tirsdag den 18. juli 2017

Den 13. kriger (KOMA #1) af Michael Ford


Den 13. kriger (KOMA #1) af Michael Ford. Udgivet af EgoLibris i 2014.

Reklame.* Anmeldereksemplar givet som gave til bogbloggertræf 2015 af forlaget EgoLibris. Alle meninger, der gives udtryk for, er mine egne.

En mand bliver indlagt på Rigshospitalets traumeafdeling efter et sammenstød med en kronhjort. Hans tilstand er kritisk, og han er i koma. Det er umuligt at finde oplysninger på ham, og han får derfor navnet John Doe. Ufriviligt bliver han stjernen i et reality-show, hvor der tælles ned til dag 40. Det er dagen, hvor lægerne vil slukke for respiratoren. Sammenstødet med hjorten vækker Johns slumrende hukommelse, og i komatilstanden gennemlever han sit eget dramatiske liv, der har udspillet sig i både Norden og Mellemøsten.
I Den 13. Kriger, første bind af Koma-trilogien, får vi gennem Johns liv et intenst indblik i de sidste 50 års historie i forholdet mellem kristne og muslimer. Situationen i Mellemøsten har aldrig været mere kaotisk og terrortruslen mod Danmark aldrig større. Fra massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila til en dansk røverbandes ynkelige huseren tager vi med Koma-trilogien ud på en rejse mod fred, hvor forfatterens store viden om og kærlighed til Mellemøsten skinner igennem på hver en side.
Den første bog i Michael Fords KOMA-serie omhandler en overdrevent anonym komapatient og dennes kamp for at vende tilbage til livet som bliver til et nyt reality show. Samtidig fortælles en anden historie, den der handler om komapatientens liv. John Doe kaldes han og både i hans komadrømme og i reality showet udenfor er det store spørgsmål: hvem er John Doe?

Når man læser bogen, bliver man hurtigt opmærksom på, at der intet skel er. Historien er inddelt i kapitler alt efter dage, de 40 dage som hospitalsfolkene har til at få John Doe til at vågne op af sin koma, før de trækker stikket ud. Men ellers flyder læseren frem og tilbage imellem John Does tanker, der mest kan beskrives som minder og så mellem verden udenfor. Den verden, hvori John Does kamp for at overleve er det nye store tv hit. Og jeg er ikke sikker på, om jeg synes blandingen af de to fortællinger er særlig vellykket.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide hele præmisset med at live transmittere fra denne komapatients stue. Det kunne være et vidunderligt eksempel på en samfundskritisk historie, der har meget på hjertet omkring vores forhold til virkeligheden, journalisme og underholdningskultur. Jeg har svært ved ikke at være enig med John Does sygeplejeske og finde hele set-up'et usmageligt og uetisk og det irriterede mig frygteligt at John Doe intet privatliv havde, at hans kamp for at overleve blev til underholdning og i det hele taget synes jeg det er et emne, man skal behandle rigtigt, hvis man tager det op. Jeg siger ikke, at Michael Ford gør det forkert, måske tværtimod. For hvis det virkelig er ment som en kritik af underholdningskulturen, så fungerer den rigtig godt. Den side af historien er så tankeprovokerende. Hvordan det spørgsmål ender, vil jeg ikke spoile.

Den anden side af historien er meget fragmentarisk, der gik et godt stykke tid før jeg følte, at jeg havde fået et fodfæste i John Does tanker. Men der tegner sig hurtigt et billede af, hvordan hans liv har været og jeg ville ønske, at denne del ikke var blevet blandet sammen med den anden. For jeg kunne ikke lade være med at føle mig draget af fortællingen om John Does opvækst i en verden, der er i konstant forandring, ikke kun i forhold til sig selv men også i forhold til John Does plads i den. Når jeg læste den, kunne jeg mærke forfatterens viden om Mellemøsten, om de turbulente forhold, der strækker sig fra lang tid før jeg blev født. Det var den del af historien, der for alvor fik mig til at vende siderne, jeg ville så gerne have svar på et enkelt spørgsmål og det er det samme som alle folkene i John Does reality show og John Doe selv søger i sine minder: hvem er John Doe?

Jeg ville sådan ønske, at jeg syntes bedre om denne her bog. For jeg tror, den er meget relevant, specielt den del der omhandler John Does opvækst, hans liv i Mellemøsten, men også de pointer, der bringes på banen i forsøget på at regne hans identitet ud. Det historiske perspektiv giver en god forståelse af en tid, jeg for eksempel aldrig har oplevet, og sjældent er stød på i litteraturen og den kunne godt stå alene. Hvor for sig er de to fortællinger virkelig spændende, men sammen blev jeg ofte meget forvirret over, hvad jeg skulle forholde mig til. Og slutningen ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til, jeg fik ikke svar på mange af mine spørgsmål. Men jeg ved også, at der er to andre bøger i serien og jeg kan kun håbe, at de ville kunne opklare nogle af de spørgsmål, jeg sidder tilbage med.

Har I læst bogen? Hvis ikke, hvilken fortælling vil I så helst læse?

mandag den 17. juli 2017

The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe


The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe (Little Black Classics #31). Udgivet af Penguin i 2015. Oprindeligt udgivet i 1840'erne.
'Presently I heard a slight groan, and I knew it was a groan of mortal terror ... the low stifled sound that arises from the bottom of the soul.' Stories about murder, mystery and madness, portraying the author's feverish imagination at its creative height.
De tre noveller, der er samlet i denne her lille bog, er på en gang ret forskellige, men også med mange fællestræk. De klassiske Poe-træk som det psykologiske aspekt og vanviddet i samspil med mord eller mysterier er at finde i alle tre noveller, men i forskellig grad og min opfattelse af historierne er langt fra den samme. Men som samling fungerer de rigtig godt, en lidt bredere blanding, der viser at ikke alle Poes noveller er ens. Hvis ikke man har læst noget af ham før, vil jeg mene at det er et rigtig godt sted at begynde. Selv har jeg kun læst et par stykker, men havde også før denne her bog planer om at læse mere, for hans skrivestil er noget for sig.

Den første novelle er også den korteste og den, bogen har sin titel efter. "The Tell-Tale Heart" er en af de noveller, jeg har læst før, faktisk i forbindelse med en eksamensopgave, og den, jeg allerbedst kan lide. Historien om den unavngivne morders vanvid, der måske, måske ikke opstår efter han har slået en mand ihjel, er meget kendt og jeg er rimelig sikker på, at den også har skabt et udtryk "tell-tale heart". Jeg holder af den for dens dybde, for på trods af dens kun 9 sider, er der rigtig meget at komme efter. Det er en historie, der forekommer tragikomisk, især på overfladen, når man læser om hovedpersonen, der vil slå en mand ihjel på grund af hans onde øje - men måske er jeg alligevel lidt påvirket af, at have arbejdet lidt mere i dybden med den og ser både øjet og hjertet som symboler. Selv hvis man ikke går til novellen på den måde, er den stadig værd at læse. Fortælleren er en ret skøn karakter, på trods af hans handlinger, og jeg elsker ganske enkelt hans historie, hvori han hele tiden forsøger at overbevise læseren om, at han ikke er vanvittig, selv om hans handlinger gang på gang modsiger ham.
“And have I not told you that what you mistake for madness is but over-acuteness of the sense?”
De to andre noveller er nye for mig. "The Fall of the House of Usher" er en noget længere novelle på lige omkring 30 sider, og jeg fandt den faktisk for lang. Fordi den meget mere udtømmende går i detaljer med f.eks. hvilke bøger karakterene læser eller hvilken sang de spiller. Jeg var langt mere interesseret i forholdet mellem karaktererne og spørgsmålet om, hvorvidt Lady Madeleine blev myrdet eller døde af en sygdom, de ikke kunne identificere. Lige som "The Tell-Tale Heart" er det psykologiske aspekt en stor del af fortællingen og hen imod slutningen, da der for alvor begynder at ske noget, kunne jeg heller ikke lade være med at føle en smule ubehag. Den havde dog ikke helt samme virkning som "The Tell-Tale Heart". Mysteriet om, hvad der i virkeligheden foregår bliver fortalt i et virkelig velskrevet sprog, der skaber den stemning af utryghed, som Poe er kendt for.

Den sidste novelle er "The Cask of Amontidillo" og jeg er nødt til at være ærlig: den kedede mig. Jeg forventede mere ikke decideret overnaturligt, men underliggende uhygge og en følelse af, at der er noget, der ikke er, som det giver sig ud for at være. I stedet fik jeg en meget ligefrem historie om hævn uden de store overraskelser og jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg havde svært ved at se, hvorfor lige netop den blev inkluderet i denne her bog. Jeg har ikke læst dem alle sammen endnu, som sagt, men Amontidillo er den, jeg har syntes mindst om ind til videre.

søndag den 16. juli 2017

Litterære indrømmelser #3


Min tredje sommerindrømmelse måske lidt af en ikke-indrømmelse. Det handler nemlig om, hvorvidt jeg foretrækker paperback-format eller hardback-format. Hvis man ser på mine bogreoler, så er der langt, langt flere paperbacks end hardbacks og det er der nok mange grunde til. En ting er ganske enkelt prisen, især hvis man køber bøger i udlandet er paperbacks nemlig ofte billigere end hardbacks og økonomi spiller en ret stor rolle i forbindelse med mine bogkøb. Men ofte kommer det faktisk slet ikke an på mig. Hvis man går ind i en dansk boghandler er der virkelig, virkelig mange paperbacks, det er langt fra alle bøger der bliver udgivet i begge formater. Og må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, om det bare skyldes det, at jeg er vant til at paperbacks er lettere tilgængelige der gør, at det er mit foretrukne format. De har også den fine fordel, at de ikke vejer lige så meget som en hardcover, så de er lettere at bære rundt på dem. Og på flere af gangen. For jeg foretrækker faktisk paperbacks og jeg har altid lidt på fornemmelsen, at jeg er en af de få. Det er også besværligt, jeg forsøger altid at undgå at knække ryggen for eksempel, men hvis man så læser Leo Tolstoys 1000 siders lange War and Peace, så bliver det lidt besværligt. At jeg har svært ved at lade mig selv knække ryggen har sådan set ikke noget med formatet at gøre, man kan også sagtens knække ryggen på en hardback.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide hardbacks. Jeg ser ofte, at der bliver kræset rigtig meget for designet, når et forlag udgiver hardcover bøger og jeg er en sucker for en smuk bog eller en gennemtænkt detalje. Og de er fantastisk rare at tage billeder af, selv om jeg på ingen måde kan sætte ord på, hvorfor jeg oplever den forskel. Men hardbacks irriterer mig ofte, hvis de har smudscover på for eksempel. De er noget så upraktisk, når man læser, men hvis man ikke passer på bliver de let krøllede. For at vende tilbage til Tolstoy, så er bogen, selv hvis man læser den i en to-delt udgave, ufatteligt uhandy at sidde med og læse, og sådan oplever jeg det tit, når det er en lidt længere bog.

Nogle serier samler jeg på i hardback, nogle i paperback. Mine bøger står blandet i format uden større system, men hvis jeg skal vælge, så tager jeg en paperback. Selv om jeg elsker en skøn hardback, der specielt ser rigtig flotte ud på rad og række, så foretrækker jeg at læse paperbacks.

 

Template by BloggerCandy.com