onsdag den 24. maj 2017

Ti små åndedrag af K. A. Tucker


Ti små åndedrag af K. A. Tucker. Udgivet af LOVEBOOKS i 2017, oprindeligt udgivet i 2012 med title Ten Tiny Breaths. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Tusind tak til LOVEBOOKS for anmeldereksemplar! Alle meninger er mine helt egne.

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.
Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.
Ti små åndedrag er en bog, som jeg faktisk godt kunne lide en hel del mere end man måske lige skulle tro. Kernen i historien, de to søstre Kacey og Livie, er så skønne hovedpersoner, at jeg ikke kunne lade være med at holde af dem. Efter en voldsom ulykke, hvori de har mistet begge deres forældre, og Kacey har mistet sin kæreste og sin bedste veninde, har deres liv være mildt sagt elendigt. Vi møder dem 4 år efter ulykken, hvor en ny, alvorlig fare truer og Kacey gør et desperat forsøg på at beskytte sin lillesøster ved at rejse tværs over landet med hende. Deres forhold er så velskrevet, de er venner og de er søstre, de småskændes og er alvorlige, men man er aldrig i tvivl om, at de er der for hinanden. I løbet af bogen får man også løbende tilbageblik på de fire mellemliggende år mellem ulykken og nutiden, og den rutsjebanetur, der har været deres liv sendte mig ud på en lignende tur, efterhånden som bogen skred frem. Jeg kunne virkelig godt lide den del af historien, der handlede om dem og deres forsøg på at skabe et nyt liv efter at have mistet alting så brutalt.

Ligeledes var jeg ret vild med deres nye nabof, Storm, og dennes datter Mia. Venskabet mellem Livie og Storm er umiddelbart og hurtigt, men Kacey holder igen. Og det er let nok at forstå, hvorfor en, der har mistet så meget, er bange for at lukke andre ind i livet. Men det sker. Ganske langsomt, så man egentlig ikke er i stand til at udpege hvornår, bliver Storm og Kacey også veninder, og det føles helt naturligt, at de er der for hinanden, når det brænder på. Og så er jeg fuld af beundring for den måde, K. A. Tucker præsenterer det erhverv, Storm har. Det kunne let blive en kliché, men på det punkt undgår hun det glimrende.
Mia er ikke bare den lille pige med de manglende fortænder, som Livie babysitter. Storm er ikke bare min strippernabo, som skaffede mig et job. Hvor meget jeg end har prøvet på at holde dem på afstand, så har de to ligesom Trent, fundet en vej ind. En anden vej, men den, der uværgeligt har ført til et sted i et hjerte, jeg troede for længst var frosset til og ude af stand til at føle noget.
Men jeg blev på inden måde overrasket over det "store" plot twist. Jeg havde siddet og ventet på det og da det så blev afsløret, tænkte jeg mest på, hvad i al verden, der skulle ske på de sidste 150 sider, hvis det var så meget. Og det betød også, at jeg tror den del af historien, der handler om Kacey og Trent ikke havde samme betydning for mig som resten af bogen. I stedet blev jeg bare frustreret som jeg nærmede mig slutningen. Og det ærgrer mig stadigvæk, for jeg synes rigtig godt om præmisset for bogen, og jeg kunne så godt lide næsten alle karakterne. K. A. Tucker skiver godt, man flyver igennem bogen og på trods af voldsomme emner som PTSD, voldsomme trafikulykker, stofmisbrug og meget mere, så er den ikke forfærdelig at læse. Så selv om jeg ikke er så overvældende glad for den drejning historien tager, så er jeg stadig ret glad for K. A. Tuckers skrivestil og de karakterer, hun har skabt, som har så meget at sige.

tirsdag den 23. maj 2017

Tag Tuesday: Book Buying

London-savnet er stort. Covent Garden, de flotte parker og ikke mindst det her sted. Suk.

I denne uge er det igen tag-tid og denne gang er jeg sørme blevet tagget selv. Af søde Rikke er jeg nemlig blevet tagget i "the Book Buying tag" og det siger jeg bestemt ikke nej til. Det er ikke til at sige, hvor langt omkring i blogland, det er kommet, men hvis du endnu ikke har besvaret spørgsmålene, er du velkommen. Også bare hvis du vil kommentere på mine svar.

Hvor køber du dine bøger?
Jeg køber nok de fleste af mine bøger online. Nogle gange på SAXO, men for det meste benytter jeg mig af BookDepository, da jeg stadig køber flest bøger på engelsk og jeg er vild med, at man kan vælge mellem flere forskellige udgaver, både britiske og amerikanske. Men jeg synes også, jeg er begyndt at gå mere i de danske boghandlere nu og da.

Hvor mange bøger køber du i gennemsnit om måneden?
Det svinger utroligt meget. Hvis vi ikke lige tager BogForum med, hvor det plejer at stikke helt af for mig, så kan der sagtens gå flere måneder, uden at jeg køber nye bøger - jeg forstår det heller ikke rigtig selv. Nogle måneder er det kun ganske tilfældigt, at jeg får købt en bog eller to, andre gange er det planlagt og jeg ender med en kæmpe stak. For tiden ser jeg mig meget om efter bøger med henblik på speciale, så der bliver nok købt lidt flere for tiden end normal. Mine bogkøb er utroligt sporadiske og jeg har faktisk ikke nogen idé om, hvor mange jeg køber i gennemsnit. Måske 3, hvis man ser på de første måneder af 2017?

Benytter du dit lokale bibliotek?
Jeg ser det egentlig som, at jeg har to lokale biblioteker: jeg bruger biblioteket på Syddansk Universitet rigtig meget i forbindelse med opgaver og eksamen, og nogle gange også undervisning. Men jeg kan heller ikke komme uden om, at jeg er flittig gænger på Odense bibliotek. Jeg kan så godt lide at være der, at sidde der og læse. Og skrive når der har været NaNoWriMo. Og ja, jeg låner også en del bøger med hjem derfra, som regel i store bunker, som jeg får alt for travlt med at nå at læse.  Jeg låner bøger der, som jeg har set på, men ikke ved om jeg vil kunne lide. Bøger, jeg ikke er sikker på, jeg vil eje. Bøger jeg ikke kan finde andre steder. Eller alt det var i hvert fald sandt indtil de lukkede biblioteket tilbage i december. Det skal godt nok bare ombygges, men der er stadig mange måneder til det åbner igen.

Hvis ja, hvor mange bøger låner du så ad gangen?
Her er et godt eksempel på at læse alle spørgsmålene, før man går igang. Men som sagt, så er det som regel en god stak. jeg vil skyde på en 5 eller 6 stykker ad gangen, men jeg havde i løbet af sidste sommer vist nok over 15 bøger forbi udlånsdisken i løbet af de to måneder.

Hvad er din mening om biblioteksbøger?
Jeg vil ikke påstå, at jeg elsker dem. Men jeg elsker idéen. Jeg synes det er så fint, at man kan låne bøger på biblioteket, og jeg har selv opdaget ret mange på den måde. Selv om jeg helst vil eje og have bøger, så må jeg også nok erkende, at det er lidt af en umulighed.

Står dine læste og ulæste bøger sammen?
Ja, det gør de. Jeg havde en gang overvejet at samle alle mine ulæste bøger på en reol, men jeg kom hurtigt fra det igen, ved tanken om, hvor meget flytten rundt det ville resultere i hele tiden. Så de står samlet og blandet ind i mellem hinanden og jeg har ikke noget problem med at vide præcis hvilke jeg ikke har læst endnu.

Planlægger du at læse alle de bøger, du ejer?
Ja. Det kan ikke siges meget kortere, men det gør jeg i høj grad. Jeg har svært ved at se, hvorfor jeg skulle have en bog stående, som jeg ikke har lyst til at læse.

Hvad gør du med bøger, som du ejer, men som du ikke føler, du nogensinde vil få læst eller ikke kunne lide?
Dengang Odense bibliotek ikke var lukket for dets langvarige ombygning, havde de en fin sort kasse ved indgangen, hvori man kunne lægge bøger, man ville donere til Læs for Livet. Det har jeg gjort et par gange, ligesom jeg donerede 13 styks i slutnigen af april i deres store indsamling. Ellers kan jeg godt finde på at give dem til venner eller familie.

Har du nogensinde doneret bøger?
Flere gange end jeg har tal på. Nogle gange rigtig mange på en gang (som i flere flyttekasser på en gang), nogle gange en enkelt eller to. Men det er også over en lang, lang årrække. Egentlig er jeg ikke særlig god til at skille mig af med bøger.

Har du nogensinde været på et bogkøbsstop?
Ikke hvor jeg har aktivt sat mig for, at jeg ikke vil købe bøger. Det tror jeg ikke på kan fungere, for så begynder undskyldningerne at komme frem. Men jeg kan sagtens gå flere måneder uden at købe nye bøger. Jeg tror det eneste tidspunkt, jeg bevidst lod være, var dengang jeg skulle til London, før der vidste jeg, at jeg ville købe bøger.

Føler du, at du køber for mange bøger?
Kan man det? Men nej, egentlig ikke. Som sagt så svinger det rigtig meget hvor mange bøger, jeg køber. På det seneste er antallet af ulæste bøger  i min samling vokset helt eksplosivt, så jeg føler ikke et stort behov for at købe nye hele tiden. Jeg tror helt sikkert, at der nok skal være nogen der synes, jeg køber for mange, men sådan har jeg det ikke selv.

Hvordan står det til med dine bogkøbsvaner?

mandag den 22. maj 2017

Vi andre bor her bare af Patrick Ness


Vi andre bor her bare af Patrick Ness. Udgivet af Gyldendal i 2016, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen The Rest of Us Just Live Here. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

De fleste af os er ret normale, vi glemmer det bare af og til. Mikey i "Vi andre bor her bare" er også helt normal. Han går på gymnasiet, glæder sig til galla, er nervøs for at invitere Henna med og så bekymrer han sig forresten også om at bestå sin eksamen. 
Det helt normale kan godt være ekstraordinært, det handler bare om at lede efter dét, der kan gøre det, det. "Vi andre bor her bare" af Patrick Ness er en alletiders ungdomsroman, der sætter spørgsmålstegn ved det normale. I Mikeys liv kan selv små ting forandre det hele, det ved han bare ikke endnu.
Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg først faldt over en internet-post, om de andre Hogwarts-elever på Harry Potters tid og hvor frygteligt irriterende det må være, at ens uddannelse hele tiden bliver forplumret, fordi Harry lige skal redde verden fra Voldemort en gang til. Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det har været noget lignende, der har inspirereret Patrick Ness til at skrive Vi andre bor her bare. Den handler ikke om den udvalgte, den der skal redde verden denne her gang - og springer skolen i luften i samme ombæring. Den handler ikke om dem, med de ualmindeligt specielle navne. Den handler om Mike.

Han er på ingen måder udvalgt, i en typisk YA-roman ville han være en af dem, der måske ville blive nævnt ved navn, men egentlig ikke har noget med heltens historie at gøre. Og det er synd. For som Ness viser, så har Mike også meget at byde på. Mike er en typisk teenager, han er snart færdig med high school, hans forældre er måske lidt mere specielle end andre og de fleste af hans tanker kredser om, at han ikke helt tør spørge Henna, om de skal følges til galla. Der er ikke meget specielt over Mike, og så alligevel. Selv om han er den typiske teenager, er Patrick Ness virkelig god til at gøre ham til en unik person. En, hvis særtræk ikke kendetegner ham, men fuldender ham. Og hans historie er på ingen måde kedelig.
"på en måde forstår jeg det nok godt," siger han. "Du er allerede nioghalvfems procent væk herfra, ikke? Det eneste, du har lyst til, er at bruge de sidste uger på at være så meget sammen med dine venner som muligt, for du har ikke lyst til at skulle forlade dem, når du rejser. Og så kommer den her påtrængende type, som bryder ind i jeres tæt sammenvævede gruppe, lige når du har allermest brug for den."
Der sker noget ret interessant, når man læser denne her roman. De fleste ville være ret hurtige til at kategorisere den som fantasy, jeg selv inklusive. Men egentlig, når jeg tænker nærmere efter, skabes der i Vi andre bor her bare et møde mellem en klassisk fantasy-historie og en "coming-of-age" ungdomsroman. Og i mødet mellem de to genrer, har Patrick Ness skabt en historie og et univers, jeg ikke har set før. Historien om Stachel og Finn, der skal redde verden bliver fortalt i begyndelsen af hvert kapitel næsten som om det var et kapiteloutline: "kapitel 5, i hvilket ....", og så får vi Mikes historie bagefter. En historie, der ikke går ud på at redde verden, men om at klare sig igennem hverdagen. Og jeg kan ikke lade være med at beundre det, Patrick Ness gør. Det vidunderlige i det metaperspektiv, han lægger over den klassiske ungdomsroman og i hvordan han undgår at gøre historien til en kliché.

Mike er slet ikke den typiske helt. Oven i hverdagens problemer med en meget politisk mor, der næsten åbenlyst ignorerer problemerne i familien, med den alkoholiserede og meget fraværende far, Mikes søster Mels bekæmpelse af sin spiseforstyrrelse og Mikes egen OCD. Men det, Ness gør så fint, er den måde han behandler alle disse emner på. Mike er ikke sin OCD, Mel er ikke sin spiseforstyrrelse. De er stadig mennesker og mangfoldigheden er stor i denne her bog. Ingen af karakterne er ens, og ingen af dem er flade eller falder i baggrunden. Som de fleste andre, bor de der bare, og forsøger at leve et normalt og sammenhængende liv både inde og uden for hjemmets fire vægge. Vi andre bor her bare er fyldt med karakterer, som man kan se sig selv i, uanset hvem man er eller hvordan man ser ud. Historien er fyldt med humor, på trods af dens mange hårde emner, men det hele går så godt i spænd. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig til at læse denne her bog, men den var alt det, jeg kunne håbe på.
"I behøver ikke behandle mig, som om jeg går i stykker," siger jeg, "I gør det alle sammen. Mikey med OCD'en. Mikey, nu på medicin..."
"Det har vi aldrig gjort, Mike..."
"Mel døde. Hun har det stadig underligt med mad, men ingen behandler hendes anderledes. Det skal de helleri kke. Det gør jeg heller ikke. Det bruger jeg meget tid på."
"Jared er kvart gud, Mike. Og jeg har nogle langt-ude forældre, som slæber mig med til en krig for at snakke om Jesus og fødder. Alle har noget. Det er ikke engang kun os, det er alle, vi kender."
 

Template by BloggerCandy.com