onsdag den 24. august 2016

The Count of Monte Cristo af Alexandre Dumas


The Count of Monte Cristo af Alexandre Dumas.  Udgivet af Wordsworth Editions Ltd. i 1998, originalt udgivet i 1844. Læst på engelsk, originalsproget er fransk.


Historien om greven fra Monte Cristo er ret bredt kendt, fra film og referencer og jeg ved snart ikke hvad. Og alligevel har jeg faktisk aldrig set en eneste filmatisering af bogen - endnu - og derfor vidste jeg kun meget lidt om, hvad den handlede om. At greven flygter fra fængselsøen If og beslutter sig for at tage hævn over dem, der fik ham indespærret, var mere eller mindre det, jeg kendte til. Og det kan jo umuligt fylde så meget? Eller kan det?

“Moral wounds have this peculiarity - they may be hidden, but they never close; always painful, always ready to bleed when touched, they remain fresh and open in the heart.”

Det umådeligt sjove er, at jeg diskuterede denne her bog med en af mine veninder, som har været i gang med at læse den i flere måneder. Vi kunne ret hurtigt blive enige om at der går rigtig mange sider med ingenting. Nu har jeg kun læst The Three Musketeers af Alexandre Dumas ellers, så det var ikke fordi det kom så forfærdeligt meget bag på mig - sådan var skrivestilen nu engang dengang og for Dumas specielt. Men vi kunne ogå godt blive enig om, at den del af historien, som vi allerhelst vil læse om på ærgrelig vis ikke er den, der fylder mest i bogen. Alligevel holder jeg af historien som den er. Jeg nødt at vi ikke kun følger titel-karaktereren, men alle dem, der på en eller anden måde bliver påvirket af hans tilfangetagelse og lange fravær og ikke mindst hans hævngerrighed.

Men jeg synes også, at bogen kan blive meget forvirrende til tider. Der er mange karakterer at holde styr på og særligt greven (som i parentes bemærket slet ikke er greve til at begynde med, hvilket forvirrede mig helt vildt!) bliver kaldt mange forskellige ting og derfor opstod der tit noget forvirring om, hvem der var hvem. Der er meget mere til historien end en fortælling om en mand, der vil have hævn over dem, der fik ham så uretsmæssigt i fængsel. Det er en historie om et land i forandring og forandringerne i menneskers liv.
"Life is a storm, my young friend. You will bask in the sunlight one moment, be shattered on the rocks the next. What makes you a man is what you do when that storm comes. You must look into that storm and shout as you did in Rome. Do your worst, for I will do mine! Then the fates will know you as we know you”

Når det så er sagt, så må jeg indrømme, at jeg rigtig godt kunne lide denne her bog. Det er en tyk bog, en omfattende fortælling om hævn og hvad dette gør ved ikke bare den hævngerrige, men også dem, der ønskes hævn over. Og udenforstående, uskyldige mennesker. Selvom det er en lang bog at give sig i kast mener jeg helt klart at den er det værd. Igennem sit store persongalleri opbygger Dumas ikke blot en historie om en mands hævn over en grusom uretfærdighed, men om hvordan en hændelse kan påvirke og ændre mange menneskers liv - i uforudsete retninger. Om man så tager en måned eller 7 om at læse den.


tirsdag den 23. august 2016

Udvalgt (Dæmondræberen #2) af Louise Haiberg


Udvalgt (Dæmondræberen #2) af Louise Heiberg. Udgivet af Telleup i 2014.

Læs min anmeldelse af bog 1 Oprører her.

I Udvalgt følger vi ikke kun Dominic og Syranthia fra den første bog, men også Benjamin, der har en helt speciel forbindelse til ærkeenglen Michael, der vel nærmest er Dominics ven. Der er store ting under opsejling og endnu en gang må Dominic med hjælp fra englene kæmpe mod dæmoners onde planer for Menneskene. Og denne gang for de brug for hjælp.

"Jeg bed tænderne sammen. Havde blandingsbastarderne leget med sprittusser mens jeg var bevidstløs og skrevet idiot på panden af mig? Jeg havde sgu ikke tænkt mig at vandre hen til de zappeivrige møgunger for Michael sagde god for det."

Efter den første bog er Dominic rejst væk for at komme til kræfter, vinteren er gået og da han kommer hjem igen, bliver han kastet lige direkte ind i en ny sag om at redde verden og menneskene.
Og dermed bliver Dominic på ny viklet ind i en mission om at bekæmpe dæmonerne.

Samtidig følger vi så også Benjamin, en nephilim, resultatet af en forbindelse mellem menneske og engel. Et blandingsbarn, der sammen med andre blandingsbørn bruger deres overmenneskelige fysiske styrke - og eventuelle overnaturlige (og farlige) evner til at jage dæmoner, for derfor til gengæld at blive beskyttet af englene, der ellers lige som dæmonerne i århundreder har gjort deres bedste for at komme disse blandingsbørn til livs. Benjamin og de andre dæmonjagere bliver viklet ind i Tia og Dominics opdagelse af en faretruende plan, men det er langt fra lige så vigtigt for Benjamin som det er at gøre en ende på Dæmondræberen Dominics eksistens. Og så er det i virkeligheden ikke rigtig ham han hader. I hvert fald ikke udelukkende. Og nå ja, fik jeg nævnt at ærkeenglen Michael nu og da besætter Benjamin, meget imod hans vilje? Det er ikke så sært at han er kompliceret.

De tre synsvinkler vikles sammen til at fortælle historien og det fungerer rigtig godt. De tre karakterer supplerer hinanden godt, dels fordi de ofte befinder sig meget forskellige steder og læseren får derfor et meget mere helstøbt og fuldendt billede af historien end hvis det kun var en fortæller. Og så også fordi de tre karakterer trods alt er meget forskellige. En dæmon, en falden engel og en engels afkom. Og så kan jeg bare rigtig godt lide at skiftene imellem synsvinklerne er med til at vise og belyse karakterernes indbyrdes forhold og forståelse af hinanden på kryds og tværs. Oven i hatten får vi selvfølgelig også nogle flashbacks til tidligere tider, dog ikke nær så mange som i den første bog, og de relaterer sig alle sammen til Dominics liv. Og sammen med nogle yderst interessante forskelle på engle og dæmoners brug af menneskelige "hylstre" er de med til at forklare ikke bare Benjamins situation. Men det kan man læse mere om i bogen, jeg vil meget nødig give nogen spoilere!

"Michael sukkede dybt og tog et sug af cigaretten. Det var altså for underligt at se ham ryge. jeg tilbød altid, men det var sgu førsste gang at han, eller nok nærmere Ben, havde sagt ja."

Jeg er mindst lige så begejstret for denne her bog som jeg var for den første. Den er stadig lige så fængslende og selvom den ikke er nær så voldelig, så er den på ingen måde tam i forhold til den første. Jeg er stadig lige benovet over sproget, "køddragter" får mig stadig til at gyse, det er et utroligt velvalgt ord for dæmonernes syn på de mennesker, de besætter. Men til gengæld får vi igennem bogen også et klarere billede af englenes forhold til menneskene, de besætter, noget jeg blev meget glad for, fordi det for mig virkede ret underligt, hvis de skulle have det på prævis samme måde som dæmonerne. For selvom englene ikke er entydigt søde og fromme - selvom de måske ikke ligefrem kan kaldes onde, så kan de stadig være både stivnakkede, egoistiske, tøvende og meget andet - og dæmonerne, måske særligt igennem Dominic og så de faldne engle, der indtager en, hvis ikke mellemposition, så i hvert fald en lidt lavere end de egentlige engle, der ikke er entydigt onde. At de andre ofte unavngivne dæmoner mere eller mindre er rendyrkede onde kan jeg egentlig godt se igennem fingrene med. For jeg har stadig billedet af Dominic der sidder og broderer i sin fritid brændt fast på nethinden og jeg storgriner hver gang. Ligesom med "den dunede bande" og "pipfuglefyrene".

Udvalgt er i mine øjne en gennemført fortsættelse af Oprører. Historien breder sig ud, der kommer flere vigtige karakterer på banen og både Helvede, men især Himmelen bliver mere og mere tydelige jo længere man kommer ind i bogen. Jeg er spændt på at se hvad der venter Dominic og Tia i den tredje og sidste bog, ikke mindst på det personlige plan såvel som at finde ud af hvad dæmonerne nu pynser på. Og jeg håber inderligt at Benjamin og de andre blandingsbørn dukker op igen, for selvom jeg har synes rigitig godt om Dominic lige fra den første bog og Benjamin muligvis kan læses som den størte skid i sin brændende besættelse af at gøre en ende på Dominics liv, så kunne jeg faktisk ret godt lide ham. Jeg kan godt forstå, at han går rundt og føler sig uretfærdigt behandlet af Michael og at hans situation er håbløs. Så jeg håber, at vi kommer til at se en udvikling i hans karakter.



mandag den 22. august 2016

Drømmeland af Nick Clausen


Drømmeland af Nick Clausen. Udgivet af Facet i 2016.
Tusind tak til Facet for anmeldereksemplaret. Alle meninger, holdninger og tanker er naturligvis mine egne!


Hvis du i dine drømme kom til en verden, hvor alting var, som du ønskede det? At alt du så, var præcis det du ville se. Ville du så have lyst til at vågne igen? Nogensinde?

Det er hvad der sker for 12-årige Louie. Han begynder en nat at drømme om en mand i et blåt jakkesæt og drømmene bliver mere og mere virkelige. Manden i det blå jakkesæt kalder landet Drømmeland, hvor alting er to ting; det du ser og det du ønsker at se. Og selvom det bliver kaldt "drømmeland", er det mere som en anden verden for Louie. En anden virkelighed. Lige uden for Drømmelands dragende og forunderlige verden er udkantslandet hvor mareridtsvæsnerne bor og det viser sig, at Drømmeland er mere end et fantastisk sted hvor drømme bliver det virkelighed på et splitsekund, når bare man ønsker det. Det er faktisk et ret uhyggeligt sted og jo mere tid Louie tilbringer i Drømmeland, jo mere begynder det at påvirke hans dagligdag på de mest foruroligende måder. Og i Drømmeland bliver det sværere og sværere at se forskel på, hvad man ser og hvad man ønsker at se.

"Herinde er drømme virkelige, Louie. I den vågne verden er de kun drømme."

Lige som Louie syntes, syntes jeg også at det næsten var for godt til at være sandt og jeg kan godt forstå at Louie bliver draget af denne verden, hvor alting er, som han ønsker det. Der var ikke et øjeblik, før jeg gik i gang med denne her bog, at jeg var i tvivl om at det at ønske at verden var præcis som man selv vil have det er noget meget menneskeligt. Men jeg havde også en fornemmelse af at det virkelig var for godt til at være sandt, en fornemmelse, der snigende og så meget pludseligt blev bekræftet. Ikke alle er, hvad de giver sig ud for at være og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis der er to personer i Drømmeland, hvis ønsker er det så, de ser?

Drømmeland er ikke et kæmpestort mysterium, der skal løses og først kommer for dagen lige til sidst. Men det behøver bogen heller ikke at være. I gennem et let tilgængeligt sprog fortælles der en historie om at savne og drømme, om at være bange for fortiden og om mod og at turde give slip. Og så giver den gåsehud over hele kroppen, hvordan Louie langsomt bliver mere og mere indfanget i Drømmelands forunderligheder. Og som læser er det svært ikke at lade sig rive med ind i Drømmeland.

”Første gang han så Jupiter, blev han tryllebundet ved synet af den mægtige planetkonge. I tankerne hørte han farens stemme: ”Er det her ikke virkeligt nok?”
Nu hvor han så Jupiter i virkeligheden, kunne han mærke forskellen. Billedet var det samme, men oplevelsen var anderledes. Måske var det fordi han havde måtte vente så længe på at se Jupiter. I Drømmeland behøvede man ikke vente på at planeten dukkede op. Man skulle ikke bekymre sig om vejret. Man behøvede ikke engang at være god til at bruge kikkerten.
Måske var disse udfordringer netop det, der gjorde det hele spændende.”

På trods af at det her er Nick Clausens 15. bog, er det faktisk den første af hans bøger, jeg har læst. Og jeg er så afgjort ikke færdig med hans forfatterskab. Louie var en så fin hovedperson, der med et barns naive og til tider letpåvirkelige - og samtidig meget observante - blik på verden omkring ham, tager Louie det, at han kommer til en anden verden i sine drømme som en naturlighed. Da han jo er en dreng på 12 år, er det svært at sidde og sige "selvfølgelig skulle han have tænkt på det og det", for som det illustreres flere gange er han god til at holde sine hemmeligheder for sig selv og sige det, han ved de voksne gerne vil høre. Ikke fordi han med vilje vil lyve for dem, men fordi han især ikke vil gøre sin mor ked af det på nogen måde. Fordi jeg ikke kunne lade være med at holde sådan af ham, var det et desto større gysende at følge med i hans udvikling. For det at leve i sine drømme til fordel for at leve i den virkelige verden fører ikke i sidste ende ikke noget godt med sig.

Bogen er markedsført som en tween-bog, der henvender sig primært til børn i 10-12 års alderen, men det betyder på ingen måde, at den ikke også kan læses af ældre læsere. Jeg ved, at det i hvert fald ikke er sidste gang, jeg læser den.

Bogen udkommer fra forlaget Facet i dag!

 

Template by BloggerCandy.com