum 2016 - Fredag


Fredag morgen den 11. november stod jeg tidligt op. Meget, meget tidligt. Men det var helt fint med mig, for snart sad jeg i en bil sammen med tre andre søde bogbloggende piger, Mai, Malene og Rikke på vej mod BogForum.

Jeg mødtes med Marie derinde og vi brugte først lidt tid på bare at finde os til rette - og stå i en meget lang kø for at få min taske i garderoben - før vi gik ind. Som altid følte jeg mig ret overvældet lige i starten, har man aldrig været til BogForum i Bella Center, så tør jeg godt love, at billeder på ingen måde lever op til det virvar af kaos, der er derinde.

I år var det måske knap så slemt, dels fordi vi kom så tidligt, mere eller mindre til messens åbning faktisk, men også fordi arrangørerne i år havde lavet et særskilt område til BørneBogForum, hvilket jeg kommer tilbage til senere.


Det første punkt på programmet var et interview med Anette Herzog og Rasmus Bregnhøi om bogen Hertestorm, en graphic novel, som jeg i sommers havde hørt rigtig fine ting om fra Rikke. Det var ikke hele interviewet vi hørte, for vi måtte bruge lidt tid på at gå rundt på standen for overhovedet at finde bogen. Min manglende orienteringsevne bliver altid virkelig udstillet sådan et sted som BogForum. Men vi fandt bogen og mens vi stod i kø til signeringen, kunne vi høre resten af interviewet og det fik mig kun til at ville læse den endnu mere at høre de to fortælle om bogens temaer. Jeg fik min udgave signeret af dem begge to og bogen er så smart, at hvis man læser den fra den ene ende af, er historien fortalt af Viola og vender man den om og læser fra den anden side mod midten, får man historien fra Storms synsvinkel. Så jeg gjorde det, at jeg fik Anette til at signere der, hvor Violas historie startere og Rasmus til at signere der, hvor Storms begynder. Og så fik jeg endda en fin tegning med, jeg lover at fremvise den i min book haul vlog. Hvis ikke man kender noget til bogen, kommer der herfra en helt klar opfording til at anskaffe sig den. Måske til en teenager i sit liv, måske til sig selv. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse den.


Vi kom forbi Plusbogsstand og blev meget hurtigt fanget af deres mange tilbud. Så jeg fik de to sidste Calendar Girl bøger med mig hjem, hvilket hele tiden havde været planen, da forfatteren Audrey Carlan var på messen om lørdagen. De virkelig søde mennesker fra plusbog gav os også en lille goodiebag med, med forskellige tegneartikler og post-it notes. Og en valgfri gratis bog!


Et af højdepunkterne på programmet fredag, som vi faktisk havde været nødt til at tilsidesætte andre interessante punkter for at kunne nå, var da Meredith Russo blev interviewet hos Lindhardt og Ringhof. Det var i den forbindelse, at jeg bevægede mig over i BørneBogForum sammen med Marie og Mia, som vi stødte på derinde. Jeg havde nemlig ikke hendes bog på forhånd, men den stod øverst på min liste over dem, jeg ville finde på messen. Men vi kom også hurtigt ud derfra igen, man kunne nemlig godt mærke, at fredag også er den dag, skoleklasser er derinde og selv om der ikke ligefrem er stille i de store haller under messen, så var det noget helt andet derinde.

Interviewet med Meredith Russo var alt det, jeg håbede på og mere til. Det var svært ikke at lade mig rive med af, når hun fortalte om både bogens hovedperson Amandas fortælling, men også sin egen. Og jeg sad sådan og ønskede, at jeg kunne skrive mit bachelorprojekt om, at jeg kunne tage mit emne om diversitet i ungdomslitteratur og ændre hele problemformuleringen, så jeg kunne tage hendes bog med og nogle af de virkelig rammende pointer, som hun havde. Jeg tror virkelig, man kan gøre sig selv en tjeneste ved at læse hendes bog - og høre eller læse de interviews, hun har givet.

Der var måske også et lille øjeblik, hvor hun komplimenterede min hårfarve og jeg hendes.


Egentlig havde vi ret travlt fredag, men der var et programpunkt, jeg meget meget nødig ville gå glip af. Nemlig at høre Nanna Foss læse op af Ursiderne, den tredje bog i Spektrum-serien, som kommer en gang i 2017. De fleste, der har fulgt med på bloggen et stykke tid vil allerede være kar over, at jeg er meget vild med den serie og at jeg glæder mig rigtig meget til den næste bog. Og det gør jeg bestemt også efter at have hørt de første fem (?) kapitler af bogen, sådan som de er lige nu. Og så synes jeg, det er virkelig morsomt, at jeg havde gættet rigtigt på, hvem fortælleren er. Tilbage i sommers, meget kort tid efter jeg havde læst bog nummer to, gættede jeg på, at det ville være Nasrin. Og selv om mange har insisteret på Noah, holdt jeg altså fast i mit bud. Og efter at have hørt bare en lille smule af bogen, hvor hun fortæller, er jeg meget nysgerrig efter at lære hende at kende.

Jeg tror, jeg holder ventetiden ud ved at genlæse de første to bøger.



Jeg sagde, at Marie og jeg havde travlt. Og det er rigtigt nok. Jeg havde nemlig været så heldig at vinde billetter til en ekslusiv forpremiere på filmen 'Syn minutter over midnat', der er baseret på bogen Monster af Patrick Ness. Og efterfølgende Q&A-session med selvsamme Patrick Ness. Før vi smuttede fra Bella Center, var jeg forbi de venlige mennesker hos Arnold Busck og fik en virkelig fin goodiebag med de fineste kort, lækker chokolade og nogle rigtig fine notesbøger, altsammen i en mulepose med påtrykket "It is what it is" - jeg er vild med den.

Da der er så længe til at filmen kommer i de danske biografer hverken kan eller vil jeg fortællle noget om den nu og jeg vil nøjes med at anbefale, at man tager ind og ser den. Det var rigtig spændende bagefter at høre Patrick Ness fortælle om, hvordan bogen blev til, jeg vidste for eksempel ikke, at det ikke oprindeligt var hans idé, Han er sådan en rar og charmerende mand - og helt nede på jorden og jeg tror, jeg beundrer ham lidt mere end jeg gjorde før.

Den var langt fra slutningen på min fredag i København, om aftenen tog jeg nemlig med Marie til koncert og det endte derfor med at blive en meget lang dag. Men da jeg endelig faldt i søvn, havde det også været en meget god dag.
 

Template by BloggerCandy.com