torsdag den 26. februar 2015

TBR Thursday #14


TBR Thursdag er et ugentlig indlæg, hvor jeg i et forsøg på at tynde ud i mine ulæste bøger, og gøre plads til nye bøger på TBR listen, trækker en bog op af et glas.

Endnu en uge er gået, en uge, som for mit vedkommende har været præget af undervisning er er både blevet flyttet og aflyst og generel frustration over den manglede organisation fra studiets side. Det har også været en uge, hvor jeg har skulle til at tænke mere over hvad der skal ske efter sommerferien. Jeg er efterhånden ret klar over hvad jeg gerne vil, så nu skal det hele bare flaske sig. Men det kommer der nok et Studielivs-indlæg om, når jeg ved noget mere konkret. Videre til ugens bog.


Paper Towns af John Green. Jeg har efterhånden læst et par bøger af John Green og selvom de ikke alle har været vilde favoritbøger, så har jeg været godt underholdt. Jeg har ikke noget imod hans bøger, og jeg har ikke noget imod ham. Faktisk tror jeg næsten, at jeg er større fan af John Green som person, og forfatter, end hans bøger. Jeg glæder mig til at læse denne af hans bøger. Som med alle andre John Green bøger er Goodreads fuld af blandede anmeldelser, men jeg forsøger at ignorere dem og læse bogen uden at tænke på hvad andre synes. I kan jo altid vende tilbage, når jeg anmelder Paper Towns i næste uge.

Har I læst Paper Towns? Eller andre bøger af John Green? Hvad synes I om hans forfatterskab?


tirsdag den 24. februar 2015

Top Ten Tuesday #7

Top Ten Tuesday er et ugentligt indlæg fra The Broke and the Bookish. Jeg gennemgik deres arkiver, noterede de emner, jeg fandt interessante og trækker hver uge et nyt fra et glas. I denne uge er mit emne Top Ten Auto-Buy Authors. En Auto-Buy Author er, præcist som navnet antyder, en forfatter som er et automatisk køb for mig, en forfatter hvor jeg ikke nødvendigvis behøver at vide noget eller ret meget om bogen, det er nok at den er skrevet af den givne forfatter. Jeg måtte tænke mig om ret længe for at komme op med 10 forfattere. Det er ikke sådan forstået at jeg bare køber de bøger, deres navne står på, uden at tænke over det, men det er de forfattere, hvor jeg måske er mere tilbøjelig til at købe en bog de har skrevet, uden at jeg ved ret meget om bogen.

1. Margit Sandemo. Med tre serier på henholdvis 47, 15 og 20 bøger er der rigeligt af bøger af Margit Sandemo at købe. Og det gør jeg flittigt.

2. Charles Dickens. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gerne vil læse af romaner af Dickens, så derfor sker det tit, at jeg købe en eller to når jeg falder over dem, ofte efter at have kigget på hylden længe for at komme i tanke om hvilke jeg har og hvilke jeg ikke har.

3. William Shakespeare. Lidt det samme gør sig gældende med Shakespeare. Jeg håber på, på et tidspunkt, at have alle hans dramaer. Men problemet er, at der er rigtig mange af dem og jeg er så stædig, at jeg gerne vil have dem alle sammen i matchende udgaver.

4. J. R. R. Tolkien. Min yndlingsforfatter over dem alle og jeg ejer faktisk kun 5 af hans bøger. Det er dog noget, jeg har planer om at lave om på.

5. Lemony Snicket. Forfatteren bag en af mine yndlingsserier som barn. En serie, som jeg til dags dato kun ejer den første halvdel af. De er bare ret svære at finde, og når man endelig gør, er et 13 bogs boks sæt ret dyrt.

6. Pittacus Lore. Nærmest alt, hvad der har med serien The Lorien Legacies at gøre står højt på min ønskeliste. Jeg har efterhånden alle bøgerne, men der findes også et stort antal noveller og andre ekstahistorier.

7. Rick Riordan. Jeg elsker bøger om eller inspireret af mytologi. Om det så er græsk, romersk, arabisk eller nordisk. Og jeg elsker Rick Riordans skrivestil.

8. Christopher Paolini. Okay, han har ikke skrevet så mange bøger og dem han har, har jeg allerede stående på min bogreol i ærgerligt slidte udgaver. Men når han kommer ud med en ny bog, så er det helt sikker, at jeg skal have den.

9. Maggie Stiefvater. Jeg faldt over hendes bøger på biblioteket ved et tilfælde. Nu har jeg snart læst alle dem, hun har udgivet. Hendes levende karakterer og vidunderligt opbyggede verdener indbyder til indlevelse. Og hende bøger inviterer mig til at bryde mit bogkøbsstop.

10. Jojo Moyes. En ret ny forfatter for mit vedkommende. Ikke destomindre er det en forfatter hvis navn altid fanger mig, når jeg står i boghandleren og sukker over alle de bøger, jeg ikke har råd til at købe.

Bonus: Neil Gaiman. Jeg ejer til dags dato ikke en eneste bog af ham, hvilket egentligt er alt for skidt. Heldigvis er der ikke så mange måneder tilbage af mit bogkøbsstop, og så ryger der nok en Gaiman-bog eller to i kufferten.

Hvilke forfattere køber I uden at tænke nærmere over det? Har I det lige som mig, eller er det virkelig sådan, at I køber deres bøger uden at tænke over det overhovedet?

fredag den 20. februar 2015

Drama, drama, drama | Studieliv #2


Nu er fjerde semester efterhånden ved at være kommet godt i gang. Jeg har ikke nær så mange fag som i efteråret, men til gengæld er det nogle ret omfattende og læsetunge fag. Et af dem, som jeg vil omtale her i indlægget, er drama. Eller rettere: litterær analyse: drama. Hvor vi skal læse og lære at analysere forskellige dramaer; komedier og tragedier fra forskellige tider. De fleste af dem, har vi skulle købe og det er de bøger, jeg vil vise jer i dette indlæg.


Vi skal også læse et par andre dramaer, men dette er "de store", dem, jeg går ud fra, er de vi kan trække spørgsmål i til eksamen. Den eneste af disse, som ikke er min egen er den længst til venstre: Maria Stuart af Friedrich von Schiller. Af disse fem har jeg i forvejen læst de tre af dem i løbet af min studietid. Jeg læste Kong Ødipus på første semester, A Midsummer Night's Dream på andet semester og så sent som sidste semester læste jeg Et dukkehjem. Alle tre er gode og underholdende og jeg ser frem til at arbejde mere intensivt med hver af dem og gå mere i dybden med hvert stykke.

Dette fag, og det tilsvarende på sidste semester som handlede om lyrik, er noget af det, jeg har syntes allerbedst om på mit studie. Dette indlæg kommer kun til at handle om drama-faget, jeg har et andet indlæg i tankerne om det at læse digte og hvorfor jeg så godt kunne lide faget.

Jeg plejer ikke at læse skuespil. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det var ikke noget jeg læste, før jeg startede på universitetet. Siden da har jeg læst en del forskellige dramaer og det er nok mest derfor, at jeg ikke kan forstå, at jeg ikke har gjort det før. Det var på andet semester, da jeg læste to stykker af Shakespeare i forbindelse med et andet fag, at jeg besluttede mig for at læse alle hans stykker. Og det er nu, hvor vi skal læse meget forskellige stykker af forskellige forfattere, at jeg ser frem til at denne læsning udvider min horisont endnu mere og måske åbner mine øjne for andre skuespilsforfattere end Shakespeare og Ibsen.

Selvfølgelig er der en forskel på at læse en roman og på at læse et skuespil. Der gives meget mere baggrundsstof og anden information i en roman, end der gør i et drama, hvor hoveddelen af teksten består af replikker. Der er brug for forskellige måder at tilgå værket på, forskellige måder at læse teksten på, fordi der er lagt vægt på forskellige dele. Og det er blandt andet derfor, at jeg er så glad for at mit studie giver mig mulighed for at læse andre former for litteratur end jeg plejer. Og hvordan jeg skal læse dem. Ikke fordi jeg tror på idéen om én rigtig måde at læse eller fortolke en tekst, men fordi jeg er sikker på, at hvis man tilgår et drama på samme måde om man ville tilgå en roman eller en digtsamling, så vil man ikke få meget ud af værket.

Læser I dramaer? Hvorfor/hvorfor ikke? Har I læst nogen af dem, som jeg skal arbejde med i løbet af foråret?

torsdag den 19. februar 2015

TBR Thursday #13


Ja ja, torsdag igen. Resten af mine fag på universitetet er nu endelig startet op, så der er kommet mere struktur på min hverdag, nu hvor jeg ikke længere kun har noget jeg skal én dag om ugen. Det er rart, selvom det er tungt. Men selvom alle mine fag nu er startet og min læsebyrde er blevet det større, så vil jeg alligevel gerne fortsætte med at trække en bog om ugen og anmelde den. Der skal være bare lidt plads til hyggelæsning, det er altså min opfattelse.

Ugens bog er:


Krucifiks morderen af Chris Carter. Jeg har længe skubbet denne bog til side, blot for at irritere mig over at jeg ikke har fået den læst endnu. Jeg købte den på BogForum sidste år - på anbefaling af min mor. Hun har næsten hele serien og roser dem. I denne tid, i dagens Darnmark hvor krimibølgen går højt med forfattere som Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen, er det lidt træls at være mig. For jeg har det generelt svært med krimier, jeg bliver irriteret over dette "who done it"-plot og jeg plejer faktisk at styre langt uden om krimi-sektionen på biblioteket og i boghandleren. Der er dog undtagelser, for eksempel er jeg stor fan af Sir Arthur Conan Doyles mangfoldige historier om Sherlock Holmes og jeg samlede da også den første bog i Adler-Olsens Afdeling Q serie op og synes godt om den. Men hvad der i virkeligheden fik mig til at vælge at bruge mine penge på denne krimi, var Chris Carter selv; på BogForum hørte jeg ham tale om hans nyeste bog i serien. Hans ord og fremtoning gjorde udslaget og mere skulle der i virkeligheden ikke til. For jeg har en forhåbning om at den handler mindst lige så meget, eller mere, om de psykologiske eller mentale grunde, som ligger bag forbrydelsen.

Hvordan har I det med krimier? Læser I dem eller er I helst fri? Kender I noget til Chris Carter og hans forfatterskab?

onsdag den 18. februar 2015

Twelfth Night af William Shakespeare

Twelfth Night af William Shakespeare. Udgivet fra Wordworth Editions Limited i 2001. (Originalt opført/udgivet i 1602).


I am as mad as he / If sad and merry madness equal can be.
Jeg kendte ikke så meget til dette ellers meget popullære Shakespeare stykke før jeg åbnede bogen. Jeg kendte kun i grove træk historien om Viola, som forklæder sig som en ung mand, måske for at være tæt på den mand hun elsker. Derfor var jeg virkelig glad for at opdage, at der er langt mere til dette stykke end blot den ene, meget kortfortalte historie.


På bagsiden af denne bog bliver stykket beskrevet om omhandlende "forvekslede identiteter og uigengældt kærlighed" og det er i så sandt som det er skrevet. Violas identitet er langt fra den eneste, som bliver forvekslet og så bliver hun i forvekslet med to forskellige personer - Cesario (som er det navn hun bruger, når hun er forklædt som mand, så derfor kan man vel argumentere for, at det ikke ligefrem er en forveksling) og hendes bror, Sebastian. Alle disse forvekslede identiteter lægger så til grund for en masse både humoristiske og ofte nærmest pinlige situationer, især hen i mod slutnignen af stykket, hvor alle karaktererne dukker op på scenen og forveksler Viola med enten Cesario eller Sebastian. Det var blot en af de steder, hvor jeg ikke kunne lade være med at grine lidt for mig selv. Stykkets stemning er både lidt melankolsk og komisk på samme tid; komisk mest af alt på grund af disse forvirrende situationer, hvor karakterer hele tiden bliver forvekslet med hinanden på kryds og tværs og melankolsk, når man rigtig begynder at se konflikten mellem hvem du tror, den du elsker er, sammenlignet med hvem de i virkeligheden er/hvem den, du elsker, tror, du er sammenlignet med hvem du i virkeligheden er. Ja, det er forvirrende.

Some are born great, some achieve greatness and some have greatness thrust upon them.
Dette er et virkelig berømt Shakespearecitat, og jeg var faktisk ikke klar over, at det stammer fra dette stykke. Men hvad der virkelig kom bag på mig, er måden det er brugt på i stykket. Det var nemlig langt fra den måde, jeg havde forstillet mig, at dette ellers ret inspirerende citat er opstået på. I stykket bliver det nemlig ikke brugt oprigtigt. Forstået på den måde, at vedkommende som først siger dette, ikke mener det. Det er nemlig en del af et brev, som skrives til en af karakterene, Malvolio, som et led i plan, der går ud på at ydmyge ham.  Alligevel mener jeg, at det er et rigtig godt citat og også stadig sandt.


Når jeg læser et drama, om det så er en komedie eller en tragedie, så kan jeg ikke lade være med at forestille mig scenerne, og det i højere grad end når jeg læser en roman, for en essentiel del af et drama er opførelsen. Det er ikke helt det samme kun at læse teksten. Men jeg giver Twelfth Night af Shakespeare 4 ud af 5 stjerner, for selvom jeg kun har læst stykket og ikke set det opført, så er jeg ret vild med det. Det er underholdende, morsomt og jeg kunne ikke undgå at blive opsat på at finde ud af, hvad der ville ske med de forskellige karaktere, hvem der ville få hvem og hvordan de forskellige identiteter ville blive afsløret. Og så var den fyldt med nogle rigtig gode, og gennemtænkte, plots for alle karakterene. Der var så mange sammenfilterede plots, at jeg er sikker på, at når jeg genlæser denne bog - for det er et spørgsmål om "når" og ikke om "hvis" - så vil jeg opfatte flere deltaljer, som forhåbentligt vil være med til at gøre hele hovedhistorien rigere, så vel som at uddybe de forskellige underliggende plots.

Har I læst Twelfth Night? Hvad synes I i så fald om stykket? Var det for meget af det gode? Og endnu en gang, ris og ros mht. anmeldelsen her er velkommen, jeg vil virkelig gerne blive bedre til at skrive anmeldelser og det kan jo kun ske gennem øvelse og mere øvelse og lidt feedback.

tirsdag den 17. februar 2015

Top Ten Tuesday #6


Det er tirsdag igen og som altid, er det tid til den ugentlige liste. Emnet og selve idéen kommer selvfølgelig stadig fra the Broke and the Bookish. For en god ordens skyld vil jeg lige endnu en gang minde om, at jeg ikke tager emnerne i rækkefølge og at de er trukket fra en krukke og derfor vil emnet nok ikke være det samme som de fleste andre lister hver uge. 

I denne uge er emnet Top Ten Fictional Crushes, hvilket jeg synes er passende, det har jo lige været Valentinsdag. Min liste mangler nok nogle af de mere klassiske som Mr Darcy, men det skyldes at jeg for det første har valgt, at jeg jo ligesom kun kan tage de med, som optræder i bøger jeg har læst, og for det andet er der virkelig mange crush-værdige fyre og mænd i litteraturen. Min liste er i prioriteret rækkefølge.

1. Neville Longbottom fra Harry Potter serien. Okay, måske skyldes det også lidt Matthew Lewis' skyld, men jeg faldt for Neville fra det øjeblik jeg læste bøgerne første gang. Her skal det måske siges, at det første jeg overhovedet så eller læste, der havde noget med Harry Potter at gøre, var da jeg som 11-årig (meget passsende i grunden!) så film tre i biografen - og det gad jeg ikke engang, det var en del af den skolebio pakke, min klasse havde. Men jeg overgav mig, min mor købte bøgerne, jeg læste dem og identificerede mig med den bogelskende, bestemmende Hermione Granger og den oversete, lidt klumsede, men søde Neville. Jeg indrømmer dog, at det tog nogen tid, og et par bøger mere, før Neville befandt sig øverst på denne liste og slog den 13/14-årige migs forelskelse i Draco Malfoy, eller Tom Felton, af pinden.

2. Nine fra The Lorien Legacies serien. Enspænder, sarkastisk, grublende, og så videre. Af alle karaktererne i serien, er han min yndlings.

3. Murtagh fra The Inheritance Cycle serien. Er han god, er han ond? Det er et spørgsmål som man stiller sig selv igen og igen, når man læser denne serie. Som mange af de andre på min liste over fiktive forelskelser er han en enspænder, misfortået, mystisk og sarkastisk. Hvad man på engelsk ville kalde "snarky and broody". Jeg kan bedre lide ham, end seriens hovedperson Eragon.

4. Peeta Mellark fra The Hunger Games trilogien. Faktisk var det først den sidste bog, som virkelig cementerede denne forelskelse. Jeg kan slet ikke liste alle de grunde der er til, at jeg er vild med Peeta, men noget at det, som i Mockingjay gjorde udslaget var det faktum, at selv efter alt han har været igennem, to gange Hunger Games, fangenskab og tortur og jeg ved ikke hvad, så stemmer han stadig imod en ny omgang Hunger Games med Capitol-børn. Det er stort og jeg elsker ham for det.

5. Gansey fra The Raven Cycle serien. Endnu en misforstået, grublende, sarkastisk idiot. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at elske dem.

6. Gally fra The Maze Runner trilogien. Vred, sarkastisk, aggressiv og måske ikke videre behageligt selskab. Okay, dette crush giver nok mest mening, hvis man har læst hele serien og ikke kun den første bog. Jeg må også være ærlig og indrømme, at det nok også har noget med Will Poulter at gøre.

7. Levi fra Fangirl. Hvis man har læst bogen, og ikke er vild med Levi, så ved jeg ikke hvordan det kan lade sig gøre. Han er simpelthen så sød og så dejlig og han er i modsætning til mange af de andre fyre på denne liste hverken særlig mystisk, misforstået, sarkastisk eller grublende.

8. Adam fra The Lorien Legacies serien. Bad guy turned good guy. Den eneste som kommer på listen, selvom der allerede optræder en anden fra samme serie.

9. Noah Shaw fra The Mara Dyer trilogien. Endnu en misforstået, mystisk enspænder. Jeg ved det, jeg ved det.

10. Jasper Whitlock Hale fra Twilight serien. Åh jo. Måske skyldes det igen den skuespiller, som portræterede ham i filmene, Jackson Rathbone, men åh jo.
Honorable mentions, eller, de som der desværre bare ikke var plads til på listen: Finnick Odair fra The Hunger Games trilogien, Ronan fra The Raven Cycle serien, både Peter og Edmund fra The Chronicles of Narnia serien og Sam fra The Wolves of Mercy Falls trilogien.


Hvad med jer, hvad er jeres fiktive forelskelse? Hvis I da har nogen?


mandag den 16. februar 2015

Treasure Island af Robert Louis Stevenson

Treasure Island af Robert Louis Stevenson. Udgivet fra Wordsworth Editions Limited i 1993 (originalt udgivet i 1883).  


Treasure Island er en bog, hvis berømmelse nærmest kommer før den. Historien om drengen Jim Hawkins, den berømte piratkaptajn Long John Silver og den strandede,  måske gale, Ben Gunn er vel næsten kendt af alle. Selv kendte jeg historien fra både film og tegneserier, en skolekomedie og ikke mindst den undervurderede og oversete Disney version, som dog foregår i det ydre rum og ikke i 1700-tallets England. Men det har taget mig årevis at sætte mig ned og rent faktisk læse dette berømte pirateventyr.


Og derfor nu til den første, og egentlig ret forsinkede, anmeldelse på bloggen. 
Squite Trelawney, Dr Livesey, and the rest of these gentlemen having asked me to write down the whole particulars about Treasure Island, from the beginning to the end, keeping nothing back but the bearings of the island, and that only because there is treasure not yet lifted, I take up my pen in the year of grace 17-, and go back to the time when my father kept the Admiral Benbow Inn, and the brown old seaman, with the sabre-cut, first took up his lodging under our roof.
Sådan starter historiens hovedperson, Jim Hawkins, sin beretning. Denne sømand han introducerer, er ham, i hvis kiste Jim ved et tilfælde finder et gammelt skattekort. Der går ikke lang tid, før Jim finder sig selv på vej ud på havet, på jagt efter dette korts hemmeligheder. Men der går ikke lang tid, før tingene begynder at gå galt; Jim overhører kokken Long John Silver og andre medlemmer af besætningen planlægge mytteri. På skatteøen bliver skibets besætning derfor delt i to lejre: piraterne og de ærlige. Jim bevæger sig mellem de to lejre, ikke fordi han er enig med piraternes plan, men fordi der er noget ved piratkaptajnen Long John Silver, som får ham til at blive. Fordi historien nedskrives og fortælles af Jim, bliver hans forvirring også til læserens, især når det kommer til Long John Silvers motiver, denne tilsyneladende moralske, eller måske nærmere dobbeltmoralske pirat, og den strandede galning Ben Gunn, som ikke er helt så gal, som han ser ud til. Til slut ender historien dog godt, knuderne bliver løst og de ærlige sømænd vender hjem fra en i princippet vellykket skattejagt. Til slut afslører Jim, at der på øen stadig er begravet noget af skatten, men Jim vil under ingen omstændigheder tilbage til denne forbandede ø



Jeg giver bogen 3 stjerner, for selvom den var både spændende, aktionpræget, havde interessante karakterer, et godt tempo og jeg sagtens kan se mig selv genlæse den med lige så stor fornøjelse, så ødelagde det den samlede oplevelse lidt, at jeg flere gange var nødt til at læse piraternes dialoger højt, fordi ordene er skrevet præcis som de ville udtale dem. Det er mest af alt en personlig præference, og det er muligt, at forståelsesvanskelighederne kan skyldes, at jeg ikke har engelsk som første sprog.

Har I læst Treasure Island og i så fald, hvad synes I om den? Og hvis der skulle være noget ris, eller ros, mht. denne anmeldelse, så vil jeg meget gerne høre det, da det som sagt ikke er noget, jeg har skrevet ret meget af før og man lærer jo kun ved at forbedre sine fejl.

torsdag den 12. februar 2015

TBR Thursday #12



Denne uge har været både uendeligt lang og helt vildt kort. Jeg har ikke så mange fag på fjerde semester som jeg havde sidste semester, og det medvirker, at jeg i grunden har rigtig meget fritid. I denne uge vil jeg gå så vidt som at sige for meget. Men det ændrer sig heldigvis fra næste uge af, når mit skema bliver lidt mere normalt, for så starter de sidste fag også op. Så det gælder om at udnytte de mange fridage, og det gør jeg ved at se tvserier og læse stakkevis af bøger. Men som altid er det torsdag og så gælder det om at vælge en bog fra min TBR jar. Jeg har endvidere bestemt mig for, at jeg vil blive bedre til at anmelde, i hvert fald nogle af de bøger, jeg læser, her på bloggen. Og derfor har jeg bestemt mig for, at én af de bøger, som jeg vil anmelde hver uge, bliver den jeg har trukket her om torsdagen. Jeg håber, det kommer til at lykkedes for mig, anmeldelser er ikke noget af det, jeg har skrevet mest af.


I denne uge skal jeg læse, og anmelde, Twelfth Night af William Shakespeare. Jeg arbejder lige så langsom på at få læst alle Shakespeares dramaer, inden jeg giver mig i kast med alle hans sonetter. Jeg har hørt meget om Twelfth Night, refereret eller "tematiseret" i flere forskellige film og sådan, så jeg har en rimelig idé om, hvad stykket handler om. Men det er langt fra det samme som at læse selve stykket.

Har I læst Twelfth Night? Og i så fald, hvad synes I om det?

tirsdag den 10. februar 2015

Top Ten Tuesday #5


Top Ten Tuesday er et ugentlig meme fra The Broke and the Bookish. I denne uge er emnet: Top Ten Books I Wish I Had Read As a Child. Det burde i realiteten være ret ligetil, for selvom jeg har været en meget aktiv læser hele mit liv, så er der mange af de mere klassiske børnefortællinger, som jeg ikke fik læst som bart og først er gået i gang med i slutningen af mine teenageår og her i starten af tyverne. Så der er nok mange bøger, som jeg ville ønske jeg havde læst som barn. Listen er i prioriteret rækkefølge.

1. Alice in Wonderland af Lewis Carroll. Jeg er godt klar over, at denne bog på mange punkter ikke er en typisk børnebog, og den har mange lag, som et barn ikke ville forstå. Jeg læste den som teenager, og kan virkelig godt lide historien. Og jeg ved med mig selv, at jeg ville have elsket den som barn.

2. Peter Pan af J. M. Barrie. Selve historien om en dreng, som aldrig vil blive voksen er langt de fleste børn bekendt, men jeg læste faktisk først bogen bag denne velkendte og højt elskede barndomsfavorit sidste år.

3. The Jungle Book af Rydyard Kipling. Lige som med Peter Pan læste jeg denne historie for første gang sidste år, og det selvom det også er en historie jeg kender ganske godt. Men det er også et udtryk form in stædighed, for min søster ejede bogen på dansk, dengang vi var yngre. Men den nægtede jeg at læse. Tydelig har jeg allerede dengang været mere interesseret i at læse på originalsproget.

4. The Secret Garden af France Burnett. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg ville ønske, at jeg havde læst denne yndige og rørende fortælling som barn.

5. The Little Prince af Antoine de Saint-Exupéry. Jeg har faktisk stadig ikke fået læst denne bog.

6. The Wonderful Wizard of Oz af L. Frank Baum. I det hele taget ville jeg gerne have læst hele Oz-serien som barn.

7. Matilda af Roald Dahl. Jeg har nok set filmen på VHS flere gange end jeg kan huske, men indtil sidste forår var jeg faktisk ikke klar over, at der var en bog bag ved en af mine absolutte yndlingsfilm. Jeg ved dog, at hvis jeg havde vist det som 10-årig, så havde jeg med garanti fundet mig en udgave af den og læst den lige så ofte som jeg så filmen. Hvilket var ret meget.

8. The Wind in the Williows af Kenneth Grahame. Jeg sad, da jeg læste denne bog i efteråret, med følelsen af, at jeg uden tvivl ville have nydt den bog (endnu) mere, hvis jeg havde læst den som barn.

9. Bog 8 - 13 i Lemony Snickets A Series of Unfortunate Events. Jeg fik de første 7 bøger på dansk med en af de mange bogklubber, jeg har været medlem af. Men efter den syvende bog holdt de op med at oversætte dem til dansk og jeg har aldrig fået læst den sidste halvdel af serien. De første syv bøger i dansk oversættelse står fortsat på min bogreol og jeg finder stadig glæde ved at genlæse dem. Men jeg gad godt have slutningen med en dag.

10. The Chronicles of Narnia af C. S. Lewis. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde læst disse bøger allerede som barn og ikke midt i teenageårene. Til gengæld er det nok en serie, som jeg så kommer til at genlæse hele livet.
Det var min ret hurtigt opsatte list. Hvad med jer, er der nogle bøger I har læst, som I ville ønske I havde læst allerede som børn?

torsdag den 5. februar 2015

TBR Thursday #11


Hverdagen er begyndt igen. Efter en lang måned med eksaminer og alt der hører dertil, er undervisningen på det nye semester gået i gang igen i denne uge. Det føles lidt underligt at læse lektier igen, og cykle ud til universitetet i bidende kulde. Jeg håber lidt på, at det kun kommer til at tage nogle få dage at vænne sig til igen. Så optaget af lektier, næste uges undervisning og fremtidsplaner der skal lægges, har jeg været, at jeg næsten havde glemt at det jo er torsdag - og så skal der trækkes en lap papir fra min famøse TBR jar. Jeg har for nyligt "omdesignet" den og sedlerne i den, så de nu ikke er håndskrevne mere. Det nye look kan også ses på min Instagram. Men nu til det, det her indlæg skal handle om, bogen:


I denne uge skal jeg læse Treasure Island af Robert Louis Stevenson. Jeg har læst Robert Louis Stevenson før, men ikke denne bog. Det er en historie jeg har hørt om mange gange og set i flere forskellige former: opført som skoleforestilling, Disney film og tegnefilm- og serier. Men jeg har aldrig fået læst selve historien før, så jeg ser frem til at lære den oprindelige udgave af denne populære fortælling at kende.

Kender I Treasure Island eller har I lige som mig kun kendskab til historien gennem de talrige film- og tegneserieudgaver?

tirsdag den 3. februar 2015

Top Ten Tuesday #4


Det er tirsdag igen, og det er tid til endnu en top ti. Som altid kommer emnet fra The Broke and the Bookish. I denne uge er emnet Top Ten Reading Challenges. Så det er måske et meget god tidspunkt til også at fortælle lidt om de læseudfordringer jeg deltager i eller har givet mig selv. Det er ikke alle på denne liste, som jeg deltager/har deltaget i indtil nu, nogle af dem er nogen, jeg godt kunne tænke mig at prøve kræfter med, men jeg vil heller ikke have gang i for mange udfordringer på én gang.

1. Goodreads' årlige reading challenge. Hvert nyt år, betyder et nyt mål indtastet på Goodreads og en årelang udfordring med at finde x antal nye bøger, at læse. For genlæsninger tæller ikke med, da man ikke på samme måde kan registrere dette på Goodreads. Hvis jeg tager fejl og man rent faktisk kan, så hører jeg gerne hvordan! Jeg prøvede for første gang kræfter med denne udfordring sidste år og jeg fandt ud af, at jeg synes rigtig godt om den. Problematikken med genlæsninger gør, at jeg helt sikkert har læst mere end de 200 bøger, som blev mit endelige mål sidste år, men samtidig gør det også at jeg tit fandt mig selv på biblioteket på jagt efter en ny bog eller to, som jeg ikke havde læst før. Og på den måde, kan man godt sige, at denne udfordring var med til et eller andet sted at udvide min læsehorisont. Og til at jeg lærte biblioteket rigtig godt at kende. Et af de mere gængse betænkeligheder ved denne udfordring er, at det kan ende med at handle udelukkende om kvantitet og ikke kvalitet. Det er en af grundene til at mit mål ikke er 200 bøger igen, fro jeg er sikker på, at jeg godt ville kunne nå det, men jeg vil hellere have et lidt lavere mål og tage mig mere tid til bøgerne. Men det er jo som man tager det. Det er uden tvivl min favoritudfordring og det er en, som med lethed kan gentages år efter år.
Jeg deltager i denne udfordring i år, med et mål på 150 bøger.

2. Forfatter/serie udfordringer. Jeg ved ikke, om der er andre der gør det, men jeg har flere forfattere, hvor jeg har en ambition om at læse alle deres værker, eller hele serie, jeg gerne vil læse. Og når jeg så siger forfatter/serie udfordringer, så mener jeg ikke bare at man vil læse alt af eksempelvis Charles Dickens. Jeg mener, når man sætter sig en bestemt tidsramme for, at man skal læse alt af Charles Dickens. Det gode ved denne slags udfordinger er, at der er næsten uendeligt mange muligheder. Man kan også lave en variant der hedder, at læse hele Sagaen om Isfolket af Margit Sandemo eller Pretty Little Liars af Sara Shepard inden for en bestemt tidsramme. Det er fuldstændig op til en selv.
Jeg deltager i to af disse udfordinger. Jeg vil læse alt af Charles Dickens inden 2015 er omme, eller i hvert fald de romaner, som jeg mangler at læse. Og jeg vil læse alt om Sherlock Holmes, alle noveller og hvad der ellers er, inden 2015 er omme.

3. Inkworld udfordringen. Hvis man har læst Cornelia Funkes Inkworld trilogi, Inkheart, Inkspell og Inkdeath, vil man vide, at det er en serie som i høj grad handler om bøger. Før hvert kapitel er der et citat fra en anden bog. Jeg ved ikke om denne udfordring findes et sted ude på internettet, jeg synes i hvert fald ikke, at jeg har kunnet finde den. Så jeg overvejer lidt at starte den selv. Lave en liste over alle de bøger, som citeres eller nævnes i løbet af trilogien og lige så langsomt bevæge mig ned igennem listen og læse dem alle sammen.

4. Popsugar's 2015 udfording. Popsugar har i forbindelse med det nye år lavet en læseudfording. En liste på 50 emner til 50 bøger. Se listen her. Èt emne per bog.
Jeg deltager i denne udfordring i år.

5. Matilda udfordringen. Denne er også at finde under siden "reading challenges | læseudfordinger" i højre side. Den går ud på at læse alle de bøger, som nævnes i Roald Dahls elskelige bog Matilda.
Jeg deltager i denne udfording, men uden en tidsramme for, hvornår jeg skal være færdig.

6. Rory Gilmore udfordringen. Denne omtaler jeg også på min side om læseudfordinger (link til højre). Helt enkelt går det ud på, at man har samlet alle de bøger, Rory Gilmore, fra tv-serien Gilmore Girls, læser eller taler om i løbet af serien. Det har resulteret i en liste på 339 bøger. Og så går man i gang med at læse.
Jeg deltager i denne udfordring, men jeg har absolut ingen tidsramme. Jeg satser egentlig bare på, at jeg på et eller andet tidspunkt har læst alle bøgerne på listen. Jeg plejer at gå ind og strege de bøger, jeg har læst, ud cirka en gang hver 4. til 6. uge. Jeg har hele listen, med mine overstregninger, under samme link i sidebaren til højre.

7. Reading the World. Jeg lærte først for nyligt denne udfordring at kende. Den går ud på at læse én bog fra hvert land i verden. Det kommer selvfølgelig med sine problemer, som I kan læse meget mere om her. Dette er også linket til skaberens liste over lande og forslag til bøger fra hvert land.
Jeg kunne godt tænke mig at deltage i denne udfordring, selvom den originale er overstået. Men jeg tror, at det ville kræve en del planlægning, og hvis jeg skulle deltage, ville jeg i hvert fald ikke sætte en tidsramme omkring den. Jeg overvejer også lidt, om det skal være én bog, som foregår i det givne land, eller én der er skrevet af en forfatter fra det land.

8. The Chunkster Challenge. Denne udfordring er ret simpelt i sin opbygning, det går ganske enkelt ud på at læse bøger, der er over 450 sider. Hvorfor? Fordi tykke bøger kan være intimiderende og svære at gå i gang med. Det er en meget løs udfordring, man bestemmer selv hvad ens mål er, det kan være alt fra at læse én chunkster til at læse en om måneden. I kan læse om denne udfordring her.
Jeg deltager ikke i denne udfordring i år.

9. Bogbingo. Denne udfordringer minder lidt om Popsugars. Der findes et utal af disse. En "bingoplade" med forskellige beskrivelser eller emner, som "australsk forfatter", "skrevet af en under 30" eller "road trip". Og så kan man selv vælge, hvilken bog man vil læse. Alt efter hvilken udfordring det er, og hvem der har lavet den, er det forskelligt om man må krydse flere felter af med den samme bog.
Jeg deltager ikke i sådan en lige nu.

10. Månedsudfordringer. Dette skal forstås som at sætte sig et mål om at læse eksempelvis en digtsamling eller tre dramaer om måneden i et år. Jeg har ikke sådan et mål.

Deltager I i nogle læseudfordringer i år? Har I deltaget i en eller flere af dem, jeg har listet?

søndag den 1. februar 2015

“No matter how busy you may think you are, you must find time for reading, or surrender yourself to self-chosen ignorance.” | Opsamling #5

Hounded by Kevin HearneA Confusion of Princes by Garth NixPretty Little Liars by Sara ShepardFlawless by Sara ShepardPerfect by Sara ShepardUnbelievable by Sara ShepardHeartless by Sara ShepardKiller by Sara ShepardWicked by Sara ShepardWanted by Sara ShepardWater by Terra HarmonyCirklen by Mats StrandbergBag Portene by Margit SandemoFated by Benedict JackaCursed by Benedict JackaThe Raven Boys by Maggie StiefvaterThe Dream Thieves by Maggie StiefvaterDesires of the Dead by Kimberly DertingThe Program by Suzanne Young
(cover fotos fra Goodreads)

Lidt om Januar: Januar er langt om længe overstået og jeg ånder lettet op. Januar var eksaminer, stress og deadlines. Lange nætter og et søvnunderskud, som først blev indhentet til allersidst. Jeg havde 4 eksaminer i januar måned, som lå lige efter hinanden med godt en uges mellemrum. Det betød, at så snart jeg var færdig med én eksamen stod en anden klar. Der var meget der skulle genlæses og læses op, noter der skulle tydes og oplæg der skulle laves. Men jeg klarede det. Jeg mangler på nuværende tidspunkt stadig at få min karakter for den eneste skriftlige eksamen, jeg havde i januar, men ellers er det gået rigtig fint med de andre eksaminer. Og nu står fjerde semester på spring, i overmorgen har jeg de første undervisningstimer. Men jeg nåede alligevel at læse en del bøger i januar, velsagtens som overspringshandlinger ind i mellem de forskellige eksaminer, men også i særdeleshed i løbet af de sidste dage af januar, efter jeg var oppe til den sidste eksamen. Jeg har læst en del bøger, som jeg i lykkelig uvidenhed og optimisme havde slæbt hjem fra biblioteket. Hvorfor jeg gjorde det, når jeg har en kæmpe stak ulæste bøger herhjemme, det ved jeg ikke. Men der var mange gode læseoplevelser imellem. Og selvfølgelig blev januar også krydret med en 22 års fødselsdag, som jeg tilbragte næsten helt alene. En mandag gør det svært for familie at komme på besøg, men jeg fik da besøg af min søster, som bor i samme by som mig, og ellers brugte jeg dagen på at gøre det, jeg allerhelst ville: jeg læste. Jeg følte ikke, at jeg havde tid til ret meget i januar måned, men jeg fik taget mig tid til at læse. Januar er forsvundet i en døs af eksaminer og en sløvet tankegang, men ikke uden sine egne skønne øjeblikke.

I Januar læste jeg: 19 nye bøger, og ikke en eneste af dem var i forbindelse med studier eller eksaminer. Til gengæld genlæste jeg et par stykker inden jeg gik til eksamen.

I Januar købte jeg: 1 bog, To Kill a Mockingbird af Harper Lee. Til gengæld fik jeg også 13 bøger til min fødselsdag.

Januars positive læseoplevelser: Jeg læste rigtig mange bøger i januar, som endte med at gøre større indtryk på mig end jeg forventede. Den første bog, jeg åbnede i år var Hounded af Kevin Hearne. Jeg havde ledt efter den i lang tid på biblioteket, det virkede som om de kun havde bog 4, 5 eller 6 hjemme. Men jeg fandt bog 1, jeg læste den og jeg elskede den. Jeg læste også de første 8 bøger, i den 16 bøger lange serie Pretty Little Liars af Sara Shepard. De første 4 havde jeg lånt af min lillesøster, og resten fandt jeg på biblioteket. Det kom lidt bag på mig, hvor meget jeg egentlig synes om dem. De var perfekte til at læse ind i mellem mine eksaminer, de var lige præcis tilpas "letlæselige", morsomme og medrivende. Jeg regner med at læse den anden halvdel af serien på et eller andet tidspunkt. Men mest af alt var det The Program af Suzanne Young, som gjorde et stort indtryk på mig. Jeg læste den i går, så måske er det derfor, jeg stadig sidder med følelsen i kroppen, men hold da op. Den foregår i en fremtid, hvor selvmord er blevet erklæret en epidemi og alene det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Da jeg havde lukket bogen sad jeg bare og stirrede lidt og kunne ikke rigtig samle tankerne. Så god var den, så tankevækkende. Og jeg vil helt sikkert se mig om efter resten af serien.

Januars negative læseoplevelser: Jeg ved ikke, om jeg har læst en bog i januar, som ikke endte i et positivt indtryk. Jeg læste Desires of the Dead af Kimberly Derting og fandt den bedre end den første bog, The body Finder. Men en bog, som jeg endte med ikke at kunne lide? Det synes jeg ikke, at der var.

Ebøger, lydbøger, eller anden format jeg normalt ikke læser: 2 ebøger, Water af Terra Harmony og Cirklen af Mats Strandberg.

Korteste bog: Bag Portene af Margit Sandemo på 243 sider.

Længste bog: Cirklen af Mats Strandberg på 524 sider.

Sådan går det med min 2015 Goodreads Reading Challenge: 19/150 bøger. Se mine andre læseudfordringer og mit fremskridt på siden "læseudfordringer".

I januar skrev jeg: Ingenting. Jeg har valgt at tage januar ud af min ambition om at skrive 1000 ord hver dag i 2015, ganske simpelthen fordi hele måneden forsvandt i eksamensstress og deadlines og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne overskue også at skulle skrive.

Håb eller planer for næste måned: Jeg skal i gang med at skrive hver dag, 1000 ord om dagen. Det kan lyde af meget, men hvis det går godt, så tager det ikke mere end 15-30 minutter. Desuden vil jeg forsøge at læse en Dickens roman, i forbindelse med mit mål om at læse dem alle sammen, en digtsamling og flere af de ulæste bøger, som står og pryder mine nyligt omorganiserede boghylder. Desuden går undervisningen i gang igen, så der skal naturligvis læses en del bøger og tekster i den forbindelse.


Hvordan er jeres januar forløbet?
 

Template by BloggerCandy.com