lørdag den 25. marts 2017

Dømt Ude (Off-Campus #3) af Elle Kennedy


Dømt ude (Off-Campus #3) af Elle Kennedy. Udgivet af Flamingo i 2016, oprindeligt udgivet i 2016. Læst på dansk, originalsproget er canadisk.

Jeg har anmeldt de to første bøger, Aftalt spil og Lagt på is.

Allie Hayes har en krise. Dimissionen lurer lige om hjørnet og hun aner ikke, hvad hun skal stille op med sig selv efter college. Det bliver ikke bedre af, at hun netop er kommet ud af et længevarende forhold og stadig slikker sårene efter bruddet. Selvom hed rebound-sex helt sikkert ikke er svaret på hendes problemer, er den lækre ishockeyspiller Dean Di-Laurentis umulig at modstå. Men selv om hendes fremtid er uvis, er hun dog overbevist om, at Kongen af Engangsknald ikke figurerer i den. 

Dean er vant til at få det, han vil. Piger, gode karakterer, piger, anerkendelse, piger … Han er damernes mand og han har endnu ikke mødt en kvinde, der er immun overfor hans charme. Men så møder han Allie. På bare en enkelt nat vender den bramfrie blondine op og ned på hans verden – og nu vil hun bare være venner? Men slaget er ikke tabt endnu og Dean skruer helt op for charmeoffensiven. Men da hans liv tager en uventet drejning, indser han, at det måske er på tide at holde op med udelukkende at fokusere på scoringen … og i stedet sætte alt ind på kærligheden.

Endnu en gang leverer Elle Kennedy en bog, der sætter hele følelsesregistret i gang. Dømt ude er den tredje bog i serien og foregår kronologisk efter de to andre. Denne gang følger vi Hannahs bedste veninde Allie og Dean, endnu en ishockeyspiller og endnu en af de fire fyre, der bor sammen i et hus uden for campus - ja ja, dårligt pun. Jeg var vild med Allie allerede i Aftalt spil og derfor var det en fryd at lære hende bedre at kende i denne her bog og lidt opdage, at der var langt mere til hende end jeg først antog. Hun ved, hvad hun vil og hvad mere er, hun giver ikke op på sine drømme på nogen måde, eller for nogen. Hun er sårbar, men sarkastisk og stærk, hun og Dean kolliderer, da han møder den modstand, han ikke er vant til at møde i noget som helst aspekt af sit liv. De er meget forskellige og alligevel på flere måder ens. Man er ikke i tvivl om, at de ender op sammen, men måden det sker på i denne her bog, adskiller sig fra de andre og derfor bliver det ikke kedeligt.
"Jeg havde en dårlig dag, og du var den første, jeg ringede til.
Det er simpelthen for vanvittigt at sige højt. Men jeg kender mig selv. Jeg kan mærke, at jeg er ved at falde i kæreste-bjørnefælden, og den er jeg simpelthen nødt til at træde ud af, inden den klapper sammen om mit stakkels, hjælpeløse hjerte."


Faktisk er bogen alt andet end kedelig. Da jeg anmeldte Lagt på is, skrev jeg, at der var skruet op for intimiteten. Det er ingenting i forhold til Dømt ude, hvor det fysiske forhold mellem Allie og Dean er noget hedere end de foregående bøger. Da jeg hørte bogen som lydbog, tog jeg mig selv i at sidde med brændende kinder flere gange, og selv om det ikke var helt det samme at læse ordene selv, frem for at høre dem, så gælder det også for min anden læsning af bogen. Deres forhold udvikler sig langsomt og ligesom det sker for karaktererne, er det for mig som læser svært at udpege præcis det øjeblik, hvor de bliver et par for alvor. 

Elle Kennedy er dog rigtig god til at balancere dette med alle de andre aspekter af historien, Allies familiebaggrund og skuespillerdrømme, Deans liv, der ændres med flere, små hændelser og større eller mindre tilfældigheder, deres venskaber med de andre karakterer og så videre. Det kammer ikke over med erotikken og det er rimeligvis det, der gør at jeg er så overbevist af Elle Kennedys univers: det er sødt, men barskt, det er uforudsigeligt, men håbefuldt, det er kort sagt, en fornøjelse at læse denne her serie igen og igen.

fredag den 24. marts 2017

Ildkamp (Fortropperne #2) af Brandon Sanderson

Ildkamp (Fortropperne #2) af Brandon Sanderson. Udgivet af DreamLitt i 2015, oprindeligt udgivet i 2015. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Denne bog blev sponsoreret af forlaget til bogbloggertræf i 2015, Alle meninger er mine egne.


Stålhjerte er død. Dræbt af den unge David Charleston. Newcago er under beskyttelse af Fortropperne, men landet er stadig underlagt de magtfulde episkes styre, så jagten på at finde og dræbe episke fortsætter for David og Fortropperne. I Babylon Genopført, det tidligere Manhattan, regerer den højere episke Regalia nådesløst, og hun truer med at sprænge byen i luften, hvis ikke Fortropperne handler hurtigt. Derfor rejser Fortropperne til Babylon Genopført for at konfrontere Regalia, men der er flere episke fra Fortroppernes fortid, der lurer i den oversvømmede by.

Ildkamp er bind to i Brandon Sandersons bestsellertrilogi om ”Fortropperne”, og igen bliver læseren draget ind i en unik dystopisk verden, som kun Sanderson formår at skabe.


Ildkamp havnede på mine hylder samtidig med den første bog, Stålhjerte, og selv om det trak i mig efter at dykke ned i den med det samme, efter jeg havde læst den første, så gik der overraskende lang tid, før jeg åbnede dens sider og vendte tilbage til David og Fortroppernes verden. Mest fordi, den første bog var så god, at jeg var lidt nervøs for, om to'eren kunne leve op til den. Men Ildkamp lider så absolut ikke under at være "den svære to'er". Jeg læste den til langt ud på natten og sad målløs tilbage, for Brandon Sanderson evner virkelig at skrive en bog, der er hurtig og action-præget, samtidig med at han får skabt et uhyre komplekst univers og interessante karakterer.

Han var præcis den type, som jeg havde lært at undgå i Newcago - den type person, der ikke ser farlig ud, indtil du kigger i hans øjne og opdager, at noget meget vigtigt ikke er til stede der.


Helt ærligt, David er en vidunderlig hovedperson. Han er fuldt ud "adorkable", hans metaforer er ikke blevet et hak bedre siden den første bog og når hans ellers urokkelige, mange årige had til alle Episke, reagerer han på en måde, der er ret typisk for ham, måske fordi han voksede op med en far, der troede på tilstedeværelsen af gode episke: han forsøger at hjælpe. Og finde ud af grunden til deres kræfter og deres svagheder, for det bliver tydeligere i Ildkamp, at de Episkes svagheder ikke er helt så tilfældige og måske er nøglen til at overvinde dem.

Men David er også en virkelig stærk person, han har været på egen hånd så længe og selv om han er omgivet af en gruppe af karakterer, der er mindst lige så spændende som ham selv, så er jeg stadig glad for, at det er ham vi følger og hans problemer med at finde sig til rette i Fortroppernes system, frem for at gøre som han vil. Når han vil. Ikke at det altid lykkedes for ham.

Apropos de Episke: der er et tidspunkt i bogen, hvor jeg, på trods af hvor sent det var, næsten råbte af bogen. Ikke af frustration, men lutter overraskelse og måben. Jeg skal nok lade være med at spoile, hvad der sker, og nøjes med at sige, at dere var et øjeblik, hvor jeg lige måtte gå tilbage og læse den sidste halvanden side igen og så næsten ikke turde læse videre til næste kapitel.
"Denne gang, da hun havde sigtet på mig, var sikkerheden slået til. Hvis det ikke var ægte kærlighed, så vidste jeg ikke hvad var."
Spørgsmålet om Ildkamp er virkelig spændende. Hvis man allerede har læst Stålhjerte, vil man godt kende Ildkamps identitet, men der bliver alligevel føjet rigtig meget til karakteren i denne her bog og det var virkelig en fornøjelse at lære mere om både Ildkamp og de Episke generelt, samtidig med at man får en nede på jorden, hurtig historie, som på bedste vis lever op til den følelse af at være en flue på væggen, som jeg sad med igennem Stålhjerte.

Vidste I i øvrigt, at den tredje og sidste bog i serien, Kalamit, netop er udkommet? Den står uden tvivl meget højt på min ønskeliste.

fredag den 3. marts 2017

A Cup of Sake Beneath the Cherry Trees af Yoshida Kenkõ

A Cup of Sake Beneath the Cherry Trees (Penguin's Little Black Classics #11) af Yoshida Kenkõ. Udgivet af Penguin Classics i 2015, oprindeligt udgivet/skrevet cirka 1340 med titlen Tsurezuregusa. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.
Moonlight, sake, spring blossom, idle moments, a woman's hair - these exquisite reflections on life's fleeting pleasures by a thirteenth-century Japanese monk are delicately attuned to nature and the senses.

A Cup of Sake Beneath the Cherry Trees er en lille samling af udvalgte essays fra Kenkõs større værk, Essays in Idleness, men når man læser den, føles den ikke hullet eller som om der mangler noget. Emnerne er mange og meget forskellige, Kenkõ skriver om alt fra sladder og hvor meget man bør snakke til årstiderne, venskab og ægteskab og det rette tidspunkt at drikke sake. Det er en virkelig interessant lille bog, der dels tydeligt bærer præg af at den er skrevet af en middelalderlig munk og dels på en eller anden måde alligevel føles sært nutidig.
surely it is spring that stirs the heart more profoundly. Then, birdsong is full of the feel of spring, the plants beneath the hedges bud into leaf in the warm sunlight, the slowly deepening season brings soft mists, while the blossoms at last begin to open, only to meet with ceaseless winds and rain that send them flurrying restlessly to earth. 
Jeg forelskede mig i sproget næsten fra første side og ovenstående citat er kun et af mange steder, jeg har markeret. Det tog mig lang tid at læse denne her ellers meget korte bog, for jeg vendte tit tilbage for at læse nogle afsnit en gang til. Da jeg valgte bogen ud, som den første af de 80, jeg ville læse, troede jeg faktisk at det var en digtsamling. Der var noget uendeligt romantisk og forårsagtigt over titlen og jeg tænkte, at den ville være perfekt her til starten af marts, som er fuld af forårsforventninger. Det var ikke en digtsamling og så alligevel. Selv om Kenkõ meget ofte skriver negativt om de fleste emner, gør han det i et sprog, der flyder over af billedsprog. Og når han så vender det om og skriver positivt om de samme emner, bliver beskrivelserne maleriske og ret poetiske. Det er muligt, at det er oversættelsen, men under alle omstændigheder, så var jeg hooked fra starten af. Og så elsker jeg bare kirsebærblomster.

Det er langt fra alle hans meninger, jeg er enig i, men i mine øjne behøver det ikke at trække noget fra oplevelsen af bogen. Jeg sad stadig på en regnfuld torsdagsnat og læste langsomt til jeg var færdig. Bogens titel er så passende, at det er smukt: at læse den føltes lidt lige som at sidde under et blomstrende træ og lave ingenting og lade tankerne flyde fra emne til emne. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er sidste gang, jeg læser Kenkõs ord.
Rather than gazing on a clear full moon that shines over a thousand leagues, it is infinitely more moving to see the moon near dawn and after long anticipation, tinged with most beautiful palest blue, a moon glimpsed among cedar branches deep in the mountains, its light now hidden again by the gathering clouds of an autumn shower. The moist glint of moonlight on the glossy leaves of the forest shii oak or the white oak pierces the heart, and makes you yearn for the distant capital and a friend of true sensibility to share the moment with you.
 

Template by BloggerCandy.com