torsdag den 22. september 2016

Mig før dig af Jojo Moyes


Mig før dig af Jojo Moyes. Udgivet af Rosinante & Co. i 2012, originalt udgivet i 2012. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.


Louisa Clark, kaldet Lou, er hoppet fra job til job i årevis. Hendes positive og udadvendte attitude gør det let at falde til et nyt sted, men da hun bliver handicaphjælper for Will Traynor kommer hun på en virkelig prøve. Og hun har ingen anelse om, hvordan hendes tid med Will vil forandre hende. Will derimod have alt, indtil ulykken. Nu er han lam og afhængig af andre for næsten alting. Det eneste Will ønsker sig er at dø, for han kan ikke længere leve det liv, han levede. Da hans mor ansætter Lou som hans nye hjælper, er han ikke videre imødekommende, men Lou giver ikke op og langsomt åbner Will op - for Lou og for livet.

Mig før dig er muligvis Jojo Moyes' mest populære roman - og jeg forstår godt hvorfor. Hvis jeg skulle sige bare én ting som denne her bog, så er det, at jeg græd. Jeg sad helt ærligt med tårer trillede ned af kinderne og en kæmpe omgang "ugly crying", da jeg læste de sidste par kapitler af denne her bog. For jeg kunne ikke lade være med at ønske, at slutningen ville være anderledes, selvom jeg vidste på forhånd, at det ikke ville være tilfældet. Og måske ønskede jeg det i virkeligheden mest, fordi det var svært ikke at holde af Lou, og ønske at hun var lykkelig. Jeg elskede hende for hendes optimisme, der nu og da grænsede til det håbløst naive, men det passer så godt den til person, hun er. Også selvom det frustrerede mig ret meget, så blev jeg også ret glad indeni af den måde hun tacklede problemerne på, uden at give op og uden at lytte til andres bedrevidende, men venligt mente råd.

"Der skete noget den aften. Lysene blev dæmpet, så vores lille bord blev knap så iøjnefaldende, den overvældende blomsterduft blev dæmpet af aftenbrisen, og musikken og vinen og dansen gjorde, at vi rent faktisk hyggede os, tro det eller lad være. Jeg havde aldrig oplevet Will så afslappet. Han sad mellem mig og Mary og snakkede og smilede til hende, og måske fordi han så så glad ud, ar der ikke nogen, der så skævt til ham eller sendte ham medlidende blikke, sådan som de måske ellers ville have gjort. Han fik mig til at lægge stolaen og ranke ryggen."

Som jeg sagde, så forstår jeg godt, at det er Moyes' mest populære bog, den de andre ofte bliver sammenlignet med og den, der er blevet filmatiseret med Emilia Clarke og Sam Claflin i hovedrollerne. For det er en smuk og rørende historie om to mennesker, der i løbet af den tid de kender hinanden ikke bare lære hinanden at kende, men dem selv. Og hvem de var før de mødte hinanden, som måske, måske ikke er det samme som efter. Jeg jublede over Lous begyndende selverkendelse, da hun begyndte at sætte sine egne behov og ønsker for alle andre menneskers, så hun ikke glemte sig selv, selvom den tendens udsprang af kærlighed til hendes forældre, hendes kæreste, hendes søster og til Will. Og jeg følte mig uendeligt trist og modfalden på Wills vegne, en følelse der lige som for ham langsomt forsvandt som han begyndte at leve, i stedet for at overleve. Men jeg forstod også godt hans valg til sidst. Og egentlig er det derfor, bogen endte med at knuse mit hjerte. For jeg forstår dem godt, både Will og Lou - også selvom deres endelige ønsker ikke kan forenes.


torsdag den 15. september 2016

En plus en af Jojo Moyes


En plus en af Jojo Moyes. Udgivet af Rosinante & Co. i 2014, originalt udgivet i 2014. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.

En plus en handler om den unge enlige mor, Jess, som gør sit bedste for at skabe en ordentlig tilværelse for sine to børn; stedsønnen Nicky, der bliver turbomobbet i skolen fordi han går med make-up og datteren Tanzie, et matematikgeni. Og netop Tanzie er grunden til, at Jess og Ed ender med at lære hinanden at kende. Hun får nemlig tilbud om at være med i en matematikolympiade, på trods af at hun kun er ti år gammel, og rigmanden Ed, der er i juridiske problemer, ender ved en række tilfældigheder med at tilbyde at køre den lille og ret særprægede familie tværs igennem landet. Og det bliver en tur, der vil forandre alting.

Bogen bliver fortalt fra fire synsvinkler, Jess, Ed, Nicky og Tanzie og det er nok noget af det, jeg synes Jojo Moyes er allerbedst til. Igennem de forskellige synsvinkler betyder det nemlig, at man får historien fra forskellige vinkler, naturligvis, og der bliver gjort meget ud af at de forskellige synsvinkler er unikke til den karakter og samtidig supplerer hinanden. Især er jeg glad for, at man får Eds perspektiv med. Og børnenes.

"Alle dem, jeg nogensinde har mødt, som har været værd at kende, var en lille smule anderledes, dengang de gik i skole. Du skal bare finde dem, du hører sammen med."
"Dem jeg hører sammen med."
"Dit slæng."
Nicky skar en grimasse.
"Hør her, i rigtig mange år går man rundt og føler, at man ikke rigtig passer ind nogen steder. Og så en dag får man ind ad en dør, og det kan være på universitetet eller på et kontor eller i en slags klub, og så tænker man: 'Dér er de jo.' Og pludselig føler man sig hjemme."

Hvor skal jeg starte? Da jeg gik i gang med at læse denne her bog, første gang, for har læst den siden, vidste jeg en del om den, fordi jeg havde hørt Jojo Moyes fortælle om den på BogForum (tilbage i 2014), hvilket var noget af det, der virkelig fik mig til at ville læse den så hurtigt som muligt. En af de ting, hun sagde, at hun ønskede at skrive om med denne bog, var forskellen mellem rig og fattig i England og hvordan det påvirker mennesker og i mine øjne formår hun at beskrive begge dele på en måde, der ikke kun sætter det i ét bestemt lys. Og understrege, at forskellige mennesker har forskellige opfattelser af hvad det vil sige at være henholdvis rig eller fattig. Men selvom jeg synes godt om det aspekt, så var det især famileperspektivet, der virkelig gjorde det for mig. Jess ønsker ikke andet end at hendes børn skal have det godt, men det er ikke så let som den optimistiske kvnde kunne ønske sig. Hvilket i parentes bemærket er det, jeg ved at læse flere af Moyes' bøger, er faldet for; hendes kvindelige karakterer.  Og karakterer i det hele taget, det er let at føle en stærk forbindelse til deres realistiske adfærd. De er så godt udviklet og konkretiseret, selv i de små ting såsom Jess' veninde, som tager det som en personlig fornærmelse at Tanzie muligvis kan få et legat til en privatskole og som en kommentar til hendes egne børn i folkeskolen. Det er måske ikke den pæneste reaktion, men jeg tror, den er ret menneskelig.

Måske er det fordi, jeg nu har læst bogen et par gange, men jeg har aldrig fundet plottet specielt forudsigeligt eller kedeligt, men nogle gange slår det mig, at det går rigtig galt, som i virkelig, virkelig galt, før det overhovedet begynder at gå godt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at elske den og den er også gået hen og blevet min yndlings Moyes-bog, selvom jeg slet ikke har læst dem alle endnu. Og egentlig tror jeg ikke, at jeg synes 5 hjerter er nok.


onsdag den 14. september 2016

Les Misérables af Victor Hugo


Les Misérables af Victor Hugo. Udgivet af Wordsworth Editions Ltd. i 1994, originalt udgivet i  henholdvis 1857 og 1862. Læst på engelsk, originalsproget er fransk.


Det er nok værd at gøre opmærksom på, at selvom den er delt i to bøger, anser og anmelder jeg den som en samlet historie og én bog.

Da jeg først startede denne bog, vidste jeg på forhånd, at jeg meget hurtigt ville opdage, at historien Les Misérables som jeg kender den fra musicalen er langt fra hele historien. Og på dragende vis glædede jeg mig faktisk til at finde ud af, hvor meget jeg ikke vidste. Allerede i første volumen blev det tydeligt, for hele den første del går med at fortælle en karakters livshistorie, en karakter, der på trods af sin enorme indflydelse på Jean Valjean og dermed fortællingens udvikling, ikke har en særlig stor rolle i musicalen, i hvert fald ikke med hensyn til linjer og "screen time". Og det var enormt fascinerende. I Les Misérable arbejder Victor Hugo med et stort persongalleri, ofte falder en eller flere karakterer ud og det er Jean Valjean, der er den gennemgående centrale figur. Alligevel er der hele kapitler, og dele, der er dedikerede til andre karakterer eller lignende.

“Laughter is sunshine, it chases winter from the human face.” 

Måske skal det forklares. Bogen er delt ind i "books", som igen er delt ind i "parts", der til sidst er opdelt i "chapters". Det betyder, at kapitlerne ofte er meget korte, men Victor Hugo formår alligevel af tætpakke dem med informationer, hvilket også kan gøre læsningen lidt tung, men til gengæld er det let at føle, at man har nået at læse en del. Og jeg tror muligvis denne måde at pakke information ind, og som Hugo gør i denne bog dedikere kapitel efter kapitel til ikke bare at beskrive Paris' kloaksystem, men dets historie eller slaget ved Waterloo, hvor det først bliver klart hvorfor til sidst i kapitlet og man opdager, at det bliver vigtigt senere hen, alt dette er måske en af grundene til at klassikere, eller i hvert fald Les Misérable, kan være svær at læse. Og på sin vis er jeg rigtig glad for, at jeg valgte at strække den over en hel måned, så jeg ikke bare endte med at fare igennem kapitler, der måske har knapt så meget aktion.

“There is a determined though unseen bravery that defends itself foot by foot in the darkness against the fatal invasions of necessity and dishonesty. Noble and mysterious triumphs that no eye sees, and no fame rewards, and no flourish of triumph salutes. Life, misfortunes, isolation, abandonment, poverty, are battlefields that have their heroes; obscure heroes, sometimes greater than the illustrious heroes.” 

Les Misérables er en vidunderlig bog. Det er en historie om kærlighed, romantisk og familiær, ærlighed, patriotisme. Livet i almindelighed, fortalt i en fuldstændig ualmindelig historie. En historie om den menneskelige natur. Og jeg har ingen idé om, hvordan jeg på nogen tænkelig måde skal opsummere de 1000 sider på en måde, der giver mening. Men jeg kan ikke undlade at anbefale denne bog. Jeg nød virkelig at læse den i løbet af juli, selv når det føltes langtrukkent og bare alt for langsomt i forhold til plottet (for sådan havde jeg det også nogle gange, Victor. Hugo får en masse information med på meget lidt tid, men hvis du leder efter en plot-dreven historie, er det nok ikke Les Misérables du skal give dig i kast med lige nu).

Men sæt den på din læsteliste. Læs den.
Jeg er sikker på, du vil ikke fortryde det!


 

Template by BloggerCandy.com