tirsdag den 18. april 2017

Kamp til stregen (Off-Campus #4) af Elle Kennedy


Kamp til stregen (Off-Campus #4) af Elle Kennedy. Udgivet af FLAMINGO i 2017, oprindelig udgivet i 2016. Læst på dansk, originalsproget er canadisk.

Tak til Flamingo for anmeldereksemplaret. Alle meninger er mine egne!
Læs mine anmeldelser af de første tre bøger her: Aftalt spil, Lagt på is og Dømt ude.

Hun er god til at nå sine mål …
Det er sidste år på college, og Sabrina James har planlagt sin fremtid ned i mindste detalje: Først skal hun have sin eksamen, så sparke røv på jurastudiet og derefter lande et velbetalt job i et brutalt effektivt advokatfirma. Med i planen for at undslippe sin pinlige fortid er helt sikkert ikke en toplækker ishockeyspiller, der tror på kærlighed ved første blik. Men nogle gange er en enkelt nats sydende hot sex og overraskende stor ømhed alt, der skal til for at vende op og ned på dit liv.

Men spillet er lige blevet en hel del mere kompliceret ... 
Tucker er af den overbevisning, at det at være en holdspiller er mindst lige så vigtigt som at være stjernen. Han har det fint med at opholde sig uden for rampelyset på isen, men i det at blive far som 22-årig nægter han at være bænkevarmer. Det skader ikke, at den vordende mor til hans barn er smuk, knivskarp og holder ham på tæerne. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, og den iltre brunette er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. Hvis han vil dele livet med sin drømmekvinde, bliver han nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

Hvordan siger man farvel til en serie, der nærmest fra første linje har vundet ens hjerte, fyldt en med sød glæde, røde kinder og slet skjulte smil? For sådan har jeg det med Off Campus-serien, og derfor er det noget ambivalent at jeg har læst den fjerde og sidste bog i serien, Kamp til stregen. Egentlig er det fjollet, for jeg kan jo bare læse serien igen og det regner jeg helt sikkert også med at gøre, for det er nærmest den perfekte forårsserie.

Men jeg har ventet i flere måneder på denne her bog og selv om det er trist, at det er den sidste, glædede jeg mig til endelig at få Tuckers historie. Han er meget anonym i forhold til de andre tre fyre i serien og da Dømt ude sluttede med den største cliffhanger, der lagde op til denne her bog, var ventetiden næsten uudholdelig. Elle Kennedys bøger er måske ikke specielt svære at regne ud eller noget helt nyt, men hun skriver så godt, så vanedannende og med mange følelser. Og så alligevel. Selv om jeg er fan af hendes bøger og denne serie i særdeleshed, så følte jeg mig alligevel mat, da jeg havde læst den sidste side.
Størrelsen på ens pengepung gør hverken fra eller til. Vi lider allesammen. Vi elsker allesammen. Vi er ens. Og din fortid, hvem du bor sammen med, og hvor du kommer fra, det behøver ikke betyde noget. Du skaber din egen fremtid, og jeg vil gerne se, hvor den vej fører dig hen.
Jeg kan virkelig godt lide Tucker, han er umådeligt sød og elskværdig og ligeledes er jeg fuld af beundring for Sabrina, som nu endelig får lov til at få sin egen personlighed frem for at blive set igennem øjnene af Dean eller andre karakterer. Men som det er med denne her serie, så er man ikke i tvivl om, at de to ender sammen og det er nok der, jeg mangler noget. Tucker er sød ja, og Sabrina et studie i selvstændighed og det er nok her, mit problem er. De passer virkelig ikke sammen og jeg forstår det ikke. Det er svært ikke at holde af Tucker for den måde, hvorpå han tager det at Sabrina er blevet gravid og alting, men jeg synes faktisk bedre om ham, for den måde, han selv skaber sig sin fremtid, hvor han kan gøre det, han gerne vil, uden at miste Sabrina og barnet. Jeg tror, det er den måde historien fortælles på, den foregår hen over graviditeten og er samtidig gået tilbage i tiden og foregår nogenlunde parallelt med Dømt ude, så vidt jeg kan regne ud. Det betyder, at der er rigtig meget, man ikke ser og sammen med Sabrinas trang til uafhængighed og frygt for at ødelægge Tuckers liv, var det alt for ofte som om Tucker endte med at gå rundt og vente tavst på, at hun skulle ændre mening. Jeg tror ikke, det er sådan, det er ment, han giver hen velsagtens plads og alting, men det fungerede ikke for mig. Jeg elskede dem hver for sig, men som par føltes det som om, det gik alt for hurtigt, på trods af at det gik ubehjælpeligt langsomt.

Men jeg vil ikke sige, at jeg ikke kunne lide bogen. Jeg synes faktisk, at det er en rigtig stærk historie og meget rørende. Og absolut ikke let at tage op. Sabrinas kamp for at få studiet, arbejde og barnet til at gå op i en højere enhed er det svært ikke at blive draget med af og ligeledes er Tuckers søgen efter det helt rigtige projekt for ham og hans fremtid. Selv om jeg ikke solgt på dem som par, er Elle Kennedys skrivestil ikke til at stå for og jeg ved, at jeg vil læse hele serien igen, for jeg er ikke klar til at give slip på hverken Tucker eller Sabrina eller nogen af de andre karakterer. Man bliver glad af serien og det elsker jeg alle fire bøger for. Og så har jeg desuden hørt noget om en spin-off serie, som jeg virkelig ser frem til, så jeg kan vende tilbage til Briar universitet på nye hverdagseventyr.
Engang var det mit mål i livet at få succes. Jeg var ikke klar over, at succes ikke handlede om karakterer og legater og resultater, men om de mennesker jeg er heldig nok til at have i mit liv.

søndag den 16. april 2017

Solbiens brod (Krøniken om Morika #2) af Sidsel Sander Mittet


Solbiens brod (Krøniken om Morika #2) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Forlaget facet i 2017.

Tusind tak til Facet for anmeldereksemplaret. Alle meninger og holdninger er mine egne.
Jeg har her anmeldt den første bog i serien: Sandsnogens bid.
Den første serie, Morika, findes her: Rent blod, Vildhunden & panteren og Blodets bånd.

Komplottet mod hilaernes dronning er slået fejl, og en krig med morikanerne synes uundgåelig.
Midt i den tiltagende konflikt står morikaneren Itua og hilaen Aaton. De har begge forrådt deres slægt og er blevet udelukket fra magtens inderkreds. Samtidig er deres affære blevet afsløret, og de befinder sig nu, hver for sig, i en fremmed by, hvor ingen af dem er velkomne.
Spørgsmålet er, om de skal vende deres folk ryggen og søge en fælles fremtid langt fra den strid, der er under opsejling, eller om der er kampe, som er vigtigere end dem selv?

Krøniken om Morika er den anden serie, der foregår i landet Morika. At vende tilbage til Itua og Aatons univers var en ubeskrivelig glæde, til trods for at det er en på mange måder særdeles ubehagelig oplevelse. Vi kommer nemlig så tæt på krigen, som det næsten kan lade sig gøre, på begge sider, eller måske mere korrekt alle sider. Mittet kan noget særligt på det punkt, at få en til at føle en form for forståelse med begge fronter og under alle omstændigheder et klart billede af, at ingen side er rene helte eller engle. Konflikten, som optrappes i den første bog, begynder for alvor at bryde ud og mens jeg sad og læste, kunne jeg ikke lade være med at føle, at den lå og lurede lige under overfalden hele tiden, så det blev næsten umuligt at vende den næste side af frygt for, hvad der ville ske, samtidig med, at jeg på ingen måde ville lægge bogen fra mig. Heller ikke selv om der ikke bliver lagt skjul på de ret grusomme sider af krigsfærd.

Det første, der slog mig, da jeg begyndte at læse denne her bog, var, hvordan det konstant imponerer mig, hvor meget Sidsel Sander Mittet må have i hovedet om dette univers. Morikas historie, geografi og mange folkeslag, vis udlægninger af de samme begivenheder er så forskellige, at jeg godt kan forstå at karakterer i begge serier føler sig forvirrede over det, de får at vide eller lærer om deres eget land, folk eller fortid. Og derfor var det også for mig en rigtig positiv oplevelse af se spor af ting fra Morika-serien, detaljer som de forskellige slettefolks alliance eller de forskellige guddommes sammensmeltning. Jeg både gruer for og glæder mig til, hvad der sker næst og med den måde, som Solbiens brod slutter på, er det svært at vente. I en serie, hvor politiske spil, interne stridigheder og krig er så meget i fokus, er der ind i mellem alt dette strøget de yndigste vers fra sange eller digte, der hører hjemme in-universe, og minder læseren om, at det hele ikke er død og ødelæggelse, men også kærlighed, familie, forpligtelse over for ens folk, venskab og tolerance.
Verden er våd og lys, himlen er tung af væde, sagde en af morikanernes gamle digtere. Hjertet er tungt af lykke, lykkelig nær ved at græde.
Jeg holder endnu mere af Itua i denne her bog end den forrige. Efterhånden er hun for alvor ved at blive til den sagnomspundne heltinde, som omtales i Morika-serien, og jeg elsker det. Hendes udvikling fra stædig, men uvidende adelig til en kampdygtig, snedig og opofrende kvinde er så skøn at følge med i, at jeg næsten kan tilgive, at hun meget af tiden ikke befinder sig sammen med Aaton. Jeg vil bare gerne have, at de skal være sammen! I det hele taget er det let at mærke, at karakterene får flere sider og bliver mere brogede efterhånden som historien skrider frem og det er noget, der virkelig får mit læserhjerte til at banke. Spring i tid og sted bliver båret af, at karaktererne handler som de gør og selv et par karakterer, som jeg ikke brød mig spor om i Sandsnogens bid begyndte at vinde indpas. Måske ender jeg endda med at elske dem, i den næste bog? Ind til dag, kunne jeg godt finde på at læse alle Morika-bøgerne igen, for Solbiens brod og resten af Morika-universet er en af de danske fantasyserier, der er kommet frem i de seneste år, som jeg ville ønske, jeg kunne anbefale til dem, der ikke læser dansk.

lørdag den 15. april 2017

Stolthed og fordom af Jane Austen


Stolhed og fordom af Jane Austen. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2015, oprindeligt udgivet i 1813 med titlen Pride and Prejudice. Læst på dansk, originalsproget er britisk engelsk.

Bogen blev sponsoreret af Lindhardt og Ringhof til bogbloggertræf i 2015. Alle meninger er mine egne.

England i starten af 1800-tallet. Stolthed og fordom fortæller historien om mr. og mrs. Bennets fem ugifte døtre, i tiden efter de to rige ungkarle mr. Darcy og mr. Bingley er flyttet til.
Da den næstældste datter Elizabeth møder mr. Darcy, synes hun, at han er både arrogant og indbildsk. Og da hun opdager, at han har stukket en kæp i hjulet for hendes søster Janes kærlighed til hans ven Bingley, vokser hendes modvilje til direkte afsky.
Men hvad hun ikke ved er, at mr. Darcy meget mod sin vilje er blevet betaget af hende og hendes kvikke tunge, og at denne betagelse er ved at udvikle sig til en alvorlig forelskelse.
STOLTHED OG FORDOM er en af verdenslitteraturens største kærlighedsromaner og en gnistrende satire over sladder og snobbethed i samtidens engelske middelklasse, hvor en mors eneste ambition var at få afsat sine døtre så fordelagtigt som muligt.

Er det muligt, at der er nogen i bogverdenen, nogen der har den mindste interesse i bøger og litteratur, som ikke kender til Jane Austen måske mest berømte roman? Er det overhovedet muligt, ikke at kende til den, selv hvis man ikke interesserer sig for litteratur, med dens over 200 år på CV'et og ikke mindst de mange filmatiseringer og lignende? Jeg tvivler. Selv om jeg aldrig havde læst historien, selv om jeg aldrig har set en filmatisering, kender jeg både til bogen, dens karakteristiske hovedpersoner Elizabeth Bennet og Mr Darcy og dens efterhånden ikoniske åbningslinje.
Stolthed er en meget almindelig svaghed. Den er i virkeligheden så uhyre almindelig, at den menneskelige natur har et ganske særligt anlæg for den, og at vi kun er meget få, der ikke går rundt med en følelse af selvbehagelighed på grund af en eller anden egenskab, der kan være ægte eller indbildt. Forfængelighed og stolthed er to forskellige ting, skønt ordene ofte bruges synonymt. En person kan være stolt uden at være forfængelig. Stolthed vedrører mere vores opfattelse af os selv, forfængelighed vedrører det, vi gerne vil have, andre skal tænke om os.
Så måske er det ikke sært, at jeg satte mig ned for at læse bogen med en slags ærefrygtig tøven. Det var der dog ikke nogen særlig grund til. Stolthed og fordom overraskede mig nemlig ved at være både en eller anden form for velkendt og ny. Regencyperioden er mig ikke ukendt og egentlig en af mine yndlingsperioder i britisk historie og som sådan var der derfor ikke svært for mig at se det samfund, Austen beskriver for mine øjne. Ligesom det heller ikke er den første af hendes romaner, jeg har læst og måske er jeg en anelse forudindtaget, eftersom Sense and Sensibility er en af mine yndlingsbøger. Men jeg kan godt forstå, at denne her bog er så berømt, og elsket, som den er. Tonen er både skarp og humoristisk, når hun fortæller de mange forskellige karakterers historie.

For det er virkelig et ret stort karaktergalleri. Og de var virkelig fantastiske, både på positive og negative måder, jeg hadede og elskede den selvsamme karakter og ofte af den samme grund. Mr Darcys frieri til Elizabeth er ret kendt, og det morede mig at læse scenen, samtidig med at den pirrerede min irritation ved netop at være så vendt på hovedet og egentlig ret langt fra et kompliment. Men det var alt det uden om, Elizabeths søstre og alle de andre, som for alvor gjorde bogen til noget særligt. Jeg måbede indvendigt over Lydia og Kittys opførsel, og følte en umådelig skuffelse over Jane og Mr Bingleys afbrudte forhold, selv om jeg vidste, det ville ske. Mr og Mrs Bennets ægteskab fyldte min mave med is, ikke fordi det var dårligt, men det virkede så fattigt. Der var så meget af plottet, som jeg ikke kendte til, så historien blev aldrig kedelig, selv når den blev langsommere eller karakterernes handlinger frustrerende. Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt det, men jeg kan huske, at det er blevet bragt på banen på et af mine kurser i løbet af de sidste fire år: en klassiker er en bog, der aldrig holder op med at have noget at sige. Og jeg for min side, finder gang på gang glæde ved det, Jane Austens bøger har at sige og måden de siger det på.

 

Template by BloggerCandy.com