mandag den 25. september 2017

Esbjerg Fantasyfestival 2017

Jeg har for første gang været til Esbjerg Fantasyfestival. Jeg havde fået indgang til begge dage mod at skrive om det her på bloggen efterfølgende. Fra det øjeblik, jeg trådte ind på biblioteket, der var blevet omdannet til en lille magisk univers, var jeg ret imponeret. Der var så meget at gå rundt og bare se på, jeg kunne have brugt lang tid på bare at se på de forskellige udsmykninger og dekorationer, de havde lavet af det store lokale. På trods af at der kom rigtig mange mennesker i løbet af dagen, føltes det for mig aldrig overfyldt eller crowdet og jeg tror, det har noget at gøre med stedet at gøre. Jeg kom lidt før åbningen om lørdagen og nåede på den måde lige ned forbi DreamLitts stand for at sige hej til dem, der stod der og ellers gik jeg bare rundt og fik hilst på nogle mennesker, mens jeg forsøge at danne mig et overblik over området. Jeg nåede at få åbningstalen med fra en af årets Guest of Honor, nemlig forfatteren John Flanagan. Personligt tror jeg, at det er meget længe siden, jeg har læst noget af ham, men hans tale var både morsom og levende og han talte om fantasy som genre med en varme, jeg tror, man kun oplever, når man har brugt så mange år på den, som han har.


Jeg nåede et smut forbi hele to receptioner om lørdagen, først hos Tellerup, hvor Nanna Foss og Boris Hansen skød en ret lang premiere-weekend i gang og fejrede udgivelses af hver deres nye bog, hhv. Ursiderne og Akkanas Gåde med et lækkert udvalg af snacks og lidt Verdi. Jeg havde læst begge bøger op til weekenden og fik en lille hilsen i begge bøger, som jeg blev rigtig glad for. Jeg nåede også at snakke om bøgerne med både forfatterne selv og andre bloggere, redaktøren og tilfældige mennesker. Og jeg nåede også kort forbi DreamLitts stand, hvor der var ikke mindre end tredobbelt fest for Katja Bergers nye bog, Sjælehenteren, Marie-Louise Rønnings Tusmørkebørn og Linette Harpsøes Glasmuren, der alle udkom før messen, men alligevel blev fejret med både snacks, pynt og snak. De sidste to bøger har jeg ikke læst endnu, men det er planen at jeg skal nå det før Herlufsholm Fantasybogmesse. Jeg fik signeret af Sidsel Sander Mittet hos Facet og det var en så cool oplevelse at møde hende og samtidig fik jeg lovet, at jeg tager deres bøger med, så Charlotte Fischer og Christina Bonde kan signere dem til Herlufsholm. Jeg oplevede meget, at når jeg talte med folk, jeg aldrig havde mødt før, så vidste de hvem jeg var - eller rettere, de vidste hvilken blog, jeg har. For mig var det ret stort at opleve, at det jeg har siddet derhjemme, i toget, på universitet og så videre, og arbejdet på at udvikle, er noget folk har lagt mærke til.

 
Jeg havde et meget løst program om lørdagen, for jeg brugte tiden til at gå rundt og snakke med både forlagsfolk fra de forlag, der var på messen og forfattere og andre bloggere og jeg fik signeret alle de bøger, jeg havde med hjemmefra i løbet af meget kort tid. Det var helt perfekt, for så kunne jeg gå rundt og nyde alle de mange indtryk og se på de forskellige stande. Blandt andet havde jeg det ret sjovt med at besøge Heroes of the Hearth's lille område, hvor jeg fik taget et billede sammen med en gruppe virkelige seje cosplayers og efterfølgende også kastede mig ud i spillet Hearthstone, som jeg var begyndt at spille før messen, men som jeg godt kunne se, at jeg på ingen måde er ekspert i endnu. Men jeg synes det er virkelig morsomt og jeg spiller stadigvæk.



Midt i en hyggelig eftermiddag med en masse snak med forskellige folk, fik jeg tid til noget, jeg havde glædet mig virkelig meget til. Selv om jeg tror, at der bliver rigtig god tid til det i løbet af efterårets messer og alle mulige andre events, så så jeg meget frem til at høre Boris og Nanna snakke om deres nye bøger. Og det passede mig bedst at gøre det til denne her messe, for til BogForum skal jeg arbejde på en stand - det kan jeg altid vende tilbage til til den tid. Så derfor gik jeg sammen med Sabrina  ind i et rimelig lille lokale i god tid. Det viste sig at være en rigtig god idé, for det blev meget hurtigt fyldt op og der blev virkelig varmt i løbet af den time, vi sad derinde. Det var meget spændende at høre Nanna fortælle om de udfordringer, der har været med at skrive Ursiderne og jeg kan godt forstå, at hun er stolt af resultatet. Jeg tror, at Nasrin er en af mine yndlingskarakterer i serien ind til videre og hendes historie er virkelig en, der sætter alle følelserne igang. I det hele taget er jeg bare glad for den serie og for det arbejde, der er lagt i karakterene. Ligeledes var jeg meget spændt på at høre Boris snakke om Akkanas Gåde og det at skrive en blanding af to så forskellige genrer. Måske har man set, at jeg anmeldte bogen og jeg kan godt afsløre, at jeg er mega fan af det resultat, han har leveret. 


For mit vedkommende sluttede lørdagen der, for jeg havde andre planer kort tid efter. Men jeg tog selvfølgelig tilbage igen om søndagen, selv om det bliv lidt senere end jeg havde planlagt. Jeg nåede dog at være med til Den Store Fantasyquiz sammen med Rikke og Malene og det var faktisk lidt af en udfordring. Det var enormt sjovt og vi både jublede og ærgerede os efterhånden som svarene blev afsløret. Vi endte med at have et point mindre end dem, der vandt, så det var en smule bittersødt, men det kan være vi tager revanche næste år? Blandt andet skulle vi gætte navnet på en af skuespillerne, der spiller Doctor Who, gætte i hvilken bog, hovedpersonen er totalt anderledes end alle de andre i den lille bjerglandsby og hvilket år, World of Warcraft udkom.

Inden jeg tog tilbage til Odense, nåede jeg også at høre Malene snakke med Katja om Sjælehenteren og det var virkelig et spændende interview, hvor der blev diskuteret alt fra religion og efterlivet til det at skrive umulige karakterer. Jeg synes altid det er sjovt at høre mere om de tanker, der ligger bag ved en bog og det her var en af de gange, hvor det virkelig var spændende at høre på. Og jeg glæder mig bestemt til flere fortællinger fra døden.


Om søndagen var jeg også rundt og kigge i Kunstnerhjørnet og blev som altid imponeret over, hvor dygtige nogle mennesker er - og hvor meget arbejde de ligger i det. Og så fik jeg selvfølgelig også en pæn stak nye bøger med hjem - nogle af dem fik jeg endda signeret på vejen. For jeg kan åbenbart slet ikke lade være med at anskaffe mig nye bøger hele tiden. Men det er okay, for jeg købte næsten kun bøger i serier, jeg gerne vil gøre færdig. Og så fik jeg et par nye anmeldereksemplarer med hjem fra Facet og Calibat - men jeg laver et særskilt bookhaul indlæg.

Min første Fantasyfestival var en weekend, der virkelig stod i fantasygenrens tegn på alle mulige måder og festlige indslag som sang og musik og live rollespil, og de to mænd der på bedste middelalderlige vis bekendtgjorde de forskellige programpunkter, var der en masse indtryk at bearbejde, da jeg kom hjem. Jeg regner bestemt ikke med, at det er sidste gang jeg deltager, bare det at være der er en oplevelse i sig selv. Og fantasy er altså en genre, jeg holder ualmindeligt meget af.

Se flere billeder fra min weekend på Fantasyfestival her.

søndag den 24. september 2017

A Court of Thorns and Roses (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas

 
A Court of Thorns and Roses (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas. Udgivet af Bloomsbury i 2015.
 
Feyre is a huntress.
She thinks nothing of slaughtering a wolf to capture its prey. But, like all mortals, she fears what lingers mercilessly beyond the forest. And she will learn that taking the life of a magical creature comes at a high price...
Imprisoned in an enchanted court in her enemy's kingdom, Feyre is free to roam but forbidden to escape. Her captor's body bears the scars of fighting, and his face is always masked - but his piercing stare draws her ever closer. As Feyre's feeling for Tamlin begin to burn through every warning she's been told about his kind, an ancient, wicked shadow grows.
Feyre must find a way to break a spell, or lose her heart forever.
 
A Court of Thorns and Roses har været på min radar så længe, at det er lidt sært, at jeg først har fået læst den nu. Men den var absolut det værd, selv den lange ventetid og de mange forventninger, endte ikke med at overskygge historien. Det er en genfortælling af Beauty and the Beast, men som sådan følte jeg ikke, at det var en decideret genfortælling. Jeg havde ikke en fornemmelse af, at historien holdt sig for meget til det oprindelige eventyr og karaktererne var heller ikke flade kopier, men havde deres egne personligheder og motivationer. Selve historien er ret spændende, jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at Feyre nu og da kom tæt på noget og var lige ved at opdage noget, der kunne løse de mysterier eller hemmeligheder, hun er omgivet af. Mest af alt kunne jeg faktisk godt lide, at det er Feyre selv, der aktivt vælger at gøre hvad hun kan for at redde Tamlin, men der er et element af skyldfølelse, der spiller ind.

Selve historien er ret velovervejet. Ting, der ikke giver mening i eventyret, har en forklaring i denne her bog. Det tager noget tid, før handlingen for alvor kommer i gang, men derefter tager den også ret meget fart og der sker en masse ting, man skal have med. Den lidt langsomme start gør ikke mig noget, jeg kan godt lide at karaktererne får mere plads til at udvikle sig og universet bliver bygget op. Bogen har et element af konflikt, der ligger og ulmer under alt det andet, konflikten mellem mennesker og feer. Eller Fae, for hvis du tror, at du kommer til at møde Klokkeblomt-lignende feer i denne her bog, så tager du fejl. Feerne i Sarah J. Maas' univers er langt fra små og søde og menneskets venner. Tværtimod. Men mere i fokus er striden internt mellem Feerne, en strid, som Feyre vil gøre alt for ikke skal nå menneskene, der vil være magtesløse over for Feernes magiske kræfter.

Jeg var vild med denne her bog nærmest fra starten af og jeg forstår godt, at den har fået rigtig meget ros rundt omkring. Karaktergalleriet er spændende sammensat, og jeg er så glad for at der er noget dybe i Feyres familie, i stedet for at de bliver castet til "de onde søstre" og derefter glemt til fordel for Feyres nye verden. Men min eneste anke er, at jeg på ingen måde kan sætte mig ind i hvorfor Feyre skulle være forelsket i Tamlin. Det føles fladt og underudviklet og jeg var mere interesseret i hendes venskab med Lucien, der bliver udviklet meget mere og som man virkelig kommer i dybden med. Og den tilsyneladende fjendtlige Rhysand. Det føltes ikke som den irriterende insta-love, der er kendt fra rigtig meget YA, for Feyre er langt, langt fra positivt indstillet over for Tamlin i starten. Det virker bare meget pludseligt, at hun er forelsket i ham. Det forhindrede mig dog ikke i at være glad for bogen på nogen måde, og jeg er glad for, at jeg allerede har de næste bøger stående, for jeg vil virkelig gerne læse videre. Jeg håber, at resten af serien fortsætter i samme fængslende og drømmende stil, med detaljeorienterede beskrivelser, for det er noget, Maas gør rigtig godt i A Court of Thorns and Roses.


fredag den 22. september 2017

Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen

 
Akkanas Gåde (Panteon-sagaen #2) af Boris Hansen. Udgivet af Tellerup i 2017.

Anmeldereksemplar fra Tellerup.
Jeg har også anmeldt den første bog Vejen til Panteon.

Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.
Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.
Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.
Jamen, jamen altså. Det har faktisk taget mig et stykke tid at finde ud af, præcis hvad jeg skal skrive i denne her anmeldelse, for jeg har haft noget af en book-hangover efter at jeg læste Akkanas Gåde færdig lige op til Esbjerg Fantasyfestival. Jeg troede, at jeg var vild med den første bog, men det er ingenting i forhold til, hvor glad jeg er for denne her bog. Serien bliver kun bedre fra bog et til bog to.

Som bagsideteksten afslører, følger man i denne her bog tre forskellige personer, Saida og Lucas, hvis synsvinkel man også fik i den første bog, og Mehmet, Lucas' og de andres ven fra Zonen. De to første befinder sig i den fremmede verden, hvor deres historier udspiller sig og Mehmet i Storbyen. Og i Akkanas Gåde får man for alvor den blanding af fantasy og dystopisk science fiction, som der blev hintet til med den første bog. Og personligt er jeg ret imponeret over den måde, Boris Hansen formår at få begge dele til at blive lige spændende og gøre mig lige interesseret i begge, eller alle tre, spor i historien. Det sker nemlig ofte, at når en bog er fordelt mellem flere forskellige synvinkler, så er det ikke ligefrem alle, man er lige interesseret i. Men jeg ville både vide, hvad der skete med Saida og Mardelus og hvad der er afbilledet dybt nede under Empyria, mens jeg ville følge Lucas, Ron og Theodors jagt på at finde Cassandra og deres oplevelse med Akkanas gåde og ikke mindst hvad der foregår i Storbyen og hvilken hemmelighed, Mehmet og Julia kommer på sporet af. Der sker så meget i denne her bog, takket være de tre plotlinjer, og det var ikke altid let at lægge bogen fra mig, når jeg blev nødt til at sove.

Det er sådan med denne her serie, at bøgerne ikke ender på en klassisk "hvad-sker-der-nu" cliffhanger. Jeg vil stadig utroligt gerne vide, hvad der sker næst, og glæder mig allerede virkelig meget til at finde ud af det, men der er en anden følelse, der fylder mere. Og det har været den samme for begge bøger. Der sker nemlig noget hen mod slutningen af denne her bog, som fik mig til at stoppe op et øjeblik, og så tænkte jeg "hvorfor i al verden havde jeg ikke set det komme?". Præcis som med den første bog kommer der en afsløring, en slags plottwist, der giver så meget mening, at jeg sad og tænkte på, hvorfor jeg ikke havde set det komme. De to sider af historien, de to genrer, som bogen er blandet af, hænger sammen på en helt speciel måde, der fik mig til at måbe. Ikke fordi det ikke gav mening og ikke fordi, jeg ikke brød mig om det. Men fordi det er genialt. Og fordi det gav nogt af et sug i maven, da jeg læste det.

Jeg hørte Boris tale om bogen til Fantasyfestival, hvor den udkom, og han snakkede meget om, hvordan denne her bog er spørgsmålenes og mysteriernes bog. Hvor Vejen til Panteon er forholdvis klassisk fantasy, fuld af eventyr og nye fantasiske steder og opdagelser, er Akkanas Gåde en masse spørgsmål. Nogle bliver besvaret og andre gør ikke. Endnu. Vi følger stadig Lucas, Ron og Theodor i deres søgen efter Cassandra og det er ret fedt at se, hvordan deres oplevelser har ændret dem og særligt Ron er en karakter, jeg virkelig er begyndt at holde af. Ganske vist er han stadig lidt af en idiot nogle gange, men han har en klar udvikling og jeg er lidt nervøs for, hvilke planer Boris kan have med Rons karakter, der får mere plads nu - jeg håber bare, at han ikke kommer noget til. Ligeledes blev jeg faktisk ret glad for at se, at Lucas også har forandret sig fra at nærmest virke til at forvente at Cassandra er hjælpeløs og har brug for at blive reddet til at indrømme, at han godt ved, at det er naivt af ham at tro, at alting kan blive som det var før. Theodor er som altid en skøn nørd, men hvis jeg skal nævne en karakter, som jeg for alvor holdt af i denne her bog, så er det Mehmet. I den første bog er han mere end en biperson, men nu får han lov til at udfolde sig og jeg kunne bare virkelig godt lide, at han på trods af at han havde en masse gode intentioner og planer, ikke rigtig er end der, hvor han gerne ville. Hele hans personlige historie i Akkanas Gåde er så godt fortalt igennem små detaljer i hans opførsel eller omgivelser, uden at det overskygger den dystopiske side af bogen, som hans synvinkel primært står for. Krigsenglene er en ret fed opfindelse og Saidas historie er bestemt ikke kedelig i forhold til de andre. Hvis man følte, at Saidas historie i den første bog ikke rigtig hang sammen med Lucas', så er jeg helt sikker på, at man ændrer mening efter Akkanas Gåde hvor der bliver lagt op til, at de kommer til at påvirke hinanden, men nu får vi at se om jeg får ret. Der sker noget i denne her bog, der lægger op til noget episk. Lige som det sker for Mehmet, opdager Saida at alting i Empyria ikke er, som hun har troet, og hun bliver viklet ind i et mysterium, der kan ende med at koste hende alting, men hun tøver ikke med at forsøge at redde en ven i nød alligevel.

Jeg er stadig rund på gulvet af denne her bog. Der sker så meget og de små og store tråde, der binder det hele sammen er så godt spundet, at det ikke er til at sige, hvordan jeg ikke havde set det komme. Akkanas Gåde lider på ingen måde under at være den anden bog i en serie, tværtimod tager den alt det bedste fra den første bog og tilføjer lidt ekstra oveni. Selv om serien ikke er færdig, kan jeg ikke anbefale den nok og den spænder bredt over genrer, at der er noget for enhver smag. Og personligt glæder jeg mig virkelig meget til at finde ud af, hvad der sker med Lucas og de andre, hvordan de reagerer på det, Mehmet har at fortælle. Og til at se, hvordan det kommer til at gå med Panteons Prøve.

 

Template by BloggerCandy.com